Burning sand [Signe & Drezar]

Foran den rustfarvede hoppe, bredte de ligeså røde sandede områder sig frem. Som var sandet ulmende gløder… Solen havde for længere tid siden passeret sit zenit, og det var her i skumtringstiden hoppen med lange skridt bevægede sig igennem den brændende ørken. Den slanke krop var som bygget til dette område, og hun havde fundet en behagelig varme ved dagens vandring fra oase til oase i sin søgen efter vand. Dog syntes denne ø ’s grænser ingen ende at tage, og hoppen fandt sig selv stirre en anelse tvivlende imod den lange åbne strækning, der udelukkende bestod af sand, sand og atter sand. Mon hun ville nå det inden at månen hævede sig over den golde jord, og som det eneste lyspunkt lod hende se i mørket? Måske. Det var ikke til at vide i denne hoppes nuværende position.

Langsomt svirpede hun den flødefarve hale over haserne, inden at hun med et lettere tænkende udtryk på begyndte hendes trav igen. Den rytmiske lyd af hove over det hvislende sand lagde snart en dæmper på hoppens sanser. Langsomt flippede hun en anelse afslappet ørene tilbage, slumrende grundet den vedvarende varme og dette ensformige landskab. Og selvom denne hoppe nok burde være opmærksomt på fremmede skabninger, silhuetter eller farer, var hun denne ene gang ikke det.

Et særpræget skind var at beskue under den lavstående sol. Sandet strøg omkring hans hove, i takt med de borede sig i det og blev trukket op igen. Ja, Drezar, den spraglede hingst med de indadvendte ører havde efterhånden tilbragt en del tid på netop denne sandede Ø, da det varme klima var det, som lignede det han førhen havde kendt mest. Nok var der ikke frodigt, som han havde haft det førhen, men vinterens kulde nåede aldrig ørkenen for alvor; hvilket hans pels satte pris på. Drezar var ikke bygget til vinter med det hvide sne, som han for første gang i sit liv havde stiftet bekendtskab med – og derfor, havde han nu søgt ørkenens varme tæppe.
Drezar var en speciel sjæl, ikke som så mange andre. Han var en hingst, der reagerede som en hingst, hvilket han havde en idé om at ikke alle gjorde her. Og netop derfor reagerede han meget spontant på, at en skikkelse af en hoppe dukkede op foran ham. Hans fart var høj, og den blev kun øget, for at komme hurtigere frem til denne nye sjæl, som han havde opfanget. Han udsendte et højt, ganske hingstet hyl, for at hidkalde sig opmærksomheden fra den fremmede, inden han var så tæt på at han kunne røre.
Hans dansende bevægelser blev sænket i tempo, da han kom hoppen nærmere. Sølvfarvet, som han havde set det før; en farve der var udbredt blandt hans slags, men ikke normal. Han brummede hilsende og ganske galant, inden han indledte en lille præsenterende dans på stedet foran hoppen, for da at afslutte med et resolut fnys.

,,Goddag frøken!”

Lød den sprøde stemme så. Han var ganske direkte, for andet havde han ikke grund til. At pakke ting ind, var bare ikke hans sag. Han stak uden videre mulen let frem imod hoppen for at undersøge lidt, alt imens han afventede hendes svar og reaktion på hans tilstedeværelse.

