As time passes by [AVA]

Mindraper følte ofte at alt tiden drønede forbi ham og han mistede tit og ofte overblikket over hvor lang tid der gik mellem møder med andre, men nu var der efterhånden gået så længe at Mindraper ikke kunne ignorere den lille summen i hans hoved der fortalte ham at nu var det tid til at drage ud i verden og finde, hende. Måske havde hun glemt ham? Nah det troede han dog ikke, men muligheden var at hun måske var fornærmet over han ikke havde været at se i lang tid, men igen, det havde hun heller ikke. Skulle han være fornærmet? Nej.
Den spraglede hingst satte nu frem i trav og gjorde et slag med det velformede hoved. Han var ikke en typisk kraftig hingst, han var bygget på et slankt fundament, som så var bygget større ved hjælp af den muskelmasse han nu besad. Nej han havde faktisk været halv skravlet som plag, da han havde været den mindste af tvillingerne, men ikke mere.
Et maskulint vrinsk rungede nu over Leventera, i håb om at en ganske særlig hoppe ville besvare dets kalden. Han havde været overalt, og han havde endnu ikke fundet den sorte hoppe.

Mørket var ofte Avas ven. Hun kunne skjule sig i det – og kun hendes hvide blis og lyse mule ville være synligt. Det var jo ganske rart. Hun havde været mange steder, og ingen steder. Hun havde måske forsømt sin pligt en smule. Leonora havde bedt hende tage sig af føllet, og det havde da også taget sin tid at overtale Ava til det. Og hvad var takken? Føllet stak af, og kun en enkelt gang havde hun set det siden – og så var det væk igen. Det var ikke fordi hun gad holde øje med det hele tiden. Hun havde da taget små udflugter væk fra sine egne forældre også da hun var mindre, men ikke da hun var så ung, og slet ikke i så lang tid af gangen. Det var vel også en af de ting der havde formørket Avas sind. Føllet var ikke hendes. Det var fremmed for hende – og hun følte ikke den helt store moderrolle som andre havde ment ville træde til.
 
Et vrinsk rungede dog hen over engene i Leventra, og ikke ret langt væk fra Teylar. Et vrinsk hun godt kendte – fra en hun ikke havde set længe – og sidste gang havde der kun været meget få ord udvekslet. Hun besvarede det ikke, men gav sig til at skridte frem mod lyden. Små skridt der blev til en halvhidsig trav.

WORD COUNT: 288

Mindraper drog et svagt suk da hans vrinsk ebbede ud uden noget svar. Han mimrede svagt med mulen og lod blikket glide ned i jorden. Var hun forsvundet helt? Han havde ikke opfattet at hun faktisk var på vej mod ham, nej. Hun var jo sort som natten og ikke til at finde sådan lige. Han vippede kort med de mandelformede ører og drog endnu et suk, inden han endnu engang kaldte på hende.
Hvor var hun hende? Mindraper skridtede en runde om sig selv inden hun nu stoppede op og knejsede i nakken med et højt fnys. Noget nærmede sig. Var det Ava? Men hvorfor svarede hun ikke? Mindraper drejede igen om sig selv, inden han vippede de mandelformede ører en anelse bagud og stirrede frem mod lyden af hovslag. Til sidst satte han nu frem med hastige skridt mod vedkommende.
Det skulle dog vise sig at han snart kunne ane de hvide aftegn og strakts genkendte han hende. Ava. Hvad han ville mene var hans Ava. Han udstødte en maskulin brummen og rettede straks ørerne frem, inden han stoppede op for at aflæse hendes reaktion.

Da Ava kunne fornemme den spraglede hingsts skikkelse i mørket, sagtnede hun farten til skridt igen. Hans vrinsk besvarede hun stadig ikke, men da han brummede, svarede hun tilbage, med en feminin brummen. Den var ikke lige så dyb som hans. Hun havde vel ikke ændret sig meget på det sidste, men alt baby fedtet fra Ariel var væk. Hun var tilbage ved sin normale bygning, og en anelse mere spinkel end hun plejede at være.
 
