Hvad kommer let, går let

En let sitren gik gennem det sodrøde skind, da Eagles gyldne mule blev lagt der på. Noamis skuldermuskel blev spændt en smule ved hans berøing. Berøring var stadig en meget ny ting for hende. I sit hjemland var en berøing ilde, men i Andromeda var det lettere set. Hun havde berørt Vachell, da hans tåre faldt. Sezuan havde nappet drillende ud efter hende - en handling hun stadig ikke forstod til fulde, men dette måtte ligge. Men Eagle lagde nu sin mule mod hendes skulder og igen forstod hun ikke helt hvorfor - men hendes sind og kendskab til denne hingst, gjorde hun lod den blive. Nød faktisk at have en form for kontakt, der ikke var bundet af ord, med ham. Imens hun tænkte disse tanker, havde hun forlængst ladet musklerne slappes igen - Eagle var ingen fare, men en elsket ven.
Jo hun kunne skam rigtigt god lide ham - hele hans sind faldt hende tiltrækkene. Han havde en personlighed som i det heletaget gav en lyst til at bruge tid med ham. Lytte såvel som fortælle. Hun var glad for at han havde fortalt sin fortid, for efter dette var distancen knap så lang - men den var der, selvom den ikke helt kunne synes. Der var en stor forskel på de 2, som holdt dem fra hinanden, og denne skulle findes i fortiden.

Musklen på Noamis skulder spændte sig ved hans berøring, for lidt efter at slappe af. En tanke strøg han da han roligt tog den lyse mule til sig igen. Næppe var hun van til det, eller også kom det som en overraskelse at han tog en fysisk kontakt til hende. Eagle holdt gerne andre på afstand, men lukkede dem også ind. Tilfældet var ikke hændt i Andromeda før nu, da han ej kendte en eneste levende sjæl til fulde.
I virkeligheden dvælede Eagle i sin indre harmoni, og lagde ikke mærke til hvor kedelig han var blevet i betrækket. Før havde han masser af sine, på sine mange vandringer og eventyr. I dette land forholdt han sig blot roligt og lyttede til naturen, til andre. Eagle var blevet den passive i dette land.

Varmen var stadig forfærdelig, brændende og stikkende. En svag brummen lød der fra ham. "Noami, Jeg ønsker dit selskab, vil de følge med mig til åen i skovens indre?" Det store hoved var blevet hævet let ved hans spørgsmål, Eagle ønskede vandet; både for at slukke tørsten men også at bevæge sig lidt i det. Åen der løb var ikke dyb, men den ville kunne nå mere eller mindre til deres knæ. Vandet ville kunne køle de to heste af, så ingen af dem fik en hedetur.

Et lettere skuffet udtryk gled hen over hende, da han igen lod sin mule forsvinde. Hun havde nydt den fysiske kontakt, efter chokket over den havde fortaget sig. Ja måske det var lidt forvirrene. Nogle gange følte hun at alt ved hende var forvirrene, for hende selv og andre - men andre dage følte hun sig som en åben bog.

"Jo.."

Hun lagde hovedet på skrå. Hun havde faktisk ikke lagt mærke til en sådan å. Men ej heller havde hun været meget på denne ø. Et øjeblik slog det hende hvor ironisk det var, at hun havde mødt Eagle hele 3 gange - på 3 forskellige øer.

"Vis gerne an, Gyldne vandre - Ej kender jeg dette skovvandløb"

Et let smil lod hun danse på hendes læber og hun så forventningsfuldt på Eagle. Vand, et næsten konstant tema i deres fåtallige møder. Nok det skyldes varmen - men begge havde da fortalt at de havde vandet, havet, kært.

Et smil blev gengældt til Noami, hun ønskede at følge ham til denne å, blot han første an. nemt var åen at finde, den lå i en lille lysning, og bugtede sig mellem træerne i en smallere passage, men ved lysningen var åen bred nok til de kunne gå ud i det, og blot blive kølet let af.
En let hovedgetus viste retning; "Blog følg mig, så leder jeg dig vejen frem." Sådan lød Eagles ord da han langsomt satte frem i skridt, blot for at give hende tid til at nå at reagere og følge med. Der efter blev tempoet øget til normal hastighed.
Mange gange havde den gyldne hingst vandret på denne ø, han holde af den, nok var dette hans favorit af de forskellige. Eagle brød sig ej om hverken ørknen eller vulkan øen, og havde ikke den store sinde at betræde disse øer igen. Heden fra ørknen var ej ham, den samme hede der netop i dag brændte over hele Andromeda. Vulkan øen var henlagt i mørke og tomhed - ikke et sted der er værd at befinde sig. En svag brummen. Eagle vidste nu at Noami og han havde mødtes på tre forskellige øer, men havde hun vandret rundt alle steder nu?
"Har de fået set alle Andromedas øer?" Et enkelt spørgsmål blev stillet, han kunne derved konstatere det han før havde tænk kort på.

