Synden gemmes i mørket

Hun kunne ikke tyde nogle signaler fra den sorte hingst efter hun havde sagt hendes ord. Ingen positive træk eller negative. Han forholdt sig i samme neutrale position som før og indgød hverken til det ene eller andet.
Hun sænkede hovedet en anelse. Nok havde hun følt sig fri til at spørge, men hver gang hun spurgte, fik hun ikke noget direkte svar på det hun spurgte igen med. Som var det en lille leg de legede, bare uden hun vidste at det var en leg. Hun flappede igen med overlæben i mangel på andre kendte reaktioner. Igen, når det kom til noget så banalt som bevægelser hun skulle foretage sig i tomrummet efter hingstens ord var hun på bar bund. Hun kendte til sine små sære ’klap’ med læberne; så dem brugte hun. Hun vrikkede sine ører frem igen, da han snakkede. ’Alle dømmer, alle bliver dømt’. Så måtte han jo have dømt hende også? Et kort nysgerrigt blik gled igennem hendes øjne, inden hun hævede hovedet en smule igen.

,,Hvis alle dømmer.. Vil du så fortælle, hvad du har dømt mig til? Eller som?”

Måske, hvis hun vidste det, ville hun vide noget om sig selv. Det jeg, som hun var i dette land; men ikke det hun havde været. Skulle hun dog gøre som han sagde, leve i nuet og fremtiden, så ville det måske give mening at lærer noget om sig selv nu, sådan som hun følte og agerede nu, uden at tænke på hvordan hun burde. Måske hun på den måde kunne finde sig selv – og dette blot var en start?

Så længe hun talte kunne at dømme fra ord, mere konkret- ej kunne han se og tyde hendes kropssprog. Hvilket var en del Rashn savnede meget. For ej kunne han se hendes reaktioner på hans ord, på hans reaktioner. Selv forholde han sig neutral- det var sådan han var, for det meste i hvert fald. Arrig var han kun når han skulle advare, og når advarslerne blev taget alvorlig og afstand blev lagt, kunne han blot være sig selv- eller mere blot være til.
Disse mange spørgsmål hjalp vel Rashn lige så meget som det hjalp den arrede hoppe. Måske ikke. For hvad fik den arrede hingst ud af dette. Han kunne nemt skræmme denne hoppe for det meste- han kunne fortælle hende om alt. Hendes hukommelses tab kunne udnyttes til at forme et monster, en sølle tjener. Man kunne ødelægge hende, som han selv var blevet- men man kunne også løfte hende. Løfte hende imod livet. Rashn havde ingen af delene i tankerne. Ej ville han gøre noget disideret. Det eneste han gjorde var blot at svare, uden at svare. Tale uden at sige noget disideret. Atter igen, den arrede hingst var blot til.

"Jeg dømmer alle ud fra simple en simpel basis- som jeg har dannet omverden på. Alle er for mig dømt på forhånd. Ej er jeg bedre end nogen og du er ej anderledes for mig end andre. Ja, jeg har dømt dig. Dette havde jeg inden du viste dig for mig. For mig er alle fjender, for mig er ingen tætte og ingen skal blive. Du har ikke vist fjendtlighed. Du er blot en jeg nu har mødt."

Ordende var tomme, der var ikke nogen følelses i det. For sandheden var hvad han talte, ligegyldighed om hendes eksistens, var i sandhed hvad der rungede i ham. Hun var ikke andet end en af de mange han nok endnu ville støde på- en af de mange han ikke skulle nærmere.
Alligevel havde han et sted ondt af denne, for ham fremmede hoppe. Hun kunne ikke gøre for at hun skulle støde ind i ham, alligevel kunne det have været undgået. Dette var fortid og fortiden kunne ej ændres og for nogen ikke glemmes. For andre ikke huskes.

