A Trail of Moonlight | Ariel

Små iskrystaller dansede let på de blide aftenvinde. Som glimmer flimrede de smukt. De var næsten kun støv, men så vidunderlige at en eventyrlig sjæl ville kalde det stjernestøv. Kun langsomt dalede de ned imod den sneklædte jord, der endnu tillod frosten at bide sig fast. Her lagde de sig oven på alt, og gjorde verden glimmer-hvid. Man kunne godt blive en smule rundtosset af de flimrende og lynende gnister, der overalt sprang frem, blot man veg hovedet en tomme. Månelyset badede alt i sit sølvskær, og tilføjede sit eget magiske pust til det sovende land. Det var på denne nat, den unge hoppe krydsede grænsen imellem at være eller ikke at være i Andromeda. Hun var der, skønt hun ikke vidste hvad "her" var.

I månelyset så man en dyb rødbrun skabning med en flammende man og hale til lige. Et hvidt ansigt lyste op i natten og to kønne blå øjne spejdede nysgerrigt fremefter. Holdningen var afslappet, selvom hvert trin alligevel blev udført med stor forsigtighed. Hovene slog kun svagt imod jorden, for hoppen nærmest listede af sted i natten. Selvom hendes hjerte var ved at briste af iver for at se nærmere på dette fantasiland, så fulgte hun grundigt sine principper. Hvis hun kunne undgå det, så skulle ingen lægge sine øjne på hende. Hun ønskede blot at passere uset, uberørt inde i sin egen lille verden. Midt ude på en bred eng, lod hun sig overvælde af det smukke vinterlandskab. Med rim i pelsen hævede hun hovedet og så imod stjernerne.

Det var en kold aften. Koldere end de tidligere nætter havde været, nu da dagene var begyndt at blive varmere. Selv her på det enorme Enophis, øen af bjerge, gamle skove og klare søer. Hun følte sig vældig godt tilpas her, men det gjorde den askegrå skam alle steder. Hun var et barn af landet, hun havde krydset det blå hav mellem øerne fra hun endnu kun var et fnug, lige præcis stor nok til at kunne klare det. Det fyldte hende op, Andromeda, også denne nat. Hendes lyse mule virrede let mens hun dansede frem denne vinteraften, for det var virkelig vinter igen, det tidlige forår var blevet drevet bort for en stund. Landskabet havde forvandlet sig, krystaller faldt fra den nu mørke himmel og dækkede jorden samt hendes egen slanke ryg. Det var et forunderligt syn. Hun havde begivet sig ud i det åbne, havde netop forladt skovbrynet og så først nu hvor mange krystaller der i virkeligheden faldt. Trækronerne havde gemt mange af dem væk, trods deres manglende blade. Men det kom alt sammen snart igen, meget snart.

word count 181

Stjernernes lys bølgede blidt ned imod den røde hoppe, men de skyer der spredte den fine, glitrende sne trak sig snart sammen på himlen og klædte den i gråt. Hun sukkede stilfærdigt, men smilede ærbødigt imod himlen som en stille tak. Hun satte pris på at nogen eller noget lod hende nyde det øjeblik der netop var passeret. Et nyt øjeblik skulle til at begynde, og med fine skridt satte hun nu i gang igen. Sneen lå snart over hendes ryg i et hvidt tæppe, men ved blot den mindste vind, blæste det sin vej for at mødes med sine frænder på jorden. På trods af den dalende puddersne, så føltes det ikke koldt. Hun havde altid følt at det på en måde blev varmere, når der var snevejr. Ren frost føltes koldere og langt mere ubehageligt. Måske var det bare fordi man blev så optaget af at kigge på sneen, at man ikke bemærkede frosten.

Der var så tyst at hun kunne høre sneen knage under hendes hove. Hendes rolige hjerterytme bankede svagt for hendes indre øre. Hun vidste ikke hvor hun var, men hun vidste at hun var et andet sted end hun var før. Nogle få timer forinden, havde hun befundet sig i sit hjemland i sommer og sol. Men hun fulgte en sti, der brat lod hende se et sneklædt landskab brede sig ud for hendes hove. Hun havde været angst, men dog tilpas nysgerrig til at fortsætte sin vandring. Og her var hun. I et andet liv, et andet sted. Og hun fandt det så let smile.

