Skovens skygger

Reserveret til Signe/Leonora

Solen kastede sine sidste stråler over området, en sidste glød inden mørket for alvor ville tage over og indrage aftens lumre mørke. Træernes skyggerne var blevet længe, og strakte sig næsten over hele den lysning der var midt i skoven.
I træernes korner, der var badet i et gyldent skær, sad fugle endnu og kvidrede. De sang en sidste sang for denne dag, til ære for lyset der snart gik ned og først ville pryde på ny næste dag. Ak, endnu en dag var gået i ro og mag, og skulle nu til at slutte af.
Den ældre hingst stod i mellem nogle træer med frit udsyn over den store lysning. Længe havde han stået der og slappet af, så længe han havde set skyggerne vokse sig længere og længere. Set hvordan det blev mere og mere mørkt. I den retning han havde sit blik var himlen blevet mørkeblå, helt mørkeblå; og det var kun et spørgsmål om tid før den første stjerne ville være at spotte der. Den anden vej, den vej hans bagparti vendte, over skoven og længere mod vest var himlen badet i orange og lilla nuancer.
En dæmpet brummen af tilfredshed lød fra den store gyldenfarvede hingst, imens han blot stod og nød tilstedeværelsen af livet. Eagle havde det godt, fantastisk, også selvom at livet som strejfer blev mere og mere ensomt. Jo vist mødte han mange, specielt nye og unge heste der havde en helt anden tilgang til livet end ham selv; dog var dette ikke det samme. For en tid kunne den ældre hingst godt leve som strejfer, leve alene, men med tiden ville dette blive et ensomt og deprimerende liv. Selv for en som ham der hvilede så godt i sig selv.
Dette vakte tanker igang. Dune, han havde lovet hende at opsøge den flok han havde hørt om der skulle være i Andromeda. Han havde sagt han nok skulle søge dem, finde ud af hvor de holde til, så hun aldrig mere skulle være alene. Dette måtte snart ske, men det ville ikke blive i aften. For i aften ville han blot nyde stilheden fra naturen, et selskab hvis det skulle komme, men det var ikke med i tankerne ved at være søgt til skoven.
De mandelformede øre vippede roligt frem og tilbage, ud til siderne. Han opfangede en hver lyd. Lyde han kunne genkende var der mange af. Fuglene der sang i træernes kroner, grene der knækkede når et dyr trådte på den. Mus der raslede i skovens bund.
De rav gyldne øjne blev lukket i. ude fra kunne det ligne han sov, ak nej, han filosoferede blot, lige som en kat. Han ventede. Eagle ventede på et bestemt øjeblik der ville komme om ikke så længe. Det øjeblik hvor der ville blive helt stille. Fuglene ville stoppe med at synge, rådyr som andre ville finde sin ro for natten. Når alle dagens dyr var gået til ro, men lige inden natte dyrene satte sit spil i gang. Dette øjeblik var hvad den ældre hingst ventede på. Absolut stilhed.

Et blåt skær vandrede lydløst igennem de træer, der stod I udkanten af skoven på Chibale. Hvorfor hun netop befandt sig her, var ganske underordnet, for egentlig var der ingen bestemt grund til, at den elegante frieserhoppe havde sat sine hove her. Efterhånden havde hun fået kortlagt langt de fleste områder, om som sædvanligt, vandrede hun af stier hun vidste, få benyttede sig af. Selvom hun var faldet ganske godt til, egentlig, og selvom hun havde fundet sig en familie, ja, da var hun endnu en ødelagt sjæl, og som ødelagt sjæl, undgik hun helst andre, hvis hun kunne. Dagens sidste stråler klyngede sig til kanten af verdenen, imens den sorte hoppe, med de krystalblå prikker, vandrede af sted i sine egne tanker. Det var altid som om solen prøvede at kravle op over kanten igen, når først den var på vej ned; men Leonora hilste både natten velkommen og ønskede den skulle gå hurtigt. Efter hendes lille møde, med den sleske Rumpelstiltskin, kunne hun ikke vandre uset i nattens mørke længere, og det forbandede hun - men hun nød stilheden om natten, for sjældent var andre sjæle oppe, og dermed kunne hun vandre ganske fredeligt.
Dog var natten ikke over hende endnu, så det skulle da ej være en overraskelse for hende, da en duft fra en fremmed sjæl ramte hendes sensitive næsebor. En duft, der bar præg af hingst. Hendes lange, rytmiske skridt ophørte, og snart stod hun ganske samlet, med anspændt hævet nakke. Denne fremmede, havde en ganske speciel ravgul farve, som hun ej havde set på en levende sjæl før, og selvom Leonora langt fra var glad for, at hun var stødt på en anden sjæl, i frygt for at hendes ustabile sind skulle kastes ud i endnu en anstrengelse, kunne hun ikke lade værre med at beundre farverne der spillede over denne spanskprægede hingst, hun havde fået øje på: som hilste solen ham velkommen og kærtegnede ham med sine sidste stråler. Og selvom hingsten så ganske fredfyldt ud, nærmest som dasede han i en hviletilstand, vovede den sorte Leonora sig ikke videre frem, men blev i ly af træerne bag ham, blot betragtede ham, og afventede enten en bevægelse fra ham af; eller at hendes sind fandt en vej udenom, for at undgå konfrontationer.

