As time passes by [AVA]

Ava smilede. Et lille smil, men et oprigtigt smil. Ordene varmede hende, selvom hun for det meste var mere eller indre ligeglad med andres holdninger omkring hende. Der var kun meget få hun ikke ville skuffe. Hendes moders søster var en af dem, den skimlede hingst også, selvom hun kun havde set ham den ene gang – og allerede den ene gang havde han lært hende et par ting, som hun dengang havde brugt meget, men som nu var mere eller mindre glemt. Glemt og opgivet. Og måske alligevel ikke helt. Men det lå i dvale. Der var andet der flød rundt i hendes tanker nu. Mindraper var den tredje og sidste hun ikke ville skuffe, men hun havde også på fornemmelsen af at det var meget lidt som kunne skuffe ham.
 
”Datter af blod, men jeg kan ikke kalde hende min datter. Jeg kender hende ikke."
 
Det var vel det sidste hun havde at sige til det emne. Der var ikke så meget mere at sige, for det ville på ingen måde ændre noget. Hvad der var sket ville forblive sådan, for ingen kan ændre fortiden. Man har kun mulighed for at påvirke fremtiden – og skulle der nogensinde opstå et mor og datterbånd, så krævede det nogle store ændringer.
 
”Hvordan har du det?”
 
Den sorte hoppe trak sig lidt væk fra den spraglede hingst, så hun bedre kunne se på ham. Emnet havde længe hvilet over den sorte hoppe, og hun ville gerne fritages fra opmærksomheden. Hun var da også interesseret i at høre hvad han havde at fortælle - og hvad han havde oplevet, for han havde vel ikke ledt efter hende siden deres sidste korte møde?

WORD COUNT: 278

Han trak kort mulen til sig med et lille smil. Han strøg hende blidt over ryggen med en svag maskulin brummen. Han var glad for at se sin Ava igen og han håbede da at de kunne dele endnu et roligt øjeblik for selvom han var en anelse kølig i det, så var Ava en undtagelse. Hendes bemærkning fik ham til at vippede med ørerne og han nikkede blot til hende. Sådan var det nu engang og han bekymrede sig ikke så meget om det. For det var vel også hans fejl at han ikke havde været der så meget, overhovedet. Han rettede sig let op og så nu på hende, inden han kærtegnede hendes mule, inden hun trak sig væk efter et spørgsmål. Han kom med en let utilfreds brummen, men holdt så mule.

” Stille og roligt, der sker ikke meget i det her gudsforladte land. Tjah det eneste lyspunkt i min mørke tilværelse er vel, dig Ava. ”

Sagde han hudløst ærligt. Han trådte nu hen til Ava, for hun skulle ikke gå for langt væk. Han lod blidt mulen stryge flygtigt over hendes skulder og fortsatte om til hendes kryds, som han lettere tirrende kærtegnede med et kådt udtryk i de gule øjne. For at peppe hende lidt op.

Mindrapers ord fik den lille sorte hoppe til at smile. Hvordan noget så mørkt som hende kunne være et lyspunkt i en andens tilstedeværelse var ikke helt til at sige. Det måtte være en meget mørk tilstedeværelse. Og hvem ved? Måske var hans sind endnu mørkere end hendes. Han havde trods alt været mere indelukket end hun var engang.
 
Hendes blå øjne stirrede frem i mørket – altid på vagt. Man vidste aldrig hvem der kunne gemme sig hvor, men det var dog sjældent hun havde set andre end flokkens medlemmer, og andre der kunne tænke sig at joine flokken. De små sorte ører blev vendt mod den spraglede Mindraper, da hans mule flyttede sig fra hendes skulder og hele vejen om mod hendes kryds. For et kort øjeblik hævede hun den ene baghov som hvis hun skulle til at losse ud efter ham, men hun gjorde det alligevel ikke. I stedet slog hun et svirp med halen og knejsede i nakken til den dannede en lille bue. Med små trip begyndte hun i stedet at flytte hovene i en lille dans.

WORD COUNT:181

Mindraper fnyste kort af hendes bagben, men rykkede sig ikke. Han var mørk af sind og det havde han været siden dag et. Det var der ikke nogen der kunne lave om på udover ham selv, men han ønskede ikke at lave om på det. Han var sig selv, men kunne godt gå på kompromis hvis han ønskede selvskab, man måtte vel yde lidt.
Han løftede nu hovedet en anelse og nippede til hendes bagparti da Ava nu begyndte at danse væk og han stampede nu med forbenet i jorden, inden han brummede maskulint af hende, men han forblev stående stille for en stund, inden han med et par store hop var oppe foran hende og han stod atter stille. Han dansede ikke, ikke i så stor grad som førhen, og ligenu var det eneste han ville blot at være tæt på Ava og ikke alt det andet der oftest hørte sig med.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Time passes by Mindrapers stampen i jorden forhindrede ikke den sorte hoppe i at trippe lidt rundt. Bagparten fik hun også svinget rundt så hun igen stod med fronten mod den spraglede hingst og betragtede ham med et nærmest kådt blik. Hun var en smule mere livlig end hun havde været til at starte med, og bekymringerne var heller ikke så gennemtrængende mere – for nu vidste hun at der i hvert fald var en der stod bag hende uanset hvad. Den sorte og lidt spinkle hals blev strakt frem mod den spraglede og muskuløse hingst, med en mimrende mule. En anelse drillende nappede hun efter hans, men trak også hovedet til sig igen, for han lod ikke til at være i det mest muntre hjørne. Men hvornår så han også sådan ud? word count, 129