Endnu engang fulgte de brune øjne formerne af de endeløse bakker af sand, men intet virkede lige i dette øjeblik til at skille sig ud fra landskabet. Sand, sand og atter sand... En stilhed der næsten kunne betegnes som larmende fyldte luften, og den eneste afbrydelse af dette var hendes egne skridt igennem sandet, der udgav en hvislende lyd. Indtil at en høj hvinen skar sig igennem luften, og fik hende spontant til at holde en parade og vippe ørene forvirret tilbage. Hvad var nu det? Vagtsomt gled de ulmende mørke øjne over landskabet, og inden længe tegnede en mørk silhuet sig tydeligt frem i kontrasten til det lysere sand og himmel. Det lignede på denne afstand en hingst... Et lød som en hingst. Havde hun virkelig oversæt ham, eller var han lige kommet frem?
Forsigtigt vippede hoppen let de mandelformede ører en smule frem, og en sygnende tænkende brummen undslap hende. At se andre i denne ørken havde ikke lige været det første hun havde forestillet sig, men endnu engang havde noget lykkedes sig at overraske hende. Blikket kunne hverken betegnes som mismodigt, men heller ej begejstret. Nok mere en interreseret men dog tilbageholdte vurdering af hingsten ud fra det hun så nu. Og det var ikke just negativt.

Elegant, broget, en anelse galant - men først og fremmest en hingst. En hingst der tydeligt vidste hvem og hvad han var, og som ikke holdt det skjult bagved en føllet legende adfærd, eller en iskold tavshed.

"Goddag hr."

Kom det kortfattet men dog stadig interreseret fra hende. Med en overvåges mine fulgte hun den sorte mule idet den nærmede sig, og vippede langsomt ørene i nakken. Ved alle guder i denne verden, hun skulle ikke røres bare uden videre. Dog virkede den blot til at undersøge hende, og hun strakte forsigtigt sin egen mørke mule frem, og prustede da forsigtigt. Denne hingst var en af de mere frembrusende sjæle hun havde mødt..
Pludselig og uden videre svirpede hun en anelse anstrengt med halen, og tog mulen til sig med et lavt hoppet hvin imens hun let bakkede tilbage. Ikke fordi hun ikke brød sig om ham, nej det havde hun ikke hadet tiden til at bedømme endnu. Men nok mere en af de mere spontane reaktioner der engang imellem brød frem fra den rustrøde skabning.
Uden videre satte hun igen frem i trav, og gik forbi ham. Hun skulle trods alt nå noget, men havde ikke direkte afvist hans selskab. Nej, selskab var altid dejligt.

Hoppen som den spraglede hingst havde fundet her i ørkenens sand, skulle vise sig at være en letter udfordring. Hun veg ganske let og elegant til siden, med bevægelser der vidnede om at hun havde store muligheder for at flytte hovene hurtigt og let, kort efter hans mule havde nærmet sig hende for at undersøge. Dog var hun ligeså nysgerrig, men han tilnærmede sig ikke yderligere, da hun havde givet dette ganske fornemme indtryk af, at hun ikke ønskede ham nær. Han brummede yderst hingstet og lod sit hoved med de indadvendte ører hæves med det samme. Han var virkelig ikke en hingst der var vant til at begå sig i dette vilde landskab og møde heste der var opvokset sådan, så på nogen punkter var hans viden mangelfuld omkring hvordan han skulle begå sig. Og dog. Hans instinkter råbte højt nok, til at han egentlig godt vidste hvad han skulle, når det kom til stykket. Han hvælvede derpå nakken og lod et forben slynges i luften, for ligesom at give en respons på den afstand hun havde taget. Han var ikke synderligt glad for at hun ikke søgte hans selskab som sådan, men samtidig respekterede han det.
Snart lød hendes stemme, nærmest syngende og dragende. Ja, han fandt den dragende, nærmest som sang hun med en sirenes sang. Ørkenes sirener. Han fnøs kort, og skulle lige til at indlede en samtale, da hun med ét satte frem igen. Han lod sine ører vendes direkte i nakken og hovedet hævet i en irritabel protest over den reaktion. Hvorfor skulle hun dog gå videre? Der gik lidt, hvor han blot stædigt blev stående med hovene plantet i sandet. Han havde leget denne leg før med Rhada, og om han gad det igen? Ikke umiddelbart. Han skævede om efter sig, endnu med ørerne utilfreds i nakken – men så kunne han heller ikke styre det. Han drejede øjeblikkeligt rundt og sprang efter hende i ganske udfoldet galop, som først blev sænket da han nåede hendes side. Her slog han voldsomt med hovedet, endnu med ørerne tilbagelagt, for at vise sin utilfredshed med hendes handling. Hun måtte da stoppe, måtte hun ikke? Stoppe og se hvad han var og omvendt?

