Visit..

Djange begav sig nærmere området som han vidste denne Teylar flok tilhørte. Han vidste Illana var i denne flok, såvel som Ava; og mon ikke om Ariel egentlig også var? Som sådan søgte han ikke trygheden, men han fandt det alligevel interessant nu som Vogter, at søge de andre vogtere. Selv mente han at lederen af denne flok selv var Vogter i landet, som han selv. Men han havde endnu hverken et navn eller ansigt på denne.

Med sit amour prydet over den ranke og stolte holdning han bar sig ad med, drog han roligt afsted ind på det område han mente at kunne finde Illana. Hvis da ikke lederen af selve flokken. Måske ville det ikke være en dum idé at stifte bekendtskab med flokken her, som minimum. Han havde godt hørt at man ville have en langt større sikkerhed mod skyggerne, som medlem af denne. Hvilket måske kunne være til hans fordel, når nu det var skyggerne han havde skullet bekæmpe for at blive Vogter. Såvel som han sikkert skulle blive ved med at bekæmpe, hvis de først endnu fandt på at trænge ind i Bjergpasset på Enophis. Hvilket bestemt ikke var en urealistisk ting.

Solen stegte hans ryg med den tynde sommerpels, mens han hale slog ivrigt efter de mange insekter der kredsede omkring ham lige nu.



[ Reserveret til Brêgo ]

Visit

Den brogede hingst befandt sig atter i flokkens område. Det var jo nødvendigt at holde øje med den af og til, selvom han fik hjælp af sin meget gode veninde, Illana. Han stolede et hundrede procent på hende, og ville ikke tøve med at lægge sit liv i hendes hove, hvis det på noget tidspunkt blev et must. Hun var indtil videre det flokmedlem han brød sig aller bedst om.

Solens varme gjorde ham mindst lige så dvask som han havde været de sidste mange dage. Han var dog glad for sin pels. At den ikke var lige så kulsort som nogle af de andres fra flokken. Det var han ikke sikker på han overhovedet ville kunne holde ud. Han havde sådan set også været vant til denne varme. Han havde oplevet det der var værre hvor han kom fra. Men det føltes som så lang tid siden nu, og han syntes at kunne fornemme han var ved at være vant til dette lands temperatur. Der ville vel heller ikke gå længe før han ikke længere frøs lige så meget, når vintermånederne kom. Med et halvtungt pust fik han græsset under mulen til at vippe og rette sig op, og han begyndte ivrigt at nippe til de mange grønne strå. Han havde fundet en plads i skyggen, hvor græsset ikke var for højt og ikke for vissent. Hvis det var for højt kunne man sagtens regne med nogen havde tømt blæren der.

Han lod dog ørerne lytte rundt, mens han ivrigt gumlede græsset i sig, for han havde en hel del han skulle nå, hvis han skulle have dannet et ordentligt lag fedt til vinteren. Den ville komme før han overhovedet vidste det. Sommerdagene kunne ikke blive ved med at fortsætte med sådan en varme. Så snart regnen kom, ville varmen også lige så stille forsvinde, og kulden ville tage over i en hast – og så ville det være for sent at gøre noget. Alt det frodige græs ville være væk.

Djange spankulerede roligt omkring på de lange ben, mens han søgte liv. Her virkede stille, men snart syntes han at kunne opsnappe en fremmed duft. Maskulin og en smule stærk for næsen i første omgang, før han roligt begav sig mod dette. Et par træer spærrede hans udsyn, før han kom omkring dem og et stykke henne spottede han så en broget skabning.

Djanges ører lå let tilbage, roligt holdte – uden pres, alt imens han stolt og rankt bar sig over græsset der varierede i højde. Selv blev han skygget af træerne nu, og en køligere atmosfære syntes han at føle omkring sig. Roligt søgte han denne hingst, velvidende om at hingsten her nok ville vide noget om flokken der holdte til her omkring.

