Step by step

Reserveret til: Hanna og jivala (I andre, føl jer endelig fri til at deltage)

Den næsten helt sorte lille hoppe dansede afsted over den græs fyldte eng Knæløftningerne var høje, og allerede på få dage var Ney meget mere sikker på de styltede ben hun var blevet udstyret med fra fødslen.
Stærkt gik det dog ikke i sin færd over den endnu grønne eng. Små dråber regn havde vidst sig ned over himlen og havde fanget det sorte føls opmærksomhed. Hver eneste hun spottede skulle undersøges, for hvad var det nu for noget! Ney ville ikke have det skulle regne, hun kunne lide det tørre vejr. Irriteret på vejret blev de små mandelformede øre vippet baghed og en rynke blev dannet på den fløjlsbløde mule. Hvorfor var det lige at alt i denne verden ikke forstod hun bestemte?
Et utilfreds fnys lød fra hende, før hun igen dansede videre let på tå, på jagt efter noget nyt der skulle undersøges. Det var ikke langt hun nåede før hun brat stoppede op med et forskrækket hvin. En vanddråbe havde tilladt sig selv at lande på hendes mule.

.[/blockquote][/color]

Hvordan var de endt her? Jiva kunne faktisk ikke helt huske det. det var gået så hurtigt.. og hun var pludselig på en helt anden ø end den hun plejede at være på. Og det gjorde hende på sin vis en anelse usikkert med alt det grønne, frodige. Og mest af alt. Den rolige stemning. Det var ikke som om at der hvert øjeblik kunne springe et monster frem, ligesom det føltes som på den sorte ø. Det var mere.. idyllisk. Om hun kunne li det eller ej, vidste hun dog endnu ikke. Men hun troede da hun kunne li det… Nsygerrigt løfede hun hoven over det grønne græs, og puffede forsigtigt med mulen til en gul blomst. Den hverken eksploderede eller smuldrede? Mærkeligt.. Undrende så den brogede hoppe op imod himlen, og uden videre begyndte der at falde vand ned fra himlen!? Hvad var det dog for en ø? Usikkert vippede ørene tilbage i nakken, men ingen lyde kom fra hende. hun krøb blot lidt sammen i regnen..

Hvordan var de endt her? Jiva kunne faktisk ikke helt huske det. det var gået så hurtigt.. og hun var pludselig på en helt anden ø end den hun plejede at være på. Og det gjorde hende på sin vis en anelse usikkert med alt det grønne, frodige. Og mest af alt. Den rolige stemning. Det var ikke som om at der hvert øjeblik kunne springe et monster frem, ligesom det føltes som på den sorte ø. Det var mere.. idyllisk. Om hun kunne li det eller ej, vidste hun dog endnu ikke. Men hun troede da hun kunne li det… Nsygerrigt løfede hun hoven over det grønne græs, og puffede forsigtigt med mulen til en gul blomst. Den hverken eksploderede eller smuldrede? Mærkeligt.. Undrende så den brogede hoppe op imod himlen, og uden videre begyndte der at falde vand ned fra himlen!? Hvad var det dog for en ø? Usikkert vippede ørene tilbage i nakken, men ingen lyde kom fra hende. hun krøb blot lidt sammen i regnen..

I sin færd frem blev Ney forstyrret af mange ting der enten ikke makkede ret eller blot var noget helt fremmede for hende. Hver gang var hun stoppet op for at undersøge eller spille meget utilfreds, men uden at kunne gøre noget ved det: Det der dog kom til at forstyrre hendes færd, opdagelses tur var et broget føl. Ca. på hendes egen alder. Næsten helt forbløffet var Ney stoppet op. Kiggede lidt måbende, for til sidst at udstøde et glædeligt hvin imod det brogede føl. Den sorte hale piskede rundt i cirkler bag hende og de små mandelformede øre var rettet lige frem.Ney trippede af spænding på stedet, hun nåede aldrig rigtig at vente på føllet reagerede før hun var danset lystigt og legesygt hen imod det fremmede føl. Ney var allerede nu overbevidst om at det ville lege med hende; det skulle det. Ney bestemte jo. Hvilket det der ikke var noget der jo vidste eftersom det foregik i hendes eget lille hoved.

Næppe forsigtigt stak Ney sit sorte fløjlsbløde mule frem imod det brogede føl, hun indåndede en ordentlig mundfuld af luften, blot for at en anden gang hun også kunne genkende denne duft.
Legesygt nippede hun ud efter den andens mule. Hurtigt trak hun sig tilbage og stod nu helt anspændt, klar på leg.

