A Light Dancer

Hun standsede op lige bag hoppeføllet som tydeligvis var blevet helt forbavset. Rådyret var hurtigt væk igen, men hun havde nået at se, at det måtte have været en hind. En hun. Dens hvide bagpart var snart kun en prik mellem de tavse træer. Muntert puffede Ariel ud efter Neytiris bagpart, skubbede næsten til hende med mulen.

”Hun havde travlt. Og så langt hun kunne springe!”

Stemmen var melodisk, en lys latter fulgte efter. Der gemte sig ingen bekymringer i den askegrå, der var ingen bitterhed, ingen frustration over verden. Alt det man oftest fandt i en voksen sjæl. Men hun gav simpelthen slip på det hele, lige nu eksisterede kun hun og Neytiri og den hind, som lige var forsvundet for øjnene af hende. Selskab gjorde hende glad, hun havde været heldig at finde den energiske sjæl igen. Og at de kunne dele ting sammen, oplevelser.

Snart trippede hun videre efter at have skubbet lidt til hoppeføllet, de var skam kun på vej, der var meget mere at se.

word count 170

Neytiris mørke øjne fulgte rådyret med øjne, selv da det var forsvundet af syne et sted imellem træerne. Det var fristende at forsætte efter denne, men noget sagde hende det ikke var den klogeste tanke hun havde haft længe.
Hun mærkede Ariels puf, og der blev blikket endelig flyttet fra stedet hvor rådyret var forsvundet og over på Ariel i stedet. Et smil tegnede sig om den spinkle fløjlsbløde mule og hun nikkede.

"Ja, det havde hun vel. Jeg ville gerne kunne springe så langt!"

Neytiri så vurderende på bækken, egentlig vidste hun ikke om hun ville kunne. Sringning var ikke noget hun havde gået så meget op i, det var mere at bevæge sig frem, og ikke blot i roligt tempo som så mange andre. Nej det var i en højere fart. Neytiri kunne godt lide tempo, for hende gik så mange ting alt for langsomt.
Neytiri droppede tanken om at prøve og trippede videre frem, denne gang blot i en trav med knap så højt et tempo. Den korte hale stod næsten helt lige op i vejret; hun havde ikke meget hale at bærer frem, men alligevel gjorde hun. Det forekom hende narturligt.

De to hopper trippede videre igennem den dybe skov, Neytiri i trav og Ariel i en let og smidig skridt. Hun formåede at nå op på siden af hendes veninde hvis hale stod lige op i vejret, et muntert smil fandt hurtigt vej igen. Hendes egen ravnsorte hale svajede friskt bag hendes slanke bagpart, det eneste hun kunne dufte var en snert af den forsvundne hind, hoppeføllet og så denne duft af harpiks som herskede på Chibale. Der kunne ikke være andre i nærheden, vinden bar ingen nye dufte med sig. Der var kun de to og træerne. Stilhed herskede, det var kun den bløde lyd af deres hovslag der var at høre, samt den rislende bæk. Måske ville andre dyr alligevel dukke op, måske endda en anden hest. Hvilken som helst sjæl ville være interessant for den askegrå.

”Neytiri, har du set noget til din mor?”

Hun vippede på sine bløde ører da spørgsmålet faldt hende ind. Hun havde endnu ikke mødt hendes moder eller mødt nogen, med samme duft som Neytiri, og derfor regnede hun ikke med det. Ingen anden hoppes duft hang ved hoppeføllet. Men hun ville alligevel spørge og måske høre mere.

word count 196

Neytiri var vel et sted allerede parat til at give op på eventyrende for denne dag. Hvor blev de af? Hvorfor dukkede de ikke op, sprang frem foran hende som rådyret havde gjort for lidt siden. De små mandelformede øre blev vippet lidt frem og tilbage i håb om at opfange nogle lyde, nogle tegn på der ville ske noget lige om lidt. Intet der, lydende var primær de bløde lyde af de to hestes hovslag og fuglenes muntre kvidren. Dufte var der heller ikke mange af, ikke nogen der indikerede at der ville ske noget, eller at her var andre. Skuffelsen kom snigende ind over den unge hoppe.

