En ø af guld

[Forbeholdt Eagle Eye]

Zenobia, den gyldne ø. Øen med den bagende sol. Stedet hvor jorden, eller rettere sandet, gik i et med himlen.

Solen varmede den dag, den sodrøde havde fundet denne ø. Hun havde betrådt 3 øer indtil nu, og det var første gang hun var her. Solen spejlede hende, i en mutateret form, i det gyldne sand.
De gule hove danser let i en elegant trav. Hun er en elegant hoppe. Hendes skind lyste næsten helt som bronze. Alt var stille - kun hoppens dumpe hovslag hørtes.

Solen var bagende, på en behagelig måde. Tydeligt havde foråret kastet sine varme og lyse farver over Andromeda og intet spor var der tilbage af vinteren. Varme, solrige og frodige dage var i vente det næste halve år. Dette var dog ikke tilfældet på denne ørken ø.
I dette solskinsvejr kom den gylden farvede hingst roligt skridtende, badet i solens stråler der fik hans hårpræg til at være endnu mere gylden, næsten som guld. En rolig brummen kom fra den ældre hingst idet hans hove sank ned i det bløde helt hvide sand. En behagelig følelse. Det bløde varme sand, solens lune stråler og lyden af havet der var omkring denne ø han nu betrådte endnu en dag. Nogle dage havde han vandret her, men ej mange. Eagle sørgede dog for at holde sig til kysten, ej ville han fare vild i det endeløse.
Eagle stoppede sin færden frem, han stillede sig med ansigtet vendt op mod himlen, og ørene vendt lyttende tilbage. Alle lyde blev opfanget, og ikke længe gik der før hovslag i et let tempo var at høre.
Et smil blev tegnet over den lyse mule. Selskab. Et vrinsk undslap hans strube og lød ud med en høj og let søgende klang. Nu stod han blot og ventede, ventede på om der ville lyde et svar tilbage til ham.

Et vrinsk nåede de velformede ører. Et venligt vrinsk med en snert af noget genkendeligt. Hun følte ihvertfald at dette vrinsk ikke helt var nyt. Hendes mule svarede af ren refleks og ej havde hun set grund til ikke at lave denne refleks.
De isblå øjne ledte i det gyldne sand og fandt i første omgang intet. Dog en skygge i sandet. En hest der lyste som sandet. Eagle. Navnet dukkede op i hendes bevidsthed.
Hun vrinskede igen, denne gang mere hoppet og så frem til at snakke med ham igen.
De leverrøde ben skubbede sandet til side, som en lille sandstorm, da hun dansede mod den velkendte hingst.

Den ældre hingst stod ikke længe før der lød et svar, en glæde kom frem i ham; for her på øen af ørken havde han ej forventet noget svar. Eagle havde haft en forstilling om at dette var et guds forladt sted.
De rav gyldne øjne søgte over sandets dybe horisont, og snart var synet af den leverrøde hoppe at se. Med hende bar hun dog en sød duft, en duft der var nær som tæt på uimodståelig. En dyb brummen slap fra hingstens strube, hvor han i en kort periode spændte op i hele kroppen og udspillede næseborene, før han atter igen blev afslappet. Eagle havde kontrol, og selvom den leverøde Noami bar brunsten med sig, ville det ikke blive et problem for Eagle.
Et vrinsk lød igen fra hende, dette knap så ivrigt og langt mere feminint. Eagle svarede ikke på dette vrinsk, da han allerede kunne se hun bevægede sig imod ham. Sandet stod i en støvet sky omkring hende da hendes lette dansende bevægelser brugte det tørre sand i oprør. Ørken var og blev ikke et sted Eagle ville finde sig vel i. Måske var øen omgivet af hav, og der var evigt af det bløde sand, dette var dog ej det samme.

"Goddag," lød det med den venlige men slidte stemme, der alligevel havde en igennemtrænglig varm klang. Hans hilsen lød da Noami var noget hen til ham, hun så fortrinlig ud; glad, hvilket fik et stort og venligt smil til at tegne sig over Eagles lyse mule. Klart var hendes humør langt bedre nu, end ved deres forrige møde.
De rav gyldne øjne søgte over hendes krop, for blot at konstatere der ej var sket noget med hendes ydre siden sidst, alligevel spurgte Eagle for en sikkerheds skyld; "Er alt vel?"

