Burning sand [Signe & Drezar]

Man kunne roligt sige, at den brogede Drezar havde gjort alt. Danset, fremført, vist, hjulet, guidet og holdt hende med selskab. Han havde fulgt hendes signaler og næsten læst hendes tanker. Han havde pirret hendes nysgerrighed og fulgt hendes lunefulde sind. Udholdt og blevet. Det var mere end hvad den rustrøde nogensinde havde forventet, og et kort øjeblik gjorde det hende helt sårbar. Tanken om at han virkelig var blevet var uvirkelig for sådanne en hoppe, hvis sind havde hærdet sig selv lige præcis imod sådanne ting. Loyalitet. Det var et lille ord, der dog havde en frygtelig stor betydning. Fame var ikke loyal. Hun var slesk, løgnagtig, grådig og uloyal. Hun var meget af det man ikke ville have, men gemte det så godt at det aldrig blev oplevet før tiden var rede. Men for en stund, ønskede Fame ikke at krakelere den virkelighed hun befandt sig i.

Igen, ved et lille signal sprang den brogede frem. Den muskuløse krop dansede foran Fame, hvis mørke øjne betragtede ham med stilletiende tilfredshed. Drezar var et fund uden lige, og helt igennem unik. For nok havde den røde sirene mødt mange hingste, men det var sjældent de nåede så langt..
Den mørke mule mimrede forsigtigt, men inden hoppen nåede at røre ham, havde han sprunget uden for rækkevidde. Igen, denne anstrengende og krævende dans som var ligeså unik som ørkenvandreren. Hans rå attitude tændte hoppen, hvis krop næsten dirrede i hans nærvær. Den smidige hals blev bukket, idet at hoppen fyrrigt svirpede med den lange hale. Igen havde den brogede søgt hendes side, men denne gang agtede hun ikke at give slip. Om han så ønskede at vise sig mere frem – at vise mere af hvem han var, var dette nok. Hun havde ikke brug for mere, for at holde hingsten ved hende. Eller var det omvendt? Pirrende og forførende gled mulen i et nap imod hans bringe, inden at hun med et hvin sprang fremad i sandhavet. Hingstens nap havde sprunget boblen, hvor den opbyggede energi næsten eksploderede.
Det ædle hoved blev rykket tilbage, idet at hun med mere kontrollerede skridt trippede fremad. Hele tiden med et blik på Drezar, for at sikre sig han fulgte med. Den røde kastede hovedet opad, inden at hun i hoppede hvin guidede ham længere frem. Duften af vand og den oase de måtte nærme sig svirrede i luften, men alligevel blev hun lidt tilbage. Igen sænkede hun tempoet, og trippede smidigt tættere på den brogede hingst, for at trave tæt op af ham. Lod kærtegnende mulen følge hans aftegn på halsen, dog uden at sænke tempoet yderligere. Han ville vise vejen, og hun ville følge med.

Alt under skindet på den brogede hingst sitrede. Det var som om alle hans sanser var hyperaktive i disse øjeblikke; som om alt gik op i en højere enhed for hingsten, og verden omkring han var stoppet med at dreje. Alt hans fokus lå på denne sirene, som han havde været så heldig at opspore. Måske bare heldig at få øje på. Han havde kæmpet for at holde hoppens opmærksomhed, og det havde lykkedes ham. Hun var her endnu, og selvom han måske havde vundet, så følte han at der var lang vej endnu. Måske var det blot en evig kamp, for at hoppen skulle holde fokus? I så fald var han allerede nu klar til at tage den op, selvom han faktisk ikke vidste noget om denne rustfarvede sirene.
Efter han havde danset for hende igen, efter han havde vist sine muskler atter engang, søgte hoppens hans side. Og ikke nok med det – for hun rørte ham også. Hun nappede ved hans bringe, og igen bredte følelsen af varme sig som ringe i vand igennem hele hans krop. Han brummede dybt, faktisk forførende nu; for alt dette havde ledt ham væk fra et enkelt formål, til et meget mere nuanceret. Han havde lyst til at være hendes, forført af nuet. En følelse som nok ville fortage sig igen, men lige nu nød han det blot. Aldrig var han blevet fanget af en andens person så meget, som han var blevet fanget af hendes.
Det føltes som et splitsekund fra hun nappede ham, til hun bevægede sig væk. Ikke nu igen! Nu var hun der lige. Med det samme hævede han demonstrerende hovedet og slog iltert med det. Han ville ikke have hun gik fra ham, nu hvor hun lige havde rørt ham. Hans begær var allerede så stort, og direkte som han var, lagde han absolut intet skjul på det.
Hoppen viste sig dog, at ville have ham med. Hun guidede ham ligefrem med sig, og han var ikke langsom om at følge hende frem. Med spændstige skridt fulgte han frem, søgte hendes side helt og komplet, som klistrede han sig på hende igen, og her forblev han for hvert et skridt, som hun tog. Ja, hvornår han ville bryde kontakten med hende, kunne han slet ikke gennemskue. For hans skyld kunne han blive lige her, resten af livet; men han vidste godt, at verden ikke hang sådan sammen. Og i takt med at de bevægede sig længere frem, begyndte verden atter at snurre omkring den brogede hingst.

