Wanna Play?

Det ene plask var efterfulgt af det andet, og sådan forsatte Ney i lang tid. Det sorte føl morede sig gevaldigt i vandet, og havde egentlig aldrig forestillet sig hun på et tidspunkt skulle op igen. Hun skulle da aldrig væk fra noget der var så sjovt. Hvilket Ney på et eller andet tidspunkt ville skifte mening omkring, det gjorde hun hele tiden med alt ting. Der var ikke noget der havde fået lov at sætte sig helt fast, hvis man så bort fra hendes tro om at hun altså bestemte alt og over alle.
Den askegrå hoppe sendte en latter ud, og fik Ney til at gøre det samme. Mest fordi hun havde det sjovt, og hvis nu den aksegrå hoppe også havde det, og grinte, så kunne Ney i hvert fald også!
Hendes legekammerat nappede ud efter hendes man, og en rynke kom igen frem på den fløjlsbløde mule. Nu blev manen jo våd! Puha, Ney forsøgte at nappe ud efter den askegrås mule, der havde været så fræk at plaske manen til.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille sorte nappede ud efter hendes hvide mule, hvilket hun ikke fik meget held med. Ariel brummede muntert af hende og nippede i stedet ud efter hendes sorte mule, hvorefter hun fik gang i benarbejdet. Nu da hoppeføllet sagtens kunne svømme skulle det da også udnyttes, og man kunne altid blive bedre, selv den askegrå. Hun rystede kort sin våde, sorte manke og satte så afsted i et højere tempo. I stedet for at svømme længere ud i søen, fulgte hun kanten af den, da det nok var mere sikkert med hoppeføllet efter sig. word count 95

Et skingeret hvin var hvad der kom fra det grå sorte hoppe føl, da den askegrå nappede til hendes mørke mule. Der efter dannede der sig en rynke, som dog hurtigt blev glattet ud igen. Et smil kom så frem, stort og tandløst. Så man godt efter kunne man tyde et par få tænder der var ved at komme frem, men det var meget lidt der kunne skimtes i hendes gummer. Man skulle nærmest stirre hende lige ned i halsen for at opdage det.

Den askegrå satte sit tempo op, og svømmede nu rundt. Ney valgte at følge efter, hun kunne vel og mærke slet ikke svømme lige så stærkt, men hun gjorde et ivrigt forsøg på at holde trop.
Den askegrås hale flød lidt op, i vandet og dette gav Ney en fantastisk idé! Synes hun da i hvert fald selv. Hurtigt fik hun snappet fat i noget af den ravn sorte hale, som hun nu stolt holde i munden alt imens hun nu følte hun bedre kunne følge med.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Ariel vippede med de slanke ører, da den lille igen gav et hvin fra sig over hendes drillerier. Et muntert smil fandt endnu en gang vej til hendes mund, mens hun for anden gang overvejede hvad føllet mon hed. Hun fik nok ikke hevet et navn ud af hende mens de var i vandet, det så den sorte alt for begejstret ud til, hun virkede nærmest helt opslugt i vandet, hvilket var mere end positivt. Hun kastede overrasket et blik over skulderen, da hun mærkede et mindre træk i sin hale, og fnyste højt da hun så at den sorte havde fået et godt tag i den. Synet fik hende hurtigt til at le igen, men farten satte hun ikke ned. ”Det er Ariels hale, lille sorte.” word count 127

De bitte små mandelformede øre vippes helt frem ved lyden af den askegrå; Ariels hale. Var det det hun hed? Ney smilte så med den askegrås hale i munden. Der stak små totter af hår alle ud alle veje fra hendes mule. Et busket overskæg var hvad Ney havde fået sig nu.

"Ailen."

Ariel kunne hun ikke helt udtale, og havde gjort sit bedste forsøg på at gentage navnet som hendes askegrå legekammerat havde sagt, hun havde sagt Ariel, Det er Ariels hale. Så Ariel måtte hun hedde.
Den sorte hale stump vippede ivrigt efter hende, og hun forsøgte igen at udtale hoppens navn. Uden noget bedre resultat.