Og så skete det. Endelig fandt hun en fremmed, og enda en på sin egen alder. Men hvor den anden syntes at lyse op og glæde sig til at hilse på hende, stivnede Jivala pludselig og stirrede en anelse køligt på den fremmede. Hvem var det?`Den sorte hale svirpede let over måsen, og noget der kujnne minde om en advarende brummen kom pludselig fra hende idet at hun trak sig tilbage. Da den anden sågar sprang legende imod hende, og strakte mulen frem, stejlede Jivala halvt for at få den anden væk og på afstand. Det hele gik simpelthen for stærkt for hende!

En frustreret hvinen over at den anden pludselig bare brasede ind imod hende på den måde, havde fået hende til at undertrykke den normale nysgerrighed der fulgte med alderen, og i stedet fået hende til at prøve at holde den anden på afstand. Ørene lå let tilbage, idet at hun landede på alle 4 igen og bakkede væk. Hovedet var ganske vidst hævet, og halen løftet. Men hun så nærmere fjendsk ud end imødekommende.

Ney rettede sig op fra sin anspændte position, og en undrende fik en rynke frem på den fløjlsbløde mule. Det fremmede brogede føl så ikke ud til at ville lege, og det fik Ney til at undre sig. Godt og vel havde det unge føl ikke været omkring selskaber før, og havde egentlig kun mødt sin askegrå legekammerat, som var mere end ivrig efter at lege med hende.
Det lille sorte hoved vendte vippede på skrå og de bitte små mandelformede vippede lidt frem og tilbage, for til sidst at ende helt fremme. Hvorfor vil den ikke lege?, tænkte Ney og stod stadig og undrede sig. Ikke længe stod hun sådan før hun igen tog chancen, mere forsigtig denne gang for at se om det virkede. Hun strakte mulen frem imod den. Og pustede til dens mule. Ivrigt piskede den sorte hale bag Ney, hun var legesyg og havde masser af energi og ærligtalt forstod hun ikke hvorfor det fremmede føl ikke ville lege med hende.

Anspændt så den brogede på hoppen, men da hun pludselig syntes at dæmre lidt ned for den energi der var i den unge krop, og ørene vippede let til siderne i stedet for at lægge sig tilbage.. langsomt sænkede hun hovedet en anelse, og så en anelse køligt på den fremmede. Ikke fordi at den anden på nogen måde var uhøflig, men mere fordi at Jivala allerede var ved at danne sig en mening om hoppen. En mening som var på vej i den negative retning. Men hvem sagde ikke at det kunne ændrer sig med det samme?
Da den anden forsigtigt strakte mulen frem imod hende, skævede hun en anelse mistroisk på denne inden at hun tog sig sammen og let strakte mulen frem imod hende. tilbageholdent, men alligevel..

I det indre boblede det med energi og det var lige før det sorte føl ikke kunne holde sit nap tilbage, hun havde haft i sinde at gøre imod det brogede føl. Hun gjorde det ikke! Ney ville ikke skræmme sin nye legekammerat væk. Hun ville lege med den, og den skulle lege med hende! I hvert fald når Ney skulle bestemme, hvilket hun jo mente hun gjorde. Forskruet ja.
Forsigtigt pustede hun igen til den fremmedes mule, og forsøgte at virke overbevisende om at det skulle tage det næste skridt og lege. Tumle, nappe og drille. Alt, ville være fint med Ney, blot en form for leg.
Utålmodigt viftede den sorte hale ivrigt bag hende. Hun kunne ikke vente, hvorfor tog det så lang tid for det brogede føl? Hendes askegrå legekammerat havde jo forstået det med det samme. Naiv var det af det sorte føl at tro alle var som den askegrå, men det var jo det eneste hun hid til kendte.

Hun tog det stille og roligt.. hver ting til sin tid… roligt.. sådan forholdt Jivala sig lige nu, og sådan ville hun nok også forholde sig i længere tid. Der var ingen hastværk for den brogede hoppe. De dybe gyldenbrune øjne målte hoppen i noget der kunne føles som evigheder, og hun kunne godt fornemme den andens eksplosive energi under alt den… hud? Hun havde ikke leget med andre end sin moder, og at hun skulle det nu virkede helt urealistisk. Men dog…
Kort kneb hun øjnene let sammen, inden at hun med et lille smil puffede tilbage imod den bløde mule som den anden hoppe bar. Et skridt frem.. to skridt. Det gik, bogstavelig talt ”fremad”.

I et stort og tandlyst smil udbrød Ney et ivrig tog glad lille hvin. Det brogede føl havde efter hvad havde føltes som for evigt taget skridt frem, og havde puffet til hendes mule. Der var håb forude! En bombe af lykke var eksploderet inden i det sorte føl. Nu forsøgte hun så at puffe forsigtigt igen. For Ney gik det langsomt fremad. Og selvom det var ALT for langsomt til hvad hun normalt ville finde sig i, så accepterede hun det nu. Måske det brogede føl kunne kvikke lidt op, og måske det kunne gå endnu hurtigere med at komme i gang med at lege næste gang? Hvem ved.

