Stjernedans og ulvesang.

Stjerne himlen har sagt sig som et koldt tæppe over Chibale. Søen foran Foxie ligger perfekt som en slange, næsten som et 'S' som træerne rundt om lysningen. Stedet her er stille og fredelig, det hun bedst kan lide. Lyset fra månen går igennem lysningen og lander på hendes ryg. Hendes besynderlige mønstre lyser op i stjerne himlen, personligt hader hun sig selv. Tankerneom hendes gamle liv går det ikke bedre.-

Præciserende og fast træder de fire hove sig vej frem, gennem det efterhånden ret så frodige buskads her i Chibales skove. Den brogede hingst vidste udmærket godt hvorfor han endnu engang havde begivet sig væk fra sit hjem, sit rige; sin tryghedszone. Hans familie… Familien han selv havde stiftet her i landet, familien han end ikke kunne undvære! Dag for dag blev tilknytningen blot større, mens han svagt også begyndte at kunne ænse forandringer ved sig selv. Fysisk såvel som psykisk…

Nattehimmelen gav skovene et lettere dystert skær, i et blåligt form for lys der blev kastet ned over krontoppene, og kun nogen steder nåede helt ned i bunden han selv betrådte. Dog var stjernerne klare til aften, og glimtende viste de vej i sammenarbejde med månens skær der blegt hang over Andromedas land. Men en duft ramte ham snart, en duft han ej havde sanset før nej! Den milde duft af rosenblade, lige når de var allermest frodige og skulle lokke insekter hid. Dette var dog ej tilfældet; og i takt med en form for lysning var at skue mellem træerne lidt fremme, var en skikkelse også at synes.
Den brogede hingst fortsatte sin meget ranke og stolte holdning, som han bar med al spændthed og standhaftighed. De kolde og tomme krystalblå øjne stirrede sig fast på denne skikkelse, alt imens begge gråbrune øre endnu hvilede i nakken mod den fyldige mørke man. Hans skridt var præciserende, som han nærmere sig; alt imens hans hoved fortsat var holdt lodret langs næseryggen, på den meget højstillede hals… Hvorpå han nu kom til syne, halvt i skjul af nogle træer, for denne fremmede i lysningen.

Vinden blæser en let brise forbi hendes mandelformede øre. En duft af en hingst lige i nærheden. Hun spændte i hele kroppen og lage de rødgyldne øre helt ned til den let muskuløse nakke. En skygge kommer frem i det fjerne. Træerne tårner sig over hingsten. Han virkede stor og stolt. Hun bukkede stort nakken op og væste vredt. Denne hingst virkede anderledes end de andre hun havde mødt. Meget mere mægtig. Lysningen udstiller hende som en fluge på en væg. Klippen på den anden side af lysningen var en let udgang, hvis det skulle til. Hun håbede på respekt da han gik på hendes territorium.-

Det blege måneskind afslørede alle træk fra hoppens side af; til en vis grad. Ej kunne han hverken bedømme farverne konkret, samt ansigtsudtryk. Alligevel lød et hæs hvæs fra denne fremmede. Begge gråbrune øre fandt derfor deres plads, dybt trykket i nakken, advarende. Denne fremmede skulle passe på med hvad hun ville ligge op til, overfor den brogede hingst. Dog gav han sig selv til kende; trådte få skridt frem, så hans forpart blev blottet i det lyse og blege måneskær.

De krystalblå øjne stirrede sig endnu blindt på hoppens ansigt, som grundet positionen hun stod i, skjulte hendes ansigt; hendes øjne. Djanges kolde og tomme øjne så bare direkte, der hvor han gik ud fra hendes øjne var placerede, mens en svag rynke over den lyserøde mule kort vistes, advarende. Alt imens de krystalblå øjne missede sig anseende sammen, for da at kaste et kort bedømmende øjekast over hende. End uden at ændre på nogen som helst form for blik, altid var hans øjne kolde og tomme.