[/blockquote][/color]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Hun kunne ikke lade være med at le ved synet af føllet, der stædigt holdt fast i hendes sorte hale. Det var et noget specielt syn, unghoppen godt nok ikke havde set før. Hendes latter var lys og åbenhjertig, hun lagde ingen skjul på, at hun fandt den lille sorte mere end underholdende. En munter brummen fulgte hurtigt, da føllet ihærdigt forsøgte at sige hendes navn, selvom det ikke gik så godt. Hun vippede nysgerrigt på de silkebløde ører, stadig med sine ravgyldne øjne plantet på den sorte, mens de endnu gled afsted gennem det kølige vand. ”Ariel! Og du? Har du et navn?” word count X

Den askegrå grinte, og fik også Ney til at le. Hun gik jo ud fra at alt bare var sjovt. Sådan var det sorte føls verden i hvert fald skruet sammen lige nu. Der fandtes intet alvor, ingen bekymringer, intet ansvar: Alt var blot en leg. Noget Ney nok ville få lært med årene, at det ikke var.
Det sorte føl fulgte med rundt i søen, sparkende ivrigt med benene for at holde trop. Hale spidsen hun havde i munden fra sin legekammerat hjalp ikke så meget på det med at holde trit. Det var blot indbildning fra føllets side af.
Ariel, som hendes nye legekammerat hed, spurgte nu efter hendes navn. Det lyste nærmest af glæde ved det sorte føl. Hun kunne nemlig præsentere sig selv. Det havde hun lært! Hendes eget navn kunne hun sige helt rigtigt.
Meget stolt sagde det sorte hoppe føl med tryk på de tre første bogstaver: "Neytiri."

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] ”Neytiri!” Den askegrå forsøgte sig med at udtale det som hoppeføllet, og begyndte helt at smile, endnu en gang af den lille. For det var et kønt navn hun bar, og navne var noget, man skulle tage vare på. Derfor var andres navne også interessante, og det var vigtigt at huske på dem. Hvad mon det betød, Neytiri? Det lød anderledes, hun havde aldrig før hørt noget, der mindede om det. De fleste hun havde mødt havde haft specielle navne, unikke ord som sikkert bar hver deres betydning. Det måtte de gøre. Selv hvis man ikke vidste hvad. De havde efterhånden været i vandet længe nu, og selvom føllet var ganske energisk, så havde hun måske også sine grænser. Et eller andet sted. Ariel flyttede let på halen, så den sorte kunne mærke det, da hun stadig havde fat. Forsigtigt skiftede hun retning, ind mod kanten. Hun skulle ikke mange meter frem, før hun igen fandt bunden under sig. word count 159

Stort smilede Ney igen, da hendes askegrå legekammerat gentog hendes navn. Det var gået meget bedre for Ariel at udtale Neys navn end det var gået omvendt. Forståeligt var det nu vel også. Den askegrå var alligevel noget ældre end Ney, og havde lært at mestre sprogens brug. Det sorte hoppe føl var kun lige gået i gang med at lære det. Nogle ord kunne hun, og hun kunne tale dem helt rent, andre kunne hun slet ikke. Mest var det kringlede ord hun ikke kunne, og ord hun ikke havde haft brug for at bruge endnu. En ting var sikkert, Ney ville øve sig på at sige sin legekammerats navn! For så kunne hun bedre fortælle sin moder om hende, og hun kunne nemmere kalde på hende igen.
Den askegrå bevægede sig imod kanten, det havde Ney godt opdaget, mest fordi den hale hun holde fast i havde givet et lille ryk, som var lige ved at få Ney til at tabe de hårstumper hun havde i munden. Selv fulgte det sorte hoppeføl med mod kanten, uden protest. Selvom Ney gerne ville bestemme, så havde hun ikke noget imod at skulle op af vandet igen. Hun kunne jo altid hoppe i.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrå gled langsomt, men sikkert igennem det kolde, klare vand og nåede snart op på søens grønne kant. Hun havde den sorte lige i hælene, hvilket passede hende ganske godt, et øjeblik havde hun næsten troet, at hoppeføllet ville svømme videre uden hende. Men hun holdt trofast et godt tag i hendes ravnsorte hale lidt i endnu, hvilket morede hende. Sikke et specielt hoppeføl, hvad mon hun ville blive til en dag? De var begge børn af Andromeda, landet her var hele deres verden. Ariel rystede kort det værste vand ud af hendes endnu glatte pels, så manken fløj. Med et smil så hun på sin følgesvend. Det var næsten som at have en søster, en tanke hun næsten slog en mild latter op over, men den kom ikke. I stedet strakte hun mulen ud og strøg venskabeligt hoppen over hendes spinkle hals. word count 144

{Synes bare vi stopper den her xD}