Faren er over os..

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Stilhed. Det var det rette ord til at beskrive det der skete imellem disse to sjæle i dette øjeblik. Stilheden var som en massiv mur, kun afbrudt sneens vedvarende knirkende lyd, samt vindens såkaldte hvisken omkring dem. Men stilheden var nok for hoppen… da nærværet var her, var hun alligevel ej alene. Og dette var grunden til at hun for en stund kunne lade tankerne vandre deres egne veje. Denne hingst… hvem var han? Og ikke bare hvem, men hvordan var han som person? For denne hoppe havde kun fået et pænt sagt lukket ydre som indtryk. Med regler og normer som noget vigtigt… men var der ikke mere? Var han ikke andet? Det var det hoppen ville finde ud af. Grave frem og lægge ud i verdens lys. Om han så ville have dette – ja det var en fuldkommen anden sag. Endelig valgte hingsten at svare på hendes pørgsmål, og hoppen vippede med skjult interesse ørene frem imod ham. Dog åbnede hun kort munden i overraskelse over den lange tid, og nikkede da. 6 år. Dette var utrolig lang tid at befinde sig det samme sted mente hoppen. Sjældent var det at hun bibeholdt de samme egne at vandre, og fandt nye steder mere spænende end hun lod vise. Men dog, denne sne var ikke en overraskelse eller forandring til det posetive ifølge hoppen. Det kunne være langt bedre. ”6 år er lang tid… har de fundet noget spænende eller værd at beholde siden de har blevet her?” Kom det en anelse venligere fra hende, og hun lod sig ikke gå på af den kølige attitude. Der skulle meget til direkte at afvise denne hoppe.. men til gengæld.. når dette skete, ville et uvejr uden lige bryde frem i hoppen nærvær.

Hoppen var nysgerrig, jovist; for et besluttet respons var på tale, alt imens de videre drog vejen som Djange ledte for dem. Atter havde det ene øre været gledet på sned, imod hende, før det fandt vej tilbage i nakken. Denne gang undte han blot hoppen et kort skævende blik, før det blev rettet meget direkte frem igen. Kort syntes han at skimme en anden skikkelse i et af skovbrynene en del væk, men konkluderede hurtigt at han tog fejl, før han derpå åbnede mulen.

”Spændende jovist, lærerigt bestemt; ægte kærlighed.”
Hæst og intenst lød hans ord, tonløse, efter at hans øre havde presset sig hårdere ned i nakken, samt en skeptisk og nærmest vrænget rynke havde vist sig tydeligt på den lyserøde mule. Anspændt forblev han, og koldt og tomt forblev hans blik atter, dog understregede et hårdt dæmpet fnys afsluttende hans sætning.

