Wanna Play?

Uden for de trygge omgivelser havde den lille Ney valgt at bevæge sig. Usikkerheden på de lange styltede ben var tydeligt. Hun vaklede for hvert skridt, men stolt af sig selv bevægede det mørke føl sig videre med hoved løftet højt med sky.
Der var endnu mange ting den unge dame ikke havde fået med fra verden endnu, flere ting der skulle ses.. opleves. Der var alt for mange ting, og i Neys øjne, alt for lidt tid. Dagene gik for hurtigt. Solen gik, den lysende ildkugle på himlen forsvandt alt for tidligt. En ting dette føl var utilfreds med! Gang på gang havde hun skældt ud og råbt sig tosset over hun ikke kunne bestemme over solen. Det var nu ikke fordi Ney ikke kunne lide mørket og de funklende stjerne hun havde set betaget på de fleste nætter lige inden hun faldt i søvn. Det var nu mere alle de lange mørke skygger der kunne kaste sig over en. De skramte hende en smule. I lyset kunne hun se, hun kunne udforske. Ney kunne så meget mere om dagen, mente hun.

Et lille forfjamset vrinsk lod den unge hoppe slippe sin mule. Ney var alt for ung til hun burde færdes alene, men hun havde taget chancen. Sneg sig væk fra sikkerheden og ud i den store hvide verden hun nu havde planer om at skulle indtage. Hun ville være dronningen, hun ville bestemme! En ting solen lige skulle forstå!

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Hun var omringet af grantræer, og det passede hende også meget godt. Den askegrå toårs havde fundet vej til Chibale endnu en gang, tredje gang for at være helt præcis. Det var en ø hun kunne lide, men så igen, hun brød sig om alle øerne og måden, de alle var forskellige på. Det var altid forfærdeligt spændende at komme til en ø efter en livlig svømmetur, på vej til at finde et nyt eventyr at kaste sig ud i. For Ariel havde det med at kaste sig hovedkulds ud i hvad som helst. Det var da, mens hun trippede nysgerrigt frem mellem de tavse graner, at hun hørte en lille, men interessant lyd. Det lød næsten som et vrinsk! Hun var ikke helt sikker, træerne stod tæt og lydene tog tid om at nå én her. Det var i hvert fald heller ikke noget hvilken som helst vrinsk, for stemmen bag det lød meget fin og lille, ikke kraftfuld som en voksen hests. Hun var hurtigt standset op, med den skyhvide mule i vejret og de silkebløde ører spidset i retningen af, hvor lyden kom fra. Det tog hende ikke mange sekunder at bestemme sig for, om hun skulle følge lyden og finde ud af, hvad der mon gemte sig bag den. word count 213

Bestemt satte den mørke lille dame den ene hov foran den anden. Selv mente Ney at hun gik frygtelig godt og ingen kunne vælte hende. Det var nu ikke den hele sandhed. De lange tynde ben vaklede og truede hele tiden med at ville give efter når hun blev lidt for ivrig. Ney var ikke ret gammel, nogle dage. Måske uger. Selv havde den lille dame ikke styr på det. Hun mente selv hun var stor, og sagtens kunne klare sig selv. At hun bestemte alt og alle skulle følge hendes ordre. Dette kom mest af at hun ikke kendte nogen eller til noget som helst. Det eneste hun vidste var at hun bestemte over sin krop.. som regel. Den var ikke altid enig med hendes hoved, hvornår hun egentlig var træt.
Der var stadig mange ting den lille Ney skulle lære. Så mange ting hun ikke vidste noget om. Ting hun slet ikke vidste eksisteret endnu.