Imens hendes ord lå i luften og ventede på at blive besvaret, gav hun sig tid til at fundere lidt over den sorte hingst igen. Han så meget anderledes ud, og på nogen måder mere jordnær end den overnaturlige hvide hingst; men samtidig mere unaturlig end Significar. Måske var det alle hans ar, måske var det hans bandager på benene som snød hendes øje og indre fornuft, som stadig var ukomplet. Men noget ved ham trickede i hvert fald hendes tanker, som snart kastede sig ud i nye baner omkring den sorte hingst, hvilket varede ved indtil han svarede hende.
Hun var dømt på forhånd. Så lærte hun det. Og det hingsten sagde, gav hende faktisk en ny viden; ikke at denne viden var generel, for hun troede ikke at alle havde det sådan, men det gjorde sig gældende for ham. Og det i sig selv så hun som værende et faktum, et hun kunne forholde sig til, og derfor kunne hun nu være sikker på noget; sikker på noget om hingsten. Han dømte andre på forhånd. Hun spidsede mulen en anelse inden hun gav sig til at svare igen, med hendes feminine og milde stemme.

,,Så jeg er bare en du har mødt.”

Gentog hun eftertænksomt for sig selv. Sagde det noget om hende? Kunne hun lære noget af det? Måske at hun ikke gav noget indtryk af den person hun nok gemte derinde et sted, som hun ikke kunne beskrive. Men det var jo egentlig ikke noget nyt, for hun var jo også bare ’en hun havde mødt’ for sig selv. Hun rystede let på hovedet af sine forvirrende tanker, inden hun lagde sit blik på den arrede hingst igen. Måske hun kunne lære noget mere om ham.

,,At du dømmer på forhånd er så en ting som du gør, en del af dig. Må jeg lærer en ting mere om dig? Dit navn?”

Hun hejste sin lange hals en smule mere, så hun genvandt en mere vågen attitude og holdning. Hun var oprigtig interesseret i hingsten, det skjulte hun ikke. Også selvom han så ikke fandt hende synderligt spændende, og blot så hende som en uden hverken navn eller personlighed; en han bare havde mødt.

Rashn svage syn hvilede på den slørede skikkelse foran ham. Afstanden blev ikke kortere, den arrede hingst stod stille. Der var ikke mange bevægelser der kom fra ham. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i en rolig rytme, i takt med hans vejrtrækning, ørene lå faldt tilbage i nakken, og kun når en lyd i det fjerne, eller når denne fremmede hoppe talte, lettede det ene øre en anelse. End blinkede han ikke, hans øje stirrede blot. Tomt. Blikket var tomt, tilsløret af den hinde der havde lagt sig over det.

"Alle er enten min fjende eller blot en jeg har mødt. Jeg har ingen relationer til nogen og jeg ønsker heller ikke at få nogen."

Ordende var sagt med den dybe og hæse stemme. Sandheden lå i de tomme toner- for den arrede hingst, ønskede ingen relationer. Han ønskede ingen nær. Der var for ham intet af disse. Alle var ubetydelige for ham. Ondskabsfuld, næppe- blot ensom. Ensomheden behagede ham. Det behagede Rashn at i ensomhed var der ingen dømmende blikke, ingen skuffelser. Smertefrit.
Stift og anspændt som den arrede hingst stod, man ville nok blot tro, at han var en tom skal. At der ingen følelser var bag det arrede ansigt. Der gemte sig dog mere bag. Svigt. Der foregik mere bag end øjet kunne se.

Atter talte denne fremmede, der intet kunne huske, alligevel synes han der havde været mere i denne fremmede, end i så mange andre. Hun var anderledes- ikke at det gjorde den store forskel for hvordan han så på det. Hans synspunkt synes ikke ville ændre sig. Måske en dag, men ikke nu.
Hans mening ville nok ikke have den store betydning alligevel, og han tav om dette. Hvad forskel ville det alligevel gøre for ham. Ingen. Egoistisk stod han blot tavs, da hun spurgte ind til hans navn. Han lod stilheden ligge længe nok til, at håbet om sådan et svar nok for længst ville være svundet ind.

"Navne er for mig lige gyldig ting. Blot en lyd, du næppe behøver huske på. Jeg er blot en du har mødt."

