Faren er over os..

Hoppen forstod til synladende ikke en hentydning! Det var nok lettere pludseligt at han hakkede advarende ud efter hende, dog i sinde om ej at berøre hende. Men han ønskede på ingen måde at hun skulle røre ham, om end ikke det så blot var et strejf. Denne situation var hverken et nødstilfælde eller et spørgsmål om liv og død, så derfor påkrævede han stadig en vis respekt fra sin modpart; fremmede selskab.

Der lød et mindre smæld fra det tandsæt der hakkede sammen, som det havde markeret sig overfor den rustrøde skønhed, før han derpå i samme sekund forventede at hun nu, i det mindste, rykkede få afstande fra ham – så han blot kunne passere. Alt dette skete så hurtigt, og hendes snart tilbagevendende hurtige reaktion, skulle være svaret på om han kunne passere, eller om han i sande var nød til at bide hende for at få hende til at flytte sig lidt. Respektløst!

Advarende hakkede hingsten pludselig ud efter den røde hoppe, og med en overrasket samt arrig hvinen rykkede hun undvigende til tiden. Paf stod hun et øjeblik og trak vejret i nogle dybe tag, inden at hun vendte det ædle hoved imod ham. Vred var et godt ord til at beskrive det hun var nu. Vred og såret over at han kunne finde på sådan noget.. At det overhovedet havde strejfet ham at udføre vold imod hende. Selv var det sjældent at Fame tyede til fysiske kampe, og dette var da tydeligt på hendes indtil videre urørte pels.

"Hvad er dit problem, Djange"

Kom det brummende fra hende, og de brune øjne ulmede lort af indespærret vrede. Nej, selvom han havde fået hende op i det mere røde område, ville hun ikke fare i flæsket på ham. Dette ville kun medføre hendes eget fald, og udelukke muligheden for den hjælp han ville give hende. Denne hingst.. Kort svirpede den flødefarvede hale vred af frustration bagved hende, inden at hun vendte blikket imod indgangen igen. Det nyttede intet at være så oprørsk.... Let trippede hun et enkelt skridt tilbage, inden at hun igen værdigedes sig til at se på den ishingst ved hendes side. For det var hvad han var... Som lavet af is. Urørlig, uopnåelig og for hendes vedkommende - et fremmed element som alligevel frastødte hende og dragede hende. Hvor meget det så end irriterede hende. En labyrint af is som hoppen olle kunne finde rundt i endnu. For nej, han var ikle som så meget andet selskab.
Det dybe mørke blik hvilede på ham. Afventende. Hvad ville han gøre...?

Det var med et hvin hoppen sprang vigende fra ham – endelig… Det var tydeligt at det ikke var noget hoppen som sådan havde set komme, og så snart hun veg den afstand slækkede dette på hele Djanges holdning. Jovist var han endnu anspændt, men ørene lå nu ikke presset dybt i nakken, med blot var tilbagevendte. Mulen havde kun præg af få rynker og de krystalblå øjne så sig direkte imod hende, mens den missende form stille aftog. Derpå gled det ene øre kort ud til siden, da hendes kommentar fulgte med en brummen, der for Djange lød mild og feminin. Dog sås det tydeligt hvordan noget hendes mørke øjne ulmede af vrede.

”Respekt Fame, respekt.”
Var hans eneste ord, hæse og intense, lav meldte. Tonløse, men så alligevel talte han dem med en sammenbidt form, mens han vendte hovedet imod hende, og lod sine kolde og tomme øjne stirre sig direkte i hendes mørke. Kort, hæst, men markerende udsendte han et hårdt fnys, som kort gav genlyd inde i grotten, de stod i åbningen af indtil, før han trådte frem og ind i mørket. Nu måtte hun selv om, om hun ville følge eller stikke halen mellem benene og smutte.

Hele hingstens holdning ændrede sig kort efter, og det var med blandet fascination og irritation hun opdagede dette. Fra at være den anspændte og lettere aggrasice hingst, var han nu i en mere.. Civiliseret tilstand. Hvorfor? Fordi hun havde rykket sig. Endu engang rystede hub kort på hovedet, og den lange fyldige pandelok gled væk fra øjet. Eftelod hende med frist udsyn og værelse til denne brogede sjæl. Hvor var hans login? Hoppen havde ikke været I nærheden af order respekt før ham nævnte dette.
Dog var det en letters protesterende fnysen der kom fra hence istedet for en Nikken.