I sin egen verden havde det mørke føl vandret lidt frem og lidt i cirkler, men pludselig lød en svag pudselen imellem grantræerne. De bitte små øre blev straks spidset frem, og brat havde hun stoppet op. Kun for en kort stund blev Ney stående. Nysgerrigheden tog over, og straks måtte hun undersøge hvad denne lyd var for noget.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrå virrede let på sin hvide mule, mens spændingen langsomt fordelte sig rundt i hele hendes slanke krop. Hun måtte være ganske tæt på, for en fremmed duft brød igennem duften af harpiks og mos, som øen emmede af. Det var bestemt en hest, men der var ganske rigtigt noget anderledes ved også dens duft. Hun spidsede ørerne og et lyst, kvik hvin fra sig, hvis nu den anden ikke havde lagt mærke til hendes tilstedeværelse. Et skridt, flere skridt, hun trippede dansende frem mellem de høje, gamle træer med mulen hævet og strakt en anelse frem. Og snart fandt hun det hun søgte, en anden skikkelse som tog form af en hest. En meget lille hest, på ben spinklere end hendes. De bløde ører blev hurtigt rettet fremad, og hun slog pludselig hovene i den nåledækkede skovbund. Nysgerrigt betragtede hun med store øjne den lille hoppe, der var dukket op foran hende, og der gik ikke mange øjeblikke før hun listede sig nogle skridt tættere på med mulen forrest. Sikke en mørk lille hoppe, og sikke sorte øjne. Sorte som natten. Ariel brummede i en lys tone til hilsen. Det var et ungt føl, ganske ungt endda. word count 199

Et spjæt gav det i hele kroppen da et hvin pludselig afbrød skovens stilhed. Det der havde pudslet inde fra skoven var en anden hest. De mørke øjne blev spærret helt op. En anden hest! Fyldt med spænding trippede den lille Net mere ivrigt frem. Selv havde det lille føl aldrig mødt andre end sin mor. Dette ville være en stor dag for hende.
Frem fra træernes tætte kom nu en mørk skikkelse frem. Den var meget større end hende selv, men langt fra lige så stor som sin moder. En mellem ting. Ney vippede de mandelformede øre helt frem og med let mimrende mule nærmede hun sig den mørke hest.

Det sitrede i hele kroppen på Ney, og havde den anden ikke havde gjort udtryk for forsigtighed, så havde Ney sikker buldret frem og været helt over ilet. Dette holdt hun i stedet inde nu, og lod sig langsomt og nysgerrig bevæge sig frem.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] De ravgyldne øjne lyste af nysgerrighed. Der lod ikke til at være andre i nærheden, ingen mama eller papa til den lille, sorte hoppe. Præcis ligesom hun selv havde trippet rundt alene i det meste af sin barndom, kun for at møde fremmede og andre, mystiske dyr. Hun vippede opmærksomt ørerne fremad og så hurtigt, at den anden ikke var genert af sig, så derfor var hun ikke sen om at komme helt tæt på. Mulen strakte hun opmuntrende frem, næseborene let udspilede af spænding, mens hun lærte dens duft at kende. Hun gav den et let puf, så fint et sort skind den havde! En ivrig, lys brummen lød fra den unge askegrå, mens hun svang med halen bag sig. word count 121

Den fremmede mørke skikkelses, der bar en grå pels og hvide ben, kom helt tæt på. Selv strækte Ney den fløjlsbløde mule frem for at imødekomme den anden. En hel særlig duft kom med luften da Ney træt vejret dybt. Forhåbentligt ville hun kunne genkende denne duft igen en anden gang, som hun havde gjort med sin moders, men også med omgivelserne. Alle de dufte. Så mange indtryk og alligele havde Ney formået at holde dem adskilt allerede.
Et ivrigt hvin og et stort smil kom frem fra den stort set helt sorte hoppe. Hun små stejlede, for at vise sin ivrighed efter at lege og lære denne fremmede at kende. Ney havde ikke formået at lære talens brug helt endnu, og udtrykte sig endnu sjælden ved ord. Til gengæld var hendes kropssprog ikke tvivlende. De små mandelformede øre var spidset helt frem, og de næsten helt sorte øjne lyste af ivrighed og glæde på en og samme tid.