Men inden han nåede til hvad han egentlig ville have sagt eller gjort, spottede han med det samme en kæde – en udsmykning. Nært beslægtet med Illanas lys. Dette var blot en sten i stedet, en lilla sten. De krystalblå, tomme og kolde øjne spærrede sig en anelse op, mens han hejste hovedet endnu mere rankt. Han havde for nogle skridt i sin gang kun øje for stenen, før hans blik mødte den fremmede, som han stoppede ved en god to hestelængder fra. Næsten mekanisk, men ærefuldt nikkede han roligt hilsende.

”Værhilset, mit navn er Djange; Bjergendes Vogter.”
Hæst og intenst lød hans stemme, med de tonløse ord. Det var ham endnu lidt fremmed at præsenterer sig således. Men specielt foran denne hingst, fandt han det for alvor nyttigt. Djange havde fundet en form for trang til at finde de andre Vogtere, lærer dem og kende, efter han sådan selv var blevet Vogter.

Visit

Hvor lang tid den brogede hingst havde stået med mulen begravet i det grønne græs, var ikke til at vide. Nok til at en lille sult kunne være mættet i hvert fald. Noget forstyrrede ham dog, og fik ham til at lægge tanken om græsset bag sig. En ny lugt. En fremmed lugt, men alligevel ikke helt fremmed. Det var en der havde været ved flokkens område før, men som han ikke havde mødt selv. Det var ikke en han kunne sætte ansigt på i hvert fald - og han glemte ellers aldrig et ansigt når han havde mødt nye sjæle. Ganske kort lukkede han øjnene for at lade omgivelserne fortælle ham hvor den fremmede kom fra - hvilken vej strøg vinden? Da han åbnede øjnene igen drejede han hovedet, og ganske rigtigt, kom en anden broget sjæl mod ham. En vogter. Så var der i hvert fald flere end ham selv, Illana og Armonia - og måske endda også snart Matthew. Hvor mange der var, havde han faktisk ikke styr på. Han var heller ikke specielt interesseret i at finde ud af hvor mange - for for ham var det ikke mere specielt at være vogter, end ikke at være vogter. Han følte sig ikke anderledes på nogen måde. Han følte sig heller ikke hævet over andre - og havde aldrig gjort det. Det var til gengæld det der måske gjorde ham en smule speciel. Hele hans væsen. Han forholdt sig tavs mens den brogede nærmede sig, men trådte alligevel til siden med bagbenene for at svinge bagparten rundt så han ikke stod med røven til den fremmede. For det første var det temmelig upraktisk hvis den fremmede ønskede at conversere - og for det andet var det i øvrigt heller ikke pænt.

Hingstens ærefulde nik gengældte han ikke. Ikke fordi han ikke ville hilse, men fordi den slags ikke var noget for ham. Selvfølgelig var det en ære at lyset havde givet ham et ansvar, men han følte ikke det var en ære han behøvede at vise andre.I stedet hilste han med en enkelt venlig brummen, som han ville have gjort over for hvem som helst anden også.

"Brêgo, skaberen af Teylar flokken"

Hans vogtertitel var for ham ikke lige så vigtig som den måske havde været for andre. Han kunne også have nøjet med at kalde sig selv Brêgo, men det ville være lidt tamt når han nu stod over for en der lod til at gå mere op i titlerne.

"Hvad bringer dig til mit område?"

At bruge De og Dem havde aldrig været noget Brêgo havde brudt sig om. I hans ører lød det alt for fornemt.For ham lød det som en klasseadskillelse, og derfor kunne han også sagtens blive en smule irriteret hvis andre brugte De eller Dem til ham - og ofte sagde han også ligeud, at de skulle kalde ham dig eller du - hvis ikke de brugte hans navn.

Roligt forholdte Djange sig, selvom han til tider for nogle sjæle kunne virke truende eller barrikerende. Stolt og rankt stod han, mens hans holdning klart bar præg af ædelhed. Heraf ville nogle nok kategoriserer ham som en højrøvet overklasse hingst, der selv vidste bedre end alle andre. Sjældent lå landet nu godt nok således, og bestemt efter han var kommet til landet her som knap tre års…

Det ene af de gråbrune ører havde gledet let på sned, for at understrege at han lyttede til denne hingsts, Brêgos, ord. Han præsenterede sig som skaberen af Teylar flokken, heraf gik den Djange derefter ud fra at han også måtte være lederen, hvis han da ikke stadig blot havde en høj rang i flokken. Navnet på flokken sagde ham bestemt noget, for var det ikke denne flok Illana søgte hjem og tryghed i?

