A Light Dancer

Da underlaget gik fra det bløde mos til græsset der spredte sig over engen, slog Neytiri et gevaldig hop med bagpartiet og hvinede. Hendes latter hang stadig ved. Sikke hendes humør var steget til vejrs. For blot kort tid siden var hun sur og tvær fordi tingene ikke gik efter hendes hoved. Humørsvingninger? Man kunne nok godt sige hun havde nogle stykker af dem.
Med en høj hastighed forsatte hun ud på engen, og havde ikke nogen problemer med at følge med den askegrå Aiel. Det gjorde hende egentlig glad, for før havde hun haft svært ved det, men med alle de løbe turer hun efter hånden havde været på, har det givet lidt bonus.

Neytiri fulgte den askegrå med øjne, og måbede en smule da hun stoppede meget brat op, men på en elegant måde; hvor hun stejlede.
Dette blev taget som en udfordring, og hun ville prøve på det samme. Se om hun kunne gøre det lige så godt. Bremsen blev slået i!
Helt som forventet gik det ikke, faktisk i stik modsat retning, for i stedet for at løfte forbarten klar på at stå på bagben; havde bagpartiet ikke helt somme mening og med den fat hun havde haft på fik hun skubbet sig selv forover og landede ned på forbenene. Et irriteret fnys kom fra hende! Det var overhoved ikke det hun ville.

Med et smil så hun til mens den sorthvide hoppe forsøgte at gøre hende kunsten efter, hoppeføllet bremsede skarpt op, men det gik vidst lidt for stærkt for hende. Den askegrå gav et hvin fra sig da Neytiri landede på forbenene. Kun for derefter at slå en lys og venlig latter op, mens hun hurtigt trippede hen og nippede opmuntrende til hendes bagpart som stak i vejret.

”Du havde den næsten, Neytiri! Kom, så skal jeg vise dig noget.”

Hun så afventende ned på hende med gnistrende øjne, det var stadig bækken hun havde i tankerne. Det var næsten ligesom da de mødtes første gang, da de plaskede i en sø. Men bade kunne de nok ikke i den lille å. Hun smilede muntert til hoppeføllet og fejede let med halen bag sin egen slanke bagpart.

word count 136

Neytriri så op på Ariel der nu kom trippende hen til hende, et lille hvin slap neytiri fra sig da Ariel nappede hende i bagpartiet; da Ariel fortalte det var tæt på lyste Ney op i et smil og havde glemt at om at være irriteret. Hun havde noget hun kunne øve sig på nu til de dage hvor hun kedede sig lidt for meget og selskab og legekammeater ikke var at finde.
Det spinkle hoved plet vippet på skrå og ørene spidset frem af nysgerrighed over hvad den askegrå hoppe mon ville vise hende; det skulle i hvert fald ikke tage hende lang tid at skubbe sig op på alle fire ben igen; klar til at springe frem. Hvor skulle de hen? Trippende stod hun og ventede på Ariel.

"Hvad? Hvor? Nu?"

Ivrig var hun nu blevet, og havde ikke tålmodigheden til at stå stille længere. Hun blev selvfølgelig nysgerrig og overilede sig selv med den følelse.

Neytiri kom hurtigt på benene igen, frisk og energisk som hun var. Det var underholdende at se hvor hurtigt hendes sind skiftede, fra glæde til skuffelse og til glæde igen, alt sammen kun på et øjeblik. Hun brummede muntert af hende og nippede ud efter hendes ene øre.

”Der er en lille bæk her, du skal se!”

