Min eneste ene..

Han var hendes. Ingen tvivl om at den næsten helt hvide hoppe havde taget denne ejerfornemmelse. Hun ville heller ikke tøve et sekund med at vise det over for andre, nok ikke just på den flinke måde. Hun ejede ham, og hun så helst ikke til at dele ham- hvilket også betød hun ikke gjorde så mange tanker i hvad han foretog sig i al den tid hvor han ikke var hos hende. Hun havde aldrig kastet nogen tanker på det, han var der bare. Eller også var han der slet ikke og kun eksisterede når hun kunne se ham, eller høre ham. Røre ham.

Hans åndedrag hun kunne mærke over sin ryg føltes varm imod hendes ellers kølige skind. Det fik hende ikke til at stoppe op, men der imod til at trippe en anelse mere i sit sin gang. Den lyse hale viftede hun lidt med, og lod den bevidst ramme Djange af og til.
Hendes strøg over hans krop blev til små napperier, ikke hårde eller for at bide, men hun nappede lidt til hans skind, opfordrende før hun kom med nogle små halv brummene lyde.

(7)

Det var næsten lige meget hvad hun i bund og grund gjorde eller ikke gjorde lige nu, for om hanblev opstemt, for det var han allerede i allerhøjeste grad. De kolde og tomme øjne gnistrede kort da hun begyndte sine napperier, alt mens han stille havde haft lagt ørerne lidt vigende over hendes hale der dog ret så forførende var smidt ind imod hans skind og efterhånden tykkere vinterpels.

Stille trippede han på stedet atter engang, mens han ønskede inderligt at nappe hende igen, alt imens det sitrede samtidig i hele hans ve og vel. Men da først hun atter passerede, søgte hans øjne blot hendes. Indgående som de nu kunne, alt imens han denne gang blot forholdte sig ’pænt’ som hun passerede. Nej, denne gang så han næsten mere overlegent til, mens hans hingstede udtryk med den knejste nakke, og de stadig ind imellem trippende stillestående trin, afslørede hans iver efter hende; til trods for han forblev afholdende. Hæst lød han brummen, mens han næsten utålmodigt piskede helt iltert en enkelt gang med den mørke og fyldige hale bag sig, mens hun forholdte sig foran ham. Meget intenst og indlevende, så hans ellers kolde og tomme krystalblå øjne til, mens hans fine hoved fulgte hendes gang forbi passerende foran ham.

Helt tæt op af ham stoppede hun ved hans side. Hun lod sin spragledemule røre hans flanke en anelse før hun med den kantede hoved gned sig kælent op af ham. Han havde forholdt sig ganske passivt, selvom han ikke just så ud til at være så passiv igen, imens hun havde kredset rundt om ham.
Den lyse hale viftede hun stadig med, hun vidste godt hvad hun lagde op til. Dette måde kunne nemt ende som forrige, men et sted ville det absolut ikke gøre den blege hoppe noget. Hun huskede ikke længere den sårbarhed hun havde følt da hun gik drægtig med sin først fødte søn og hidtil den eneste hun havde. Hun havde glemt hvor akavaet det havde været at have ham rendende, det havde taget noget tid for den unge hingst at lærer hvordan han skulle te sig over for hende, og der var stadig lidt problemer- i hvert fald hvad den næsten hvide hoppe mente.

Myth nappede atter til hans flanke før hun flyttede hoved en anelse fra ham. Hun brummede sagligt og vende det kantede hoved imod den let brogede hingsts. Hun søgte hans blå øjne, hun søgte dybet hun så mange gange havde ladet sig falde ned i.

(8)

Det var absolut tydeligt hvad hoppen lagde op til. Men på den anden side vel lige så tydeligt hvad den brogede hingst håbede og ventede lidt på? Til trods for hans passive mine der havde lagt over ham ved denne kredsen, og næsten tilfangetagning, havde han på ingen måde faktisk været passiv.

