Velkendte stier [Xenocrates]

Xenon svansede triumferende en runde om sig selv og sendte blot hoppen et muntert udtryk i de krystalblå øjne, selvom hun stod der og stirrede vredt på ham. Han betragtede hende derfra ikke yderligere, men kunne høre at hun nu valgte at krydse åen, inden han igen fornemmede blikket fra hende på sig. Han løftede det fine hoved og så over på hende, næsten spørgende inden det gik op for ham hvad hun ville. Eller rettere, hvad hun ikke ville have ham til at gøre. Et smil tegnede sig på den mørke mule og de krystalblå øjne vågnede til dåd, inden han rettede fronten mod åen og hoppen. Han klukkede kort og sagde så med et smil.

" Udfordring accepteret, Asira "

Inden han slog i galop, og strakte sig i nogle galoptrin, før han med et spring stod midt i åen, og vandet plaskende ud over begge kanter, inden han fik møvret sig op ved siden og hoppen, hvor han rystede sig, selvfølgelig. Derfra afventede han blot.

Hoppen bevægede sig afsted igennem vandet, med en lidt besværet gang. For nok var der ikke den voldsomme strøm at se i overfladen, men under overfladen, nederst ved bunden, der var der skam strøm at mærke på benene. For hvis ikke der var strøm i denne å, da ville vandet stå helt stille og aldrig blive iltet. Den lysegrå Asira troede at hun nu slap for den gyldne hingst, som hun aldeles ikke havde budt velkommen til sit selskab; men hun tog fejl. Han tog det som en udfordring, og sprang i vandet, så det plaskede op til siderne og op på hende. Hun hvæsede vredt af den iltre hingst, der smygede sig op til hendes side, og derefter hukkede hun ud efter hans mule, advarende og truende. Hun ville ikke have hans selskab; og så dog alligevel.. Det var meget længe siden Asira overhovedet havde snakket med andre sjæle, så på en eller anden måde var der en trang i hende, en trang til at blive hos ham, trods hans irriterende væremåde. Men nej, trangen skulle ikke vinde.

,,Hvem er du?.. Og hvad vil du?”

Hun standsede nu mit i åen, med vandet op under bugen. Koldt, ja. Men hun ville have nogle svar nu. Hendes øre lå stadig helt bagud i den sorte man, som var de slugt og ædt af den fyldige og uglede man. Stemmen var sammenbidt og tung, tonløs og irritabelt.

Xenocrates trak hovedet til sig da hendes tænder atter forsøgte at plante sig i hans gyldne skin. Et kort fnys lød fra ham, men han mistede ikke modet til at tirre hende yderligere. Det var vel bare leg i hans øjne. Hun slap hvertfald ikke af med ham, det var sikkert. Han stod nu blot overvejende og så på hende. Han kunne rigtig komme til at beskue hver en lille form og runding på hendes krop, men Xenon lagde ikke så meget i smuk og grim. Han fulgte mest sin impulsivitet. Hoppens snerrede atter af ham og han så en anelse fraværende på hende og sukkede så dramatisk med en let hovedrysten.

" Ingen vigtig, kan jeg forsikre dig om, Asira.. "

Hans stemme, var overraskende rolig, til trods for han var så ilter. Det var lidt en gåde om hvorfor den unge hingst nogle ganske kunne skifte som nat og dag. Han trak kort på smilebåndet, som var intet hændt. Han bed ikke så meget mærke i hvad hun synes, for hun var vel bare en forvirret, ensom hoppe. Han flyttede sig skam ikke fra hende, men lod i stedet de krystalblå øjne hvile på hende.

Asira kunne aldeles ikke finde ud af, hvad denne gyldne hingst ville med hende. For hvorfor blev han ved med bare at være i nærheden af hende, når hun nu ikke umiddelbart var en snakketante eller en selskabspapegøje. Ja, hun var nok egentlig det nøjagtig modsatte af det. Et svirp forsøgte at komme fra hendes hale, men dette var ikke muligt fordi den sorte hale var våd og endnu i vandet. Hun fnyste helt kort, da hans svar kom. Nej, vigtigt, det var han da sikkert ikke. Men unormal, det var han. For ellers havde han da ikke kunnet vide, hvilket navn den grå Asira havde. Hun klappede blot i, og vendte øjnene kort af den gyldne hingst, inden hun så begyndte at vandre videre, til hun nåede den anden bred.

