Visit..

[ 13 ]

Det ene øre blev vippet en smule tilbage af hingstens ord, ikke fordi han ikke brød sig om dem eller hingsten, men fordi han lyttede. Han lyttede altid. Til omgivelserne, til andre, til hvad end der måtte tale til ham af tegn fra naturens side. Han fulgte de små tegn, de små advarsler når der kom storm eller regn. Der var ting der skete inden, eller lugte at opfange som kunne fortælle hvad der var på vej.

Brêgo rystede på hovedet. "Som sådan ikke gennem tanker. Jeg tror det skal ses mere som en sjette sans. Mine tanker har jeg endnu for mig selv, og det håber jeg da også at have resten af mit liv. Jeg vil ikke bebyrde andre med mine bekymringer" - Og bekymringer var der i hvert fald nok af. De var hans egne, og ikke altid nogen der omhandlede flokken eller alle andre uden for flokken. Kun en enkelt sjæl, og de sjæle som kendte ham godt, vidste også hvem disse bekymringer omhandlede.

Han rømmede sig ganske kort. "Dine evner ligger i dig? så hvis du mister dit. . ." Brêgo gik i stå for han vidste ikke rigtig hvad han skulle kalde det. "Tingeltangel" blev det så til, uden at det var meningen han ville fornærme den anden hingst, men på grund af manglende ord var nødt til at vælge noget så intetsigende, "... så ville du stadig have dine evner?" Så ville evnerne kunne betragtes mere som en gave end en rent faktisk opgave. Ville de evner så være hans til han døde? hvad så bagefter? Det rejste en masse spørgsmål i Brêgos tanker, men ikke nogen han nok nogensinde ville få svar på. Det rejste dog også en form for tvivl. Hvis de andre havde fået deres evner og hans kun var til låns, ville det så betyde de rent faktisk var højere hævet end ham? "Hvilken evne besidder du?" spurgte han så, lidt mere eftertænksomt og lidt mindre tilstedeværende end før, på grund af alle tankerne.


wordcount: 334

Hingsten syntes at virke en anelse fjern, mens han lagde sine øre. Dette rørte dog ikke på noget som helst i den let brogede bjerg hingst; nej, selv havde han sine egen tildens til at være opmærksom på andet end sit selskab. Men nu lå landet jo også så ledes, at mange af dem der kom udefra kendte til verden som flugtdyr, der altid skulle berede sig på at kunne være bytte for den ene eller anden farer. Djange måtte selv indrømme at han havde slækket lidt på opmærksomheden til omgivelserne og farer de seneste år, mest af alt var det nok hans instinkter der styrede ham hvis han syntes at blive ekstra observerende overfor mulige farer. For i al den tid han efterhånden havde levet i Andromedas land, havde han ikke mødt en eneste farer… Som i rovdyr, hvis man snakkede om magierne, for ikke at nævne skyggerne – så var der selvfølgelig farer, men ulve var eksempelvis ikke noget han var stødt på en eneste gang?

En masse tanker slog selv Djange, alt imens han dog lyttede til hingten Brêgo, samt holdte sin øjenkontakt med hans egne kolde og tomme. Det var tydeligt Brêgo ikke kunne finde ord til hans udrustning, og normal ville han nok havde fundet dette som en fornærmelse; men diskret blev ørerne som det eneste kun trykket en anelse over hans ordvalg, før han fokuserede mere på selve meningen med hans spørgsmål.

Stille havde han nikket, næsten mekanisk, af hans forklaring, mens mange flere tanker om dette fyldte ham diskret. Mens Brêgos ord, gjorde ham en anelse i tvivl, ærligt talt. Om han ville miste sine evner vidste han faktisk ikke?

"Det er jeg faktisk ikke sikker på."; lød hans stemme roligt, hæst, intenst og yderst tonløst, mens det gik op for ham hvor meget hans hjerne arbejdede for tankespindet i selskab med denne brogede vogter.

"Mine evner må siges at være ret så fysiske. Jeg kan flytte og omforme mindre genstande, hvis de er af materiale sten. Hernæst kan jeg…"; hæs og intens lød hans stemme tonløst, mens han havde forklaret; og til slut lidt lagt op til at prøve en af sine evner af.

Stille rystede jorden i en omkreds af fem-seks meter i diameter omkring dem, under dem. Ikke i særlig høj grad, knap som en styrke af 1 på Richterskalaen. Det ville kunne mærkes og fornemmes, som dundrende hovslag i jorden, men hverken ses eller høres. Samt heller ej afgøre om man mistede balancen.