Hendes skridt var lette, som rørte hun knap jorden, mens den ravnsorte hale fulgte efter som en lydløs skygge. I friskt tempo bevægede hun sig frem, en rytmisk trav som førte hende langt på kun kort tid. Men der var stadig tid nok til at suge omgivelserne til sig, til at nyde den stille nat og den tavse frost som faldt som små stjerner fra himlen. Det mindede hende et øjeblik om de stjerner, der sad på en hvis sort hoppes pels. Stjernehoppen. Det var underligt at tænke på, at de var i familie. At den askegrå var i familie med nogen som helst faktisk, så længe hun havde levet ved hjælp af kun landet og hendes egen brændende lyst til livet. Hun forstod sig endnu ikke på blodsbånd, hun forstod blot at selskab fik hendes hjerte til at synge og det var det, der betød noget. Så da den askegrå skimtede en enlig skikkelse ude i det åbne, ikke tæt på men ej heller langt væk, vaktes hendes nysgerrighed med det samme. Hun var altså ikke den eneste, som var ude på aftentur i kulden. Der var en anden sjæl end hun, hvem det var kunne hun ikke bedømme på denne afstand. Ikke at det betød meget, en anden sjæl var et vidunder for hende hvem end det var. Ariel sænkede farten, faldt ned i sin let trippende skridt. Smidig, dansende. Altid i bevægelse. Hendes lyse mule virrede let, mens hun nærmede sig.

word count 244

Fordybet i sine egne tanker, var det ikke meget der slap ind i hendes bevidsthed. Kun hun selv vidste hvad hendes tanker kredsede om, men selv hvis man hørte dem, så ville mange nok ikke betragte det som tanker. Det var nærmere brudstykker af historier og gamle samtaler. Så fløj hendes tanker sydpå, for pludselig at befinde sig i et regnvejr i efteråret for mange år siden. Men uanset hvor hun var, så så hun solen skinne - selv bag skyerne. Det samme gjaldt her, i dette sneklædte land.

Engen bølgede svagt for hendes hove, i bløde bakker der fik det til at ligne et hav af sne. Skovens begyndelse begyndte at tegne sig tydeligere forude, og hun besluttede sig for at søge derhen. Vagtsomt lod hun blikket glide langs skovbrynet. Hun var hverken tryg ved at sove i det fri, eller inde i skoven. Nervøst begyndte hun at trippe en smule og ørerne gled langsomt bagud. En kriblende fornemmelse løb langs hendes rygrad. Hvorfor tænkte hun dog også på alt det ubehagelige? Når først tanker om uhyrer og rovdyr havde slået rod, så voksede de kun.

Brat stoppede hun op, thi hendes øje havde bemærket noget. En bevægelse. Hun hævede hovedet med et ryk og stod da helt stille, stiv som et bræt. Hun lyttede. Hun vejrede luften, og søgte at artsbestemme det fremmede væsen. I månens skær var det svært for hende at bedømme hvad den nattesorte klump var. Først da den var tilstrækkeligt tæt på, kunne hun se at det var en hest. Den fremmede bar at hvidt ansigt, ligesom hende selv, selvom hendes eget var mere udbredt. Mere rolig sank hun sammen i kroppen, men hun forblev årvågen og påpasselig. På den anden side kunne hun mærke spændingen brede sig som en knude i hendes bryst. En fremmed! En hun kunne møde og snakke med! Hun smilede mildt og lykkeligt, og ændrede nu sin kurs, til hen imod den fremmede.

Den anden standsede. Hun var ikke sikker på at skikkelsen havde lagt mærke til hende endnu, slet ikke. Der var mørkt og hendes pels var grå som aske, mere sort end grå egentlig. Så kun hendes ansigt og fire sokker lyste op i mørket, månen havde gemt sit ansigt og kunne heller ikke hjælpe. Der var kun krystallerne og stilheden omkring hende, den bølgende eng under hende. Og nu denne fremmede. Jo nærmere hun kom, så hun at skikkelsen også så ud til at bære et hvidt ansigt som hun selv. Det fik kun hendes nysgerrighed til at vokse, dirre og prikke i hendes indre, hendes nysgerrighed ledte hende på alle veje, også afveje. Med fremadrettede ører så hun undersøgende igennem de faldende krystaller af frost på den anden sjæl. Det lignede en hoppe, ganske vidst så hun ud til at være højere, men de feminine former var ikke til at tage fejl af. Og hun havde lagt mærke til den askegrås tilstedeværelse, det var nu tydeligt, da hun til Ariels glæde kom hende i møde.

