Shortcut

Den hede varme, som drev over Ørkenøen Zenobia, havde den spraglede Drezar efterhånden vænnet sig til. Hans tynde, skinndende pels tog imod solens drænende varme med kyshånd, og endda nød han godt af den, den langbenede hingst.
Sandet strøg omkring hans ben, imens han lod sin elegante krop strækkes ud. Han var blevet helt pæn at se på nu; den udmagrede krop havde fået sul på sidebenene, musklerne havde sat sig igen, og han lignede nu den prægtige sjæl, som han havde været forinden hans ankomst hertil. Forinden hans liv var blevet et levende mareridt, mere eller mindre. Nu nød han sin frihed, nød evnen til at kunne strækker sig i galop, så langt øjet rakte og nød friheden til at gå, nøjagtigt hvor han ville. Ingen hegn kunne holde ham nu, men ej heller modtog han den kærlighed og omsorg han havde fået hos sin gavmilde ejer og familie.
Fortiden var dog fortid, og Drezar vidste, at selvom han ønskede sig det mere end noget andet, ville han aldrig komme tilbage til det liv han havde; og derfor måtte han omstille sig til dette nye liv, et liv i frihed!

Skum drev fra den sorte hingsts bringe. Hans sorte pels glinsede i solens stråler, og hårlaget var klistret og vådt, i en blanding af sved og saltvand. Sjældent havde Titan benyttet sig af ørkenøens landskab til træning. Der var ikke andet end sand så langt som øjet kunne se, og vand rundt om øen. Han havde efterhånden fulgt vandet et godt stykke tid, og drejet fra for i stedet at traske gennem sandet. Det havde dog ikke tørret hans pels endnu, for solens varme brændte næsten hans sorte ryg, og fik ham til at glinse. Sandet klistrede sig til hans ben efter turen i det lave saltvand.
 
Titan sænkede farten til en trippende dans gennem sandbakkerne, og løftede hovedet da han synes han kunne ane en flagrende skikkelse – flagrende på grund af varmebølgerne der kom fra solens stråler, og lod sig kaste tilbage fra sandet. Sandet ville uden tvivl brænde ham hvis han lagde sig ned, men hans hove mærkede intet. Et hingstet og næsten udfordrende vrinsk blev sendt mod den fremmede skikkelse.

Som han nærmest fløj over det varme sand, flugtede med vindens retning, da dansede en sort skikkelse pludselig for blikket ad den ædle Drezar. Med nærmest øjeblikkelig virkning bremsede han op, således at hans bagpart gled ind under ham, grundet det løse underlag som sandet udgjorde, og da først den noble sjæl med de indadvendte ører stod stille, lød et vrinsk fra den fremmede. En hingst, en hingst med udfordrende toner havde valgt at give lyd fra sig – og hvis der var noget som tirrede den spraglede sjæl, så var det modstand. Med det samme røg halsen op, hvælvet ind og ryggen blev løftet, inden han med mådelig hingstet dominans i stemmen svarede den fremmede igen. Med dansende forben bevægede han sig nu imod denne sorte kulhingst, der snart skulle stå ansigt til ansigt med en ægte hingst.
Drezar nåede snart den sorte hingst, der synede yngre end ham selv; om dette gjorde sig gældende, kunne han ikke vide – men troen herom fik den spraglede Drezar til at puste sig endnu mere op. Nok så den sorte stærk ud, men måske havde den spraglede en erfaring han kunne trække på, ja måske banke ind i knolden på kulhingsten, hvis da ikke han overmandede den spraglede selv. Legen var begyndt og et hingstet hvin blev startskuddet; det første forben fløj imod den sorte sjæl, inden Drezar dansede blot et skridt tættere på, for at veje sin modstander meget nøje.

Den flagrende sjæl med de mange farver, der næsten gjorde det svært for Titan at se på afstand, hvad han havde med at gøre, besvarede hans hvin med dominans, og det var nok til at den unge hingst kastede sig frem mod den fremmede modstander. Efterhånden som han kom nærmere blev farten dog sænket, og han gjorde nogle kast med hovedet, inden han stoppede helt op for at rejse sig på bagbenene og slog begge forben ud. Det var en måde at vise den anden hingst, hvor stor han var. Nok var han ung, men han havde alligevel taget imod en god del slag indtil videre.
 
Virrende med hovedet og med nogle halvt trippende og samtidig dansende skridt trådte han nærmere, engang imellem hurtigt og andre gange langsomt, som hvis han ville angribe og ombestemte sig. Med de grønne øjne rettet vurderende mod modstanderen, lod den sorte Titan en dominerende brummen lyde fra ham. Der var ikke nogen der skulle tro de kunne komme og bestemme over ham!
 

