Visit..

Den let brogede Djange forstod udmærket Brêgos pointering. Det gav mening for ham at han selvfølgelig ikke skulle tage del i flokken på andres bekostninger. Dog nagede det ham en smule, da det i samme øjeblik gik op for ham selv at han rent faktisk ønskede en del i dette fællesskab.

Samtidig kunne han kun se det positive i at kunne lede sine nærmeste og kæreste videre fra bjergende, mod flokken, rent ud sagt hvis de manglede tryghed som man har hos en flok. Stille funderede han over det mange goder, mens hans udtryk endnu var fuldkommen uændret. Han så endnu i Brêgos mørke øjne, med sine egne kolde og tomme krystalblå.

Roligt nikkede han, mens hans bevægelser var yderst stive og ranke, samt mekaniske næsten.

"Jeg føler mig hverken udsat eller ensom, men jeg ønsker at tage del..."; den hæse og intense stemme lød direkte tonløs, til trods for hvilken stærk mening og ærlighed der lå bag dem. Stille trak han kort på ordende, mest for at forberede sig selv på at det endnu var nyt for ham og en kende unaturlig, at tiltale denne hingst med Dus.

"... i din flok."; galant, men mekanisk, nikkede han ærefuldt og kort. Før hans blik atter så i Brêgos.

Visit..

♥

words: 245    /    tag: @djange

Brêgo nøjedes med at betragte den anden hingst som han stod der og lod til at tænke for sig selv. Det var også at foretrække at man tænkte før man bare gik med til ting. Hans ord frembragte dog et smil hos den rødbrogede hingst. "Det glæder mig." svarede han, og stoppede sig selv i endnu en gang at ville rette på hingsten. Ikke fordi han som sådan havde sagt noget forkert, men på grund af ordene 'din flok'. Brêgo så ikke Teylar som værende hans. Eller jo, det var hans flok, men på ligefod med at det var de andre medlemmers flok. Selvom han var den med størstedelen af ansvaret så ville han ikke være den der kommanderede rundt med andre og bestemte. Der var nogle enkelte grundregler man måtte indrette sig efter, og kunne man ikke det, måtte man jo finde et andet hjem. Han gik trods alt ud fra at de fleste vidste hvordan man opførte sig over for andre, og kunne være nogenlunde civiliserede. "Jeg forstår din opgave ligger i at passe på bjergene. Men du skal stadig føle dig velkommen til at kigge forbi når som helst. Send gerne bud hvis du får brug for hjælp på din post. Så skal jeg gøre hvad jeg kan for at sende nogen så hurtigt som muligt, eller troppe op selv" Han ville jo ikke kun hjælpe dem der befandt sig fysisk i flokken, men alle flokkens medlemmer uanset hvor de befandt sig.

8

De krystalblå øjne forblev kolde og tomme, mens de så i Brêgos. Brêgo smilede, og det rørte oplagt på noget i den let brogede bjerg vogter. Kort rankede han sig en anelse mere op, til trods for at det ikke var muligt. Selv ville der have været et tiltræk til et smil, men intet var at se. Svagt havde en lille gnist vist sig i hans ellers kolde og tomme blik, før den hurtigt svandt ind i igen.

Brêgo forstod tydeligvis vigtigheden af hans vogter opgave.

Næsten ærefuldt, men mekanisk, nikkede han roligt af hans ord, før han kort brummede hæst og en anelse dybt.

"Tak Brêgo. Jeg vil fortsat komme forbi flokken i tide og utide."; lød hans stemme hæs og intens, meget tonløs - til trods for hvilke følelser der egentlig lå bag.


"Du må også til hver og en tid sende bud efter mig, hvis der er noget jeg kan hjælpe med."; gengav han sin gestus, atter tonløst. Hvad der lige var sket ved dette møde, var en anelse uklart for Djange. Men han brød sig virkelig om denne Brêgo, det kunne han vidst ikke løbe fra.

Visit..

♥

words: 303   /    tag: @djange

Brêgo rystede ganske svagt på hovedet af hingstens ord, men stadig smilende, for helt alvorlig kunne han jo ikke være. "Der er ingen utide" svarede han tilbage. Der var kun tide. Der var jo ingen tidspunkter der var skidte - eller tidspunkter hvor han ikke var velkommen. I hvert fald ikke så længe hans sind ikke var styret af mørket. "Indtil videre har alt været meget fredeligt i flokken. Men den vokser.. På et eller andet tidspunkt kunne jeg måske godt få brug for en hjælpende hov - især hvis flokken bliver truet, for jeg kan ikke beskytte alle på en gang." Jo større flokken blev, jo flere krævede det vel også at hjælpe med at holde flokken sikker - og skulle skyggerne komme krybende eller komme i fuld fart og sørge for at hverken vogterne eller resten af Teylars medlemmer ville vide hvad der ramte dem - så ville det da være rart med lidt flere der kunne hjælpe med at skabe ro, eller i hvert fald genoprette balancen og drive mørket væk. "Men jeg vil ikke fastholde dig her og sludre med mig, hvis du har ting at skulle se til. Selv burde jeg søge ud efter en sjæl jeg har kær. En der forhåbentligt med tiden vil følge dit eksempel og slutte sig til flokken" sagde han med et smil, for det var alt han kunne håbe på. Der var jo stadig nogen der skulle overtales, og han ville ikke bare stå og vente på andre kom til ham, for så kunne de jo lige så godt risikere at søge mod skyggernes broderskab. Det gjaldt om at få spredt budskabet. "Indtil vi ses igen" hilste han af med et lille nik, og begav sig fremad mod Teylars grænse, for at søge mod det sidste sted han havde set den brogede hoppe.

//Out

1

Diskret tillod Djange sig at ignorerer Brêgos rettelse af hans udtalelse. Han forstod bestemt hele formålet med at styrke flokken; og hvis han selv kunne være en der hjalp til med at passe på flokken og dets medlemmer, ville det være ham en ære i sig selv. Roligt havde han nikket af Brêgos udtalelse om at flokken endnu er i vækst, næsten mekanisk i sine bevægelser.

Han nævnte nu en han havde kært, og selv kunne han ikke undgå at lade en tanke blive strejfet til Ariel, som han ofte søgte... forgæves. Hvem denne Brêgo havde kært, interesserede ham faktisk - i og for sig - men han ønskede ikke at snage. Ikke nu. Roligt havde han sluppet en diskret og hæs brummen ud, mens han roligt havde set i Brêgos øjne med sine ellers tomme og kolde krystalblå øjne.

"Held og lykke med at finde sin kære."; hæs og intens havde hans ord lydt tonløse og ligegyldige - til trods for han mente disse. Roligt havde han nikket standhaftigt og lettere stift af, afsluttende i sin hilsen, før deres veje skiltes og han roligt lod sig drage med kurs imod Enophis Ø.



[ OUT ]