Shortcut

Den spraglede hingsts hak ud mod den sorte Titan var han forberedt på. Han vidste der ville komme et eller andet: en hov, et bid – en eller anden form for angreb, for det var jo ikke bare en konkurrence om hvem der kunne stille sig på to ben og række højest mod vejret. Det ville titan vinde, med meget lidt – for han var en lille smule større end den spraglede hingst. Det lykkedes dog for den mangefarvede hingst at få fat i den sorte hingst – et greb han ikke bare lige kunne vride sig ud af, og det begyndte at knibe med balancen da den spraglede begyndte at trække ham sidelæns. Det var et uungåeligt fald den sorte Titan ville komme i møde, men han ville ikke møde det alene. De stod jo begge på to ben og derfor havde ingen af dem den helt store balance. I stedet for at falde lige så stille, lod Titan tænderne bide fast om en tot af den spraglede hingsts man, og mens han prøvede på at få sat det ene forben fast så den spraglede ikke bare ville kunne slippe ham, smed han sig til siden og forsøgte at trække den spraglede med. Titan ville falde uanset hvad, så han kunne lige så godt få det bedste ud af det, og trække sin modstander med sig.

Det der ikke skulle ske, skete. Da den spraglede havde slået sine forben omkring sin modstander, og vel også skubbet ham ud af balance, hev den sorte fat i den spraglede sjæl, der ikke havde balancen og kraften til at trække imod. Det endte med, at de to hingste røg til jorden med et dunkelt, hult bump. Det var et slag, der ramte den spraglede både psykisk og fysisk, for det var absolut ikke rart at lande sådan på den hårde jord. Det var dog kun overfladiske skræmmer som de to hingste havde raget til sig; de havde begge muskler til at beskytte det, der lå under pelsen. Den spraglede rullede om på maven, med sine forben strakt frem foran sig og rystede voldsomt på hovedet. Med et lidt undrende, utilfredst og samtidig udmattet fnys rettede han blikket imod den liggende sorte.

,,Hvor i al verden har du den styrke fra, unghingst?”

Sagde han, med den sprøde og lækre stemme som kendetegnede ham, i det han lod sine bagben trækkes ind under sig, således at han kunne skubbe sig selv op. Snart stod han igen på alle 4 og lod sin krop rystes igennem, så det værste jord røg af. Da han havde rettet sig op, vendte han de krøllede ører direkte imod den sorte hingst, som han lige havde brugt en rum tid på at udfordre. De stod begge to nu som sejrende og tabere. Men sådan var det – en kamp, der havde været lige og udmattende, og i bund og grund var Drezar tilfreds med resultatet – det havde givet ham noget, han længe havde haft behov for. Udfordring, udfoldelse, udmattelse.

Turen mod jorden føltes næsten som en evighed. Alt foregik nærmest i slowmotion for den sorte unghingst, og han måtte næsten have lavet et underligt udtryk i hovedet på vej ned, på grund af viden om at han var ved at falde og når han ramte jorden ville det gøre ondt. Ikke så ondt at det ikke var til at holde ud, men alle slag gav en smerte i hver deres kategori. Der var de store smerter og de små, og dette fald kunne umuligt være en af de største smerter. Det var det heller ikke og derfor fik den sorte hurtigt pusten tilbage, for han mistede ikke alt luften af faldet.
 
Lidt omtumlet fik han rullet sig selv rundt så han lå halvt på maven og halvt på siden og sprallede en smule med benene for at komme ordentligt rundt over på den anden side. Det tog ham ikke lang tid at komme på benene igen, og sandet blev rystet af så det stod ud i en lille støvsky omkring de to hingste, og hans opmærksomhed blev efterfølgende rettet mod den spraglede hingst, der nu talte til ham.
 
”Styrke? Jeg har den ikke nogen steder fra. Nok bare aktiv hverdag måske?”
 
Han havde den jo sådan set kun fra sig selv. Det var ham selv, hans træning og nok også de unoder han af og til havde lavet med Xenon der havde givet ham de muskler han besad.

Han måtte virkelig give den sorte hingst, at han havde musklerne I orden. Aldrig havde han mødt sådan modstand siden hans bedste ven Thork, som desværre havde måttet lade livet i deres kamp for overlevelse på skibet – men her, foran ham, stod en med matchende styrke og teknik. Og så endda en unghingst! Med et kort fnys rankede den spraglede sjæl sig op, inden han med et meget intenst blik beskuede den sorte hingst, som han kort forinden havde kæmpet imod. Han havde den ingen steder fra? Forundret rynkede han på brynene, inden han da stampede i jorden. Godt så.

