Min eneste ene..

Han søgte hendes mule, men da først det rigtig satte i gang, mærkede han en smerte. En stillestående og genkendelig smerte. I samme øjeblik som hendes mule havde tilladt sig at røre hans, kom smerten og ligeså stivnede Djange næsten helt. Panikken greb ham i de få sekunder, mens han samtidig helt holdte vejret; og en kort panik gnistrede i hans øjne, mens de ellers blev helt fjerne. Han hverken tænkte, følte eller var rigtig til stede ide få sekunder, før de giv over.

En svag fornemmelse af svimmelenhed slog ham, før en beroligende følelse af bare kunne mærke sit eget hjerteslag igen, satte det hele på lige fod endnu engang. Stille lod han slapt hovedet kort hænge ned over hendes side, uden at søge hendes mule i få sekunder, før akten blev genoptaget og ligeså hendes berøring imod hendes mule. Stille brummede han hingstet, mens han helt langsomt nu startede ud, mens han nærmest nippede til hende beroligende – til trods for der måske ikke engang var noget at berolige hende over. Stemningen tog dog over, og egoistisk om så ve, tog akten en anelse mere fart på, mens han nappede næsten bidende i hendes manspidser, nydende, men lige såvel ivrigt. Snart ville dette være overstået, og de ville begge kunne se frem til endnu en omvæltning i deres kringlede forhold. Men dette rørte ham ikke, ikke nu fik dette lov til at slå ham som tanke. Det ville det senere.

Hun mærkede den ekstra vægt der pludselig kom, da Djange næsten fladt helt afslappende om på ryggen af hende. Det var netop i disse sekunder det gik op for hende hun igen var kommet til at bruge sine kræfter på mere uheldigvis- og endnu en gang var det mørke hun bragt med sig gået ud over den let brogede hingst. Det tog ikke lang tid, og der var ikke snak om andet end nogle få sekunder, selve hjertetfrysning havde været mindre end 10 sekunder, men synes at kunne føles længere grundet ubehaget.
Hurtigt som det var kommet, så hurtigt var det væk igen og det hele blev genoptaget. Da hans mule søgte imod hendes mimerede hun lidt med sin mod hans. Hun mærkede hans varme ånde for en stund før hans mule atter var væk. Hun kunne mærke hans små ryk i hendes man, ikke fordi han rykkede i den, men alligevel kunne hun mærke hvordan hårstrående blev spændt ud. Det gjorde ikke ondt og der ved lod hun det være.
Let trippede hun igen for at genvinde balancen på fulde, så de korte ben ikke ville give efter for det ekstra pres der var på dem. Myth fandt på ny forfaste nok til at holde sig oppe, og stod nu igen ganske stille.

(15)

Akten varede ikke ved, til gengæld gjorde den let brogede hingst iver ikke efter for det snart afsluttede. Egentlig var selve bedækningen færdig, om end det så var egoistisk over for den næsten hvide hoppes ryg der skulle bære på ham, slap han taget i hendes man, og stillede gned sit hoved kærtegnende op af hendes skulder i nogle små, men meget tryggende bevægelser. Som om dette ikke var nok, det blev aldrig nok – han kunne ikke have hende tæt nok på mere. Det var som om sulten bare ikke blev stillet, ikke til fulde.

Roligt nippede han ud efter hendes spraglede mule, velvidende om at han måske slet ikke ville ramme hende, før han roligt lod sig trække sig tilbage og dumpe roligt ned fra hende. Lidt skævt havde han båret sig ad, da begge hans forben blev plantet på hendes ene side af bagparten – faktisk hvor han havde stået umiddelbart ført parringen. Ufortrødent stod han ikke et splitsekund, før han trådte frem, med hans forpart imod hendes, så de stod side om side nu. Han knejste smukt i nakken, da først hans hals bar hans hoved fra en smuk buet linje, før at han rakte mulen imod hendes. Stille brummede han, hæst – næsten betryggende, alt imens de krystalblå øjne søgte hendes døde. Stille slog et par diskrete gnister sig i hans øjne, mens hans mule søgte hendes. Hendes kølige med hans nu endnu varmere end før.