De kolde og tomme krystalblå øjne så vel tilmed stirrende ud, mens de så i Brêgos brune øjne. Hvad Djange gjorde sig her er ærinde… Det var ikke klart for ham, som sådan; nej – ren nysgerrighed på landets goder og endnu uudforskede områder.

"Umiddelbart intet specielt…"; svarede Djange hæst og intenst, med den tonløse stemme – der mest af alt kunne få ham til at lyde så helt igennem ligegyldig og ligeglad med alt.

"… Men Brêgo, om forladelse for min nysgerrighed, men må jeg spørge hvad det er De bærer om Deres hals?"; videreførte han sin halvafsluttede sætning, med den endnu hæse og intense stemme, der bund tonløst havde lydt.

Samt var hans kolde og tomme blik kort gledet ned på smykket, før det atter respektfuldt havde fuldet Bêgos øjne atter engang. Begge hans ører lå nu igen tilbage, roligt uden at de var presset eller direkte truende på nogen som helst form, nærmere fornærmet kunne Djange nogen gange bedømmes til at se ud. Men om det nu også lige var sådan, kunne være svært for andre end ham selv at konkludere.

Visit

Der var noget over hingsten, som Brêgo ikke vidste hvordan han skulle tage. En form for kølighed. Noget man kunne forveksle med fjendtlighed, uden han egentlig var fjendtlig. Bare mørk og kold. Dog tog den brogede hingst det ikke til sig, for han mente ikke han havde gjort noget for at fremprovokere dette hos den fremmede, Djange, så det måtte jo bare være sådan han var generelt. Med mindre nogen selvfølgelig havde fortalt noget dårligt op ham, men han kunne ikke lige komme i tanke om hvad det skulle være. Det var sjældent han gav nogen en grund til at være fjendtlige.

De røde ører blev vippet om mod nakken, ikke fordi han var sur eller noget, men hingsten talte et sprog som den brogede ikke brød sig om. Mange havde han hørt rende rundt og sige 'De' og 'Dem' både til ham og andre - og han brød sig ikke om det. Han ville aldrig begynde at tale det sprog - og han ville ikke kaldes hverken 'De' eller 'Dem' for så fin en herre var han ikke, og han følte sig ikke mere værd end andre.

"Det vil jeg, ja, på en betingelse" svarede han den fremmede Djange, og holdt en lille pause for de næste ord var vigtige. "Jeg vil hverken kaldes De eller Dem. Det er enten du eller dig. Jeg er ikke mere værd end andre, selvom jeg er både vogter og flokleder. Jeg er stadig kun en hingst, der har fået et ansvar"

Det var nogenlunde det samme den røde Armonia havde fået at vide, og hvad hun var blevet så sur og fornærmet over vidste han faktisk ikke. Eller jo. Det måtte være det med en gave. Det var bare ikke en gave når det var noget man havde et ansvar for og noget man engang skulle give videre, når tiden kom. 

"Det jeg bærer om halsen, er kongestenen. Det talende lys har givet mig ansvaret for den. Jeg skal passe på den til min tid i dette land er ovre."

Det var ikke fordi det var så specielt i hans øjne. Selvfølgelig var det noget, men det var ikke alt. De nøddebrune øjne betragtede den fremmedes krop - eller rettere, det han bar på den. "Men må jeg spørge..... Er det tingel-tangel ikke i vejen?" Han kunne godt forestile sig at det kunne være praktisk hvis han var i kamp eller skulle bruge beskyttelse af nogen form. For småstem måske hvis han jo tilbragte sin tid i bjergene og derfor var blevet bjergenes vogter. Men det måtte da også på en måde komme til at sidde og gnave hvis der kom sand eller jord ind under - eller irritere i varmen - eller skærpe udsynet med den maske. Han var i hvert fald glad for det ikke var ham der måtte bære rundt på så meget andet. Han havde stenen der hang i en tynd kæde af guld, og de sjove guldsko der havde taget ham noget tid at vænne sig til. Han kunne garanteret slå hårdere fra sig med dem på, men han var ikke interesseret i at udøve nogen form for vold uden nogen grund.

words: 525 

Den let brogede bjerg hingst stod atter roligt, foan denne endnu fremmede hingst – med dette smykke der fangede hans opmærksomhed. Han relaterede det straks til hoppen Illana, som bar lyset om sin hals. Mon denne kede havde noget Herren af gøre?

