Hvad kommer let, går let

Eagle rystede på det store hoved da hun bed ud efter en af hans gyldne lokker. Drilsk, var hun blevet for en stund ud af den blå luft. Der efter brød Noami ud i en latter, en varm og blød latter der passede godt til hende. Det klædte hende at grine, det liv det vagte i hende øjne. Latteren sluttede meget brat, før hun stillede et spørgsmål til.
"Der findes ingen ord der kan beskrive det."
Hans stemme lød varm og blød, trods for den ru klang han havde i sin ellers hæse stemme. En stemme der tydeligt fortalte at han ikke var ung længere, at stemme båndet var godt slidt.

Endnu et spørgsmål bragte hun på banen, citerede havde hendes ord lydt: Hvordan det var at vandre ind sjæleland, et udtryk de brugte i hans hjemland, hun nu stillede spørgsmål om. Simpelt ville det ikke være at forklare, for som før var der ikke ord der kunne beskrive det helt.
"Det er ikke nemt at finde ord for den rejse man kommer på. Der opstår en helt specielt bånd. Man ser, høre og føler hvad den anden kan se. Dette er dog en følelse. Det er som ingen ord er nødvendige for at vide hvad det indre består af. Tanker, som følelser."

Endnu en gang lød hendes latter i en blid klang, dette var en fryd for hørelse; Selv smilede den gyldne hingst varmt tilbage. Latteren forekom ham ikke i dette øjeblik, selvom han kunne føle glæden.
I blide strøg berørte hendes bløde helt lyse mule hans kind, kærtegnende var hendes bevægelser- let.

Lige pt. var hun utrolig kærlig. Selv vidste hun ikke helt hvorfor - måske det var brunsten der talte? Hun kunne bare ikke lade være med at berøre det gyldne skind. Kærtegn havde hun ikke givet eller fået mange af - så måske indhentede hun bare det forsømte med en overdreven mængde? ej var det et spørgsmål som man kunne få et enkelt, klart svar på; svaret var vel nok en blanding mellem det hele.
Uanset hvad stoppede Noami ikke sin bløde mule, der langsomt dannede cirkler på det gyldne skind. Hendes moder havde gjordt denne blide bevægelse på hendes skulder, da hun stadig havde været et lille føl. Bevægelserne havde en næsten søvndyssende efekt på en - både den der udførte dem og den der mærkede dem. Hendes øjne gled ligesåstille i - men hun sov ikke, fortsætte gjorde hendes mule.

"Tror du nogensinde du kan føle sådan igen?"

Noamies mule kørte i cirklenedebevægelser på hans skuldre, kærtegnende og meget blide. Lettere søvndøsende. Dette fik Eagles rav gyldne øjne til at glide langsomt i, han sov ikke. Han kunne ikke sove nu, og ikke i den leverøde hoppes selskab. Han slappede blot af: Han nød tilstedeværelsen, af han og af hende. Han mærkede vandet blidt slå mod hans knæ, han mærkede solen bage hans gyldne lag af pels.
"Måske.... én dag."

(Sry for det korte svar, er så meget i underskud på søvn!)

Vandet gled koldt forbi hendes ben. Ramte det. Sprøjtede let op. For atter at flyde væk igen. Mod havet. Et smil fandt hendes læber. Hendes hjemland havde en historie om flodløbenes dans.
Forsigtigt sænkede hun mulen og mærkede det kolde vand på sin fløjelsbløde mule. Lod sin mule løftes: imens en lille funklende vanddråbe faldt fra den tvefarvede mule og landede med et næsten uhørligt dryp.

"I mit hjemland troede vi på at flodene var åndernes veje"

Hun blinkede let - for at holde en tåre af hjemve tilbage og samtidig genkalde sig de gamle sagn. Hyggen om vinteren, når den ældeste fortalte sagnene til børn og andre der gad at lytte. Den kolde vind, der fik en lille flok heste til at søge tættere sammen. Føllene lå i midten med en kridhvid hest stående i midten. Hendes hår er langt og med få stænk af gråt. Øjnene ser direkte ud uden at se noget - hendes syn har hun ofret for det åndelige syn. Hendes mund skælver, da hun påbegynder en fortælling. En fortælling, som hun har fortalt tusinde af gange før. De omkringliggende føl's øre spidses yderligere. Al deres opmærksomhed lå hos hende. Den hvide hoppe begyndte. Der var en gang..

