Wanna Play?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det, hun fik øje på, var en sort skabning på vej mod hende i høj fart. Faktisk var det lige i sidste øjeblik, hun havde kastet et blik over skulderen, inden hoppeføllet bragede ind i hendes slanke, fintformede bagpart. Den askegrå kom med et kort udbrud af overraskelse, og trådte automatisk ud i vandkanten, men meget hurtigt lød en meget lys og syngende latter i den ellers tavse, stille skov. Det varede kun et øjeblik, så flyttede hun lidt på hovene og nippede ud efter den sortes hals. ”Glem ikke omgivelserne.” De ravgyldne øjne så nysgerrigt ned på føllet med et halvt smil i den ene mundvig. Hun huskede da hun selv bragede ind i den store Thorondor, og hvilket møde uheldet havde ført til. word count 125

Betuttet var Ney næsten landet på numsen i sit forsøg på alt for sent at bremse, altså efter hun havde stødt ind i den askegrå hoppe. Da hun grinte let, smilede Ney stort, og det tandløse bid kunne ses. Det små mandelformede øre vippede frem da den askegrå talte, og ivrigt nikkede Ney for at vise hun forstod godt hvad hun mente. Selv snakkede Ney ikke meget, talens sprog havde hun ikke lært at mester rent og følte bedst i at tie.
Nu da dette kapitel var overstået og lagt på hylden for Neys vedkommende, tingene gik nogen gange lidt stærkt i hendes hoved og hun kunne finde på at slutte alt lige når det skulle være, også selvom andre ikke mente ligeledes. Nu fik hun set sig omkring. De var nået til en sø, en undrende rynke samlede sig på den fløjlsbløde mule, og undersøgende fik hun samlet sig op på de styltede ben og tog et bag prøvende skridt uden om den askegrå for at se nærmere. Hun kunne se et sort føl nede i vandet og en askegrå ung hoppe. De var helt krøllede.
"Hvad?" Fik hun sagt, med sit lidt baby agtige stemme. Et ord hun hurtigt havde lært og kunne sige meget rent, for der var mange ting hun havde ville vide hvad var som hun ikke rigtig kendte. Ney strakte undersøgende mulen ned mod vandoverfladen, og det sorte føl i vandet gjorde strakte på samme tid sin krøllede mule op imod overfladen nede fra. Undrende blev de mandelformede øre vippet ud til siden og en rynke kom igen frem på den fløjlsbløde mule, alt gentog sig i vandet. Ney blev en smule forvirret.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Ariel kunne vældig godt lide den lille oase, hun havde fundet et par år tilbage, da hun selv trippede rundt på eventyr på den skovtætte ø. Der var flere af dem, det vidste hun, nogle større end den her. Men selvom hun var en vandrer havde hun alligevel endnu ikke gået øen tyndt endnu. Da det sorte hoppeføl viste interesse i vandoverfladen, trådte hun snart hen på siden af hende, for selv at se ned på vandafspejlingen. Hun smilede en anelse for sig selv, da hun så hoppens forvirring over det, hun fik øje på i vandet. Et sort føl og en askegrå unghoppe. To sæt øjne, et gyldent og et mørkt. Hun så til mens den sorte undersøgte sit eget spejlbillede, med et mystificeret udtryk i ansigtet, inden hun selv sænkede den hvide mule ned og let rørte vandoverfladen. ”Det er os, du kan se.” En munter brummen fulgte, i en lettere ilter tone, hvorefter hun satte den første hov ud i det kølige vand. word count 166

Efter at havde undersøgt sit eget spejlbillede nærmere, som blev ved med at gøre det samme som hende selv gik hun straks i gang med at ville undersøge den anden, som var en krøllet udgave af hendes nye legekammerat. Mulen rørte vandet i forsøg på at stikke sin mule sammen med det grå spejlbillede. Et fnys af ubehag over at få vand i næsen sendte straks Ney op igen. Hun så nu lidt forvirret frem og tilbage imellem de krøllede heste i vandet, og det var som om det hele gik lidt nemmere ind i hoved på det sorte føl, da den askegrå hoppe sagde at det var dem hun kunne se i vandet. Hvordan det hang sammen var ret ligegyldig for Ney og hun lagde det lidt på hylden.