Efterhånden som afstanden blev mindre, sænkede hun farten, og standsede til sidst helt, da han også gjorde. Selvom der ikke var meget at se i mørket, kunne hun sagtens fornemme hans maskuline skikkelse. De gule øjne var også lige at se i måneskinnet. Hun gjorde dog ikke mine til at træde tættere på.

WORD COUNT: 129

Mindraper betragtede hoppen foran ham og hans brummede atter da hun besvarede hans. Han tog sig nu sammen og tog de sidste skridt hen til hende, nu når hun ikke ville. Han funderede kort over dette, men kastede det så væk. Han strakte i stedet sin mule mod hende og lod den stryge flygtigt over hendes hals med en fortsat brummen, mens musklerne spillede under det spraglede skind. Han havde nu savnet hans sorte hoppe, som jo på ingen måde var hans. Nej faktisk kunne hun bare tæske ham hvis hun ville.

" Ava.. "

Lød det fra hans hæse stemme, næsten hvislende til hende. Der lå dog en hvis varme over den, men det var kun fordi det var hende at han kunne præstere det i sådan en grad.

I et kort øjeblik overvejede den sorte hoppe, at hakke ud efter den spraglede hingst, men han gjorde hende ikke noget. Han gjorde hende ikke ondt. Det ene ord der lød fra ham, fik hende dog også til at bløde lidt op, så hun ikke var helt så anspændt og i nogens øjne fremstod som en gnaven hoppe. Det ene lille sorte øre blev vendt mod ham, og lige så stille vendte hun hovedet mod ham, for at give ham et lille blidt puf som en hilsen tilbage. Hun sagde dog stadig intet – for hvad skulle hun sige? Hun havde ikke sagt noget længe og ikke brugt stemmen. Hun var ikke helt sikker på hvorvidt den rent faktisk stadig virkede.
 
”Hvor har du været?”
 
Mulen lod hun hvile mod hans skulder i lidt tid, før hun tog sig sammen til at benytte stemmen.

WORD COUNT: 143

Mindraper mimrede svagt med mulen og holdt den fortsat mod hendes skulder med en hingstet brummen, inden han trak den til sig og så på hende, ved lyden af hendes spørgsmål. Han ville spørge hende om det samme, men nu var hun den første der spurgte. Han brummede svagt og vippede kort med ørerne inden han besvarede hoppens spørgsmål.

" Rundt omkring, i min søgen på en vis sort hoppe. Det ser ud til jeg endelig fandt hende "

Brummede han så roligt. Han kunne ikke rigtig sætte ord på hvor han havde været, for han havde været mere eller mindre overalt, men det så ud til at Ava var sværere at finde en sådan lige. Han satte nu igen mulen på hendes hals med en maskulin brummen og han knejsede i nakken, inden han strøg hendes ned over skulderen

Det var ord der vel fik de fleste hopper til at smile. Men Ava var ikke hvilken som helst hoppe. Hun havde engang været smilende, men hun havde ændret sig meget i sin tid her i landet. Der var ting der havde påvirket hende i en retning hun normalt ikke ville have fulgt. Mørket tiltalte hende mere og mere.
 
”Jeg har også søgt, og for en kort stund lykkedes det mig at finde hvad jeg søgte, men jeg mistede det igen”
 
Hun havde jo fundet sin datter – men hun blev væk igen. Hun var vel også på randen til at opgive det pjat. Det var ikke det hun havde bedt om. Et liv i endeløs søgen på et føl der konstant var på farten. Det måtte passe sig selv nu.
 