Hendes få slag med hendes hale omkring hans fronten, var næsten på grænsen af hvad han kunne tilbageholde hos sig selv, mens brunsten provokerende duftede for hans næseborer. Hendes nap næsten kildrede, hvilket hans sitrende skind lettere afslørede for hvert nap hun havde sat, før han fornemmede ud af øjenkrogen at hun drejede det kantede hoved. Selv drejede han derpå sit, imod hendes, og mens de stod der, kiggende imod hinanden, opstod den dybere forbindelse mellem dem. Som endnu var uforklarlig – især for den brogede hingst – alt imens han mærkede et stik, smertefuldt, til trods for den behag der dernæst langsomt fyldte ham og hans krop. Stilheden indgød, mens han selv fornemmede en næsten nedtælling, der langsomt lød i det fjerne, en nedtælling som han ikke vidste hvad talte ned til…

Deres øjne mødtes, og trods for begge blikke var forladt for en hver følelse, var dybet stort. I hvert fald de dyb Myth kunne i finde i Djanges. Selv kunne hendes blot virke som et sort hul der aldrig synes ville ende, hul af at tomhed, intethed. Der var intet. Den næsten helt hvide hoppe nød øjenkontakten med Djange, også selvom der ikke blev sagt noget på det punkt heller. Deres blikke var tavse som de selv. Ord behøvede ikke. Underligt nok, trods for ingen af dem var speciel tydeligt men der var alligevel meget at hente. Hvis man kiggede efter de små ting. Brunsten gjorde det hele en anelse mere tydeligt, den saglighed der var over den næsten helt hvide hoppe- men til hver dag var hendes kropssprog ikke just tydeligt.

Saglig brummede hun atter igen, hun lod sin mule søge mod ham. Hun søgte nærheden, som om den ikke var der i forvejen, som der ikke var nok. Hvis de kunne smelte sammen havde det nok været det hun havde ønsket allerhøjest lige nu. Hun ønskede ham tæt og ønskede at være sammen med ham.

(9)

Deres øjne mødtes, og såvel gjorde tavsheden. Det ordløse tidsrum de som oftest altid nåede, det tidsrum som selv endda fandt sted helt tilbage den gang hvor de på ingen måder var mager. Det tidsrum og den fornemmelse som var så unik, at Djange kunne sværge højt og helligt at han med ingen anden i hele sit liv, havde haft det lige akkurat sådanne med. Noget som også fik en hingst som ham, til at tro på sjælepartnere, noget som fik den let brogede Djange til at tro på at lige akkurat denne næsten hvide hoppe, var og forblev hans sjælepartner.

Hun rakte ud efter ham, langsomt, mens han selv lige så afspejlede hendes bevægelser af det vendte hoved og halsen der gjorde sit for at nå. Samtidig slap han ikke hendes blik, det blik der var så dødt og intetsigende, men han alligevel fandt noget i. Syntes han selv… måske var det mindet om hendes mørke øjne som han holdte så inderligt meget af. Det var meget stille og på få mulehår at de startede berøringen, at de næsten symbolsk rørte hinanden efter at have rakt ud efter hinanden. Stille nød han hendes saglige brummen, mens han selv gengældte den med sin dæmpede hæse brummen, før han anstrengte sig det yderligere og hans varme mule nu blidt rørte hendes kølige. Næsten trykkende pressede han langsomt mulen imod hendes, uden at stoppe. Han ønskede hende tæt, tættere, dette var end ikke nok.

Deres muler rørte hinanden, hun mærkede hans varme ånde i mod sin mule. Hun pustede ud på ham, selv var hendes ånde ikke helt så varm som hans, hun var ganske kølig. Det var kommet til hende efter skyggerne havde fjernet hendes orginale hjerte og erstattet det med et lavet af skygger.

De mandelformede øre vippet kort frem, en anelse, men for en kort stund før de igen ramte tilbage imod nakken.
En sagte feminin brummen slap fra hende før hun trak sine mule til sig. Hun slog et par slag med den lyse hale. Hun trippede igen lidt på stedet før hun gav sig med kærlige nussende bevægelser lod sin mule berøre hans rødlige skind.
Hendes spraglede mule var imod hans flanke atter og cirklerende bevægede hun den. Af og til små nappede hun, som hun havde gjort før.