”Men det er intet jeg besidder mere, den tid er forbi.”
Understregede de sidste tonløse ord, alt imens han atter drog sin vej, ledende. Alt imens de endnu nærmede sig, det gjorde de.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Endnu en pause. Hoppens rustrøde krop rystedes kort, men denne gang ikke grundet kulden. Blodet var i gang igen i den feminine krop, og fik langsomt varmen til at spredes rundt i de lange slanke lemmer igen. Det var en behagelig, og dejlig følelse… noget man sagtens kunne vænne sig til. Dog skulle man ikke vide sig for sikker, for dette tempo som hingsten holdt var ikke lig hoppens eget tempo til hverdag. Udelukkende grundet ham bevægede hun sig sådan, da selve gangen var hurtigere end hendes. Dog syntes de hurtigt at nærme sig de utrolige bjerge, hvilket vel blot var et plus… Endelig begyndte han at svare hende, og ved hans ord trak det let i hoppens ene mundvig. Både overrasket, men til dels også hånende på sin egen vis. Ikke imod ham, ikke imod den der end måtte have været hans såkaldte ægte kærlighed. Men imod begrebet ægte kærlighed…. Her troede hun et og andet om denne brogede skabning, og så brugte han et så simpelt ord som kærlighed. Hvilken gud han nu end tilbad, måtte virkelig have spillet ham et puds. For sådanne ting fandtes ikke. Hoppen åbnede let munden for at give et svar på hans ord, da en efterfølgelse fulgte. Den tid var forbi… enhver anden ville måske have givet om sig med trøstende ord samt opmuntrende puffen. Men nu var Fame jo denne mærkværdige skabning på flere punkter, så hvorfor ikke også her? Nej, at hun ligefrem frydede sig ved hans tab var et stort ord som hoppen ikke ville sige. Men noget nær det. Dem der ikke vidste bedre, måtte jo lære det på den hårde måde… ”Og er det en savnet tid..?” Kom det lavt og en anelse intenst fra hende. 2 par dybe brune øjne hvilede i dette øjeblik på ham. Interessen for dette emne var der, men i en behersket form. Hun nåede ingen vegne ved at reagere som en sukkersød hjælpende hoppe… så hingsten fik den rå udgave af hende, som ikke var skjult af facader eller forhindringer. Hun ville hjælp om muligt, men en dag ville det skulle betales tilbage. Enten på den ene eller den anden måde. Den sorg han følte over tabet, var betalingen for den kærlighed han nok havde følt i det øjeblik. Men intet varede ved. Sikke noget…

Der gik ikke megen tid før dette mundede ud i en samtale, af ord der erstattede flere ord, sætninger, tilbagekastende effekter. Hoppens ord lød, og der gik ikke megen sekunder – nærmere blot et åndedrag før hingsten atter udgjorde den karakteristiske kotume, med øret på sned, dernæst presset i nakken og derpå ord.

”Det er altid en savnet tid når en sjæl forlader den jord vi selv begiver os på.”
Havde den hæse og intense stemme lydt, tonløst. Enhver fremmed, bekendt, endda ven, ville tro ud fra lyden og hans holdning at hans mages død ikke rørte ham spor. Men huskede man blot at tyde hans ordvalg, frem for fysiske kropssprog, ville man pludselig opleve en ret så lige til karakter…

Det kolde og tomme blik forblev atter vendt fremad, direkte – selvom Djange jovist bed sig mærke i hvordan hun nærmere lagde fokus på ham, som skikkelse, frem for deres omgivelser.

Afventende bevægede den rustrøde sig fremad, alt imens hendes ører jævnligt tippede i retning af denn sære og fascinerende hingst. Selve hans udseende skildre sig mærkbar ud fra hoppens normale omgangs kreds, men ligeså hans lettere lukkede holdning og kølige afvisninger... Og alligevel bar han en morale af en art, der ikke ville efterlade hoppen herude i kulden og det fremmede landskab. Underligt... Og fascinerende.
Endelig syntes han at bryde den tavshed der havde været, og tænkende tiltede den rustrøde det ædle hoved på sned. En savnet tid. Hun tvivlede. For hvorfor skulle han savne hende sådan.. Hvordan? Frustreret virrede hoppen med hovedet, da hun i dette øjeblik ærlig talt ikke forstod hans ord.. Eller følelser for denne fremmede hoppe.
Let kneb hun munden sammen, alt imens en tænkende rynke viste sig imellem øjnene. Dette her var noget sf en udfordring, og hun måtte gang på gang holde sig tilbage for ej at spørge om mere. Hun var her trods alt blot for at finde det længe savnede ly - ikke at lære ham at kende. Men dog trak det i hende for at prøve dette. At skabe om end ikke en kort relation i dette land. Så hun i det mindste vidste hvor hun kunne snakke med andre uden frygten for blank afviselse. Men dog, denne hingst virkede ikke som denne type.

Ikke længe gik der, inden at de hurtigt halede ind på de enorme bjerge. Snart ville de være ved foden, og hoppen skuttende sig kort ved tanken om den store opstigning.. Hvilken hårdhændet land dette var. For det var tydeligt - hoppen var ikke skabt til kulde samt stejle bjerge, men nærmere enge og sletter. Tøvende stoppede hum op, og så tvivlede opad. Kunne hun det? For en stund, vidste hun det ikke helt.

