As time passes by [AVA]

Mindraper var ikke sen til at opfange Ava's små signaler og han stod da også hurtigt klods op af hendes bagparti, hvor han nippede lidt til hendes hale. Han flehmede endnu engang, før han besluttede sig for at komme i gang. Han satte af fra jorden og lod sig ganske varsom dumpe ned på ryggen hende. Han lod da mulen glide over hendes manke, som han tog et blidt tag i, inden han begyndte at bedække hende. Han vidste godt at Ariels opvækst måske ikke havde været så vellykket, men deres datter var i live, og så ud til at trives fint. Derfor bekymrede det ham ikke så meget at han nu skulle bringe endnu et føl til verden med Ava.
Han lod sig da glide ned fra hende da han havde gjort det han skulle og stod nu og nussede hendes bagparti inden han sendte hende et uskyldigt udtryk og skridtede op på siden af hende, og puffede blidt til hendes kind.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by Ava brummede en smule og trippede ganske kort på stedet, for at finde ordentligt fodfæste, der kunne bære den ikke helt lette hingst. Selvom han ikke var kraftig, så var han jo heller ikke uden muskler og knogler. Da han fik det hele sat i gang, lod hun mimrende mulen ligge mod hans ene forben. Da han lod sig glide ned igen, blev hun stående som var hendes hove groet fast til underlaget. Gradvist lod hun halen falde tilbage på plads mens han stod og nussede hende, og da han nåede op på siden af hende nippede hun blidt til en af hans lokker, og lod hovedet hvile ind mod hans hals. Hvad ville hun gøre den dag han forsvandt? Alt trygheden ville være væk. Hele landet ville sikkert være anderledes at færdes i. Trist, kedeligt og gråt – og ikke mindst ensomt. Ord var stadig ikke nødvendige fra Avas side, for hun talte ofte gennem kropssprog eller de isblå øjne. Hun gav ham dog et lille puf da hun flyttede sit hoved igen, og begyndte at vandre stille og roligt fremad – og lod de blå øjne søge tilbage mod ham for at se om han fulgte med. . word count, 197

[/td][/tr][/table][/center]

Den følelse af at være sammen med Ava kunne ikke erstattes af nogen anden. Hun bragte ham lykke og en glæde som han aldrig havde følt før. Han havde altid gået og været bitter, trænet i at tjene det onde, men med Ava kunne han smide alt det langt væk. Jo ganske vidst var der ingen af de to der var hellige, men de havde jo hinanden.
En maskulin brummen blev hørt fra ham da hun hvilede hovedet mod hans hals og han kærtegnede hende derefter ømt på hendes egen. Hun var dog ikke sen til nu at begynde at vandre lidt frem og Mindraper fulgte hende blot som en lille hund. Dog ikke uden at placere et drillende nap i hendes bagdel, inden han trippede helt op på siden af hende, mens han ikke kunne lade være med at gøre sig lidt til.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by 10. December Da Mindraper trippede efter hende, men ikke kunne holde mulen fra hendes bagpart, lod Ava halen svirpe ud efter ham. Ikke for at gøre ham ondt, men i en form for drilleri. Så snart han nåede op på hendes side, plantede hun et lille nap ved hans skulder. Ord var ikke altid nødvendige, men et lille spørgsmål var begyndt at forme sig i Avas tanker, som hun var nødt til at dele med den spraglede og guløjede hingst.   ”Tror du vi bør sige noget til din mor og Leonora?”   Det første forsøg var jo ikke gået så godt – hvad angik det med at passe på føllet, selvom det var vokset op og havde lært at klare sig selv. Hun havde jo lovet Leonora at passe på sin datter, men havde fejlet groft, og hun forventede næsten en skideballe af den prikkede hoppe. Hun forventede næsten at høre, at hun ikke egnede sig som mor. .

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper skød brystkassen frem og lod en smil tegne sig på den mørke mule. Han gjorde et kast med hovedet og gjorde sig blot mere til overfor hende, selv efter akten var udført. Ava havde nemlig sådan en plads i Mindrapers hjerte at det ville være helt utænkeligt at miste interessen for hende. Han lod dog de mandelformede ører vippe spørgende frem og tilbage ved hendes spørgsmål. Han rømmede sig en anelse.