,,Ingen steder fra, aye? Det er måske bare sådan noget.. du kan? Hvor er du født henne da?”

Drezar kunne måske få det til at give mening, hvis hingsten var født et sted hvor de trænede meget, eller hvis hans forældre havde været utroligt velbygget og havde arvet ham et godt og solidt grundlag for at udvikle sig så stærkt. Men ellers, ja, så var det måske bare fordi han havde været i det her land længere? Måske blev man bare.. stærk her?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Shortcut Wordcount: 237 | Tag: Drezar

Den sorte hingst så vurderende på den spraglede hingst. Han talte på en mærkelig måde, som Titan ikke havde hørt her før. Han måtte være udefra. Selvom han også selv var udefra, så var dette land alt hvad han kendte. Han havde været for lille til at huske sit hjemland og sine forældre.

”Det er måske bare sådan noget jeg kan, ja. Jeg er født langt væk herfra, men jeg kender ikke stedet. Jeg har kun hørt historier. Jeg var for lille til at kunne huske noget som helst, da jeg blev bragt hertil”

Titan var praktisk talt moderløs. Han havde ikke haft en opvækst som de andre føl. Han havde ikke haft brug for sin moders mælk. Det var en egenskab der var blevet ham givet. Han rankede sig en smule op, for selvom han nu kun stod og talte med hingsten og ikke var midt i en kamp, så ville han da ikke se ud som om han pludselig var blevet mindre farlig eller mindre hingstet. Titan ville gerne vise at han ikke var en af dem man bare lige skulle skubbe rundt med, ikke som han var blevet da han var mindre, af de fleste fremmede.

”De kalder mig Titan”

Præsenterede han sig selv. Om det var hans navn kunne han ikke vide. Det var et navn der var blevet ham givet her, men nok ikke det navn han havde fået af hans forældre.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

Drezar lod sit blik forblive på den sorte hingst. Selvom deres kamp var overstået nu, var det tydeligt at den sorte ikke blot ville vise sig fra almindelig, afslappet side af. Han holdt endnu den ranke holdning og musklerne klar, i tilfælde af at Drezar ville gå på ham. Et smil plantede sig på mulen af den spraglede hingst; for netop den attitude havde han selv alt for ofte haft på overfor Thork. Med et ryk slog han hovedet op og til side, markerede sig – men ikke på den opildnende måde. Han ønskede ikke på nuværende tidspunkt at fortsætte kampen; men det var bestemt ikke sidste gang han havde prøvet kræfter af med den sorte hingst. Snart begyndte den sorte dog at snakke, fortælle. Han var ikke født her, men langt væk herfra, som den spraglede selv; så det var måske ikke landets egenskaber der havde givet ham styrken i så ung en alder. Drezar prustede dybt, men ganske tilfreds med det svar han havde fundet. Godt nok gav det ham ikke et facit, men måske han kunne finde det en anden gang. Derpå trådte han et lille skridt nærmere hingsten, for engenlig for første gang at tage ham i åsyn. Langsomt lod han sin mule søge ned langs siden på den sorte for at indsnuse hans dufte, vurdere hans krop med blikket. Da han følte, at han havde fået set godt nok efter, trak han mulen til sig igen.

,,Aye .. Titan? Et navn der passer ganske godt. Det er et stærkt navn. Jeg selv hedder ..”

Han stoppede kort. Han havde jo faktisk to navne; et navn hans moder havde døbt ham, og et navn som hans ejer havde givet ham. De to navne brugte han egentlig lidt på skift, alt efter situationen. Men ingen havde imponeret den spraglede hingst så meget som den sorte i dette land; så det forunderlige skete. Han gav ham begge.

,,Af min moder er jeg døbt Drezar. Men jeg har et andet navn også, givet til mig af min ejer. Jagis. Du kan kalde mig hvad du vil”

Sagde han da med den sprøde og lækre stemme. Den utrolige rå tone, der lå i brystet på den spraglede hingst måtte være blevet arvet fra hans fader. I hvert fald havde han ingen problemer med hans toneleje selv; nej. Sommetider, og kun sjældne sommetider, havde han endda blot snakket med sig selv, fordi lyden af hans egen stemme ikke var så forfærdelig endda.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Shortcut Wordcount: 274 | Tag: Drezar