Hoppen tav, hvilket ikke rørte hingsten; roen der lå over engen var behagelig, alt imens der dog blev sat gang i en del tanker hos den brogede. Dette ændrede dog ikke på noget som helst udadtil hos hingsten, tværtimod. Endnu var hans blik mindst lige så koldt og tomt, mens den anspændte holdning endnu var overvågende samtidig over deres omgivelser. Men bjergende nåede det omtrent hurtigt, og underlaget blev automatisk hårdere under sneens lag. Stien foran dem, var ikke som sådan meget stejl og heller ikke smal, men af sikkerhedsmæssige årsager tog Djange alligevel sine forholdsregler.

”Efter Dem.
I same øjeblik som den muskuløse hingst havde klodset alle fore hove i, lød den tonløse og hæse stemme. Yderst tonløs, jovist, men dernæst kunne hans ord havde lydt ret så kommanderende, til trods for høfligheden i ordende. Dette lå nok til grund ved de i samme øjeblik meget pressede nedlagte øre, og en svag rynke på den lyserøde mule. Hvorfor han egentlig reagerede sådan fra start vidste han ikke? Måske han lettere forudså at denne hoppe ikke ønskede at indtage vejen som den forreste?.. Hun havde jo trods af alt trygget sig pænt bag ham hele vejen her hen, men med dette glatte underlag, ville han ikke risikere noget. Skulle hun glide eller falde, ville han ikke kunne hjælpe eller gribe hende, ved at begive sig foran hende.

Hingstens kommanderede tone var ikke til at tage fejl af, og noget der kunne minde om en knurren fra hende. Hende indre stejlede kort, og en sitren viste sig kort igennem hoppens krop som et tegn på den idnespærrede energi, og pludselige vrede over dette. Meget tolererede hun, men direkte ordre accepterede hun ej. Let kastede hun med hovedet, inden hun demonstrativt vendte sig imod ham, og så stædigt på ham. Halen gled frustreret svirpede bagved hende, og hun brummede let.

" jeg aner ikke hvor de ønsker at komme hen. Så hvordan skal jeg kunne gå forrest? Desuden, ville det sikreste være hvis de gik foran, da de kender stierne bedre"

Kom det med lettere irritabel stemme. Nej, hun skulle ikle risikere noget hvis der lurede farer eller lign foran dem.
Langsomt faldt hoppen dog let til ro, og vendte istedet det ædle hoved imod stien enndu engang. Hendes argumenter for godt grundet, da hun ærlig talt var o tvivl. Vejen var smal og snoet, og til tider dækket med små sten eller måske islag. Det kunne blive farligt, men nogenlunde sikke var hun dog ville hun nemt mene. Og endnu engang, undrende hun sig over hvorfor denne valgte at blive i hendes til tiden besværlige selskab.

Ej havde Djange forudset dette, men alligevel tilfredsstillede denne scene ham. Hvilken lille hidsig sag, næsten som den grålige Nour; hans kære Athenes moder. Dog reagerede han udadtil dels anerledes. De gråbrune øre blev lagt hårdt i nakken, mens en rynke på den lyserød mule slog sig, mens de krystalblå øjne understregende blev misset skeptisk over hende. Hendes svirpende hale, syntes han dominerende, hvilket udgjorde et hæst og lidt bestemt fnys, der så småt gav genlyd mod bjergendes høje sider foran dem.

”Vejen skal jeg nok lede Dem, men glider De i dette terræn, vil jeg ej kunne hjælpe Dem ved at begive mig foran Dem.”
Argumenterede den hæse og intense stemme, tonløst mens de kolde og tomme øjne stirrede sig fast på de mørke øjne hun bar, så dybe og mørke, tilmed uskyldige og alligevel lettere ulæselige.