"respekt kommer ikke af vold Eller afvisning... Respekt kommer af modparten når de finder det passende og det er blevet opbygget.."

Kim det stills men dog hørkigt fra hende. Men dog... Ikke nedlande..?
Hoppens hale svirpede understregende, inden gun en anelse lettet sp hingsten rage føringe. Så langt sp godt. Forsigtigt tog hoppen nogle smidige men korte shrift imod ham, og stoppede en smule bag ham.det var med et blandet frygtsomt og tænkende blik hoppen så one, og prøvede at finde noget andet end blot mørke. Men nej, hun vidste ikke hvad hun så efter, of sp kun det gun mente der var. Muligt ly..
Pludselig trådte hingsten one I grotten, og efter en kort overvejelse fulgte hoppen med ham. Stolede til Dels la hand beskyttelse.

Hoppens reaktion, rørte end ikke den brogede, og da slet ikke hendes ord. Han missede kort øjnene, anseende, mens de kolde og tomme øjne blot får få sekunder havde set sig ind i hendes med et kort hæst og tørt fnys, før han havde trådte ind i grotten med hende følgende efter. Hun blandede vidst noget sammen. Respekt er alsidigt, og kommer af opdragelse, hvor tillid. Ak ja, tillid skal opbygges og gøres fortjent til. Tankerne omsluttede for en stund den muskuløse hingst, der nu opmærksomt nok dokumenterede for sig selv at denne hoppe fulgte med. Deres skridt i grotten hav genlyd, i form af ekko – hvilkede afslørede til at her nok ikke var mere end tre meter højt til loftet. En anelse trykket kunne her virkes, især i dette mørke. Men de nærmede sig målet, alt imens Djange tog præciserende og standhaftige skridt i mørket, der afventende banede sig vej, skridt for skridt. Blot for at sikre at hoppen fulgte ham, og ej fór vild.

Intet svar kom, og hoppen tog det selv som hendes egen personlige sejr. For ja, hun kunne næppe se hingsten reaktioner i dette mørke, og tog hans tavshed som havde han intet at svare til dette. Dog nåede hun ikke at tænke videre over dette, da de nu forsatte ind i den mørke hule.
De taktfaste skridt fra hingsten, samt de mere trippende fra hoppen ekkoede tomt igennem mørket. I takt med at de længere og længere væk fra ingangen kom, forsvandt mere og mere af det lys der fik dem til at se. Og nu, var intet til at se for hendes vedkommende – og det der var til at se vidste hun ikke helt om blot var hendes egen fantasi, eller noget der virkelig var der. Hoppens blik flakkede skiftevis fra den åbning de var kommet fra, og fremad. Derefter til siden, hvor den brogede Djange befandt sig. For nu, var han hendes mærke at gå efter, så at sige. Hoppens ører flakkede ned imod nakken, inden at hun lavt brummede til ham for at finde ud af hvor han befandt sig præcist. Dog mente hun at hun nogenlunde kunne se de hvide aftegninger som han bar.

Dog sagde hoppen intet i denne stund, da tale virkede for afslørende. Det kunne sagtens være hoppens egen indbildning, men hun følte sig ikke mere tryg i dette mørke, end i kulden udenfor. Som kunne begge ting med lethed vælte den slanke langlemmede hoppe.

Det var tydeligt at hoppen følte uro, og den feminine brummen hun kunne præstere her i mørket, gav et svagt ekko rundt i grottens mange gange – smalle som brede. Kort, men kun et splitsekund, prydede den lyserøde mule sig med et smil, fornøjet over dette. Tilfredsstillet. Mørket var olmt og direkte blindt; selv for Djange. Det var kun hans erfaringer der banede ham vejen, og ak ja, han havde faktisk ikke betrådte dette område siden han sidst valgte at ligge alle kort på bordet og vise sig fra sin mest sårbare side til Deadly Myth. Afvigelsen nagede ham endnu, mens opgaven atter hjemsøgte hans hoved, især i drømmende om natten. Han standsede, efter et par nedtrappende skridt, mens han skyggede for den åbning de skulle ind ad. Han vendte siden til hvor han mente hun befandt sig, mens han skyggede for indgangen til dette rum som var endelige destination. Allerede kunne varmen nu anes, hvilket hoppen sikkert ville bide sig mærke i.