Med et smæld fra halen og en let rysten af den viltre ravnemanke satte Ariel sig i bevægelse igen, videre over engen i en trippende skridt som hoppeføllet nemt kunne følge med i. Hun kunne allerede høre bækken klukke, den var ikke særlig stor huskede hun, men vandet skulle være klart og dejligt. Det var et godt sted at kende til på øen. Hun vippede et øre bagud efter sin veninde. Det var nok ikke noget begejstrende fund hun ville vise hende, men den askegrå fandt bestemt den lille bæk interessant. Der var ikke mange kilder til vand på øen, og rindende bække kunne være et smukt syn. Denne bæk var ingen undtagelse.

word count 170

Neytirirs små mandelformede øre spidsede sig fremad imod Ariel der nu fortalte at det blot var en bæk. Måske var der en skuffelse over det ikke var andet. Dog kom det mørke efterhånden også store, føl i tanke om sidst de havde leget var det i vand. Den unge dame fik en lumsk tanke og fik travlt med at skulle hen til bækken.
"Hvor? Hvor? Hvor?"
ivrigt trippede hun på stedet og synes den askegrå var noget så langsom lige nu. Stille kunne hun ikke stå, for hendes lille plan skulle sættes i værk, og det skulle være nu. Imens hun stadig fandt det sjovt.
Neytiri havde for travlt, det havde hun med alt hun foretog sig, det var som om dagene var for korte, der var ikke nok tid til at det hun egentlig gerne ville, specielt ikke når spontane idéer kommer til hende hele tiden.

Den askegrå slog en munter og næsten lettere drilsk latter op, da Neytiri styrtede rundt på sine lange ben af ivrighed. De havde ganske vidst plasket i vand før, mon ikke den sorte hoppe kunne huske det? Ariel brummede højlydt efter hende, hun var allerede næsten nået hen til den lille, leende bæk som kastede sollyset tilbage. Hun vippede med sine bløde ører ved lyden af den bløde klukken, selvom hoppeføllet også gav en god del lyd fra sig. Det var godt, det glædede hende at der var så meget energi i selv så lille en krop. Det mindede hende måske lidt om hende selv dengang, hun havde selv været en spirrevip, altid på farten. Ariel standsede op da hun nåede bækken, den løb tværs igennem den grønne eng.

”Herovre, Ney! Se hvor klart vandet er!”

Hun løftede sin lyse mule og kastede et blik over skulderen efter hende med et smil.

word count 151

Det grå sorte hoppe føl havde ikke tålmodigheden med sig og blev ved med at rende foran og rundt omkring, trippende vendte hun sig tilbage hele tiden for at se hvilket retning Ariel gik i. Hun synes den askegrå hoppe bevægede sig alt for langsomt lige nu, men det var mest fordi hun selv bare skulle finde stedet nu!
Ariel vidste hende hen til bækken, den var ikke stor men vandet var klart. For hende var det lige gyldig hvilket farve vandet havde for det var ikke farven hun skulle bruge til noget, heller ikke at solens stråler reflekterede sig i det. Næ nej! Det var en hel anden idé Neytiri var kommet frem til.
Så snart de var noget frem og Ariel allerede stod nede ved vandet, så Neytiri sit smut til at udføre sin plan; selvom bækken ikke var stor; så var den stor nok til dette!
med en smule tilløb og et lille spring hoppede det mørke føl ned i vandet for at få det til at sprøjte til alle sider, i håb om at ramme Ariel.

Der lød et meget lyst hvin fra den askegrå, da vand pludselig buldrede imod hendes hvide ansigt. I ren refleks kastede hun sig hastigt sidelæns på bagbenene, iltert trippende da hun landede igen og indså at det var Neytiri der var hoppet direkte i bækken. Det var ikke ligefrem hvad hun havde forventet, og af ren overraskelse slog hun en klar latter op. Fra hendes mule dryppede det vand som alligevel havde nået hende, med et fnys rystede hun hoved og hals. Hvorefter hun gjorde et iltert smæld med den kulsorte hale, og sprang lige lukt ned efter hende. Det var selvfølgelig ikke muligt for den askegrå at få hele kroppen med i første omgang, forbenene kom først og landede med et højt plask i det rislende vand lige ved siden af hoppeføllet. Hun stod i en noget underlig position, men det var lige præcis muligt og der gik kun et øjeblik før hun nappede drilsk ud efter venindens bagpart.