Hun stoppede op foran den gyldne hingst, og det oprøske sand lagde sig på plads nye steder. Hendes yderst smukke isblå øjne gled fra sandet og over på ham. Hun syntes hendes øjne var det smukkeste på hende. De glitrede altid i solskin, og hun elskede at stå og se på de små blå perler i søens klare vand. Dog pralte hun aldrig med sine øjne - alle havde en særlig ting ved sig og hos hende var det blot øjnene. Hendes øjne fandt den gyldnes ravøjne. Hendes tanker holdt stadig fast i det at alle havde en smuk ting, men den gyldne havde dog 3 - øjne, farve og sin fantastiske varme personlighed.

"Goddag"

Hendes stemme var lettere rusten, men blød som honning. Hun havde ikke snakket de sidste par dage. Det var ved at gå op for hende at heste ikke var noget der var for mange af. Blot 3 heste havde hun mødt til nu og dog føltes dette næsten helt som nok.

"Alt er ganske fantastisk. Solen skinner. Mine hove har betrådt en spændene flok af øer. Få men eventyrlige heste har danset for mine øjne. Jeg vil sige at landet er mig et uudtømmelig overflødighedshorn af skønhed og erfaringer."

Et smil tegnede sig på de flotte løber og skinnede med øjnene.

Hendes stemme af honning brød sig ud i ørknens varme og bitre stilhed, som kun blev brudt af de to heste, der nu endnu en gang stod ansigt til ansigt. Denne gang var stemningen end anden, hun strålede meget mere, glæde var prydet over hendes leverøde krop der synes som kobber i solens varme stråler der dansede over dem.
"Det glæder mig at høre," lød Eagles varme men ru og slidte stemme. Hun havde som ham selv opdaget at Andromeda var en land bestående af flere øer, et land med en fantastisk ynde fyldt med nye ansigter.
Hans rav farvede øjne hvilede blidt med et varmt glimt i hendes; hendes øjne var som krystaller, lyseblå og glitrende. Hendes øjne var smukke, de afspejlede sig i hendes personlighed, som trods for Eagle ikke kendte helt igennem nu; en smuk og varm person. Hun mindede ham om sig selv. Positivt.
Et varmt smil var tegnet over hans lyse mule, alt imens han stod stille foran hende. Han betragtede hende let, blot for at konstatere igen og igen at hendes ydre ikke var praget af noget skader. At der ikke var sket hende noget siden han sidst havde set hende. Eagle holdt dog sit blik væk fra hendes bagpart, hvor den lokkende søde duft kom fra. Selv kunne han styrer sig, men aldrig ville det blive let at modstå denne fristende duft af brunst.

Hun sukkede og mindes de heste hun havde mødt: den musegråbrogede med det røde hår og overdådige hovskæg - Vachell. De havde stået på øen af træer og, man kunne vel godt sige, delt "hemmeligheder". Hun følte ihvertfald at den baggrund han havde fortalt hende om var ligeså fortrolig som den største hemmelighed. Hun ville tage den med sig i graven vis han bad om dette. Ens fortid var ens egen og man skulle selv råde over den. Alt i alt syntes hun ret godt om ham - en lettere forstyrret hingst, men hun var sikker på at han ej var ond.
Den gyldne, Illana, som hun hurtigt havde bemærket var af en særlig støbning. Man kunne ikke kalde en hoppe som hende vis, visdom kom først når man var færdig med livet - når man ikke havde behov for den, men intelligent var hun så sandelig. En finurlig, venlig personlighed med stor interesse for sine omgivelser. Hun mindede den røde lidt om sig selv på nogle punkter.