”Jeg ledsager ingen, jeg ikke kan passe på til fulde.”
Fastslog Djange, med samme lig stemme og tone, mens et hårdt piskesmæld med den fyldige mærke hale lød understregende.

Hidsig… temperaments fuld og til tider ikke føjelig. Ord der meget vel kunne beskrive den rustrøde skabning med den yndefulde slanke krop. Dog bedragede det ydre som oftest mere end man skulle tro, og dette også i hendes udtryk. En del undren fandt hun ved denne grålige hingst, og alligevel vidste hun intet andet en foragt og mismod over for ham. hvorfor? Såre simpelt. Behovet for tydeligt at vise hendes følelser eller andet imod andre fandt hun slet og ret ikke nødvendigt. For af hvilke grunde skulle de kende til andet end hendes midmod imod disse heste? Ingen så vidt hun forstod. Dog vidste hun ikke, at denne Djange var hende mere ens end udseendet viste.
En demonstrativ fnysen var til at høres, ved hans ord. Hjælpe hende? den eneste hjælp hun behøvede vcar en god vejviser – ikke nogen beskytter eller lille hjælper.. Vedholdende ved øjenkontakten var hun skam, og hvis ikke han havde hævet stemmen igen, kunne de have stået der længe. Dybe brune øjne, imod de kolde blå.

”er det deres morale der beder dem om det, eller en grund de ikke har vist mig..?”

Kom det lavmælt men dog hørligt fra hende. En stampen i jorden understregede héndes ord, inden at hun efter et sidste intenst blik trak det til sig og i stedet vendte det ædle hoved let imod vejen foran hende. Stejl var den, og frygten for at skride sad i halsen på hende. men dog, med værdigheden i behold trådte hun med fuldt overlæg op foran den grålige hingst, og tog føringen.

Direkte dominerende, mens den brogede hingst jovist fornemmede den lettere tryggede stemning af at de stod og spillede lidt op overfor hinanden lige nu. Hoppen gav sig dog, med en rap bemærkning, før hun i fuldt stolthed vendte omkring og gjorde som han lige havde beordret, mere eller mindre. Nærmere insisteret ville Djange have tolket sin handling som, mens den nok mest af alt havde virker beordrende. Hoppens ord rørte ikke spor, men med den høflighed han havde fået banket ind i hovedet lige siden han var føl, udgjorde et jovist konkret svar.

”Morale, god opdragelse, vane. Kald det hvad De vil.”
Hæst og intenst lød hans stemme, tonløst, alt imens hans krystalblå øjne, med det kolde og tomme blik gled op langs stigningen de bedrog nu. Fast, præciserende tog han skridt for skridt, med en passende afstand til den rustrøde guddommeligt smukke skabning foran ham, alt imens han var opmærksom og observerende på enhver farer, lige fra fremmede, rovdyr, til hendes færden foran ham.

Hoppens skridt rungede en anelse tomt imod stenene, og med en tilbageholdt nysgerrighed lod hun forsigtigt de brune øjne liste sig op af de stejle "murer" omkring hende. Mon det var unormalt at føle sig lille her i dette selskab af sten og jord? Noget så gammelt som selve dette lands fundament.. Sten. Hun håbede det. Lille, ung og uden helt at vide hvor hun befandt sig. I denne stund gik hun bare, imens hun stille håbede at denne Djange ikke drev gæk med hende. Angående hingsten...
Langsomt vendte hun blikket bagud, og konstaterede da tilfreds at hingsten holdt en påpasselig afstand til hende. Denne høflige side var nu noget hun fandt i stærk kontrast til hans ellers kølige... Men ak, galant og høflig var det sjældent nogle var - og på et længere sigt var hoppen til dels ligeglad med dette. Alt der talte for nu og i dette øjebliks var de valg hun træffede. De stier hun valgte. Andres veje ville ganske vidst sætte sine præg på hendes lange linje... Men til denne slutning, var det hende og kun hende der havde kontrollen over hende selv. Møder med andre heste... Underlagt andres vilje. Nej, aldrig mere ville hoppen bukke sig for andre.
Tankerne fik hende til kort at svirpe arrigt med halen, inden at hun endnu engang fik lagt bånd på sig selv. Tankerne om fortid og fremtid var et... Specielt emne for hoppen. Men endnu engang formåede hun at lægge låg på dette, og tilbage var den ædle, elegante men dog til tider giftige og selviske skabning. Fame.