Dog slog det hurtigt Djange at denne hingst ikke følte behag ved hans måde at tale på. Hvilket på sin vis var fair nok – men grunden i sig selv var helt igennem misforstået fra denne Brêgos side. Om det var ment så kraftigt eller ej, var altid svært at sige med Djange; men tilbage blev ørerne presse, mens hans krystalblå kolde og tomme øjne missede sig en anelse anseende sammen. Kort skeptisk havde en rynke optakt på den lyserøde mule, mens han stille spændte op. Om det var fornærmelsen i sig selv, eller bare frustrationen over at blive fejlfortolket hos Djange, var lidt svært at sige.

"Nuvel Brêgo…"; startede Djange en anelse sammenbidt, før han fattede mere overblik endnu engang. Kort havde han nikket næsten mekanisk, i sine ord; hvorpå han da fortsatte.

"Men den betingelse kan jeg ikke leve op til. Jeg ser Dem hverken bedre eller mindre værd, men min tiltale har alt i alt noget med min opfostring og opdragelse af gøre. Hvilket jeg personligt er stolt af. Hertil tiltaler jeg kun mine nærmeste og kæreste i Dus, mens fremmede, bekendte og venskaber forbliver i Dis."; forklarede Djange med den hæse, intense stemme der tonløs havde lydt. Hans øjne så meget direkte i Brêgos, mens hans blik dog var koldt og tomt, var han forklarende. Han ønskede skam ikke splid – det gjorde han sjældent. Men om den fremmede hingst Brêgo ville acceptere, var hans ejet valg. Så vidt Djange vidste, var meget her i landet frit, så det er forskelligheder også.

Derpå stod Djange efterhånden mere og mere fattet som før, stadig med ørerne tilbage. Men ej med hverken skeptiske blikke eller rynket mule, nej, han lyttede. Lyttede il hvad Brêgo havde at fortælle, mens han derpå lod det ene gråbrune øre glide let på sned, for at understrege sin interesse i hans ord. Det talende lys..? Det måtte være Herren han mente; hvilket jo gav god mening omkring det smykke han bar. Roligt nikkede Djange, atter en anelse mekanisk – mens spørgsmålene omkring hvad han måske kunne, eller hvad stenen kunne rent evnemæssigt. Hvis da han havde nogle evner fra Den Vise.

Kort rankede Djange sig en anelse, mens hans blik fandt Brëgos, før han derpå åbnede mulen:
"Min rustning..."; rettede hans hæse og intense ord, tonløse, mens han nikkede kort roligt.

"… som jeg fik tildelt efter min velsignelse."; færdig forklarede han, mens han roligt forblev stående. Det var utroligt så lidt han kendte til andre vogtere i landet. End vidste han ikke engang hvor mange de var i landet.

[ 3 ]

Lyttende stod Brêgo med sin fulde opmærksomhed rettet mod den anden vogter. Det ene øre blev dog vrikket ud til siden, da han et øjeblik igen følte sig som et føl der fik skæld ud af lederen for at have sagt noget forkert, og det ville han ikke rigtig finde sig i. Denne vogter havde allerede nu sat sig lige så højrøvet som den røde Armonia i Brêgos øjne. Han ville dog ikke slå sig fast på den vurdering endnu, for han kendte endnu ikke denne hingst. Dog havde førstehåndsindtryk alligevel en del at sige. "Jeg kender ikke til Dis og Dus. Så tilgiv mig hvis jeg forpester deres viden med min uvidenhed" startede han ud. Der var mere end en grund til Brêgo ikke selv benyttede sig af De og Dem. 