Ganske langsomt begyndte den rødblakke hoppe at svinge halen omkring hendes bagpart i et roligt tempo; rytme og rutine var noget der gjorde den rødblakke hoppe godt, for det gav hende lov at få lidt fred i hovedet, uden at svinde helt hen som fx i søvn.
Hun havde dog stadig hele sin opmærksomhed imod den sorte hingste, den arrede sorte hingst, som hun måske burde have ondt af, føle med, frygte, beundre. Men hun gjorde ingen af disse ting; og nok vigtigst af alt dømte hun ham ikke, som han havde dømt hende. Hun foragtede ham ikke, blev ikke stødt af hans udseende. Hun ville ikke vende ryggen til ham, om han så havde slået en anden ihjel for et øjeblik siden, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle håndtere andre endnu. Måske havde han egentlig meget godt fat i det med, at han bare var en hun havde mødt. At hun ikke skulle se ham som en relation, en ven, men blot som en anden sjæl. Det gav hende i hvertfald et frirum til ikke at tænke på hvordan hun skulle være overfor ham, for det var ligemeget – og alligevel kunne hun ikke lade værre.
Hun endte med at flappe lidt med læberne igen, inden hun tænksomt lyttede til hans næste ord. Han ville ikke give sit navn, hvilket egentlig ærgrede hoppen lidt. Hun ville ønske at hun kunne vide blot en lille smule mere om hingsten, sætte et faktum mere på hylden over de ting hun vidste. De ting hun kunne være sikker på – men det gav han hende ikke. Hun lagde hovedet en smule på sned og gav et accepterende nok fra sig. Han ønskede det ikke, og sådan skulle det være.

,,Jeg tror dog ikke at jeg vil glemme jeg har mødt dig; for du er en af de få ting jeg kan være sikker på er rigtige, da jeg kan se sig og høre dig. Og jeg tror på, at du ikke blot ville være en illusion for mit forvirrede hoved; så hvis jeg rørte dig, er jeg sikker på du ville være der. Men jeg skal nok lade værre”

Hun havde en underlig, næsten lille-pige agtig tone over sig nu. Som var hun trist over, at hun ikke kunne komme nærmere på en sandhed omkring hingsten. Intet navn, han ville ikke huskes – om end hun nok ikke ville glemme; for alle de ting hun var sikker på, huskede hun til punkt og prikke. Der var jo heller ikke så mange ting i hendes hoved endnu hun kunne huske, så hvert et øjeblik stod klart i hendes erindringer. Som var hun et tomt lærred der var begyndt at blive udfyldt med de første, overvejede, streger.
Hun gjorde sig ingen tilnærmelser, hun lagde ikke an til at gå. Hun stod faktisk ret passivt nu uden at vide, om de ord hingsten havde sagt var en hentydning til at deres møde var ved at være slut, eller om det blot var begyndelsen. Ja, han måtte vel skære det ud i pap hvis han ville af med hende, for i hendes tilstand var hun ikke i stand til at forstå så mange hentydninger – selvom hun havde forstået at hun ikke måtte komme ham nærmere.

Der var ikke mange ting den arrede hingst ønskede i denne verden. Fred, ensomheden; var hvad han ønskede. Trods for han hunger efter de ensomme timer, forlod han end ikke selv denne fremmede. Ikke endnu. Der var ikke nogen speciel grund for han stadig blev. Det var ikke selskabet han søgte, det var ikke at hjælpe denne fremmede et skridt frem. Måske var det frygten, frygten for at vende ryggen til denne, eller passere forbi. Uanset hvad grunden var, for Rashn endnu ikke havde bevæget sig videre, så stod han nu blot passivt, stiv og anspændt. Langt fra en kønt syn for øjet.
En gang havde Rashn været flot af udseende. To mørke brune, godmodige øjne havde en gang præget hans sorte ansigt, hvis skind den gang havde været hel. Hans pels sort som kul, hvor månens blege lys kunne få hans skind til at glinse som bar han sølv. Disse dage var for længst passeret. Han var efterladt med et flænset skind, mat og uglet. Steder sad endnu størknet blod der endnu ikke var blevet skyldet væk. hans ben var bundet end i beskidte og blodige bandager, der ikke længere gjorde meget nytte. Før havde de holdt hans ødelagte forben sammen, nu skjuler de blot det der er under. Hans brune øjne var væk, kun et efterladt og dette var ikke længere brunt. Blodsprængt og tomt. En hinde der sløret hans blik, en hinde der beskyttede hvad der end var tilbage af det beskadiget øje.