Skikelsen af hingsten viser sig i åbningen af skoven. Hun betragter hingsten lidt, da hun vælter i hans intet sigende øjne. De lyseblå øjne skærer langt ind til hjertet. Hun trækker sig ud af skyggen og kigger strængt på ham. Hendes selv blå øjne var gyselige. Hvertfald hvad hendes tid som føl har taget med sig..
Blandede følelser flyver rundt om hende. Hendes speciale mønstre på hendes ryg kan nu ses. Hun retter lidt halsen ud, Hendes holdning er stadig advarende. "Har du ikke andet af lave?" Snæerer hun surt til hingsten. Hendes stemme er meget voksen og smuk. Slet ikke dårlig af at hun kun er 4 år.-

Den blide duft omkring denne fremmede hoppe, bar sig endnu mod hans lyserøde næseborer. Letteligt brød en lille stilhed ind, men kun åndedrættene fra de to sjæle var at høre. Hendes ansigt var endnu mørkt, og fejlbedømmende tolkninger af hendes udseende, var bestemt en mulighed fra den brogede hingst synspunkt. Selv stod hans forpart blottet, mens hans hvide hoved nok skinnede bestemt op omkring de krystalblå stirrende øjne, i det blege måneskind der blev kastet fra himmelen her i lysningen.

Men hoppen flyttede nu på sig, blottede sit udseende for Djange også. Endnu stod han anspændt; og stadigvæk advarende, med de pressede nedlagte øre og de direkte seende kolde og tomme øjne, som var misset en anelse anseende og tilmed skuende sammen.
Helt igennem guddommeligt smuk skabning; viste sig. De kolde og tomme øjne spærrede sig seende op, mens de atter ej ændrede på den kolde og tomhed der lå i dem. Dog var denne utroligt vellidte hoppe endnu advarende, afvisende. Hvilket han på sin vis respekterede; lige ind til hun åbnede mulen. En temmelig smuk og moden stemme lød mellem de to heste, hvor der endnu var i hvert fald to hestelængder imellem, snærende. Straks blev hans øjne misset sammen på ny, advarende, mens hans mule slog et par rynker, skeptisk og advarende. Næsten så hans tænder blev blottet en smule, mens han dog blev stående i den ranke og stolte holdning, båret med al anspændthed og standhaftig måde.

”Bestemt.”
Havde hans hæse og intense stemme blot svaret tonløst. Uden holdning eller mening, dog at dømme på hans fysiske trækninger skulle man ikke være i tvivl om han var advarende. Hun skulle passe på med hvor hun trådte nu. Derudover var hans stemme ej at bedømme, om den var overbærende eller truende, undskyldende eller op takterende. Det var svært at sige, selv for Djange.

Hingsten stod mere advarende end før lige foran Foxie. Hans svar var selvsikkert og robust. Hun viste godt at hun ville tabe en kamp og flygte fra hendes elskede sted. Vinden blæste om ørene på hende. En stærk vind tog solidt fast i hendes man så den blæste voldsomt til den ene side. Et kort øjeblik mister hun balancen. Hendes stolte hoved mister sin holdning og hun er nød til at træde til siden for ikke at vælte. Måne skæret gør det svært at se hingstens reaktion.

Den helt igennem smukke af udseendet hoppe; lod endnu til at være dybt afvisende. Men samtidig var hun alligevel ikke helt dum, for hun valgte at tie nu. Begge gråbrune øre lå atter dybt i den brogede hingst nakke, tilmed skjult af den fyldige mørke man, der også blev slået lidt omkuld af en række hårde vindslag gennem den mindre lysning de stod i. De krystalblå øjne missede sig sammen, anseende og næsten skuende, mens de atter forblev kolde og tomme; intetsigende og døde, som mange nok tolkede dem.

Hoppen mistede for en stund hovfæstet og trådte stille til side, for ikke at miste balancen. Ret så elegant bevægede hun sig nu og da, førend det gik op for Djange hvor lille hun var. Først havde han tilmed anset hende som hans egen størrelse og højde, med de skygger træerne kastede og derved skjulte mere og mindre af denne fremmede hoppe. Men hendes bevægelser afslørede hende blindt. Han stod atter rank, stolt og standhaftigt; mens han kort anspændt spændte lidt hårdt op i den højtstillede hals. Han havde aldrig set hende før; og alligevel lod det til hun på sin vis ønskede at bibeholde dette område, denne lysning måske? For med en frastødende aura der lå over den, muligt hidsige hoppe, undrede dette Djange en smule at hun ikke blot havde forladt ham og stedet endnu.

