Burning sand [Signe & Drezar]

Landet lå sådan, at den spraglede hingst kendte ørkenen ganske godt efterhånden. Han havde vandret her det meste af vinterens kolde periode, fordi han simpelthen ikke havde kunnet holde varme nok til at begive sig rundt i resten af landet, uden at ende op med at stå og ryste under et træ i læ for vinden, og da havde ørkenen åbnet dens arme for ham; og så havde han sluppet for at skulle krydse vandet mere end højest nødvendigt. Vandet var ikke noget han frivilligt vandrede i nærheden af, især ikke fordi følelsen af at drukne var ved at æde ham op indefra, hver gang han var i nærheden af det brusende hav. Han rystede kort på hovedet, da hans hoved blev fyldt med disse tanker; de var ikke velkommen nu! Hoppens mystik var det der fyldte hans interesse, og dermed sind.
Han brummede fyrrigt, ja nærmest tændt da hun ikke reagerede yderligt på hans tilnærmelser. Hun gav ikke udtryk for hun afviste ham, og hun havde selv inviteret ham med på denne lille tur, så hvorfor undlod hun at agere? Det kostbare ydre pirrede ham dog blot yderligere. Han var ganske klar på at skulle finde knappen, til at komme igennem til hende, om det så skulle tage hele dagen. Derpå slog han hovedet op med et voldsomt slag, inden han med et fyrrigt fnys vendte ørerne frem. Hun havde ledt efter vand og mad, og sagen var den, at de faktisk ikke var langt fra et lille vandhul. Og ellers havde han lært hvordan man fremkaldte vand de rigtige steder i ørkenen. Han stoppede kort op og hoppede på stedet med forparten, inden han strøg frem i ivrig, samlet og springene trav i den retning han vidste der var vand. Det var ganske åbenlyst han ville have hende til at følge ham, og derfor sparede han på stemmen, når den ikke var nødvendig. Ærlig var han, både i krop og sind; en noget sær sjæl ville nogen sige, andre simpel. Han var blot Drezar. Han var Jagdis. To navne der beskrev en sjæl; en hingst med sindet på det rette sted, så at sige.

En fyrrig brummen kom som forventet fra den spraglede hingst, og hoppens blik glimtede kort af tilfredshed samt fornøjelse. Endelig et selskab der måske kunne leve op til den rødes eget til tider fyrrige samt på nogle punkter livlige sind. Jovidst, hoppen kunne være rolig… skræmmende seriøs til tider, men ofte var hun denne kostbare skabning der hellere spillede med på andres lege. En leg blandet imellem at dominere og at blive domineret. For nej, hun havde intet problem med sådanne ting.. så længe kontrollen var der. Friheden til hurtigt og spontant forlade hvem der nu end var havnet i selskab med hende. Hun elskede det… denne leg imellem 2 sjæle, der kunne fører til mange retninger. Og ingen af disse frygtede den rustrøde skabning som sådan.
Et stykke tid efter hingstens fyrrige brummen, slap hoppen en lys og kurrende en, inden at hun med trippende skridt bevægede den røde krop tættere på den brogede. Utroligt tæt ville mange mene, og et nærvær der overskred mange grænser. Men havde hingsten disse grænser? Hingsten der bad om opmærksomheden? Hun tvivlede. Hun tog faktisk sig selv i at forvente noget af denne ørkenvandre.

Kort stoppede han op, men var ikke sen til at sætte frem i endnu en overdådig trav fremad igen. Strøg forbi hoppen der kort havde sænket tempoet, og forsatte fremad. Han vidste tydeligvis hvor dette vand og mad var, og hoppen var ikke sen til i en elegant trav at følge ham. Som skabt til at bevæge sig igennem dette hav af sand var hoppen, og den lette krop strøg hurtigt over det røde sand. Hoppen nåede op på siden af hingsten, inden at hun fandt sig tilpas ved at trave tæt ved ham i stilhed. Men ak, stilheden fraholdt hende ikke fra en enkelt gang flygtigt at strejfe hingstens brogede skind en kort gang. Fulgte mønsteret, inden at hun tog den mørke mule til sig i et ryk. Hvilken fristelse.