"Et navn er ikke den man er. Et navn har ingen betydning. Hvis det er din relation til at skille virkelighed fra drømme; Jeg er ægte, trods jeg ikke lever ej er jeg død. Jeg er blot til. Jeg kan intet gøre for at blive glemt, trods at dette er mit ønske. Jeg ønsker blot fred fra livets dæmoner."

Den dybe stemme lød igen i mørket med en hæs lyd. Han kunne ikke tvinge denne fremmede hoppe til at glemme ham. Ej kunne han tvinge hende til at glemme mere.

Fortsat gjorde han intet. Han bevægede sig ikke, han vrikkede ikke med sine ører, han gjorde hverken til eller fra. Måske var det fordi han havde forholdt sig så passivt, at Rowena havde efterabet ham uden at vide det. Hun stod selv passivt, som overlod hun ethvert ansvar for hvad der skulle ske i dette møde til ham. Hun virkkede selv sine ører en smule til siderne, inden hun lod sit hoved sænkes lidt. Hendes lange hals bar tydeligt præg af den race hun var afkom af; den var fyldig, men feminin. Muskuløs, men slank. Hun bar præg af frieserens bygning, det var tydeligt, især når hun formede sin hals og sin krop i de bevægelser hun faktisk kunne fremkalde. Hun flappede igen med læberne, en vane som efterhånden var det eneste faktum om sig selv, som hun vidste var hende. Eller, det var det i hvert fald blevet, for om hun havde gjort det før vidste hun ikke.
Han snakkede igen, forklarede hende at et navn ikke er det man er. Hun løftede hovedet lidt igen og lod hendes øjne live en anelse op; så hun kunne godt finde ud af hvem hun var, uden at have navnet. Hun mimrede en anelse mere diskret med mulen inden hun gav sig til at svare den sorte hingst.

,,Hvis ikke et navn er, den man er, hvad er så?”

Startede hun ud, men hun snakkede ikke yderligere om dette emne. Hun bed sig i stedet mærke i hans sidste sætning, og denne vagte interesse i hendes sind, da hun ikke kendte til ordet dæmoner.

,,Hvad er en dæmon? Og hvorfor skulle du ikke kunne være i fred for dem?”

Hun lagde hovedet en anelse på sned efter hun havde spurgt. Og hun havde en meget sær fornemmelse af, at hun netop nu havde bevæget sig ud på dybt vand i forhold til hingstens tolerance omkring hende.

Det var ikke med omtanke den arrede hingst talte, han talte som det faldt ham ind, når han talte. Rashn brød kun stilheden med ord, hvis der var interessant at tale om. Hvis det var bare den mindste smule kedeligt eller for ham fuldstændig Irelavant tav han. Han ønskede ikke stilheden brudt, hvid ikke nødvendigheden var for det.
Dog synes denne fremmede at have fået flere ord og sætninger ud af den arrede hingst, end der var sluppet fra ham længe. Det var underligt, måske var det kun fordi hun alligevel ikke vidste bedre. Nemt kunne hun manipuleret når hun ikke huskede; dog var det ikke Rashn hensigt. Hun dømte ikke, fordi hun vidste ikke hvad hun skulle dømme for. Hun kendte ikke til arrenes sande betydning, hun kendte ikke troen. Hun kendte ej synder. Hun vidste ærlig talt intet- hvilket gav den arrede hingst en anelse frirum.

"Personlighed er afspejlet i ens handlinger. Ens handlinger er det der i sandhed viser hvem man er. Et navn er intet mere end en titel for personen bag."

Et navn bar han, men ikke navn der afspejlede hans liv. Han bar et navn der havde en stor betydning, og alligevel fyldte så lidt. Det var ikke fordi Rashn skammede sig over sit navn, at han ikke gav det videre, og det var ikke fordi han synes andre skulle gemme sine væk. Det var blot et faktum at navne var blevet så betydningsfulde for andre, at han så det som en måde ikke at blive husket på.

