Velkendte stier [Xenocrates]

Den lyse grå hoppe bevægede sig af sted langs sine kendte stier, på øen Chibale. Hun opholdt sig stort set altid på denne ø, da det var her hun hørte hjemme, og ikke andre steder. Asira var efterhånden begyndt at tage en lille smule på igen, fordi vejret havde skiftet, og Asira havde tvunget sig selv til at tage føden til sig igen. Hun vidste, at trods hun havde mistet alt det der var hende kært og nært, var hun nødt til at fortsætte med at leve sit liv. Dog vidste hun ikke, hvilket slags liv hun i virkeligheden ville komme til at leve. En ensomt liv, det var ganske sikkert. Men det kunne hun godt overleve.. For det havde hun gjort før.

Den grå hoppe, med de spraglede og specielle aftegn, standsede nu op, tæt ved den å der gik igennem chibales ø, gennem skovens træer, og ud til havet. Men selvom det forsvandt ud i havet, var det ikke saltet vand, der løb igennem; nej, det var fersk. Langsomt, lod hun hovedet ryge længere ned imod vandet, inden hendes mule ramte det kølige og rislende vand. Hendes grå øre vippede stift og opmærksomt rundt, for Asira skulle aldeles ikke overraskes af fremmede sjæle; nej, hun ville høre dem, før de kom hende nær. Forhåbentlig. Et slag forlod hendes hals, inden hun tog en slurk af vandet; for hun var alene, i hvert fald lige nu.

Xenocrates holdt ligeledes til på Chibale. Det faldt ham helt naturligt eftersom han higede efter mere opmærksomhed fra sin fader. Selvom hans fader havde taget sig tiden til at lære ham magiens kunstner, så var det ikke helt det den unge hingst inderst inde ønskede. Det var nok nærmere noget anerkendelse af en eller anden art, men han viste det ikke, for han vidste hvordan ens sind kunne være så åbent overfor andre. Han begav sig derfor rundt omkring og udsøgte sig uskyldige ofre for hans nyfundne evner. Han ville øve sig og blive bedre. Han stoppede nu op ved den svage lød af hovslag. Han stoppede da op og lukkede øjnene i et kort øjeblik inden hans sind søgte rundt efter det andet individ. Han så hoppens sind længe før hendes krop. Hovslagene døede ud i takt med hun stoppede og han fokuserede på hvad hun netop lige havde følt og hvad hun følte. Han afbrød da ufrivilligt forbindelsen, da hans evner endnu ikke rakte langt nok til yderligere roden rundt og detaljer. Han klukkede dog fornøjet i det han nu valgte at skridte nærmere den hoppen. Han så hende nu, hendes grå farve som hun stod der og drak af søen. Hun havde nok allerede fået øje på ham, for opmærksom det var hun.

” Står man der og fundere over hvad livet nu må bringe Dem? ”

Sprugte han så direkte henvendt til det han netop havde fundet i hoppens sind. Han glædede sig indvendigt over at han havde formået at finde noget, for evnerne var endnu ikke helt udviklet så det var ikke alt han kunne se.

Stilheden blev brudt, en stilhed den unge hoppe ellers havde nydt ganske meget. Stilhed havde hun intet imod, for det betød ganske vidst bare at hun var alene, og at ingen derfor var ude på at forstyrre hende, skade hende, misforstå hende, eller bare søge hendes selskab. Hendes hoved blev hurtigt hævet op fra åens kolde vand, således at vandet dryppede fra hendes mørke mule, der var gennemvædet af det kolde vand. Hendes mørke øjne veg sidelæns, hvor en fremmed hingst trådte hende nærmere og nærmere. Asiras øre vippede kort rundt, inden de fandt deres næsten vante plads bagud imod hendes man. De sorte øjne hun ejede, bar en dyb sorg, men den sorg var ikke at spore mere, den var gemt væk, bag en tung og stolt facade, blandet med en stor ligegyldighed over den fremmedes eksistens. Men inderst inde var den grå hoppe klar på at forsvare sig nu, klar på endnu en ugyldig kamp for hans vedkommende, for at mule hende mere end hun allerede var; men Asira ville aldrig blot give op. Det havde hun ikke gjort endnu i dette land, og ville heller ikke komme til det. Mange ar bar hun på sin krop, rigtig mange endda.
Hun knejste sin grå nakke, inden hun da slog med den sorte hale, og lod øjnene knibe sig sammen over den fremmedes ord. Hvordan.. Det.. Hvorfra vidste han, hvad hun stod og funderede over?

,,Hvem er du?”