”Jeg har ej sanset Dem før; er De ny i landet her Frøken?”
Havde hans stemme hæst og intenst lydt; alt imens de tonløse ord havde lydt gennem mørket; der endnu på sin vis blev lyst op af måneskæret og dets glimtende stjerner. Hans øjne var endnu misset sammen, og let havde en rynket skeptisk fundet vej frem på den lyserøde mule. Mange ville hermed nok tolke Djange som truende, dominerende direkte; selvom det nok inderst inde ikke kun var dette der var hans hensigt.

Hun fik balancen hurtigt efter lidt. De stive muskuløse ben spænder ubehageligt i den kolde, sorte nat. Han kigger nedladende på hende og stier hende lige i øjnene. Hun for stabilt og koldt stillet sig flot op igen. Hun tager en dyb indånding og tøver. Der er noget anderledes ved denne hingst. Hans stemme rummer i klipperne ved min side. Det yderst veltiltagende ord valg kommer flot ud af hans store mule. Hans øjne er ligeså blå som hendes, så det stirrende blik rammer hende kun lidt. Hun tager stolt og kækt et skridt frem også til siden som det sidste skridt. Hun har på fornemelsen at han kun er ude for at vise sig. Ellers var hun allerede blevet til mos. "Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem er ny her" hun kigger imod hingsten. Hun betragter den store hingst. Han var hvertfald et hjortehoved større end hende. Men smuk var han.

Hvad denne hoppe i grunden var ude på, var snart ikke til at sige for den brogede hingst. Hun virkede pludselig mere selvsikker og fattet, frem for kun et splitsekund siden havde både været arrig og vigende. Ørene løftede sig af den grund derfor ej fra den tryggede nedlagte position. Mens de krystalblå øjne atter så meget direkte i hendes. Hendes øjne var blå lige så; hvilket mange andre heste i landet her var. Hoppens her virkede dog mere; lyseblå – isblå, tilmed grålige. Hele hendes udseende var specielt, mens hendes spinkle og slanke bygning understødte det smukke udseende han så for sit kolde og tomme blik.

Hoppen tog få skridt frem, og dernæst det sidste skridt til siden. Han spændte op, i hele kroppen. Direkte advarende; mens den lyserøde mule slog en rynke mere, som førte til at hans tandsæt kort og kun en anelse, blev blottet. De kolde og tomme øjne så atter meget direkte på hende, mens de var misset en smule skuende sammen stadig; anseende. Hun skulle træde varsomt, hvis ikke hun ønskede en ordentlig markering. Med mindre det jo var hvad hun søgte? Hendes stemme lød atter; og af ren høflighed og respekt, gled det ene øre let ud til siden for at understrege at han lyttede til hende og hendes ord. Den modne og endnu smukke stemme lød; dog tolkede den brogede hingst den en anelse snærende; til trods for hendes forklarende ord. Roligt nikkede han kort, helt mekanisk og stift, mens begge øre atter lå i nakken på ham.

”Så De har en del kendskab til Ø’erne og dets beboere?”
Havde den hæse og intense stemme lydt; tonløst. Mens han endnu stod ranket og stolt, i den standhaftige og ret så anspændte holdning lige nu. De tonløse ord lød som altid så ligegyldige, som var han begribende ligeglad med hendes og alle andres svar. Men sådan lå landet ej. Følelserne bag, truende, imødekommende, skeptisk eller naiv. Det var svært at sige; selv Djange kunne ikke altid sætte hoven på hvad han egentlig mente med sine ord.

Hans kropsprog var en tydelig ting hun holdte øje med. Truende, afvisende - ikke at den røde hoppe havde virket mindre afvisende. Hans øjne var blå - men dog ikke af hendes øjnes nuance. Hendes øjne havde en tendens til at skræmme folk - den måde de fangede månens hvide skær, kastede det fra sig i en blændende version. Ja blænde kunne de da, men den der så i dem uden at blive skræmt af månens dans, ville se direkte i den røde hoppes sjæl.
Han stemme lød atter - truende, tonløs, med en klang der fik hende til at blive stående i lysningen - denne hingst ejede noget, ikke materielt, men en egenskab. Ej var han som øjne og krop viste.

