Step by step

Hvinende af grin hoppede Ney med bagparten da det brogede føl jagtede sin hale. Den havde fanget idéen, hvilket igen havde gjort Ney både glad og stolt. Stolt fordi hun var overbevist om at det var HENDE der havde lært den anden det hele. Og så endda på så kort tid, mens de endnu var fremmede for hinanden.
Fremmede eller ej, så skulle der lejes. Ney var en af dem der var spring fyldt med energi, og det var hele dagen! Hun kunne blive noget så mobset når dagen var gået og mørket ville trænge på, for så ville hendes moder abselut have hun skulle sove. Hendes moder var en af dem der ikke havde forstået at Ney bestemte. Lige ledes havde månen og solen heller ikke. Generelt var der ikke noget der havde forstået det endnu! Men det ville komme. Helt bestemt. Troede Ney i hvert fald.
Neys tanker strejfede hendes moder hun havde forladt til fordel for eventyr, men det var kun en kort tænke; Ney vidste jo hvor hun havde efterladt hende. Mente hun bestemt. Det Ney ikke rigtig havde opfanget var hun selv havde flyttet sig meget langt væk, og væk fra de vante omgivelser.

Hurtigt som alt ting gik for det sorte hoppe føl var tankerne om hendes moder skubbet væk igen; NU skulle der altså leges!
Ney nappede ud efter bagparten på det fremmede føl da hun snurrede rundt og ville jagte den anden.

Jivala vidste præcis hvor hendes mor var. Hun vidst præcis hvor at den hvide skikkelse var, og ville aldrig kunne finde på at gå længere væk end hun kunne finde tilbage, det var nemlig simpelthen for farligt. Men det hun ikke vidste var, at mange føl i landet ikke selv havde en mor som hende. Mange af dem var alene. Men for t være helt ærlig, ville hun nok være ligeglad. Så længe at det gik godt for hende, var det okay. Mon denne sorte hoppe vidste hvor hendes mor var?
Dette fik hun dog ikke tid til at tænke nærmer over, da den anden pludselig snurrede rundt og løb efter hende. Jivala fik da nok til med at vende sig om, holde balencen og løbe på samme tid, så andet var der ikke tid til. Tumlende kom hun igang, men kort tid efter fik hun benene til nogenlunde at makke ret og for afsted. Dt var befriende. I den grad.

Spruttende af grin hoppede det grå sorte føl efter sin nye legekammerat, der kun med nød og næppe havde fået vendt sig rundt uden at miste balancen. Ney morede sig gevaldigt. Dagende var også alt for korte, eller også gik timerne bare alt for hurtigt for det grå sorte føl. For få timer til at lege i, og for få timer til at gå på opdagelse i; specielt når der var noget ved hvert andet skridt der distraheret det grå sorte føl.

Ney, som egentlig blot var forkortelsen for Neytiri, nappede ud efter det brogede føls bagdel, det var jo nu en gang det, der var tættest på Ney. Endnu havde det unge føl ingen tænder, kun spor af et par der snart ville dukke frem. Disse kunne kun ses hvis man kiggede meget godt efter.
Bagdelen var ikke hvad Neys tandløse bid fik fat i, der imod den lille pjuskede hale den havde var lige til at nå, og med et fast greb hapsede hun fat(?) og skulle nu egentlig bare følge med.

Latteren boblede langsomt frem i hende, men ingen kom frem. Hun så sig muntert omkring, men kunne intet se der kunne være en fare for hende. men sulten rumlende langsomt i maven på hende, og hun overvejede kort at finde sin mor. Hvor mon hun var nu? Kort blev hun det mange ville kalde en anelse frværende, inden at hun mærkede noget der kunne minde om et ryk og med et overrasket hvin sprang kluntet fremad. Hvad skete der?! Kort kastede hun et blik tilbage imod denne grå, inden at hun overrasket så hvordan at den anden havde fat i den buskede grå hale. Hvad skete der lige? Var det mon meningen?

Uden at tænke over det satte hun klodset farten op, og begyndte for alvor at løbe. Skulle den anden følge med, eller hvordan var det?