Asira havde ingen interesse i at svare på hingstens spørgsmål; for hvorfor skulle han vide, hvad den grå skabning stod og tænkte og funderede over? Hendes øjne var stadig let sammenknebne, ørene bagud, nakken knejst, og stemmen sammenbidt da hun talte.

En udefinerbar latter lød fra den unge hingst, der til trods hoppens afvisende kropssprog bevægede sig helt tæt på. De krystalblå øjne søgte hendes, med en uhyggelig ro over den unge Xenocrates. Han var i fuld kontrol mente han i hvertfald selv. Både stærkere og hurtigere end den lidt ældre hoppe. Han slog et svirp med halen og dansede yndefuldt til siden med et kejtet smil på den mørke mule. Han morede sig over hoppens reaktion og fandt det derfor ganske morsomt at grave yderligere, selvom der desværre ikke var megen mulighed for det, for han var endnu ikke fuldt udviklet. Han drog et kort smil og stoppede nu op, mens han betragtede hende nøje.

" Jamen min kære, har De aldrig lært at præsentere Dem selv først? "

Spurgte han så i en overdreven høflig gestus. Han sprudlede af energi og overskud, nogen hoppen ikke ligefrem selv gjorde. Nej hun virkede dvask og opgivende, det behøvede han ikke hans evner for at fornemme, for selvom facaden var bygget op så havde han noget at opfatte det.

En latter brød frem fra den unge hingst, der ikke stod langt fra Asira, og det nød hun aldeles ikke. Hun havde det bedst med stor afstand til dem hun ikke kendte, og som var fremmede for hende. Og det var de fleste jo egentlig i Andromeda, til trods for at hun så længe havde været her, at det måske virkede sært. Hun svirpede kort med sin sorte hale, idet han drog længere og længere imod hende, og dermed mindskede afstanden mellem de to, med lange skridt. Hendes øre røg længere og længere bagud, mens hun hævede hovedet en smule, for at gøre sig selv større. Men nakken forblev stadig ’knækket’, for at dække for den ellers udsatte strube. Ja, hun havde været oppe at sloges mange gange før, og vidste godt hvad der var vigtigt at beskytte. Hun trådte et par skridt bagud, i takt med at han kom tættere, men til sidst lod hun værre, for det ville bare ende ud i en tagfat lege; kongens efterfølger, eller katten efter musen som man siger. Hans øjne betragtede hende, det kunne hun sagtens mærke; men hendes øjne, dem nægtede hun at rette i hans. Under ingen omstændigheder ville dette ske!

,,Så vidt jeg ved, kom du til mig i første omgang, uden at præsentere dig selv.”

Kom det små spydigt fra den grå skikkelse, mens hun kneb øjnene mere skeptisk sammen. Ja, han var større end hende, og sikkert også stærkere. Men han skulle nu ikke tro at han kunne mule hende med sine ord. For det havde Asira prøvet mange gange før.

Xenon drog et sjældent maskulint fnys og fortsatte blot næsten helt op i ansigtet på hoppen og trængte sig på i hendes personlige rum. Tænderne var blottet i et stadig udefinertbart smil og han klukkede blot af den spydige hoppe, inden han puffede hårdt til hende, næsten belærende. Han yndede ikke at starte nogen kamp med hende, hvilket hun så ud til at være helt og aldeles forberedt på. Han fnyste endnu engang. Hopper!

" Men så må jeg ligeledes minde Dem om at jeg ej bad om Deres navn først, Asira. "

Forklarede han kryptisk. Det var begrænset hvad han kunne se i hendes sind. Få ting, basale ting, men ikke nok til han ville kunne fange hver eneste tanke, ikke endnu hvertfald. Han havde stadig de krystalblå øjne rettet mod hende, blot for at se hendes reaktion.

Asira lyttede til hver en lyd, som den fremmede hingst kom med. Og et fnys røg fra ham, mens han fortsatte helt op i fjæset på hende, og brød ind i det personlige rum hun havde, og endda ganske meget havde han brudt det nu! Et hvæs gled fra hendes strube, dybt og advarende, inden hun blottede sine hvide tænder, og lod hovedet glide en smule sidelæns, i en kampklar position, klar til at hukke ud efter hans skind på halsen, for at jage ham fra hende, eller i hvert fald i afstand. Men kort efter lød hendes navn. Asira. Og hun havde aldeles ikke givet ham dette. Hvor fra havde han hendes navn?
Hendes øjne kneb sig endnu mere sammen, inden hun spærrede dem mere op, for at holde øje med ham og hans bevægelser. Hun jokkede bagud, i nogle hurtige og trippende skridt, og slog det ene forben fremad, ikke for at ramme ham, men for at holde ham der, og ikke lade ham komme tættere på.