Bagved hende forsatte hingsten, og hun vendte derpå blikket fremad. Stien snoede sig som en slange, og hvad han ville visne hende heroppe vidste hun ikke. Kulden var måske værre heroppe, så snart de nåede ud fra bjergets beskyttende murer. Og det var det det handlede om... Ikke? At finde... Ly til den rustrøde hoppe. Eller gjorde det? Let holdt hun en parade, og vendte derpå de markede hoved imod den betydeligt stærke hingst bagude hende. Måske burde hun ikke udfordre hans autoritet på denne måde, da han i hendes gamle land tydeligt ville have ligget højt i graderne. Men.. Hun kunne simpelthen ikke lade værd.

"Hvad leder vi efter nu..?"

Kom det med en mere blød stemme end hun normalt fremvise. Og dog, under dette glatte lag hvilede det ulmende temperament som også kunne findes i hendes øjne. For øjnene var et spejl til sjælen..
En anelse provokerende vendte hun mere af den slanke krop imod ham, for at understrege hun ikke ville rykke sig, før et tilfreds svar var blevet hende givet. Underligt hvordan denne hingst kunne bringe noget af det mere stødende frem i hende. Undersøgende. Afventende og en anelse nysgerrigt så hun på den store og betydeligt stærke hingst.

Den smukke fyldige lyse hale hun ejede, svirpede tilmed arrigt – hvilket fik den brogede hingst til at foretage en halv parade, med vigende hoved på den højstillede muskuløse hals. Ørene blev da også presset hårdt i nakken alt imens mulen rynkede sig skeptisk, over hendes åbenbart selviske tankegang. Dét, eller også var det en anden form for hentydning af mere afstand, og det fik hun da også. De nåede et godt stykke og kun få halvtredsmeter fremme ville de kunne følge stien, der uden på bjerget drog, til at følge den ind mellem to bjergsider, så de ville komme i form af ly. Snart ville de herpå støde på den lille åbning der ville føre ind i en grotte og hernæst den planlagte destination. Sølle øjeblikke ville denne vandring tage, hvis man da kendte vejen. Dette varede dog kort, før hoppen atter blev på tværs og direkte spillede op igen.

De kolde og tomme øjne så sig meget direkte i hoppens øjne, mens han rynkede på den lyserøde mule, næsten advarende, alt imens få tænder blev blottet ved den rynkede mule. De krystalblå øjne blev misset sammen, anseende imod hoppen, mens ørene nu lå dybt i nakken ved den mørke og fyldige man.

”Varme til Dem.”
Lød hans stemme blot hæst og intens, mens han ej vej for den afstand hun selv havde valgt der skulle være imellem dem. Atter var hans ord tonløse, mens han dog var direkte advarende nu. Hvis hun ikke ønskede han vejledning, kunne hun føle sig fri til at smutte tilbage i det snebeklædte landskab.