Hæst brummede han kort, nærmest for at understrege at de var her nu; hvor han havde villet lede hende hen. Bag ham var åbningen, som kun var akkurat så bred at en hest ville kunne komme ind, samt kun lige knap to meter høj, hvilket gjorde at blandt andet han selv, var nødsaget til at dukke sig for at komme ind. Rummet var bestemt ikke stort, cirkulært og som omtrent femten til tyve meter i diameter. Dybt var et hul i midten, på størrelse med en hov, hvor en konstant brændende varm damp steg op. Så varm, at stak man mulen over hullet, ville man fortryde det, af ren og skær forbrænding af de varme dampe. Ovenfor var et lille hul i rummet, atter på størrelse med en hov, hvilket – som nu – kastede en mild lysstråle tværs igennem rummet. Det små oplyste rummet, men på ingen måde som dagslys ville gøre, som hvis hullet havde været stort. Tilmed magisk virkede dette rum, alt imens dagslyset udenfor nu, over bjergende, gjorde at lysstrålen lige nu var smukkest. Nærmest som om der var glimmer i strålen, når lyset rammer de mange små støvpartikler der ellers er usynlige for det blotte øje.

Roligt trådte Djange tilbage, med et mekanisk nik, så hun kunne se ind selv, samt træde ind hvis hun ønskede dette.

”Jeg vil garantere Dem Fame, om at De kan holde varmen her.”
Lød hans hæse og intense stemme, direkte tonløst, mens de krystalblå øjne søgte hendes mørke, som den enkelste lysstråle i rummet nu gav et svagt lys så hendes hoved kom let til syne for ham, i det ellers blinde mørke.

En varme begyndte langsomt at slå dem i møde, og bredte sig nu blot i takt med at den rustrøde og bjerg grå nærmede sig mere og mere. Ej kunne hun se det lette smil der for en stund havde flakket over den lyse mule, og næppe ville hun nogensinde se dette før at de igen mødtes i lysere omgivelser. Tæt holdt den langlemmede skikkelse til der hvor hun nu engang mente at han befandt sig, men var endnu varsom med at strejfe den standhaftige hingst. For hvis han havde reageret så kraftigt på en…. Nej, ikke engang en strejfen havde det været i det fulde dagslys.. hvad ville han så ikke gøre her i dette tætte mørke? Hoppen havde hurtigt bidt mærke i hvor veltrænet og muskuløs denne hingst var. Og næppe skulle hun havde losset nogle af disse kraftige bagben i bringen eller bare hende i det hele taget. Så, ville helvede da først bryde løs… hvis hun da ikke faldt sammen over slaget.

Den klaprende lyd af hove stoppede, og hoppen gik nu ud fra at de måtte være nær. Selv gik hun nogle enkelte skridt videre for at nå den smule lys hun mente kunne skimtes bagved silhuetten af den brogede, inden at hun stoppede med en kort afstand til ham. Ganske rigtigt, ved hans hæse brummen følte den rustfarvede sig sikker på at de måtte være her. Og den efterhånden dejlige og lune varme gjorde hende om end ikke blot endnu mere sikker. Det mørke dybe og lunefulde blik gled undersøgende over de små dele af det ”rum” hun kunne se, inden at det landte på hingsten igen og fangede de isblå kyniske øjne. Smukt var det skam… dette rum og i dette øjeblik også denne atmosfære. Væk var hoppens føre lettere fornærmede og overfladiske attitude, og i stedet var en tindrende nysgerrighed samt et svagt smil sprunget frem. Det var i sandhed et specielt sted som bjergvandreren havde fundet. Men det faldt nu i Fames smag med lyset og varmen der omgav hende. Hoppen flyttede efter et kort nik blikket fra hingsten imod åbningen, og trådte en smule end. En fugtig men i den grad varm luft slog hende i møde, og overrasket svirpede hun med halen. Overrasket over at der i dette mørke og kolde landskab, kunne findes sådanne… ting som dette udspring der kastede dampen op i luften. Mage til underlige ting havde Fame aldrig i sit lange liv nu engang set. Hoppen drejede let hovedet imod ham ved lyden af den hæse stemme, og et dovent smil sitrede kort i den ene mundvig hos hoppen. Kulden var i den grad intet problem mere, for den elegante hoppe. Længe så hun blot på ham, inden at hun forsigtigt tog et enkelt skridt fremad imod ham. Langsomt var det, men på ingen måde som den før provokerende måde. Nej, dette var nu engang et mere svævende skridt, idet at hun hævede det elegante hoved en smule for at komme i bedre øjenhøjde med hingsten.