I sin sindsfreds hørte Eagle lyden af hovslag, langsomme dunkende lyde. Lyde der knap nok var tilstede da bevægelserne var over et blødt underlag; dog svagt blev lyden højere og højere. En anden sjæl, et andet levende væsen bevægede sig i retningen af lysning han selv lige nu befandt sig ved. Lyden var tydeligere nu, hvilket afslørede at hesten ikke var lang her fra. De mandelformede øre var vippet bagud for bedre at opfange lyden af de bløde dunk, der pludseligt holdt inde. Hesten var stoppet.
Den ældre hingst stod et øjeblik og nød stilheden der atter var kommet op, men afbrydelsen blev ikke en ny lyd. Nej, det var følelsen af at et par øjne hvilede på ham. Det sædvanlige venlige og varme smil var over hans lyse mule, og da han vendte sig rundt for at se denne fremmede: En fremmede var det, duften der var blevet båret med var ikke velkendt, så han ganske imødekommende, venlig og varm ud. Et roligt og mildt væsen det var han.
"Godaften," lød det venligt med den slidte stemme Eagle bar. Lyden af hans stemme, tonen, var både varm og blød trods den slidte klang. Klangen af en stemme der var blevet brugt meget igennem længere tid, og havde sat sine spor.

Dette selskab Eagle nu håbede han kunne nyde dagens sidste timer med, var en stor sort smuk frieser hoppe. Hun var var dog ikke som alle andre; et særligt præg var over hans pels lag, for ej var hendes pels kun sort. Et blåligt lyst, næsten helt hvidt mønster kærtegnede den sorte hoppes krop. Dette var noget nyt, fremmede, men på en god og spændende måde. Det vakte en nysgerrighed op i den ældre hingst, for ej havde han set noget lignende.
De mandelformede øre var vippet frem imod denne sjæl, denne hoppe, der ikke som så mange andre han havde mødt; var præget af ekstrem ungdom. Eagle fik mere og mere op for at han ikke var kommet til et land der kun var besat af unge sjæle. De yngre væsner gjorde ham intet, de fascinerede ham på ny. Dog var af og til ældre blod blot mere behageligt selskab for ham selv.

Den sorte, unikke sjæl, som hun vel kunne kaldes, var snart blevet opdaget af den champagnefarvede hingst, hvis korpus havde rykket sig tilstrækkeligt, til at han kunne beskue hendes krop, der endnu forholdt sig I en skrå vinkel bag ham. De lysende blå øjne, som hun besad, blev snart fanget af hingstens egne, og kort derefter lød en stemme, varm og mild, præget af viden og liv, som bød hende velkommen. Nu var det sådan, at Leonora helst undgik selskab, og derfor var hendes første reaktion drevet af det ødelagte sind der lå i hende nu; de brudstykker der, da de havde siddet samlet, havde dannet en ædel og respektabel hoppe. Men nu, ja, da stivnede hun og stak i et lettere advarende fnys, hvori undertonen samtidigt var anstrengt. Hun havde håbet han ej havde opdaget hende - og nu hvor han havde, var hun nødsaget til at håndtere dette. Det tog lidt tid for den sorte sjæl at bearbejde hingstens hilsen, for selvom hendes krop og sind havde tolket det som angreb, var han langt mindre frembrusende end så mange andre sjæle hun havde mødt, og endda overlevet mødet med.
Det tog lidt tid, før den sorte hoppe, der bar nattens stjerner på kroppen, lod sit hoved sænkes ned i normal højde igen, og hendes anspændte ryg løsnede sit tag. Hun var, selvom det var svært at tro, blevet bedre og mere ’hel’ i sit indre, siden sin ankomst, selvom der endnu var lang vej.
Hun vippede sine ører frem, ikke helt, men næsten, og derpå udsendte hun et dæmpet prust, der både afspejlede overgivelse til sin egen krops instinktive reaktioner, og samtidig en form for udmattelse, fordi hun gang på gang måtte igennem denne kamp, for at indgå i en ny samtale.