FAME
Den rustrødes skind brændte i den nedgående sol. Som havde skumringens timer en ganske bestemt effekt på selve hendes krop såvel som sjæl. De varme stråler kærtegnede hver en runding, hver en form og hver en kurve hoppen havde. Den fik det røde skind til at gløde, og skabte en skarp men mystisk kontrast imellem hoppens mørke områder. De slanke ben fik en brunere og varmere farve, men var intet sammenlignet med hoppens brændende pels. Og øjne. De brune øjne glimtede i det svinende lys, og bar både hemmeligheder såvel som lidenskab. For det var hvad der fyldte hendes slanke krop. En rå og ukontrolleret følelse, som Fame ikke kunne forklare. Den var så intens, så fremmed og så varm at den næsten kunne brænde hende. Den kunne ikke stoppes, men voksede bare som et frådende bål. Og personen der startede og fodrede dette bål, var den brogede Drezar. 

Hans nærvær kunne føles i hver en celle i hoppen, der i momentet følte sig i live. Hun var næsten helt elektrisk sammen med den brogede, hvis begærlige kælen sendte flammer ned af ryggen på hoppen. Det var så længe siden at hoppen havde følt således – følt det så intenst, at det havde en helt euforisk virkning på hoppen. Hendes skridt var fyrige, dansen intim og hingstens krop imod hendes var solid og fast. Drezar var ikke ligesom sandet, der veg eller formede sig efter en andens ønske. Han var som den faste jord, der ikke kunne fjernes, men formåede dog at sende hoppen op i skyerne. 

Den bløde mule gled i bløde nip hen over halsen, inden at hun sageligt lod hovedet hvile imod den stærke hals. Svagt lukkedes øjnene en smule i, og et tilfreds glimt var til at ane i de dyb brune øjne. Hun følte en sikkerhed ved denne hingst, som hun dog alligevel fortrød at give igen. For inderst inde fortalte hun langsomt sig selv, at denne drøm ikke kunne vare ved. Det var en umulighed, og hun måtte derfor give slip inden den sad fast. Og inden den brogede begyndte at gøre sig for mange forhåbninger. 

For Fame var utilregnelig som vinden, og fri som fuglen. Hun havde aldrig troet på at loyalitet, kærlighed og venskaber var ægte, og strejfede derfor rundt på må og få. Uden en mening med sin eksistens, skabte hun sine egne spil og lege. At gamble med så stærke følelser som kærlighed, var en af de mange lege Sirenen havde holdt sig til længe. For hun troede ikke på den fandtes, og at den var udelukkende drevet af begæret og lysten til en andens krop. Jah - selv nu, prøvede hun desperat at bilde sig selv ind, at hendes interesse kun blev holdt af den perfekte krop hingsten havde. At hun kunne holde af nogen for deres person.. det var jo fuldkommen absurd… 

Da de besteg toppen af klitten, fangede den frodige oase hurtigt hendes opmærksomhed. Med en feminin brummen løftede Fame hovedet, og skuede med et både kritisk og vurderende blik på den. Hendes lange hale hvislede svagt bagved hende, inden at hun trippende begyndte at gå imod den. Vuggende var hendes hofter.. Og da hun drejede hovedet let tilbage imod hingsten, var det et flirtende smil der sitrede i mundvigen. For selvom den fysiske kontakt var sluppet for en stund, ville hun ikke lade ham være alene endnu. Det fine hoved blev smidigt trukket nobelt tilbage, alt imens de lange ben hastigt bar hende imod de mere frodige områder. Snart mærkede hoppen, hvordan underlaget skiftede fra sand til mere fast grund. 

- The wild rose.