”jeg takker dem Djange…”

Kom det lavt fra hende, næsten hviskende idet at lyden ej behøvede at være en råben i denne grotte. Let tiltede hun det markerede hoved på sned, inden at hun med en feminin brummen strakte mulen halvt frem imod ham. En invitation så at sige, da hoppen ikke mente at en simpel takken var nok til at kunne bevise hendes lettelse over dette sted. Ord kunne lyve noget så grusomt – det vidste denne rustrøde rose nu engang utrolig godt. Men krops sproget var nu engang en af de ting hoppen endnu ikke kunne bluffe med.. og hvis blot hingsten sagde ja, ville hun gerne se hvor langt hun kunne gå inden at grænsen var fundet.

Det var pludselig en lidt speciel stemning, den brogede hingst syntes lå over den rustrøde hoppe. Det lette lys, fra lysstrålen i rummet, gjorde hendes mørke skikkelse med den lyse man endnu mere yndefuld at se på. Hoppen så studerende ind i rummet; mens noget sagde den muskuløse hingst at hoppen end ikke udviste ét eneste tegn på skepsis over dette. Varmen tiltalte hende vel; for ved sløje tider, kunne næsten alt bedre bruges. Det var dog ikke den ellers glubske og grådige side han så af den endnu lettere fremmede hoppe Fame, da hun valgte at træde ham nærmere – frem for ind i rummet foran hende. Det var svært at se, men Djange kunne have svoret på at han havde spottet et lille dovent, men menene smil i hoppens mørke mundvig.

Hendes skridt var langt fra provokerende, nærmere lokkende, alt imens hun trådte de få skridt han var fra hende, nærmere. Reagerende på dette, hejste han selv hovedet en anelse, anspændt mens ørene forblev tilbage. De pressede sig oven i købet en anelse i nakken, mens han uforstående missede de krystalblå øjne en smule anseende sammen. Hvad var hun ude på? Kun kulde og tomhed rummede hans blik, mens han ikke veg for hende som fokus, mens hun selv hejste hovedet. Hun udviste en vis respekt, og alligevel syntes han selv hun kom lige dét for tæt på. Et par rynker slog sig på den lyserøde mule, en anelse advarende, før han kort slækkede på alt det anspændte da hun talte.

Meget kunne der siges om hendes ord, og ligegyldige kunne de være, såvel som sande. Alligevel ramte de noget i den muskuløse hingst, noget bevægede på sig inden i ham, da hendes stemme blødt lød, tilmed hviskende mellem dem. Han spærrede øjnene en smule op, mens de atter meget direkte stirrede sig i hendes mørke øjne. Derpå blev hendes hoved lagt på skrå, og hendes mule kom nærmere. I et kort sekund valgte han at ignorere den nærhed, alt imens spændingen steg lidt hos ham, for denne ubeskriveligt smukke hoppe syntes åbenbart ikke at ord var nok i sin takkende gestus. Lokkende fandt han hendes feminine brummen, og da hun ikke var meget mere end et par mulehårs længder fra hans mule til hendes, rynkede han mulen brat og blottede tænderne. Han forblev dog stift stående, mens ørene samtidig havde fundet nakken og øjnene deres missede position. Samtidig med alt dette, i den hurtige og splitsekunds reaktion, lød et hårdt smæld fra hans fyldige hale; protesterende, og direkte advarende. Var hun klog nok, ville hun acceptere dette og afholde sig selv fra at berører ham, men ville det modsatte vises sig fra hendes side, ville hun bøde for sine overtrædelser.