Hingsten fulgte nu ikke efter hende, og hoppen vente kort tænkende ørenelet tilbage i nakken. Lyttende vippede hun dem kort, inden at hun kneb øjnene kort sammen. Hendes invitation havde ganske vidst været lettere skjult men dog havde den været der. Fra hendes syndspunkt var det at hun ikke bare havde gledet fra hingsten så snart hun så denne brogede skabning, en invitation i sig selv. Men dog, ikke længe gik der inden at hingstens springende gallop var til at høre bagved hende, og hendes før en anelse anstrengte mine gled tilbage i de bløde folder og skæve smil. Dog virkede han ikke videre tilfreds.
Det markerede hoved vendtes imod den fyrrige ørkenvandre ved hendes side.En anelse undrende så hun på ham, inden at dette aflystes af noget der kunne minde om et drillende glimt. Var han fornærmet over hendes pludselige gåen fra ham i stedet for at blive? En indespærret latter boblede kort frem i de før ulmende øjne, inden at hun let holdt en parade og vente sig i stedet imod ham. De dybe mørke øjne så længe på ham, inden at hun brød stilheden der havde omgivet dem i det varme og tørre landskab.

”Kan de sige mig navnet på denne spraglede ørkenvandre..?"

Kom det lavmælt men dog hørligt fra hende. Dæmpet så det passede til dette øde landskab og kun henvendt til hingsten foran hende. Forsigtgt trådte hun et enkelt skridt tættere på, og fulgte med en hvis fascination denne hingsts frem artede mønster der prydede den stærke krop. Der hvor denne hoppe kommede fra var farver blandinger som dette noget så sjældent. Så dette her var en behagelig afveksling… i hvert fald hvis man bedømte på udseendet.

Snart nåede den spraglede hingst den rustfarvede hoppe med den sølvfarvede man; den sølvtonede hoppe der havde danset igennem sandet, men ikke havde fundet det nødvendigt at stoppe op og møde det selskab, der var kommet til hende. Han fnøs kort, en anelse fortællende. Han mente stadig ikke, at det var en handling der var okay, hvis hun havde i sinde at snakke med ham – og nu spurgte hun rent faktisk efter hans navn. Han dansede hurtigt, ja ganske imponerende, op foran hende og afskar hende vejen. Ville hun have hans navn, måtte hun altså blive hos ham, og ikke gå fra ham. Med det ene krøllede ører vendt frem og det andet vippende rundt til alle sider betragtede han hende nu indgående. Derpå hvælvede han nakken, der trods hans spinkle bygning, var meget muskuløs.
Han vringede kort på mulen, hvorpå de sære aftegn løb med over, som vand der var rendt fra hans pande og ned. Han overvejede faktisk at gøre præcist det samme, som hun lige havde gjort overfor ham – og dog. Han var langt bedre opdraget end som så, og derfor valgte han, efter et par overvejende trip på stedet, at svare hende.

,,Eye. Mit navn er Drezar”

Det var dog kun den halve sandhed. Han hed Drezar, men ligeså hed han Jagdis. To navne givet til ham, som han begge anså som værende hans. Alt efter selskabet, brugte han det ene eller det andet, og det kunne da ske at en sjæl fik begge navne at vide, hvis det var en af ganske særlig støbning. Han rankede sig op, med en anelse markerende holdning. Han, som hingst, ville ikke finde sig i hvis hun listede afsted igen.