Hoppens fristende attitude lod til ingen ende at tage. Hun svang let og elegant sin krop helt ind ved hans op til flere gange, efter hans sidste ord havde lydt. Og hver eneste gang brummede han fyrrigt, så fyrrigt som ingen anden. Han var en hingst og gemte det ikke bag den påtaget høflighed, som han havde observeret hos andre hingste her. Nej, han reagerede efter sine instinkter og impulser, og denne hoppe tiltalte ham virkelig. Han havde sat en kurs imod et af de steder i denne golde ørken, som var hans paradis, hvor han vidste der var mad og vand. Han havde kredset mellem de steder hvor han kunne spise i løbet af de sidste par uger, så hvert sted ikke ville blive græsset helt ned. Han plejede det så at sige, hvilket var en viden han havde fået fra sit liv i fangeskab.
I takt med at de nærmede sig, fokuserede han mindre og mindre på maden og vandet foran sig og mere og mere på hoppen. De var nu så tæt på, at hun fysisk kunne se det, og derfor skruede han tempoet en smule ned, for at flirte lidt mere, ville nogen nok kalde det. Han samlede sig mere i skridten og lod bagparten gøre mere og mere af arbejdet, således at hans forben kunne danse mere og mere løst foran ham. Han søgte at ende i dansen på stedet som han havde vist til perfektion i sit gamle hjem; det havde skaffet ham hoppen, for den der dansede bedst, vandt. Han brummede meget sigende imod hende flere gange, imens han udførte denne noget hårde præstation, som krævede en masse intens øvelse. Det krævede utrolig kraft i baparten at blive stående på denne måde, om end endnu mere end dressurhestene, for han satte sig mere end dem. Sveden piplede da også hurtigt frem – for selvom han havde øvet sig meget i ørkens sand, var det ufatteligt hårdt. Han stoppede også på et godt tidspunkt, ingen kvaliteten i hans dans blev dårlig, og da sprang han frem i meget formet trav på en stor cirkel omkring hende; men i modsætning til ved deres mødes start, afgrænsede han ikke hendes vej. Ville hun storme hen til græsset, var hun fri til at gøre således, selvom han da håbede han havde fanget hendes interesse nok, til at hun ville se den lille præsentation han havde planlagt for hende; for han havde et lille trick mere end sin dans alene.

En ærlig sjæl… det måtte hun indrømme denne Drezar var. Ærlig virkede han af sind, og oprigtig af væremåde. Så ærlig var der sjældent nogle der var over for hende, så noget anderledes var det vel. Det undrede hende kort sagt.. for hvordan kunne nogle være så oprigtig imod andre, og måske også sig selv? Hun kunne godt indrømme, at hun ikke var den mest oprigtige af sind i landet her. Hun havde intet problem med enkelte løgne eller skuespil, og nød det en gang imellem. Det var som små lege for hende. hvor længe kunne der gå inden hun blev opdaget… hvor lang tid ville hun kunne holde ved en facade. Ved at gøre sådanne små ting til en leg i sig selv.. ja, sådan lykkedes det hoppen at komme igennem en hverdag, uden for mange.. tanker? Ja, tanker kunne skade på længere sigt.
Tempoet blev skruet ned, og hoppens mørke blik landte på den brogede. Hvad nu..? Et let skjult smil hvilede i mundvigen. Hvad planlagde han? Dog ændrede det svagt nysgerrige samt selvsikre blik sig imod et mere.. overrasket et. For det var med en oprigtig interesse hun betragtede den flotte, fremmede og fascinerende dans. En dans, hun ikke ligefrem tvivlede på var tildelt hende og hendes opmærksomhed. Kort stoppede hun op, for at se hvordan musklerne arbejdede under det tynde brogede skind Drezar bar. En feminin lys brummen kom fra hende, tilfreds over denne opmærksomhed. Sikke en gave, at se denne hingst arbejde. Det kunne ikke undgås, at han fik den rustrøde hoppe til at føle sig bare en smule mere vigtig end hun i forvejen gjorde. Hvilket da bestemt ikke var negativt ifølge hende.

Maden og vandet var i dette øjeblik glemt og borte, idet at hun fandt den brogede vandre mere spænende. Græsset løb forhåbentligt ikke sin vej… det kunne han i teorien godt finde på, selvom han næppe fik lov. Nej, lige nu hang han på hende.
Sveden drev snart ned af det brogede skind, og kort tid efter var han endnu engang rundt om hende, i en ligeså fornem trav. Hvilken kunstner kunne denne hingst udover det? Det var en fremmed dans, som hoppen endnu ikke kunne danse med til. Og dog… hun ville gøre forsøget.

”ikke dårligt..”

Mumlede hun, inden at hun med et fnys rankede op i den langlemmede krop. Trippede en anelse på forbenene, inden at hun tog nogle skridt frem imod ham. Dog stadig med et smil på den mørke mule. Den lange flødefarvede hale gav nogle lidt ivrige svirp bag hende, inden den faldt til ro da hun endelig nåede op til ham. Mere. Hun ville se mere, syntes det ulmende mørke blik at sige.