Der var sket så meget under den varme aftensol, som snart ville forlade jordens ende. Månen ville da tage over og henligge hele den golde ørken i en gisnende kulde, som fik alverdens smådyr til at søge ly for natten. Ofte havde Drezar vandret under denne ørkenmåne, og han vidste, at kroppen skulle holdes i gang for at overleve nattens kulde herude; eller man skulle have en at varme sig med. Den sidste del var især i hans tanker, nu hvor han fulgte den rustrøde sirene imod denne oase, som hun havde ledt efter, da de stødte sammen flere timer forinden.
De to sjæle fulgtes op af en sandet bakke, hvis top gav dem udsyn over en stor del af ørkenen. Lige der, foran dem, hvilede oasen i de sidste gyldne stråler fra solen, som havde sat et utroligt skær over den rustrøde hoppe – nærmest som gled små, sarte flammer over hendes krop og sendte deres genskær ud i en masse nuancer. Ja, Drezar kunne nærmest fornemme varmen der strålede fra hende, og ønskede inderligt at suge den til sig, så de i fællesskab kunne holde varmen under månens domæne.
Med sirlige, lokkende skridt, dansede hans sirene nu afsted imod denne oase, og han forlod skam ikke hendes side. Hun skulle nok jage ham væk, før det skete, for hans sind var tryllebundet; og selvom han dårligt kendte hende, ville han nok bekæmpe enhver på sin vej, for at vinde retten til denne hoppe. Den spraglede Drezar, med de inadvendte ører, ville nemlig ikke dele. Hans opvækst havde lært ham, at der var hans og de andres og ingen deling imellem hingstene. Selvom han i sit tidligere liv have fået tildelt hoppe, særligt til ham, af hans ejer – så vidste han godt instinktivt hvad han skulle gøre. Hvis Tork havde forsøgt at tage hans hoppe, havde han banket ham. Eller fået tæv i forsøget på at vinde over den ældre og stærkere hingst – men han havde ikke bøjet sig, aldrig. Situationen var dog en anelse anderledes nu, for i stedet for blot at være draget af sin trang til at bedække hoppen og så ellers sende hende bort igen, havde han nu en trang der overskyggede hans lyster; nemlig trangen til blot at nyde denne sjæl, som han i øjeblikket begav sig igennem sandet med. Bare nyde alt ved hende.

De havde sluppet deres tætte kontakt, for at bevæge sig. Det generede ikke som sådan den spraglede herre, selvom han da gerne ville røre mere, hvis han fik lov. Han fandt sig pænt i at gå ved hendes side, for hvert et minut kunne ikke bruges med mulen plantet på hendes hals. Han ville nødigt skabe slidmærker på hendes fine, nærmest levende pels, som hans øjne gentagende gange blev fanget af, imens de bevægede sig ned imod den lille, stille oase.
I takt med at de kom længere ned af den sandede top, blev det nærmest bundløse sand erstattet af en hårdere undergrund. Og da de var næsten ved vandets kant, sank hovene stort set ikke længere.
Den spraglede hingst skimmede kort til begge sider, for at sondere terrænet. Det havde han lært efter hans mange timer på skibet; altid være sikker på dine omgivelser, i tilfælde af flugt. Ikke at han nogensinde havde lykkedes med det, men hans hoved havde brugt uendelige timer til søs med at planlægge hvordan han skulle slippe fra de pirater, der havde holdt ham spærret inde i måneder. Et gys gik kort igennem hans krop, da han fik lagt øjnene direkte på vandet. Vandet havde, siden hans umiddelbare død, mindet ham om følelsen af at drukne. Den forfærdelige paniske følelse af ikke at kunne trække vejret, og ikke engang være i stand til at svømme imod overfladen, på grund af at han var lukket inde i skibets lastrum.
Disse tanker, genkaldelser af følelser, fik ham til at lægge ørerne og slå med hovedet. Et hårdt fnys forlod hans mule, som forsøgte han at jage hans pinsler bort, så han kunne være tilstede i nuet, med en ufattelig spændende hoppe.