”Jeg er bange for jeg har skuffet Leonora”
 

WORD COUNT: 138

Mindraper brød sig ganske godt om den sorte hoppe, netop fordi hun ikke var som alle andre hopper, og for hver gang han mødte hende, synes hun at afvige mere og mere fra alle de andre. Han klagede skam ikke, så længe han kunne være hos hende. Han lyttede til hendes ord og lagde kort hovedet på sned, inden det gik op for ham hvad hun mente. Ariel. Han brummede blot roligt og strøg hende over næseryggen med en flygtig bevægelse. Nogle ville normalt blive skuffede over hun havde 'mistet' føllet, men Mindraper lagde ej for meget i det. Han vidste godt hvordan Ava havde haft det med Ariel og hendes gule øjne. Han kunne jo selv have hjulpet lidt til.

" Mon ikke Leonora overlever, desuden er Ariel stor nok til at klare sig selv. No worries Ava. "

Brummede han så til hende. Det var ikke noget hun skulle gå og tænke over. Leonora havde egentlig intet at skulle have sagt når det kom til Ava's måde at håndtere føl på, Mindraper havde hvertfald ikke tænkt sig at blande sig medmindre han blev spurgt.

”Føl behøver deres mødre. Ikke engang 24 timer kunne jeg holde styr på hende”
 
Ariel var jo stukket af allerede da hun lige var blevet født, og det var heller ikke noget Ava havde hørt om før. At nogen havde fejlet så groft. Mælken var jo rimelig vigtig for et føl – for deri var proteinerne, der skulle sørge for føllet blev stærkt. Tænk hvis det ikke engang ville kunne overleve når det blev ældre, fordi hun havde forsømt det sådan.
 
”Jeg fandt hende. Midt i regnen. Jeg tog hende med hertil, og så var hun væk igen. Hvordan skal jeg overbevise Leonora om, at jeg har gjort hvad jeg kunne, men at det ikke var nok? Hvordan skal jeg få hende til at tro på, at jeg ikke bare har ladet Ariel passe sig selv med vilje? At det har været planen hele tiden?”
 
Der var en anelse frustration at ane i hendes stemme, men mest af alt var det irritation. Irritation over sig selv og også føllet. Hvorfor havde hun lige præcis fået det besværlige? Det var vel noget af det hun havde frygtet til at starte med.

WORD COUNT: 189

Mindraper vippede ørerne frem og tilbage ved lyden af hendes ord. Han sagde ingenting, for han skulle ej dømme Ava på noget som han bestemt ikke havde noget form for forstand på. Han huskede selv tydeligt at han som spæd kunne klare sig selv i en ganske ung alder, ja måske ikke kun 24 timer, men tæt nok på. Da hun nu begyndte at tale om skuffelse og overbevisninger igen så han nu på hende, og satte blot mulen mod hendes.

" Shhh. "

Tyssede han på hende. Han ville ikke høre et ord mere om Leonora og hendes forventninger til Ava. Havde Leonora ikke været Ava's familie så havde hans næste ord helt sikker lydt noget anderledes.

" Hvis hun ikke tror dig, så er det hendes tab, for det er dig der siger sandheden, og hvis hun er så utilfreds med din håndtering, så må hun jo gøre det bedre selv "

Brummede han så. Mindraper var kynisk og kold hvad det angik. Mørket der hang over ham bar tydelig præg på hans ordvalg. For ham at se var Ava en god mor, så måtte føllet jo bare blive hos hende. Det kunne reelt set ikke være Ava's problem at Ariel strejfede. Han beherskede sig dog, en smugle.

Hun holdt ordene inde da han tyssede på hende, og lagde sin mule mod hendes. Hun nippede ganske let til den inden hun trak hovedet til sig og trådte lidt nærmere ham og lod hovedet glide ind under hans. Hun kunne lige så med hendes hals under hans, og på den måde fornemme lidt mere tryghed end ellers. Det var ikke mange hun var tæt på, men hun stolede på ham – også selvom hun altid havde sagt til sig selv at man ikke skulle stole på andre end sig selv. Hun lyttede også til hans ord – og lige så meget som hun havde lyst til at tro på det, så var der også den lille stemme der sagde at sådan var det ikke.
 