"Ser du, hvor jeg kommer fra har ikke alle fået den herlige opdragelse og opfostring som jeg kan høre du har. For nogle af os var det nok at få lov at kunne lege med andre uden at blive jagtet væk. Hvor dine fine ord måske giver mening i andres ører aner jeg ikke en hujende fis om hvad du egentlig står og siger" Så ærligt kunne det siges. Brêgo havde aldrig været en af de 'fine' herrer. Han var ikke engang renracet. Han var heldig bare med sin eksistens - at han ikke var jaget ud fra flokken endnu tidligere og dermed ikke havde haft en chance for at overleve. Hans egen moder havde aldrig fået lov til at nærme sig flokkens indre. Hun måtte ikke forpeste de andre med sin fejlrace. "Hvis vi skal tale sammen må du ned på mit niveau" Så enkelt var det. Brêgo var heller ikke bange for at indrømme sin manglende opdragelse - eller i hvert fald anderledes opdragelse. At han ikke var lige så fin som de andre, for han hvilede i sig selv. Så måtte andre enten acceptere ham eller lade være, for ændre på det kunne han ikke. "Din rustning..... Er den ikke i vejen?" spurgte han igen, for han fik jo aldrig svaret på sit spørgsmål.


wordcount: 349

Kendte ikke til Dis og Dus? Det var i same øjeblik at Brêgo sagde disse ord, at Djange spærrede øjnene op. Uforstående havde han vel kort set ud, før han atter stod og forholdte sig roligt. Det slog ham hurtigt at uvidenhed aldrig måtte bekæmpes med hån – aldrig! Sådan ville individet jo aldrig lære… Selv huskede han sin egen tid som føl, med nogle af de hårdere plage omkring ham, som oftest gjorde nar og hån hvis man ej kendte til diverse normer såvel som begreber… Vreden trykkede ham stille bare ved tanken, før han roligt nikkede af hingstens ord – dybt forstående; mens han afventende lod ham fortsætte.

Det ene ører havde besluttet og lyttende gledet let ud til siden, for at understrege at han rent faktisk lyttede til Brêgos ord… Noget rørte på sig i den let brogede hingst, alt imens på billeder fra hans barndom blev vist på splitsekunder. Stille gled hans ører på ny tilbage ’på plads’, alt imens han kolde og tomme krystalblå øjne så meget direkte i vogterens mørke. Meget diskret sank han stille, alt imens han kort derefter rankede sig lidt op, på trods af han ikke havde slækket på sin standhaftige holdning selvom han følte det. Det var svært at tyde, og næsten ikke til at se; men kort blev en eneklt gnist sprukket i de krystalblå øjne på bjergvandreren. Boblende følelser strømmede i ham, selv uden at han virkelig forstod hvorfor, før han roligt nikkede – mekanisk, men accepterende.

"Jeg forstår…"; blev hans eneste ord. Hæse og intense lød de, tonløse; til trods for den dybere og ærlige mening der lå i ordende. Han ville dog intet kunne love, for som han selv havde forklaret var det en principsag for ham selv omkring hvorvidt sjæle var ham nær eller ej. Men han ville bestemt gøre sit for ikke at gøre hingsten utilpas – for dette var jo i og for sig ikke Djanges ønske?

Stilheden bandt dem dog ikke, da Brêgo åbenbart havde mere grublen til hans udsmykning fra Den Vise.

"Som sådan ikke… hverken for mit udsyn eller bevægelser."; svarede han roligt, med den hæse og intense tonløse stemme; mens han selv kort tillod sig at betragte det smykke han bar.

[ 7 ]

Brêgo fulgte godt og grundigt med i hvad der foregik i den anden vogters hoved. Ikke fordi han kunne tankelæse eller som sådan rigtig følge med, men han kunne iagttage de udtryk der kom og på den måde følge med i hvad der foregik i hingstens hoved. Det ene øre blev af og til vippet ud til siden, og så vippet fremad mod den endnu fremmede hingst. Et navn og en titel var trods alt ikke nok til at beskrive ens væsen.

