A Light Dancer

{Julie & Neytiri}

Foråret havde stortset meldt sin ankomst. Det gjaldt også på Chibale, den lille ø med den tætte skov. Grantræerne hævede sig højt over hovedet på den askegrå sjæl, som med fjedrende skridt lod sig bære frem blandt træernes lange skygger. Solen var et sted oppe over trætoppene, strålerne nåede næsten ikke helt herned, kun enkelte steder slap de igennem og badede skovbunden i et blødt lys. Luften var endnu kølig, men det var blevet varmere i vejret, græsset var begyndt at spirer igen og med det kom de første forårsblomster. Ariel virrede let på sin snehvide mule, hendes humør var som altid højt og energien brusede i hendes unge årer. Kroppen var let, hun dansede over den mosdækkede skovbund i skridt mens hendes ravnsorte hale svingede rytmisk bag hendes spinkle bagpart. Ørerne blev vippet i alle retninger, de ravgyldne øjne sørgede for at få det hele med sig, selvom hun så ofte før havde været på denne stilhedens ø. Der var ikke mange lyde at spore her, skoven var tyst og kun vinden hviskede i granernes grene.

word count 177

Neytriri var vokset en del hen over vinteren. Det lille spinkle føl var vaklede på benene var på vej til at blive en ung dame.. men også kun på vej. Som plag årene nærmede sig med hast passede hendes krops legmer ikke sammen længere. I hvert fald, som en hver anden plag så hun forfærdelig ud.
Hendes pels var heller ikke når så sort længere, faktisk var der mange næsten helt hvide hår der var vokset frem. Det slanke hoved var stadig mørkt og øjne lige ledes. De næsten sorte øjne spejdede rundt i skoven imens hun ivrigt satte farten op. Igen var hun på jagt efter underholdning. Den unge hoppe duede ikke til at kede sig, så konstant var hun på udkig efter noget nyt at lave.
Nu hvor foråret var på vej frem var der også masser af at udforske hun ikke i lang tid havde set, faktisk kunne hun knap huske det. Så gammel havde hun heller ikke været sidst, og nu var det ikke det hun havde fukuseret mest på, Altså omgivelserne. Det havde hun ikke haft tid til. Hun havde haft travlt med at skælde verden ud- den gjorde ikke som hun ville have. Neytiri havde en vrang forstilling om hun ejede alt og alle.

Skovbunden var blød under hendes lyse hove. Mos dækkede den stort set netop her, mos og masser af brune grannåle fra sidste år og året før det. Hun virrede forsigtigt på de følsomme næseborer, da duften harpiks smøg sig om hende og lå tungt i luften. Ikke nogen ubehagelig duft, blot anerledes end på nogen af de andre øer. Det var en særpræget skov. Og så standsede hun pludselig sine letfodede trin, for noget andet end vinden i grenene nåede hendes spidsede ører. Det lød næsten som… Meget små og meget lette hovslag. Lyden af skridt over skovbunden i høj fart, det var lige før, hun ikke kunne høre det. Var det ægte? Eller var det blot et ekko af et minde? De ravfarvede øjne så sig nysgerrigt omkring, intenst lyttede hun, og bemærkede så til sin glæde at hovslagene nærmede sig. Det måtte være en ung skabning, så lette lød de. Den askegrå udstødte et lyst vrinsk, åbenlyst nysgerrigt og i en mild tone. Hun kunne endnu ikke se den anden mellem træerne.

word count 174

Underlaget var blødt af mos, noget Neytiri nød at bevæge sig hen over. Alt det grusede, stenhårde underlag der var nogle steder på de andre øer var ikke lige hende. Skoven her havde den unge hoppe fået en for kærlighed for, mest af den itense ro der ofte lå over området; Som ville der hvert øjeblik springe et nyt eventyr frem, som ville noget spændende og farligt lurer om hjørnerne. Det var ikke tilfældet. Neytiri havde i hvert fald ikke oplevet det endnu, hvilket gjorde hende en smule mobset. Med mulen lidt i sky og ørene vendt tilbage af irritation forsatte hun frem i sin lette trav. Den lille sorte hale var løftet bag hende. Havde den nu været lang havde det sikkert set ganske flot ud, men halen var så kort at den blot stod lige op i luften.