Hun satte hovene imod kanten, og gik op af vandet, således at hun nu havde krydset åen. Den grå Asira rystede sig hårdt over, så vandet sprøjtede til alle sider, og halen fik også en tur. Hvis den gyldne hingst fulgte hende, måtte det jo bare være sådan. Men Asira havde en fornemmelse af, at jo mere ’kedelig’ hun gjorde sig, og jo mindre hun reagerede på hans tilstedeværelse, ja, jo før ville han nok gå fra hende. For det virkede åbenbart ikke at føre en ’krig’ imod ham, ligesom det havde virket overfor andre der havde trådt ind i hendes private rum. Hun stirrede tomt ind imod skoven, søgende i nogle sekunder, håbefuldt. Men håbet slukket hurtigt igen; for hun vidste jo godt, at de ikke eksisterede mere, de var døde. Ørene flappede kort ud til siderne, i hendes forglemmelse om at den gyldne irriterende hingst stadig var her, og da hun kom i tanke om det, rev hun ørene ned i nakken igen.

Ganske rigtig fulgte han hende blot trofast som en hund. Vandet havde gjort hans pels langt mere mørk end den normale gyldne farve han bar. Det generede ham ikke, for fokus var på hoppen, hvis bagben han dog holdt afstand til, for dum var han ikke, nok nærmere dumdristig. Han var dog tæt nok på til at få vand på sig da den spraglede hoppe rystede sig, men han gjorde blot gensvar og rystede sig ligeledes. De krystalblå øjne faldt analyserende på hendes korte ændring. Han løftede hovedet og brummede konstaterende, for at lade hende vide at han havde set det. Han var ikke typen der overså sådan noget. Han rømmede sig og trak nu op på siden af hende og så kort i samme retning som hun gjorde.

" Du ved, for en knapt så snakkesaglig hoppe, så siger du faktisk utrolig meget.. "

Xenon var mere rolig at lytte til. Ikke fordi han faktisk havde nogen umiddelbar bagtanke. Faktisk var han måske lidt ensom, og kedede sig. Han ville nok benægte det første hårdnakket, men sådan var han blot. Han havde ingen rigtig identitet udover det energiske og lettere skøre. Han vippede kort med det mandelformede ører inden han atter vendte fokus mod hoppen.

Den grå spraglede hoppe, forblev stående der hvor hun havde stillet sig. Hun havde en trang til at søge væk fra den gyldne hingst, da han også kom op på bredden og rystede sig, og samtidig havde hun en anden trang til faktisk at søge en smule tættere på ham, mærke hans skind imod hende, for at mærke en anden eksistens end hendes egen. Men hun kunne aldrig drømme om at gøre det, aldrig nogensinde. En rømmende lyd kom fra ham, velvidende om at han havde set hendes ørebevægelser fra før, og det irriterede hende. Pludselig stillede den gyldne hingst sig ved hendes side, og stirrede i samme retning som hende, hun kneb øjnene skeptisk i, og trådte et enkelt skridt sidelæns, for at skabe lidt større afstand imellem dem, end den han havde valgt. Hun svirpede med den sorte hale, der stadig var drivvåd, i et forsøg på at få noget vand ud af den, inden hun da stod bom stille, over hans ord. Hvad mente han nu med det?

,,Hvad ved du om det?”

Dette blev hendes ord, en anelse undrende, men stadig med den spydige og irritable undertone. Men hvad vidste han om hende, og hvad hun tænkte? Hvad mente han med sine ord?

Hoppen var atter spydig, men Xenon rystede blot på hovedet af hende. Han trådte blot sidelæns for at bevare afstanden til hende, fordi han kunne, ganske enkelt. Han sagde ikke noget i nogen tid, men stod blot med et skævt smil på den mørke mule og klukkede en anelse fornøjet. Kunne hun virkelig ikke selv se det? Han brugte end ikke sine evner til at kunne se det. Eller måske var det brugen af sine evner at han lært at se det på andre heste. Han trak på skulderne og svarede nu endelig hoppen.

" Årh Asira, selv et føl ville kunne regne den ud. Se på dig selv. Det er jo ikke ligefrem fordi det er raketvidenskab. Et søgende blik, ørerne vendt ud til siden, indtil du indser at der ingen, og du indtager din normale facade... "

Xenon virkede ikke til at være en der stod og analyserede så grundigt, men den unge hingst var kvik nok, og ligeledes havde hans moder lært ham mere end hvad man kunne forestille sig. Selvom havde hun evnen til at trænge ind i andres sind, på en anden måde dog. Hans egen træning i evner havde også givet ham nys om hvad han skulle kigge efter. Han var slet ikke så dum endda.