Ney gik næsten i stå. Hendes moder? Neytiri havde ikke skænket det en tanke. Hun var aldrig vendt tilbage der til hvor hun havde forladt sin moder, da hun drog ud på eventyr. Det var først nu det gik op for hende at hun havde glemt hende.
Hvor var det nu hun havde forladt hende? Ney kiggede opmærksom og ivrigt rundt; var det mon her? Eller i nærheden. Der var dog intet hun synes at kunne erindre som stedet hun havde forladt sin moder.
En rynke formede sig på den fløjlsbløde mor da de mørke øjne nu søgte mod Ariel.

"Jeg kan ikke huske hvor jeg forlod hende."

Den askegrå satte farten væsentligt ned da hoppeføllet gjorde. Hun så rundt næsten som om hun ledte efter sin mor, men der var ingen dufte i luften og dermed ingen tegn på andre i nærheden. Ariel vippede med ørerne, nu i et mere tænksomt udtryk mens de ravgyldne øjne stadig hvilede på hendes lille, energiske veninde. Det måtte være lang tid siden de sidst havde set hinanden, Neytiri og hendes mor, siden hun ikke kunne huske hvor. Det eller også var hoppen alt for optaget i sit sind af alt muligt andet. Den askegrå smilede varmt.

”Hvad hedder hun da?”

Hun nippede ud i en let bevægelse, nærmest ubevidst, men venligt. Og sørgede for at de blev ved med at bevæge sig fremad. Bækken klukkede stadig lystigt i baggrunden, den rislede og drev sig selv frem, løb i en endeløs strøm. Det var en meget behagelig lyd. Næsten ligesom bølgerne af havet der slikkede op ad stranden. Vand var liv, vand og grønt og lys.

word count 165

Neytiris mørke øjne hvilede på Ariel. En rynke kom frem på den fløjlsbløde mule af undren. Ney mente dt var et dumt spørgsmål den askegrå havde stillet hende.

"Mor," svarede hun som om det var indlysende at det var det hun hed. Neytiri havde aldrig tænkt på hendes moder også havde et navn, lige som alle andre. For hende var det bare mor. Dette var vel blot en uviden ung hoppes tanker. Ney vidste ikke hvad hendes moders navn var, og hun vidste heller ikke hvor hun var.

De små mandelformede øre vippede lidt imens den mørke Neytiri lod sig hænge lidt i tankerne. Hun burde vel lede efter sin moder. Det havde vel hele tiden i den unge hoppes hensigt at vende tilbage til sin moder, når hun var færdig på eventyr. Det var blot ikke gået op for Ney, hvor lang tid der var gået.
Gad vide hvor hun havde forlagt hende henne?

De ravgyldne øjne så undersøgende på Neytiri da hun fik svar på sit spørgsmål. Det udløste blot en kort nikken og et lille, mildt smil mens hendes blik blev en anelse tankefuldt mens det endnu hvilede på den sorte. Det så ikke ud til at hun vidste meget om sin mor, mon hun så overhovedet kendte sin far? Der var også uendeligt meget hun selv ikke vidste om Ava, kort sagt så kende hun hende ikke. Hun huskede kun blå øjne og kulsort pels. Og duften. Ellers var alt hvad hun vidste fra andet familie, fra hendes far, som egentlig heller ikke sagde ret meget. Hun havde en søskende hun aldrig havde mødt, hun vidste bestemt hvordan det var når forældrene var som sunket i jorden.

Så hun gav Neytiri et opmuntrende puf bagpå med sin hvide mule. Hun gik stadig bagerst og bækken klukkede i baggrunden. Lyset faldt blødt ned mellem trætoppene, duften af harpiks lå tungt i næseborene. Måske ville den sorte støde på sin mor igen en dag, måske snart. Hun havde klaret sig indtil nu, det var det vigtigste.

”Hvem har du så ellers leget med?”

En frisk brummen undslap. Måske kendte hun den brogede Jiva.

word count 200

[Outttt}