”Hun kan gøre det bedre selv. Jeg kunne ikke engang holde øje med min lillebror. Der tog Leonora også over... Måske egner jeg mig bare ikke som mor – jeg har ikke genet som min mor havde.”
 
Som sådan var det vel ikke noget der kom med alderen. Enten så kunne man tage sig af et føl. Eller også kunne man ikke. Det var vel ikke fordi man pludselig fik viden omkring den slags bare fordi man blev ældre. Det handlede vel mere om evnen til at lære det undervejs.

WORD COUNT: 212

Mindraper brummede igen da hun nu trådte frem og lod sit hoved hvile under hals. Det var en varm brummen der kom fra ham, for det behagede ham atter at have Ava så tæt på igen. Han løftede hovedet en anelse for nu at ligge sin hals over hendes, næsten beskyttende. Han kunne godt fornemme at det her emne stadig var noget der nagede Ava og han forsøgte virkelige at sige de ord der ville gøre hende tilpas, men han synes aldrig rigtig at gøre det helt rigtig. Han rømmede sig en anelse og strøg hendes let over halsen, dog uden at slippe sit 'greb'.

" Det kommer an på øjet der ser, for mit vedkommende kunne jeg ikke ønske mig en anden mor til mine afkom. "

Brummede han så ærligt til hende. Mindraper var glad ved Ava, ja så glad at han kunne sige disse ord til hende. Han ønskede det ej anderledes, selv hvis han fik chancen.

Ganske let nippede hun til hans bringe. Hans ord fik hende til at smile en smule. Der var vel også en smule lettelse over det han sagde. Så var det da ikke alle der ville se på hende og tænke at hun fejlede som mor. Det kunne være hun så ville kunne regne med ham, hvis nogen havde noget at kritisere. Han vidste vel hun havde gjort et forsøg på at finde den lille. Mere end et forsøg. Hun havde ikke haft så meget tid til at snakke med andre som hun plejede – vel heller ikke haft lige så meget lyst til at snakke med andre. De fleste var skuffelser. Den ene efter den anden, og det kunne drive hende til vanvid. Der var dog nogle enkelte hun ikke havde noget imod. Nogen der ikke var ligesom alle andre – og hun havde tilmed mødt en der mindede meget om hende selv.
 
”Du vil ikke have sådan en der følger efter? Som ikke bliver væk?”
 
Det var jo noget hun ikke var så god til selv. De blev jo af og til væk fra hinanden, men så havde de også mulighed for at snakke med andre, og ikke blive trætte af hinanden.
 
”Hvad skal jeg gøre næste gang jeg møder Ariel? Lade som ingenting eller give hende en skideballe? Lade som om jeg ikke kender hende? Jeg føler knap nok hun er mit føl – og jeg kender hende ikke. Jeg ved ikke engang hvordan hun er”
 

WORD COUNT: 245

Et roligt suk lød fra den spraglede hingst da stilheden for en kort stund sænkede sig over dem og de gule øjne betragtede hende ganske roligt da hun nippede til hans bringe, hvilket fik ham til at stryge hendes blidt over halsen med en maskulin brummen. Han lyttede nu til de ord der kom fra hoppen og han tyssede nu blot atter på hende. Han løftede nu hovedet en anelse så han kunne se bedre på hende og med et lille smil kunne han uden videre tøven besvare hendes spørgsmål.

” Nej Ava. Jeg vil have dig og ingen anden. ”

Brummede han så varmt, inden han genfandt sin oprindelige stilling, inden han atter skulle besvare et spørgsmål, som han dog ikke anede et levende råd om. Han trak kort på skulderne og måtte derefter tænke en anelse om det. Han kom dog til en konklusion han selv kunne stille sig tilfreds med.

” Hun er vores datter, så afvise hende kan du ikke. Lad som ingenting hvis hun søger dig og lad være med at søge hende.. ”

Det var ikke rigtig noget Mindraper kunne gøre sig klog på, men han kunne forsøge at hjælpe Ava til sin egen konklusion. Han havde ikke en levende forstand på føl, nej.