[/blockquote][/size]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det var en frisk lille skabning, den askegrå var stødt på. Der hang ingen anden duft ved hende, end hendes egen, så hun måtte ganske rigtig være på egen hånd. En lille sitren gik gennem Ariel, nærmest af munterhed, da hoppeføllet rejste sig på bagbenene i begejstring. Det fyldte blot yderligere den unge hoppe med energi, hun slog ivrigt med den ravnsorte hale og nippede kvikt ud efter den sortes hals, da hun igen stod på alle fire. Energisk dansede hun væk i et spring og en trippen, og vendte front mod den lille, som måtte flytte på sig hvis hun ville nippe igen. En lys og let brummen undslap den askegrå, mens hun fortsat nysgerrigt så på den sorte med store øjnene, afventende hendes træk. Hun var ganske klar over den andens lyst til leg, og selv var hun lige ivrig. Hvad mon hun hed, den lille? Nat? Mørk himmel? Undrende vippede hun med de silkebløde ører, og smilede snart. ”Dans med mig, lille sorte!” word count 166

Et overrasket lille hvin kom fra det næsten kulsorte føl. Hun var overrasket, positivt, over at den fremmede mørke, eller mere askegrå, hoppe ville lege med hende. Hun havde vel også forventet det. Man skulle nok komme til at tage fejl af Ney, for selvom hun var flink, sød som vel et hvert andet føl ville være; Ney mente hun ejede alle, og verden med. Hvordan hun havde fået det ind i sit lille hoved var et godt spørgsmål. Det var ikke fordi hendes moder havde bildt hende det ind, eller nogen anden. For egentlig havde Ney ikke før nu mødt andre end sin moder.

Den askegrå hoppe var danset væk fra Ney efter at have snappet ud efter hende. Optrapningen til en form for fangeleg var gået igang. Ivrigt kastede Ney sig imod den unge hoppe med et ivrigt bukkespring, og havde allerede glemt alt om den verden hun havde begået sig ud i for at undersøge. Ney havde fundet noget der var langt mere interessant nu.
Et hurtigt snap, med den endnu tandløse mule blev givet ud imod den lille, men stadig også store hoppe. Før hun igen trippende dansede væk på de lange styltede ben.
Hoppen havde snakket, bedt hende om at danse med hende. Ikke at det lille føl endnu forstod betydningen præcis, men Ney var helt sikker på at det havde en betydning om at hun skulle lege med på hoppens leg. Hvilket hun også ivrigt gjorde.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrå blev hurtigt meget ilter. Hun indeholdte selv en overflod af energi, af lyst til oplevelser, og snart piskede hun ivrigt med den natsorte hale. Den lille sorte var mere end med på dans, på trods af de stadig noget usikre ben, der bar hende. Hvor mon hun kom fra? Var hun født her på øen? Hun mimrede let på mulen, stadig opstemt, mens de ravgyldne øjne observerede den spinkle, sorte skabning der dansede rundt foran hende. Hun kunne ikke være mange uger gammel. Da hun snappede ud efter den askegrå, slog den unge hoppe friskt med det fintformede hoved og trippede sidelæns. Snart var den sorte væk igen, og Ariel fulgte efter i et let spring. Hun var med tiden blevet ganske god til at placere sine hove meget præcist, også i højt tempo, med alle de blomster og insekter hun havde undgået at betræde. Drilagtigt nippede hun ud efter den sorte mule, og satte så videre ind mellem de høje grantræer. word count 164

Igen blev et hvin udstødt fra den sorte føl, da den grå hoppe nappede efter hendes mule. En rynke blev tydelig gjort på den fløjlsbløde mule, men hurtigt var den væk igen da Ney opfangede at hendes legekammerat havde sat kurs ind imellem grantræerne. Ney fik hurtigt samlet sig sammen og sprang efter den grå hoppe i nogle vilde bukkespring.
Glædeligt forsøgte det sorte føl at indhente sin legekammerat, det var ikke det nemmeste, for hun havde fået sig et forspring og hendes ben var længere og kunne bære hende hurtigere afsted end Ney kunne. Opgav, det gjorde hun ikke! Det lykkes også Ney at indhente hende og snappede med det tandløse bid ud efter bagparten på den askegrå hoppe.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Et muntert hvin undslap den askegrå, da hun mærkede et nap på bagdelen. Hun kastede hurtigt et blik bagud med et stort smil, ganske glad over at se hvor aktiv den sorte sjæl var, og hvor meget hun anstrengte sig for at kunne følge med på trods af besværlighederne. Så hun satte hurtigt farten lidt op, og sprang kvikt væk fra flere småbid, der måtte komme. Hun søgte et bestemt område, hun vidste var lige i nærheden. Det var en lille sø inde midt i skoven, omgivet af grantræer. Hvad mon den sorte ville sige til vand? Ariel brummede højlydt i en lettere drilsk tone, mens hun dansede videre og forsvandt bag de næste træer. word count 155