Et smil fandt hendes mule ved mindet. Hendes øjne var blevet klare, men forholdt sig tørre. Den hvide hoppe havde forlængst forladt denne jord for at blinke på nattehimlen. Det var hendes mor. Noami havde stået i lære ved hende sammen med sine småsøskende. Hun havde lært historierne, videnen der hørte med. Hun skulle være blevet den næste. Men det blev hun ikke. Farven forbød hende det - den røde farve; alle der måtte tage dette job skulle være hvide. Hendes lillesøster Alba havde derfor blevet den næste i rækken.

"I mit hjemland var der 5 folk - en for hvert element; Jordens element, Vandest element, Luftens element, Dyrenes element og planternes element."

Hun tiede stille og tænkte. Hun havde aldrig set de andre folk. Men hun havde hørt om dem. Deres skikke. De troede på andre guder - andre livshistorier.

"Jeg boede i vandstammen. Min flok var hjerteflokken - udover den var der mange små, men min var den største"

Emnet om kærligheden forsvandt med floden rolige brusen, dette havde nemlig vækket et minde hos Noami der straks fortalte. Den gyldne hingst lyttede, atter havde han åbnet de rav gyldne øjne, blot for at vise at hun havde hans opmærksomhed. Hun fortalte at hun havde hørt at vandet, floderne var åndernes vej. Eagles øre var meget spidset, emner som disse interesseret ham; og længe siden var det han havde hørt historier. Hvor han blot lyttede.
Eagle havde siden han var kommet her til, ikke hørt noget eller set noget "nyt" eller anderledes. Ind til videre, virkede Andromeda som et helt almindeligt sted. Dette var nok godt nok, når man så på hvilke slags der kom her til, mange havde med sikkerhed brug for roen. Den ældre hingst havde selv nydt meget af den, specielt i starten, med med månederne der var gået var han lidt begyndt at kede sig.

"Hvad med ild? Det åndelige er det glemte 5 element."
Den ru stemme havde lydt, han stillede dette spørgsmål, for de fem elementer han havde hørt om var; Luft, jord, illd og vand.. metal var det ukendte element man aldrig hørte om.
Noami havde navn dyrenes og planertes. Men begge det hørte jo under jord, som Eagle havde forstået. Eagle ville ikke sige hun talte usandt, for meget vel kunne det være anderledes hvor hun kom fra.

Et smil fandt hendes læber. Det havde aldrig faldet hende ind at ild kunne være et element. Ild var noget HELT andet, ifølge hende.

"ild er intet element - tvætimod. Ild er kærlighed. Søskende kærlighed. Ilden bor i Sole's hjerte. Hver gang hendes lillesøster, Luna, vandre på jorden for at hente de døde hjem, slipper hun sine flammer fri. Altid er hun beskyttende for sin søster og overvåger hende derfor. Derfor er ilden et kærlighedssympel; på søskendekærlighed. Men vær i agt - den der står i vejen for Sole's flammer vil grueligt fortryde. Man kan aldrig stå imellem 2 søskende, der elsker hinanden så højt.

Et øjeblik blinkede Noami en tåre væk. Hun havde selv søskende - hendes lillesøster Alba og de små tvillinger, laika og laikze.
Han nævnte det åndelige element - igen måtte hun erklære sig imod. Det åndelige boede i alt - hvordan skulle man kunne skille det åndelige element fra vandets, træernes, dyrenes, luftens og jordens når det tilhørte dem alle; ergo var dette intet element.

"Det åndelige element? Det åndelige er i alt. De danser i vandet og luften. Lever i hver dyr og plante. Ligger i jorden. Der er 5 elementer - det åndelige er dyrkelsen, det der binder dem alle sammen"

Eagle smilede venligt. For tydeligt var elementer ikke det samme som der hvor han kom fra kontra hvor hun kom fra. Han lyttede til hvad hun havde at sige om ild; kærlighed var hvad det betød der hvor hun kom fra. Den ældre hingst havde svært ved at forestille sig sådan, men han lyttede opmærksom, men ville ikke tage hendes elementer til sig. Han ville ikke rette hende heller. Ting kunne være forskellige for alle. Alle kunne have lige ret.

"Lad mig vise det," sagde han og tog tre hurtige skridt op af floden. Han så tilbage på Noami ventede på om hun fulgte med. For han ville vise hende hvordan de fem elementer han kendte til hang sammen.
Eagle fandt en gren i den muldrede jord. Han samlede den op med mulen, forsigtig for ikke at knække den, men alligevel godt fast; Eagle skulle til at vise en evne kun få heste besad. Evnen til at tegne.
han fandt en plet i jorden der var "ren" nok til at hverken blade eller andre ting fra skoven ville ligge for meget i vejen.
"Kom og se," sagde han og tegnede først et blød; "Jord," Sagde Eagle. Nogle streger i luften tegnede han der efter: "Luft." Atter blev der tegnet, denne gang en dråbe. "Vand," konstaterede Eagle for Noami. En flamme blev nu tegnet i den muldrede jord. "Ild."