,,Godaften fremmede hingst”

Svarede hun da igen. Hun var en høfligt sindet hoppe, eller havde været, og normalt, kan man vel sige, havde hun præsenteret sig ved navn; men dertil var hun ej kommet endnu, og det ødelagte sind, som var varsomt og skyt, talte for at hun ej skulle slynge sit navn ud, førend hun var mere sikker på hingstens hensigter i dette øjeblik; så hun afventede og stod endnu med god afstand, med hovedet let hævet og en krop, der var mere end klar til at søge væk hvis han skulle komme hende for nær - dog uden at hun var synligt anspændt.

Tydeligt var det for den ældre hingst at gennemskue, takke været hendes tydelige kropssprog, at noget prægede hende ved at han havde opdaget hende. Det var som det smertede hende at høre ham hilse på hende, hun så ud til at spænde op i kroppen. Til at føle en form for ubehag. Eagle havde før set heste, skabninger og forskellige væsner der var i ubehag ved andres nærvær på den ene eller den anden måde. Selv her i Andromeda havde han mødt en så ødelagt sjæl, at hans medlidenhed næsten havde drevet ham af sporet. Selvfølgelig havde alle deres egen reaktion, og hun gav et fnys og hævede hoved op. Der var ikke noget der tydede på at denne sorte hoppe, med det særdeles yndige men også særpræget udseende ikke fandt sig helt tilpas ved dette.
En hilsen kom dog, men først efter noget tid. Det havde været som hun havde en kamp i sit indre som hun overgav sig ved i et suk. Eagle valgte at holde humøret oppe, hvilket ikke var et problem for ham. Yderst sjælden var han i et lavt humør, næsten aldrig var han deprimeret eller vred. Tvært imod var han næsten altid glad og positiv. Det ville man nå længst med.
Stadig hvilede et varmt og venligt smil over hans lyse mule, også selv da han valgte at ville præsentere sig selv.
"Mit navn er Eagle Eye." Stemmen han bar var jo vidst ru og lød slidt, men havde en varm og venlig klang, samme med hans øjne; dog at dette var en glød og ikke en klang. Eagle ville ikke presse på med denne hoppe, og ville der for ikke med et spørgsmål, tvinge hende til at skulle sige sit navn, den ældre hingst ville give hende den plads hun havde brug for.
De mandelformede øre fremadrettet imod den sorte hoppe med de hvide, næsten lysende aftegn; og alt imens han så på hendes krop, strøg følelse, minderne og tankerne om de mange stjerneklare nætter. Hun mindede om aften himlen med funklende stjerner. Det tegnede endnu et smil, et større smil, for smilet var der hele tiden.
Eagle var afventende, tålmodig. Han ventede på om hun ville sige mere, præsentere sig selv, komme nærmere; eller om hun ville fordufte igen, gå sine veje uden om. Eagle ville have forståelse for dette, og ville ikke tage det som et nederlag.

Hun havde valgt at svare den ravfarvede hingst, og selvom det egentlig smertede hendes indre, at skulle indgå et nyt bekendtskab, der først skulle lære omkring hendes grænser, inden han kunne forstå dem, så havde hun sluppet noget af anspændtheden der var gledet over hende, da han havde opdaget hende. Og selvom hun tydeligt havde vist denne fremmede hingst, at hun var utilpas ved dette, da røg hans humør ej ned, men forblev oppe, og det forundrede hende at han ikke agerede voldsommere på hendes adfærd. Ingen havde endnu forholdt sig så muntert og roligt overfor hende, under det første møde. Med let tiltet hoved lod hun de blå øjne søge kort og diskret over den ravfarvede hingst, der snart præsenterede sig om Eagle Eye; med den rustikke, maskuline stemme. Egentlig en rar stemme at lytte til, ingen tvivl om det - men det var blot absurd for hende blot at indgå en åben samtale, for det modsagde hendes ødelagte sinds virvar af tanker.
Hun mimrede kort med mulen, for at forberede den vel, til at svare; og snart lød hendes stemme igen, den stemme man slet ikke skulle tro passede til det ødelagte sind. Den var mild, kontrolleret og ganske administrativ; ting, der førhen havde karakteriseret hende, men som ikke gjorde det længere.