(10)

Hendes ånde mod hans, sagde i og for sig alt. Alt om dem, alt om deres skæbne, alt om deres vidt forskellige valg. Selvom de havde valgte hver deres sti, formåede de endnu at finde genveje der ledte dem på samme mellemstier, og mon ikke de ville kunne formå dette for en tid endnu… Djange håbede det, ikke nu. Nu var han sammen med hende, og hans tanker forblev hos hende, så vidt som muligt. Han nød, og forsøgte også fortsat at nyde nuet. Men han vidste, så snart han ville vende hende ryggen atter engang for at søge tilbage til hans egen tryghed, så ville han atter gruble og spekulerer over mulighederne.

Hun trak sig, og kælent bar hun sig ad, mens han nød hver og en berøring. Selv, maste han sig en anelse ind til hende, på trods af hvor tæt de allerede stod. Knugende lænede han kort sin krop mod hendes, før han ufortrødent nippede hende drillende over bagparten, før han kælent gned sit hoved op af hendes bagpart. Han trippede kort hingstet, mens brunsten udfordrende ham. Hans hjerte bankede, det sitrede i hans skind, og selv i hans kolde og tomme øjne, tillod en gnist sig at tydes.

Det sitrede i det blege skind da han nappede til hendes bagbart. Sitren forsatte som en kuldegysning af behag igennem hele kroppen. Kulde var noget den blege hoppe var blevet van til og kuldegysningen var langt ubehagelig, og da slet ikke under omstændighederne. hun mærkede hans hoved mod sig, hun mærkede hans ansigtigs rusting kolde spænder rive let i den ellers tykke pels. Det var egentlig ikke ubehageligt, blot en ganske fremmede fornemmelse, og alligevel ikke. Den brogede hingst var den eneste i dette land der egentlig havde formået at få lov at røre hende, være tæt på hende. Hvis man da så bort fra skyggerne altså.

Selv gjorde Myth ikke mange tanker, faktisk ignorerede hun alt forsøg på at få hende på andre tanker end at stå opfører sig som ny forelsket unghest. Hun ignorere de råbende skygger, hun vidste forsøgte at få hende til flere ting, næsten alt andet end det hun foretog sig.
Tankerne skulle nok komme, de skulle nok følge hende, men lige nu ville de ikke gøre meget gavn. Hun ville ikke prøve at regne ud hvordan alt ting skulle hænge sammen eller hvordan alt skulle ende. Lige nu måtte hun være i nuet, for dette nu ville ikke vare længe. Det gjorde det aldrig, det kunne det ikke.

Kælent lod hun det kantede hoved gnide sig op af den let brogede hingst og lod endnu en gang en saglig brummen lyde. Lidt provokerende slog hun et par dovne slag med halen, der alligevel formåede at ramme Djange. Igen små nappede hun lidt til ham, før hun gentog at gnide sit hoved op af den brunlige pels.

(11)

Han mærkede hendes sitrende skind, hendes ydre reaktioner, alt imens dette ikke afholdte hans kærtegn. Selv mørkede hans hendes kantede hoved imod hans eget skind. Det var stille og for en kort stund at han nydende lukkede øjnene i, før han atter åbnede dem. I samme øjeblik faktisk som han mærkede hendes halespids ramme hans bringe. Stille ville han have smilt, men det forblev indvendigt, alt imens det i stedet kort havde gnistret i hans øjne. Brunsten drog ham, alt imens han atter smøg sit hoved kælent op af hendes bagpart, før han kort drillende og svagt optaktende nappede hende ved haleroden.