,,Hvad vil du, hingst?”

Svarede hun ham, spydigt og skeptisk, inden hun kastede kort med det mørkere hoved, og lod den sorte hale smælde bag sig.

Hun morede ham, hende hoppen Asira. Så seriøs, så stram i betrækket og så var hun endda så ung så ung. Smilet var ikke til at tørre af den mørke mule, mens han vandrede omkring hende og klukkede muntert. Den lyse hale svirpede bag ham og ramte bevidst hoppens sider, inden han næsten helt sensuelt gned sig op langs siden på hende og placerede et nap på hendes hals. Om end ikke var det vel for at se hende an på hans egen lettere forskruede måde. Hun kunne godt skade ham, men han kunne skade hende mere. Kyah! Han dansede nu yndefuldt til siden og lod de kåde krystalblå øjne hvile på hoppen.

" Mig? Årh jamen jeg kedede mig.. og så stod du der og var palle alene i verden, så hvorfor ikke lege lidt.. Vi er begge unge, selvom du minder mig om min moder.. Stram i betrækket og en anelse olm.. "

Hans stemme bar bestemt præg af det unge og lystige sind han besad. En unghingst med manglende opdragelse og bestemt også et enormt overskud af energi der skulle brændes af på hoppen. Hun var blevet ofret for hans enorme energireserver og enten kunne hun lege med eller blive leget med.

Asira, den grå hoppe med de mange mærkelige aftegn efter sin fader, stod helt stille og små stirrede imod den fremmede hingst. Hvor kendte han hendes navn fra? Og hvorfra havde han før vidst, hvad hun stod og funderede over? Hvad var han for en skabning.. I hvert fald ikke en almindelig en af slagsen, det var hun da helt sikker på. Pludselig trådte han hende nær igen, og gned sig op langs hendes krop, kælende for derefter at nappe hende på halsen. Et voldsomt hvæs gled fra hende, inden hun i et huk snappede direkte ud efter ham, idet han trak sig væk, advarende og hidsigt. Røres, det ville hun aldeles ikke, slet ikke af ham. Hun knejste nakken voldsomt igen, og spændte op i sin spinkle dog muskuløse krop. Ja, hun ville bide fra sig nu, det kunne han være helt sikker på. Hans ord hørte hun godt, og hun hævede kort et ’bryn’ af det.

,,Hvis du sys jeg minder om din moder, som er stram i betrækket og olm, så står det dig frit for at gå. Det ville skam kun glæde mig, hingst”

Svarede hun ham spydigt, inden hun jokkede nogle ekstra skridt bagud, indtil hun mærke vandet der ramte hende bagkoder fra åen af. Længere bagud skulle hun ikke nu. Så hun drejede bagparten lidt, så hun nu kunne bakke langs med åens kant, hvis det blev nødvendigt.

Xenon foretrak ingen mine da hoppen ikke synes at reagere på noget somhelst. Jo hans berøring, hvor han nu trak sig til siden for at undgå hendes snap.

" Pfft. "

Kedelige gamle hoppe. Var hvad den lyse hingst tænkte, inden han med et fnys kunne bekræfte at hun havde fået hapset noget af hans gyldne pels. Han gjorde et kast med hovedet og skridtede blot frem mod hoppen var åbenbart synes det var tid til at dyppe hovene i åens vand. Meget vel. Han stejlede først lavt og lod forbenene sejle frem mod hende i en kåd handling. Inden han med et hyl sprang frem mod hende, i ren hensigt om at få hende væltet ud i vandet, selvom det betød at han måske måtte tage denne dukkert med hende. Han hapsede ud efter hendes man i det han forberedte sig på sammenstøddet.

Den grå hoppe var ganske opmærksom på den gyldne hingst, der stadig kun kendte hendes navn, og hun ikke hans. Og dette irriterede Asira utrolig meget. Hun brød sig ikke just om tanken af, at en fremmed kendte hendes navn, før hun overhovedet havde fortalt ham det. Og uden at vide hvem han så også var. Den gyldne hingst trådte frem imod hende med raske skridt, inden han da kastede sig frem imod hende, i et stejl, med hans forben sigtende imod hende, og forhovene ligeså. Asira var ikke langsom om at reagere, og i en hurtig og muskuløs bevægelse rejste hun sig på sine bagben, således at deres hove ramlede imod hinanden, og skabte voldsomme lyde. Hans mule kom nu imod hende, og den kunne hun ikke nå at parerer, før hans tænder sad i hendes man. Hun forsøgte at lægge sine ben omkring hans skulder, i et forsøg på at presse ham væk og ned, således at hun ikke ville falde bagud og ned i det kølige vand. I et ryk drejede den grå hoppe sin hals, og bed ud efter hans man ligeså, i et forsøg på at få fat i en tot, således at hun kunne holde balancen og ham, og undgå vandet..