At hingsten trådte tættere på fik ikke Titan til at flytte sig. Den sorte hingst ville ikke lade nogen flytte rundt med ham ved bare at komme tættere på – eller med ord. Det eneste der kunne flytte ham var hans egen vilje, eller hvis nogen meget stærkere truede ham, og selv der ville han nok sætte sig imod og brokke sig. Det var måske ikke kun stædighed, men også dumhed. Den sorte hingst var dog ung, og havde stadig meget at lære. Rigtig meget. De sorte ører blev vendt bagud, ikke helt ned i nakken af utilfredshed, men han trak hovedet til sig også, fordi han syntes den spraglede hingst var liiiidt for tæt på, og han havde mest af alt lyst til at sige til ham, at han altså ikke var en hoppe der skulle pilles ved. Idét han trak hovedet til sig igen, slappede den sorte hingst også en smule af i den anspændte holdning, men uden helt at lade paraderne falde.
 
”Drezar, Jagis eller hvad du vil. Right! Men jeg synes ’hvad du vil’ er lidt for langt. Kan man ikke forkorte det til ’hvad’?”
 
Der var en lille flabet tone i hans stemme, og det drillende smil der spillede om mulen på ham, bevidnede også at han selvfølgelig ikke var så dum, men bare tog lidt pis på ham.
 
”Drezar. Hvor stammer du fra? Jeg har aldrig set nogen med så mange..... fugleklatter over det hele”
 
Med fugleklatter mente han selvfølgelig de meget sære aftegn hingsten havde, som Titan aldrig havde set magen til før. Han havde set brogede, men aldrig på den særlige måde. Heller ikke de buede ører.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

Den sorte hingst fandt det tydeligt en smule anstrengende, at den spraglede hingst med de indadvendte ører kom ham nær. Han havde måske ikke haft en opvækst som hans egen; så måske hingstene i hans omgangskreds hilste hinanden anderledes an. Uanset hvad, måtte han finde sig i det, for Drezar veg ikke fra hans normer. Da først han havde trukket sig fra den sorte Titan, lod han til at slappe mere af igen. Men afslappet, var måske ikke ordet at sætte på den unge hingst, for snart kom hans yderst flabede, kække svar frem. Drezar reagerede dog ikke videreligere negativt over den måde at blive tiltalt på. Der lå en udfordring i det, som han fandt underholdende.

,,Der er krummer i dig, knægt.”

Startede den spraglede hingst ud, inden han langede et forben frem i den tomme luft foran dem. Der var plads nok til at han kunne gøre det, uden at røre den sorte. Derpå rankede han sig ganske nobelt op. Hans indadvendte ører rørte næsten hinanden, når han stod med dem fremme, som han gjorde nu. Ganske opmærksom på denne Titan.

,,Jeg stammer fra Indien. Jeg boede nær kysten hos en ydmyg mand, sammen med min moder, en anden hoppe og en hingst ved navn Thork”

Et pludseligt jag gik gennem hans indre. Følelsen af at drukne kom igen. Minderne om havet, om Thorks pludselige bortgang fik den spraglede til at krænge ørerne bagud. Et kort fnys forlod hans mule, inden han vendte al opmærksomhed tilbage på Titan. Og med en kort anstrengelse lagde han de grusomme minder fra sig, de måtte spøge senere.

,,Men sig mig, sorte. Hvor har du fundet den tjærepøl du har rullet dig i? Kan godt lide det skær, som den har sat i sin pels”

Drezar var overhovedet ikke bange for at give igen, og med et smil på mulen havde han nu gjort det. Han kastede atter med hovedet, nærmest opfordrende. Den sorte var yderst interessant, og samtidig lod han til at have et godt potentiale lagt i hans krop. Måske også i sindet?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Shortcut Wordcount: 377| Tag: Drezar

Titan skar ansigt ved hingstens ord. Hvad mente han med det? Der var da ingen der havde spist af ham, og hvordan skulle han kunne vide hvornår han sidst havde spist?
 
”Krummer?”
 
Han rystede dog på hovedet med et smil og et halvt grin, men blev en smule seriøs da hingste fortalte om hvor han kom fra. Indien. Et sted som Titan aldrig havde hørt om før, så han kunne næppe forestille sig hvordan det havde været eller hvordan det havde set ud. En mand. Hvad var en mand? Det var ikke noget han havde hørt om før, men det kunne være han fik forklaringen på et tidspunkt. Han forstod dog at den spraglede ikke havde været alene, men det lød heller ikke som om der havde været mange. Kun et af individerne han havde levet sammen med, fik Titan navnet på. Thork. Det måtte betyde at denne Thork var mere speciel end de andre.
 