Hoppen så afventende på ham, idet at de glødende øjne betragtede med en overvågenhed hingstens reaktioner. Hvilke, der ikke var mange af til en start. Dog var det tydeligt, at i takt med at hoppen nærmede sig.. ja, så spændte hingsten mere og mere op. Den brogede Djange spændte mere og mere op i sine forsvarsmekanismer, inden at han med et advarende svirp, samt blottede tænder tilkendegjorde at hun ikke gjorde klogt i at nærme sig de for centimeter mere det krævede at strejfe den bløde mule. Sitrende stod hoppen kort – stoppet i sin bevægelse og kæmpende om ikke at give sig hen til at tage springet. Dog endte hun med roligt at puste en del varm luft ud, og trak ligeså langtsomt det ædle hoved. Længe så hun på ham, inden at hun forsigtigt nikkede til ham, med et svagt tirrende smil gemt i mundvigen på den mørke mule. For sådan var hun nu engang.. en tirrende, provokerende, lokkende men fandens besværlig skabning.

Næppe forstod Fame sig på denne hingst adfærd eller grunde til afviselse. Men en simpel ting var nu engang sikkert. Hingsten havde pirret Fames nysgerrighed – hendes stædighed. Og hun ville finde denne brogede sjæl igen en dag, det var nu engang sikkert. For selvom hun havde oplevet en del modstand, og nok ville gøre det igen, så gav hun ikke just op når hendes selskab først havde bjergtaget hendes opmærksomhed i denne kaliber som hingsten nu fremviste. For han stod imod hende – det var sikkert og vist. Men ikke før han fysisk skadede hende – direkte afviste hende på det groveste ville hun stoppe.
Hoppen røstede den lange bølgede man kort, så det stod omkring hende i flødefarvede lokker, inden at hun trippende vendte om og gik nærmere den varme kilde af damp. Invitationen til at stå ved hendes side i denne korte tid hang endnu i luften, men Fame havde taget initiativet for nu. Hvis han ønskede at genoptage den gnist der kort havde sitret i luften, ville han blive nødsaget til at rykke blot en smule nærmere. Den rustrøde skabning ville ikke afvise.

”Ser de Djange… aldrig har jeg mødt et bekendtskab som dem..”

Kom det fra hende med den melodiske stemme, og hun drejede let hovedet imod ham for at se på ham igen. Hun havde ganske vidst vendt sig fra ham, men ikke sådan at hun ikke ønskede at tale. Halen svirpede kort over jorden, inden at hun smilede bredt.

”Og jeg må sige de er en positiv oplevelse på trods af det…”

Tirrende og lokkende fandt han endnu denne guddommeligt smukke skabning foran ham. Derimod vidste hun af en eller anden grund også hvordan hun skulle spille sine kort, således at provokere ham til pas meget, men så alligevel ikke nok til at få ham til at skride fra hende i vrede; som han ellers ikke så noget galt i at gøre fra tid til anden. Det næsten blålige skær i den helt mørke grotte, kun svagt oplyst af det tyndelysstråle inden i rummet ved deres side, gjorde det hele langt mere spændende. Farligt. Han vidste han ikke burde hverken lade sig lokke, eller overtale.

Atter spillede hun sine næste kort, som en overlegen mester, alt imens hun trak sig med al ynde og selvsikkerhed. De kolde og tomme krystalblå øjne stirrede sig tilmed blindt i de mørke øjne hun bar, alt imens de for ham så lokkende ud; og han alt i alt nok mest betragtede hendes væsen og adfærd. Nærmest trippende veg hun lidt fra ham, og så alligevel i en form der næsten lokkede ham indirekte til at træde med frem, efter hende; med hende. Hvad det præcis var hun gjorde, eller ikke gjorde, ved ham – kunne han ikke helt sige. Måske det blot var kemi, såvel som der kunne opstå mellem ham og den nogen gange tvetydige skønhed Midnight Myth? Han slækkede let på de nedlagte øre, så de til sidst nu atter blot bare vendte bagud, ind til hun nu talte og det ene af hans øre gled en anelse på sned, lyttende. Alligevel forblev hans øjne stirrende, kolde og tomme, mens hans mule, først nu, ej var rynket mere.

