Post by Deleted on Nov 17, 2014 19:49:45 GMT 1
Denne fremmede hoppe blev. I hvert fald lidt endnu. Tavst og ganske passivt forsætte Rashn blot med at stå. Blikket lå stift ud i luften. Han så egentlig ikke på noget bestemt, der var ikke meget for ham at se alligevel- blikket var sløret og stift, som stod han blot i sine egne tanker. Ikke helt tilfældet. Der var altid tanker, man kunne ikke undgå dem helt; nej den arrede hingst lyttede. Ikke så meget på den sløret skikkelse at en hest foran ham, men mere til omgivelserne. Han var opmærksom på det hele, det var en nødvendighed.
Tavs forblev han. Han havde ikke mere at sige. Der var ikke noget for ham at tale om, og så vidt ventede han egentlig blot på hun gik. Hun måtte gå først, og først der ville han kunne vende sig rundt og forsvinde ind i mørket. Skjule sig i skyggerne. Ikke at nødvendigheden var stor. Timerne var sene, og mørket havde lagt sig over landet, hvilket betød han kunne gå nogen lunde frit over det hele.
Mangel på tillid var hvad Rashn havde, og der ved var det han ikke bare kunne gå. Hvis han vendte hende ryggen bare et sekund ville hun få en stor fordel. Ikke at denne fremmede havde gjort udtryk for at ville ham noget- men aldrig ville han kunne stole på nogen, og konstant var han nød til at forvente det værste. Også af hende!
Det var længe stilheden havde fået lov at ligge, uden nogen af den havde foretaget sig noget specielt. Selv stod Rashn forsat stift med blikket rettet lige frem. Hun havde selv stået ret stille, ikke helt så stille som ham, han kunne fornemme hendes små bevægelser, men uden at kunne se dem.
Først nu talte hun. Hun bød ham farvel. Høflige var hendes ord, og mange andre ville have taget dem mere til sig, ved den arrede hingst prallede de blot af igen. Kun et mekanisk nik, var hvad hun fik tilbage. Ingen ord ingen farvel.
Den sorte hingst stirrede forsat ud i luften, alt imens han lyttede til de svage lyd af hovslag der kun blev svagere og svagere i takt med denne hoppe forsvandt. Sammen med lyden forsvandt lugten også, og da han ikke længere kunne høre hende, først der flyttede den arrede hingst på sig. Stift havde han stået nu længe, og det virkede helt som det hele løsnede op. Det gjorde det også en anelse. Ikke helt så anspændt bevægede han sig nu imodsat retning af hoppen.
-OUT
Tavs forblev han. Han havde ikke mere at sige. Der var ikke noget for ham at tale om, og så vidt ventede han egentlig blot på hun gik. Hun måtte gå først, og først der ville han kunne vende sig rundt og forsvinde ind i mørket. Skjule sig i skyggerne. Ikke at nødvendigheden var stor. Timerne var sene, og mørket havde lagt sig over landet, hvilket betød han kunne gå nogen lunde frit over det hele.
Mangel på tillid var hvad Rashn havde, og der ved var det han ikke bare kunne gå. Hvis han vendte hende ryggen bare et sekund ville hun få en stor fordel. Ikke at denne fremmede havde gjort udtryk for at ville ham noget- men aldrig ville han kunne stole på nogen, og konstant var han nød til at forvente det værste. Også af hende!
Det var længe stilheden havde fået lov at ligge, uden nogen af den havde foretaget sig noget specielt. Selv stod Rashn forsat stift med blikket rettet lige frem. Hun havde selv stået ret stille, ikke helt så stille som ham, han kunne fornemme hendes små bevægelser, men uden at kunne se dem.
Først nu talte hun. Hun bød ham farvel. Høflige var hendes ord, og mange andre ville have taget dem mere til sig, ved den arrede hingst prallede de blot af igen. Kun et mekanisk nik, var hvad hun fik tilbage. Ingen ord ingen farvel.
Den sorte hingst stirrede forsat ud i luften, alt imens han lyttede til de svage lyd af hovslag der kun blev svagere og svagere i takt med denne hoppe forsvandt. Sammen med lyden forsvandt lugten også, og da han ikke længere kunne høre hende, først der flyttede den arrede hingst på sig. Stift havde han stået nu længe, og det virkede helt som det hele løsnede op. Det gjorde det også en anelse. Ikke helt så anspændt bevægede han sig nu imodsat retning af hoppen.
-OUT