"Kan De mærke det Brêgo?"; lød hans stemme hæst og intens, mens han selv havde set mere fokuseret ned i jorden, før han atter så op i Brêgos øjne, og rystelsen slap op få sekunder efterfølgende.

[ 16 ]

Det gjorde som sådan ikke Brêgo noget at han havde fået den anden vogter til at tvivle lidt. Den slags gjorde jo kun at man blev klogere. Hvis han begyndte at filosofere over det ville han nok komme frem til et svar en gang - eller teste det. Brêgo selv havde dog ikke behøvet teste det. Han vidste det. Uden stenen ville han intet kunne. Han ville bare være sig selv. Ikke at han ikke var det med stenen, men han havde da lidt hjælp fra den. "forme ting lavet af sten? Sådan...... Statuer i klipper agtigt? Eller lave huler man kan gemme sig i, hvis vejret bliver for barskt?" Det kunne være rimelig fornuftigt. Et sted hvor man ville kunne søge ly. Da jorden begyndte at ryste strakte Brêgo mulen ned mod jorden for at betragte de små sten der lå og hoppede. Han skævede af og til op mod hingsten undrende. Var det ham der gjorde det? "Hvem?" spurgte han undrende da hingsten spurgte om de kunne mærke det.

Brêgo trak hovedet op igen og rømmede sig ganske kort mens han lige tænkte ordentligt igennem. "Fysisk evne. Offensiv og Defensiv... Jeg kunne godt bruge sådan en som dig ved min side" Skulle det engang komme til at gå rigtig galt med et angreb mod flokken eller nogle af de andre vogtere, så ville den anden vogters evner i den grad kunne være nyttige. Brêgos selv var trods alt mere forsvar og forebyggelse, for han var ikke en hingst der som sådan kastede sig ud i kampe - ikke hvis det kunne undgås. Men at holde stand mod angreb ville være et problem i længden, og Illana ville nok ikke kunne jage skygger væk alene. "At kunne kommunikere med andre vil næppe gøre den helt store forskel i en kamp mod mørket"


wordcount: 303

Det hingsten sagde, gjorde indtryk på den let brogede Djange. Han måtte indrømme han aldrig havde set på sine egne evner som specielt nyttige eller særlige som så, men hans beskrivende spørgsmål omkring hvad han kunne benytte sine evner til, kunne han jo kun bekræfte. Stille og næsten diskret havde Djange langsomt nikket, bekræftende af hans ord, mekanisk, og en anelse langtrukkent, da det først var i samme øjeblik som Brêgo havde sagt dem at det gik op for ham, hvor nyttige evner han egentlig bar med sig.

Rystelserne varede et stykke tid under dem, og Brêgos nysgerrighed og observerende mine, drog en vis respekt til Djange, følte han. Dog gik det op for Djange hvor landet egentlig lå, da Brêgo havde spurt ’hvem?’. Stille havde Djange i første øjeblik misset de krystalblå kolde og tomme øjne, før det gik op for ham at hingsten vitterligt ikke forstod. Stille trykkede han ørerne for et kort sekund ved tanken om at han var nødt til at tage hensyn, mens han på det anden side slækkede på de sammenknebne øjne og de trykkede ører. Noget fangede nemlig straks hans opmærksomhed da Brêgo nu talte.

’Sådan en som dig’… noget boblede pludselig i Djanges bryst, mens han ubevidst havde ranket sig kort op. Hans udtryk ellers var uændret, mens han dog lyttede, og for første gang siden den tid som sølle plag, følte han en anerkendelse og stolthed i sin krop. Noget som ingen i dette land hidtil havde givet ham, ud over Den Vise. Hingstens forklarende efterfølgende sætning gav jovist mening, hvis han hentydede til sine egne kræfter oppe imod Djanges.

"En som mig?"; lød hans stemme hæst og intenst, tonløst – på trods af den stolthed der lige nu boblede i hans indre.