Hendes ord lød melodisk mellem grotternes vægge og omsluttede det hele, alt imens han selv rankede sig en anelse op; i den ellers forend værende ranke, stolte og anspændte holdning. Atter var begge øre tilbagevendte, mens hans øjne nu blev misset anseende imod hende; og et egentligt ubevidst skridt blev taget nærmere imod hende. Imod hende, og den indgang til rummet hun stod lige foran. Hendes anden sætning opvejede de ord, som han havde bidt sig en anelse mærke i, omkring hendes mening. Noget tydede på en positiv sammenslutning, og en pirrende fornemmelse i hans krop afskrækkede ham en smule. Hvad var det i grunden hun gjorde ved ham? Fattet lod han sig dog alligevel nærme sig, før han stoppede en fin afstand fra hende og indgangen før han mekanisk og stift nikkede, dog høfligt og næsten ædelt.

”Efter Dem Fame.”
Var hans eneste ord, med den hæse og intense stemme; med den endeløse tonløse stemme han bar. Som havde ingen af hendes ord eller handlinger hverken rørt ham på den ene eller anden måde. Selvom de måske havde det? Djange var nu ikke helt sikker, når alt kom til alt.

Fame kendte et og andet til grænser, på trods af at man sjældent så hende overholde dem. Det var for hende som et spil at finde den andens… og måske overskride den. Se hvad de ville gøre. Men noget… et eller andet holdt hende tilbage med denne brogede – og hun vidste ikke hvad det var. Jovidst, hun havde sine anelser. Anelser der gik ud på at han simpelthen var for… værdigfuld i dette øjeblik. For anderledes – for spænende. Hoppen vidste ikke hvorfor.. eller hvordan han havde formået at vække denne interesse hos hende. Og måske ville hun en dag forbande dette langt væk. Men for nu ville den langlemmede elegante hoppe ikke risikere at cutte båndet til ham grundet uovervejede handlinger eller simpel vane. Nej… hun kunne ikke i dette øjeblik… i dette moment få sig selv til det.
Hoppens mørke dybe blik gled et kort ud til siderne, som søgte hun efter noget andet at holde fokusset ved.. bare for en stund. Noget andet, så hun ikke fortabte sig i de kølige sterile øjne hingsten bar. Noget, så hun ikke mistede den kontrol hun så forfærdeligt kunne hige efter – og den kontrol hun havde over sig selv. Og et enkelt lille støvkorn der cirkulerede dovent omkring i luften fangede hendes opmærksomhed, inden at hun vovede sig ud i dette hav igen, og så på hingsten. Mødte det kolde blik, og opdagede hvordan at hans attitude endnu engang havde ændret sig. Som havet var den brogede.. Utilregneligt, farligt og noget som Fame kunne fare vild i. Nej, næppe ville den røde skønhed blive træt af dennes selskab, på trods af dens lukkede ydre. Ja selv på denne korte tid, havde hun bidt sig mærke i det var de små detaljer der talte ved denne skabning. Som nu, hvor der ingen rynken var til at finde på den bløde mule. Let trak det i hoppens mundvig, men det var et skjult smil. Et smil over hendes egen personlige sejr.. isen var krakeleret for en stund hos den bjergbrogede.

Hingstens ører vippede på ny ned imod den kraftige hals, og hoppen selv rankede sig en anelse. Endnu engang missede de skærrende blå øjne imod hende – som tvivlede han på hendes ord, og hoppen nikkede blot en langsom men sikker nikken. Hun mente hvert et ord. Dog stoppede han på en afstand, og endelig sagde noget efter den stilhed der havde fulgt efter hendes ord. Ingen reaktion. Ingen forandring i den hæse stemme.. Hoppen hvælvede blot i nakken, inden at hun med præcise skridt bar den slanke velformede krop fremad. Imod udgangen. Ord var ikke nødvendige nu… hun havde sagt sin mening. Resten ville nok komme senere.
En sagte hvislen fulgte da hoppens lange fløjslignende hale strejfede gulvet, men ellers var det blot den sagte lyd af hove der brød den intense stilhed. En stilhed, der kunne sige mere en ord enkelte gange.

Det var som om stilheden herefter blev intens. Tilmed bed den brogede hingst sig mærke i hvordan den smukke skabning søgte noget andet, måske noget andet at fokusere på. Alligevel følte Djange ej at de som sådan brød kontakten eller de spændinger der strømmede mellem dem i dette ulme mørke omkring dem.