En rynke tegnede sig igen igen igen på den fløjlsbløde mule da den askegrå hoppe satte sin hov ned i vandet, og prøvende gjorde hun det samme. Hurtigt hev hun sin hov op igen, og pludselig var alt glemt om de to krøllede heste nede i vandet, som også var dem.
Vandet havde sprøjtet lidt, meget lidt; hvilket havde givet Ney noget nyt at underholde sig med, og meget voldsomt plaskede hun straks begge forben ned i vandet med fuldfart, så vandet sprøjtede let omkring hende, og over på den askegrå legekammeret der stod ved siden af hende.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrå trippede snart videre, til hun stod med alle fire, mørke hove i vandkanten. Ørerne var vippet i hoppeføllets retning, hvis navn hun egentlig endnu ikke kendte. Hun havde da sagt et ord – måske kunne hun hive et navn ud af hende på et tidspunkt? Der gik kun et kort øjeblik, så mærkede hun noget vådt på bagbenene. Hun var ikke i tvivl om, at det var hoppeføllet som plaskede rundt. Den askegrå trippede rundt i vandet og fik front mod hende med et friskt prust. Hun smilede stort til den lille skabning på de usikre ben, håbende at hun ville komme helt ud i vandet. Måske kunne de endda få sig en svømmetur, det var lang tid siden sidst og noget den askegrå havde savnet. Så hun smed kort den sorte pandelok fra øjnene og strakte mulen ud mod den sorte, opmuntrende. word count 144

Et let og fin latter undslap fra det sorte føl da hun nu stod og pjaskede med vandet, kun med forbenene. Hun stoppede kun kort da hun skulle se hvad den askegrå havde gang i. Hun var gået helt ud i vandet. Selv stod Ney med bagbene på kanten, for kun at pjaske med forbenene, det sprøjtede med vand når hun plaskede de lange styltede ben ned, hvilket morede hende.
Lige som hun skulle igen til at smaske benene med i vandet havde den askegrå hoppe vendt sig imod hende, opmuntrende strukket sin mule frem. Det tog ikke Ney meget tid at bryde ud i et stort tandløst smil før hun hun hoppede med alle fireben lige ud i vandet, og lavede en lille væg af vand rundt om sig. Igen grinte hun.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det lille hoppeføl var vældig tillidsfuldt, hvilket fik den askegrå til at smile. Den sorte hoppede snart ud i vandet med alle fire, en ren bombe af energi. Det så ikke ud til, at hun før havde været i vand. Det undrede hende lidt, men hvis hun var fra øen her, var det måske forklaringen. Chibale var mere end alle de andre øer, domineret af træer. Ariel brummede ivrigt og drilsk af den lille sorte, nippede ud i hendes retning og trippede så videre ud i søen. Ikke langt, bare et par meter, så det ikke blev for meget for den spinkle hoppe. Hun slog skarpt med halen, så vandet fløj fra halespidsen, der blev våd efter at hun var trådt længere ud i vandet. word count 125

Et udbrud af flere hvin kom fra det sorte føl da hendes legekammerat nappede ud efter hende, hvor efter hun selv nappede ud i luften i retningen af den askegrå unge hoppe. Hun grinte lidt og pjaskede med højeben løft længere ud i vandet. Ej havde det sorte føl rigtig været i vand før, hun mente bestemt altid at have været her, blandt træerne. Så længe det varede i hvert fald. For snart ville denne ø ikke være stor nok for hende. Ney ville det hele, eje det hele, se det hele. Mørke og indtage alt. Forskruet sammen af sin egen pyntede virkelighed var hun dronningen og hun havde nu blot taget endnu mere i sin magt. I sit eget hoved. Hun ejede denne sø, og denne legekammerat hun havde fundet sig i dag, var også hendes.

Ivrigt fulgte det sorte føl med ud i vandet, halen stod lige op i luften, i et forsøg på ikke at gøre den våd. Underligt må det have set ud, og selvom det ikke virkede, altså at undgå den våde hale, blev den ved med at stritte lige op i luften.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Vandet var klart og friskt, selvom det lå urørt hen i nok lang tid af gangen. Der var ingen andre spor af hovslag i den bløde jord ved vandkanten, så det måtte være længe siden, en hest sidst havde betrådt den stilfærdige oase. Den var altså helt og aldeles deres lige nu, i dette øjeblik. Ariel nød fornemmelsen af det kolde vand mod hendes askegrå skind, og det så bestemt også ud som om, det sorte hoppeføl nød det i fulde drag. Iltert slog den unge hoppe med hovedet og gav et friskt, meget lyst hvin fra sig, hvorefter hun selv slog det ene forben hårdt ned mod søbunden så vandet sprøjtede, endnu voldsommere end ved den sortes plask. Vandet stod op omkring dem, de var endnu ikke nået så langt ud, men bunden forsvandt hurtigt og vandet blev dybere. Hun dyppede hurtigt mulen, rystede tilfreds manken og plantede så sin våde mule på den sortes spinkle hals, bare for at drille. word count 162

Måbende blev udtrykket på det sorte føls ansigt, da den askegrå der næsten var blevet sort af vandet, plaskede med vandet. Så meget vand stod op. En fornemmelse af misundelse kunne føles i den spæde krop, men hurtigt var tanken glemt og hun plaskede ivrig tog halen kørte rundt bag hende.
"Itjen itjen!" sagde hun og ville have den askegrå hoppe til at plaske mere. Allerede nu stod hun helt klar til at hoppe ind i vandet.