[ 17 ]

Brêgo nikkede til den anden vogters modsvarende spørgsmål. "En som dig, ja. Mine egne evner rækker ikke langt når det kommer til forsvar. Man kan vel sige at jeg bedre har mulighed for at forebygge og forhindre, men skulle uheldet være ude og skygger være efter enten mig selv eller en af de andre - så duer mine evner ikke. Illana har tilsluttet sig flokken i håb om beskyttelse fra skyggerne, men ærligt kan jeg ikke stille ret meget op alene. Dig og dine evner ville være en stor hjælp." Han var ikke bange for at indrømme sine egne mangler. Det passede jo. At han kunne høre fra de andre dyr hvis der var farer på færde, eller kalde de andre sammen hvis der var problemer, var næppe noget der gjorde det helt store mod skyggerne. Han ville jo ikke kunne forsvare nogen bedre end alle andre uden evner. Han var stadig almindelig i kamp - lige med undtagelse af han nok ville kunne sparke en anelse hårdere med sine sko. Dem der havde generet ham til at starte med fordi han ikke var vant til dem. "Så længe alle skyggehestene samler sig i en flok og vogterne stadig er spredt for alle vinde, frygter jeg lidt at de kan udvælge en af gangen. . ."

Godt nok havde han ikke selv haft noget med skyggerne at gøre, men de havde dog været tæt nok på. Det var heller ikke så meget ham selv han var bekymret for, men de andre. Der var trods alt mange som mente de godt kunne klare sig selv, hvilket også var fint nok, men den slags stolthed kunne også sagtens komme til at være deres eget nederlag en dag. Alene havde man trods alt ikke mulighed for bare at kalde nogen til sig, og i Teylar havde Brêgo mulighed for at holde ørerne åbne og kalde alle til samme sted med det samme. På den måde var det nemmere at få beskyttelse.


wordcount: 328

Brêgos ord gav i og for sig mening for Djange, mens han dog kort mistede fokus da han nævnte Illana. Kendte han til Illana? Selvom det var direkte overfladisk at tænke således, var det som om den let brogede hingst pludselig fandt Brêgo endnu mere tiltalende. Han havde givet hans gode veninde ly for hovedet, tryghed og sikkerhed i hans flok. Illana som havde været skyld i at Djange selv havde kunne klare sin opgave i sin tid, og blive vogter. Kort havde det lyst svagt op i Djanges ellers meget kolde og tomme øjne, så kort i form af en næsten usynlig gnist, at det selv for den skarpeste havde været at overse, før det atter forsvandt.

Endnu engang lyttede han på Brêgos ord, som gav mening. Selv havde han jo stået ansigtet til ansigt med nogle af disse skygger. Både i form af den næste hvide hoppe, der var besat af disse væsner, såvel som dem han selv havde haft bekæmpet side om side med den gyldne Illana.

"Jeg er helt enig Brêgo. Vores skæbne som vogtere, der burde finde en form for sammenhold, syntes sølle og svagelig når end ikke engang vi er samlet. Hvis først dommedag bryder ud, kan vores kræfter være nok så hellige, men hver for sig tvivler jeg på nogen af os er stærke nok til at vinde…"; en anelse dramatisk havde det måske lydt, men desværre var dette af let erfaring han talte nu. De tonløse ord havde lyst intense og hæse fra hans mule, alt imens Djange ikke lod sine krystalblå øjne vige fra Brêgos mørke.

Dog vidste Djange han ville han tilmelde sig flokken, ville han ej kunne bosætte sig på samme måde som andre medlemmer måske gjorde. Hans område var bjergende, og han vidste at han mere eller mindre derfor ikke blot kunne forlade det. Ubevogtet.

Visit..

♥

words: 365    /    tag: Djange

Brêgo stod og nikkede i takt til hingstens ord. det var jo også sådan han selv så på det. godt nok havde han ikke stået ansigt til ansigt med skyggerne, men ud fra det han havde hørt fra andre og selv kunne regne ud, så ville han ikke selv kunne stille ret meget op. Han ville kunne finde ud af hvornår de var på vej, men han ville ikke kunne forsvare sig bedre end nogen anden.

"Nok bliver vi stærkere med tiden, men det gør de desværre også" Det gjorde alle jo. Det var også det der var mest foruroligende. Selv syntes han ikke han gjorde nok. Han kunne have gjort meget mere hvis ikke han havde brugt et helt år på at lede efter den brogede hoppe, men hvis ikke det var for den brogede hoppe havde han nok heller ikke været stærk nok til at fortsætte. Han havde ikke været andet end en tom skal med et sort hul indvendigt. "Min evne rækker ikke længere end flokkens område. men hvem ved. Måske der kommer en længere rækkevidde på jo stærkere den bliver. En gang har det lykkes mig at kommunikere med en udefra. Men kun en gang - og måske fordi det var en mulighed for at undgå et tabt liv. Måske det ville kunne lade sig gøre igen hvis en fare truede."