”Hvor er så denne Thork henne nu?”
 
Det kunne være de var fulgtes ad hertil? Hvem vidste det. Det kunne være at denne Thork faktisk lå og var klar til at komme med et bagholdsangreb. Naaaaah! Hvorfor skulle den spraglede Drezar så fortælle om ham? Den sorte hingst så ned af sig selv. Den sorte krop var dækket ind i sved, med sand klistret til benene og resten af kroppen. Han rystede sig en ekstra gang for lige at få det meste af det af, selvom det ikke lod til at være en mulighed lige med det samme.
 
”En tjærepøl. Jeg ved ikke hvad tjærepøl er, men jeg er rimelig sikker på jeg ikke har rullet mig i noget som helst. Til gengæld er jeg sikker på jeg har produceret en ordentlig mængde sved”
 
Det sidste fik han sagt med en latter. Han kunne godt lide at svede. Måske ikke så meget varmen, men han vidste at det holdt ham i gang. Det holdt ham i form – og ikke mindst, så var det også en måde at sørge for musklerne ikke blev slappe. Havde han ikke jævnligt sørget for at gøre musklerne trætte så de kunne forbedre sig og være klar til næste gang de skulle yde samme mængde motion, så ville han ikke have haft en chance mod den spraglede hingst.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

Det var som om, en fælles forståelse var gledet over de to hingste. Kampen var overstået nu, for længe siden, og kommunikationen var opstået. De havde begge indgået en utalt pagt om ikke at springe i hovedet på hinanden indenfor det næste stykke tid; og det gættede Drezar også på, at de begge var for udmattede til, når det kom til stykket. Eller var de? Han rankede sig en smule og lod de udtryksfulde øjne studere den sorte meget nøje, imens han talte. Et grin forlod hans strube lidt efter. Hans ord var åbenbart ikke nogen, som den sorte kunne nikke genkendende til, for krummer og tjærepøl havde han vidst ikke overhørt før.

,,Krummer, aye.”

Sagde han med et grin forsat vibrerende fra hans mule. Han var meget godhjertet, når alt kom til alt, den spraglede Drezar. Det at stå her med den unge hingst fik ham blot til at huske alle de gode tider han havde haft med Thork: alle de grin.
Da Titan spurgte indtil Thork, lagde han hovedet let på skrå. Det var minder, som var rare, men at huske på hvor Thork var blevet af, gjorde ondt. Han brummede kort, inden han gav sig til at svare.

,,Thork er i himlen nu. Oppe blandt stjernerne”

Han skævede kort imod himlen over dem. Thork var død, skudt. Straffet for en forkert bevægelse.. Det havde været så ubærligt, og selvom Drezar ville ønske at de kunne have hjulpet hinanden gennem det, der foregik på skibet, var han på nogen måde lettet over, at det kun var ham der måtte udholde det uudholdelige. Thork’s liv blev taget fra ham alt for tidligt, men den pine det havde været på skibet, ville Drezar ikke ønske for nogen. Derpå skridtede han en anelse frem for at række mulen imod den sorte.

,,Aye, det har jeg også.. Men det kan en god rulletur gøre orden på!”

Derpå nappede Drezar opfordrende til den sorte Titan, inden han uden tøven knælede og lod sin spraglede krop vælte ned i det bløde sand. I ivrige bevægelser fik han krænget sin krop rundt, fik rullet sand nærmest overalt på sig selv, og da han i et voldsomt spring fik rejst sig, var alle hans hvide pletter noget mere sandfarvede.. Derpå rystede han sig selv, inden han med en ganske tilreds brummen tilkendegav, at det var lige hvad han havde trængt til.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Shortcut Wordcount: 368| Tag: Drezar

Der kom ikke rigtig nogen forklaring på hvad den spraglede Drezar havde ment med krummer, men det kunne umuligt have været den sorte hingsts sidste måltid. Han lod det dog bare ligge da hingsten forklarede at denne Thork var blandt stjernerne. Dette bragte et undrende udtryk i Titans øjne for hvad mente han med det? Eller jo, han vidste det jo godt for det betød han ikke længere var blandt de levende, men oppe blandt stjernerne?
 
