Hvad kommer let, går let

(Forbeholdt Emma og Noami - andre må gerne deltage)

Sommeren var kommet til Adromeda, det samme var en hedebølge. Hedt, her var for varmt til at lave noget. For varmt til at man kunne bevæge sig i længere strækninger. En følelse af at solen kogte en. Huden under det tynde lag af pels brændte ude i solens skarpe stråler. Grunden for at den ældre hingst med den gyldne pels holdt sig skyggen var denne hedebølge.
Et svagt prust lod den kæmpe hingst slippe fra sig, normalt lod han naturen gå sin gang; men i dag kunne han bruge nogle meget grimme ord for denne hede. Hvis blot han kunne slippe. At drage til havet ville ikke hjælpe ham godt, for der bagte solen endnu hårdere end her ved skovens skygge. Vandet ville køle, men luften ville bage.
Længe havde Eagle blot stået i skyggen, gjorde så meget som intet. Åh jo, tankerne fløj vel omkring. Tankerne strejfede alt og intet. Oplevelserne, bekendtskaberne han havde nydt af her i landet Andromeda. Dette fortryllede land, der havde bragt mange sjæle til. Grunden havde Eagle nok regnet ud efter hånden. Som han har hørt flere og flere fortælle om deres grund, deres rejse her til.

De lange ben gav efter under Eagle; ikke at han knækkede sammen, nej - den ældre hingst lod sig blot tungt falde ned til jorden for bedre at slappe af, og anstrenge sig så lidt som mulig. Det lød dovent, dog ej en ting Eagle var.
Som han lå der i skyggen, væltet om på siden, lå han blot og lyttede med lukket øjne. Han lyttede til naturen, og træk vejret tungt. Fuglende kvidrede stadig i en smuk sang. Mere lagde Eagle ikke mærke til før han døssede hen i en let søvn.

Varmen glinsede over den lille skov, Noami betragtede opmærksomt. Varmedis kaldte man det vist. Varmen havde overtaget Andromeda denne dag og lod ikke til at ville slippe. Og med varmen var insekterne underligt nok også kommet. Noami rystede irreteret en nærgående hestebremse af sig og søgte ind i skovens kølende mørke.
Men ej vandrede hun længe, før en liggende skikkelse fangede hendes isblå blik. Først troede hun den pågældene var død og stoppede stift op. Mørket gjorde det svært og se. Hun bakkede et skridt tilbage, hun ville ikke dele skoven med et lig. Forvirret prustede hun mod "liget" og kiggede sig hurtigt om - intet blod.

Hvor længe Eagle havde været døset han, havde han selv ingen fornemmelse af. Det var lyden af hovslag der fik ham til at vågne op igen. Atter var der liv i skoven. De fleste dyr søgte skyggen i denne varme, dette havde han selv gjort.
Først blev de mandelformede øre vippet, det gav tegn for at han lyttede. Han havde hørt en komme. Lidt efter ramte en lokkende sød duft Eagles næsebor. Duften af brunst. Selv samme duft som hang om hans bekendte Noami.
De rav gyldne øjne blev slået op, måske en anelse for hurtigt. Mere langsomt gik det for sig da den ældre hingst rettede sig op, stadig var han liggende. Blikket hans fangede den lever røde hoppe Noami, hans fornemmelse havde været ret. Et varmt og venligt smil spredte sig over hans lyse mule.
"Goddag Noami," Hilste Eagle. Hans stemme virkede mere ru end den plejede, grunden skyldtes hans lur; hans mund var blevet en smule tør efter det.

Et øjeblik for hun sammen. Hesten bevægede sig. Slog øjnene op. Rav gyldne øjne. Eagle Eye! Eagle rettede sig op, samtidig med at Noami vippede øerne venligt frem. Hun smilede, stadig med adrenalinen sidene i kroppen, og lyttede til hans ord.

"Hej. De gav mig et chok min skattede ven, Eagle. Men glad er jeg for at træffe dem atter en gang"

Hendes stemme lød som den plejede, dog lettere forpustet. Hun havde gjort sig klar til at vende om, løbe væk. men hun var glad for ikke at have fundet et lig i skoven. Meget glad og meget lettet.