Brêgo endte med at stå tilbage med et tænkende udtryk, og en lille dialog foregik med ham selv indvendigt. Han huskede udmærket godt den udhungrede hoppe, som ikke ville lade ham hjælpe hende. Han havde også kun mødt hende den ene gang, og hvor de fleste så ham som fuldkommen uskyldig og til at stole på, havde den hoppe set ham som var han en af dem man aldrig ville kunne stole på. Han havde forsøgt at vinde hendes tillid, men fejlet. Inderst inde var han helt sikker på at hoppen i hvert fald ikke havde overlevet den vinter.

"Hvor mange vogtere kender du til?" spurgte han så, da hans opmærksomhed igen blev vendt mod den anden brogede hingst, Djange. Selv kendte han til Illana og Armonia, og Armonia var han ikke særlig stor fan af, efter deres sidste møde.

3

Den brogede hingst foran ham syntes at virker oprigtigt enig med hans ord. Hans nikken i takt med hans egne ord, satte bestemt en del accept i baghovedet på Djange. Han brød sig virkelig om denne hingst, om man så ville. Måske endda den første i landet, af hingste han havde truffet, som han oprigtigt brød sig om. Efter første møde... At hingsten Brêgo så oven i købet også er vogter som ham selv, gjorde ham for en kort stund næsten ærgerlig over at han endnu ikke havde haft truffet denne hingst førhen. For han måtte have været i landet et stykke tid.. Såvel som han selv efterhånden havde været i Andromeda hele sit liv snart. Stille nikkede han bekræftende af hans bemærkning, jovist blev de stærkere.

Kort vagte en svag urolighed i ham... Tanken om den næsten hvide skygge hoppe, som han nu endnu engang blev mindet om hvor farligt deres hemmelige forhold endnu er. Dog forblev Djanges udtryk uændret, alt imens hans ene ører let havde gledet ud til siden, for at respektfuldt vise således at han lyttede til Brêgos ord.

"Mine evner rækker på nuværende tidspunkt også kun til lidt væk fra Bjergpasset på Enophis. Men har held fra tid til anden med at benytte dem overalt efterhånden, som før..."; han hentydede stille til det meget minimale jordskælv han havde demonstreret for Brêgo, mens han så kort nikkede en anelse stift og mekanisk - mens hans kolde og tomme øjne så sig i Brêgos.

"Men hvis det har lades af gøre at benytte evner ude for flokkens område, så er det måske ens betydning med at vores kræfter vil blive mere alsidige. Vi kan jo håbe Brêgo."; formulerede hans hæse og intense stemme tonløst, alt imens han virkede gjorde sig umage med ikke at benytte De, Dem og Deres. Han ønskede ikke splid med denne hingst, når han i sandhed fandt dette så svært.. Måske han bare skulle give sig hen? Denne ene gang, til trods for han endnu var fremmed for ham.

Vogtere? Jovist.. han kendte da nogen? Han hejste let hovedet en anelse rankende, mens det slog ham at han ikke havde truffet Illana i uendeligt lang tid. Kort rynkede han mulen ved tanken, før han kort granskede sin hukommelse, dog uden ændring af sit udtryk.

"Illana. Min kære ven, og ældste bekendtskab i Andromeda.. og så er der Armonia, hoppen der fulgte mig på vej mod velsignelsen."; hæs og intens lød hans stemme, tonløst - til trods for hvor meget kærlighed han rent følelsesmæssigt lagde i sin beskrivelse af Illana. Han holdte meget af den hoppe, selvom det havde taget ham længe overfor hende at give sig hen. Hun havde nok egentlig også været den første han havde åbnet sig lidt for, den gang på Tenga. Hoppen Armonia derimod havde han aldrig klinget med, og når det så var sagt havde han fundet en vej at accepterer hende - men holdte af hende, var svært at sige.

Visit..