Man kunne roligt sige, at den spraglede hingst havde kæmpet. Han havde nægtet hende vejen, afspærret hende, presset hende og danset for hende; alt sammen for at få hendes opmærksomhed. Og som slog lynet ned, havde han den endelig fuldbyrdet. Hans dans havde virket, for hun så ham nu, og nærmede sig nu ham for første gang. Det krillede helt ned i hver enkel muskel af spænding, da hun anderkendende lod sin mystiske klang lyde; ’Ikke dårligt’. Nej, det var ikke dårligt, det vidste han godt, men anderkendelsen fra hende fik ham dog til at føle sig som en unghest der aldrig havde fået ros før.
I takt med hun kom nærmere, pustede hans sig endnu mere op. Hans muskler blev langsomt presset til den maksimale volumen de kunne få i den træningstilstand han var i nu, og som strakte han sig længere op blev han løftet en cm fra underlaget. Han stod næsten på spidserne af forhovene, alt imens hans blik intenst forblev på denne hoppe, der kom ham nærmere i hendes version af dansen.
Da hun var ham nær nok, kunne han ikke holde det ud længere; hans krop måtte bevæge sig, selvom han kort forinden havde presset den ud i denne hårde dans, hvor bagparten holder det meste. Han sprang i to meget fyrrige trin helt ned langs hendes side, med hovedet imod hendes bagpart. Ja, det var farligt, men han gjorde sig ingen tilnærmelser yderligere – det gemte han.
I stedet brummede han utroligt maskulint i dybe og lettere kommanderende toner. Han ville nu vise hende, at han kunne lede, guide og bestemme uden at være grov. Aldrig grov.
Med sin skulder lagde han et pres ind mod siden af hendes kryds, for at fortælle hende at hun skulle rykke sig; en ganske mild måde at kommandere en hoppe på. Han gik gradvist frem, for denne hoppe virkede udadtil som en der skulle behandles med føling og så hellere starte for mildt end for hårdt. Hans hensigt med at få hende til at rykke sig, var faktisk at presse hende ud i få trin af den dans han mestrede, men han skulle have aktiveret hendes bagben for det først. Hvis dette lykkedes ham, ville han danse for hende igen, måske som belønning, måske bare for at vise sig. Det var egentlig kun ham selv der vidste det; selvom han i øjeblikket mest af alt var styret af sine hormoner der rasede rundt i hans krop, takket være denne umådeligt smukke hoppe.

Hun var i live. Hver en muskel i hendes krop... hver en sene og del arbejdede for at flytte den velformede røde krop rundt. Selve skindet syntes at sitre af energien der sprang imellem de to sjæle. Hjerteslagende sendte det hede blod rundt i kroppen og fik den ulmende glød i de mørk øjne til at gnistre op i enkelte øjeblikke. Der var ingen tvivl... det var begyndt at blive blot en smule intenst imellem de to heste. I starten havde Fame's overfladiske kølighed og til tider afvisende attitude domineret dette møde, men langsomt havde den spraglede fået gemt denne del væk og åbnet op for det som Fame i virkeligheden var. Guderne havde velsignet hende med et udseende der fristede mange hingste, og et sind der aldrig var bange for en lille dans. Hun var en flirtende skabning, der hellere end gerne godtog og gav af sine kærtegn. Og når denne sjæl havde vist sig at have et nok så indbydende udseende klagede hun bestemt ikke. Drezar den brogede ørkenvandre fortjente hendes opmærksomhed. Han fortjente den chance hun gav, og dertil gav han hende igen. Den rustrøde var tilfreds.
I takt med at hun vuggende bevægede sig nærmere, spændte den brogede mere og mere op. Muskler der under det tynde skind viste en stærk og adræt hingst. Sveden skinnede i den hede varme der omgav dem, men næppe fik det den rå skønhed han bar til at forsvinde. Det gjorde ham næsten mere maskulin at se på ifølge den røde, og et smil spillede omkring den mørke mule. Et smil der passede til de mørke og mystiske øjne hoppen bar. Hvad havde han i tankerne?

Svaret kom halvhjertet da hingsten i to fyrige spring nåede ned langs den røde hoppes side. Den pludselige energi der havde ligget og ulmet i den stærke krop overraskede hende kort, men hun vigede ikke for ham. Stivnede kort, inden at hun langsomt drejede hovedet imod ham. Bagved hende svirpede halen silkeblødt ned over hingstens skulder, inden at hun besvarede hans dybe brummen med en enkel lys tone. En lille leg?
Snart lagde Drezar et svagt pres imod hende bagpart, og det følsomme skind sitrede kort ved den fysiske kontakt der kom. Ak jah, rollerne var byttet om og det var Drezar der denne gang nærmede sig hende. Men forskellen fra rollerne var hans blide dominerende sans. Jovidst, hun havde et svagt punkt for hingste der ikke var bange for at sætte sig igennem. men aldrig for hurtigt eller hårdt. Da blev hun nået af det mest hys man kunne finde på Andromeda... Men den brogede havde skam sans og føling sammen med sit gode udseende. Hun blev ikke vred? Forsigtigt stemte hun med et enkelt øjeblik, inden at de lange bagben tog nogle enkelte skridt til siden uden at forparten rykkede med.
Selvom Fame syntes at bære en ro over sig, skulle man ikke tage fejl. Hun regnede med at den brogede kunne føle det, og var efterhånden ligeglad. Musklerne sitrede spændt under skindet på hende. Blikket glødede og blot den simple berøring fik varme stråler til at brede sig i den i forvejen ophidsede krop. Jo, bagparten var et farligt sted at bevæge sig hen med en hoppe som Fame. Men lige nu var accepten der. Og hun ventede blot på hvad Drezars næste træk var.. hun havde bevæget sig en smule ind på hans hjemmebane i denne dans, og ville følge med.