Hvinene gik det for sig da det brogede føl satte farten op, efter at være blevet forskrækket over Neys forsøg på at nappe hende i bagdelen og stedet få fat i halen. Farten var lidt mere end hvad det grå sorte hoppe føl kunne bære for denne gang, og i farten fik hun fumlet benene ind over hinanden og væltede. I styrten havde hun nået at slippe halen på den fremmede brogede hoppe.
Fortumlet landede Ney på bagdelen og så betuttet imod det løbende føl hun for kort tid siden havde hæklet sig fast ved. Det havde ikke været en del af planen for Ney at skulle lande på bagdelen, hendes plan havde været at lege tag fat, og de skulle jagte hinanden på skift alt efter hvem der nu var den. Måske kendte det brogede føl ikke den leg: I hvert fald var det ikke gået planlagt.

hun mærkede hvordan den anden begyndte at vakle, men selv ikke der standsede hun den fart hun havde på nu. først da hun mærkede vægten bagved sig forsvinde, og det dæmpede bump da den anden landte på jorden, vendte hun sig om. men det var en fejl.
Selv var Jivala en del klodset - for ikke at sige tumlende, så da hun så tilbage og nåede at se den andens betuttede ansigt, gik der ikke længe før at den unge hoppe med et forskrækket hvin snublede fremad, og til sidst lå med næsen en smule gravet ned i den bløde jord.

et øjeblik lå hun en anelse forvirret over det der var sket, inden at hun med den brogede rumpe strittende i vejret begyndte at møve sig rundt, og til sidst rullede om på maven. forvirret så hun på den sort grå skikkelse længere tilbage, inden at hun forsigtigt smilede til hende. var hun okay? var det en del af legen?

Ney skulle lige til at gøre et fakte, råbe op med nogle ord den brogede nok ikke ville have forstået. I hvert fald på en eller anden måde ville det grå sorte føl have givet en advarsel til sin brogede legekammerat: Men forsent! Hun snublede, forlæns, og med åben mund så Ney til med store betuttet og forskrækkede øjne. Da faldet var sket for dem begge bed Ney sig hårdt i underlæben med det tandløse bid, for ikke at lade en kæmpe latter falde, for nøj hvor havde det set sjovt ud! Det var egentlig først da det brogede føl smilede til hende at det grå sorte føl ikke kunne holde latteren tilbage, og begyndte at grine for lungers fulde kræft.
Endnu siddende og grinene møvede det sorte føl sig hen imod den brogede, rumpen blev kurret over jorden, og halen pjuskede helt til, men det var fuldstændig lige meget. Et stort smil blev det til da hun endelig noget hen til sit mål.

hun så en anelse forundret på det sorte grå føl, og forstod ikke den grimasse hun havde. det så da højst ubehageligt ud? at bide sig selv i læben på den måde.. gjorde det ikke ondt? kort overvejede hun selv at prøve, men kom ikke længere. fordi pludselig brast den grå sorte i et latterudbrød, og hun glippede kort med øjnene. grinte hun af.. hende? var det godt? dog begyndte noget der kunne minde om et anelse ufrivlligt smil at danne sig på den sort-hvide mule, inden at hun simpelthen opgav at holde igen og selv begyndte at stemme i med den lyse følstemme hun bar.

da den anden så tilmed begyndte at møve sig imod hende, med rumpen slæbende hen af græsset, rystede næsten hele den spinkle krop. ikke af frygt, men af latter. hvor så hun nu morsom ud..
da hoppen endelig nåede sit mål, gjorde Jivala noget som hun ikke havde gjort før - uden at tænke over det. let placerede hun mulen på den andens næseryg, og puffede til hende med noget der kunne minde om et venskabligt blik.