Den sorte sagde ja til den udfordring, som den spraglede sjæl havde lagt op til, og da først de kolliderede, rejste Drezar sig ligeledes på bagben. Den tilsvarende dominerende hvinen der lød fra den sorte kulhingst hidsede blot Drezar op; han var til blevet underkuet af den ældre Thork, en hingst han havde delt liv med og skæbne med, og han havde lært en del derfra – men nu hvor han var her, var der andre der skulle prøves kræfter med; Drezar havde aldrig følt det frie liv, lært fra det, så måske var han den svage her, for taktikken var måske anderledes, end den de havde brugt på folden; men det kriblede i ham, for at underkue den fremmede og ganske snart sad et solidt bid i retningen af halsen på den kulsorte, da først hans ben ramte jorden igen. Sandet flyttede sig konstant under de to hingstes hove, for levende var det da, og det var en udfordring der ligeså gjorde netop dette sammenstød spændende.
Benene på den sorte flyttede sig hurtigt og stabilt, men heldigvis kunne Drezar danse med samme hast, og hurtigt, nærmest som en slange, søgte hans siden på den kulsorte, da hans bid var trukket tilbage igen. Pointen med denne bevægelse, var at tvinge den anden i ubalance ved gentagende bid imod hans bagben; velvidende om at det samme nok ville blive gjort ved ham.

Sammenstødet havde ikke været lige så brat som Titan først havde regnet med. Den fremmede havde også vist sig på sine to ben, og selvom hingsten ikke var meget mindre end Titan, så lod han også til at være ældre – ikke meget, men lidt erfaring var nogen gange nok. Det var de små detaljer der kunne afgøre en lige kamp.
 
Hingstens bid fik den sorte Titan til at hvine utilfreds og trippe på stedet og da den fremmede bevægede sig langs hans side, måtte Titan trippe lidt rundt for at følge med. De sorte ører var rettet mod hingsten hele tiden, og så snart Titan så snittet til det, bed han ud efter hingstens side, selvom det var begrænset hvor nemt det var at få fat der. Men havde han gået efter bagbenet ville han bare have fået en på hoved. Nogle ting huskede han da fra de andre små kampe. Den sorte hingst ville ikke flytte sig for den spraglede.
 

Den sorte modstander, som den spralgede Drezar var rendt ind i, sendte snart et nap imod siden på Drezar selv. Han lod sådan set bare bidet gå ind, for at syne af overskud overfor den yngre hingst, et trick han ofte havde set Thork bruge; for selvom det gjorde ondt, så ville hans manglende reaktion nok være mere effektiv end et arrigt nap tilbage. Dog fortsatte han blot med at søge imod hans bagben, og taktisk satte han sit bid forholdsvist højt på hans ben, således at hvis han kom med modspark, ville hovedet være udenfor farezonen. Hans bid var ganske provokerende, for indtil nu var kampen ikke en ilter dans, men mere en afprøvelse af grænser, som de først skulle gennemgå indtil det måtte gå vildere til, hvis ej en af dem ønskede at trække sig. Dog forventede Drezar ikke at den sorte ville trække sig, det virkede han umiddelbart ikke som typen der gjorde, så en voldsommere stridighed ville nok være forestående; men Drezar elskede det. Også selvom han så måtte ende med at tabe duellen.

Da den spraglede hingst ikke så ud til at lade sig gå på af hans bid, bed han bare endnu en gang. Så kunne han jo godt tillade sig det uden problemer. Dog holdt det ikke så længe igen, fordi den spraglede gav sig til at nappe efter hans bagben. En enkelt gang blev der advarende sendt en baghov ud mod den fremmede hingst, men han var ikke til at ramme. Han vidste i hvert fald hvad han lavede, og hovedet var derfor også uden for farezonen.

I et stykke tid fortsatte den sorte Titan rundt med de dansende skridt og forsøgte at få sin bag væk fra den spraglede, selvom det ikke lod til at være så nemt. Derfor gjorde han sig også et kast med hovedet og slyngede det til siden og lod resten af kroppen følge med mod den spraglede - i et forsøg på at skubbe ham eller i hvert fald få ham til at flytte sig. Musklerne dansede nærmest under det sorte hårlag, i takt med hans bevægelser, og selvom der ikke var forfærdeligt mange endnu, så var han ikke helt en splejs. 