Stille flehmede hans overlæbe næsten, men også kun næsten. Løftende fra hans overlæbe var så små, så det lige så vel kunne have været at han mimrede let med mulen. Stille knejste han hingstet markerende og udgjorde et dybt og meget stille fnys, i kombination med en dybere brummen, før han trådte hende endnu nærmere – skønt det egentlig ikke var muligt. Han strakte langt i halsen, før han lod sit hoved og hals sænkes, så hans hals lå knugende og kælent over hendes bagpart og hans hoved fulgte søgende over imod den anden side, halvt pegende lige over bagparten og halvt pegende imod hendes rygsøjle der fortsatte op til hendes hals. Han brummede hingstet mens han nippede let til hende omkring hendes hofteben, som hans mule var umiddelbart ude for.

Da hals mule var mod hendes halerod, sågar nappende flyttede hun den. Det næsten af ren automatik af den lyse hale blev vippet ud til siden. Den blev liggende der for en stund, før hun slog et mere ordentlig slag med halen. Feminint og ganske saglig brummede hun.
Myth sank sit kantede hoved ned mod jorden, hun fandt hans bagben og snappede en anelse til det, ikke hårdt men mere i kærlige puffende nap.

Stadig sitrede hendes skind ved hans berøringer, hans nap. Næsten alt han gjorde fik det blege skind til at sitre over det hele af behag.
Det var sjovt som netop den aflukkede føleles forskrækkede hoppe skulle finde en hun hungrede efter. En hun ikke synes at kunne få nok af, en hun lod komme tæt på og alligevel ikke. Han fik lov at komme tæt på fysisk, endnu havde hun ikke lukket ham ind i hendes forstyrrede sind, og måske burde han slet ikke komme der ind nu hvor skyggerne også spillede en stor del. Det var nu ikke på grund af skyggerne han ikke havde fået et større indblik i hvem hun egentlig var, ud over det han havde kunne se eller få lov at føle. Hun var bange, bange for at indrømme det, konsekvenserne, mareridtende. Myth huskede dem ikke længere, i hvert fald ikke årsagen, men hun huskede følelsen og hun ville ikke tilbage!

(12)

Let havde han løftet på det ene bagben, lettere overrasket over berøring der, før han roligt og betryggende havde sat det. Det var jo på ingen måde hans hensigt at såre hende på hverken den ene eller anden måde. Hendes skind sitrede, alt imens det selv opstemte ham hvordan hendes hale havde rykket sig, tilmed indbydende, accepterende. Let trippede han atter, mens hans hals lå over hende, og han pressede let sin bringe imod hvad der måtte være hendes flanke og øverste del af bagbenet. Hendes hale havde slået et let smæld, hvor han kort havde skævet imod hendes hoved der var sænket.

Atter brummede han kortvarigt hingstet, før han trippede stille på stedet, og diskret bevægede sig bagom hende; før det vidste sig at han allerede stod der. Atter forholdte han hovedet over hendes ryg, mens hun ok ville kunne mærke den kolde rustning helt klistret op af baglår, på hver sin side af hendes egen hale. Han gned let hovedet fra side til side over hendes bagpart og læn, før han rankede sig op bag hende, hingstet snuste han varsomt og forsigtigt til hende – mens han dog stolede på at hun hverken ville ham noget ondt, og heller ej søgte til flugt det næste sekund det skulle være. Stille flehmede han nu, mens han kort trippede, før han atter engang prøvende nappede til hendes halerod, før han afventende næsten veg hovedet, og diskret søgte efter hendes øjne, skævende fra hvor han stod og hvor hun havde sit hoved.

Myth fik rykket sit hoved en anelse til sig da han hævede sit ben, ren refleks for ikke at få en flyvsk hov i hoved. Det gik dog ikke andet et nogle få sekunder for benet igen var sat og hun nappede lidt igen til det før hun løftede det kantede hoved op igen. Hun nussede derimod lidt til hans flanke igen, før han mere trippende bevægede sig en anelse væk, ikke som så væk fra hende men han bevægede sig om baghende.
De sorte, tomme pupiløse øjne fulgte med ham, dog stoppede hendes hoved halvejs. Hun mærkede hans bringe, eller mere hans brynje imod hendes bagparti. Den var kold, men atter gjorde kulden ikke meget ved hende. Det var blevet en del af hende, og var lidt som om den ikke rigtig gik hende på.
Da han igen rørte hendes halerod slog hun et enkelt lidt doven slag med den hvor efter den atter lagde sig ud til siden, og en saglig brummen lød atter fra hende, mere end før. Hun fnyste kort og trippede lidt på stedet.