"Sammen har de hvad vi har her i universet; Skoven, dyrene planerte; Planterne giver os ilten som vi trækker vejret af; og den jord vi træder på. Vandet, som i havet, regnen fra skyerne- jorden lever af vandet. Disse to høre sammen. Disse to har også modsætninger. Ild, dødbringende farlig, jordens gerne er ild, vores grundlag for hvad vi træder på; vore sol er af ild, og uden solen ville vi ikke kunne leve her. Luften er vore ilt, det som planterne skaber til os. Ingen af disse ting kan undvære hinanden."

Eagle tegnede igen. Kreativ som han var tegnede han noget der kunne ligene en nullermand, et spøgelse. Disse tegner havde han set i menneskets verden, så i virkeligheden vidste han ikke rigtig hvad det var. Men det var symbolet for det åndelige. "Det åndelige- dette er vores leve punkt. Dette der binder alt sammen. Nu skal du se!"
Og fra hver tegning trak han nu en streg, ind til en stjerne var formet.
"Et pentagram."

Noami fulgte godt med i hvad han lavede. Nysgerrig. Dog kunne hun ikke forholde sig til hans historie - den virkede så kold, føelsesløs; som betød det vigtige ingenting. Ja som om at det eneste vigtige var det man kunne tage og føle på.

"lad mig"

Sagde hun og tog hans pind, lagde den vandret og skubbede en bunke blade væk for at kunne tegne der. Forsigtigt lagde hun pinden, kun for at holde den lodret igen. Med pinden tegnede hun en rund jord - helt uden vand eller lignende.

"Terra - jordgudinden. Hende og tomheden, Vuoto, skabte ikke blot et, men to liv."

Forsigtigt tegnede hun en sol og en måne.

"Tvillingerne Luna og Sole - Sole var den ældste af de to"

Hun tegnede med blide strøg vand på jorden.

"Terra's fødselvand samlede sig i fordybninger og skabte derfor en tredje gud, Mare. Terra følte sig dog stadig ensom, trods sønnen, Mare, holdte hende ved selvskab. Derfor skabte hun planterne."

Noami tegnede en blomst.

"De første planter havde liv, kunne tale og føle - man siger de stadig eksistere i udvalgte grotter. Planterne voksede godt og blev snart mangfoldige på Terra's strækninger. Dog gik der ikke længe, før planterne begyndte at være triste - de kunne ikke leve af vand alene"

Noami tegnede noget, der skulle ligne en vind.

"Terra skabte vinden, luften, der skulle brødføde planterne med ilt."

Noami tegnede atter en 5 heste.

"ser du. Nu lavede Terra den første sjæl, der ikke var bundet til jordens muld - hesten. Den første sjæl hed Primo, der blev skabt med sine fire brødre; Altro, terzo, Quarto og Quinto. Hver gav hun dem en bygge sten; Primo fik vindens element. Altro fik dyrenes. Terzo fik jorden, Quarto fik planternes og Quinto fik vandets."

Noami tegnede et symbol for hver stamme over hver enkelt.

"Hun skabte dem alle mager"

Atter tegnede hun flere heste.

"med livet kom døden og derved lod hun Mare skabe de dødes veje"

Hun tegnede et par floder.

"Luna begyndte at hente de døde hver nat og placerede dem som stjerner på himlen. Sole derimod tog sjæle med til jorden, når nyt liv manglede der - derfor er de fleste folinger om natten"

Sagde hun og tegnede en sky.

"De onde ånder kommer op i skyerne, Nuvola, - når der er tåge tager de der op; aldrig vandre alene i tåge. Nogle gange stikker de onde ånder af og bliver genfødt."

Hun tegnede 5 tegn for 5 føelser.

"Hestene vandrede dog rundt som zombier - de følte ingenting. Derfor skabte Terra de 5 hoved føelser. 5 ånder uden krop, der altid flyver rundt mellem en; amare, rabbia, dolore, giogia, scoraggiamento. Ånderne formerede sig hurtigt og skabte utallige andre føelser"

Selvom Eagle var ældre og burde have lært én ting mere ud af de mange ting, så var det den lette irritation der kom frem da Noami nærmest skubbede hans version til side som betød den ikke noget for hende. Det var rigtigt at der var forskellige tro og skikke, og man havde ret til at tro på hvad man ville. Eagle lod irritationen være hvad den var- han vidste den ikke og lod ikke den gå ham ydeliere på. I stedet lyttede han nu til Noamis version, deres tro fra hvor hun kom fra. Han lyttede med interesse for hvad hun havde at sige.
Selvom historien var god, og hver at tro på ville han ikke. Eagle mente bestemt at planter var en del af jorden og der ved ikke et element for sig selv. Der ud over hørte liv, som i dyr heller ikke til i et element- eller det gjorde det men det var ind over det åndelige der sammenbandt de fem ting sammen. De fem ting som "verden" består af, jord, luft, ild og vand.