Tydeligt var det at se at den lever røde Noami var blevet forskrækket. Eagle kunne ikke helt se grunden, måske havde hun ikke set ham og hans pludselige bevægelser forskrækket hende. Tanke læser var han ej, og derfor kendte han ikke grunden. Hun virkede dog nu meget lettet. Hun hilste, stemmen hendes lød normal. Måske en anelse forpustet, men det kunne vel og mærke have været fordi hun havde galoperet eller lignende her hen. Eagle kastede tanken til side. Det betød intet.
"Det glæder mig også at se dem igen, Noami." Eagles stemme var venlig, og det var da også oprigtigt at han glædede sig over at støde ind i hende endnu en gang.

Nede fra virkede Noami meget stor, det var et under perspektiv at se hende an fra; hvilket var den udelukkede grund for at den store hingst nu rejste sig. Han tårnede sig op, høj kraftig, og fik Noami til at virke endnu mindre.
At se hende fra hans normale højde var noget mere til at overskue, og hvad han kunne se an, fejlede hendes ydre intet. Ikke nogen synlige skader. Det frydede ham. Den ældre hingst ønskede ikke at der skulle ske noget med hende. Eller nogen anden han kendte. Det har han alle for nær til, og hvis han kunne medvirke at der ikke skete noget gjorde han det.
En svag brummen lod han slippe fra sig af tilfredshed. Vejret blev trukket dybt ind, for en dyb indånding. Dette fortrød han dog selv, da hendes duft af den søde brunst blev gjort tydeligt for ham. Musklerne i hans krop spændt, og hans næsebor udvidet. Dette stod på et kort stykke tid, før han fik kontrol over sig selv. Aldrig blev det nemt, men han kunne.

Et smil gled over hendes læber. Hun lagde hovedet på skrå. Hun følte det underligt at stå og "se ned" på ham. På en måde lidt uhøfligt og overvejede kort om hun skulle ligge sig ned. Dog gjorde han en ende på hendes overvejelser, ved at rejse sig op.
Han var nu en flot hest - godt skruet sammen og med de dejligste øjne. Egentligt havde hun et meget godt forhold til ham, på trods af den korte tid de havde kendt hinanden i. Alligevel var der noget, som adskilte dem. Høflighed? Nej hun vidste det ikke.. hun følte bare,a ikke helt var kommet ind på ham.
Hun lagde godt mærke til hans kortvarige reaktion på brunsten. Han havde en god kontrol over sig selv. Faktisk havde alle hingste hun kendte - og faktisk havde hun allerede mødt mange - en god selvbeherskelse. Det at alle hingste havde sådan en god selvberherskelse kom ikke bagpå hende. I hendes hjem blev der set strængt på føl udenfor mageskab. Hun havde fået sådan 2 føl jo, men lederen satte reglerne og kunne bryde dem uden besvær.

Musklerne i den store hingsts krop var blevet en anelse stive, han havde lagt længe kunne han mærke. Et par skridt væk fra Noami tog han for at strække sin krop ud. Hans forben blev placeret længere fremme, i den han trykkede forparten ned. Eagle kunne mærke hvordan hans muskler blev strukket mere ud; det var en rar følelse. "Hurtigt kan man føle sig gammel," sagde Eagle med en let latter i stemmen, da han igen rettede sig op og atter stod rank. Havde varmen ikke været ulidelig, havde han foretrukket at komme ud og bevæge sig. Strække ordentlig ud. En rask travetur havde kunne gøre underværker, dette måtte vente til varmen havde fortaget sig.