Hingsten var tydeligvis utilfreds over hendes handlinger, og kort rynkede Fame selv en anelse misfornøjet på mulen over at han stadig vadede rundt i denne sag. Hvis han endnu holdt fast i hans utilfredshed over hendes lettere flyvske adfærd – ja så ville dette møde i sandhed blive et kort et. Fame havde blot ikke tiden eller den personlige tålmodighed til at lade andre rase ned. Hurtigt var hingsten oppe foran hende for at afskære hende vejen, og Fame’s brune øjne ulmede kort en anelse af pludselig rebelske tanker, inden at hun i stedet virrede med hovedet for at klare tankerne. Ved hingstens betragtende blik samlede hoppen kort den røstfarvede krop, inden at hun ligeså gav sig til at betragte ham endnu engang. Afventende efter et svar. Og endnu engang slog det hende at denne hingst på trods af sin spinklere bygning og finere træk, ikke kunne kaldes svagelig af den grund. Nej, en god fysik besad han så sandelig.
Da hingsten vrængede med mulen stampede hoppen kort i jorden, så sandet fløj om hovene på hende. Advarende så at sige. Han kunne brokke sig alt det han ønskede, men hoppen kunne nu ikke ændre på hvad hun ville gøre nu eller fremover, for et bekendtskab hun blot havde set. Ikke engang haft en samtale med endnu. Dog valgte han på trods af alt at svare hende. Drezar.. et fremmed navn for hoppen. Næsten på nippet til det eksotiske. En kort nikken blev givet, inden at hun så på hvordan hingstens holdning direkte blokerede for hendes vej. Hvem havde dog fået denne hingst til at reagere så voldsomt? Eller gjorde han blot det altid?

”javel.. Drezar. Et navn der ikke virker mig bekendt.

Kom det kort efter fra hende, og hun svirpede kort med den lange flødefarvede hale. Blikket hvilede på ham endnu engang. Ulmende, dybt og frem for alt næsten sort i disse lyse omgivelser. Hvis han ønskede at spørge til hendes, kunne han føle sig fri til at starte samtalen. Næppe ville hun give det, før han gav hende en grund.

Efter den spraglede hingst havde stoppet den rustfarvede hoppe, gjorde hun ikke voldsomme tegn til at søge fra ham igen, hvilket gav ham den tilfredsstillelse han ønskede. Godt nok, nu havde han hende. Han rakte mulen en smule imod hende med en dyb og maskulin røst, der tydeligt viste interesse for hende. Hun var en spændende sjæl, ingen tvivl om det, men samtidig lå der noget utroligt oprørsk i hendes attitude, som både kunne pirre og irritere. Fascinerende.
Han rykkede hovedet en smule til sig med den hingstede lyd, inden han lagde hovedet på sned. Nej, selvfølgelig virkede hans navn hende ikke bekendt, for de havde jo ikke mødtes før. Det morede ham på en måde, og samtidig virkede det underligt at hun måske søgte at sammenligne en ny sjæl med noget hun kendte til. Eller gjorde hun? Han rankede sig en smule, inden den sprøde og lækre stemme han ejede fyldte tomrummet imellem dem igen.

,,Det ville undre mig, hvis mit navn virkede dig bekendt, aye. Men hvad skal jeg så kalde dig?”

Han spurgte efter hendes navn. Han synes hverken det var en uhøflig eller høflig sag, men han ville da mægtigt gerne vide navnet på sit selskab, så han kunne tiltale hende personligt. Derpå søgte han lidt dansende ned langs hendes side, for at stille sig ved hende, i stedet for foran hende. Han stolede da på hun blev nu, så derfor behøvede han ikke markere at vejen for ’lukket’ længere. Med hvælvet hals udstødte han små, tillokkende brum inden han forsigtigt lod mulen søge hendes rustfarvede skind igen. Mon hun ville vige denne gang også?