Han havde nærmet sig hende, uden hun var flygtet. Det i sig selv var nok en sejr, men han anså det ikke sådan endnu. Han havde sat øje på målet, og ikke før han havde påfyldt dette kunne han trække sig med sejren i behold; og derfor blev han ved. Han havde bedt hende rykke sig, på en galant mellemvej mellem dominans og forespørgsel, og hun rykkede sig. Han slog ivrigt hovedet i vejret for at fortælle hende, ved brug af det fællessprog alle talte, nemlig kropssprog, at det netop var den reaktion han ville have fra hende.
Hun havde taget det første skridt, som også var det vigtigste. Nu var det op til ham at holde en rytme oppe, så hun ikke gik i stå, og derfor øjede han selv sin trippen ved hendes side, imens han med meget hingstede brum prøvede at genne på hende, uden at presse for voldsomt. Derpå gav han hende ét skub mere for at få hende til at flytte bagparten igen; og derpå gav han sig til at danse selv. Hans bagpart blev sænket let så den holdt hans vægt primært, imens hans forben begyndte at skyde i vejret i en fast takt. Skiftevis bar det ene bagben ham og derefter det andet, som gik han op ad bakke på stedet, bare med en langt mere taktfast rytme end skridt. Hans hingstede lyde blev en smule mere intense, som prøvede han nu at lokke hende med i dansen, frem for at skubbe hende. Hun var så delikat denne hoppe, at han ikke bare kunne presse på; han skulle finde hendes lyst først.
Han følte selv, at hun fulgte ham, viste ham interesse, hvilket blot fik hans hjerte til at ønske at give hende endnu mere opmærksomhed. Det var egentlig ret underligt, for normalt var han vant til ’bare’ at skulle servicere en hoppe og gøre hende drægtig, for derefter at blive trukket fra hende igen, men denne gang var det noget helt andet. Hun var ikke i brunst, men han havde mere lyst til at være i hendes nærhed, end alverdens brunstige hopper. Hvad præcist der havde fængslet hans sind omkring denne hoppe var uvist; men det virkede.
Snart vendte han sig rundt, så han havde hovedet ved hendes, i stedet for ved hendes bagpart. Han håbede hun ville følge ham, selvom det ville være en anstrengelse uden lige; dansen var ikke let. Men hvis hun gjorde dette, ville han i sandhed blive imponeret, og måske var det grunden til at han havde teaset hende ud i det? Han ville gerne imponeres af hende. Han ville gerne have endnu flere grunde til at forsøge at få hendes opmærksomhed og give hende sin. Denne mystiske ørkensirene.

Rytmen steg. Drezars ivrige nikken bekræftede hendes anelse om at hendes skridt havde været rigtige, og blot den simple anerkendelse af at hun faktisk ikke var trådt forkert endnu fik et svagt smil til kort at trække op i den rødes mundvig. Men dog, meget kort.. og ikke længe gik der, inden at hun igen stod fordybet imens hun med et ulmende blik betragtede den brogede vandrers hastige trin. De steg i tempo - de steg i rytme. Med hingstede brum og lyde forsøgte han at overtale den røde skabning til at tage del i hans dans, og følge den trinet videre. Et sidste skub, og hoppen rykkede sig en tand mere. Langsomt sænkede Fame bagpartiet en anelse og lagde vægten tilbage. Dertil kopierede hun med en skjult nervøsitet den brogedes trin - dog i et noget langsommere tempo. Hun var ikke på hjemmebane.. og hun hadede det. Denne følelse ikke af at vide hvad hun lavede, og hvad hun skulle. Langsomt vippede de mandelformede ører ned i den flødefarvede man, og øjnene blev let knebet sammen i frustration.
Men da var det noget hævede hendes ildhu for det arbejde der var blevet stillet frem for hende. En rytme... hun fulgte den ikke - hun var for langsom. Men den var der. Dumpe slag der fyldte den brogede ører, og det gik op for den røde skønhed at det var hendes eget hjerteslag. Hjertet spillede med på denne frememde dans, og satte rammerne for det hun skulle Hun stod et øjeblik.. tænkende og overvejende, inden at hun med et bestemt fnys begyndte at flytte benene i et højere tempo. Forbenene hævedes til en højde der ikke fandt hende naturlig, men ikke desto mindre kunne hun mørke hvordan disse trin bragte noget andet frem i den ellers før mystiske attitude. En fremartet elegance og vildskab.

Sandet piskede op omkring benene på den langlemmede skabning og hendes følge. Sveden piplede langsomt frem på det røde skind, men hun stoppede ikke. Nægtede at stoppe, selvom det allerde nu var hårdt for hende. Hun ønskede at vise den brogede Drezar at hun ikke blot var til pynt. Hendes krop kunne mangt og meget, men denne prøvelse var den aldrig blevet sat på. Halen svirpede taktfast enkelte gange, inden at hun så hvordan den brogede vendte om for at slutte sig til hendes side. Et glimt viste sig da i Fames dybe blik, og en kurrende brummen kom fra hende på trods af anstrengelsen. Hvor ville han hen? Hvad ville han vise hende..? Havde han mere? Hun vidste at hun ikke udførte dansen til fulde ligesom den brogede ved hendes side. Hun vidste at der var fejl.. Men det blev løftede blot ånden for at kunne dette engang. Stædighed kunne man kalde det..