Der skulle sættes spørgsmål. Rashn burde have forudset det komme at netop hans ord skulle spørges ind til. Let som ingen ting kunne han forklare det, men han ønskede ikke. De mandelformede øre blev trykket i nakken og igen lød den hvæsende brummen. Hun trådte for tæt på. Han ønskede ikke dette emne på banen, og selvom hun kun spurgte for at finde svar, var Rashn ikke den der ville give hende dem. Det eneste hun gik ud dette var kun et råd.

"Hold dig fra dem."

Det faldt ikke den røde hoppe helt ind endnu. Hun havde nok fornemmet hun havde begivet sig ud på dybt vand, havde en uro hun tolkede som værende tegn på at hun havde gjort noget forkert – men hun vidste det ikke med sikkerhed. Det kunne så let være hende der bare overtolkede situationen. Det ville ikke være første gang hun var gal på den; men det viste sig faktisk at hendes følelser havde ret. Hun havde trådt forkert, og det var tydeligt på den sorte hingst, der nu nærmest trak sig tilbage igen og med en mere vrissende tone gav sig til at svare hende. Men inden da, gav han hende faktisk en lærdom som hun ikke havde regnet med at modtage. Handlinger definerede en person, og derfor kunne det være ligemeget med navnet; for det beskrev ikke hvem man var. Dette var ord hun med garanti ville tage med videre. Dog glemte hun et øjeblik den dejlige følelse hun havde ved at lærer dette, da han med hvæsende stemme fortalte hende at hun skulle holde sig væk fra disse dæmoner. Det ville hun da prøve, men hun vidste stadig ikke hvad hun skulle holde sig fra. Hvordan så de ud? Hvad gjorde de?
Hun brummede sagte og nikkede så. Hun ville forsøge at gøre som han sagde, så absolut. Ligenu lignede hun vel mest af alt en ung plag på skolebænken, der skulle lærer en hel masse og til eksamen bagefter. Hun makkede ret, det gjorde hun. Men hun vidste faktisk ikke hvad hun nu skulle gøre. Måtte hun spørge mere? Skulle hun tie? Mest af alt havde hun lyst til at stille sig helt hen ved ham, være tryg. Men han ville jage hende væk inden hun overhovedet fik nærmet sig, det havde han ligesom fortalt hende.

,,Hvad kan du godt lide at lave?”

Hun brød stilheden. Hun kunne ikke søge trygheden, men hun ville ikke risikere at han gik fra hende, hvis hun blot tav. Derfor søgte hun bare et eller andet emne at tale om; det kunne være en nærliggende sten, så længe de bare snakkede. Så længe han blev. Ensomheden skræmte hende så meget, for der var hun tvunget til at høre på sit forvirrede sind der inderligt prøvede at finde hoved og hale i alt. Når hun var sammen med andre blev der ligesom lagt en lille dæmper på, hvilket var en utrolig lettelse for den rødblakke hoppe.

Der var ikke behag at finde for Rashn, men skulle han være tvunget til at være i nærheden, eller selskab med nogen, ville denne fremmede nok måske være et af hans fortrukne. Hun vidste ikke meget, og hun var ganske udvidende. En ting der for Rashn føltes som en fordel. Om han disideret kunne lide at være i hendes selskab, eller om han blot havde været ensom for længe var ikke helt til at sige. Uanset hvad, var han ikke gået endnu; som forventede han hun ville gå først lade ham være. Denne fremmede synes dog ikke at have i sinde at forsvinde, og endnu måtte de stå i mørket passivt. Der var ikke mange bevægelser, de var heller ikke så nødvendige med denne fremmede. Hun bar en farve han tidligere kunne se end sort, og mørke toner. Det var gyldent, rødligt. Det var svært for ham at sige præcis hvordan hun så ud, det var heller ikke vigtigt for ham. Han behøvede ikke genkende hendes ansigt, ej heller hendes lugt. Han behøvede ikke hendes navn eller hvor hun ville bevæge sig hen. Intet behøvede han.
Det synes at hoppen forstod hun ikke skulle nærme sig yderligere med sine ord, hun tav og holdt sig endnu væk. Da der ikke kom nogen tegn på hun ville presse på dette emne, at hun blot ville lade det ligge, løsnede den arrede hingst atter en smule op. Ikke helt, det ville han aldrig gøre, og heller ikke helt så meget som han ville løsne op, som han gjorde når han vidste han var alene.