Det ene øje skimtede Djanges blå. Hun så imod dybet der hvor i dem. Han havde diskret søgt hendes blik, og fanget det.
Små trippende stod endnu på stedet, med en pause i ny og næ hvor hun stod stille. Det kantede hoved blev rettet frem igen, hvorefter hun slog et enkelt slag med den lyse hale, men lod den glide til siden igen da hun holdt inde.

(13)

Selvom positionen som sådan i selv kunne virke fjern, på trods af hvad det hele var et optakt til, følte han hende så nær alligevel. Trygheden ved hele hendes ve og vel, når hun tillod at han søgte hendes blik, og lige så omvendt. For en stund stoppede han helt, mens han nød hendes skævende blik, såvel som han også kun kunne skæve til hende, som han stod for hende.

Hendes reaktioner elskede han, det gjorde han virkelig, alt imens han følte og fornemmede en dyb accept da hun atter gjorde et slag men halen endnu lå ud til siden. Hendes saglige brummen sagde alt, mens den varmede ham inderligt. Der var bare noget over hendes saglige brummen, der lød så feminin i hans ører, på trods af det dybere toneleje hun bar med sig, og altid havde gjort. Kort lagde han hovedet på skrå, og nussede hende med mulen helt igennem forsigtigt tæt ved hendes ’indgang’ ned langs hendes baglår og tilmed endte med mulen nussende nede omkring knæet på inderlåret – på din side af hvor halen ikke lå til. Han trippede kort selv et par gange, før han hingstet knejste i nakken, hvorpå han så balanceret rejste sig ufortrødent og helt langsomt. Voldsomt var det i hvert fald ikke da hans forben fandt vej op på hver sin side af hendes bagpart og hen med lidt vaklende, men rolige skridt trådte hende nærmere, og kom tættere ind på hende, før selve bedækningen var sat i gang. Han straks halsen lang, mens hans vægt nok ville tyngde hende… Med hovedet straks så langt frem det nu kunne, søgte han på den sige hvor hendes hoved også var drejet let til, for at søge hendes nærvær endnu engang, på trods af denne mere dyriske akt.

Hans kærtegende bevægelser fik atter det til at sitre af behag igennem hendes blege skind. Hans varme mule imod hendes kolde skind. Gåsehud, kuldegysninger af behag løb igennem hendes krop. Det var langt mere intens nu, og ganske tydeligt nød Myth disse berøringer. De holdt dog inde, hvor kort efter hun kunne mærke Djanges vægt. hun trippede lidt. Hun forsøgte at finde et godt forfæste nu med den ekstra vægt. Djange var noget større hest end hende selv, noget højere, og trods for Myth var af kraftigere bygning, var den ekstra vægt hård nok. Hun fandt et fodfaste der virkede stabilt og der fra stod hun ganske stille.
Hun mærkede hans hoved søge frem imod hendes, og hun drejede det kantede hoved en anelse mere for lade sin spraglede mule søge mod hans. Det gav et gib hende da akten først satte i gang, og af en mindre forskrækkelse kom hun til som ved forrige gang, til at fryse hans hjerte, denne gang var det blot med lidt større kræft end sidst, hendes kræfter var blevet stærkere fra før Lupë, men det var ikke andet end et par sekunder. Myth bemærkede ikke selv hun havde gjort det, men Djange ville mærke kulden, nok også føle sig en anelse svimmel for nogle sekunder. En brummen slap fra den næsten helt hvide hoppe og lod sin mule mimre en smile mod hans.

(14)