Drezar var Ganske udholdende, det var han, og stædighed bar han til fylde pragt. Ligeså gjorde den sorte hingst, som han havde sat sit bid i baglåret på; til gengæld havde han et par ømme punkter på halsen nu, som han helst ikke så den sorte, yngre hingst skulle have fat i igen. Med lagte øre brummede han yderst advarende af den sorte, da han slap sit andet bid, men det lod ikke til han ville fortsætte med den taktik, for i stedet begyndte han at prøve at ryste Drezar af. Med et advarende spark vidste Drezar, at den sorte havde fokus på legen nu, og da han først begyndte at flytte sig, fulgte han med, så tæt han kunne, for at mindske den plads den sorte havde at bevæge sig på. Det gik også fint, indtil den sorte ændrede taktik – en smart træk, det måtte han give ham. Han svag nu bagparten imod Drezar for at få ham til at flytte sig, og med kvikke skridt bakkede den spraglede sjæl nu – men for at undgå at blive den, der stod svagest, måtte han gøre noget. Ham rejste sig derfor på bagben og lod sine forben lægges over manken på den sorte hingst fra siden og mulen søgte straks det nederste punkt på halsen, lige over manken, da han stod der. Dog vidste han, at den sorte nok ville begynde at sænke halsen, forparten eller begynde at bukke for at få vippet ham ned, så efter han havde sat sit bid der; mens hans bagpart og flanke var sårbar overfor bid, skyndte han sig at vippe sin forpart ned igen, uden at slippe – hvis han da kunne holde taget i den sorte hingsts nakke.

Den spraglede hingst lod til at vide hvad han lavede. Han havde måske også nogle flere års erfaringer end den spinkle sorte, der ikke var helt færdig med at opbygge muskler. Men han havde da også lært en ting eller to, selvom det aldrig havde været helt så intens leg med de andre hingste. Nogle af de store havde ganske vidst givet op i forsøget på at få ham jagtet væk, og når først de stod stille var de yderst kedelige. Andre havde ladet ham vinde med vilje. Da det lykkedes ham at få den spraglede til at træde væk glædede han sig nærmest indvendigt over det, men den spraglede kom også stærkt tilbage og lå nærmest ind over Titan. Den sorte hingst skulle dog ikke bruge mange sekunders tænkepause på at finde ud af hvad han ville. En ting var sikkert. Han ville ikke give op. Den mangefarvede hingst ville heller ikke gøre det for let for ham at komme til at rejse sig på benene og hans bagben ville skulle rimelig langt op hvis han skulle have hingsten til at glide ned - eller han ville skulle helt ned at ligge med forparten, hvilket kun ville komme til at kræve tid at komme op igen. Dyrbar tid. Selv den mindste lille smule tid kan være afgørende. Derfor kastede den sorte sig også mod den spraglede hingst for at skubbe. Han skulle bare trædes ned skulle han! Uanset hvor mange forsøg det end måtte tage.

Skrammer, smerter, slag, bid..
De to hingste havde efterhånden danset frem og tilbage, prøvet grænser af, vist hvad de kunne, og nu hvor den sorte lod til at lægge alle sine kræfter I, for at få den spraglede sjæl ned, kunne han mærke at modstanden var tilpas stor, til at hans chancer for at vinde skulle bygge udelukkende på hans erfaring. Han havde ikke muskelmasse nok alene, til at få den sorte ned, hvilket blot gjorde udfordringen endnu mere tillokkende for den spraglede sjæl, der snart havde alle 4 hove på jorden igen. Så snart hans hove ramte jorden huggede han direkte og bidsk efter ganachen på den sorte hingst, for at prøve at dreje ham rundt; han forventede at den sorte ville prøve at forsvare sin strube, og dermed vende hovedet væk fra den spraglede, og hvis bare han kunne få ham i tilpas ubalance og derefter tvinge ham på forben, havde han måske en chance for rent faktisk at vælte ham. I hvert fald var hensigten fra Drezar’s side af, at bringe så megen ubalance i den sorte som muligt, for at højne sine egne chancer; for nu havde han balancen og kunne udnytte den til fulde. Nok var den sorte en lille smule højere end den spraglede sjæl selv, men den forskel der var imellem dem, var ikke stor nok til at det gav den sorte en fordel; og Drezar havde, fra helt lille af, været vandt til at skulle håndtere den større Thork, som havde lært ham stort set alt det, han nu smed i hovedet på den sorte vilde.