Neytirirs dårlige humør blev afbrudt. Et vrinsk! Hun stoppede brat op, klodset, da hun stadig ikke havde hundrede procent styr på de endnu lange og spinkle ben. Hun var blevet revet ud af sine tanker hvor hun blot havde forbandet alt og alle; specielt for ikke at gøre som hun ville have. Hvorfor var der ingen der forstod hun bestemte?
De mandelformede øre blev vippet lidt frem og tilbage og af lige fange hvor vrinsket var kommet fra. Det var i nærheden. Et sted imellem træerne. Ivrigt vrinskede Neytiri tilbage; hendes vrinsk var endnu meget spæd og alt for skingeret.

Den askegrå lyttede. Skoven blev stille et øjeblik, hovslagene hørte op. Måske havde virkeligheden blandet sig med en drøm, hun havde haft, som stadig lå og lurede i hendes bevidsthed. De bløde ører var opmærksomt spidsede. Og så, da hun til sin overraskelse fik svar, løftede hun mulen en tand og brummede glædeligt for sig selv i sin karakteristiske lyse tone. Hun genkendte lyden. Det var spinkelt, ganske vidst fra en ung hoppe, en ung sjæl. Hun granskede sin hukommelse for et navn, det lå lige på tungen. Neytiri.

Øjeblikket efter var den askegrå igen på spring, hun måtte finde det sorte hoppeføl selvom træerne stod tæt. Hun kunne ikke være langt borte, og selvom den askegrå var forholdsvis lille, så bevægede hun sig kvikt og hurtigt. Snart fandt de ravgyldne øjne hvad de ledte efter, en fin mørk skikkelse mellem de gamle graner. Med et mildt prust hilste hun og tøvede ikke med at trippe helt tæt på, hun mærkede en varm glæde over at finde den energiske sjæl igen. Undersøgende strakte hun sin lyse mule frem mod hoppeføllet. Så stor hun var blevet!

”Neytiri! Hvor har du været?”

word count 190

Neytiri blev glædeligt overrasket da det gik op for hende hvem det var der havde vrinsket! Det var jo Ariel, hendes svømmende lege kammerat! Ivrigt hoppede Neytiri med få krumspring nærmere og først da de var helt tæt på hinanden stoppede med kumspringene og de små ivrige hvin. Mere stille stod hun nu.
Neytiri tøvede ikke med at strække mulen imod den askegrås. Dog med andre hensigter hende Ariel havde; Neytiri nappede drillende til hende og træk hurtigt mulen væk og kastede ivrigt med hoved; klar på at skulle lege. Hun blev dog afbrudt af Ariels spørgsmål og lod ilden i røve dæmpe lidt ned.
"Her og der, alle vejne!" Lød det ivrigt fra hende, som havde hun slet ikke tid til at snakke. Det dårlige humør fra tidligere var helt væk! Der var ingen spor tilbage af det. Alt vreden over verden var væk. Det eneste der var i den unge hoppes hoved var at nu skulle der leges og pjattes.

Den sorte Neytiri så ud til at være sprængfuld af energi, til den askegrås glæde. Det betød at hun havde klaret sig godt, selvom hun nok havde været alene langt det meste af tiden. Et blødt smil tegnede sig om hendes lyse mund. Hun havde selv klaret sig alene, så det glædede hende at hendes lille, sorte veninde også kunne gøre det. Kvikt løftede hun mulen da hoppeføllet nappede ud, et lyst, men begejstret fnys undslap den askegrå inden hun trippede nærmede. Neytiri overraskede hende med sine talekundskaber, de var blevet noget bedre siden sidst de legede og pjaskede i søen.

”Du taler fantastisk, lille sorte!”