”Det var for at slukke tørsten, Neytiri! Søer er bedre at bade i.”

En munter brummen fulgte inden hun trak forbenene op på tørt land igen.

word count 186

Neytiri brød ud i en velfornøjet latter da vandet ramte Ariel. Hendes reaktion var den der havde gjort det sjovest. Hendes forskrækkede hop sidelæns, havde moret den mørke hoppe. Det morede hende og latteren synes ikke bare at holde op igen. Neytiri begyndte helt at få ondt i maven af grinekramper.
Først da Ariel hoppede efter hende i bækken stoppede latteren halv, og blev erstattet med et hvin, for at latteren igen tog over bagefter da Ariel snappede ud efter hendes bagparti, drillende nappede hun efter den askegrå hoppes lyse mule.

"Men jeg ville sprøjte vand på dig!"

Sagde hun med en mindre skuffende stemme da Ariel irettesatte hende at bækken var til at slukke tørsten i. Bade kunne hun ikke rigtig, stor var bækken ikke, men plads nok til Neytiri. Hun gjorde efter Ariel og hoppede selv op af bækken nu.

Hun trippede sidelæns da Neytiri også hoppede op af bækken. Det var tydeligt at den unge sjæl var noget mere interesseret i leg, og det forstod Ariel skam også godt. Hun nippede venligt efter hende igen, til den lille, sorte mule og rystede så kort manen endnu en gang. Få vanddråber fløj fra hende. Nej, bækken var ikke et ordentligt sted at bade, men det havde de også allerede gjort sammen før. Så hvorfor ikke udforske Chibale lidt med hende? Det var det Ariel havde brugt det meste af sin tid på og gjorde det stadig. For der var altid mere at finde, skjulte steder og hemmelige grotter. Nye bække og floder, finurlige træer og enge. Hun vippede ørerne mod legekammeraten og så på hende med sine store, ravgyldne øjne der udstrålede den munterhed hun følte i hoppens selskab.

”Og du ramte! Men vi udforsker Chibale, ser du. Der er masser af steder at finde.”

Hun betragtede hoppeføllet et øjeblik, næsten afventede på hendes reaktion. Hun måtte jo vide, om den spinkle var med på idéen. Et smil tegnedes hurtigt om hendes hvide mund.

word count 184

Neytiri fik et veltilfreds udtryk i ansigtet og et stort smil, da Ariel nævnte at hun også ramte. Det var hele målet, og var det der havde skyldes hendes ivær efter at nå til bækken da Ariel havde fortalt om den, at hun ville vise hende den.
Udforske? Se der fangede den askegrå hoppe igen, og de små mandelformede øre blev vippet frem og ivrigt nikkede hun. Dette ville være det rene eventyr de to kunne komme på nu!
Trippende og hoppende stod Neytiri nu på stedet, og ventede på de skulle afsted. Hun ville lade Ariel føre an, selvom hendes tålmodighed ikke var så stor.

"Ja, nu nu nu nu nu!!"

Lød det ivrigt fra hende mens den lille lodne hale slog ivrigt bag hende. Det bette hoved blev kastet med og et var trippende trin blev taget i en tilfældig retning og tilbage igen.

Ariel brummede højlydt og muntert da den sorte blev åbenlyst begejstret. Endnu en gang nippede hun drillende ud efter det dansende hoppeføl og tog da selv et par trin sidelæns, inden hun i en let bevægelse flyttede yderligere på sig og satte frem langs bækken. De ville nå ind mellem træerne igen, men der var masser af steder at undersøge. Og måske vise Neytiri. Eller nye steder, selv steder den askegrå ikke havde sat sine hove. Hvad end de ville finde frem til! Hun virrede kraftigt på mulen og bevægede sig endnu i skridt, så hendes veninde nemt kunne indhente hende. Tempoet ville nok snart blive sat op med al den energi Ney rendte rundt med, men travlt mente den askegrå nu ikke at de havde. De kunne danse mellem træerne sammen, spændte på hvad der ville møde dem blandt skyggerne. Hun kastede sit ravgyldne blik over skulderen.