"Hvis De ønsker at lytte vil jeg gerne berette om de heste jeg har mødt. Dog vil jeg forfærdelig gerne også høre hvilke personligheder der har strejfet dem. Ej har jeg hang til sladder og hvis det var en anden sjæl en dem, der stod overfor mig, ville jeg ej bede om at høre ens meninger. Meninger skifter fra hest til hest - men jeg ser dem som værende en fornuftig hingst der vil udtale sig i en fornuftig tone med nøjeudvalgte ord. Fortæl mig ej ondt om nogle, for ej er der onde til. Verden vil ondt, men hesten vil ikke. Jeg ønsker blot at høre deres erfaringer. Så længe man lever lære man, påstås der, og hvis denne påstand er ret, ønsker jeg at lære af dem.

Den gylden farvede hingst stod badet i solens varme stråler, næsten følte han sig kogt, og straks var trængen til at vende helt nød til kysten, for blot at stå i den kølige vand en større trang en selskabet. Dog ville han med sikkerhed kunne få begge dele. Noami havde udtrykt ved deres første møde også at kunne lide havet, og hun ville sikkert ej have noget imod at færde sig derned med ham. Det varme smil var om hans mule, og de mandel formede øre blev spidset frem imod hende da hun snakkede.
"Jeg vil med glæde lytte, høre hvad de har at sige, høre om disse sjæle du har mødt hidtil. Jeg kan fortælle dem kort om de sjæle jeg har mødt på mine vandringer i øerne, noget er mere nær end andre. Men i vores til vil jeg gøre et ønske om at vi færder os ned til kysten så havets bløde bølger kan køle os af inden vi vil blive ramt hedeture."
Stemmen hans var hæs, men blød og varm at lytte til. En klang, en afspejling af hans personlighed der også kunne findes i hans blik; i rav gyldne øjne var der altid venlighed at finde; imødekommende og varme. Afventene hvilede dette blik på Noami til hun gjorde tegn til at ville drage ned til hans elskede hav. Ikke at havet var hans, for havet har sin egen vilje.

Hun lyttede opmærksomt til hans ord, havet, duften af tanget og synet af de iltre bølger. Jovist ville hun nyde havet med ham - for anden gang i deres korte bekendtskab, der kun talte de 2 gange. Men færde, næh nej, i dag havde hun ikke lyst til at færde som en gammel traver. Nej i dag skulle der være fart over feltet.

Et smil spillede sigene på hendes læber. I den sidste tid følte hun hun havde fået en opvågning - knap så tørvetriller-agtig. Hun var begyndt at kaste et par smil af sig i ny og næ og havde aldrig følt sig så i live, siden hun var føl. Barnlig; Så abselut, og den galop hun nu ville kaste sig ud i var ikke vellidt i hendes fødeland - tværtimod blev der set skævt til offentlig glæde. Men det her var ikke offentlig glæde, hun var kun sammen med Eagle.

"Selvfølgelig vil jeg står i havets nedkølende bølger med dem, dog ønsker jeg ikke at vandre. Jeg ønsker vi kan bevæge os mod havet i et tempo, som ikke gør os grå før tid - nogle ville mene vi var grå i forvejen, men jeg trav en hingst for ikke mange solopstandelser siden og han sagde ord, der gav mening for mig, jeg må leve som jeg var får 6 år siden; dengang jeg var badet i ungdommens skær, for ej er jeg gammel. Jeg foreslår vi galoppere!"

Hun lod benene føre sig selv i gallopens hurtige tempo. Hun nød det, for længe var hun bundet fast til skridten, travens, lullende tempo. Vinden kælede med hendes hår, der slog med iltre trommeslag mod hendes mankekam. Hun kikkede tilbage mod ham og vrinskede opmuntrene.

"Den der kommer sidst i vandet er en anziano cavalluccio"

Hun var så ophidset, af føelsen af at blive fri, at hun ikke opdagede, at hun slog over i sit modersmål. Eagle eye kunne nok ikke forstå det, men det betød noget lig gammel søhest.

Nu skulle man tro hun helt havde glemt maner, skik og brug, men det havde hun ej. Dog havde hendes indre unghest taget over - for en stund...

