Velkendte stier [Xenocrates]

Den spraglede grå hoppe, mærkede tydeligt den sitrende følelse der var blevet vækket i hende på ny. På ny i den forstand, at hun ikke havde mærket disse sitrende fornemmelser igennem et års tid i hvert fald, for det var Seth, den ravnsorte hingst der sidst havde rørt hende.. Og det var jo i sandhed også lidt af en kamp de havde haft sig fra dag et. Men de havde bygget en form for forståelse for hinanden, og Asira var nok endt med at holde rigtig meget af Seth, uden at det var noget hun havde ønsket der skulle ske. For det var blot ført til endnu et svigt, og endnu et tab; for seth var væk, for altid nok.
Asira fortsatte sin stille og fjerbløde bevægelse, i en lille cirkel, på den gyldne hingst skulder. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun skulle stå sådan med en, der faktisk var hende helt fremmed. Langsomt blev hendes vejrtrækning mere og mere rolig, og knapt så febrilsk. Hans mule kørte op på hendes ryg, hvilket fik skindet der, til at sitre en smule i behag og samtidig ubehag, for det var en uvant situation hun var havnet i. Pludselig lød han stemme.. ’Xenocrates’. Det måtte være hans navn, og på en eller anden måde var han nu pludselig knapt så fremmed som han før havde været. Hun havde hans navn, og han havde hendes. Hendes ene øre vippede lidt, inden hun selv hævede hovedet lidt fra hans skulder, og lod sin mule røre imod hans ryg, tæt ved manens start. Men hun sagde ikke noget.. For det var ligesom om, der ikke var noget at sige lige nu. Et lille svirp røg fra hendes stadig våde hale, inden hun stille nippede til hans man. Hele tiden var Asira skeptisk over dette, for han kunne jo pludselig ændre sig, og istedet sætte tænderne i hende. Men instinktet i hende, der var medfødt, gjorde at hun higede efter selskab og berøring som alle andre; men hun frygtede den også inderligt.

Xenocrates drog en rolig brummen og løftede hovedet en anelse og skævede over på hende, inden han strøg mulen hen over hendes ryg og mimrede let med mulen. Han var helt tilfreds med situationen og lod da mulen finde en anelse ro. Han trak sig så en anelse og betragtede hende med rolige øjne. Han rømmede sig en anelse og smilede nu roligt mod hende, inden han sænkede hovedet og nippede til de få totter græs der nu stak op omkring dem. Han rettede derefter opmærksomheden mod den spraglede hoppe som han havde delt en form for nussen med.

" Det var ikke så slemt.. "

Det var en konstatering han kunne komme med. Det var ikke så meget henvendt til hende, men mest til ham selv. Han havde faktisk nydt det mere end han havde forestillet sig.

Asira stod nogenlunde rolig, og vejrtrækningen var også forholdsvis rolig. I hvert fald roligere end den før havde været, da han havde trippet omkring hende, runde efter runde, og nappet ud efter hende, uden hun vidste hvorfor, og hvad han ville opnå. Da Xenocrates trak sin mule til sig, og lagde lidt afstand imellem dem, gjorde Asira nøjagtig det samme af ren instinkt. Hun stirrede lidt ned på ham, da han sænkede hovedet, for at nippe til de få græsstrå der stak højere op end de andre. Asira stirrede, ikke fordi hun var vred, men fordi hele situationen omkring dette og ham, forekom hende meget uvirkelig og mærkelig.

Hun virrede kort med hovedet, og skulle egentlig til at trække sig ind i sig selv igen, og indfinde sin vante holdning, men hun blev forstyrret da han rettede blikket op på hende igen, og talte. Et smil var også at se på hans mule. Men Asira, hun havde kun én gang i sit liv smilt. Og det var dengang Saphira kom til.. Så Asira kunne end ikke gengælde det, for hvis hun forsøgte ville det sikkert bare ende ud i en grim grimasse, det var hun næsten sikker på. Hun stirrede stadig, skeptisk, men alligevel nysgerrigt, inden hun da tog hovedet lidt ned, i en stiv bevægelse. Vandet hun før havde krydset, havde gjort hende en smule kold og stiv i betrækket, og det brød hun sig ikke synderligt om.. Hun trippede kort nogle skridt sidelæns, mens en brummende lyd forlod hendes krop, og tonen i det, kom bag på hende. For det var nærmest indbydende. Hun rystede på hovedet af det, og slog den ene hov i jorden, utilfreds over hendes indbydelse til ham. Hvor kom det lige fra? Hun jokkede nogle skridt bagud, forvirret over sig selv, inden hun lov hovedet sænke sig lidt, og lod mulen gnubbe sit eget forben. En overspringshandling, det kunne man nok godt kalde det..