standset var hoppen nu, og ventede blot på at denne hingst forsatte hvad han nu end ønskede af hende - af dette møde. Hoppen havde nu intet at nå - det var ikke just grunden til at hun sådan havde søgt væk fra ham. Men.... en rastløshed havde længe været til at finde i hoppens bevægelser, og dertil svirpede hun endnu engang en anelse hidsigt med den flødefarvede hale, inden at hun vendte blikket imod den mule der nu søgte hen imod hende. Skeptisk så hun imod denne - imod ham, inden at hun let strakte sig egen frem imod ham og snusede ind. Den maskuline fært af hingst blandede sig med ørkenens støv, og en feminin lys brummen undslap hende, inden at hun trak den mørke mule let tilbage fra ham. Endnu engang syntes det dybe blik at hvile på ham, inden at mulen endnu engang trak op i det skæve smil der nu engang kunne kendtetegne hende så godt. Til dels hånende, til dels imødekommende og udfodrende. Og alligevel hvilede hun på grænsen imellem dette provokerende og venlige. For fjendsk eller kynisk var hun bestemt ikke.

"Fame."

kom det kortfattet fra hende, og hoppen slog kort med hovedet så den lange man dansede omkring hende i en lys sky, for derefter at lægge sig til rette på den slanke hvælvede hals igen. Hoppens ulmende blik fulgte længe hingsten i hans elegante dans ned imod hendes side, inden at det røde skind kort sitrede ved nærværet af en fremmed sjæl. det var nu engang længe siden...
En lys lettere accepterende ryst kom fra hende, inden at hun selv strakte mulen forsigtigt og søgende imod hingstens hals. Lod den hvile få centimeter over det brogede skind, inden at hun en anelse tirrende, en anelse blidt nappede til ham. Næsten drillende.

Sandet under hans hove veg for hans vægt, nu hvor han havde fundet stilstanden. Hoppen var ikke valset videre, hvilket var ham fornøjeligt, og nu hørte han snart navnet på den mystiske sirene, som han havde fundet her i ørkenen. Fame hed hun, og det navn tiltalte ham. Han smagte kort på det, inden han brummede yderst hingstet da hendes mule næsten pirrende kom hans hals nær og afsendte et nap. Han hylede op, slog med hovedet og spændte op, inden han med de nærmest lokkende toner, inden han strøg hende sensitivt over halsen. Han var en hingst, der havde levet et liv hvor hans omgang med hopper kun gik ud på én ting, og derfor var det måske lidt svært for ham at omstille sig. Man kunne vel sige – sidste gang han havde mødt en hoppe, havde han fået et afkom ud af det. Nok var denne hoppe ikke i brunst, men derfor kunne han vel godt ’lægge et godt ord ind for sig selv’, så kunne det jo være hun huskede ham.
Kort efter fjernede han mulen og betragtede hende med et skråsikkert smil. Hun var ham lidt af en gåde, med det spil af mystik og udfordrende aura der lå omkring hende.

,,Er ørkenen et område der tiltrækker dig, mm?”

Spurgte han da med den sprøde stemme. Det var jo meget godt at vide hvor han kunne finde hende til en anden god gang, hvis nu hun havde en forkærlighed for ørkenens varme og uendelige hav af sand. Selv nød han det og forbandede det; varmen elskede han. Sandet derimod hadede han, men det var en længere historie. Eller, sandet i sig selv hadede han måske ikke så meget, men vandet. Det holdt han sig fra hvis han kunne komme til det.

Hingstens reaktion frembragte et tilfreds smil på hoppens mule. Selv kunne det frustrerede hende noget så grusomt når hingsten ej reagerede på hendes tilnærmelser så at sige, og i sidste fald få hende til at forlade dem uden videre. Når de blot stirrede køligt på hende.. afviste hende på hendes ellers sociale plan... Ja, hoppen kunne ikke tage en afvisning. Hun accepterede ganske simpelt ikke noget så krænkende som en afvisning, og kunne frembringe en yderst hys facade for at tilegne sig blot en smule af deres skjulte blikke. Om disse blikke så var positive eller negative... ja det ville hun være fuldkommen ligeglad med, så længe hun blev set.
Kort trippede hoppen under den spragledes sensitive bevægelser, inden at hun med et fornøjet svirp gengældte det skråsikre smil hingsten sendte imod hende. En lys brummen undslap hende - både som en efterfølgelse på hans berøringer, og også som en slags "ja". Ørkenens varme og til tider ensomme stier trak hende til sig som honning trak en bi. Hun levede bedst i dette sandede hav, på trods af hendes umådelig lange man og hale kunne være irriterende grundet de små fine sandkorn. Intet kunne opveje dette sted en kold vinter, på trods af det noget hårdføre landskab. For ikke meget vand eller skygge var der, og kosten kunne være sparsom hvis man valgte det forkerte sted at overnatte.