Der hvor Eagle kom fra havde de ikke nogen overens tro, de havde ingen guder. De levede i fri vilje, men lod sig fortælle historier fra de forskellige steder. Nogen troede Eagle på, andre ikke. Eagle troede på at hver en krop, hvert levende væsen havde en sjæl og kroppen blot var et hylster der bar sjælen rundt i dens tid som levende. Når man døde ville sjælen forlade kroppen og drage videre. Nogen sjæle sidder fast, og er det man tror på som spøgelser eller ånder. Eagles ord for dem var: De hvileløse.

Et enkelt prust kom fra ham da Noami var færdig med at tale og sagde så efterfulgt: "Jeg kan godt lide din historien, men jeg er ikke enig. Der ved er det ikke sagt det er forkert- men fortæl mig hvordan dyr: et levende væsen med en sjæl, tanker og følelser kan være et element?"

(Er ked af han ikke vil tro XD da jeg ved jeg faktisk har ret med de 5 elementer- men det er sjovt med en disksution ind over)

Et let smil fandt hendes mule. Denne gang et mystisk et af slagsen.

"Ser du - dyr er ikke jord, dyr er ikke luft, dyr er ikke planter, dyr er ikke vand. Ergo er dyr en byggesten for sig - kunne du forestille dig en verden uden dyr?"

En let kluklatter log hun slippe. Han havde nok forventet noget mere filosofisk, men på dette punkt kunne hun ikke give det. Hun vidste bare i sit indre, at man ikke kunne koble dyr sammen med noget andet. Dyr var sin egen - ergo et punkt for sig.

"De behøver heller ikke tro på den - jeg tror heller ikke på din. Den mangler... Hm.. En grund... Et hvorfor"

Hun lod sin mule køre i blide cirkler. Forsigtigt. Som var han af den fast-flydende væske, hun aldrig ville høre om, glas.

"Ser du, jeg ville gerne tro på din.. Den virker så korrekt.. Men ved du hvad? For mig er den ikke."

Hun bevægede sig lidt frem og lænede sin mule på hans bagparti

"Din historie er lige så rigtig som min. De er begge sande. Sande i de øjne, som sande ser dem. Ser du, jeg acceptere din historie, som du acceptere min. Det, du ikke ser, eksisterer ikke - jo fandme gør det!"

Hun lod et af sine meget fortallige bandeord lyde. De var ikke hendes stil.

"Det, du ikke ser, må du føle. Verden er ikke sort og hvid. Den er føelser, farver og utallige verdener. Jeg føler min verden ret, derfor er den. Dig ligeså. Tusinde verdener"

Eagle kunne ikke få hendes historie til at hænge sammen med de elementer hun havde opsat, eller ikke hun, men dem der havde skabt historien i tidernes morgen, men som Eagle var accepterede han hendes historie fuld ud, hendes tro. Alle var ikke ens, og alle skulle ikke være det eller på noget tidspunkt blive det. De forskellige trationer, hver en skik og lov byggede på en samfund med deres egen kultur, og det var noget Eagle kunne lide. Selv havde han jo færdes mange forskellige steder rundt, hørt mange historier, legender og sågar myter. Mange havde tiltalt ham og nogle havde han vippet til side.
Forbløffet blev Eagle, da Noami brugte adskillige eder i en sætning om at verden bestod af mere end hvad man kunne se med det blotte øje. Hun lyd ophidset og irriteret i den måde hun udtrykte sig, og slet ikke som Eagle før havde set den leverøde hoppe. Eagle regnede ikke med de var direkte møntet på ham, da han aldrig havde sagt noget om der ikke fandtes noget til som vi ikke havde opfanget. At der ikke var flere sandheder. Alligevel lod han en fnys lyde.

"Alle har sine trationer, skikke og love. Hver og en er unik. Vi er alle på lige fod uanset hvilket samfund vi kommer fra. Jeg på at hver og en historie findes er baseret, tolket ud fra en grund historie. Den oprindelige sandheden, men den er så gammel at vi den dag i dag ikke husker det oprigtige. De forskellige tolkninger har bidraget til den unikke verden vi har i dag, og jeg takker. For en verden der er ens med alle andre, ville være en verden hvor man ville kede sig."

(OUT)