"Jeg kan lide at være alene, hvad jeg laver er for mig lige gyldig, så længe jeg er ensom. Overlevelse er det eneste der har nogen betydning for mig."

Modsat til mange foretræk Rashn ensomheden, han drages af den. Havde der været en anden fortid bag, bare en smule anderledes, havde dette svar nok lydt meget anderledes. Ensomheden træk i ham, for i de ensomme timer, var der ingen til at dømme. Ingen til at blive skuffet, og ingen til at sårer en.

Hun havde trukket sig lidt tilbage, ja, men dermed ikke sagt hun havde trukket sig helt. Hun havde endnu sit fulde fokus på den sorte hingst foran hende, selvom hendes sind så inderligt søgte at række ud efter hver en gnist af genkendelse, omfavne den og tage en brik med tilbage til puslespillet i hendes hoved. Hun ville så gerne sætte det hele på plads, men det var som om hun ikke vidste hvor hun skulle starte; og derfor havde hun valgt den lette løsning ligenu, der hed at hun koncentrerede sig om ham. Han havde ikke kunnet give hende svar omkring hvem hun var, eller hvordan hun skulle være. Han havde fortalt hende, at han havde dømt hende på forhånd; og hun havde lært – eller genlært – at man dømte andre ud fra deres handlinger og ikke deres navn. Faktisk havde dette møde indeholdt mere end den rødblakke hoppe egentlig var klar til at rumme, men hun havde ikke trukket sig endnu. Trygheden ved at være sammen med en anden overskyggede klart hendes behov for at bearbejde alt det hun havde fået at vide.
Nu skete der dog noget, som fik den rødblakke hoppe til at føle sig lidt underligt tilpas. Hingsten svarede på hendes spørgsmål, at han godt kunne lide at være alene. Betød det så, at han faktisk ikke brød sig om at hun var der? Hun lagde hovedet en smule på sned, men inden hun gav sig til at svare ham, skete der noget..

---

,,Forsvind!” Hørte Rowena sin fader råbe. ,,Forsvind og lad mig aldrig se dine hove her igen!”
Hendes far, en stolt og stærk hingst, havde netop jagtet en af hingstene fra hendes årgang væk. Han var vokset op og blevet en potentiel trussel til flokken, og sådan som naturen krævede det, måtte han nu finde sine egne stier, da han ikke havde haft kræfterne til at besejre hendes far..

---

Med et lille fnys rystede den rødblakke hoppe på hovedet, i det hun vendte tilbage til nuet. Hun havde efterhånden oplevet få minder vende tilbage til hende, og dette var det nyeste af dem alle. Hun vidste dog ikke helt hvad det betød, andet end at hun fornemmede at hun havde set sin far. Det var egentlig rart, for så vidste hun da hvordan han så ud, hvis nu hun skulle møde ham. Og hun vidste han var stærk.
Hun mimrede kort med mulen, inden hendes blå øjne så imod den sorte hingst igen. Hendes far havde samme sorte farve, men var af en helt anden bygning.
Nu hvor hoppen havde samlet sine tanker igen, gav hun sig til at svare.

,,Hvis du godt kan lide at være alene.. Vil du så hellere have jeg går?”

Stilheden fik lov at falde over dem. Det var egentlig ganske behageligt, og alligevel var det som om denne stilhed bragte mere med sig end Rashn lige kunne se, høre eller fornemme. Stilheden havde været mere pludselig en de andre små pauser. Med de mandelformede øre presset ned i nakken, stod Rashn endnu passivt og ventede. Han ventede ikke på noget specielt. Han ventede blot.