De var ikke langt fra hinanden, så der gik ikke længe, før den askegrå standsede op få meter fra den fremmede. Det var svært for hende at se hvilke farver hoppen bar på trods af, at hun var lettere at få øje på i mørket end den askegrå var. Men øjnene så blå ud, selv i mørket. Meget blå. Uden at tænke videre over det, strakte hun nysgerrigt sin egen lyse mule en anelse frem mod den fremmede hoppe så blot havde gjort hendes aften endnu mere interessant.

”Det er en smuk aften, synes du ikke?”

word count 272

Hendes hove bragte hende hurtigt frem i den stille nat. Vinden havde lagt sig til hvile for længe siden, så hver en lyd var hørlig i den klare, kolde luft. Med ørerne spidset imod den endnu fremmede skikkelse, følte hun sig ganske sikker på at det var en ung hoppe der kom hende i møde. Askegrå var hun, med en endnu mørkere man der bølgede så fint omkring hende. Rana betragtede hvordan hendes ånde tegnede sig i luften som hvide skyer. Hun kunne forestille sig varmen, der nu blev lukket ud og gjort bitterlig kold. Hun blev næsten ked af det på vegne af den varme ånde, men så kom tanken til hende, at det dog ikke var spildt. Varmen ofrede sig for at lade hoppen leve. Ny varme kom til, ja om end mere end før. Det bragte et smil til hendes læber.

Inden længe var de to sjæle ganske nær hinanden. Med fine bevægelser tog hun de sidste skridt før hun bragte sin krop til et holdt. Der var ikke langt i mellem dem, men dog en høflig afstand, der tillod dem begge at vælge hvorvidt de ville forblive der, eller ligge op til nærmere kontakt. Selv havde den røde hoppe ikke noget imod nærkontakt, selvom hun var ganske forsigtig med det. Og netop nærkontakt blev det da også til, da hoppen valgte at strække mulen frem imod hende. Blidt smilede hun til den sorte. Det var et godmodigt smil, der kun indeholdt varme og omsorg.

"Det er det i sandhed,"

svarede hun prompte, med en stemme der var ren og varm, med en rund tone skabt af et porcelænsfint væsen. Hendes blå øjne søgte den fremmedes ravgyldne. Selv i månens svage lys så hun dem lyne i gyldne farver. Hun betragtede dem betaget og log sig et øjeblik rive ind i et eventyr med stolte sorte heste med gnistrende ravfarvede øjne. Genert trak hun derpå blikket til sig med et stik af skam i brystet. Sikke hun dog stirrede, hvor uforskammet af hende!

Der gik kun et øjeblik før Ariel opfangede hoppens duft. Hendes pels var rød, det så hun nu da afstanden var blevet væsentlig mindre. Med et hvidt ansigt, næsten ligesom hendes eget. Et mildt smil krusede snart ud på hendes egen lyse mund, det var en fin sjæl hun var stødt på. Den fremmede mindede hende en smule om den røde hoppe hun havde mødt i Chibales skove. Hende med blomster i manen og på kroppen. For også hun var rød som en glødende solnedgang, de bar sig begge frem med yndefulde bevægelser. Den askegrå var mere ilter, elektrisk, hun lagde på ingen måde skjul på sin nysgerrighed eller glæde over sit fund. De ravfarvede øjne afslørede alt. En let brummen undslap hende, næsten hilsende, inden hun trak mulen lidt til sig igen. Hun havde opfanget hoppens duft og havde allerede dannet et klart billede af hendes væsen, ikke at det skulle påvirke deres møde. Det var spændende at møde fremmede, at høre hvad de kunne fortælle og hvilken syn på livet de havde. For de var altid vidt forskellige.

”Det er det ofte på Enophis. Hvem er du? Er du herfra?”

Hun vippede på ørerne mens hun stadig så undersøgende på hoppen, betragtede hende i det tavse vejr. Der var meget stille omkring dem, kun lyden af deres stemmer afslørede at der var liv. En verden af stilhed. Det var lige til at forsvinde i, glide bort som ind i en drøm. Men denne var virkelig. Hun lagde det lyse hoved en anelse på skrå da den røde sjæl trak blikket til sig, det ærgrede hende næsten lidt at de blå øjne så bort. Blå som himlen på en sommerdag.