" Det behøver vel ikke være nødvendigt, men for god ordens skyld på du hellere underette Leonora, så skal jeg nok snakke med min moder. "

Brummede han så og puffede opmuntrende til hende. Ava's bekymring var tydeligt at høre i undertonen på spørgsmål, for hvorfor ellers spørge. For Mindraper behøvede han dog ikke deres velsignelse, for han havde fuld tillid til Ava.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by 22. December Den sorte hoppe betragtede den spraglede Mindraper, med et smil. Hun blev nok aldrig træt af det syn, og det var heller ikke et syn hun ville undvære i alt evighed – ikke hvis hun kunne undgå det. Hun nikkede en enkelt gang i enighed til hans ord, og strøg mulen langs hans hals. Han havde ret. Det var måske en god idé at underrette Leonora. Selvom de fleste traditioner var brudt, så var hun trods alt familie, og Ava vidste hvordan hun havde det med føl, og selvom Ava ville forsøge at håndtere det meget bedre denne gang end sidste gang, så ville hun være glad med lidt støtte i ryggen.   Med trippende og dansende skridt, trippede Ava af sted mod en samling af træer, der dog ikke lå inde på flokkens område. Selvom det var hendes hjem nu, så behøvede hun ikke tilbringe alt sin tid der, og selvom Mindraper nok godt måtte opholde sig på flokkens område, så ville hun hellere være sammen med ham, i fred fra andre.   ”Jeg frygter nu ikke din mor. Hun virker flink”   Den sorte hoppe havde jo mødt hende et par gange, og hendes syn på den sorthvide Myth, var aldrig gået den forkerte vej. Hun følte godt hun kunne gå til hende, for at få svar på spørgsmål, hvis ikke Leonora var tilgængelig. word count, 222

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper sitrede kort under hendes berøring og trippede let efter hende med dansene skridt, inden han faldt ned i normalt tempo. Han lod i stedet blikket glide over hendes sorte pels og studerede nøje alle hendes former med velbehag. Han kunne ikke få nok af den sorte hoppe og stod det til ham ville han gerne være klistret til hende på hvert tidspunkt af døgnet, men adspredelse og luft var kun sundt og mon ikke de to sjæle ville æde hinanden hvis de konstant var sammen. Han smilede svagt ved tanken om hans moder, da Ava nu bragte dette på banen. Tanken om hans moders iltre temperament strejfede ham ligeledes og han gøs let ved tanken om hans moders vrede.

" Flink, hvis du er på hendes gode side, men alt dette vil kun behage hende. "

Forsikrede han nu 'hans' sorte hoppe om, inden han lod mulen stryge op over hendes flanke, inden han nippede let til hendes kryds. Han prustede nu en anelse og smaskede en anelse tænksomt. Faktisk var der mange ting om Ava han ikke vidste. Mysteriet omkring hende var der stadig og nogle gange ville han virkelig gerne vide mere, men han ønskede ej at snage. I stedet slog han de tanker væk og brugte i stedet energien på at lade sin mule køre kærtegnende op over hendes skulder, selvom akten var udført, så kunne man vel stadig godt opvarte hende på samme måde.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] As time passes by 23. December Ava måtte smile lidt af hans ord. Selvfølgelig var der ingen der var flinke hvis man var på deres dårlige sider. Det var hun heller ikke selv. Hun husker nok den omgang hun havde udsat Sage for, da han mente han var mere værd end hende og ville blive ved med at kalde hende en strejfer selvom det bestemt ikke var et ord der kunne beskrive hende. Nok var hun en lille hoppe, men hun havde pustet sig selv op til en stor modstander.   ”Hun skræmmer ikke mig... med eller uden hokus pokus er hun stadig bare en hoppe, og jeg tror det ligger til de kvindelige gener at have tendens til at være små helvedeshopper”   Hendes egne ord måtte hun grine lidt af, for hun vidste godt hvor slem hun selv kunne være. Meget slem. Ava tog en dyb indånding og stoppede med at grine, men det gode humør forlod hende ikke endnu, for hun smilede fortsat.   ”Din mor minder mig på nogle områder om min egen.”   Det var ikke meget Ava snakkede om sit hjemland eller sin familie, men det betød ikke at alt var hemmeligt. For hende var det kun et spørgsmål om interesse. Det var trods alt ikke alle der var lige glade for en hel livshistorie, og det var stort set umuligt for den sorte hoppe at fortælle noget som helst om hendes opvækst eller hjemland, uden at forklare de mange traditioner og værdier man blev opdraget med. Mange ville nok ikke forstå det uden. word count, 250

[/td][/tr][/table][/center]