♥

words: 292    /    tag:  @djange

Brêgo nikkede en enkelt gang igen. "Bestemt. Måske endda mere i faresituationer end ellers. Men en ting er sikkert, jeg håber det kan blive nyttigt engang, og at min evne ikke kun strækker sig inden for flokken. At jeg kan komme til at hjælpe andre også." Han kunne føle sig så magtesløs af og til. Der var ikke mange som reelt set var interesseret i floklivet. Ikke så mange som man kunne have håbet på. Der var mange enspændere, og mange der havde haft dårlige oplevelser med flokke - som ham selv, men som lod sig hænge i fortiden. Om de nogensinde ville kunne slutte sig til et fællesskab igen måtte tiden vise, men indtil da ville de nok være i større risiko for at blive offer for skyggernes ondskab. 

Navnene den anden hingst nævnte, kunne Brêgo godt genkende. Det var jo de nøjagtigt samme vogtere han selv kendte til. Han måtte dog give et lille fnys fra sig. "Illana kender jeg. Illana er en god ven." Han valgte ikke at kommentere på Armonia. Det eneste han havde at sige om den røde hoppe, var at hun ikke kunne tage sit ansvar seriøst så længe hun så det som en gave og ikke en opgave eller et ansvar. Hun skulle trods alt passe på noget, og hun havde ikke bare fået det. Det var ikke hendes - det tilhørte Den Vise. Med mindre hun var blevet klogere så Brêgo ikke noget som helst hun kunne bruges til. Hun var for useriøs. "Men der må være flere end bare os 4? Måske jeg burde tage et kig rundt næste gang Illana holder øje med flokken. Se om flere kan overtales til et fællesskab i stedet for at flakke rundt alene som enkelte individer"

4

Roligt nikkede han bekræftende. Han forstod udmærket hvad Brêgo mente med sit ønske. Det ville både for ham selv og hans næste være mere sikkert hvis hans evner ikke forblev begrænsede. Såvel som hans egne i og for sig også var, og havde været især i starten.

En god ven. Det var ikke at se på den let brogede hingst Djange. Udtrykket hos ham var endnu fuldkommen uændret, og de kolde og tomme krystalblå øjne så atter i Brêgos, næsten stirrende. Men noget rørte på sig dybt inde. Illana. Illana var også en ven af Brêgo, såvel som hun var af ham selv. Han savnede den gyldne sjæl.. og jovist var det også lang tid siden. År, om ikke andet. Han ville have trukket an til en lille skævt og skjult smil, men intet skete..

Brêgo fortsatte, og det slog ham at hingsten måtte kende Armonia også. Måske han heller ikke fandt Armonia vildere begejstret? Han rankede sig let, og kunne pludselig ikke holde sin nysgerrighed tilbage. For selvom det også undrede ham at de ikke var flere vogtere, så fyldte savnet efter den gyldne langt mere.


"Illana er i flokken?"; direkte spurgte han, hæs og intenst med den tonløse lyd - alt imens han selvfølgelig tyede til at det var Brêgos flok. Let rystede han stille på hovedet, nærmest af sig slev; hvor uhøfligt. Stille knejste han i nakken og rynkede kort på mulen over sig selv, inden det kolde og tomme blik så i hans mere direkte igen.


"Personligt kender jeg ikke selv til flere end os fire.. Desværre. Hvem ved hvor mange skyggeheste der våger på Foehn."; hæs og intenst kom det tonløst fra ham, mens en svag gru lå dybt i ham, uden at han som sådan viste det udadtil. Det var der ingen grund til. Når alt kom til alt, tror jeg Brêgo og Djange er meget enige omkring deres bekymringer til det mørke i Andromeda.

Visit..

♥

words: 319    /    tag: @djange

Brêgo nikkede en enkelt gang som svar på hingstens spørgsmål. "Illana er i flokken og har været der et stykke tid nu. Hun holder øje med den når jeg ikke selv kan være til stede" Hun var den der stod med ansvaret når han ikke kunne - når han havde andet at foretage sig, som i den tid han tog rundt og ledte efter hans Ant. Af og til ville han jo stadig have brug for at komme væk fra flokkens område, for at se hvordan det stod til rundt omkring, og også for at se de bekendtskaber han havde uden for flokken - han accepterede trods alt at det ikke var alle der var lige vilde med idéen om et fællesskab, og så længe de mente de kunne klare sig selv, og på ingen måde viste tegn på at kunne løbe ind i problemer, så havde han heller ingen grund til at gribe ind og hjælpe.