Eagle puffede blidt til Noamis skuldre. "Hvordan har de det?" Hans spørgsmål var oprindeligt ment, han ønskede at vide hvordan det gik hende for; hvordan hun trives i Andromeda. Ved deres første møde havde de været kommet ind på et sårbart emne, men ej havde hun givet tegn på desprision siden der. Alt set ude fra tydede på hun havde fået bearbejdet det meget godt ind til videre; at hun var begyndt at lære at leve med hvordan tingene havde hændt.
Endnu kendte de hinanden særlig godt, men længe havde de heller ikke kendt hinanden; trods dette var der en følelse af de havde kendt hinanden i megen lang tid. Grunden var sikkert deres alder ikke gjorde en stor forskel på deres livserfaringer. De kendte mange ens ting, delte holdninger om livet. Begge havde prøvet livets modgang, dog virkede det til at Noami ikke havde oplevet dets glæder. Den store forskel på de to. Selv havde Eagle jo oplevet kærligheden, haft familie. Noget Noami ved deres første møde fortalte hun ikke havde.
En svag brummen lød fra den ældre hingst, en brummen af tilfredshed, behag. I den leverøde hoppes selskab følte han sig godt tilpas, ej følte han sig gammel. Det var næsten som at leve igen. I lang tid havde han gået i Andromeda og kun færdes i selskab af unge heste. Ingen på lige fod.

Hun smilte mildt og ventede til han så ud til at have vågnet helt op. Han strakte sig og hun beundrede ham samtidig, eller nærmere studerede. Ikke som man studere en spændene dyreart, mest af alt for at lære noget om ham. Han var en hingst af få, men vise ord - sådan oplevede hun ham ihvertfald. Hans måde at strække sig på, var nok ikke det man lærte mest af og i det hele taget var hans mimik som den plejede. Rolig - som havde den gyldne sindet i 100% balance, som han nok havde. Hun havde ikke set det fredsommelige krakalere, og dette var i følge hende en god ting. Dog kunne det næsten virke personligheds løst, hun ville gerne kende hesten derunder til fulde.
Hun følte ikke et behov for at svare på hans ord om at ældres og desuden havde hun bestemt at se om hun kunne få ham til at føre ordet.

"Jeg har det godt. Men Eagle nu hvor skæbnen har bragt os sammen igen, ønsker jeg at høre om dem. Ønsker at de lader mig træde ind i deres sind, se dine oplevelser fra deres ravgyldne øjne"

Hun nød at være sammen med ham igen, og håbede at han ville lade hende se sin fortid, fra hans synsvinkel. Hun synes faktisk, at hun havde åbnet forholdsvis meget op og håbede at han gjorde ligeså. Han havde tydeligvis fundet et accept og var som en åben bog - og alligevel ikke.

Eagle kunne mærke hendes blik imens han havde strukket sig, han kunne føle hvordan hun iaktog hans bevægelse. Mange ville nok føle ubehag ved tanken om denne konstante næsten stirren, Eagle følte det blot som et tegn på opmærksomhed. En opmærksomhed på ham, hans bevægelser; lige så vel som hans opmærksomhed hvilede på hende i deres selskab. Tydeligt var det ikke hele tiden, men så tegn gav han fra sig, der viste hun havde hans fulde opmærksomhed. Lige som landet lå nu, anså den ældre hingst ingen fare. Han havde ej oplevet et rovdyr ved øjets blik. Kun havde han hørt det ved nattens fald, men kun på afstand.
Noami besvarede hans spørgsmål kort, heldigvis var svaret positivt. Eagle fik mere glimt i øjet, hans opfattelse af hende havde været korrekt. Det frydede ham at vide, ikke at han havde ret, men at hun havde det godt.
De mandelformede øre blev spidset frem i mod hende, og hans blik hvilede i hendes klare blå øjne. Hun ønskede at vide mere om ham, nu hvor som hun sagde; skæbnen endnu en gang havde bragt dem sammen. Skæbnen... Eagle havde aldrig som så tænkt på skæbnen. Et nyt område han ville bruge sine timer alene om at tænke på.
Et venligt smil tegnede sig igen over hans lyse mule. Han ville med glæde lukke hende ind, og hvis hun følte det interessant at høre om hans liv, som efter hånden strakte sig over lang tid; ville det være ham en glæde at indrage hende i sit indre.
"Jeg vil gerne præsentere min fortid for dem, mit liv; oplevelser jeg har gennemlivet. Ej ved jeg hvor jeg skal begynde. Ser de mit liv har været langt efter hånden. Jeg bærer på en masse historier fra livets vandringer. Historier, sagn sågar og myter; disse er ej mine egne."
En pause blev gjort da Eagle overvejede sine ord en ekstra gang. Skulle han fortælle om sine overordnede historie og ej gå helt i dybten? Næppe ville dette give hende et dybt indblik, som virkede til at være det hun ville; men samme tid kunne historierne han kendte, hans vandringer komme til i andre samtaler.
"Jeg er vokset op i en stor flok, styret af et råd og en leder der havde det endelige ord. Selvom flokken var min familie, da min moder drog til et bedre sted da jeg stadig var meget ung, fandt jeg aldrig den store hvile i flokken. Jeg rejste meget rundt, som en evig strejfer; trods jeg ej var det. I mine mange vandringer har jeg oplevet mange forskellige ting, arter som kulture. Megen har jeg oplevet, men intet er som den gang jeg mødte min mage. Ingen af mine eventyr overgår den dag hvor jeg så hende første gang."
Et smil var over den lyse mule, en gnist blev tændt i ham. Samme tid kunne den ældre hingst også mærke en længsel, ingen sorg. Blot gav mindet ham et savn. Han havde den gang fundet kærligheden; oplevet den, men også mistet den igen.