Udtrykkene fra hingsten viste i hvert fald nogle følelser. Mere end bare en enkelt, men som sådan ikke vrede rettet mod Brêgo - hvilket han følte sig bare en smule lettet over. Det var jo ikke fordi han ville fornærme den anden vogter, men han kendte også til sine begrænsninger. Han kunne som sådan godt begynde at sige De og Dem til andre, men han vidste også at dertil hørte flere avancerede ord til, som han ikke kendte. Der var trods alt klasser, og han tilhørte dem der var undværlig. Det havde han i hvert fald gjort. Han satte derfor pris på alt omkring sig og tog intet forgivet. Det kunne måske også være derfor der var opstået gnidninger og uenigheder mellem ham og den røde Armonia, fordi hun ikke havde forstået hvor han kom fra - og han var heller ikke sikker på hun havde ønsket at kende til hans baggrund. I hans øjne var det selvisk at betragte ansvaret som en gave. Stenen han havde omkring halsen var trods alt ikke hans - han skulle bare passe på den, og som hjælp tilhørte nogle evner. Den dag stenen skulle gives videre ville han sikkert også miste sine evner.

Hans blik gled fra den fremmede og ned mod halskæden, som han dog ikke kunne se, men han vidste den var der. Undrende slog han blikket tilbage mod den anden vogter igen. "Min halskæde hænger ikke i vejen?" Selv løftede han lige en enkelt hov og lod den ramme jorden igen med et 'klonk' fordi guldskoen ramte en sten. "Det tog mig tid at vænne mig til dem her. Jeg troede aldrig jeg ville lære det"


wordcount: 358

Om han måske ville kalde ham ved De, Dem osv. var i grunden svært at konkluderer. Men ærligt var det et held de havde et emne at tale frem, frem for hinanden. Næsten spøgrnede havde Brêgo spurgt om hans hans smykke hang i vejen, hvoraf det var tydeligt at det ikke gjorde. Dog overrasket over den uventede lyd havde Djange i samme splitsekund som lyden havde lydt, presset ørerne lidt hårdt i nakken. Dog gik det hurtigt op for ham i samme sekunder at det måtte være lyden fra Brêgos hov der havde givet det ’klonk’. Atter havde han derfor slækket på de kortvarige pressede ører, mens Djange bekræftende af hans ord havde rystet let på hovedet. For nej, i vejen hængte den i hvert fald ikke.

Brêgo havde ret, hans egen rustning havde til en start også været en lettere udfordring. Kun stoltheden ved at være rustningen havde blegnet irritationen. Let nikkede han, dog ret så mekanisk mens de krystalblå øjne forblev ret så kolde og tomme, mens han dog mente det forstående.

"Det tror jeg gerne. Selv fandt jeg min maske ret svær at accepterer."; svarede Djange med den hæse stemme, der tonløs lød – før han ikke kunne afholde en lettere skeptisk rynke på den lyserøde mule ved tanken om at den ville sidde der til evig tid, om ikke andet i lang tid. Rynken svandt dog atter ind, før Djange lod sig snage endnu engang.

"Men Brëgo, må jeg spørge om De også bærer evner?"; intens og hæs var hans stemme, tonløs – alt imens dette bestemt interesserede ham. Han vidste udmærket godt han havde sagt De, og ærligt havde han bidt sig en anelse afholdende i mulen inden han havde sagt ordet. Men han havde svært ved at finde et ord der kunne erstatte dette. Uden at han skulle omtale Brêgo i tredje person.

[ 8 ]

Masken havde været svær at bære. Det kunne han sagtens bilde Brêgo ind. Selv var han ret sikker på han aldrig nogensinde ville komme til at lære at rende rundt med noget klistret til hovedet på den måde. Det måtte da være pænt ubehageligt når den blev fyldt med snavs. Eller gnave når det blev for varmt? Men på den anden side måske også beskytte lidt mod kold vind, selvom der var andre ting Brêgo hellere ville have beskyttet - som sin mås. Tænk hvis den frøs af og han intet havde at gemme sig bag. Det var dog en tanke der forblev inde i hans hoved. Den slags var ikke for andres ører.