word count 281

Den dybrøde hoppe med de ildrøde lokker smilede varmt, da den yngre, grålige hoppe brummede let hilsende imod hende. Hun svarede med en ganske dyb brummen, der bar en klar moderlig tone. Hun havde været moder en enkelt gang, da hun selv var ganske ung. Det var ikke noget der var let at vaske af en hoppe igen. Specielt ikke af Rana.
Føllet havde hun mistet da det kun var ganske få måneder gammelt, men hun var kommet videre siden da. Det var ikke noget der tyngede hende, for det havde blot været naturens vilje. Hun havde fået frihed til at gøre mange andre ting, og opleve mange vidundere som ikke havde været mulige, hvis ikke hendes datter havde betrådt de evige enge. Hun havde altid fået at vide at var en mening med, at hun fortsat skulle leve, selvom hun ærligt måtte indrømme at hun i starten ikke selv kunne se noget lys. Hun havde, og var stadig af den opfattelse, at en forælder ikke skulle leve til at se sit barn dø. Men det var nu engang sådan det var gået hende, og hun håbede blot at det ikke skulle ske igen.

"Enophis? Er det hvad dette sted hedder?"

Hun så let spørgende på hoppen foran hende. Hun vidste ikke om hun var på en ø eller midt inde i fastlandet, men hun syntes dog at have duftet saltvand i luften tidligere på dagen. Så spidsede hun ørerne, hvorefter hun vippede dem drillende. Sikke mange spørgsmål! Og det glædede hende så inderligt. Med et mildt smil lod hun igen sin stemme klinge.

"Mit navn er Rana, og jeg kommer fra landet Krínos. Det er første gang jeg er i dette land."

Hun nikkede let, og løftede derpå for alvor sit blik op, og mødte den hoppe hun i nat delte historier med. Endnu engang lod hun sig bjergtage af de strålende, ravfarvede øjne. Ih! Som juveler var de, skinnende og blanke, ligesom de ravfyldte klipper i hendes hjemland.

Hun tog ikke øjnene af den røde hoppe i snekrystallerne. Hendes forundring overraskede ikke den askegrå, man kunne på en eller anden måde læse hos de fremmede hvorvidt de var… nye eller ej. Nye var et underligt ord at bruge, men hvad ellers? Nytilkomne. Nye sjæle i landet. De dukkede op ud af det blå uden forklaring, uden mulighed for at vende hjem igen. Ariel så venligt på hoppen med den varme stemme. En smuk stemme.

”Vi er på øen Enophis, ja. Èn ø ud af fem, men det her er den største af dem,”

Hun lagde det hvide ansigt en anelse på skrå, mens hun betragtede hoppen uden tøven. Hun var altid åbenlyst nysgerrigt, der var faktisk ikke rigtig noget, den askegrå lagde skjul på. Et mildt smil formedes hurtigt om den lyse mund igen og den samme nysgerrighed voksede kun yderligere ved hoppens svar. Rana.

”Det klæder dig. Rana. Dit land, er det ligesom her? Eller anerledes?”

Der var allerede masser af spørgsmål som dæmrede i den grå på trods af at den røde endnu ikke havde sagt meget. Hun indså at Rana nok ikke havde set meget indtil videre, måske kun Enophis. Mon hun vidste at hun ikke ville kunne vende tilbage igen? Til dette Krínos? Det lød meget anerledes. En anden verden. Hun vippede på ørerne og tilføjede så med lys stemme:

”Dette er Andromeda.”

word count 229

Hun betragtede med et mildt smil de forskellige mimiske udtryk i hoppens ansigt. Det var så spøjst at se hvordan hun fik alt til udtryk i sine øjne. Rana var ikke et sekund i tvivl om hvad hoppen tænkte og følte. Hun viste det til hende med ro og selvsikkerhed. Men hvad kulle hun også skjule? Og til hvilken nytte? Hun var vel næppe til fare for nogen hemmelighed den grå end måtte have.

"Fem øer. Så har jeg endnu meget at se!"

Hun lo varmt og forestillede sig alle de smukke øer hun skulle besøge. Landskaber, heste og fremtidige samtaler formede sig allerede i hendes sind, i den forestilling hun hurtigt opbyggede om livet i Andromeda. Hun smilede derpå taknemmeligt, da den grå roste hendes navn.

"Tak. Må jeg spørge hvad dit navn er, du askegrå?"

Hun trådte et skridt nærmere hoppen for at vise sin åbenhed og nysgerrighed. Hun kunne ikke helt ligge en finger på det, men hendes selskab mindede hende om nogen eller noget. Det gav hende en følelse af ro og velvære at være i nærheden af den unge, livlige sjæl.