"Nej kendskab til dette land, som holder vores hove, og det's sjæle er ikke noget jeg har alt for meget af"

Hun holdte en pause. Hendes stemme var ikke helt fattet - en facade kunne vel mærkes. For trods han interesserede hende, holdt det tonløse blik hende også lidt tilbage.

"Har de vandret her længe?"

Hun mente selvfølgelig ikke i denne lysning - men i dette forunderligt land.

Den specielle hoppe, af unikke farver og mønstre; virkede ikke nær så truende igen – set bort fra hendes endnu barriererne facade. Den modne og smukke stemme gav stille frigang, da hun svarede ham, i en form den brogede hingst fandt respektfuld. De krystalblå øjne så sig i hoppens, nærmest grålige lige nu; alt imens månens skær spejlede dem blanke for hans syn. Koldt og tomts tilmed stirrede hans øjne i hendes, mens han søgte en vej ind i de forskræmte og isblå øjne – mere eller mindre. Stille havde et gråbrunt øre gledet let ud til siden, for at understrege at han lyttede på hendes ord. Til trods for han endnu var megen opmærksom på deres omgivelser, især i denne skov, på denne tid af døgnet. Endnu glimtede stjernerne og månen derpå lyste trygt over dem.
Kort nikkede han mekanisk og stift, mens hun først forklarede sig. Hans holdning var derpå atter rank og stolt, stiv og anspændt – mens ørene endnu lå godt tilbage peget mod den fyldige man han ejede.

”Jeg har besat dette land i over godt tre år, Frøken.”
Valgte han at besvare hoppen høfligt og respektfuldt tilbage på hendes spørgsmål; til trods for det kun var den hæse og stemme der tonløst var at høre. Ligegyldig, truende, afvisende, venligt; det var svært at sige hvad sætningen indeholdte… eller var det? Han så fortsat meget direkte på den endnu fremmed hoppe; ej kendte han til hendes navn. Ak ja, kun hendes duft – som endnu var som søde kærtegn gennem luften.

Hingsten hun inu ikke ved hvad hedder svare respectfuldt tilbage til den unge hoppe. Hans holdning er stolt men spændt. Hendes egen holdning er dog respectfyld men mere rolig. Hans ord rummer i hendes tanker.

"tre år er nu meget"

svare hun, da hun selv meget ung. for tre år siden var hun ingen gang i landet Andromeda. Ja, hun var knap nok født...
Den smukke hingst var anderledes end de andre. Hun følte sig tryg i hans tilværelse. Men alligevel ikke...
Hun var tydeligvis forvirret.

Fremmed og ukendt, fremstod den smukke hoppe endnu for ham. Alligevel var der sket en gradvis ændring i hendes tilgang, facaden var mindre barrierene. Alt imens den ranke og stolte holdning hos ham, endnu var stiv og anspændt. De krystalblå øjne havde stillet misset sig en smule anseende sammen over hendes ord - tilmed skeptisk; alt imens det ene gråbrune øre da endnu engang havde været gledet svagt ud på sned, for at understrege at han da lyttede. Stille puslede et par små dyr i buskadserne omkring dem, men han rørte ej på sig. Blot kastede hans lynende hurtigt et skuende og ligefrem scannende blik, koldt og tomt, rundt om dem i denne lille lysning.

"Sandt."
Var den muskuløse brogede hingsts eneste svar, hæst og intenst havde hans stemme lydt - tonløst. Mens begge øjne atter kun rummede kulde og tomhed, mens de så i hendes grålige, som måneskæret blegnede dem. Han undlod kort et hæst og dæmpet fnys, fra den lyserøde mule der stille havde slået en rynke på sig; mens øjnene en smule anseende missede sig i takt med. Hendes duft var endnu fangende, det samme var både hendes udseende og den modne stemme - men; hvem er hun?

Hans tonelege irritere hende frygtelig meget. Det er som om han snakker til en trist fugl der er drevet med vejret. Natten blæser ind over de to heste. Spændt og følelses løs står de imod hinanden. Hendes blik fanger hans øjne, den neutrale farve i hendes blå. Hans musegrå pels.

"Endu har jeg ej mødt en ligeså stædig hingst som de"

Hendes stemme er sikker og rolig, hun snakker sin sag.