Asira stirrede olmt og tomt imod skoven, der hvor hun sidst havde været med Saphira, fordi hun jo valgte at fole hende på netop denne ø. Asira havde ikke rigtig bevæget sig væk fra Chibale siden dengang, for over et år siden, men dog var hun så småt begyndt på det igen. Hingsten trådte sidelæns sammen med hende, og det irriterede hende grueligt meget. Hun hvæsede afvisende af ham, fortællende, for hun ville ikke have ham tættere på nu. Overhovedet ikke. Ordene der kom fra ham, behagede hende ikke, den grå Asira. Hun fnyste kort af ham, inden hun blot rystede på hovedet. Hun havde ikke noget at svare ham med. Hun var tom for ord lige nu.. Og måske var det netop det der skulle til, for at han mistede interessen for hende, og så gik. Det ville jo ikke være noget nyt. Selskaber, var aldrig noget Asira havde oplevet i længere perioder eller tidsrum. Nej, dette møde var nok egentlig ’langt’, i forhold til visse andre gange.

Xenon så det som en lille sejr at hoppen holdt mund, men det fik ham ikke til at gå væk, nej. Han blev blot stående til trods for at hun skabte sig tosset. Han var normalt utålmodig, men havde med tiden lært at holde lidt ved. Han nippede nu i stedet ud efter hendes flanke, inden han dansede en runde omkring hende, hvor han gentagende gange nappede ud efter hende. Hun skulle da nødigt tro at han ville forlade hende. Han gjorde et par energiske hop, inden han nu stod stille foran hende med et bredt smil plantet på den mørke mule, inden han slog ud med det ene forben, legende. Hun kunne afvise ham så meget hun ville, men han ville blive ved, for han var utrættelig. Mon ikke også hun blev træt af at holde facaden oppe snart?

Den gyldne hingst tiede også nu. Men kun for at blive en endnu større belastning for den grå Asira, der aldrig havde leget eller spenderet tid med andre føl, og derfor havde hun aldrig før oplevet en hingst, te sig på den måde som den gyldne hingst nu begyndte på. Pludselig bevægede han sig tæt omkring hende, og nappede imod hendes flanke, og fortsatte rundt mens han nappede efter hende flere steder på kroppen. Asiras øre blev smidt helt i nakken, og tænderne blev blottet. Sådan som han rendte om hende nu, havde hun kun oplevet noget negativt omkring; for det havde været tegn til kamp og forsvar. Hun knejste nakken voldsomt, svingede med den sorte hale, og da den gyldne hingst da stod stille, og smed det ene forben imod hende, hukkede hun ud efter dette, med en hvæsende tone, og stor kraft. Hun var ikke vant til leg, og hun forstod simpelthen ikke hans signaler. Hvad pokker gik dette ud på? I et spring jog hun imod ham, med blottede tænder, og kroppen spændt. Hun hukkede efter hans skind, bare et tilfældigt sted, for at få ham i afstand.

Xenon kastede sig til siden med et iltert hyl, og snappede ud efter hoppens mave. Han skulle ikke røres af det gebis der. Han dansede nu omkring hende i en energisk trippen og puffede nu ud efter hende igen. Han steppede kortvarigt på stedet og klukkede fornøjet, inden han så hoppede hen mod hende og greb ud efter hendes man, men hun så ikke ud til at forstå det med at lege. Han stoppede derfor op og tiltede hovedet på sned, mens de krystalblå iagttog hende nøje. Hvad var hun dog for en? Prøvende satte han i stedet mulen mod hendes skulder. Det var vel begrænset hvorvidt han kunne blive ved med at få lov til det. Blidt nippede han til hende, ikke lege nippen, men mere en nusse nippen. Han var ikke på hjemmebane hvad dette angik. Faktisk kunne han ikke mindes at overhovedet at have forsøgt at nusse en anden før. Mulen mimrede over hendes skind, men blikket var rettet mod hendes gab, for han ville bestemt springe væk hvis hun begyndte at forsøge på at æde ham igen.