Ariel brummede, endnu en lyd, energisk og muntert, inden hun puffede drillende ud efter hende med sin noget større mule. Hoppen var ganske vidst vokset, blevet mere ranglet, men den askegrå fandt hende stadig meget køn. Hun nippede ud efter hendes strittende man, og trippede så væk igen, videre ind mellem træerne, sikker på at hendes sorte selskab ville følge med. Det ville gøre godt med bevægelse, hun kunne se at hoppen brændte efter det.

word count 181

Stolt over den kompliment hun havde fået af den askegrå Ariel, løftede hun hoved og skød bringende frem. Sidst de havde leget havde hun knap og nap kunne tale. Hun havde ikke været ret gammel den dag hun havde forladt sin moders side og søgt ud på eventyr; siden havde hun ikke kunne finde hende; ikke kunne lære at tale ved hjælp af sin moder. Heller ingen opdragelse var kommet til hende. Utrolig nok behandlede hun andre forholdsvis godt. Hvis man da så bort fra at hun ikke kendte til det der hed grænser.
"Ja, jeg er talens mester nu! SEE!" Neytiri vippede mulen rundt og pegede på de hvide hår der mange steder tittede frem på hendes mørke krop. "Jeg er ikke helt sort!"

Ariel kickstartede igen for energibomben der holdt til i Neytiris indre da hun puffede til hende, og straks var den spinkle unge hoppe klar på det hele. Da den askegrå vendte sig imod skoven og bevægede sig frem forsøge Ney at nå at nappe hende i bagpartiet inden hun med et lille krumspring satte i galop lige efter hende, for der at tage revanche med sin nappen.

Hendes lille veninde var ganske rigtigt ikke længere helt sort. Fine, hvide hår var vokset til flere steder. Det gjorde den askegrå nysgerrig, hvordan mon den lille sjæl ville se ud når hun engang blev voksen? Mon hun også selv havde ændret sig så meget? Nok ikke i pelsfarven. Hun smilede stort, glæden boblede også i selv hendes voksne sind. For Ariel var der altid plads til højt humør, til leg og dans og spring. Og hun holdt sig bestemt ikke tilbage over for dette selskab, Neytiri var fuld af liv og det gjorde kun den askegrå endnu gladere og lettere om hjertet. Hun slog friskt med halen da hoppen nappede ud efter hendes bagpart, kun for at spurte efter den askegrå ind mellem træerne. Ariel sprang frem i en kvik trav, ikke i tvivl om at hoppeføllet sagtens kunne følge med. Et lyst hvin undslap den unge hoppe, hun slog en venlig latter op af sin iltre legekammerat og håbede at hun var frisk på et godt ridt mellem de tætte grantræer!

word count 173

De mange vandringer vidt omkring i Andromeda havde givet Neytiri nogle færdigheder; hun havde fået styr; eller i hvert fald næsten, styr på balancen. Hun vaklede næsten aldrig. Det skete som regel kun i nye og meget ujævne omgivelser. Som på stranden, det var stadig små svært at holde fæstet i det løse sand. Der imod i skoven! ja i skoven var hun van. Hun dansede ivrigt i galop efter den askegrå, i forsøg på at se yndefuld ud; men hun opgav det efter lidt tid og kastede bagbenene ud i luften i et bukke spring. hvinene forsatte hun i tempoet efter Ariel der havde sat i trav, med direkte kurs ind imellem de store grantræer.
En latter slap fra den sorte unge dame, der ikke var helt så sort mere. Faktisk var det kun hendes ben og hoved der endnu var kul sort; resten af kroppen var blevet lysere. Tydeligst var det de steder hvide hår var kommet frem i pelsen.

Den askegrå brummede muntert og næsten drilagtigt af hendes forfølger. Hendes ravnsorte hale gav et skarpt svirp, hun var selv ganske vågen nu og bekymrede sig ikke synderligt om hvorvidt hun bar sig voksent ad. Der var altid plads til leg, og det glædede hende at gøre den ikke længere ligeså sorte sjæl glad og fornøjet. Da hoppeføllet nåede op på siden af hende, nippede hun friskt ud efter hende i luften. De ville snart komme til en af øens meget få åbne enge, hvor træerne ikke herskede men hvor der var græs og åben himmel. Vejret var klart i dag, så det var i den retning, den askegrå søgte imod i sin rytmiske trav. Skovbunden var blød under hovene, grundet den tykke, let fugtige mos. Og Neytiri dansede vildt, hun sprang og gav lyd fra sig, en lys latter undslap den askegrå i en mild tone.

word count 147

Fremad det gik, egentlig havde Neytiri ikke nogen bestemt kurs hun fulgte blot med sin askegrå lege kammerat. Ney havde ikke rigtig ladet sig føre nogen bestemte steder hen i det år hun nu havde levet; hun havde blot gået taget det eneste skridt frem efter det andet, og var havnet vidt omkring. En del ting havde hun set, men langt fra det hele. Denne skovrige ø var en af dem hun havde været på et par gange. Hun kunne lide skoven!