//Undskyld hvis lidt tamt, den slettede mit gamle.. hader at omskrive dem, så håber på at kunne gøre det bedre med det næste

Hun gjorde det! Hun gjorde det faktisk! Glæden kunne vidst ikke udtrykkes mere direkte, end sådan som den spraglede hingst gjorde det nu. Denne hoppe, denne mystiske sirene, som han var rendt på i dette sandede landskab, havde faktisk taget de første trin i den dans han var skolet til at kunne. Aldrig havde hun set den før, eller danset den før, men ved få instrukser gjorde hun det nu. Først langsomt, men det havde været mere end rigeligt for ham; så da først hun begyndte at øge sit tempo og gøre det mere og mere sikkert, om end hun så en smule nervøs ud i sine træk, da måtte han vise hende hvor imponeret han var. Han slog hovedet i vejret og sprang frem med sine forben slynget foran sig, hoppede fra venstre til højre og endte med at slippe jorden med alle 4 ben, alt imens han hylede hingstet op.
Han var ligeglad med om det var perfekt, fuldstændig. Det han havde kigget efter, var om viljen til at udføre noget ukendt var der, og det måtte han sande hun bar. Igen slog det ham hvor anderledes hun var, end de hopper han havde kendt. Aldrig havde noget haft en sjæl der var modig på samme måde som hendes, selvom hun havde gemt den for ham indtil nu. Han følte hun viste sig selv, nu mere end før, hvor han havde forfulgt hende for at få hendes opmærksomhed.
Da først han havde lavet sine krumspring, som var en klar besked til hende om at hun havde gjort lige det rigtige for at imponere den spraglede hingst, gjorde han så noget han ikke havde gjort før. Med svirpende hale lod han sin vægt lænes bagud, men i stedet for at gå ned i bagben, sænkede han forparten og endte med at bukke for hende, ganske fornemt. Han havde set denne handling blive udført før, og så havde alle vel prøvet at strække sig efter søvnen om natten, så han havde ingen problemer med at udføre denne bevægelse, som han synes passede ret perfekt til situationen. Derefter tog han tog skridt med umådelig samling i hele kroppen hen til hende, for at støde mulen imod hendes – hvis hun da tillod det.

//Det er helt ok!

Den brogede Drezar hylede hingstet op, imens han kort efter strøg omkring hende i vilde spring og knap så ælde trin. Hun stoppede langsomt op, og så først med forbløffelse på den brogede hingsts krumpspring, inden at svagt smil begyndte at trække i den mørke mundvig. At han blev så glad grundet hendes simple og lettere håbløse trin var ikke noget hun forstod.. faktisk, var der meget hun ikke forstod ved ham, og ikke ville forstå. Hun ville bare godtage det. Derefter stoppede hun fuldkommen de hoppende trin, inden at benene begyndte at snuble over sig selv af udmattelse. Det værkede.. det dunkede og i morgen ville hun nok kunne mærke det. Men for nu, ville hun ignorere det.
Den brogede Drezar leettede da fuldkommen fra jorden i et hyl, og kunne hun ikke længere holde det smil der længe havde ligget gemt tilbage. Det var tydeligt at han havde fundet den snublende dans tilfredsstillende, og den glæde han udtrykte kunne hun ikke lade værd med at lade sig smitte af. Det fik den ellers til tider kølige og ophøjede attitude hoppen bar til at krakelere for en stund, og hun smilede. Jah, hun smilede faktisk. Ikke blot for at behage andres syn eller forblænde en tilfældig skabning på hendes færden. Nej, hun smilede fordi det behagede hende, og fordi den brogede Drezar morede hende. Løftede hendes humør..

Dog det næste han gjorde havde hun aldrig forudset. Den brogede lagde vægten bagud, og bukkede for den rustrøde skabning Fame. Langsomt åbnede hun munden i en måben, inden at hun nikkede med tilbageholdt åndedræt. Sådan en gestus havde ingen nogensinde.. Nej, aldrig. Hun var blevet behandlet som afskum, ignoreret og tirret. Men aldrig blevet behandlet med respekt eller ønsket. Og det var derfor, da Drezar samlede sig for at træde imod hende, at hun ikke veg tilbage. Hun så ned på den fremstrakte mule, så tilbage imod ham inden at hun forsigtigt stødte sig egen frem for at møde hans. Kort efter trak hun den tilbage med et ryk, og mimrede med mulen imens følelsen af kontakten stadig brændte på mulen. Hun stod sådan.. tænkende, inden at hun kort blinkede et par gange for at samle sig igen. Det forbløffede forsvandt langsomt, og den selvsikre attitude samt glimtet i øjnene vendte tilbage.
Hun ville ikke indrømme at den brogede havde vækket noget i hende. hun så gerne forbi det.. Fame’s bløde mule strakte sig kærtegnende frem, og fulgte kæbelinjen hos hingsten. Strøg ned af halsen imens hun trådte tættere på, og brummede da lystigt. Snart ville mørket sænke sig over den golde ørken, og med mørket kom kulden. Hun agtede at søge ly iblandt de små træer i oasen længere fremme, og tilbringe natten der. Fulgte denne Drezar med hende? langsomt drejede hun hovedet den vej, og brummede opfordrende.