”Nogen mener vi alle er oppe blandt stjernerne, men i parallelle universer. Der er mange forklaringer på hvorfor de forskellige tror vi er havnet her. Jeg har hørt forklaringer som: vi er døde. Det er en ny chance. Det er for at skåne os fra en grusom skæbne. Det sidste tror jeg på, for jeg ville heller ikke selv have overlevet hvis ikke min søster havde fået bragt mig hertil. Så jeg er ikke død, men jeg er et helt fremmed sted. Måske flyder mit hjemland rundt i en af de mange lysende pletter på himlen. Hvis de har dag mens vi har nat kan det være derfor vi kan se dem.”
 
Selvom Titan ikke var særlig gammel endnu, så tog han da alt den viden til sig som andre kunne give ham. Han lyttede ofte meget opmærksomt, men det var ikke så mange igen der havde givet ham indblik i deres måder at se tingene på. Oftest hopper, hvilket kunne gøre det til noget sentimentalt sludder.
 
”Rulle tur siger du....... Vi er omgivet af sand, tror du der er sand nok?”
 
Det var måske en lille udfordring der kom fra den sorte hingst, for selvfølgelig var der sand nok. Titan blev heller ikke stående ret længe, men trippede på stedet inden han kastede sig sidelæns og ud i en serie af bukkespring, men han holdt dem dog ikke længe fordi han havde brugt en stor del af sin energi på den lille kamp med den spraglede hingst. Han fortsatte dog endnu et lille stykke gennem det sand-bakkede terræn og smed sig for at trille ned af en af bakkerne, selvom han nærmest gled i stedet. Det var dog grinende. Den største udfordring var ikke at få sandet i øjnene og næseborene.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

Et kort øjeblik skulle man tro, at de to hingste var ved at begive sig ind af en meget mere alvorlig, ja nærmest filosofisk vej. Den sorte Titan kom med lidt af en udtalelse; hans ord, der fortalte om parallelle universer og forskellige udgaver af forklaringer på, hvorfor de egentlig var havnet her, blev nu præsenteret for den spraglede Drezar. Han havde egentlig ikke talt med nogen om det før, og det var lidt en spøjs ting at tage stilling til. Han vidste ikke hvorfor han var her, men han huskede at drukne. Hans tanker var, at man var død og så måske levede et efterliv her, men den teori var skudt til jorden. Han følte, han snakkede, han bevægede sig og havde endda skabt et føl. Dette måtte være et rigtigt liv; men mere havde han ikke tænkt over det. Han trak kort på skuldrene, inden han betragtede Titan.

,,Jeg druknede.. Hvordan og hvorfor jeg er kommet her, har jeg ikke tænkt over – men det er nogle seriøse teorier du har dig, knægt. Aye..”

Mere sagde han ikke, men rystede blot sin krop over, således at sandet dryssede af igen. Og så var det som om, nogen trykkede på aftrækkeren. Energi blev skudt ind under skindet på den sorte hingst igen, og ingen længe var han smuttet afsted i en serie buk. Drezar stod et øjeblik, paf og følte sig ganske gammel; for samme energi niveau flød ikke i hans årer længere. Måske var det alderen, måske den nedsatte styrke efter det lange ophold på skibet, der endnu plagede ham; hvem kunne mon vide det?
Der gik dog ikke længe, førend Drezar var på vej efter Titan i meget ophøjet trav, med fyrrige bevægelser og hingstede fnys forlod hans mule kontinuert. Meget kunne smitte, og i sandhed energi, selvom han før ikke havde haft synderligt meget af det tilovers. Men nu var han på vej, afsted efter Titan, der havde en meget anderledes måde at rulle sig på – ja, han trillede i stedet ned af sandbakkerne omkring dem. Et hjerteligt grin forlod Drezar, inden han i galop toppede den nærmeste bakke; for da at glide ned af den, på den lidt anden måde en Titan. Med bagparten lav rutchede han nærmest ned af den anden side, med alle 4 hove i sandet. Et hingstet hvin forlod hans mule, inden han tumlede forover og slog en koldbøtte lige inden bakken nåede sin ende; hurtigt var han på sine ben igen og strøg hen efter den sorte hingst for at sende nap imod hans sorte krop, der nu var indhyllet i sand, nøjagtigt som Drezars. Yndige måtte de i sandhed de ud!

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Shortcut Wordcount: 231| Tag: Drezar

24. december

Det var ikke fordi han ikke ville stå og have den dybe samtale med den spraglede hingst, men Titan var næppe en at stå og snakke alvor med. Det var ikke noget der foregik ret lang tid af gangen. Desuden trængte han til at få lidt gang i hovene, og derfor undlod han også at svare på Drezars kommentar.
 