"Ørkenen er et paradis sammenlignet med den bidende kulde udenfor"

kurrede hoppen let med den lyse og alligevel hæse stemme hun bar. Med en trippende elegance bevægede hun kort kroppen en anelse fremad, inden at hun hastigt stoppede op for at se tilbage på denne spraglede ørkenvandre. Længe så hun blot på ham, inden at mulen trak opad i dette hånende tirrende smil igen, og hun kastede sigende med hovedet for at få ham til at følge med. At stå i den bagende sol kunne gøre hende døsigere end hun ønskede, og det kunne umuligt være for sundt længere tid af gangen. Desuden havde hoppen en rastløshed uden lige i denne stund, men ønskede bestemt ikke at efterlade dette attraktive selskab der havde fundet hende. Om hun så skulle hviske lokkende ord i de krøllede ører for at få ham med... for næppe ville hun gå videre alene.

Han var så fristet til at røre, snuse, pille ved denne rustfarvede hoppe med flødefarvet man og hale. Hun virkede så delikat i hans blik, men han havde allerede oplevet en snert af den adfærd hun havde; hun var ikke en der ville have nærkontakt ud over hendes egen grænser. Hun lod til at ville bestemme hvor meget og hvor lidt, og det irriterede ham, at han ikke bare kunne stryge sig op af hende, uden at vide hvad der skete. Den hoppe han i sin tid havde ’været sammen med’ derhjemme, havde han kunnet skubbe rundt med som han ville, røre hvor han ville, for hun var klar til ham. Han brummede sagte, ja nærmest pirrende for at holde hendes opmærksomhed, inden han med let spidset mule rørte hende igen. Hvis hun var utilfreds, måtte hun bide fra sig – men han ville nok ikke stoppe af den grund. Han var blot så fascineret. Snart ramte hendes syngende stemme ham igen, fangede hans opmærksomhed på samme dragende måde som havets sirener. Hvorfor forbandt han hende med de eventyrshistorier han havde hørt på skibet? De havde altid haft en noget grufuld slutning, for sirener var farlige. Var hende her farlig? I hvert fald farligt dragende.
Han rømmede sig kort og hvælvede den muskuløse hals. Hun blev tiltrukket af ørkenen, følte den som et paradis; og han så sig enig. Kulden udenfor generede ham så meget, at han efterhånden boede mere eller mindre i ørkenen selv. Han smilede skævt, vel og mærket ganske charmerende, inden han med den sprøde stemme gav sig mening til kende.

,,Jeg har det på samme måde, aye. Kulden skær sig ind til knoglerne..”

Og nærmest inden han havde snakket færdig, var hun på vej væk igen. Han slog omgående hovedet i vejret med et noget så irriteret fnys – men da opdagede han, at han denne gang var inviteret med på hendes lille flugt. Han fnøs kort – han var virkelig utilfreds med at en hoppe skulle bestemme slagets gang, men han valgte i sidste ende at smutte med hende i overdådig gang. Hun tiltrak ham for meget, og det var allerede nu en forbandelse han ikke var glad for var blevet kastet over ham.