Om hans optrin overfor hoppen havde virket eller ej vidste han ikke, og under seancen havde han ikke tid til at stoppe op og kigge. Nu var hans reaktion også ’kun’ tegn på glæde over hun faktisk havde udført den opgave han havde stillet hende, og ikke et optrin for at få hendes opmærksomhed fanget endnu mere. Han følte han havde den til fulde nu; men han tog vidst fejl. For da han lod sin forpart sænkes i et maskulint buk til ære for hoppen, lod det til hun blev helt paf. Han brummede sagte for sig selv, måske som en form for sejresrus over han havde formået at få dén reaktion frem i den mystiske sirene. Da han rettede sig op igen og gik hende nærmere, havde han nok ikke tænkt over at det var et sats. Hun kunne jo finde på at løbe væk, men hun blev, og sørme om han ikke fik lov at røre hende også.
En dyb brummen steg fra hans bryst, en brummen med en masse toner og nuancer i, som både fortalte at han var glad for at hun havde ladet ham komme nær, at han var stolt, men samtidig at hans sind var fængslet omkring hende; hun havde vundet lige så meget som ham i denne sag.
Han fik rørt hende og det var mere end rigeligt for at tilfredsstille den spraglede hingst med de indadvente ører, og derfor forfulgte han hende heller ikke da hun trak mulen til sig, men lod hende få pladsen. Han var normalt over det hele når han var i nærheden af hopper, rørte og gjorde kur til dem på bedste vis, men dette var noget andet. Dette var mere end blot et tilfældigt møde med en tilfældig hoppe, det kunne han mærke helt ned i sine hove. Og da hun så trådte hen til ham og strøg ham over kæben med hendes silkebløde mule, var han lige ved at gå ud af sit eget skind af ivrighed. Hans krop dirrede, imens hans brummen blev meget mere dyb og intens. Ja, han dirrede så meget at selv hans ører rystede. Han turde næsten ikke røre sig af frygt for hun ville flytte sig. Nu var hun endelig kommet til ham. Hans øjne mødte hendes et kort øjeblik og han søgte så ivrigt efter en form for accept, så han kunne få kontrol over det her. Han var på dybt vand nu hvor hun rørte ham og ikke omvendt. Hvad så?
Han lod forsigtigt mulen søge frem imod hendes hals. Så forsigtigt at hun kunne have været af det pureste porcelæn og ikke gå i stykker under hans berøringer. Han strøg hende meget kælent og følsomt over det specielle skind hun bar, hele tiden følende. Trak hun sig, skulle han være hurtig, ellers kunne et nap meget vel komme til at efterlade mærker på hans spraglede krop. Hopper var jo uforudsigelige, og denne her var ingen undtagelse – og alligevel var hun en undtagelse for alt. Meget fascinerende.

Hvordan den brogede ørkenvandre der gik ved navnet Drezar havde i sandhed både overrasket og fascineret hende. Sådanne… tilnærmelser havde hun ikke tilladt i evigheder. Det havde altid været et forbudt område at røre den røde skabning uden hendes tilladelse.. noget dobbeltmoralsk måske, fordi selv mente hun at hun havde alle tilladelser til at strække andres grænser så lang som muligt. Ååh, hvor hun elskede det.. Det blev dog aldrig modtaget ligeså godt som denne brogede hingst gjorde, men nok om det. Hvis det skulle vise sig at være et selskab der ikke ønskede den elegante hoppes kærtegn.. jah, så var det ikke længe den langlemmede dansede for de sjæle.
En dyb brummen kom fra den spraglede hingst, og hun smilede kort. De fjerlette berøringer og samt strøgende over den stærke hals havde sin virkning.. At hun havde vundet noget vidste hun dog ikke, da det ikke faldt hende ind at Drezar behandlede hende anderledes end andre.. Nej, det var nærmere ham der havde vundet den røde… nej, hun ville ikke sige det højt. Og da slet ikke tænke det! Hele den stærke krop dirrede under hendes mule, og da det mørke dybe blik kort mødte hans, var det skam et glimt af accept samt.. at holde af. jah, hun kunne li’ denne Drezar. Det var både til at føle og mærke.