Da han lod sit hoved gnide kælent op af hendes skulder, drejede hun sit eget hen imod. Hun brummede sagte og mimrede en smule med mulen. Den ekstra vægt var hård at stå med, men de korte ben var stærke og stod standhaftig endnu. Da den let brogede hingst endelig lod sig glide ned føltes det dog alligevel som en lettelse at det ekstra tryk forsvandt fra hendes ben og nu stod tilbage og kun skulle bærer sig selv.
Myth stod stille for en stund, men da Djange først nærmede sig fra siden, trippede hun atter en anelse blot for at rykke sig en anelse nærmere ham. Atter mødtes deres blikke. For Myth var det ikke kun det sædvanlige tomme blik der blev mødt, nogle gnister kunne anes i det dybe blik. Med en brummende strakte den næsten hvide hoppe sin spraglede mule imod hans varme.

Hun stod ganske passivt for en tid, imens hun blot så ind i det dybe blå blik, næsten stirrende, som havde hendes sind forladt hendes krop stod hun blot. Rolig var hun, i hvert fald uden på, og selv var hun men en uro var dog i hendes indre. Der var aldrig helt stille, og slet ikke lige nu.

(16)

Til trods for den passive mine der lå over den næsten hvide hoppe, som et lag af tjære der ikke bare sådan lige er at skrabe af, fandt han hende alligevel mindst lige så uimodståelig og nærværende. Hun havde søgt hans mule, og det var i grunden nok for ham. Hendes brummen han af og til stadig hørte, var hans eneste chance for at høre hendes stemme brillerer lidt. De sagde ikke meget de to, i selskab med hinanden, det var i hvert fald sikkert… men ord var heller ikke nødvendige. Det ville de nok aldrig blive.

De stod tæt, grundet hendes egne trippende skridt nærmere ham; og blidt i stilheden, hejste han sit hoved lidt, for at lade sin lyserøde mule stryge hende fra panden og ned. Stille stoppede hans mule da den atter var ude for hendes. Forsigtigt og en anelse drilsk gled hans ører let ud til siderne nu, før han nippede drillende til hendes kølige mule. Let gnistrede hans blik stille, og hun ville nok først nu, i dette sekund – kunne se hvor Lupë havde de livsglade og frække gnistrende øjne fra. Men kun for få sekunder. Djange var jovist heller ikke ung mere, og det var begrænset hvor længe han selv havde opført sig så ledes i sine unge dage. Men dybt derinde, lå gnisterne stadig, dem som aldrig rigtig havde haft deres udbrud i Andromedas land.

Endnu forsøgte den næsten hvide hoppe at ignorer de råbende, skrigende og lokkende stemmer der uden pause rumsterede i hendes indre, slåsede en anelse om at være den der blev hørt den der fik hende til at reagere. Hvorfor så meget uenighed var svær at sige, for de alle bar et fælles mål. Den næsten hvide hoppe var van til at høre skyggerne, i starten havde det gjort hende helt bims, men hun havde med tiden fundet ud af hvordan det hele fungerede og kunne til dels lukke sig af fra dem. Myth vidste ikke hvordan hun skulle kunne tackle stilheden der ville komme hvis de forsvandt. Det var nok først der det for alvor ville slå klik for hende.

Djange havde for en stund en drillende attitude, der mindende hende om den måde Lupë bar sig frem, og hun var egentlig klar på at hakke efter ham, for at sætte ham på plads, som hun ganske forgæves havde forsøgt at få det spraglede føl til, som ikke længere var så meget føl. Tiden var blot gået alt for hurtig til den næsten helt hvide hoppe havde kunne finde hoved og hale i timerne, månederne der var gået.