Xenon betragtede hende nøje, blot med ro og overblik, hvordan han nu blev indbudt, hvilket skabte en form for triumf for den unge hingst. Han havde overvundet hendes barriere, selvom hun netop nu forsøgte at benægte at hun netop havde budt ham ind i varmen. Han stod nu nøje og overvejede om han skulle tage det træk, for så ville hun vil måske få sin underbeviste vilje? Han lod sig dog ikke skræmme af dette og trådte atter hen til den spraglede hoppe og lod mulen glide over hendes ryg i et næsten ømt strøg. Han trak da hovedet til sig og trådte et skridt til siden. Gav hende pladsen, for han kunne skam godt være en gentleman så længe han fandt det nødvendigt. Asira var en hård negl og tydeligvis vant til at klare sig selv og tage sine egne kampe. Hun havde en helt speciel glød over sin aura, en han ikke havde set lignende hos nogle. Det tætteste han kom på dette var hos hans halvbroder, for hans forældres sind havde han ikke turde så meget som at tænke på at aflæse. Man var vel lidt fornuftig.

Den spraglede Asira, gnubbede fortsat sit ene forben, en smule febrilsk over den invitation hun netop havde givet en hingst, der egentlig var hende fremmed og ukendt. Det var nok kommet mere bag på hende selv, end på Xenocrates. Men den gyldne hingst havde opfanget og opfattet det, og han trådte nu hen til hende, og lod sin mule stryge over hendes ryg. Skindet dirrede hvor han rørte hende, og hendes hoved fløj op i en hurtig bevægelse, klar til at angribe den gyldne hingst, hvis han gjorde noget overilet. Men hun angreb ham dog ikke. Hun stod stille, stirrede på hans skulder, der var hende nærmest. Langsomt lod hun sin mule røre hans skulder, hans gyldne skind, i en svag og lidt stiv bevægelse. Det hele virkede underligt, mærkeligt, og alligevel behageligt. Begge var de ’rå’, i denne situation, sådan virkede det i hvert fald. Han trådte da til siden, og Asira rev sin mule til sig med det samme, mens hun kiggede lidt på ham med skeptisk sammenknebne øjne, inden hun lidt søgende lod sin mule ryge en smule i hans retning, som søgte hun mere. Men hun trak den hurtigt til sig igen, og lod sin krop træde et enkelt skridt bagud, så afstanden mellem dem igen blev større, fordi også han var trådt lidt bagud. Ak ja, Asira havde ikke forestillet sig, at hun skulle stå sådan, som hun havde gjort for lidt siden, og nærmest søge mere, søge berøring. Hun fnyste lidt af hele situationen, og virrede med det grålige hoved, inden hun slog en forhov i jorden, mens ørene lagde sig tilbage imod manen.

Det var som sådan ikke så meget en leg for ham som han havde håbet på. Nej hoppens adfærd fik ham til at føle sig en smule undrende over netop denne. Hun nød det, men samtidigt forsøgte hun så naivt at opretholde den facade som allerede lå i ruiner. Hun søgte ham på eget initativ inden hun trak sig væk. Han drog blot et smil og brummede en anelse maskulint. Han tog de sidste skridt over til hende endnu engang og stilte sig blot med mulen ganske tæt på hendes. Han trak på smilebåndet, en anelse kækt, men det falmede. Han prikkede let til hendes pande med hans mule.

" Asira. Hvorfor gemmer du dig? "

Hans stemme var maskulin, mere end den plejede. Men det var blot sådan som Xenon nu indimellem kunne være. Men han var ved at være voksen, så voksen som han nu kunne være.