"Krínos er vel som så mange andre lande. Der er bjerge og dale, enge og skove. Beboerne lever i flok eller i mindre familiegrupper, ja nogle lever endog alene. Men det bedste er dog ravbjergene. Åh, du skulle vide hvor dine øjne mindre mig om dem. Du ville blive hyldet og æret til evig tid hvis du var født i Krínos."

Hun lo hjerteligt. Stort set ingen fra hendes hjemland havde ravfarvede øjne, men de der havde blev højt værdsat, da de blev taget som et tegn på gudeligt blod. Sønner og døtre af ravbjergene. Alle vidste at det blot var en skrøne, men ikke desto mindre ville man se op til dem med rav i blikket.

Ariel spidsede ørerne ved lyden af hoppens latter. Det var en melodisk lyd der pyntede på den stille nat. En nat af sne og kulde, ikke af det forår som ellers havde vist sit ansigt over landet, havde drevet mørket bort og solen frem. Mon naturen kæmpede mod sig selv? Denne hoppe gjorde i hvert fald ikke. Hun følte sig fra første øjeblik godt tilpas i hendes selskab, ikke at den grå som sådan havde følt sig utilpas i nogens selskab, men det slog hende alligevel. Hun syntes vældig godt om den røde hoppe, om hendes milde sind som lignede hendes eget men alligevel var anerledes. Blidere endnu. Hun gengældte mildt det smil hun blev sendt og nikkede uden at tage de ravgyldne øjne fra selskabet.

”Mit navn er Ariel,”

Da hoppen med de isblå øjne kom nærmere strakte hun uden tøven halsen og mulen frem mod hende, næseborene var endnu let udspilede efter hendes dans over den hårde jord. Hendes blik var endnu nysgerrigt da Rana fortalte om sit Krínos. Hendes sidste ord udløste dog en åbenlys overraskelse efterfulgt af undring, ravbjerge? Det lød vidunderligt. Hun slog blot en let og som altid munter latter op da hun kommenterede på den askegrås øjne, en latter som flettede sig samme med den rødes som var varm og behagelig.

”Ravbjerge? Dem er der ingen af her, det lyder som noget fra en drøm,”

Hun så næsten elektrisk på hoppen da latteren var nået ud, grebet af hendes fortælling. De måtte være et meget smukt syn, hvis de virkelig var som af rav. Det man kunne finde nede på stranden, men hele bjerge? Hun slog et svirp med sin ravnehale. Hvis bare hun kunne se det med sine egne øjne.

”Mine øjne har jeg fra min far, selvom hans er helt gule.”

word count 300

Den røde hoppe kunne ikke lade være med gang på gang at lade følelsen af velvære sprede sin varme i hendes krop. Det føltes som var det forår, på trods af den kolde nat de i virkeligheden befandt sig i. Men sådan havde hun altid haft det. Når hun var i selskab med sjæle der gav hende ro eller stimulans i form af samtaler af en hvis kaliber, så bredte en flaksende varme sig i hendes bryst. Den bredte sig som en behagelig ild der lunede og styrkede, og indgød hende at fortsætte. Hun elskede den fornemmelse. Den fortalte hende hvornår folk var til at stole på.

"Ariel er et meget smukt navn. Det passer til dig."

Hun nikkede let og smilede moderligt imod den unge hoppe. Hun måtte have haft en forrygende barndom, med forældre der havde oplært hende godt. Liv og glæde lyste ud af hende på en måde som bekræftede Ranas egen livsglæde så inderligt. Og det gav hende ro i sindet. Når hun vidste at sådanne heste fandtes i verden, så kunne hun trygt leve videre, uanset hvad der skulle ske hende.
Derpå brød hun uvilkårligt ud i en varm latter, da hun så hoppens åbenlyse forundring ved hendes ord om bjerge af rav.

"Åh, de er skam også som taget ud fra en sommerdrøm. Når solens lyser på dem, lyser de hele dalen op i orange farver, og man ser solen igennem bjerget ligner det en kugle af energi der synligt spreder sin magi ud over vand, jord og himmel."

Hun stod et øjeblik stille, fortabt i sin egen fortælling om ravbjergene. Det var ganske vidst ikke alle steder at bjergene var af massivt rav. Langt de fleste bjerge bestod af sten, men med stykker af rav indlagt. Der fandtes også grotter hvor væggene var dækket af rav fra gulv til loft, men hvor resten af bjerget blot var af sten. Selvfølgelig var det man huskede bedst, de steder hvor bjergene var rav fra rod til spids, og hun huskede det endnu tydeligere, for det var der hun havde boet.