det var nu en anelse forvirrende med denne rustrøde skabning, hvis man spurgte hvem der nu end havde været så heldig at fastholde hende for en stund i deres selskab. For hun var vel som sådan en hvirivel vind når det gjaldt hendes humør og hendes reaktioner. Nej, hun var så langt fra disse skizofrene lidelser hun vidste mange kunne bære rundt på. Nej, hun var nu engang kun en person, og hørte ikke stemmer eller det der lignede. Men ak, hun skiftede sindelag som få andre gjorde, og det var en hårfin balance imellem denne attitude af kurrende hoppe der nu engang gerne blev stående i det selskab - føjede dem til dels og lod dem tage styringen.. og den oprørske og for mange direkte irriterende attitude hun kunne bære. En attitude hun bed mærke i hingsten ikke syntes var videre morsomt, og det trak kort i hoppens ene mundvig. Nej, hun kunne ikke holdes stille, om så han kunne fremsige de mest protesterende lyde, og fremvise den mest fornærmede mine hun havde set længe. hvis det skulle komme så vidt at han følte hendes måde at omgive denne hingst på var direkte latterlig, måtte han da forlade hende. hun ville prøve at holde ham fra det... men næppe ville hun direkte bede om at han blev stående eller fulgte hende. Det var hendes stolthed nu engang for stor til. Mén.... hun var en skabning der helst ikke slap sit selskab når hun først havde fundet dette dragende nok til at holde hende fast en stund. Så at få dem med sig på andre måder - det var klart en mulighed hun brugte efter alle reglerne; og måske også uden for reglerne. Og hingsten havde fanget hendes nysgerrighed - til dels hendes samtykke idet at han ligesom hende fandt dette sted godt at være. alene denne ene ting de var enige om, var nok til at hoppen hurtigt fandt ham et værdigt selskab.
Hurtigt havde hingsten endnu engang set sit snit til at røre ved det næsten glødende skind, og en hoppet hylen kom derefter fra hende. Fyldte stilheden, inden at hun med et vindende smil så på ham. Intet problem der.

Knap var hingsten nået at tale ud før Fame havde flyttet den langlemmede krop videre, og betragtede da med en studerende mine hvordan han brød ud i nogle irriterede fnys, og i simpel tale nok fandt hendes flyvske opførsel yderst upassende. Dog valgte han i sidste ende at træde frem til hende i en nok så overdådig gang, og hun brummede da tilfreds. Ikke alene valgte han at følge hende, men tilmed gjorde sig til for hende. Og Fame ville nu engang hellere se det bedste af det bedste, end at hendes selskab holdt igen.
Knap havde de nået at tage nogle få skridt, inden at den rustfarvede tæt smøg sig imod Ørkenvandreren, og nappede blidt til kæben på ham. Fame havde allerede trukket denne skiftevise domination og afviselse længe nok, og tvivlede på at hun forsat kunne styre dette spil, uden at lade den spraglede komme til sin gode ret som hingst. Men nu kendte han omridset af hendes regler, og hun var nu engang spændt på at finde hans. Hvilket spil spillede han?

"og er nu engang et yderst ubehageligt selskab.."

afsluttede hoppens melodiske stemme hans sætning, på trods af at det nok ikke var det han selv ville have sagt.
En feminin brummen kom da fra hende, inden at hun forsigtigt sænkede hovedet en smule så det ikke længere var på højde med hans eget. Afventende var hun så at sige, til hvordan hendes Ørkenvandre ville tage denne situations drejning... eller ville han overhovedet opfange de små tegn af velvilje til at lade ham lede, som hoppen lod komme frem?

Han spankulerede Ganske nobelt ved hoppens side nu. Han havde indhentet hende, og ikke lagt skjul på hvilken pragt han egentlig kunne føre sig frem med; en ganske naturlig ting for en hingst, ville han skam mene. Hvis ikke man viste sig frem, havde man ikke noget at være stolt af. Han brummede hingstet og lagde sine ører en smule undrende ud til siderne, da hendes ord lød – han havde da ikke tænkt over hun ville føre samtalen videre. Han hævede hovedet kort og brummede kort; inden han lod sine indadvendte ører vippes frem igen.