,,Eagle Eye. Mit navn er Leonora. Jeg stammer oprindeligt fra landet Morva. Jeg er datter af hoppen Rhea, som kommer fra Mehriah flokken”

Derpå tav hun igen; det lå for dybt i hende, at præsentere sig således, til at hun kunne undlade det, selvom hendes ødelagte sind ikke rigtig kunne holde på andre af hendes tidligere vaner og normer. Det var kun brudstykker der endnu havde indflydelse på den sorte hoppes adfærd, brudstykker af et tidligere stolt individ. Hun prustede derpå sagte, hvorefter hun lod blikket søge imod hans hoved, men ej direkte imod hans blik; det var hun ikke mindet på endnu.

På afstanden de to heste lige nu havde til hinanden, kunne Eagle dog godt se, at den sorte hoppe med sine unike stjerne aftegn begyndte at slippe lidt i sin anspændthed. En rolig brummen lød fra den gyldne hingst, da han med de mandelformede øre spidset helt frem i mod hoppen, afventende på om hun ville præsentere sig selv. Det gjorde hun, efter stilheden havde stået på i et kort stund. Eagle blev forbavset, på en positivmåde overrasket over hendes fornemme måde at præsentere sig selv på; men også lyden af hendes stemme. Det kom som en overraskel. Ej var der mange der præsenterede sig så fornemt, og ej havde han forstillet sig en hoppe af anspændthed have sådan en administrativ stemme.
Eagle smilte forsat et varmt og venligt smil, som var det limet til hans lyse mule. Hun præsenterede sig ved navnet Leonora; "Hver hilset Leonora, datter af Reah fra flokken Mehriah."
Den ældre hingst havde følt et behov for den mere fornemme gengændelse da det viste hans respekt over for hende på en plan. Hans ord havde været efterfulgt af en ganske høfligt nik med det store hoved.

Leonora, den sorte hoppe, lod sine blik glide over den gylenfarvede hingst. Hans ro blev endnu afspejlet i hans kropssprog, og hans smil forsvandt ej, efter hendes tilkendegivelse af navn og stemme. Dét, at han fortsat smilte, var vel en positiv reaktion, fordi han nok fandt det glædeligt, overraskende eller måske endda mindeværdigt, at den sorte hoppe benyttede den pli og kultur hun var opvokset med i din præsentation. Hun prustede kort, endnu med en anspændt tone, der ligesom dirrede under hendes egentlig tone, som langsomt var begyndt at byde igennem. Hun kunne på en måde ikke holde fast i den anspændte facon hun antog pr. instinkt, når modparten virkede så rolig af aura. Med let mimrende mule lagde hun hovedet en smule på sned – hans tilbagesvar udviste det, som hun ville tolke som respekt; for sådan tiltalte respekterende sjæle hinanden i hendes verden, og hun valgte også at tolke hingstens svar ligeså, og så måtte han vise andet, hvis hun havde været forkert på den. Hun nikkede kort og dybt som tegn på tak for hans respekt, inden hun hævede hovedet igen, således at de isblå øjne blev lagt direkte i hans, for første gang under dette møde.

,,Eagle Eye, dette land er ikke et land jeg kender så godt. Har du vandret her længe nok, til at have erfaring du kan dele ud af?”

Hun spurgte, høfligt. Det var en norm at man tilspurgte den mere kendte om landets regler og former, og samtidig ligeså en respektabel gestus, at man anså en anden som værende klog nok til at videregive lærdom og informationer. Hoppens blå øjne havde endnu et blik, der både afspejlede skepsis, anspændthed; men man kunne nu også se de intelligente øjne, det varme indre, der langsomt blandede sig med den facade hun havde sat op omkring sig selv, for at beskytte sig.