[/td][/tr][/table][/center]

Et kort glimt spillede i hingstens øjne og han knejsede let i nakken med en hingstet brummen. Han skød brystkassen frem og spillede en anelse med musklerne for hende. Han klukkede da let af hende, men han nød skam inderst inde at hun var livet mere op. Han strakte da hans mule for kort at møde hendes med en særlig ømhed, en han kun besad overfor Ava, inden hun da besluttede sig for at nappe efter den. Det fik Mindraper til at tage et let hop frem mod hende med en ophidset brummen, inden han nappede efter hendes knæhase, inden han tirrende strøg sin mule og over hendes skulder.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by Ava var på dupperne, trippende og opmærksom. Da hans mule kom nærmere hende strakte hun selv halsen mod ham, og da han nappede trak hun hovedet en smule tilbage men nappede hurtigt ud i retningen af hans som gengæld. Den sorte hals var bøjet så meget at den lyse mule efterfølgende trak sig ind mod bringen, og da han sprang frem mod hende dansede hun en smule rundt. Ikke så meget væk fra ham, men hun stod ikke stille. Hans nap efter hendes knæhaser fik hende til at løfte hovene som hvis hun skulle til at sparke ud efter ham, men hun vidste godt han ikke gjorde hende noget – og derfor var hun også lige nu ganske ufarlig. Hun var jo ikke bange for at dele et par slag ud hvis nogen var for nærgående eller på nogen måde irriterende hende. Mindraper kunne dog aldrig irritere hende, for hun nød hans selskab. Hendes mule blev strakt mod hans igen da han strøg den hen over hendes skulder. word count, 167

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper skød brystkassen frem med en maskulin brummen, da Ava nu begyndte at danse rundt. Han løftede blikket og slugte hendes nærmest med det. Han kunne beskue hende i dagevis hvis de skulle være, hun bragte hans bedste sider frem, men dybt inde under huden også de værste. Han ville aldrig gøre hende fortræd, men ve den sjæl der ville forsøge på det.
Da Avas mule søgte hans kunne han ikke lade være med at puste sig op som det testosteronfyldte bæst han nu var. Han kærtegnede hendes mule med stor ømhed, men samtidigt også med en stor intensivitet på grund af det hormonfyldte stadie han nu var i. Han lod hans næseryg hvile mod hendes, inden hans næsten hviskende talte til hende.

” Jeg har savnet dig Avah ”

Hans stemme var dyb, men særdeles øm, for netop Ava var hans ømme punkt og nok hans eneste svaghed.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by Mindrapers ord varmede den sorte Ava om hjertet. Det betød meget for hende, at hun havde en form for betydning for andre. At alle ikke bare var ligeglad og passede sig selv. Meget havde ændret sig siden hun var kommet til landet – hendes syn havde ændret sig meget, for ingen lod til at bekymre sig særligt meget om hinanden. Der var ikke den samme form for sammenhold som der hvor hun kom fra, og det var på trods af de små familier der efterhånden var dannet rundt omkring.   ”Ikke mere end jeg har savnet dig”   Svarede hun tilbage. Det var sande ord. Selvom der kunne gå lang tid mellem deres møder, så ændrede det sig ikke rigtigt. Han var en af de få der havde gjort et ordentligt indtryk på hende, og selvom deres lille forsøg på en familie var mislykkedes, så ville Ava ikke bare stikke halen mellem benene og gå sin vej. Mindraper var jo ikke bare en hingst. Han var blevet til en ven, en lytter og lige så stille blevet til mere og mere – men hvad han var nu vidste hun ikke. Uerstattelig måske? word count, 188