Alligevel havde han været blevet bekræftet. Det var som om et snert at et smil var at opfange på hoppens mule, før det svandt, hvorpå han helt blev usikker på om han overhoved havde anet dette smil, om det havde været der. Dog blev det tilkendegjort fra hendes side at hendes ord var sande, som havde lydt. Ganske rigtigt havde han tvivlet, men en svag følelse af at være beæret, strømme stille og næsten umærkeligt igennem hans lemmer. Stille missede han de krystalblå øjne på ny over hendes langsomme nikken, som bekræftede dette. På dne anden side tillod han sig selv at stole på dette. Naivt?

Djange havde bestemt ikke glemt hvad de lavede her inde. Kulden var hård og bidende udenfor, såvel som sneen var frysende og omklamrende. Men hans invitation blev tilsidesat. Hoppen trådte frem, og om det passede eller ej, kunne han have svoret at han så mere i hendes mørke blik, end blot et blik. Et glimt af drillen, forførelse, pirrelighed. Hendes hovslag var dæmpede, men hørelige, mens skridtende, hendes bevægelser og hele auraen omkring hende, sagde langt mere end tusinde ord. Han forblev stående, standhaftigt og stille, mens han lidt derefter drejede hoved efter hendes bevægelser, hvoraf hun søgte udgangen, frem for det varme rum han havde brugt denne tid på at præsentere og tilbyde. Kort pressede han på de neldgate øre, men atter slækkede de stille lidt på sig igen. Hun kunne alligevel ej se dette, i dette mørke, skønt han endnu let kunne ane hende og hendes smukke lyse man og halepragt, samt den smukke silhuet. Stille fnøs han i mørket, før han kort vendte fronten få trin omkring, så ahns egen fornt var imod hende.

”Velbekomme.”
Lød hans hæse og intense stemme så igennem det ekkoprægede rum, dæmpet. Tonløse var hans ord, mens han alligevel mente dem en anelse sarkastiske over hendes måde at fravælge. På den anden side, beundrede han hende nu alligevel. Til en vis grad. Men hvad det lige var… udover den skønhed, den pirrelighed og selvsikkerhed hun bar, så vidste han det sgu ikke lige.

Hvorfor den rustrøde sirene pludselig afviste det varme tilbud, var ikke vidst. Der kunne være mange grunde, ligesom der ikke behøvede at være nogle. Da man aldrig helt kunne forstå den glødende hoppe. Måske håbede hun at sneen pludselig var væk.. måske havde noget inde i grotten fået hende til at skifte mening. Måske var det hingsten. Det var endnu ukendt. For om hun frygtede noget i den gnistrende aura, der emmede omkring hende selv og bjergvandreren… eller om hun ikke ønskede han selskab mere. Det ville hun ikke svare på. Det lå låst fast, og blev stadig holdt dybt inde. Det ville det blive længe.
Lyden af hendes skridt ud, ekkoede igennem de mange gange grotten forgrenede sig i. Hun kunne allerede nu, mærke hvordan de kolde vinde kastede sig omkring udenfor. Det sitrede ubehageligt i pelsen, men stadig forsatte hun med et lettere stålsat blik imod udgangen. Hun ønskede ikke kulden. Hun ønskede ikke ensomheden. Men i selskab med den stolte skabning, følte hun sig draget af noget forbudt. For der var noget over ham, men lige hvad det var… vidste hun ikke. Midt i et skridt stoppede hun dog op, og langsomt flakkede ørene tilbage imod nakken. Lyttende efter hingstens hæse stemme, som i sarkasme formåede ordet velbekomme.

De ulmende blev langsomt knebet sammen, men Fame vendte sig ikke om. Tavs stod hun en rum tid, imens tankerne larmede i den efterfølgende stilhed. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og for en gangs skyld havde hun tabt den kontrol hun søgte. Men den yndefulde sirene lod det ikke ses, og holdt den noble facade. Med nakken let hvælvet, halen hævet, ryggen rank og bringen fremme, blev hun stående.
Skygger dansede hen over væggen fra verden udenfor, og derpå vendte hun langsomt rundt. Med glidende bevægelser bevægede hun de lange lemmer over stenene, for at hun stoppede op foran den spraglede Djange. I grottens mørke sagde hun intet. Men strakte forsigtigt den bløde mule frem, for at lade den følge det kraftige kæbeparti hingsten bar. Holdt vejret, i frygten for en prompte reaktion af bid.. men afsluttede dog sit fjerlette kærtegn for derefter at træde tilbage. De lange silkebløde lokker gled ned over halsen som hun hævede den, for at se på Djange.