Det virkede til den sorte hoppe med de beundringsværende stjerner tøede en smule op, som tog hun sig en lidt tid til at slappe af. Dette frydede Eagle med velfærd, for kunne en smule tillid og respekt vises fra begge sider kunne alt kun gå fremad. Eagle udstrålede i sig selv fred, harmoni og glæde. Tre ting den ældre hingst var blevet igennem årenes løb. Eagle hvilede i sig selv, og var i bund og grund ikke til at vælte om kuld.
De blå, isblå øjne hun besad mødte hans blik, og for første gang i dette møde, havde de to øjenkontakt. Det betød meget for den gyldne hingst, at se andre i øjne var en tydeligt tegn på respekt og opmærksomhed. At man gav sit selskab sin opmærksomhed var en god ting.

"Leonora, selv har jeg heller ej vandret længe her, snart et årstid må gøre det. Specifikt kender jeg ikke landet love og skikke. Jeg har mest på fornemmelsen af landet her er frit for en hver sjæl. Alle kan tage sine indput med og gøre det til en del af landet. Mange forskellige sjæle har jeg mødt på mine vandringer og hver i sær har haft sin egen fremgangs måde. Landet er i mine øjne til at blive formet som man selv ønsker det.
Historien bag landet her kender jeg ej til, hvordan man præcis ender her ved jeg heller ej. Jeg tror blot på at man havner her, hvis man har noget godt at bidrage, eller at man får en chance til. En ny start hvis livet har haft sine svære tilgang tidligere."

Alt blev sagt med en venlig tone, en stemme der bar en del varme. Eagles stemme mindede mest om en gammel historie fortællers. Slidt, ru men blød og varm på en gang. Tydeligt gjorde både stemme, udseende og udstrålning at Eagle ikke længere var ung. Og snar var endnu et år gået for ham, og alderdommen nærmede sig langsomt. Eagle vidste han ikke ville blive yngre, og nød der ved også blot tilstedeværelsen. Opgivende havde han ikke været på et tidspunkt, men selv var han begyndt at se i øjne at han ikke ville få en familie igen. Alderen tyngede ham og kun meget unge sjæle havde han mødt. Den eneste han havde mødt der nærmede hans levealder var den leverøde hoppe Noami. En han efter hånden holdt nær, selvom der var en underlig afstand imellem dem.

Den sorte Leonora lod sine ører vippes en tak fremad; den gylden, rødlige hingst, hvis aura endnu strålede med fred og ro, havde hørt hendes spørgsmål, mærket hendes respekt og snart lod hans maskuline stemme et svar falde til den sorte hoppe. Han forklarede hende, at han ej selv kendte landet til fulde og endnu ikke kendte til skikkene, reglerne; hvis man da kunne sige det sådan – i dette land. Men noget han sagde, trickede en spænding i nakken på den sorte hoppe og pludseligt rykkede hun uvilkårligt hovedet op en let til siden. Hendes ører vippede endnu engang bagud, som hun før havde haft dem, da hun anspændt blot stod og så til, da de to sjæle var rendt på hinanden noget tid forinden; for han snakkede om en chance til. En ny start, fra et tidligere liv der havde budt på smerter og svigt. Et sagte fnys forlod mulen på den sorte hoppe, mens hendes blik flakkede mod jorden; hun tænkte, det var tydeligt. Tænkte over netop det, med at få en ny chance. Hun havde selv forladt et liv i smerte og panisk angst, inden hun var kommet hertil. Hendes verden var bogstavelig talt gået i opløsning, da hendes moder var død for en slanges tand, og da det hele blev for meget, for smertefuldt, havde hendes øjne tvunget sig i, for da at åbne sig i denne verden. Hendes ankomst havde ikke været rar heller; torden, regn og kulde havde omgivet hende på den første nat hun tilbragte i dette land, og ved første øjekast havde hun troet, at hun var blevet straffet for at have været skyld i, at hendes moder og hende havde tilbragt mere tid i ørkenen end de havde planlagt, og dermed var de stødt på den slange, der leverede dødsbidet. Men efterhånden som hun havde brugt flere og flere dage her, havde hun opdaget at landet bød på skønhed, fred, ro og varme. Men selvom hendes sind var skrøbeligt, svagt, havde hun set dette og det huede hende ikke, at hun umiddelbart havde fået en chance til, for hun forstod ikke hvorfor.
Efter nogen tid rykkede hun endelig blikket imod den gyldenfarvede, rødlige hingst. Hendes lille lock-out var ikke et, som han havde fortjent at opleve, for intet ondt havde han udvist hende. Hun var vel en smule undskyldende overfor hendes opførsel; men den lå for dybt til at hun kunne ignorere dens tegn, når den ville frem. Hun brummede sagte, inden hun da så nikkede.