Da han tillod sig at liste mulen frem imod den slanke hals var det opmærksomt at hun fulgte den. Hendes nussende berøringer stoppede for en stund, og hun ventede med tilbageholdt åndedræt på om han vovede sig det. Da han endelig ramte det røde skind, pustede hun langsomt den varme luft ud. Det sitrede og brændte hvor hans bløde mule ramte, og hun kneb langsomt de glødende øjne en anelse sammen. Det trak i hende at rive sig væk fra ham. Trippe tirrende væk, samt nappe rettende i det brogede skind som en formaning om ikke at røre hende. Men hun gjorde det ikke? Nej.. Det anspændte udtryk gled langsomt over til et sagligt smil, og hun lod igen mulen glide i cirkulerende bevægelser omkring hingstens skulder.
I takt med at stemningen syntes at blive mere og mere intenst omkring hende og i hende, svirpede halen langsomt opstemt bagved hende. Det byggede sig op inde i hende, inden at hun med et hoppet hyl trak hovedet til sig, vendte om og dansede i høje knæ løft en anelse væk fra ham. Kroppen rystede af iver, og hun drejede langsomt det markerede hovedet en anelse tilbage for at se på den brogede ørken vandrer. Glimtende mørke øjne, og hun kastede med et fnys den lange flødefarvede man nogenlunde over på den anden side af halsen. Sådan stod Fame et øjeblik, imens hun desperat prøvede at genvinde kontrollen over sig selv og sin vejrtrækning, inden at hun uden at se på ham brummede opfordrende til ham. Bad ham om at slutte sig til hendes side og ikke gå. Ikke nat. Ikke nu.

De lyde som hoppen undslap sin mule, da han gjorde sin første tilnærmelse, pirrede ham. Hun afviste ham ikke, det var tydeligt, men efter han havde sat mulen imod hendes skind, reagerede hun passivt. Åh det tændte en gnist i hans indre igen; for hun havde givet udtryk for hans tilnærmelser var .. acceptable .. men hun reagerede ikke på dem. I sin søgen på en reaktion, udsendte han da nogle opstemte brum, inden han lod sine skridt blive kortere og mere iltre igen. Han samlede sin krop i nogle få skridt, som spændte han en fjeder der kunne gå af når som helst. I stedet for at gå af og springe frem, beherskede han sig til at give hende et lille bitte skub med skulderen, inden han strøg hende langs halsen. Hun havde givet ham lov at røre, så han ville nok blive ved med at røre, indtil hun enten gjorde udtryk for hun kunne lide det eller afviste. Han søgte at vide mere om hende, om hendes adfærd, også selvom han så skulle provokere til det. Men igen, her var han ærlig omkring sine hensigter, så han var ikke i tvivl om at hoppen vidste hvorfor han pludselig blev lidt mere pågående.
Det var egentlig først da hendes ord, hendes svar, lød at han stoppede sig selv. Mad og vand? Han brummede lidt – for han vidste udmærket hvor det var. Han kendte trods alt denne ørken rimelig godt efterhånden, for han havde vandret her tit. Og uden mad og vand ville han ikke være i stand til det.

,,Hvis vi søger længere ud mod kysten er der op til flere vandhuller med græs omkring. Hvis vi fortsætter i denne retning støder vi på ét, som ligger tæt på en stor klippe.”

Lød hans hæse, ru og utroligt sprøde stemme. Han brugte ikke tid på at snakke udenom; på at søge at smide spørgsmål efter hende som hun skulle svare. Der ville nok være tid til det, for han ville ikke slippe hende af syne de næste mange timer, overhovedet ikke – så hvis hun ville have mad og vand, så fulgte han hende gerne derhen. Han sænkede sit tempo en anelse, for at gøre holdt. Han ville ganske galant vente på, om hun ville den ene eller anden vej i sin søgen på mad og vand, som han havde opholdt hende på. Men inden da, fik hun nappet ham. Og han kunne mærke at hun søgte at pirre ham. Hans skind dirrede let, inden han på stedet lod sine forben hamre skiftevis ned i sandet med umådelig spænding bag. Åh hvor havde han lyst til at sparke og slå om sig til alle sider og samtidig kæle sig nænsomt om hendes sider. Så selvmodsigende følelser. Men det var nu det han engang følte, alt imens han betragtede den rustfarvede sirene, som han på magisk vis havde fundet.

Det var utroligt, hvilke gnister den brogede Drezar kunne vække i hoppens indre. Det var som om, at han kendte hende ud og ind. Og alligevel formåede at vække hendes nysgerrighed, begær og tirrede hende i sitrende veje. Den bløde mule, der gled i kærtegnende bevægelser over hendes rustrøde skin, satte flammer til hendes lidenskab og fik det til at boble under huden. Fik hende til at længes efter noget der var forbudt, men alligevel blev søgt efter. Normalt havde denne søgen altid været for sjov. Altid for underholdningens skyld, da den rustrøde sirene var en mester i skuespillets kunst. Men efterhånden som ilden havde bredt sig, var masken falmet ind. Der var ingen synderlige reaktioner på hendes ydre.. men hingsten burde næsten se den kamp der udspillede sig i hendes indre. For den kamp var imellem hende selv, og hendes egne løfter.