"Jeg ved ikke hvor mange skyggeheste der er. Jeg kender til en i hvert fald, en som har måtte forlade flokken. Ava. Jeg kunne godt frygte at hun vil forsøge at lokke flere med over" Selvom han ikke havde set hende i nærheden af Teylar siden hun havde måtte skifte til Aljun, så var hendes to døtre jo stadig i flokken, og hendes bror, som hun jo havde haft ansvaret for siden han var lille. Han indrømmede gerne at hvis han stod og pludselig var tvunget til at forlade sit hjem, så havde han da også fundet en måde at få sin familie med. Og han ville ikke lade nogen komme i vejen. "Jeg er sikker på der er flere end bare hende." Af og til hørte han trods alt om nogen der havde set et eller andet eller gjort noget. Og da Illana søgte til flokken for at få hjælp hvis skyggerne skulle komme, var Ava ikke engang en af dem.

5

Den let brogede Djange lyste kort en smule op, ikke noget som sådan var til at se, men der blev vakt noget i ham da han forklarede omkring med Illana. Illana i flokken her? Det helt igennem kolde og tomme blik forblev stiftet i Brêgos mørke, alt imens tanken nu strejfede ham. Den hang ved, og en række grublende for og imod påstande startede i hans tanker. Dette afholdte dog ikke Djange fra at flytte fokus fra hingsten foran ham. Hans medvogter nu og da.

Roligt lyttede Djange, mens han udtryk var uændret for en stund; ind til at Brêgo nævnte denne Ava. Han kendte godt Ava, kendte til hende i hvert fald. Aldrig havde deres kemi været, og ville nok heller ikke nogensinde komme til. Han brød jeg ikke just om denne hoppe nej, men som han nu kunne forstå, havde hoppen haft været i Brêgos flok, og nu var blevet skygge hoppe.

Hans ører lå nu en anelse presset i nakken, mens en skeptisk rynke slog sig over hans mule. Kortvarigt missede han øjnene af væmmelse ved denne udtalelse. Ikke over Brêgo, men selve historien i sig selv. Stille fortog den anspændte og reagerende mine sig, og atter var han kold og kynisk at se til udefra. Nogen ville mene ligegyldig... Selv måtte han jo erkende, at uanset hvor meget han burde hade skygge hestene, så var hans kæreste eje jo en af dem.

"Men Brêgo; tanken strejfer mig. Hvis jeg tog del i flokken her, ville jeg så kunne blive kontaktet gennem evner af Deres?"; intens og hæst lød hans stemme, tonløst - alt imens han vippede mulen frem pegende på ham, da han til slut selvfølgelig mente dine, hvis Brêgo skulle forstå. Det var svært for ham at lade være... det måtte han indrømme.

Han ønskede faktisk del i denne flok. Det ville bringe ham nærmere Illana, nærmere denne Brêgo såvel. Men måske Brêgo ikke ville acceptere dette, når han jo fysisk ikke kunne rykke ind på fuldtid. Han høre til ved sine bjerge, og kan ikke bare smutte i tide og utide.

d7af8b

♥

words: 357    /    tag: @djange

Selvom den anden hingst ikke virkede som det mest varme væsen i hele Andromeda, så tog Brêgo det ikke så tungt. Alle kunne trods alt ikke rende rundt og lege Miss-Sunshine hele tiden. Hingsten havde vel også bare været igennem ting, som andre måske ikke havde, der havde gjort ham så kølig og tilbageholdende i forhold til de andre han havde mødt - og den slags skulle der i hvert fald også være plads til. "Deres? Hvems?" spurgte Brêgo undrende, og det var kun fordi hingsten nærmest pegede mod ham med mulen, at han opfangede at han endnu engang havde været 'dum' og ikke fattet at den anden, Djange, havde ment hans evner. "Jaeh, Det skulle jeg da mene. Det fungerer på andre i flokken, så hvorfor ikke også dig hvis du tager del i flokken? Ganske vidst er det inden for flokkens område endnu, men jeg er næsten sikker på at det med tiden kan strække sig endnu længere. Og hvem ved - måske bliver det også muligt for mig at opfange hvis andre vil i kontakt med mig?" Indtil videre var det trods alt kun en lille smagsprøve han havde fået af hvad han egentlig var i stand til, for der var sikkert mere, men han var stadig kun igang med at føle sig frem til hvad han egentlig kunne - og hvordan han gjorde.