,,En ny chance..”

Var det eneste der forlod hendes mule nu; selvom der sagtens kunne sættes tusinde ord, på de tanker, der i løbet af få minutter var gledet igennem hovedet på den sorte hoppe - og sikkert også på den rødlige, gyldenfarvede hingst.

Da Eagles ord havde lydt, kunne det tydeligt ses på den sorte Leonora med de stjerne lignende aftegn, der prægede hendes blanke pels med et lys, begyndte at tænke. Det var næsten lige før man kunne følge med, men også kun næsten. Eagle var ikke tankelæser og blev det nok heller ikke på noget tidspunkt. En fornemmelse havde han dog af hvad der nogen lunde kørte i den sorte hoppes hoved i dette sekund. Den ældre hingst var sikker på at hun i sit indre lige nu gennemgik episoden op til hun endte her.
Tålmodigt stod den gyldne hingst og blot ventede på hun blev færdig med at tænke, hvilket gik forholdsvis hurtigt, kun nogle få minutter svarede hun.

"Det er blot en fornemmele jeg har fået mig, i min tid hid til her i Andromeda."
Ud fra hvad Eagle havde hørt og oplevet passede det ind. Selv for ham, for dem han havde snakket med hid til, som havde åbnet op, og fortalt om deres hjemland. Hvor det end var kontra her. Eagle havde en fornemmelse af at Andromeda lå i en form for anden demiseion eller måske et helt andet univers. I hvert fald var her ikke som andre steder.

Hun skævede til ham, alt imens hans stemme brød stilheden igen, der kun var præget af det knirkende værk hendes tanker udgjorde. Hun havde været stille længe, og de to ord hun havde udtalt sig, havde ikke givet meget mening, men han snakkede videre. Denne hingst havde en naturlig måde at være på, en afslappet aura, og det at han fortsatte sine ord, og ikke stoppede op med eftertænksomhed, fordi den sorte hoppe gik i baglås, var nok grunden til at hun i sidste ende stod med blikket lagt direkte på ham, lyttende. Stadigt tænkende, for det indre rumsterede og smøg om sig, som en hidsig ildebrand der blot ventede på at slippe ud, og som hun skulle kæmpe for at holde nede. Hun brummede sagte, inden hun dog lagde sig ud med ord igen.

,,Det er meget muligt. Jeg føler dog ikke jeg fortjener en ny chance”

En personlig ting brød frem. Hun erklærede, at hun ikke følte hun fortjente en ny chance, hvilket hun nok ikke ville have ytret til alle og enhver – men det var fordi, at hendes ødelagte indre søgte ro i alt det kunne, og ligenu var denne hingsts afslappede aura netop dét holdepunkt hendes indre kunne søge.

Vægten blev skiftet til at hvile på det ene bagben, den ældre hingst slappede af imens han med roligt sind lyttede til den sorte Leonoras ord. Hun mente ikke hun havde fortjent en ny chance. Noget Eagle ikke ville være enig i, ikke blot fordi hoppen der var overfor ham var af venlig sjæl, hvad han havde opfanget hid til i hvert fald, men fordi han selv var åbensindet. Eagle mente og troede vel på det bedste i alle, og lige meget hvad grusomme ting man har udsat andre eller sig selv for; mener Eagle at alle fortjener en chance til. Mange ting kunne man gøre mod Eagle og han ville også være villig gang på gang at give endnu en chance, men man kunne også gå for langt. Selv den venlige og godmodige herre havde grænser, når disse grænser var trådt over for alvor ville ingen tillid være at finde, og den ellers åbne hingst ville lukke sig selv af for denne. Tilfælde han ikke havde oplevet mere end en gang i sit lange liv.

"Jeg tror på at alle fortjener en chance mere: Også de, Leonora," lød Eagles ord med en venlig og varm tone. De rolige rav gyldne øjne hvilede med et mildt blik i hendes blå.
Af natur var Eagle rolig, venlig og åben. Han havde da i sine yngre dage haft ilterheden bag sig, uendelige mængder af energi der skulle futtes af. Han havde være umulig at holde styr på. Noget der lidt fulgte med i hans ældre dage. Eagle havde brugt det meste af sit liv på at vandre, se verden og høre dets historier. Mange ting af dette havde givet ham grundlaget for hans nuværende visdom.

