Step by step

En trygheds følelse bredte sig ved synet af den genkendelige hvide hoppe, og hun brummede fornøjet og tilfreds for sig selv. hun havde overlevet næsten en hel dag uden at løbe tilbage til hende, og mente at hun var blevet stor nu. eller.. næsten stor.
Hun følte det andet føls blik på sig, og vendte sig mere roligt end før imod hende. Hvad ville hun egenlig nu? Jivala ville have at Netiri mødte hendes mor.. mon Neytiri ville vise sin mor nu også? den tanke var meget logisk for den brogede hoppe, og hendes ører vippede let frem ved tanken. hvordan mon hun så ud... også en hvid hoppe - som mor?

Da Neytiri for første gang i lang tid tøvede med noget, overvejede hoppe føllet om det mon havde været en fejl. en fejl at få den grå Neytiri med sig. men da hun glad sprang frem imod hendes mor, smilede hun en anelse lettet.

Det var et overrasket syn som mødte den hvidskimlede hoppe da hun trådte frem for træerne. et føl - på Jivalas alder sådan cirka. gråt, og uden nogen form for andre "voksne" end hende i nærheden. mon det var Jivalas legekammarat? hoppen havde faktisk været en anelse bekymret for sin brogede datter. hun virkede meget... alene.. slet ikke så sprælsk eller livlig som Piranja var. så.. at hun havde en ven, var vel et godt tegn?
Ørene flappede let tilbage imens at hun tænkte, inden at hun begyndte at gå frem imod de 2 unge hopper. hun kunne hurtigt se Jivalas lettelse sprede sig, men ved den anden så hun en tøven. som om at hun ikke helt ville træde frem imod hende. Men dog skullle der ikke gå længe, inden at det grå sorte føl kom springende imod hende, og Piranja hævede let hovedet for at "beskytte" et lidt. ikke fordi at hun var bange for føllet. mere fordi, at hun ikke ville have at det ramte hende - og da slet ikke i hovedet. tænk hvis der var en anden hoppe her, som ledte efter det? og Piranja så ved en fejl snappede ud efter det? nej, det ville ikke være godt.

Nysgerrigt så hun på det grå sorte føl, og ventede faktisk på at det ville præsentere sig. fjendlig var hun ikke som sådan, men helt åben var hun heller ej. nok en blanding.

Hele livet var en leg, i hvert fald for det grå sorte føl Neytiri, intet tog hun alvorligt. Ikke lige nu i hvert fald. Føl stadiet ville ikke sætte sine præg på det punkt; så godmodigt man ville være lige netop i den alder som hun havde nu.
Frisk som en havørn hvinede det grå sorte føl og nåede akkurat at klodse bremsen inden hun stødte ind i den fremmede hvide hoppe. Næsten landende hun på numsen for anden gang, men også kun næsten. Et par skridt blev der bakket, så Ney kunne stille sig ordentligt. Det lille sorte hoved blev vippet på skrå og hun så undrende på denne store skabning for et halv sekund, før et stort smil var tegnet over den fløjlsbløde mule; Så nappede hun drillende ud efter den hvide.
De store mørke dådyrs øjne landede med et legesygt blik over på sin nye legekammerat og bag hende piskede den lodne lille hale ivrigt.
At præsentere sig havde Ney sjældent tid til, ikke lige ved første omgang. Det var mere eller mindre som hun ville lege hver eneste gang hun så en ny levende.

Hoppen så en anelse spændt til, og ventede på at se hvordan mor reagerede på hendes nye ven. Overrasket så hun hvordan at hun sprang frem, inden at hun en anelse klodset satte hovene i jorden og bumpede næsten ind i hendes mor. Eller, næsten. Fordi at hun landte heldigvis (uheldigvis?) på numsen – ligesom hun havde gjort og gled blot en smule. Dog var hun hurtig til at bakke tilbage, og så da på hendes moder. Den moder, som var en del anderledes end den brogede datter. De lignede nemlig slet ikke hinanden – med undtagelsen af man og hale. Hverken havde hun den skimlede krop, eller de isblå øjne. Ej havde hun den samme form for elegance eller lethed. Hun var så meget modsat sin mor, end man ville tro var muligt. Men tænkte hun over det? Nej, ikke endnu.

Overrasket så hun den anden springe hvinende frem imod hende, og hun vippede en anelse tilbageholdent ørene i nakken. Normalt ville hun ikke have noget problem med det. Men hvis en anden hoppe så på lige nu, måtte hun jo se lidt mere voksen ud, end hun egenligt opførte sig. Fordi Pi var ikke den mest ansvarlige eller voksen hoppe som kunne findes i landet. Mange andre ville nok være mere… moderlige over for føl som denne sorte og hendes eget brogede – Jivala. Hvilket minede hende om at finde faderen snarest muligt. Vise at han havde en datter som han kunne tage sig af hvis han ville. Hvis ikke, var det okay. Der var ingen følelser imellem hende og Drezar, så mon ikke det gik? Hun morede sig kort over den andens kluntede gang og skridt, inden at hun let nikkede da den bakkede. Det var godt… det var også det hun helst skulle jo. Altså bakke. For tæt på med det samme, var lidt underligt. Dog skulle der ikke gå længe, inden at den smilede bredt og tillod sig selv at nappe ud efter hendes mule. Dette var både overraskende, men også undrende for den hvide hoppe. Selv Jivala prøvede aldrig sådan noget, og hun var hendes egen datter.. dog skulle der ikke gå længe, inden at den hvidskimlede hurtigt nappede ud efter den andens strittende pandelok, og smilede fornøjet. En livlig lille en.

Den sorte hale piskede ivrigt bag hende, hun ventede spændt om denne fremmede ville lege. Hvem var hun egentlig? Neys mørke øjne faldt først på hendes brogede legekammerat og så på den hvide. De lignede ikke hinanden, slet overhoved ikke! Der var ikke noget li. Ney tænkte sig om, hun lignede jo heller ikke selv sin mor, så det kunne være lige sådan det her hang sammen. Hvorfor ville den brogede Jivala ellers lede hende her hen.
Smilende over hele den lille mule blev hun ved med et stykke tid at se frem og tilbage imellem de to, hun ville finde en lighed. Det eneste der var, var deres halers farver, de var ens. Ney træk på skulderen. Det var også fuldstændig irrelevant.

Den hvide nappede tilbage efter hende, og en stemme i Neys hoved råbte bare hurra! For hun ville lege. Hvinene, med et smil over mulen hoppede hun lidt til siden, for så at nappe ud efter den hvide hoppe igen, denne gang imod hendes skuldre.

[/blockquote][/color]

En følelse af jaloux sneg sig ind på hende, men hun var hurtig til at ryste den af sig. hun var for ung til at føle sådan noget. Dog… selv kunne hun aldrig finde på at gøre sådan lige med det samme, over for en fremmed. Hvordan kunne den sorte Neytiri bare lige sådan gå hen til hendes moder? Ja, det var et mysterium for den unge hoppe. Dog morede hun sig let over hvordan den andens blik gled frem og tilbage imellem hende og Pi. Der var altså ingen lighed… næsten..

//korte svar med Jivala, da hun ikke rigtig laver noget her xD