Hingsten spillede tydeligt med på den stille magt udfordring hun fremviste, og svarede med let blottede tænder samt de samme kolde og udtryksløse øjne. Øjne der forvirrede hende noget så forfædeligt, og alligevel fangede hendes opmærksomhed igen. Hvordan denne hingst fuldkommen kunne lukke ned for sine følelser, var for hende ukendt. Var det års træning? Var det en naturens gave...? For selvom hoppen så tit prøvede at bruge det samme blik som hingsten beherskede nu - dette udtryksløse, kolde og afvisende blik, så kunne hun aldrig. Altid ville denne glød være at finde i de brune øjne.
Let sænkede hoppen det ædle hoved i en nikken som et stille tegn på forståelse, inden at hun hævede det og mødte det kolde blik på ny. Forskellen var dog at hoppen denne gang havde et tilfreds smil på den sorte mule, og vendte derpå langsomt om igen. Varme.... Alene tanken fik hende i dette bedre humør.
Med en tænkende og opmærksom mine fulgte hoppen stien igennem de skiftende "landskaber" inden at hun stoppede foran enden til en gang. Mørkt... Så frygteligt mørkt var denne indgang. Hoppens før selvsikre smil flakkede ned til en sammenholdt mine, og hun brummede en anelse usikkert. Skulle de nu derind? Det havde ikke strejfet hende at der i en grotte self ville være mørkt... Langsomt lukkede hun øjnene, og de rødlige ører vippede forsigtigt ned i nakken. Hvordan kunne hun finde vilje til at flyttet de slanke lemmer derind?

Det var tydeligt at hoppen var utilpas over situationen.. Og denne ene gang, var det ikke den anden hingst skyld.

Denne mørke indgang, var på ingen måde indbydende. For ethvert flugtdyr, ville denne nysgerrighed ende i død. Dumdristighed betaler sig ikke. Alligevel havde Djange gennem årende udforsket bjergpasset på alle leder og kanter, og måtte indrømme at han kendte det ligeså godt som sin egen hov. Det var dog tydeligt at denne sti, med grottens indgang i bjergvæggen på deres højre hånd, ikke tiltalte den smukke og spinkle hoppe. Tvært imod. Han stoppede selv op bag hende, uden pres.

”De er i sikkerhed, tro mig.”
Forsikrede den hæse og intense stemme, selvom ordende atter var tonløse – som sikkert kunne skabe tvivl. Dog trådte han nu frem, en anelse banende. Dette bundede i at han selv spændte tilstrækkeligt mere op, med helt nedlagt øre, rynket mule, blottede tænder og sammenmissede advarende øjne. Jovist ville han tage føringen, men hun skulle så sandelig også flytte sig. For hvis der var noget Djange bestemt ikke brød sig om, var det nærhed med andre fremmede, som bekendte. Det personlige rum, vægtede ha altid højt, og selvom det var uretfærdigt skulle det ikke komme som en overraskelse for hende at blive hakket ud efter, hvis ikke hun flyttede sig for ham nu, så han kunne få sit rum. Før han kunne lede hende ind i grotten.

Fjernt ringede hingstens ord for hendes ører, men ingen respons blev givet. Hah - sikkerhed. Det der end kunne befinde sig derinde ville han måske ikke have en chance imod... Næppe ville han kunne se meget mere end hende derinde, og hvordan ville de i det hele taget finde ud igen? Alt for mange huller... Alt for meget hun ikke vidste om disse bjerge.
Bagved hende trådte hingsten mere frem - selvsikkert så at sige, og hoppens ører røg om end ikke længere ned i den fyldige flødefarvede man. Kort åbnede hun de før sammenknebne øjne, og en kort fornærmet brummen undslap hende. Der var masser af plads til hans brede skikkelse... Mente hoppen ihvertfald. Også selvom han nok blev nød til at strejfe hoppen kort. Hvilket da ikke var noget dårligt? Fame var udemærket klar over den varme og indbydende farve hun besad... Så tanken om at han skulle sky at komme i kontakt med hende var noget så fjern som den kunne være.

"De kan godt komme forbi.."

Sagde hun langsomt men sikkert. Blikket hvilede tilbage på hingsten, men uden denne udfordrende tone. Hvis hun skulle derind, skulle det slet ikke være med den samme afstand som før. Nej, hun havde holdt sig i skindet da hingsten ikke havde virket videre fornøjet over hendes kontaktsøgende adfærd... Men det måtte han finde sig i nu, da hun som sagt gerne ville derind - men ikke alene. Men på trods af alt dette, kunne hun ikke få sig selv til at bede om hjælpen. Hendes stolthed var for stor..