Det ene øre blev undrende vendt en smule bagud, og så frem igen, mens den brogede skimtede området. "De? Hvem? Mig? Bære på evner?" Han rystede på hovedet. "Jeg bærer kun på halskæden" Han følte sig næsten dum i forhold til hingsten, men hvad kunne han ellers gøre? Han var trods alt ikke opdraget på helt samme måde som alle andre.

Hans moder var ikke født i flokken, og hun havde mere eller mindre sluttet sig til den da hun havde fundet den. Der var ikke gået lang tid før hun var med føl, men da udkommet var en broget hingst, der bestemt ikke lignede nogle af de andre, havde hun fået besked på at forblive i udkanten, med sin søn. Brêgo, den loyale, havde da også hørt efter, og var ikke 'stukket af' for at lege med de andre små. En gang var han blevet lokket til at følge med to andre af udkants medlemmerne, som han troede ville lege med ham. Egentlig havde det bare været lederens søn der ville have det lidt sjovt, og han havde fået de andre til at hente den brogede. Han havde været navneløs alle andre steder end i hans moders nærvær. Det havde dog ikke været leg. Det havde været 3 andre hingste, større end Brêgo, men på næsten samme alder, der havde ventet. Bare ventet på at få chancen for at rotte sig sammen mod ham - og hvem skulle han kunne sladre til? Det var tre mod én. Tre renracede mod én fejlfarvet. Der var gået lang tid efter den episode, hvor han ikke havde søgt andres selskab end sin moders. Da han var blevet lidt ældre var det ham der havde hoppernes opmærksomhed, for det var dem han havde været i selskab med siden han var født. De havde set ham som lederens efterfølger, men selvfølgelig kunne en der ikke var renracet selvfølgelig ikke føre flokken videre. Shian var favoritten i faderens øjne, og Shian skulle nok få flokken. Derfor blev Brêgo sendt væk i en tidlig alder.

Brêgo var aldrig opdraget til at tage sig af en flok. Han havde ikke lært hvordan man skulle tyre en flok med hård hov og han vidste ikke hvordan man talte til flokkens overhoved, for han havde aldrig haft muligheden for det på trods af det var hans egen far. Brêgo vidste bare hvordan andre kunne have brug for en støtte og derfor ville han gerne hjælpe andre der kunne have haft det ligesom ham selv. Andre der ikke havde et sted at holde til. Al hans viden kom fra hopperne i den gamle flok, og gennem egen erfaring. Det gjorde ham måske dum at høre på når han talte med nogen, men vis i andres ører.

"Jeg bærer ikke evner, men stenen har magiske egenskaber" forklarede han så. Uden den havde han vel egentlig ikke noget. Han havde ikke haft nogen evner før stenen, men han havde heller ikke prøvet at tage den af for at se hvad der så ville ske. Det var trods alt ikke legetøj.


wordcount: 622

Den brogede Brêgo reagerede lettere undrende og uforstående; og først nu var det som om det gik fuldkommen op for Djange hvad det helt præcist var at hingsten ikke forstod sig på? Det gav jo god mening, at hvis han ikke som sådan forstod ordendes betydning at de irriterede ham. Djange spærrede de kolde og tomme øjne lidt op, i ren opmærksomhed over hendes reaktion, før han næsten undskyldende rynkede på de ikke eksisterende bryn og kort rystede næsten mekanisk på hovedet diskret af sig selv.

"Om forladelse Brêgo…"; startede han lidt hæst. Jovist havde han hørt hans ord om disse egenskaber smkket bar, men med den hæse og intense stemme, forsøgte han sig nu tonløst.

"Med ordet ’De’, mener jeg ’du’. ’Dem’ er det samme som ’dig’, og ’Deres’ er ’din’."; forklarede han kort.

"Jeg ønsker hverken at virke bedrevidende elle belærende, jeg ønsker blot forståelse. Jeg ved nemlig jeg vil bruge det fra tid til anden – beklager…"; fortsatte han hæst og atter tonløst, mens han fortsat så Brêgo meget direkte i de mørke øjne han bar.