Asira var hoppet den gyldne skabning helt tæt, i et forsøg på at få sat tænderne i hans skind, og vise hendes utilfredshed. Men hingsten var hurtigere end som så, og han sprang derfor sidelæns før hendes tænder fik fat. Det resulterede i en utilfreds hvæsende lyd, fra den spinkle Asira. Endnu engang satte han omkring hende, og puffede ud efter hende, med en klukkende lyd, som om det her faktisk morede ham. Hvordan kunne en ’kamp’ morer ham? Det morede aldrig Asira når hun skulle kæmpe, men hun havde så ofte gjort det, at det efterhånden heller ikke var noget hun frygtede. Hun fnyste højlydt, og trådte til siden, væk fra hans pufferi, for den mule, den skulle hun ikke have tæt på. Hun ville aldeles ikke have flere bidsår, og dermed ar. Pludselig stoppede han dog med sit napperi og pufferi, og stod nu nærmest og kiggede på hende, som om hun var af en forkert skabning. Og det var hun måske også.. Men hun forstod altså ikke det her, hun forstod ikke at han ville lege. For hvad var det? Pludselig trådte han tættere på hende, og hans mule rørte hende lysegrå skin, i en nulrende mine, som Asira ikke havde oplevet længe; og det kom derfor bag på hende. Hun stod helt forstenet og stum, mens ørene virrede frem og tilbage, fordi hun følte to ting; en trang til at gengælde og følelsen af tryghed, men samtidig kendte hun ham ikke, og frygtede derfor et tandsæt snart ville sidde i hendes skulder i stedet. Men den trang Asira så længe havde følt for en eller anden form for nærhed, vandt i disse sekunder, for hun bed ikke ud efter ham. I stedet dirrede skindet bare stille, inden hun drejede hovedet en anelse stift, og stirrede skeptisk på hans mule; hvad ville han? Var det endnu et trick? Ørene vippede rundt, ustyrligt, inden hun svagt rørte hans kæbe med mulespidsen, hvilket gjorde at hun selv gav et sæt i kroppen, overrasket over at mærke en anden igen.

Det var ej velkendt for Xenon og stå der og nulre en anden. Han vidste ej hvad hun selv vil sige til hans form for gestus. Han ville forsøge at skabe en eller anden form for reaktion hos hoppen og han fik den her. Der var ingen tricks i hans ikke eksisterende ærmer. Selv skævede han en anelse ned på hendes mulespids, og forventede næsten hun ville hugge ud efter ham. Hugget udeblev dog og hun nåede selv at trække sin mule til sig. Derfor kunne Xenon fortsætte sin nussen over hendes skulder. Den unge energiske hingst var nænsom i sin berøring og det skulle ikke tages ilde, for denne berøring var en han først og fremmest skulle lære selv. Hvordan man egentlig nussede med andre. Måske hoppen kunne lære ham det, men han var ikke just optimistisk omkring dette, for hun virkede lige så rå på det punkt som ham selv. En kort brummen lød fra ham og han trak endnu engang vejret, ganske afslappet.

Asira stod bom stille, som havde en eller anden lagt en fortryllelse over hende, og tryllebundet hende til at stå så stille. For det virkede nærmest uvirkeligt, at den grå hoppe stod sådan, når en fremmede lod sin mule røre hendes skind. Hun kendte ham ikke. Så hvorfor lod hun ham gøre det? Ja, hun kunne ikke engang selv komme med et svar på det kritiske spørgsmål, der var dukket op i hendes hoved. Hendes skind på skulderen dirrede, da han fortsatte med at nusse hende, nænsomt, og nærmest så blidt som det var muligt. Asira vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hvordan hun skulle stå, eller hvor hun skulle kigge hen. Langsomt, og små stift drejede hun så endelig hovedet, og lod sin mule søge hen til hans skulder, hvor hun helt svagt lod sin mulespids røre ham i en fjerlet berøring. Næsten uden at det kunne mærkes. Hendes øre virrede rundt, og hendes vejrtrækning var slet ikke lige så afslappet som hans, nok nærmere hurtigt og febrilsk. Men hun flyttede sig ikke… Hun stod der stadig.

Han stoppede kort sin nussen da hun faktisk en anelse uventet gengældte hans gestus, men han fortsatte hurtigt. Det var svært for ham at beskrive det der foregik hos hingsten, for følelsen af en gengældende nussen var noget helt unikt, det næsten kriblede ned af ryggen på ham, hvilket fik ham til at mimre en anelse mere med mulen og han brummede en anelse. Mulen strøg langsomt op over hendes skulder og op på hendes ryg, hvor han kunne fortsætte med hans nusseri. Han overvejede ord, men de fandt aldrig vej ud. Den rappe hingst stod blot tavs og nussede hoppen, som han ikke kunne have forestillet sig sådan umiddelbart stod og nussede ham. Han missede en anelse med de krystalblå øjne i ren og skær nydelse over denne berøring. Han skævede derefter over på den spraglede hoppe.

" Xenocrates.. "

Lød det så roligt fra ham, uden han foretrak nogen mine. Han kunne vel godt præsentere sig selv nu hvor hun faktisk på en eller anden måde havde givet en smugle efter for hans tilstedeværelse.