Efter et lille øjeblik, lod det til at han fik styr på sine tanker. Derpå gumlede han kort, for at fortælle hans rustrøde sirene, at han var her nu, med hende, og ikke ville tillade sine tanker at vandre bort igen. Han nikkede en anelse sigende imod vandet; han havde vurderet at omgivelserne var sikre nok, til at hun kunne få stillet tørsten. Han ville nok selv vente til hun sov, for at hun ikke skulle se hans krampagtige skridt imod vandet; for det var endnu en kamp, hver gang, når han skulle berøre den blanke overflade på vandet. Han frygtede direkte at blive suget ned i dybet igen, låst fast for at drukne på ny.
Han skyndte sig nu at distrahere sig selv, da hans tanker igen kom ind på vandet. Han rakte derfor mulen frem, for at berøre den smukke hoppe, som stod lige ved siden af ham. Og bare duften af hende fik ham straks til at lægge det sidste tumult i hans sind bort. Det blev gemt, sikret, så det ikke ville bryde frem igen. Han brummede dybt og hingstet, inden han dog trak mulen til sig igen og flyttede sig en smule, så hun frit kunne komme i nærheden af vandet. Derefter spejdede han lige en ekstra gang rundt; de var lavt i terrænet og folk ville let kunne gemme sig oppefra; så han ville holde ekstra øje. Samtidig havde han fundet den bedste vej for dem at smutte, hvis det blev aktuelt. Imellem to klitter var der en nogenlunde lige passage de kunne udnytte til at få fart på, hvor sandet formodentlig ikke var så dybt. Godt så, det hele var klaret.

Efter han havde trukket sig, vendte han et øjeblik sin opmærksomhed halvt imod det græs der voksede omkring oasen. Han tillod sig at tage lidt for sig, imens hun ville få slukket sin tørst, men hans opmærksomhed lå hele tiden halvt på hende. Han ville ikke risikere at hun smuttede fra ham, ikke nu hvor han havde brugt så lang tid på at ’fange’ hende, så at sige; danse for hende, vise sig, få hendes opmærksomhed. Nej, den ville han holde så længe det var ham muligt.

FAME

Som tiden gik, var det tydeligt at nattens kulde ville blive hård. Om dagen var det brændende varmt, og om natten var det isnenende koldt. Det var en underlig forskel, men den var tydelig for den røde hoppe. For selvom varmen i hende var ligeså hed og intens som før, havde verden omkring dem ikke fulgt den opfordring. Den gik sin egen gang, og lod nattens mørke liste sig ind på dem uden at fortryde. Havde den røde hoppe bestemt, ville den røde sol ikke forlade himlen før hendes behov og lyst var tilfredstillet til fulde! Men Fame bestemte hverken over natten og dagen, og kunne derfor ikke forhindre dens hastige dans over himlen. De bløde ører vippedes svagt lyttende tilbage, og tilfreds slog den rødlige hoppe med hovedet. Tæt fulgte han hende ned imod oasen, og små lystige toner kom fra den rustfarvede. Toner, der i skumringen var ensomme og dog henvendt til den brogede ørkenvandre. En nynnen – en melodi, som smøg sig ud i stilheden. Den var tilfreds, den var rolig. Den var fyldig og en snert af omsorg sneg sig ind under tonerne hos hoppen. Selv hørte hun den ikke… og havde hun, havde hun stoppet med det samme. Men den stemningen Drezar bragte med sig var magisk nok, til for et øjeblik at glemme facader og parader.

Den bløde grund blev mere og mere fast, efterhånden som de kom ind i den frugtbare oase. Fames øjne fandt hurtigt vejen til vandet, men nåede dog aldrig helt hen til det. For et hårdt fnys kom fra den brogede, hvis ører pludselig havde lagt sig ubehageligt i nakken. Vagtsomt sitrede hoppens næsebor kort, men da hun intet fandt, var det blot undrende hun så imod ham. Hvad der fik ham til at reagere sådan, var uvidst… En feminin brummen kom fra hoppen, der forsigtigt nulrede mulen hen af Drezars hals. Det pirrede hendes nygerrighed, at han havde reageret sådan. For kort efter, var ørkenvandreren igen nærværende og tilstede. Hans maskuline brummen forsikrede hende om at intet var galt, men Fames mørke øjne så et øjeblik vurderende på ham. De spillede mystisk i aftens stråler, inden at hun med et kort nik lod det ligge. 

Smidigt vendte hun forparten omkring, og gik med afmålte skridt imod det forfriskende vand. Koldt var det, men i den grad trængende. De mørke øjne blev sageligt lukket halvt i, imens at hun grådigt nærede sig på oasens resurser. Afslappet hvislede den silkebløde hale bagved hende, imens at hun langsomt lage vægten mere på det ene ben. Dog kastede hun en enkelt gang et blik tilbage imod den brogede igen og mødte kort hans blik. Han var her stadig, og et mystisk smil spillede over mulen. Oh joh, hun havde ikke tænkt sig at løbe lige foreløbig. For natten var kold og lang.. og den røde ønskede at tilbringe natten med den brogede. 