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper strøg hende ømt over skulderen med en hingstet brummen løftede han hovedet og så på hende med et varmt udtryk i det ellers skarpe gule øjne. Ligeledes spillede et varmt smil på hans mule og han trykkede mulen mod hendes. Han troede hende ikke, hvordan kunne nogle savne nogen mere end han havde savnet hende.
Bare det at være nær hende igen var helt berusende for den spraglede hingst, som var i færd med at strøge mulen over hendes ryg, inden han lettere tirrende nippede hende på krydset. Han kunne ganske enkelt ikke lade hende være overhovedet. Den maskuline brummen var atter at finde i luften omkring dem, i det Mindraper dansede en runde omkring hende, inden han puffede til hendes lår.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by Ord var ikke nødvendige for de to. Ava forstod ham, og hun var næsten sikker på han forstod hende også. Da han trykkede sin mule mod hendes, gav hun hans et lille blidt og kærligt puf. Hun følte sig altid tryg omkring ham – og det var uanset om mørket hærgede eller lyset afslørede alt. Skyggerne havde hun ikke set i noget tid nu, men hun kunne stadig høre deres hvisken når hun lukkede øjnene for at sove. Stemmer i hovedet der overtog hendes drømme for at ændre dem til mareridt.   Da hans mule gled ned over hendes ryg fulgte hun ham med de isblå øjne. Det ene øre forblev vendt mod ham, og da han nippede til hendes kryds gav hun sig til at trippe lidt. Hun blev dog stående stille da han kredsede omkring hende, men hun fulgte ham stadig med blikket, opmærksomt. Idét han puffede til hendes lår, hævede hun en anelse drillende bagbenet som for at losse ud efter ham, men hun gjorde det ikke. I stedet slog hun et svirp med halen. Det kunne vel kun kilde ham. For Ava var ikke interesseret i at gøre skade på ham, som aldrig har gjort hende ondt. word count, 199

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper brummede lettere maskulint af Ava's drilleri og han nappede hende blidt i ballen som respons, inden han modtog svirpet fra hendes hale med en svag klukken og et skævt smil på den mørke mule. Han lod da denne hvile på hendes kryds og han vippede kort med ørerne i det han lod blikket hvile i Ava's øjne.
Han fandt en vis ro omkring hende, en ro som blev bragt af en varme han aldrig i sit liv havde troet han ville komme til at opleve i sådan en grad som han gjorde hver gang han så på den sorte hoppe. Han fjernede nu mulen fra hendes kryds og bevægede sig hen til hendes front, hvor han ømt lod mulen stryge op over hendes skulder og viderede op bag hendes øre, hvor han tirrende nappede lidt til hende, inden han strøg mulen over hendes kind og nu ømt kærtegnede hendes mule.
Han kunne dog ikke blive stående ret længe før hans mule igen gik på opdagelse over hendes sorte krop, den søgte nu ned over hendes hals igen, hvor han nappede lidt til hendes manke, og derefter puffede en anelse til hende, for at få hendes lidt igang.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by Nappet i den sorte hoppes balle, fik hende til at flytte den en smule til siden. Hun var helt spændt. Ikke anspændt, men opmærksom på alt. Hver eneste lyd og hver eneste lille berøring. Hver gang Mindrapers mule rørte hendes sorte pels sitrede den nærmest under hårlaget. Som en lille strøm der summede gennem hver eneste nerve. Da hans mule endnu en gang kom tæt på hendes hoved, lukkede hun øjnene og brummede mildt, med en lille undertone af hoppe. Da han puffede til hende, slog hun endnu en gang et svirp med halen, og begyndte nærmest at danse lidt sidelæns før hun endnu en gang stoppede. Der var en smule leg over det, men samtidig også en smule udfordring. word count, 120

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper løftede hovedet let og trippede en anelse til siden. De røde øjne stirrede på hende og han lod et let smil spille over den mørke mule, inden han vovede sig tættere på den sorte hoppe, nu med knejset nakke og en hingstet brummen. Han begav sig nu atter helt tæt op af hans Ava, som han atter nappede en anelse tændt til.
Han lod da mulen glide langs hendes rygrad og han lod den kort hvile på hendes kryds, som han blidt kærtegnede. Mulen blev herefter strakt frem mod hendes hale, som han undersøgende nippede til, inden han trak hovedet bagover i en flehmen. Selvom Ava's tilstedeværelse kunne få ham i et lettere ophidset stadie, så gjorde brunsten det bestemt ikke bedre. Han prustede kort, inden hun lod mulen glide over hendes baglår, mens han skævede op mod hende. Mindraper vidste skam godt at hun ikke sådan umiddelbart ville skade ham, men han var vel bare en lille smugle gentleman.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by Ava kunne ikke lade være med at drille ham bare en lille smule, så da han vovede sig tættere på igen efter at være trippet lidt væk, lod Ava sine føder bringe hende lidt væk fra ham i en lille dans. Selvom hun var lille og havde kraftige ben der gjorde det muligt for hende at vandre i bjergene uden de helt store problemer, så var hun også en anelse spinkel. Det var ikke som de andre. Dog havde den lidt stressende tid vel også sat sine spor. Selvom hun havde forholdt sig nogenlunde roligt, så var det da også stressende for hende at skulle lede efter det føl der var blevet væk. Det føl som hun burde have passet på. Men det var slut nu. Det måtte også efterhånden være stort nok til at kunne klare sig selv – for i live var det. Hun havde set det få gange.   Hun lod ham dog komme tæt på igen i stedet for at blive ved med at danse væk. Hun var jo heller ikke interesseret i at flygte fra ham. Da han nippede til hendes hale trak hun den lidt til siden og brummede feminint, mens hun tog et par trippende skridt på stedet og endnu en gang stod stille. Hun vidste godt hvad han var ude på, og hun ville ikke stoppe ham, bare fordi deres første forsøg ikke var gået helt efter planen. . word count, 234

[/td][/tr][/table][/center]