Neytiri, som var det fulde navn på det grå sorte hoppe føl havde stadig et stort smil om den fløjlsbløde mule. Hun mente bestemt hun havde gjort sig et nyt venskab, det ville hun i hvert fald gerne betegne det brogede hoppe føl som hun dagen i dag havde brugt sin tid på at lege med. Hun havde moret sig meget, specielt over det der lige var sket. Deres begge styrt og nu den måde de begge havde grinedet på.
"Neytiri," sagde det sorte føl, med tryk på de tre første bogstaver, fordi hun bedst kunne sige, udtale det første. Hun vippede de bitte små mandelformede øre frem imod den brogede. Hun ventede på om hun ville præsentere sig, om hun kunne. Et lille fnis og en masse blinken med øjne blev det da den brogede puffede til hendes næseryg og forsigtigt puffede hun igen med endnu et fnis.

om den anden nu var kommet ind i "venne kredsen" hos den brogede Jivala, vidste hun endnu ikke. hun havde allerede nu i en ung alder problemer med at være mere imødekommende, og der var ingen tvivl om at det sikkert kun var den andens ihærdighed der havde fået Jivala til at åbne mere op end blot at fange færten af den anden og da smutte. på en eller anden måde, var det dejligt at den fremmede - som ikke var så fremmed mere, faktisk havde givet sig tid til hende. Det var en rar følelse -.ingen tvivl. mon man skulle søge den noget oftere? ørene flabbede let tilbage imens at hun tænkte, men vippede hurtigt frem igen da den anden så på hende og da snakkede.
Neytiri? var det hendes navn? hoppen åbnede og lukkede munden et par gange, inden at hun let nikkede. Neytiri. den anden var alså ikke blot en fremmed, men også en Neitiri.

"Jivala"

kom det en anelse vagt fra hende, inden at hun hævede stemmen lidt på det sidste. et lille smil fulgte med dette, inden at hun begyndte at prøve at rejse sig på de lange stolpe ben. mon hun skulle finde mor? mon den anden ville se mor?

"Ji.. Jiv...."
En rynke dannede sig på den sorte fløjlsbløde mule. Det var ikke helt så nemt at få vredet tungen på geled og udtale det brogede føls navn. Det var i hvert fald det Ney gik ud fra var det den brogede havde sagt.
"Jiva," Sagde hun bestemt og opgav at få slutningen med, det ville nok komme. Det var et navn hun ville kunne øve sig på at sige. Måske kunne hun det så næste gang! Optimistisk var det grå sorte føl. Hun gik ud fra at alle hun mødte nu skulle hun møde mindst en milliard gange endnu. Verden føltes så lille og tiden så kort.

Det brogede føl forsøgte at komme op på benene, hvilket Ney nu også synes hun skulle. De stylte agtige ben hun var udstyrret med fra naturens side gjorde det ikke nemt at bevæge sig opad, men det var meningen, og det skulle nok komme. Det grå sorte hoppe føl havde en fordel, hun sad på numsen, så det var kun bagdelen hun skulle have med op, og det lykkes hende nu også. Afventene så hun til, imens Jivala, det brogede føl, rejste sig. Opbakkende, tilmed heppende stod Ney og hoppede.

[/blockquote][/size]

Hun så nysgerrigt til, men sagde intet da den anden prøvede atsige hendes navn højt. Jivala… selv havde hun hørt og sagt det nogle gange nu, så for hende var det ligeså naturligt som det andet. Men hendes navn. I smug åbnede hoppen munden og prøvede at forme hendes navn, dog uden at sige noget. Men selvom at det lød let når den anden snakkede, var det en del sværere end ventet. Overrasket klappede hun sammen, inden at hun prøvede igen. men ak, intet navn kom frem, og hun valgte at prøve senere. Hendes tanker kunne sagtens ”sige” det. Men endnu ikke hendes mund.Hendes blik vendte tilbage til den anden da hun endte med at sige Jiva, og hun nikkede. Det gik vel nok nu, og var ærlig talt ikke ligeså langt som Jivala.

Stadig kluntet var hun i gang med at rejse sig. men hvor den anden hurtigt kom op igen på de lange ben, tumlede Jivala klodset om i græsset inden at hun prøvede igen. hendes blik flakkede op imod hende, og hun undrede sig over hvordan hun gjorde. Ja… hvordan? En anelse tilbageholdent prøvede hun igen, og det lykkedes denne gang at komme op og stå, med de lange ben spredt ud til hver sin side. På mange måder, var Jivala slet ikke så elegant som hendes moder, og tydeligvis også denne hoppe. Men hendes opbakning hjalp dog, og kort tid efter samlede hun dem sammen og så sig omkring. Kort glimtede de gyldenbrune øjne i det svindende lys, og hun lod søgende blikket glide over den eng de var på. Mon Neytiiiri ville med? Hun smilede en anelse opfordrende til hende, inden at hun begyndte at gå frem imod træerne. Hendes mor var sikkert derinde et sted.. men ville den anden mon med?