Et vrik med øret fortalte, at den sorte lyttede. At hun var der, selvom hun ganske tydeligt havde svært ved at holde fokus, selvom hun kort forinden havde samlet det. Hun var kaotisk i sindet, ødelagt, og lige som hun havde tøjlet de værste minder, brød de igennem muren igen. Hun fnøs kort, da hans ord ramte hendes indre ører; Alle fortjener en chance mere. Også hende selv. Hun veg hovedet let til siden, som smertede det hende, at høre disse ord, trods der ingen fysisk smerte var at forbinde med dem.
Endnu engang var det hingstens utroligt beroligende aura, der sørgede for at den sorte hoppe fandt fokus på sit selskab igen. Hans stemme, der kunne tryllebinde en indre ro i det kaos, hun efterhånden havde opgivet at tøjle, og med ét lå de blå øjne endnu engang på ham. De havde flakket så meget, hendes sind havde flakket så meget, at hun egentlig var overrasket over at han endnu var i hendes selskab.

,,Jeg er bange for, at jeg ikke tror de ord du siger, Eagle Eye.”

Mere kunne hun ikke sige, for hendes indre var for voldsomt til, at hun kunne holde på det, hvis hun skulle begive sig ud i historien om, hvorfor hun netop var endt sådan her. Hun fnøs sagte for sig selv, inden hun skævede bag sig. Hun vaklede på en afsats, det vidste hun, og hun kunne mærke hvordan hendes styrke langsomt var ved at slippe op. Nok var hingsten en støttepæl hun kunne lide, allerede nu, selvom hun knapt havde snakket med ham længe – men hun måtte snart søge ensomheden igen, for at kunne slippe væk fra de minder, der gang på gang sparkede igennem. Ellers ville hun blot bryde sammen.
Hun rømmede sig efter lidt og trådte et lille skridt bagud. Dog forlod hun endnu ikke hingstens selvskab endnu, for hun ville give ham tid til at reagere, inden hun satte kursen væk, for uhøflig havde hun aldrig været, og ville heller aldrig blive. Så nobel som hun kunne se ud, udefra, ligeså ynkelig måtte hendes indre se ud – men til hendes held, vendte det indad, og kun det noble ydre var at beskue. Hun veg nu ikke blikket fra den ravfarvede hingst, hvis selskab hun trods alt havde nydt.

Det var tydeligt et sted, at Eagle havde ramt et øm punkt med sine ord. En svag rynke tegnede sig på sin mule, mens han ventede. Tålmodigt lod han den sorte stjerne beklædte Leonora vende tilbage til virkeligheden. Eller blot vende tilbage med fokus. Hvad der end var gået igennem hendes hoved, hendes sind, kunne den ældre hingst allerede nu fornemme ikke var noget han skulle grave op i. Alle havde sine sår at heale. Nogen gør hurtigere end andre.
Atter faldt hendes lyseblå øjne klart i hans blik, og hun svarede et sørgeligt svar for Eagles øre. Hun troede ikke på hans ord, eller kunne ikke tro på dem.
Selvom den gyldne hingst ej kendte denne hoppe vel, knap nok kendte hende, gjorde det hjertens ondt på at vide at et andet levende væsen måtte lide under en magt der gjorde dem blinde for det smukke der stadig fandtes. Selv havde han allerede mødt en tidligere i dette land, så forpint af en indre smerte.
Et opmuntrende smil tegnede sig over den lyse mule. Hvis blot hun kunne se det fra hans synspunkt. Dette var ikke tilfældet, men måske med tiden ville hun se det en dag. Måske. Der kunne håbes, og dette ville Eagle gøre for denne hoppe.
"Det er jeg ked af de ikke kan Leonora. Måske en dag," lød det opmuntrende med den hæse, men utrolig varme og venlige stemme.
De vaklende skridt den sorte hoppe havde trådt bagud gjorde tydelige tegn på at selskabet ville ebbe ud nu. Hun træk sig, og Eagle forstod. Et svagt høfligt buk lavede han med nakken. For at vise sin accept for hendes tilbagetrækken.