”Til vi ses igen må kulden være mit følge… men jeg vil ikke glemme Varmen fra Bjerget..”

Hviskede hun hæst. De mørkebrune øjne så længe på ham.. gled over hvert aftegn, hver en runding og muskel. Betragtede med den skjulte flamme, inden at det selvsikre smil listede sig frem igen. Det gled over mulen, og trak op i den ene mundvig. Derpå nikkede hun kort, for så at vende sig imod vinteren. Med trippende skridt bevægede den yndefulde rustrøde skabning sig ud af grotten, for at bære flammen med sig videre. Om hun nogensinde ville møde Djange igen var uvidst. Men ikke desto mindre havde han varmet hende i den isnende kulde.

//Fame out <3 Tak for en fantastisk tråd!

Hun bevægede sig derfra den let brogede hingst I grottens ulme mørke. Forførende og næsten lokkende fandt han hende, som hun bevægede sig i takt med lydende fra hendes hove mod det hårde underlag. Hvad der var med hende var svært a sige, alt imens han godt selv vidste hvad han syntes om hende, men hvor klogt det var at være i selskab med var en helt anden sag. Han havde ikke følt sig så kemisk og instinktivt draget af en anden hoppe før; altså lige ud over den kuldsorte torden hoppe med de mælkehvide øjne og tilhørende man og halepragt.

Stilheden brød da ind, hun stoppede efter hans ord; og Djange hejste hovedet en anelse opmærksomt, mens de kolde og tomme øjne stirrede næsten. Afventende så de fuldstændig fokuseret på hende, som et rovdyr der afventede endeligt signal til at løbe, gribe og nedlægge sit bytte. Men hun sagde intet, end ikke gjorde andet end forsat at trække vejret – af hvad han lige kunne se.
Dog skete der noget, tilt rods for at Djange lige så småt havde indfundet sig med at hoppen nok ville forlade selskabet nu – en for alle. Hun vendte rundt, kom nærmere. Mørket var olmt omkring dem i grotten, og svækkede helt klart synet. Alligevel kom de mest vigtige dele til syne hos hoppen. Det lille glimt i hendes mørke øjne, hendes slanke fine hoved der banede vej. De forførende bevægelser, der virkelig blev understreget af den dansende bagpart. Mens den lyse man og hale tydeligt skinnede igen, forførende – som en sirene. Lokkende; uden formål.

Hun kom tæt på, faktisk for tæt. Han lagde ørerne hårdt i nakken, mens de krystalblå øjne blev misset skeptisk sammen. Næsten vredt og advarende blev den lyserøde mule rynket, forinden at et strejf alligevel blev fyret af. Det slog gnister af ilterhed i de ellers kolde og tomme øjne, alt imens det hele gik så stærk, så før han vidste af det, trak hun sig atter fra hans skind. Berøringen gav en kildrende fornemmelse lige under hudlaget hvor hun havde rørt; og den forsvandt ikke lige sådan. Næsten fortryllende bed han sig mærke i den lyse lokker der faldt yndefuldt ned af hende hals, mens han dog endnu nok så rimelig mærket ud, af situationen. Ørerne lå endnu i nakken, øjnene var atter spærret en smule op, men endnu så de skeptisk til, mens at mulen endnu bar et par mistroiske rynker. Hun stod der længe, og han ligeså. Betragtede hende, beundrede hende, samt undrede sig over hele situationen. Derpå, lød hendes stemme. Langsomt og næsten tvingende gled det ene gråbrune øre ud til siden, lyttende, før det gled tilbage. Han godtog hendes ord, selvom han på ingen måde forstod hende. Hvilket blev afsløret af at han endnu ikke slækkede på sine grimasser. ..

Stille havde han selv gengældt hendes nik, med sit eget lidt stive og mekaniske, før end han blot lod sig se til, mens hun fandt vejen ud i kulden igen. Rungende lød ekkoet, alt imens han tilbage blot stod der…



[OUT Ja helt vild meget I lige made! <3]