En våd mule rørte hendes hals, et utilfreds og lettere forskrækket hvin lød fra det sorte føl, før hun brød ud i grin og nappede ud efter sin legekammerats mule, hvis havde været så fræk at sætte vand på Neys hals.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Ariel slog en lys latter op, da hoppeføllet begejstret bad om mere plaskeri. Vandet sprøjtede omkring dem, de havde helt og aldeles splittet deres spejlbilleder ad. Hun mindedes dengang, hun som helt lille legede med en fremmed hoppe i en stor sø på Leventera. Hun havde været mindst lige så vandglad som hun selv var, hvis ikke mere. Og de havde leget en bestemt leg, en form for tagfat. Bare i vand. Hun smilede stort og begejstret til den sorte, da også hendes latter lød. En køn lyd, også med så ung en stemme. Med mulen gav hun hende et let puf, et lille skub, og så var hun på vej lidt længere ud med glidende skridt. Hun kunne sagtens stadig nå bunden, men det kneb nok efterhånden for den sorte! word count 131

Vand var noget Ney var kommet til at holde af, på meget kort tid. Det føltes skønt at plaske rundt i det kølige vand, også selvom det nok ikke var sjovt bagefter når man skulle tørre og luften ville være koldt, men sådan noget tænkte det sorte føl ikke på nu. Det var laaaaangt ind i fremtiden for Ney lige nu.
Den askegrå puffede til hende og bevægede sig væk. Det sorte føl ville smutte efter, men pludselig var bundet bare meget længere nede, og ej kunne hun nå det længere med sine hove. En forvirret rynke tegnede sig igen for tusinde gang på den fløjlsbløde mule. Hun sparkede ivrigt med benene i forsøg at holde sig oppe over overfladen. Hvilket lykkes og i et lystigt smil udbrød hun en tilfreds latter. Det forekom hende helt naturligt at svømme, det var som at løbe, blot under vand.
Nu hvor hun havde fundet denne egenskab så hun hen på den aksegrå. Nu skulle hun bare vente sig, skulle hun!

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrå så spændt til, da hendes selskab begav sig ud hvor hun ikke længere kunne bunde. Hun stod selv med benene solidt på den bløde søbund, hvor hun efterhånden mærkede forskellige vandplanter slynge sig om hendes spinkle koder. Men den sorte – den plaskede sig ivrigt frem med alle fire ben, og det så ud til, at det snart lykkedes for hende at finde teknikken. Ariel prustede begejstret af hende og strakte mulen ud, da hun efterhånden kom tættere på. Hun huskede selv sin første svømmetur, og det var altid noget helt særligt. Muntert pjaskede hun vand efter hoppeføllet med sin våde mule, mens hun langsomt gled længere ud i søen. word count 111

Selvom det ikke gjorde nogen nytte for Ney så havde det gro sorte føl nu valgt også at prøve at bruge halen til at hjælpe med at bevæge sig i vandet. Den kørte rundt som en lille ropel og sprøjtede lidt vand i alle retninger hver gang den var over vandet. Hun plaskede stolt rundt i vandet, alt imens hun kæmpede med at holde hoved meget højt over vandet. Det var ikke helt så nemt, for som et hvert andet føl, havde Ney en kort hals. I hvert fald lidt endnu.
Endnu en gang skrev den lille hoppe op med et hvin. Hendes askegrå legekammerat havde valgt endnu en gang at sprøjte vand på hende. Det tandløse smil kom atter frem og hun forsøgte ivrigt med hoved at sprøjte vand imod sin nye ven.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Ariel slog en høj latter op, da den sorte plaskede igen og så helt og aldeles begejstret ud for deres lille udflugt. Det ville snart blive for koldt til at bade, den askegrå havde endnu ikke oplevet sin første vinter, men hun kunne mærke i vinden hvordan kulden var på vej. Bladene blev brune og gule, græsset blev gult. Verden ændrede sig hele tiden. Men lige nu stod tiden stille for et øjeblik, sådan var det når man morede sig i selskab med en anden sjæl, ung som gammel. Og den sorte så godt nok spøjs ud. Hun smilede stort af hende, nappede drilsk til den strintende man, hoppeføllet havde, på trods af at hun blev gennemblødt af alt det pjaskeri. De havde efterhånden bevæget sig længere ud, og nu kunne den askegrå snart heller ikke bunde længere. Med et skub fra bagbenene satte hun af fra søbunden og begyndte at svømme med lange, sikre træk. word count 156