Noami lagde sin vægt på det højre bagben - klar til at lytte. Hendes øre pegede i Eagles retning. Hun spidsede ørene endnu mere da han igen svarede; han ville gerne fortælle sin fortid, sit liv, til hende. Han bar dog også andre historier og sagn der trods alt ikke var hans.
Noami synes ikke der behøvede ord og tav. Han startede sin historie med at fortælle om hans flok, den han var opvokset i. Han fortalte om en uro og manglene sted at finde hjemme. Denne uro var for Noami fremmed - og dog. Hun havde altid haft et hjem. Men et var selve flokken, noget andet dens beboer. Hun havde haft venner, venner som havde holdt af hende - men aldrig elsket hende. Det føelsesmæssige hjem var for hende en mangelvare - og det havde åbenbart også været således for Eagle, engang for længe siden.
Han lagde an til at fortælle om sin mage, om den dag han mødte hende. Eventyret som havde fundet sted i hans og hendes sjæl. Nu syntes Noami ikke hun skulle stå helt passiv til, men opmuntre. Hun ville gerne høre om denne særlige sjæl. Trods Noami ej havde mødt den eneste ene havde hun en unghest inde i sig, der elskede at høre romantiske fortællinger - en unghest der ikke helt havde forladt den halv-bitre-del. Ja dele, eller sider om man ville, var noget Noami havde mange af og nogle gange havde hun det som et puslespil, som kunne hun ikke få alt til at hænge sammen og blive til en enhed; blive til Noami.

"Fortæl Eagle. Denne hoppe som gør dig glad, vil jeg gerne høre om"

Hun havde bemærket hans smil og havde følt en smule savn. Ikke en matrielsavn. Ikke en savn efter noget eller nogen. Ikke en savn efter det forsvune. Nej en savn efter drømmene, et savn efter det der var udeblevet. Føelserne gled lynhurtigt over hendes ansigt. Så hurtigt at hvis man blinkede, kunne det have været indbildning og det uopmærksomme øje ville ikke engang kunne lægge mærke til det.
Hun smilede lettere opmuntrene - hendes øjne viste intet.

Noami lyttede til hans ord, alt andet ville også forekomme underligt, da hun selv havde bedt om, at høre nærmere om hans liv før Andromeda. Tilpas afslappende havde hun gjort sig imens hun lyttede; hvor han fortalte om ikke at kunne finde den indre ro, sit hjem. Ej have en følelse af at føle sig hjemme. Trods Eagle drog på mange rejser oplevede eventyr, vendte han altid tilbage til flokken; når de om aften samles under stjernerne fortalte han sine historier fra sine vandringer. Hun lyttede da han nævnte at intet havde været som det øjeblik han havde set sin mage. Sin kærlighed. Hun opmuntrende ham til at fortælle mere. Mere ville hun høre om hende.
Vejret træk Eagle tungt, han huskede stadig denne dag og de efterfølgende. For længe havde han ikke haft med den sorte hoppe.