Først da den normalt sorte, nu tilsandede hest, havde taget et par runder og glideture i sandet, kom han på benene igen. Med et kækt blik betragtede han den spraglede hingst, som var mindst lige så tilsandet som ham selv, og han kom til at grine en smule, da en tanke strejfede ham. Han måtte lokke Xenon med på denne leg engang, og måske skræmme livet af et par, hvis det var muligt at finde nogen. Men det skulle nok gemmes til øen blev mere attraktiv. Det var ikke mange han havde mødt her før, og han kunne heller ikke rigtig forestille sig at øen ville være noget særlig specielt for andre, når den kun bestod af sand. Den var mere som en slags pause mellem de andre øer.
 
”Har du så levet hele dit liv, i selskab med de der... Men’skar?”
 
Han var ikke helt sikker på om han udtalte det korrekt, men det var nok også lige meget, så længe Drezar alligevel kunne finde ud af hvad han snakkede om?

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

Sandet sad klistret til deres kroppe. To, svedige og muskuløse hingste, som lige havde taget en noget speciel tur i sandets banker. Drezar modstod dog fristelsen lidt endnu til at ryste sig, for den sorte Titan, som også var kommet på sine ben igen, efter turen ned, talte nu. Drezar lod de indadvendte ører tippes frem, lyttende. Han nikkede kort og bekræftende, for egentlig havde hele hans liv været i selskab med mennesker; både før og efter Skibet. En kort gysen gled over hans krop ved tanken om det vakkelvorne skib, der havde sendt ham i døden, før han vågnede i dette land.

,,Aye, det har jeg. Men ikke alle mennesker er søde – heller ikke ved hinanden”

Hans liv havde været i deres hænder, og selvom han ikke var død for menneskers hånd, så havde Thork mistet livet på grund af dem. Men ligeså havde Drezar observeret hvordan de havde udslettet hinanden, hvis noget var gået galt. Skændes, slås, skudt. Hele to mænd fra skibet var døde på den tid han havde været der, så mennesker var både fantastiske og grumme, en konklusion han havde draget for længst. Dog ønskede han sig ofte tilbage, til dengang tingene var gode.
Han brummede kort for sig selv, for at bryde sin tankestrøm. Han havde selskab, endda et han kunne udstå, som udfordrede ham og fik ham til at grine.

,,Har du altid boet så.. frit?”

Spurgte han da, inden han sendte et friskt puf imod den yngre hingst. Modig var han, spontan. Et godt selskab, hvis man endelig skulle slå sig sammen med nogen.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Shortcut Wordcount: 353| Tag: Drezar

Titan lyttede, og nikkede. Det var heller ikke alle heste der var søde ved hinanden – eller generelt søde. Det kunne han i hvert fald skrive under på. Han havde ikke gjort den sorte hoppe noget, andet end at være i nærheden af hende, da hun gik til angreb på ham. Alt hvad han søgte dengang var en lille smule leg og lidt tryghed. Han sendte et nap tilbage mod den spraglede hingst med de sjove ører, og vippede sine egne rundt. Han var ikke en der stod stille ret lang tid af gangen, og derfor kastede han hovedet til siden som for at vise den spraglede hingst, at han skulle følge med, og Titan begyndte derpå at trippe fremad.

”Jeg er ikke sikker på hvor jeg er født, eller hvor mine forældre er – eller hvordan de så ud eller var. Men alt den tid jeg kan huske, har jeg boet her. Ikke nødvendigvis her, men i hvert fald dette land. Så ja, jeg vil vove at påstå jeg altid har været fri. Hvis babysitter ikke tæller med som fangenskab”

Han havde ikke rigtig lyttet til ordrerne han fik da han var mindre. Han listede sig da gerne væk for at lege – men han kom dog også tilbage igen eller fandt en vej tilbage hvis han var blevet væk. Han var ikke så uopdragen. Men han var ikke altid med på at traske rundt og ikke være i kontakt med fremmede. Det havde også skabt ham nogle venskaber. Et bestemt venskab til en bestemt hingst han altid ville se som sin bedste ven. En hingst han overvejede meget kraftigt at introducere Drezar for.

”Hvad med jeg viser dig hvor jeg er fra, nu hvor jeg har muligheden for det?”

Den spraglede hingst havde jo ikke mulighed for det, eftersom hans hjem ikke var her – eller ikke havde været her hele hans liv. Han havde dog givet en detaljeret beskrivelse, der kunne forme billeder i Titans hoved, og han ville da gerne vise hingsten hvor han var fra og hvorfor han måske var som han var. Han havde trods alt spurgt ind til hans styrke.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]