Der var glæde i den leverøde hoppes stemme da hun udtalte sig. Atter en gang ville hun drage med til kysten; hvor de kunne bade sig i det afkølende vand, lade bølgerne slå mod deres krops legmer. Hun gjorde det klart at hun ej ville tage den i et roligt tempo, hun ville mørke vinden i denne hede, hun ville lade hovene buldre i det bløde sand. Et venligt og varmt smil var tegnet over den ældre hingst mule.
"Så lad os gallopere," sagde han med den ru stemme der bar en varm og venlig klang. Selv tog Eagle nogle skridt frem, selv var Noami allerede i fuld fart, Eagle beundrede hendes bevægelser, hvordan solens stråler dansede i hendes pels, fik den til at skinne som kobber. Den der kom sidst var en hvad? Eagle havde aldrig hørt disse ord før, men kunne gætte det var noget i retning som når man sagde den der kommer sidst er en snegl, eller hvilket andet langsomt dyr man normalt brugte i sammenhæng. Eagle var hurtigere end Noami, det vidste han, men dette var ikke en lang distance og med hendes forspring skulle han have fart over hovene.
Eagle samlede sig selv og sprang frem i et højt tempo. Musklerne under hans lag af pels spændte sig, de arbejede i harmoni med hinanden; alt i det hans hove nu bulrede hen over det bløde sand. Sandet gav i sig selv en modstand, men det var alligevel som Eagle næsten fløj hen over det. En brummen lød fra ham da han nåede Noamis side og drillende puffede han ud efter hende med mulen; "Jeg synes du sagde tempo?" En latter lod han smitte og kunne ikke dy sig for at overhale hende nu.

Solen på det kobberrøde skind. Fik det til at brænde som var det ægte metal, kobber. Nej ikke brænde - skinne. Et smil bredte sig på hendes læber. Alle var vel en smule konkurrencemindet og hun forventede ikke at se ham, før vandet allerede havde sprøjetet hende om benene. Derfor var det en overraskelse at han indhæntede hende så hurtigt. Da han løb ved hendes side, udtrykte hendes øjne et øjeblik total overraskelse og hun sakkede en smule bagefter.

"Hey"

Sagde hun og satte mere fart på. Han havde et større forspring på et par meter, men hun kunne sagtens indhente ham - mente hun selv. Hans latter smittede og hun kom snart op på siden af ham igen. Latteren lød dog en smule forpustet og hendes øjne strålede. Han havde givet hende baghjul, men hun havde rørt sig på en måde hun ikke havde, i noget som føltes som hundrede år.
Faktisk var hun forundret over hans gode form, ej var hun heller ikke den med mindst form, men farten kunne ikke engang høres på den gyldne. Han var da så sandelig en spændene hingst og hun følte at hun havde en god kemi med ham, som hun ikke havde oplevet andetsteds.

"Ja jeg sagde tempo, men vent og se hvem der kommer først i vandet"

Et par bukkespring gav hende et sølle forspring og hun vidste godt hun ville miste det - men hun var ligeglad.

Munteren styrtede to de to ikke længere helt unge heste afsted mod havet, som var de plage der skulle nå først for at få den bedste plads. Et syn mange nok ikke ville have troet de skulle se, hvilket der heller ingen der var. Ørknen øen de befandt sig på var ganske øde. Eagle havde været meget overrasket over at han ville støde ind i nogen levende sjæl. Lige ledes havde det vel også været med vulkanøen han havde fundet sig selv på en enkelt gang, men selv der havde han mødt en enkel. Andromeda var prydet med liv.