Den ældre hingst snoede sig imellem nogle træer og trådte nu ud på en ny sti. Ofte så han sig rundt; ej forventede han noget ville ske pludseligt i denne varme, men blot for at være sikker holdt han øje. Noami kunne han høre fulgte med. Hans hove gav en lav bunkende lyd, lige så gjorde hans egne. Deres takt var ikke ens, og den bløde dunren der kom var en fryd. Et tegn på liv. Eagle kunne lide at lytte til lyden af hove mod den bløde jord af mos.

Noami fulgte, på Eagles ord, med i den vej vandløbet måtte være. Hendes hove gav en dump lyd mod mosset. Der var vindstille i dag og det gjorde luften lummer. Noami kunne godt lide når der var bare en smule vind på.
Han spurgte om hun havde vandret på mange øer; og ja det havde hun, blot viste hun ikke om det var alle. 5 øer havde hun vandret på - den ene mere speciel end den anden.

"Jeg ved ikke om jeg har fået set hver og en.. jeg har vandret over 5 øer - øen af træer, sand øen, der dannede ramme om vores sidste møde, øen vi betrådte første gang, den døde ø og denne"

Hun lagde hovedet på skrå - tænkende. Hun havde ikke betrådt flere, men det føltes sådan. 3 af øerne havde ikke vist den store variantion i bevoksningen, men denne og den aller første, hun havde betrådt, havde vist stor forskel; fra bjerge til dale, enge og søer.

"Har de set alle landets øer?"

Hun smilede intresseret. Hun var altid klar på at høre mere om andres færden. Hun var altid klar på at høre mere om Eagle, da han var den eneste genganger i de sjæle hun havde mødt og derfor var han den hun havde tættest.

De mandelformede øre blev vippet imod Noami, da hun besvarede hans spørgsmål. Fem øre havde hun betrådt, lige ledes havde han. Hver en ø. Dog var kun de tre af øerne i hans tilfælde udforsket til hver en krog; næsten. Vulkan øen havde han hurtig forladt, og det samme med ørknen.
"Som jeg høre har de betrådt hver eneste ø i dette land, samme gælder jeg. Ej har jeg dog udforsket hverken den øde ørken eller vulkan øen af aske. De to øer falder ej i min smag."
De rav gyldne øjne hvilede med et mildt, venligt og ikke mindst varmt på den lederøde hoppe, da han talte.
"Denne ø vi befinder os på nu, er stedet jeg foretrækker; mest befinder jeg mig ved kysten: Altid har jeg elsket havet," lød hans stemme der som altid bar en klang af venlighed og varme over den ru stemme han bar.

Stien de lige nu befærdede sig på bugtede i et stort sving, træerne var her tætte, og dannede et køligt område. Skygge, masser af det. En rar følelse var det at befærde denne del af skoven, jo tættere de kom på hjertet af skoven, jo tættere var bevoksningen af træer, og jo smallere blev de stier der var at vandre på.
Mange havde før gået disse veje de to ældre heste nu fulgte, tydeligt var den på den meget fastlagte sti, målrettet var den; den ville føre dem til den lille lysning ved åens bredeste punkt.
Lyden af vand der let flød kunne nu høres, de var ej langt fra det, og så snart lyset kom frem efter det næste sving på stien kunne de se vandets klare overflade blive lyst op af solens stråler, som var det et helligt sted.
Et bredt smil blev tegnet over Eagles lyse mule, og helt automatisk satte han farten op; blot for at nå hurtigere frem. Roligt trådte han ned af åens bred og stillede sig ned i det kølige vand; det var ej så koldt som man kunne håbe.
Let bakkede han for at gøre plads til hende over for ham, tæt måtte de stå, da åen ikke var står, ikke meget mere end halv meter brød, lang var den men ikke langtid var den bred før den blev smallere og bugtede sig videre imellem skovens træer. Der var muligvis et sted åen var bredere, men ej havde Eagle fulgt den; dette sted var fint for ham.