”Så kom da! Vil du føre an langs bækken?”

Hun sendte hoppeføllet et energisk smil.

word count 163

Neytiris begejstring var ikke helt til at tage fejl af, sådan som hun trippede for at komme afsted, og da Ariel først bevægede sig fremad var der ingen tøven med at følge efter. Hun indhentede hurtigt den Askegrås side og trippede roligt ved siden af hende langs bækken. Spændt på hvad der nu skulle ske, så den mørke unge hoppe rundt omkring; klar på at et eventyr skulle springe ud foran hende. Eller vente lige om hjørnet, bag et træ. Klar var hun i hvert fald.

Føre an, Neytiri så med forbløffede øjne på den Askegrå, men tøvede ikke med at tage føringen. Hun bestemte jo trods alt over verden; mente hun, også selvom verden nok ikke var helt enig med hende.
Det lille hoved var løftet stolt over nu at skulle lede den askegrå på eventyr. Hvor skulle hun så finde dem?
Imellem træerne smuttede hun, snoede sig som en slange. De mørke øjne gled konstant rundt, blot for at se om hun kunne finde noget interessant at undersøge eller se nærmere. Langs bækken løb hun stadig, dog mere imellem de træer der stod, og der ved lagt en smule afstand til den lille bæk.

Engen var smuk, men forholdsvis lille og slap snart op. Træerne omgav igen de to skikkelser, en grå og en sort, og Ariel gik muntert bag den energiske hoppe og fulgte trop. Det var Neytiri som måtte snuse eventyret op nu, undersøge, mon ikke hun allerede havde gjort en masse af det på egen hånd? Ligesom den askegrå selv havde gjort. Hun spidsede sine bløde ører og kastede sit ravgyldne blik ind mellem træerne et øjeblik, de gamle graner svajede blidt i vinden og luften duftede af harpiks. En skarp, men ikke ubehagelig duft. Foråret lå også og lurede, vinteren var på tilbagetog, det var tydeligt. Hun smilede. Og lod så hurtigt blikket falde tilbage på Neytiri som havde taget en smule afstand fra bækken. Ariel gjorde snart det samme og var kun få skridt bag hendes veninde. Det var da at et rådyr pludselig sprang frem af skyggerne kun få meter foran dem, den sprang direkte over bækken på lange, spinkle ben som i en dans.

word count 167

Neytiri havde næsten allerede glemt alt om bækken, for der var alt muligt andet der fyldte hendes hoved nu. Netop alle de eventyr hun regnede med gemte sig der ude. Klar til at springe ud foran hende, overfalde hende, drage hende med. Måske var det nogle store forventninger hun havde til alt andet. Sig selv, egentlig forventede hun intet der, hun regnede med alt kom til hende. en forskruet verden var det måske, men det var vel hvad der kom ud af at den eneste voksen kontakt hun havde haft, var de tidelige dage med sin moder hun havde forlagt et sted, og de få stunder hun havde haft med den Askegrå. Resten havde bestået af hendes eget selskab og andre føl. De fleste føl yngre end hende.

Det var meget brat at Neytiri pludselig stoppede op. Ud foran dem sprang et rådyr. Smuk med sin rød gyldne pels, og yndefuld så den ud da den sprang over bækken. Det forskrækkede blik Neytiri havde haft for få sekunder siden da hun fik klodset bremsen, var nu erstattet af en moben. Hun så hurtigt tilbage på Ariel og så over på på rådyret, hvis bagbart hun nåede at se inden den forsvandt igen imellem nogle træer. Næsten skuffet blev hendes blik.