Med et bukkespring var Noami igen forrest, Eagle måtte indrømme hun forsøgte, og det gjorde hun en hel del. Eagle havde dog stadig sin fordel. Hans udholdenhed og evne til at bevæge sig hurtigt gjorde han havde alle fordelene på sin side. Eagle overvejede om han skulle lade hende vinde, da han kom i tanke om hun ikke kunne være meget yngre end ham selv; så hun behøvede slet ikke at vinde som et føl havde behov for. Den gyldenfarvede hingst udgav et enkelt vrinsk med et hovedkast da han satte farten op, og som et lyn (overdrivelse fremmer forståelse) skød han igennem luften, overhalede den leverøde hoppe. Eagle satte ikke farten ned da havet nærmede sig, der imod forsatte han lige ud og brød det kolde vand så det stod op af begge sidder på ham. Først da vandet gik ham til bringende stoppede den ældre hingst; han stejlede op og vrinskede. Energi var der nok af nu, og Eagle følte sig næsten helt ung igen.
Da alle fire ben atter slå ned i vandet prustede han ligt og kastede med det store gyldne hoved inden han stod helt stille, rank som altid med en meget ædel holdning. De rav gyldne øjne så på Noami der nu kom farende efter ham og snart ville bryde havet.

Da Eagle overhalede hende brød hun ud i latter igen. Hendes øjne strålede da hun så Eagle løbe ud i vandet. Sikke en smuk skabning han var. Vandet stod om siderne på ham og solen lavede smukkeste regnbuer i det. Men endnu smukkere var Eagle - gylden som altid og næsten glitrene. Da han stejlede, vrinskede hun glad til ham og slog et kast med hovedet, enden hun lavede endnu et bukkespring, der foresagde endnu mere latter. Hun havde ikke grint så meget i lang tid og følte sig i det hele taget godt tilpas.
Vandet slog hende om siderne, da hun fulgte Eagle og galoperede ud i vandet. De blå øjne, blå som vandet, strålede om kap med det glitrene vand.
Da hun var kommet hen til Eagle nappede hun drillende til hans mule og stejlede ligesom ham. Et drilsk blik spillede i hendes øjne. Leende lod hun sig falde ned på 4 igen.

"Jeg har ikke leet så meget i noget, der kunne føles, som hundrede år"

Vandet stod op om den lever røde hoppe da hun brød ud i vandet. Hende latter rungede, smittede; Selv grinte munteren med hende. Denne energi, denne følelse af at atter få lov at pjatte rundt helt uansvarligt, som kunne ingen røre dem.
Noamis blå øjne strålede af lykke og glæde, hvilket fik hende til at udstråle endnu kønnere. Øjnenes gnist havde meget at sige for den ydre skønhed, den afspejlede sig netop i det indre. Eagle var sikker på, trods for han ej kendte den lever røde hoppe vel, at hun havde en utrolig personlighed; hun var en hoppe der kunne rumme alle, som ham selv.
"Deres latter smittende og bære glæden med sig. Det er rart at se," næsten klukkede Eagle frem da han stadig bare på latteren hun havde smittet ham med, men bag den klukkende latter var der stadig den normale rolige toneleje, der viste den rolighed, den harmoni den ældre hingst bar med sig.

"Novel, kom vi fra at fortælle om de sjæle vi har mødt på vore vejne." Stemmen var atter normal igen, hæs og varm men utrolig venlig. De mandelformede øre var spidset frem imod Noami, afventende på om hun ville fortælle om dem hun havde mødt, måske hun havde truffet samme sjæle som han. Dune, Askari måske. Leonora eller D'zard. Åh Eagle havde mødt mange i den tid han havde været her.

Hurtigt vente Noami også tilbage til normalt toneleje og holdning. Dog var hendes øjne stadig skinnende af løbeturen. Hun tænkte sig om... hun havde mødt Illana, Aristoteles, Sezuan, Vachell og den brogede hun ikke havde fået navnet på.

"Jo... jeg har mødt mange på min korte færden. Jeg har mødt sjæle gående under navnene; Illana, Vachell, Aristoteles, Sezuan og en broget hingst jeg ej fik navn på.

Hun holdt en pause. Hun ville gerne snakke dybere om de forskellige sjæle og valgte at nævne dem i rækkefølge.

"Ikke længe efter jeg mødt dig, mødte jeg Vachell. En musegråbroget hingst, med et kobberrødt hår. Han havde en forfærdelig hemmelighed, jeg har lovet ham at holde for mig selv. Dog synes jeg han er en fantastisk personlighed, trods han ikke selv ser sig således."