Noami smilede milt. Skyggen gjorde hende godt. Vandet rislede gennem en bæk ikke langt der fra, dens klukken kunne høres allerede. Hun følte intet behov for at ytre ord. Noami var ikke en der normalt levede op til ordsproget; "Tale er sølv, tavshed er guld", for hun var ikke god til at være tavs. Dog var tavsheden begyndt at snige sig ind på hende, i den sidste tid - som skulle hun lede efter ordene, sætningerne. Hun var begyndt at tvivle på sine egne holdninger; var hun bragt her til, for at verdenen skulle vise hendes blå øjne at de ej havde set ret? at alt de havde set værene slet og ret sandt, var forkert? De holdninger hun havde set være lige så korrekte som at hendes navn var Noami? Tvivlede hun virkeligt på de holdninger som hun havde forsvaret så hårdnakket? Hun rystede hurtigt tankerne af sig. Hun var ikke en som bøgede sig for andres meninger, men hver en hest i denne verden var så klog på livet, at måske hun skulle tage ved lære? lytte i stedet for at ytre?

Noami så bækken dukke op for sine øjne. Mærkede lugten af vand. vand! trods den ikke bar den salte lugt med, var det vand! Hun lod sine ben forsigtigt føre hende derned.

Eagle hævede det gyldne hoved da Noami trådte ned i åen, han gjorde plads til hende. En brummen lød fra den store hingst. Det sitrede igennem hans krop, da denne nærhed gjorde at duften af Noamis brunst var endnu tydeliger. Den søde duft synes at sætte sig fast i hans næsebor der forblev udvidet, dirrende.
Et smil var forsat tegnet over hans lyse mule. Ej lod han sig påvirke af den lokkende duft, han forblev som han var nu. Eagle var klar over det var tydeligt nok på ham, hvordan duften næsten pinede ham, eller at han i hvert fald reagerede. En værd hingsts natur. Mange kunne ignorer det i længere tid; dog ej når de først opfanger den. Der vil der altid være en reaktion - og det var der også ved den ældre hingst, trods han havde oplevet det mange gange.

Eagle sukkede af behag da han igen slappede af i hele kroppen. Ikke blot havde han dæmpet sit instinkt, men også kunne han mærke hvordan det kølige vand trængte igennem pelsen på hans ben og kølede ham ned. Godt nok skinnede solen skarpt ned foroven, og bragte sin varme hede med sig, men vandet var kølig nok til at gøre det hele meget behageligt.
Der stod han, tavst. Han nød blot vandet, trods det ikke gik meget mere end til hans knæ. Først efter noget tid så han på den leverøde Noami der havde sluttet sig til ham i åens kølige vand. De gyldne øjne hvilede i hendes blå.

Hun havde fortrudt at han havde ladet sin mule fjernes. Hun var ej van til nærkontakt, men ønskede det underligt nok alligevel. Han skulle ikke føle hun var "giftig" eller at han krænkede hende med en smule nærkontakt. En ide tog form i hendes hoved.
Et let smil hvilede på hendes mule. Ganske langsomt lod hun sin mule strejfe hans hals. Den kødfarvede mule strejfede det gyldne skind. Hendes mule fandt det punkt på nakken, hvor det altid kløede allermest - og stoppede derved smilet. Hun opfordrede ham derved til at gør det samme. Hendes øjne skinnede opmuntrene.

En silkeblød og varm mule havde hun; en let berøringen over hans hals og mod nakken. Det evige punkt af kløen havde hendes mule nu fundet. Stadig smilende, varmt og venligt lod han sin mule køre over hendes lange mørke man. Med en spidset mule kørte han læben rundt i cirklenede bevægelser for at gnubbe hende let. En svag brummen af tilfredshed lod han slippe.
Tydeligt havde Noami gjort det klart over for den ældre hingst, at hun gerne ville berøres, mærke den fysiske kontakt; Det glimt hun havde haft i de blå øjne var ikke kun opmuntrende, de havde et glimt af længsel- svagt.