Den sorte hale piskede stadig ivrigt bag Ney, den kørte rundt i cirkler og kunne få det til at ligne hun ville lette fra jorden når det skulle være. Dette skete jo selvfølgelig ikke. Det var umuligt.

Hvor mange følelser kunne den sorte lige rumme? Selv var Jivala tydeligvis mere dæmpet i sine følelses udbrud. Og selvom at det var en succes med hoppe føllet her, betød det ikke at det blev ved med at være det. Hendes reaktioner ændrede sig konstant, men for det meste holdt hun den lettere resaverede holdning over for fremmede – ligesom nu. Men dog… at være føl hjalp en del på hendes nysgerrighed og passion, og dette var nok den eneste grund til at hun turde tage dette skridt imod den anden hoppe. At sige at hun var bange, var nu et rimelig stort ord. Bange… nej, hun var bare forsigtigt. Selvom at hun sikkert ingen grund havde til det, opførte hun sig som om at alle andre end hende var underlige. Og den sorte var i den grad underlig..
Uden at tænke over det, nappede hun pludselig ud efter den andens mule, imens at hun trådte et lille skridt fremad. Var det mon rigtigt?

Af ivrighed gjorde det sorte føl et lille hop med bagdelen og et lidt forskrækket hvin. Hun havde ikke set det komme, selvom hun havde forventet det. Det brogede føl havde nappet ud efter hende. Endelig tegn på leg! Det skulle nok komme, Ney var overbevidst om det. Det brogede føl sulle nok lære hvordan men legede.
Ney havde overbevidst sig selvom at det brogede føl var uforstående og simpelthen ikke vidste fordan man legede. Og det skulle hun lære! Det havde Ney i hvert fald bestemt sig for. Nu var det jo også sådan at det brogede føl var i hendes kongerige, der hvor hun bestemte alt ting; troede hun!

Mere forsigtigt end normalt nappede hun ud efter det brogede føl med sit tandløse bid. hun ville ikke sådan rigtig ramme, fordi hun skulle ikke til at skræmme den igen. Det duede ikke, tålmodigheden til at starte forfra havde Ney ikke lige i sig.
De små mandel formede øre vippede afventene frem og tilbage. Hun ventede på det brogede føls næste træk.

Da den anden hvinede forskrækket, lagde hun undrende hovedet på sned. havde det ikke været meningen? Havde det ikke været det hun skulle.. lege? Kort overvejede hun bare at trække mulen tilbage igen og finde sin mor, men noget holdt hende tilbage. Nej. Hun havde gjort det rigtigt. Den anden tog fejl.

Da den anden igen nappede ud efter hende, brummede hun let inden at hun nappede efter hende igen. det var nok det der var meninge. Hele tiden nappe efter hinanden.. men var der en grund til det? Indtil videre kunne hun ikke se det sjove i det, men uden videre prøvede hun noget andet. Undrende begyndte hun at gå frem, inden at hun stødte bringen imod den anden.

Der kom endelig liv i det brogede føl, og gjorde Ney glad. Hun lagde ikke skjul på det, sådan som hun lyste op i står smil og blot generelt udstrålede glæde. Det brogede føl kunne godt finde ud af det, den kunne godt lege. Ney var så mere eller mindre overbevidst om hun lige havde lært den det, og var ubeskrivelig stolt af sig selv. Stolt løftede hun bringen frem, for rigtig at vise at her var hun. Lige ind til det brogede føl stødte ind i hende og skubbede. Ney skubbede igen og smilede stadig og nappede nu ud efter dans pandelok for så hurtigt at hoppe nogle skridt væk. Måske den ville lege fangeleg som Ney allerede fra start af havde tænkt sig.
Afventene stod det sorte føl nu og ventede på at se om det brogede føl forstod hvad hun ville. Eller skulle hun også lære den dette? Ney var stadig i sin overbevisning.

Da den anden nappede ud over hendes strittende pandelok, kom der en underlig lyd fra hende. denne lyd hed latter, og kort stivnede hun forundret inden at hun med et forsigtigt smil så på den anden. den anden virkede til at stråle af noget der kunne minde om stolthed, men af hvilken grund vidste hun endnu ikke.
Det sorte føl skubbede tilbage, og hun stemte en anelse stædigt hovene i jorden. nej, hun ville ikke rykke sig.

pludselig begyndte den anden at hoppe nogle få skridt væk, men denne gang var Jivala ikke sen til at opfange ideen med det. en anelse tumlende hoppede hun efter hende, og prøvede at få fat i den sorte hale.