Ney grinede over den askegrå hoppes hvin, efter hendes lille nap i hendes bagpart. Sjovt havde det sorte føl det, men lige nu skulle der næppe så meget til for at more og underholde hende. Hun var jo ikke så gammel. En anelse skuffet blev Ney dog over at den anden satte farten endnu højere op, men dette sulle ikke nedlægge Ney, så med piskende hale forsøgte hun at holde trit. Det var ikke nemt, og hun faldt også lidt bagud, men hun kæmpede en kamp i den fulde galop på de styltede ben.
Ind og ud mellem træerne gik det, det var næsten som foregik der et urimligt kapløb hvor Ney ikke kendte vejen og træerne stillede sig hele tiden i vejen, alt imens hendes modstander havde fordelen. Det så jo ud som træerne ren faktisk flyttede sig for hende. Utilfreds lagde det sorte føl ørene en smule bagud. Dumme træer, var hendes eneste tanke. Tanken om utilfredshed varede dog kun i et kort sekund før det atter var fløjet ud af hoved på det sorte føl og hun igen smilede lystigt og lavede et enkelt bukkespring med et ivrigt hvin efterfulgt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det var lidt af en udfordring for det sorte føl at følge med, det så hun hurtigt. Men ikke desto mindre havde hun stædigheden til at blive ved, og det var ganske godt i Ariels øjne. Mod og stædighed. Hun var selv en uknækkelig sjæl efter de mange, mange dage på egen hånd som ganske lille. Så hun slog friskt med den ravnsorte hale og fortsatte sin dans lidt endnu, ind og ud mellem de høje grantræer som tårnede sig op over dem og dækkede for den ellers vilde vind. Den snehvide mule krængede ud i et smil da hun så den sorte gøre et bukspring ud af øjenkrogen. Så meget energi! Og så var de der lige pludselig. Søen åbenbarede sig for de ravgyldne øjne, træerne åbnede op for en oase. Her satte hun farten ned, den askegrå, men trippede lidt videre endnu og gjorde først holdt ved søens kant. Hun kastede et blik over skulderen, sikker på at den sorte var med. word count 164

Stærkt gik det igennem skoven, hvis store grantræer dækkede af for det meste lys. Ej var der mørkt, men ting kunne nemt overses, og specielt når færden gik for fulde drøn.
Ney var bygget op i en spinkel krop, og på mange moder ville hun arve sin moder og faders slanke figur og de lange ben. En bygning beregnet til at færdes i varme i en høj fart. Let og smidig i bygning. Ikke noget der tydeligt kunne ses nu, kun svagt kunne det skimtes over hendes spinkle hoved og de korte krop.

I farten mellem træerne kom Ney ud af forkus, hun spankulerede i drømme og tanker. Hun dannede sig billeder af sin perfekte verden, når alt og alle havde forstået i hun bestemte. Det var sådan et faktum som Ney havde fået ind i sit hoved. En dag skulle hun nok blive klogere, men den dag var ikke i dag.
I sine egne tanker opfangede den sorte hoppe ikke at sin legekammerat havde sat farten ned, hun kom blot tættere på, og pludselig..
Den askegrå var stoppet op, for Ney som intet havde lagt mærk til, meget brat. Med fart over feltet noget det sorte føl ikke at sænke farten og fik slet ikke stoppet, så hun bragede lige ind i bagparten på den askegrå unge hoppe. Ups.