Asira var nok inderst inde ganske irriteret over sig selv. Hvorfor var hun ikke bare afvisende som hun altid plejede at være. Hvorfor bed hun ikke den gyldne hingst, da han første gang havde rørt hende? Hvorfor havde hun endnu ikke jaget ham bort? Og hvorfor blev han overhovedet ved hende i så lang tid, som han endnu havde været. Der var mange spørgsmål i hendes indre lige nu, men ingen svar at finde, for den spraglede hoppe, med det grå skind og de mærkværdige aftegn. Han ville nok i sidste ende, være lige så stor en fiasko for hende, som alle andre havde været. Og derfor forstod hun ikke selv, hvorfor hun overhovedet gav dette, en eller anden form for ’chance’. Han trådte igen hen til hende, selvom hun stod så surt og misfornøjet, og lod han mule kort prikke til hendes pande. Hun kneb øjnene sammen, mistroisk og skeptisk, inden hun svirpede med den sorte hale.. Stilheden var der kort, inden han spurgte om noget, hun ikke brød sig om. Hun fnøs kort og hårdt, og trak hovedet mere ind til sig selv.

,,Jeg gemmer mig ikke.”

Svarede hun, en smule skingert og frustreret, men med en hård undertone. Jovist, hun gemte sig. Men han skulle ikke vide hvorfor. Han skulle ikke vide, alle de tab hun havde lidt. Hvilken barndom hun havde haft, med svigtende forældre på skiftevis. Hvordan hun gang på gang havde opnået kampe og fjendskaber af de selskaber hun havde haft, frem for venskaber og tryghed. Han skulle ikke vide, at hun én gang i livet havde åbnet sig op, og givet sig selv mere hen til en, for da at blive ramt så hårdt at det halve havde været nok, da han var forsvundet.. For altid.. Og hvordan datteren af de to, også var borte. En fiasko, det var hun i sandhed. Men det skulle han ikke vide.

Xenon pustede blot på hendes inden han fnyste som et form for grin. Han vidste at han havde ret. Hun viste ham jo lige præcis at hun nu atter gemte sig bag facaden som nok nærmere var en ruin på nuværende tidspunkt. Han lod en rolig brummen lyde og hans mule søgte blot hendes pande igen, selvom hun pænt meget forsøgte at afvise hans tilnærmelser. Han kunne endnu ikke læse hendes tanker og hvorfor hun gemte sig helt præcist, men snart. Han løftede hovedet, inden han nippede til hendes pandelok.

" Du kan ikke skjule det for mig. Asira. "

Konkluderede han så. Det var ej en trusse, men blot en konstatering. Selvom han ikke på nuværende tidspunkt kunne få den slags informationer ud, men det behøvede hun jo ikke vide. Da de ord var sagt strøg han blot sin mule ned over hendes næseryg næsten med en ualmindelig udvisning af ømhed fra hans side.

Den grå hoppe, havde igennem en længere periode, været i selskab med den gyldne Xenocrates. Asira anede ikke hvor længe de havde stået sammen, men efterhånden som tiden var gået fra sen eftermiddag, med lys, var det nu ved at blive tidlig aften med en svag tusmørke. Asira stod med blikket tungt i jorden, da Xeno ikke så ud til at være enig i hendes før udtalte ord; for han fnyste, som et slags grin, og lod ordene falde bagefter. Ja, han havde jo ret. Hun gemte sig.. Men hvorfor vidste han så meget om den spraglede hoppe, efter så kort tid? Hvorfor havde han før kunnet sige hendes navn, uden hun selv havde fortalt ham det? Skepsissen var stor endnu engang, og i et kort øjeblik overvejede den grå hoppe, at snappe ud efter hans mule, da han ramte hendes pande, ømt og blidt. Men hun kunne ikke få sig selv til det, for berøringen var speciel, den var betryggende.

Et tungt prust forlod hende sorte mule, inden hendes øre vippede kort omkring, tænkende, overvejende. Men ord kom der ikke fra hende lige nu, for hvad skulle hun sige? Men et spørgsmål kom dog til hende, et spørgsmål hun også før havde haft i sit overfyldte hoved, fyldt med tankespind og rod.

,,Hvorfor kunne du mit navn?”

Spurgte hun da, efter at have rørt hans kæbe, i et fjerblidt strejf. Hendes sorte øjne søgte ikke hans, men i stedet så de henover ham, og landede mere imod hans skulder og ryg. Øjenkontakt, havde hun aldrig været god til; for så kunne hendes selskab, fjenderne, se for meget ind i hendes sjæl, mente den spraglede Asira.