"Mit dybeste ønske er en at være alene, give mig hen til ensomheden. Alligevel kan jeg ikke tvinge dig til at gå, vi er alle frie og skal ikke lade os tøjle af andres vilje."

Rashn ønskede hun forsvandt, han ønskede alle forsvandt. Den arrede hingst ønskede ikke mindre end ensomheden. Han søgte den, dog mere forgæves. Det var næsten umuligt. Det havde ikke været mange timer han havde befundet sig dette sted, og allerede havde han stødt på denne mærkværdige hoppe, ikke mærkværdig fordi hun var speciel anderledes end mange andre, og alligevel. Hun huskede ikke, hun vidst ikke bedre. Nok det, der gjorde at Rashn fandt dette selskab mere behageligt, end han ville finde nogen andre. Ikke sagt at Rashn synes det var behageligt at have selskab, det var mere end han kunne rumme lige nu; alligevel var han ikke vendt rundt. Han var ikke løbet den stik modsatte retning, end denne fremmede var dukket op fra. Han var blot blevet. Stille stod han, og havde han gjort under det sidste stykke tid. Der var ikke mange bevægelser at finde hos ham. Passivt stod han og forgaves forsøgte at danne sig et mere klart billede.

Det minde der kort forinden var skyllet forbi det indre øje hos den rødblakke hoppe, spøgte stadig I hendes sind, da den sorte hingst snakkede igen. Han udtrykte sig egentlig klart nok. Han ønskede at være alene, men ville ikke selv jage hende bort. Det slog hende bagefter egentlig at være en smule underligt, at han ikke bare bad hende gå sin vej, nu hvor han helst ville være alene. Hvorfor gjorde han ikke det? Var der i virkeligheden fordi han et eller andet sted godt ville have selskab, men ikke ville indrømme det? Hun brummede sagte, inden hun rykkede hovedet en smule til siden. Et sted bag hende rumsterede et mindre dyr rundt; måske en hare. I hvert fald noget der var stort nok til at skabe lyde der kunne høres.
Da hun vendte hovedet tilbage imod den sorte hingst, blev hun ikke rigtig mødt af noget indtryk. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til hans ord. Til at han helst ville være alene. Måske var det fordi den rødblakke hoppe ikke vidste noget, at hun ikke kunne finde ud af at reagere.

,,Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Egentlig burde jeg vel gå, nu hvor du helst vil være alene?”

Hun lod sine ører vrikkes en smule ud til siderne, så hendes udtryk blev både tænksomt og en anelse utrygt. Han kunne jo ikke lide nogen og dømte alle på forhånd. Det havde han sagt; og selvom hun havde taget imod alt han havde sagt med kyshånd, var det som om hun nu ramte muren. Det var måske på tide at vandre videre og lade hingsten være alene, så hendes tilstedeværelse ikke var en pine for ham. Endnu en ting hun havde lært; ikke alle brød sig om andre, tydeligvist.

Selvom den arrede hingst havde opfanget lyden af dyret der puslede i mørket, et sted bag denne fremmede hoppe, hvis hukommelse var ingen, kom der ikke nogen tydelige tegn på at han havde opdaget det. Der kom ingen reaktion fra ham, ørene lækkede sig ikke det mindste fra nakken. De blev hvor de var. Rashn blev hvor han var, dette havde han gjort hele mødet igennem, stort set. Der var ikke mange bevægelser fra ham, passivt som en mur stod han. Urokkelig- eller i hvert fald næsten.
Denne fremmede, sløret hoppe uden en hukommelse, reagerede. Han så hendes bevægelse. Han opfangede det svagt i det sløret billede han havde. Hver en bevægelse hun foretog sig, selvom de havde været få, observerede han. Intet måtte misse ham, han var nød til at være forberedt. Jovist udgjorde denne ikke nogen trussel som så imod ham. Alle var dog alligevel en trussel. Hvem vidste hvad hun ville blive til hvis hun genvandt sin hukommelse, eller hvad hun ville blive til hvis hun lod verden forme hende på ny. For Rashn egen skyld skulle denne fremmede i mørket forblive som hun var lige nu. Det så han som den bedste løsning. Jovist ville det næppe blive sådan. Næppe behøvede han møde hende igen. Dette kunne, og ville forhåbentlig blive det sidste han så til hende og hun ham. Det var egentlig ikke personligt ment. Rashn ønskede ikke møde hende igen. Han ønskede ikke at møde nogen.