"Årene var gået, i min flok var jeg begyndt at blive betragtet som en af de ældre. Dog havde jeg ikke fundet ro; som jeg nævnte var det som ikke at være hjemme. Men en vinter aften kom en lille gruppe strejfende heste forbi. De ville gøre holdt ind til vinteren drog over.
Til at starte med så jeg hende ikke; men en sky drog forbi månen og atter blev lyset klart. Der stod hun, funklende som havde hendes sorte skind været af sølv. Klare livs glæde øjne. Ej vil jeg kalde det kærlighed ved første blik, men mit blik flakkede ikke fra hende en eneste gang. Vi brugte dage, uger- det kunne have føltes som år på blot at lære hinanden at kende. Hun var så smuk, positiv og havde mange ting at fortælle. Vi delte en passion for at rejse at se nye ting."

Eagle gjorde en pause. Selvom han huskede det tydeligt gik det op for ham hvor kort tid han havde haft med hende; og hvor meget minderne efterhånden svandt hen i en mere tåget erindring.
"Hun havde en stor personlighed. Glæde, varme og meget imødekommende. Stædig også." Eagle drog en latter. Stadig havde hans kærlighed været, og passede tingene hende ikke helt. Eller ville hun opnå noget kunne hun minde om et æsel. Ikke negativt.
"Jeg forelskede mig i hende den vinter. Ved vintervarv erklærede jeg min kærlighed for hende. Tog hende i min favn og svor at jeg aldrig ville slippe. Sammen skabte vi en familie."
Atter tav den ældre hingst. Denne gang for længere tid, for lykken for ham havde ikke været længe. Det havde været så kort tid de havde haft sammen.

Noami lagde hovedet på skrå. Lyttede i stilhed. At lytte var bedst at gøre i stilhed. Trods Noa var en hoppe, der med glæde brugte ordets magt, kunne stilheden også være noget hun brugte. Stilheden havde næsten altid en magisk effekt på hendes humør, og dog var den tit svær at holde.

Noami prustede undrene da den gyldne hingst tav, ikke for en pause mellem ordenes komme. Nej helt tav, som kunne han ikke have meget mere at sige. Stod bare i tavsheden. Der var ej helt tavs, men nu var der - ikke i verden omkring dem, men i deres lille bobbel stod mundene stille og hjernene arbejde, i stildhed.

Dog kunne Noami ikke holde stilheden ud - hvad havde overgået denne hoppe, siden en stilhed så lammene skulle ramme dem? Hun tog sig sammen og spurgte ham;

"Vandre denne sorte skønhed med dem? her i det som kunne synes værene drømmenesland, paradis - Andromeda?"

Stilheden drog over de to sjæle i hedens bølge. Alt fordi Eagle stoppede sin fortælling meget brat. Aldrig havde han egentlig fortalt hvordan han endte her, han havde været inde på emnet med Cadeau; men ikke nævnt hvordan han endte her, hvilket traumatisk oplevelse. Hvor kort tid der var gået. Ej havde han haft hende hos sin side i mere end da vinter blev til sommer - sensommeren. Ak, det var snart et år siden nu. Eagle kunne stadig ikke finde hoved og hale i hvordan han var endt her. Det havde været en prøve for ham; for at vise sit værd. Fysisk.
Tankerne strejfede forskellige minder, erindringer og følelser. Ej varede dette ved, for den leverøde hoppe brød tavsheden Eagle havde ladet dem skylle over dem. Hun spurgte ad om hans mage havde draget med ham her til. Eagle smilede venligt til Noami.
"Jeg bære hende i mit hjerte, men ej drager hun i de levendes verden, ej gør vores føl heller." Selvom han nu fortalte han havde mistet sin familie til døden, var der ikke spor af tristhed over han, ikke spor af sorg, ingen tåre. Kun et venligt smil og et blik der tydeligt fortalte at han var kommet videre. Han havde dem hos sig. I stjernerne på natte himlen var han sikker på, i troen på en historie; at de blinkede til ham. At fulgte ham frem i livet, oplyste hans veje.
"Ser du, sommeren kom og gik; helt til sensommer havde den lille flok strejfende holdt sig i flokken. Ej ville de blive, end ikke min mage. En hed holdt mig fast, jeg havde tidligere svoret mine evige troskab til flokken over for lederen. Jeg ville bryde mit løfte og drage med min familie videre. En grusom kamp jeg husker ikke meget for alt blev pludselig tåget da jeg stak af."
Fejt havde det været, men Eagle havde stukket halen imellem benene. Hans leder var ham lang overlegen. Den dag mistede han også al respekt, sin værdighed, flokken, sit hjem. Eagle havde mistet meget den dag, og mere stod på til han ville miste.
Den ældre hingst egen stemme gav et ekko i hans hoved. Det var ikke fordi han bar en umådelig stolthed, men det han havde opnået den titel, den tillid - og han brød sit eneste løfte. Det havde gjort om en tid meget ilde til mode, og i virkeligheden måske det eneste han kunne skamme sig over. Eagle vidste han havde truffet det rette valg den dag, han havde ikke ville forlade sin familie.