"Gule... øjne? Gule? Som en mælkebøtte?"

Rana så forbavset på den unge hoppe. Selvom han havde drømt om heste med gyldne øjne, så var der nu alligevel langt til gule. Hun kunne næsten ikke forestille sig det. Hun gøs ved tanken, for det mindede hende om et rovdyr. Alligevel kunne hun ikke lade være med blive fascineret.

{Min kreativitet fejler for vildt xD Må du lige leve med :C}

Ariel brummede mildt da den røde hoppe kommenterede på hendes navn. Hun havde altid selv været nysgerrig når det kom til navne, til deres betydninger. Om hendes eget var kønt havde hun egentlig ikke overvejet, men det var hendes og hun værdsatte det. Nu og da kunne hun stadig finde det sært eller specielt at høre det i en andens mund, men Ranas bløde stemme fik det til at lyde ganske naturligt. Den askegrå smilede. Hun indså at den røde hoppe måtte være ældre end hun selv, det var noget i stemmen og i udtrykket, selvom den grå fandt hende ganske ungdommelig. Måske var det blidheden.

Hun lyttede med stor opmærksomhed da Rana beskrev disse ravbjerge, hun så nærmest det hele for sine egne ravfarvede øjne og da hoppen var færdig virrede den grå kraftigt på sin lyse mule, næsten som et lille gys. Det lød fortryllende, al den farve, et helt bjerg af gullig orange. Mon de kunne bestiges? Kunne noget gro der? Hun vrikkede tankefuldt med de bløde ører, da hoppens forbavselse igen gjorde hende opmærksom og fik et muntert smil til at bryde ud på den hvide mund.

”Gule, ja! En smule mørkere end mælkebøtter. Øjne som en rovfugl,”

Et let svirp lød da hun energisk slog med sin sorte hale, mens hendes gnistrende blik endnu hvilede på aftenens selskab. Hendes forundring glædede den askegrå, der var alligevel meget som ventede hende. Den verden hun havde forladt lød som eventyr, men det mente Ariel også at denne verden var. Sit eget eventyr. Jo, hun havde meget at se endnu, Rana.

”Dine ravbjerge lyder fantastiske. Her finder du bjergekæder af sten på Enophis og et enkelt ildbjerg på Foehn.”

word count 281

(Det gør skam slet ingenting! Jeg overlever! :3 )

Sneen faldt endnu, selvom de små krystaller blev færre og færre. Skyerne drev længere og længere ud imod horisonten og efterlod himlen klar og stjernefyldt. Den røde hoppe Rana kunne ikke lade være med at løfte blikket et øjeblik. Hun trak den kolde luft dybt ned i et langt, afslappet åndedrag. Hun elskede stjernehimmelen. Det var som om et fremmed land svævede lige over hovedet på dem. Hun var på en måde ked af at hun nok aldrig ville nå derop, men hun følte sig også sikker ved at den blåfarvede masse var deroppe. Tænk hvis der en dag blev farveløst? Eller... Hvis det blev et spejl? Igen løb tankerne af med hende og et genert smil fløj over hendes løber. Nogle ville nok sige at de anede en ungdommelig rødmen hos hoppen.

"Det lyder lidt uhyggeligt,"

sagde hun så, ærligt. Hun så en uhyggelig hingst for sig der stirrede på hende med ørneblik. Var hun hans bytte? Kunne hun stole på den? Hun betragtede den askegrå lidt med en tænksom mine. Så smilede hun. Med en datter som Ariel, så kunne han da ikke være slem. Det var uden tvivl hendes fantasi der løb af med hende.

Hun lyttede med det samme den grå talte. Det glædede hende at hun havde nydt historien om ravbjergene - og det på trods af, at Rana aldrig havde været den fødte fortæller. Nu lyttede hun selv til Ariels beskrivelse af landets bjerge. Et ildbjerg?

"Det lyder utrolig spændende med det ildbjerg! Sådan et tror jeg aldrig jeg har set."

Faktisk var hun helt sikker på at hun aldrig havde set sådan et. Det ville hun uden tvivl have husket! Måske kunne hun få det at se en dag? Siden hun nu ikke skulle hjem igen.

"Hvor hører du til, Ariel? Har du en familie - eller en flok måske? Du er vel ikke alene?"

En bekymret tone sneg sig ind i hendes stemme. Hun ønskede ikke for nogen at de skulle være alene, specielt ikke denne hoppe. Hvis nogen fortjente det, så var det ikke hende.

Word count 344