Der stod de, i vandet og gnubbede hinanden under solens bagende stråler. Det hele virkede så fredeligt, så sommerligt. Naturligt. I skoven var der tegn på liv, fugle der endnu kvikkede og ikke havde opgivet deres evige sang selvom dagen var varm. Små der der puslede i skovens bund - den lette lyd af vand der langsomt løb.

Langsomt lod Noami sin mule ophøre de gnubbende bevægelser. Tøvende. Modvilligt. En tvivl var kommet over hende. Med et suk lod hun sin mule falde til siden af hans skulder. Et øjeblik blev hendes blik fjernt - som drømte hun sig hensides virkeligheden til et sted kun åbent for hende. Hun følte sig forvirret. Havde et spørgsmål på hjertet, men turde ikke helt. Som svigtede hendes mund hende. Hun ville ikke fornærme ham - hans faste nærhed betød for meget for hende til dette. Hun åbnede munden og med det samme var sjælen, den der sad bagt navnet og kroppen, tilbage i de isblå øjne. Et mindre drama havde foregået i hoppens indre, men det eneste der tydeliggjorde det var øjnene. Øjnene der altid lige ville flakke, blive tomme, føelsesløse - sjæleløse. Øjnene der kunne udvise så meget med sine strakte vidder - de gemte vidder, hvor hun ikke engang selv helt havde fundet enden på. Øjnene der rummede fremtid, fortid, nutid og de hengemte drømme.

"Eagle, tror de på kærlighed ved første blik?"

Fjern blev den leverøde hoppe nu, det var som et slør blev trukket over hendes krystal blå øjne. Eagle lod hende dvæle ind i drømmende, ind i tankernes hvirvel. Stille stod han og nussede hende nu roligt på halsen.
Helt tæt stod de i den lille bæk, der kun lige tillod dem at være der. Megen plads var der ikke til overs. Vandet var dejlig køligt, behageligt mærkes det når de blødt slog mod Eagles lange ben. Det var som vandet kærtegnede hans knæ de kun lige nået op til. Solen bagte på dem for oven, i lyset skær kunne Eagles pels nemt ligne det rene guld; i forhold til Noami. Hendes pels lag kom til at minde om bronze. En dejlig varm farve.

Et smil tegnede sig over den ældre hingst lyse mule. Noami havde han nær, trods han følte en afstand. De var begge høflige af natur, men denne høflighed havde holdt dem på afstand så mange gange. Lige nu var de hinanden nær, mest når fysisk; deres muler berørte hinanden, og det var tæt på at de ikke kunne stå mere tæt.
Eagle lod sin mule glide hen over hendes øre og videre i panden hvor han nussede hende blidt.
"Velkommen til overfladen," sagde han lavmeldt da der igen kom liv i hendes øjne; atter vendte hendes sjæl hjem fra tankernes rejse.
Ikke lang tid efter hendes tilbagekomst kom hun med et spørgsmål. Roligt flyttede han sin mule så han kunne se i hendes blå og klare øjne. Kærlighed ved første blik.

"Jeg vil mene jeg har oplevet det en gang."

Et let smil spillede på hendes læber, men også en smule flovt. Selvfølgelig troede han på det - han havde vel oplevet det med sin mage, men alligevel så kunne hun ikke lade være med at bære sin tvivl.

"Med din mage"

Det var ikke et spørgsmål - nærmere en konstatering. Noami lukkede let øjnene og slappede af. Lyttede til åens rindene vand. Mærkede den stærke hest ved hendes side's nærvær. De var urtroligt når lige nu, fysisk altså - så nær havde hun ikke været på Eagle Eye før; men hun nød det. Et tilfreds suk lod hun sig frasige og lod sin mule let berøre hans hals. Der var faldet en ro over hende, men kun midlertidigt. Om ikke længe ville hun åbne munde; sige nogle ord, der igen ville sætte hendes tanker igang - tankerne der altid var hendes ven og fjende. Men nu, nu nød hun bare tilfærelsen en stund. Ønskede, håbede den ville ved. At øjeblikket kunne trækkes ud i uendeligheder. Men sådan gik det ikke; tankerne pressede sig på og en forklaring gjorde ligeså - på det mærkværdige spørgsmål.