Efter en række bukkespring var hun kommet helt op på siden af den askegrå Ariel, for at blive nappet efter. Neytiri hvinede skingeret og en latter brød nu fra hende og lyste det hele op med en munter tone.
Latteren fra hende synes ikke helt at ville slippe, end ikke da hun forsøgte sig med at nappe ud efter Ariel.

Hun vippede med sine bløde ører ved lyden af Neytiris latter. Den gjorde hende kun mere munter, et iltert smil hang stadig om hendes lyse mund og da hoppeføllet nappede hun sprang hun kvikt til den modsatte side for at undgå. Et drilsk prust fulgte hurtigt efter, hendes lyse næseborer var let udspilede på grund af det høje humør og hun nippede kådt ud igen i hoppens retning. Og så sprang hun ellers op i fart, de spinkle ben gled op i en letfodet galop som var hun i færd med at danse. Det var nemt at bevæge sig her, træerne stod knap så tæt nu og mosset dækkede stadig skovbunden. Snart ville området åbne sig helt for dem, engen ville brede sig ud for deres hastige hove og forhåbentlig ville solen nå dem. Der var endda en lille å som løb gennem engen, der kunne de slukke tørsten!

word count 149

Bare at få lov at bruge den energi der lå i den unge hoppes krop var behageligt. Jovist pjattede hun meget med den hun mødte, og drillede og legede. Af og til løb om kap; men det var nu ikke det samme som bare at løbe afsted. Det gav hun et ekstra pift at det var i selskab med den friske Ariel, hun havde mødt en gang før. Denne Ariel der havde lært hende at svømme, som han leget med hende for ja næsten et år siden nu.
Ivrigt blev det spinkle hoved kastet med i luften og hvinene forsatte hun i et hastigt tempo, den askegrå havde sat sit tempo, hun var nu i galop; og som hun dansede. Neytiri følte sig helt misundelig på den ynde som Ariel bar med sig i sin fart, selv var hun mere kluntet: Det kom alt i alt af at hun ikke var vokset helt ud endnu, og lemmerne passede ikke helt sammen. I et forsøg løftede hun halen lidt efter sig, hvilket blot resulterede i at den stod lige op i luften; den var endnu ikke lang nok til at kunne hænge som en fane efter hende. Halsen stod så højt som muligt, mens hoved blev vippet mere ned af; det var dog kun for en stund; Atter greb energien hende og elegancen blev fuldstændig lagt til siden. Med udstrakt hals og ørene let vippet tilbage; nu skulle de virkelig løbes. Forude tyndede det ud i træerne og en eng spredte sig for Neytiris synfelt.

Hendes veninde kunne sagtens følge med, på trods af hendes uharmoniske bygning så sprang hun frem med sådan energi at hun kunne holde trit med selv den askegrås galop. Hun brummede højlydt, det var lige før det lød som latter, i en lys tone som klingede klart mellem træerne som nu forsvandt. For de havde hastigt nået engen, den bredte sig ud og så større ud end hun huskede, på trods af at hun havde færdedes her så mange gange. Den askegrå kendte øen ganske godt, hun kendte stierne og lysningerne. Også på denne lysning, denne eng, var græsset blevet grønt og spirede. Det ville blive saftigt og godt, for her var højt til himlen og ingen træer til at skygge for solen. Himlen var næsten blå, det var en smuk dag, sjælden på denne årstid. Så da de var kommet et godt stykke ind, bremsede den askegrå skarpt, men smidigt op og gav et lille stejl med sig på vejen, iltert og med et hvin. Hvorefter hun trippede videre, med øjnene på Neytiri og endnu et smil. Hun ville vise hende åen. Så kunne hun altid finde herhen igen en anden gang og finde vand.

word count 196