Hendes hentydning fik for en stund stoppet hans tilnærmelser, og hun pustede sitrende ud. De mørke ulmende øjne gled ud bagved ham, for at finde de vandhuller og det græs han nævnte. Men det var ikke noget der lige lå tæt nok på til at ses. Om hun var skuffet over det, vidste hun ikke lige. Det fine hoved straktes let op imod vinden, imens de følsomme næsebor prøvede at give hende en ide om hvor kysten lå. Men heller ikke her var den til synderligt meget hjælp. Den hæse og lækre stemme var behagelig at lytte til, og Fame nikkede langsomt en enkel gang. Han ville føre hende derhen, og måske blive i noget tid..

Hendes korte nap, fik det brogede skind til at dirre let, inden at han hamlede de stærke forben ned i sandet i stedet. Det kastede kaskader af det fine røde sand rundt om ham, men ikke desto mindre nød Fame at se det. Se, hvilke spændinger hun kunne få til at slå gnister med blot et nap. Elskede, hvordan han reagerede ivrigt og prompte på hendes små tegn og vink. Men forbandede, at ørkenvandrenen kunne frembringe næsten fuldkommen de samme følelser, måske uden at tænke over det. Den silkebløde hale slog kort en anelse opstemt bagved hende, inden at hun med trippende skridt dansede over det røde sand.
Det smil som altid lurede i mundvigen havde bredt sig, og hun brummede opfordrende til hendes ørkenvandre. Hun agtede ikke at give slip… ikke så nemt. For når først man havde kravlet hele vejen op af muren, og så stod på toppen.. var der lang vej ned igen. Den slanke hals knejsede let, inden at hun med nogle hoppede hvin travede lidt foran ham, og drejede hovedet en anelse. Det var et udfordrende glimt der hvilede i de mørkeglødende øjne hoppen bar. Blot for at gøre deres vandring igennem ørken lidt mere… hedt.  

Hun var nærmest sprudlende. Han kunne fornemme hvordan der nærmest var gnister imellem dem her I ørkenens sand, imens de havde danset omkring hinanden. Han havde på en eller anden måde vundet hendes interesse, og det der optog ham mest ligenu var at fastholde den. Han ville ikke miste hende og det lagde han skam ikke skjul på – for igen, Drezar var en meget ærlig hingst.
Efter han havde sendt kærtegn i hendes retning og nappet til hende, havde danset foran hende og vist sine muskler; efter han havde fortalt hende for der var vand og mad i nærheden, satte hun afsted i en noget så lokkende trav. Han kunne ikke stå for det, og selvom hun ikke havde virket inviterende i sin aura, så havde han fulgt efter hende alligevel. Det blik hun sendte ham virkede udfordrende, som søgte hun endnu engang at provokere ham til at lave et show-off. Og det var lige præcis hvad han gjorde.
Han sprang frem i galop, med rigtig høj forbensaktion, op foran hende. Han passerede hende tæt og gav hende ikke mulighed for at sætte farten op og overhale, for han skød ind foran hende. Hans galop fortsatte flere meter frem så der kom afstand imellem dem; her bremsede han så brat han kunne og vendte rundt på sine bagben, for derefter at springe direkte imod hende igen. Hans gangart var nu trav og han nærmest svævede for hvert skridt han tog, alt imens hans nakke blev hævet og knejset til det yderste. Han var spændt som en flitsbue og klar til at blive skudt af. Hans trav blev til skridt og det endte med han trippede på stedet lige foran hende, med mulen ved hendes næseryg. Hun skulle bare røre, så fløj han atter afsted igen, omkring hende i vildens sky.
Og så alligevel ikke, for han trak mulen til sig igen, næsten så hurtigt som han havde nærmet sig hende. Hans direkte aura og direkte adfærd var ikke truende, selvom han havde spankuleret helt hen foran hende, som optakt til ham; bare uden kampattituden. Det hele gik ud på at vise sig for denne hoppe, vise han var hingst, han var klar og han ville kæmpe om hende hvis det skulle komme dertil. Og nu, hvor han havde fjernet mulen, sprang han ned langs hendes side og nappede pirrende imod hendes skind på flanken. Han ville nu lede hende, vise vej til det hun havde søgt i dette ørkenlandsskab som havde ført dem sammen; og han ville blive ved hende så længe hun godtog det. Han strøg rundt om hende og lagde sig en smule forskudt bag hende på modsatte side. Han nikkede opilende og brummede flere gange hingstet, inden han begyndte at trippe frem igen. De var faktisk ikke så langt fra det hun søgte, selvom det ikke kunne ses endnu. Det gemte sig nemlig bag et sandbjerg som lå lige forude hvor de var; så indenfor få minutter ville hun få stillet sin sult, sin tørst. Spørgsmålet var så bare om han kunne holde på hende bagefter; for som han havde luret, var hun nok en ægte sirene. Og sådanne var mytiske. Måske ville hun blot forsvinde foran hans øjne, når hun ej længere havde brug for hans hjælp?