,,Når man kommer fra varmere omgivelser end her, aye”

Lød det fra hans bryst, med den utroligt sprøde, ja nærmest lækre stemme. Han havde i hvert fald fået at vide, at den lød sådan, og han stolede da på det var rigtigt. Han hvælvede kort halsen, inden han lod sin mule snige sig nærmere hende, uden at skjule hans bevægelser. Han gemte aldrig sine tilnærmelser bag ved facader, nej. Hvad man så, var hvad man fik, og på det punkt var den spraglede hingst yderst ærlig. Han kendte ikke til livets manipulative vendinger, og de interesserede ham ikke; trods denne hoppe lod til at have mindst et dusin af dem. Hun virkede så mystisk, og han var næsten sikker på at hun havde så mange facader at tage af, at han ikke ville se den samme næste gang; hvis der blev en næste gang.
Mens han lod sine lange ben tage skridt ved hendes side, kom han pludselig på en idé. Hoppen her lod til at have haft et formål for hovedet, eller blot var uinteresseret i hans selskab, fra han havde fået øje på hende, så måske han kunne guide hende til noget hun ønskede at se. Han boede trods alt mere eller mindre i denne sandede ørken, og endnu havde han ikke set hende før – så måske hun var nyere end han var? Han rømmede sig med den hingstede, sprøde røst inden hans øjne søgte hendes.

,,Fame, jeg har en idé om du leder efter noget herude? Hvad er det?”

Derpå slog han ganske sigende med hovedet, som sagde han allerede nu med sine nonverbale ord, at han ville føre hende lige derhen hvor hun ville – hvis da ikke hun rendt fra ham igen. Dog var han overbevist om, at han havde overtalt hende til at blive, hvilket blot havde givet ham en lille indvendig sejr – for denne hoppe fandt han så interessant, at han nødigt ville lade hende gå.

Hingstens stemme såvel som attitude behagede på sin vis den røde rose, og hun smilede kort for sig selv. Smilede, fordi at hun efter en lang søgen havde fundet en enkelt person der ikke just gemte sig bagved afvisende adfærd, nobel holdning eller underlige ordvalg. Efter hvad hun havde erfaret – en meget direkte sjæl der hellere end gerne stoppede hoppen i hvad end hendes krøllede tanker kunne finde på. Og dét, var der ikke mange der havde formået eller blot gjort indtil nu.
Hoppens øjne fulgte med en noget skjult rolighed den sorte mule der sneg sig nærmere hende, og en række hoppede brum undslap hende. Lyse var de, men ikke videre afvisende. Og da den ligeså spraglede mule ramte det røde skind, sitrede det kort igennem hoppen at give igen på den ene eller anden måde. Men for nu, holdt hun sig på sin vis tilbage, og så blot frem for sig som havde han aldrig rørt hende. Spændt på hvilken reaktion en ignorering af tilnærmelser påvirkede hendes Ørkenvandre. For med hende selv var det nu engang forfærdeligt og utroligt irriterende.

Hingstens stemme brød den hvislende lyd af hove igennem sand, og hoppen vippede tænkende med ørene og spidsede munden lidt. Ledte efter noget… ahh jo! Hun havde faktisk haft noget at gøre. Noget at lave, siden at hun i første omgang var danset forbi hingsten.

”Jo, min kære Drezar.. jeg ledte nu engang efter noget så simpelt som rent vand og mad”

Kom det med et smil fra hende, og hun svirpede tænkende med halen, idet at hun igen skuede over det røde landskab. Det måtte være her et sted – det vidste hun. Og hun fandt sådanne steder nu engang en del bedre at holde pause ved, end blot at stå i den gudsforladte brændende ørken. Hoppens blik gled langsomt over imod hingsten, inden at hun selv uden at tænke over det fik sendt et pirrende nap imod det brogede skind. Kedsomhed? Måske. Andre tanker ved det? Måske.
Rask bar de lange slanke ben hende fremad, imens at hun slog kort med hovedet. Mon han kendte ørkenen bedre end hende?