"Rejsen frem var farlig, og i bjergende skete det. Stadig var mit blik sløret og ej husker jeg meget. Jeg husker dog den bjørn der kom, stor og frygtindgydende. Mulighederne, de var minimale i min tilstand havde jeg ikke en chande, og heller ikke i bjergende. Det bedste var ikke godt nok. Ej ved jeg hvad der skete for pludselig var jeg i en anden sindstilstand. Jeg vandrede over en eng, jo flere skridt jeg tog, jo mere synkede jeg ned i græsset. Det blev sumpet helt ind til det gik op for mig at jeg svømmede. Jeg kæmpede længe i denne tilstand; da jeg vågnede var jeg her i dette land; Andromeda."
En selv biografi var hvad Noami nu havde fået, en kort version. Den lange ville strække sig over så mange ord at dagene kunne gå forbi. Eagle var ikke ung længere, der lå år tilbage der kunne fortælles om. Historier fra hans yngre drage, sine vandringer. Så megen han kunne fortælle. Dette blev dog slutningen for hans fortælling for nu. Åben for spørgsmål var han dog, men ej havde han i sinde at sige mere nu.

Hun rettede hovedet op. Lyttede. Forundres. Han havde mistet og alligevel talte han så behersket, næsten til det foruroligene punkt. Men hun havde også mistet og følte nu at have nået til et punkt, hvor hendes tåre var spilte - holdt hende tilbage fra at leve i dette land. Dog lod hun dem flyde, i særlige situationer. For ikke længe siden havde de flydt ved et ord, sådan var det ej længere.

"Det gør mig ondt, Eagle. Trøst har de ej behov for, ser jeg. Og ordene har ej heller, men jeg håber de tager imod min medføelse alligevel, for det gør mig virkeligt ondt"

Hun sænkede hovedet en smule. Ikke trist. Bare en smule, egentligt af grunde som var hende umulige at gennemskue.

Forbavset blev Eagle ikke, da Noami viste sin medfølelse, og et venligt og varmt smil tegnede sig over hans mule. Oprigtigt glædede det ham at vide, se og høre med ord at hun var som han havde forstillet sig. Der var nu bevis for hans opfattelse af hende blev mere og mere korrekt.
"Ej behøver de have ondt, men det glæder mig at høre at du har en medfølelse. Sympati for hinanden er en god ting. Jeg bære ikke sorg over det tabte, men glæde over hvad livet bringer. I mit hjerte jeg bære mine elskede; Jeg hviler i mig selv."
Stemmen den ældre hingst bar var rolig, varm og venlig. Den havde en slidt klang men havde en utrolig glød over sig netop nu. Blot bekraftigelsen i sig selv var nok til at rejse hans humør højere.
Roligt lagde Eagle den bløde mule mod hendes skuldre, som at vise hende nærhed; kontakt for hendes sympati, hendes medlidenhed og mødfølelse. Ej havde han haft nogen fysisk berøring med Noami før, og tænkte slet ikke over det. Det forekom ham så naturligt at berøre hende.
En varm følelse strøg igennem den gylden farvede hingst krop. Han havde lukket Noami tættere på sig, ladet hende se lidt af hans liv, som han havde set det. Han havde fortalt lidt om sin fortid, en bid af ham. Hun havde åbnet sig op ved deres første møde. Fortalt om sit tab, og selv havde han trøstet hende, måske ikke med de mest trøstende år, men på en måde følte Eagle han havde hjulpet hende på vej den aften. Forskel var der på hendes udstrålning ved denne dag sammenlignet med deres første møde.