"Det kan jeg nemlig nok ikke bare vende mig af med. Hertil forlanger eller opfordrer jeg på ingen måde til at De skal benytte Dem af det, jeg ønsker blot forståelse."; afsluttede han en anelse hæst, uden at virke hverken røvslikker agtig eller belærende. Hvorfor han ønskede at mødes med denne hingst på midten af deres begge tos grænser, vidste han ikke helt? Men det ønskede han bare…

Kort blev han stille, før han vendte tilbage til det såkaldte emne.

"Spændende. Selv er jeg tildelt nogle evner lige så. Må jeg spørge hvad stenen kan udrette af magiske evner?"; hæs og intens forblev hans stemme, lige så dybt tonløs. Til trods for den interesse der lå bag. Atter var hans ører stadig vendt let tilbage hvilende, og øjnene direkte kolde og tomme.

[ 10 ]

Det lød til at være gået op for hingsten, 'slem' situationen egentlig var. Selvfølgelig kunne Brêgo godt forsøge at sætte sig ind i De og Dem omtalen, men det var et eller andet sted fuldkommen tåbeligt når det kun medbragte dårlige minder. Hvorfor pine sig selv mere end højst nødvendigt. De fleste stoppede jo også med at benytte de ord når han bad dem kalde ham for du og dig i stedet for De og Dem. Det var nok heller ikke hingstens intention at få Brêgo til at føle sig dum. Han lod det dog ligge, for der var ingen grund til at vade rundt i det.

"Stenen hjælper mig. Den gør det muligt for mig at kommunikere med flokkens medlemmer uden brug af ord" Der var dog grænse. Det var ikke dem der kunne komme i kontakt med ham - ikke til at starte med i hvert fald. Men han kunne sende dem advarsler. Han kunne komme i kontakt med dem. En enkelt gang var det lykkedes ham at benytte sig af stenens magi, uden for flokkens område, og i selskab med en der ikke var i Teylar-flokken. Hvordan det kunne lade sig gøre forblev uvist. Det havde måske været meningen at han skulle have redet den underernærede hoppe der led af en stærk paranoia. Tænk engang hun havde været så mistroisk over for ham, at han ikke havde haft en chance for overhovedet at kunne rede hende. Det havde nok allerede været for sent, og han havde fejlet.

"Du siger du har evner? Er det masken?" Brêgo var nysgerrig af natur. Og han var generelt interesseret i viden om andre. Ikke for at kunne bruge det til noget bestemt, men han nød at høre om andre, deres baggrund og hvad de ville med deres liv.


wordcount: 296

Stille rankede Djange sig, mens han stille stivnede for et kort splitsekund og hans blik blev fjernt. Dette var dog nærmere noget hans kropssprog viste frem for hans øjne der i forvejen kun bar kulde og tomhed. Stille aftog dette dog, med den undrende tanke der kort havde slået ham. Hingsten forklarede, og stille rynkede Djange kort på den lyserøde mule. Men ej skeptisk, eller frastødt – nærmere en anelse eftertænksomt. Han havde endnu ikke erfaret sig meget med de andre vogtere i landet, og da slet ikke deres kræfter. Hvilket var ham interessant viden. Den brogede hingst Brêgos evner, lå hans meget fjerne… især fordi ud fra hans ord, kunne han kun forestille sig at denne kommunikation foregik gennem… tankens gang? Hvis dette var tilfældet, måtte man sige at hans egne evner var dels mere fysiske.

"Kommunikerer? Gennem tanker?"; havde Djanges ord nok lydt en anelse dæmpede, mens den hæse og intense stemme dog lød akkurat lige så tonløs som når det var ord han intet lagde i. Som var han bedøvende ligeglad… Hvilket han dog på ingen måde var.

Hingsten var dog også interesseret tilbage i hans egne evner, men hans spørgsmål gjorde selv Djange en anelse i tvivl. Det mente han nu ikke de gjorde, nej – hverken masken eller fortøjet gjorde nogen magi i sig selv…

"Næppe Brêgo. Så vidt jeg har forstået og erfaret, ligger evnerne… i mig.; han trak en anelse på det sidste, mens et kort eftertænksomt udtryk kom frem, men kun i form af et par lagte ører og en kort rynke på hans lyserøde mule. Ej var der noget at finde i hans blik der atter forblev dybt koldt og tomt.