Han kunne godt mærke hvordan hun forsøgte at presse ham ned. Han begyndte nu at le. En latter som var af ren og skær morskab og fornøjelse. Han følte sig underholdt og stimuleret i aller højeste grad. Der var ingen fjendtlighed at spore hos Xenocrates, for ham var det blot uskyldig leg. Eller noget. Hoppens tænder omkring hans gyldne lokker tog han sig som sådan ikke af, men han havde selv sluppet hendes man og overvejede sit næste træk. Hoppen var spinkel, men han var ikke selv så solidt bygget som hans halvbror og havde heller ikke nær så meget fysik som ham. Han stod kort overvejende og så på hoppen, inden han kådt besluttede sig for at næsten vride halsen rundt og hapse ud efter hendes øre, men han fik ej fat, strube, nej, øje, nej. Han kunne ikke nå hendes hoved herfra. Han viftede let med forbenene og pressede sig blot mod hendes bringe hvor han placerede det meste af hans vægt i det han nu forsøgte at gå frem på bagbenene. Mulen huggede nu ud efter en tilfældig del på hoppen, blot det første og bedste han kunne nå.

Asira var skam godt klar over, at den gyldne hingst var stærkere og større end hende. Men så meget stærkere var han nu heller ikke, andet end at hun i hvert fald godt kunne yde ham modstand, uden at blive overrumplet som hun gjorde dengang med Seth. Da var hun svag, og han meget stærkere end hende. Der havde den grå hoppe for alvor fået tæsk og var blevet lagt ned, til hun for alvor gav op overfor ham og gav efter; som den eneste nogensinde. Hendes tanker for hen på den sorte Seth, og hun mærkede savnet der groede i hendes indre, og det gjorde hende uopmærksom.. Så da den gyldne hingst maste sig imod hende, jokkede hun nogle vaklende skridt bagud, og ned i vandet til knæene. Hun hukkede ud efter ham, parerende overfor hans mule der kom flyvende, og landede derefter på alle fire i vandet, dog var det ikke dybt endnu. Hun smed ørene helt fladt ned, så de faktisk ikke kunne komme længere, inden hun da blottede tænderne endnu mere stod med tænderne klar til at hukke op efter ham, hvis han trådte ned til hende i vandet..

Xenon trak sig nu med et fnys da hoppen stod i vandet. Han så i stedet blot på hoppen med et roligt udtryk i de krystalblå øjne, inden han gav sig til blot at græsse hvor han stod. Den unge hingst kunne vende på en tallerken og hoppen fandt han nu ikke længere sjov nok til at lege med og ej kunne han overmatche hende på fysikken, selvom han til hver en tid ville kunne løbe fra hende. Alle. Nu kunne hun stå der i vandet og blomstre, for det trængte hendes sind til, det havde han kunne fornemme, men at se helt præcist hvordan, hvorfor og alt det der, det var han ikke god nok til endnu. Det ville komme med tiden, og det ville nok også kræve mere ro over den unge Xenon, for lige nu var han en krudttønde der ikke var blevet opdraget på i lange tider. Hans moder havde prøvet, men siden hans fader havde taget over var det gået ned af bakke.

Den grå hoppe stod nu der, midt i åen, med blikket vendt vredt imod den gyldne hingst, der havde fået skubbet hende derud, og for hvilken grund? Ja, det måtte vel nærmest kun være ham selv der vidste det. For hun gjorde i hvert fald ikke. Et svirp røg fra hendes sorte hale, inden hun bakkede nogle skridt længere ud i åen, for derefter at dreje kroppen lidt, og kigge over på den anden side af åen. Det ville blive en kold fornøjelse at krydse åen, men hellere det, end at stå der, og se slået ud. For han havde ikke slået hende, han havde ikke bekæmpet hende. Men hans selskab, det var hun ikke interesseret i. Et voldsomt fnys røg fra hende, inden hun vendte ham ryggen, for at begynde at krydse åens kolde vand. Irriterende, åndsforladte og stupide skabninger, dem var der nok af i denne verden! Og han måtte bestemt være en af dem. En advarende brummende lyd, forlod hendes spinkle krop, henvendt til ham. Han skulle aldeles ikke forsøge at følge efter hende.