Den sorte hingst ville ikke give sig. Han ville simpelthen ikke underlægge sig den spraglede hingst der dog var en smule ældre end ham. Han ville ikke give op før hans muskler ikke længere kunne holde stand. Han ville ikke stoppe før han dirrede af træthed og sveden drev af den sorte pels. Utilfreds halvt hvinede han da den spraglede hakkede ud efter ham igen, og han trak hovedet helt ind til sig, så meget at mulen næsten rørte den sorte bringe, mens han samtidig veg væk fra den spraglede hingst. Dog kun lige nok til at få røven vendt nogenlunde mod den spraglede så han kunne gøre et forsøg på at losse ud. Hans næsebor var udspilede og hans åndedræt foregik i en form for hårde stød. Musklerne arbejdede stadig under det lidt glinsende hårlag, og sveden var da begyndt at tage til. Den spraglede kunne i hvert fald give ham kamp til stregen. Ikke med styrke – men med en teknik den sorte ikke havde oplevet fra andre før. Ingen havde kunnet holde ham i skak på en sådan måde endnu. Om det så var musklerne eller erfaringen der ville vinde i sidste ende, var ikke til at vide.

Trætheden havde meldt sig hos den spraglede Drezar. Udmattelsen havde. Den sorte havde klart en fysik der rakte over hans egen, men når man tænkte på det, havde Drezar også tilbragt måneder spærret inde på et skib, med meget få muligheder for at bevæge sig, ja, faktisk kun når han blev trukket i land hver gang de lagde an til havn. Men han nægtede dog at give op, og da den sorte ganske smart krøllede halsen sammen og prøvede at vende røven til, for at få ham på afstand, men der sagde han fra. Det skulle han ikke have lov til! Med hidsige skridt sprang han så langt frem, at den sorte ikke kunne skubbe ham ud med bagparten, og med nærmest arrige bid hakkede han gentagende gange imod hans sammenkrøllede hals, inden han kom tilpas langt foran, til at kunne rejse sig i et mægtigt stejl, lige ved hovedet på den sorte. Hans formål var ganske klart, han ville møde sin modstander i luften, for der kunne han måske få en åbning til at få overtaget; for som det var nu, var de så tæt, at ingen kunne komme med et direkte angreb, der kunne gøre udfaldet af denne kamp.
Med hovene holdt til kroppen, for at give plads til den sorte, havde hun nu rejst sig på bagben, og et hingstet, tirrende hvin buldrede frem fra hans strube. Den sorte var en modstander der let kunne sættes på lige med Thork, ham overlegen i muskelstyrke; men endnu havde han en chance, mente han, og den tog han nu.

Den spraglede hingst lod ikke til at ville lade Titan vende røven til, og hans gentagende bid bragte hidsigheden frem hos den sorte hingst. En hidsighed der fik ham til at spænde mere op i de allerede meget spændte muskler. Han ville ikke give sig! Stædigheden var for stor, og sveden fik nærmest den sorte pels til at klistre til kroppen. Han bed dog ikke ud. Ikke før den spraglede rejste sig på bagbenene. Et enkelt hak ud efter ham, hurtigt frem og hurtigt tilbage igen med hovedet, for det var noget af et sats. Den spragledes hove kunne jo komme til at ramme ham. Han kastede dog hovedet opad, og lod resten af kroppen følge med lige efter, og trippede ganske kort for at finde balancen så han ikke bare lige væltede eller fik overbalance. Selvom han holdt hovene tæt ind til sig, så langede han alligevel ud med den ene mod den spraglede. Nakken var igen knejset for maksimum beskyttelse selvom det vel aldrig var til helt at undgå knubs.

Det lykkedes endelig den spraglede Drezar at tvinge den sorte I vejret. Da han først fik rejst sig, bemærkede Drezar dog, at den sorte ligeså gav plads til ham; en værdig modstander med et ærligt sind. Drezar slog et hvin i vejret, inden han, ligesom den sorte hingst, hakkede ud. Dog var den sorte forberedt, det vidste Drezar, men derfor hakkede han alligevel ud, selvom det for mange kunne virke ganske nyttesløst. Men det nyttede, fordi det holdt fokus på den sorte hingsts hals, og bagefter trådte Drezar et lettere vaklende skridt tættere, for da at klynge sine ben frem og omkring den sorte. Han havde ham nu, det vidste han, men om den sorte ville sparke eller bide nu, vidste han ikke. Han var lidt sårbar i denne stand, og derfor prøvede han nærmest med det samme og tvinge vægten til siden, og få ubalance nok i den sorte til at han ville vælte; så kunne Drezar selv fortsætte sine ben nedad og ramme jorden på alle 4 ; forhåbentlig.