"Indtil videre har der ikke været det helt store i flokken at melde ud til alle andre, og jeg kræver ikke at flokkens medlemmer udelukkende opholder sig i flokkens område. Teylar skal ses som et tilflugtssted, hvor alle er velkomne, så længe ballade ikke opstår - dog er skyggerne ikke velkomne." Det ville jo være decideret dumt at invitere skyggerne ind i flokken, når det nu var dem han skulle beskytte stenen fra, og som Illana havde søgt tilflugt fra. "Jeg kan kun håbe på, at hvis helt store problemer en dag skulle opstå, at jeg vil være i stand til at brede meddelelsen til så mange som muligt" og hvis der nu var noget helt alvorligt galt, kunne det trods alt være hans evne ville være en anelse forstærket.

2

Det nagede stille den let brogede Djange at hingstens inderligt ikke forstod. Ak, selvom han hadede dette, måtte han lade Brêgo for så vidt, være en undtagelse. Han nikkede roligt, en anelse mekanisk over hans svar. Han forstod.

Hvorfor hans medlemskab i flokken skulle være en god ting, kunne han ikke selv sætte hoven på. Men noget sagde alligevel bare den let brogede Bjergvogter at et mere knyttet sammenhold mellem diverse vogtere, ville arte sig på længere sigt. Tankerne grublede i hans indre, alt imens hans krystalblå øjne nærmest så stirrende i Brêgos mørke. Uden hverken varme eller mening, nej kulde og tomhed var alt de rummede.

Roligt trådte Djange et skridt tilbage for sig, mens han galant valgte at nikke roligt. Dog blev det synderligt mekanisk at beskue, alt imens hans rustning fik ham til at ligne en kriger der accepterede en udfordring.

"Brêgo. Hvis..."; hæs og intens var hans stemme, tonløs - alt imens han stille trak på sine ord. Mest af alt fordi han selv lige slukke sparkes i gang, for han ønskede ikke at fornærme eller ydmyge denne ligestillede hingst, som han egentlig syntes så godt om.

"... du ønsker det, så vil det være mig en stor ære at tage del i flokken."; fortsatte han så således. Endnu bund tonløst, som var der ingen holdning, mening eller følelser bag. Hvilket der dog var...

"Jeg kan dog ikke forlade bjergende, men så længe jeg kan tage del i eventuelt sammenhold i flokken. Så vil jeg også kunne give dig personligt, mit ord på, at jeg vil stå ved din side i en hver gang. Vogter som sjæl."; forklarede han således. Noget sagde til ham at han ønskede at være nærmere denne hingst. Klart ønskede han at være nærmere Illana, så dette ville være en perfekt løsning. På den måde kunne han som medlem også hjælpe udsatte individer i bjergende på vej, mod flokken - hvis de da søgte en tryghed som ikke var at finde i bjergende.

Sammenholdet var hvad han ønskede.

Visit..

♥

tag: @djange

Brêgos varme øjne fulgte meget nøje den anden hingst. Ikke fordi han var bange for at han på noget tidspunkt ville gøre ham noget, for Brêgo selv havde jo ikke være provokerende med vilje på nogen som helst måde. Og hvis den anden hingst var af typen der tyede til vold over småting, så havde Den Vise næppe udvalgt ham som en vogter. Brêgo rystede dog på hovedet af ordene. "Det er ikke hvis jeg ønsker det. Det er hvis du ønsker det. Hvad jeg vil er kun flokens bedste. Min pligt er at hjælpe dem, som ikke føler sig trygge alene. Ingen er tvunget ind i flokken." Og sådan var det jo. Hvis hingsten ville slutte sig til flokken, skulle det være fordi han selv ønskede det, og ikke fordi Brêgo ønskede det. Men det havde dog sine fordele ved at få de andre vogtere samlet, på samme måde som skyggerne tydeligvis havde fået samlet sine brødre og søstre i en flok. Ikke nok med de rekrutterede flere, de var også samlet.

"Jeg forstår du ikke kan forlade bjergene, og det gør heller intet for medlemsskabet af flokken. Ingen er tvunget til at blive i flokkens område. Alle kan gå og komme som det passer dem. De skal dog vide de altid kan komme hjem til Teylar hvis de føler sig jaget, ensomme eller utrygge." Sådan var det jo. Han var heller ikke altid selv i flokkens område. Han havde trods alt ting at foretage sig også. Han havde den brogede hoppe at lede efter også - og han håbede da på hun en dag ville følge ham til Teylar og blive hos ham - ikke bare som et andet medlem, men som hans hoppe. Hans et og alt.

3