Selvom hun talte svarede han hende ikke. hun havde sat et spørgsmålstegn til, om hun virkelig skulle gå. Om det ville være det bedste. For den sorte hingst virkede det åbenlyst, helt fra begyndelsen af havde han ikke just givet sig hen til tanken om at skulle døjes med et selskab. Alligevel var det sådan aften havde hent. Og selvom mødet ikke havde været særlig langt, havde det været for langt. I hvert fald i følge Rashn.
Efter noget tid, tid i stilhed kom der et kort mekanisk nik fra den arrede hingst. Selv havde han været gået, hvis ikke frygten for at vende en fremmede ryggen, havde bidt ham hårdt i siden. Det var ikke noget der var tydeligt at sporer på den arrede hingst, egentlig var det usynlig. Frygten var der dog. Den jagede ham, konstant var han på flugt.

Stilheden sænkede sig over de to sjæle med slående hast. Det var så tydeligt, selvom Rowena’s normer og værdier var så fortrængte, som noget kunne være, at hun skulle gå nu. Mødet havde nok varet længere, end hvad godt have været, om end hun selv havde nydt godt af det; og selvom udsigten til atter at skulle forholde sig alene, uvidende om hvordan verden omkring hende fungerede, valgte hun at fravælge sine egne behov.

Hingsten foran hende, den sorte og arrede hingst, havde fra starten af deres møde udtrykt sig, at han ikke ønskede hendes selskab. Han havde alligevel valgt at gå på kompromis og udholde hende og hendes spørgsmål i op mod timer nu, selvom han tydeligt have været generet af det. Om det direkte var af hende, eller blot hendes spørgsmål, en kombination af disse eller en helt anden mulighed, vidste hun ikke; men trods hendes manglende viden indenfor alle områder, så forstod hun alligevel at en usynlig grænse var ved at være nået, og denne ville hun helst ikke overtræde.

Hun rømmede sig en smule, alt imens hun endnu stod tavst. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle ende deres møde; skulle hun gå, uden en lyd? Det forekom hende måske en smule uvenligt, men så igen. Hun vidste jo i bund og grund slet ikke hvad der var venligt og hvad der ikke var. Hvad skulle hun sige? ’Tak fordi du gad høre på mig?’. Det lød så taktløst i hendes indre, da hun sagde sætningen for sig selv. Nej, sådan skulle hun heller ikke afslutte det hele.

Faktisk blev hun en smule frustreret; for hun kunne slet ikke gøre op med sig selv, hvad godt var i denne situation. Hun begyndte endda at væve på stedet, som udtryk for hendes indre monolog, der kørte ud af alle tænkelige spor, for at lede efter dét helt rigtige ord at sige til hingsten; som hun faktisk havde værtsat tiden med højt.

Der gik om end minutter, før det stod klart for den rødblakke hoppe, hvad hun skulle gøre. Derpå rettede hun sine øjne imod den sorte arrede hingst og formede hendes feminine mule, så den kunne udtale de få ord, som hun havde udvalgt sig.

,,Jeg vil byde dig farvel nu. Jeg er glad for, at jeg kunne søge en rum tids selskab hos dig, og jeg er taknemmelig for de ord vi har udvekslet. Jeg håber, at du finder roen når først jeg er væk” 

Derpå nikkede hun dybt, inden hun med egentlig ret så feminine og elegante bevægelser vendte sig fra den sorte hingst og begav sig videre frem. Hvor hun var på vej hen, vidste hun slet ikke, men hun ville nok finde et sted som hun følte sig tryg nok ved, til at få hvilket lidt. Hun behøvede egentlig ikke fysisk hvile, men nærmere psykisk. Der var mange nye indtryk hun skulle fordøje efter mødet med denne sorte hingst; og det minde, som kort forinden var dukket frem i hendes indre.