Få minutter passerede, inden at den rustrøde samlede sig igen. Det ædle hoved blev elegant lagt på sned, inden at hun trippende bevægede de lange ben imod ørkenhingsten igen. Den velformede krop smøg sig om ham, inden at hun med en nussende brummen kastede blikket imod et blødt sted under nogle af de høje træer. Deres skygger ville kunne holde dem i søvnen når morgen oprandt, såfremt at de ikke vågnede af varmen. Derefter bevægede ørkensirenen sig derhen, inden at hun udmattet og tilfreds dumpede ned på jorden. Den røde foldede benene sammen under sig, og lagde det fine hoved ned imod jorden. Hun var træt, for det havde været en lang og intens dag. Den rustfarvede bekymrede sig ikke om hun skulle tilbringe natten alene, for hun forventede at han sluttede sig til hende om lidt. Et smil gled om den mørke mule, og hun pustede langsomt ud. Når morgenen oprandt, ville hun nok være væk. Sandet ville have hvisket sporene fra hoppen ud, såfremt de ikke havde sat sig i hingstens sind. Hun ville være draget videre, blot for at holde den brogede fast i det spind hun selv var havnet i. Måske ville han blot huske det som en drøm – hvem kunne sige det? Men den røde håbede dog, at et minde ville være skabt. 

Og med den tanke, faldt hoppen i en rolig søvn.

FAME OUT <3 

- "The wild rose.."

Det slog den spraglede Drezar lidt, at hans mystiske ørkensirene havde observeret så meget omkring hans modstridende reaktion overfor vandet. Af en eller anden grund gik det først op for ham nu, at hun måske var mere end blot interesseret i hans dans og opmærksomhed, men til dels også hans væsen. Eller i hvert fald noget af det. Da han havde stemmet imod og udsendt sine fnys overfor vandet, som hoppen jo selvfølgelig ikke vidste, var på grund af den blanke blå overflade, havde hun først reageret ved at søge efter det, som han advarede imod. Derefter havde hun søgt et svar, nærmest, da hun havde gnedet ham over det spraglede skind. Han havde overvejet om han skulle fortælle hende det – men stoltheden i hans indre vandt. Nej, det gemte han for sig selv. Han skulle ikke opføre sig som en anden hystade, når han havde en hoppe at beskytte og værne om.
Da den rustrøde hoppe gik frem mod vandet, for at slukke tørsten, havde han givet sig selv tilladelse til at indtage lidt føde. Det havde ikke været upassende, for han holdt øje med hende imens og omvendt. Ja, han holdt nok mere øje med hende, end hun holdt øje med ham, for han ville ikke miste hende af syne. Overhovedet ikke

Der gik nogle minutter inden hans sirene rørte på sig igen. Hun sagde intet, men inviterede ham tavst til at dele natten med hende, i det hun havde udset sig et godt sted at hvile. Selv vidste han, at nætterne i ørkenens oceaner var ufattelig kolde; og det ville have været smartest at søge ud i udkanten af ørkenen, hvor nætterne endnu ikke var så kolde; men sammen kunne de holde varmen for natten. Han fulgte derfor uden tøven efter hende med lange, rytmiske skridt, ja, han nåede hurtigt helt op ved hendes bagpart med hans egen forpart, inden hun stoppede ved det udsete hvilested og lagde sig. Han stod lige bag hende, så at sige, så han kunne lægge sig og varme hendes ryg. Inden han lagde sig, skimmede han dog endnu engang terrænet for eventuelle farer, men intet var at se; eller høre. Hans indadvendte ører blev peget i alle retninger, stod stille et øjeblik for at scanne de lyde som de fandt, for derefter at finde en ny position. Først da alt var erkleret ufarligt, vendte han sin front i samme retning som hendes, knælede og lagde sig lige bag hende. En dyb brummen steg fra hans bug, inden han med en tilfreds mine lod sin mule søge frem for at nulre hans sirene forsigtigt i toppen af manen. Og her lå den spraglede Drezar så, vågen indtil den skattede hoppe faldt i søvn. Derpå lod han selv sit sind glide ind i søvnens mageløse univers, hvor han kunne hvile indtil solens stråler da ville vække ham på ny. Og den følelse af glæde, som boblede i hans årer, forstærkede hans drømme den nat; drømme om at vandre hele verden rundt med denne smukke hoppe, som han havde delt det meste af dagen med.

The end