"Eagle, jeg tror ikke ved kærlighed ved første blik... eller på en måde gør jeg"

Igen blev hendes tanker fjerne. Hendes stemme næsten grødet, som drømte hun. Men ej var dette tilfældet. Hun koncentrerede sig. Tænkte. Alligevel tænkte hun ikke helt; nej ordene kom nærmest bare flyvene ind i hovedet på hende - hun nåede næsten ikke at tænke det igennem, før de uvante ord kærtegnede luften; med hendes stemme, med hendes ord og alligevel lignede det ikke den Noami hun selv kendte at sige disse ord - men det var hendes alligevel. Hun vidste det inderst inde.

"Kærlighed ved første blik... det opstår først når man beskuer den andens sjæleland. Når man kigger ind i sjælen på den pågældende - bag øjnene. Betragter et helt land i enkelte, almindelige heste øjne. Ser et land af stepper, skjulte huller, kløfter, ørkener, have og frodige græsmarker; et land man finder perfekt trods tusinder af fejl. Et sted man kan føle sig tryk, elsket."

Noami blinkede en gang, holdte en pause. Lod hendes egne ord helt bundfalde i hovedet på sig selv; blot for igen at åbne munden

"Det er for mig kærlighed ved første blik"

Hendes spørgsmål var i sig selv ikke et spørgsmål, han havde jo allerede fortalt hende det en gang. Hun vidste at dette var hende han havde ment. Hendes kul sorte pels med de dybe øjne, der var så mørke at de kunne have været samme farve, natte himlen. Han smilede ved tanken. Stilheden lod han falde hen over dem, i det hun gjorde det samme. Denne stilhed i deres lige nu fysiske tætte nærvær. Hendes mule, blød som silke, berørte hans hals, før hun igen lod ordende spille i sin harmoni. Tydeligt var det at hun tænkte. Kærlighed ved første blik var jo ikke helt som ordende sagde. Eagle havde elskede ikke sin tidligere mage ved første blik:
"Da jeg så hende første gang, den aller første gang; da jeg mødte hendes øjne lige så funklende som stjernerne, mødte hendes sind i blikket vidste jeg at jeg ville være med hende. Fra første blik elskede jeg hende ikke, men jeg forelskede mig i hende. Det var som om der opstod et bånd allerede der - der ved vil jeg give dem ret Noami. Kærligheden ligger hensides hvad øjne kan beskue fra det ydre. Man skal lukkes ind i sjælen, dette er igennem andet end ord."

En svag brummen lod Eagle slippe hvor han efter lod tankerne atter strejfe vidt omkring. Kærlighed, et ord for noget så stort; så mægtigt at selve ordet ikke er nok i sig selv. Sindet, kropsproget var nød til at vise det. Eagle mindes sin tid med sin tidligere mage, den tid de nåede at have sammen.
Egentlig var det dybt uretfærdig hvor gjort tid de nåede at have sammen, hvor lidt de kunne dele; og hvor meget Eagle havde mistet på en dag. Selvom tankerne strejfede dette så han ikke på det med had. Ej smerte eller fortvivlelse. Han så det med åbne øjne, et åben sind. Accepterede hvordan livet havde gået sine veje, og givet ham denne mulighed. En dag, en dag når han træk det sidste luft ville han forenes med dem.

Noami stod stille og lyttede. Lyttede til stilheden. Så kan man jo spørge sig selv; kan man lytte til en stilhed? og ja det kunne Noami. Deres mundes ophold havde skabt en stilhed, men egentligt var det blot en ordlig stilhed, for dagen var fuld af lyde - en fisk der svømmede i bækken, et dyr langt væk eller andre af skovens lyde.

Igen brød Eagle stilheden. Hans varme stemme lagde sig over dem begge. Hans ord var om hans egne føelser om kærlighed og en afslutning, der gav hende ret i sin ide. Et drilsk smil brød frem på hendes læber. Forsigtigt, men samtidig drilsk, nappede hun ud efter en gylden hårtot. En latter efterfuldte handlingen. Til sidst sluttede hun latteren brat, stadig med leende øjne.

"Hvordan var det så?"

Hun fniste lavmælt. Af en eller anden grund havde hun pludselig fundet sin egen metafor sjov. Hun kunne lige forestille sig hvordan han "vandrede ind gennem" en midnatsort hoppes øjne.

"At vandre ind i et sjæleland?"

Atter lod hun latteren sættes fri. Som blide klokker mod de spredte træer. Som bobler i den milde sø. Hun lod sin mule glide over hans kind, da latteren endelig fortog sig. blidt. Kærtegnene.