Et kæmpe smil tegnede sig om den fløjlsbløde mule, det brogede Jivala kom også på benene. Måske en smule besværet men hun gjorde det! Det havde Ney også forventet hun ville; selv havde hun jo haft fordelen ved hun havde valgt at blive siddende på numsen, så forbenene i hendes tilfælde var jo allerede hoppe. Nemt var det ikke altid at have stylter som ben, men det skulle nok gå alt sammen. På et tidspunkt ville man jo blive stor, for lange kraftige ben og en krop der passede til, og en hals så lang at man kunne nå jorden uden at være nød til at stå med forbenene til hver sin side. En dag!
Neytiris bitte små mandelformede øre vippede frem og tilbage på hoved. Hvad skulle de nu? Ney forsøgte at finde på noget, men inden en idé faldt hende i hoved, havde det brogede føl allerede med et opmuntrende smil sat kursen. Ney valgte at følge med, og nu gik turen imod skoven, ind mellem de endnu bladfyldte træer. Det ville de være lidt endnu, men de gule og rødlige farver var tegnet alle steder på bladende. Nogen var faldet ned og blevet helt brune, og knaste hvis man trådte på dem. Det havde Ney for haft sjovt med.

Søgende lod hoppen glide de grå hove over den jord som snart ville være dækket med alle mulige farvede blade. Kort flakkede hendes blik imod dem, og hun brummede nysgerrigt. Det var nu en underlig lyd som der kom fra dem.. hvad mon det var? Var det rigtige blade.. eller var det anderledes blade. Ligesom alle de flerfarvede blomster hun havde set. Gule, blå og røde.. det var smukt – ingen tvivl. selv havde hun underligt mange farver i forhold til hendes moder, men endnu tænkte hun ikke over det. Sådan var det bare indtil videre. Men senere.. ja, der ville hun sikkert begynde at undrer sig over hvorfor det var sådan. Men lige nu, var hun uvidende om dette. Ifølge hende, var der jo intet der hed en fader – endnu.

Kort så hun sig tilbage imod den mørkere hoppe, inden at hun lod en søgende brummen lyde igennem skovens normale stilhed. Og ikke så lang tid efter, så hun den hvide flakkende skikkelse imellem stammerne. Roligt gik hun ned til Neytiri igen, og strejfede kort hendes skulder. Hvem mon var hendes mor? Hun ville rigtig gerne have at Neytiri mødte hendes mor.

Neytiri, som var det fulde navn på det grå sorte føl, kunne ikke lade være med at trippe en ekstra gang for hvert et skridt hun tog. Blot for at kvadre endnu flere visne blade på den måde og høre hvordan den knaste under hendes små hove. Ney små grinede lidt over det, og selvom hun nu gik der lidt bag ved hyggede hun sig gevaldigt med sin lille leg om at knase så mange blade som overhoved muligt så længe de bevægede sig i skoven.
Denne leg forsatte ikke ret lang tid, for pludselig var den brogede Jivala et stykke væk fra hende, og da Ney så op fik hun høje på en høj hvid skikkelse. Først blev Ney forvirret. For det var ikke hendes moder, som også bar hvidt skind. Det var en fremmede duft. Og så langsomt gik det op for hende at dette måtte være Jivalas. Så hun havde en mor! Hun var ikke forladt. Det var det grå sorte føl egentlig heller ikke, hun havde blot smuttet "hjemmefra" uden at se sig tilbage, og uden at indrømme over for sig selv at hun var væk.

Ney så på sin nye ven, da hun kom retur og strejfede hendes skuldre. Skulle hun tage med hende? Blot søge hendes moder. Ney stod lidt tøvende et øjeblik, men dette varede ikke længe: Ney brød ud i et kæmpe smil, efter fulgt af en latter. Hun nappede så til Jiva, ikke hårdt! Og sprang så frem imod den lyse hest længere fremme.