(17)

Som sådan havde hoppen ikke synderligt reageret på hans træk, hans mere drillende nip; hvorpå det slog ham, hvad der mon rumsterede i det fine lille kantede hoved. Stille tav han for sine bevægelser, for en stund – før han lod de krystalblå øjne søge hendes sorte og pupilløse. Han ønskede i grunden at vide hvad der skete i hende, hvad mon hun tænkte på?

For ham var deres møde endnu intenst og intimt, men stille tvivlede han for en stund. Han plejede ikke at nage sig omkring dette, men at han egentlig ubevidst lige havde åbnet sig yderligere for hende, uden nogen som helst reel reaktion, slog det ham om hun var okay? Om noget nagede hende? Èn ting vidste han… havde hun brug for det, ville han til en hver tid stå klar og til rådighed for hende. Hvad hun end havde brug for? Han helt selv blev tavs og fjern ved hendes side, før han stille puffede forsigtigt til hendes spraglede mule, og stille lagde hovedet en anelse på sned. Kun få grader snakker vi om, så det spørgende udtryk kom til syne, men uden at han lignede et ung fjollet og uforstående føl. Ørerne gled stille let ud til siderne, mens han dernæst stod helt afventende… På noget… Han ikke helt vidste hvad skulle være.

Den næsten hvide hoppe fik aldrig hakket ud efter den let brogede hingst som hun havde gjort ved Lupë, men var delvist stoppet i sin handling. Hvorfor var svær at sige, måske var det frygten for at skyggerne havde overbevidst hende om et enkelt lille nap ikke havde været nok og at hun ville have hukkede tænderne så dybt som hun kunne.

De kulsorte øjne så på Djange, de søgte ind i hans blå øjne, som deres blikke havde mødtes så mange gane før. Myth sagde ikke noget, og hun vidste heller ikke nogen tegn på følelser i det tomme blik hun havde. Det intet mere end et sort uendelig dybt hul. Tomt for en hver gnist som var der intet, som hun var intet men noget mere. Skyggerne lurede bag hende det ydre skind. Gemte, levede i hende- som hun gjorde med dem.
Det blik hun selv havde mødt virkede spørgende, som ville han vide hvad der foregik ved hende, inde i hende hos hende. Det var svært at sige hvordan man nøjagtig skulle beskrive det- men ville han nu også vide det. Myth kunne heller aldrig fortælle ham det helt- han var jo fjenden. En modsætning til hende, uden de egentlig helt var så anderledes fra hinanden.

Uden varsel flyttede hun sig, ikke som i at flytte sig fra Djange men for at flytte dem. Hun ville søge længere fra vulkanen, mere for en sikkerhedskyld. For hans sikkerheds skyld. Myth vidste han ikke kunne blive meget længere, uanset om hun ønskede det eller ej. Den let brogede hingst kunne ikke blive på denne ø, han kunne ikke blive i hendes selskab.
Myth så imod Djange, hun måtte være sikker på at fulgte med. Hun ville bestemt ikke efterlade ham her og slet ikke så blottet. Selv hun ville være hans fjende hvis hendes brødre og søster dukkede op. Han ville stå alene, for aldrig ville hun kunne gå imod skyggerne eller broderskabet, end ikke hvor meget hun ville ønske at beskytte ham. Det var noget der var langt større hun stod inde for, og hvis de kaldte eller beordrede hende måtte hun følge dem. Hun kunne ikke trodse dem- båndet stak for dybt hos hende, trods hun allerede trodsede dem, hun gik imod dem ved at være med Djange. At se ham uden at gøre et forsøg på at gøre det af med ham.

(20)

Hun så i hans øjne… og for en kort stund syntes han at der skete noget. En overvejelse for hende, og i få sekunder blev han helt forventningsfuld over hvad hun mon ville sige, hvis det var mulen hun var ved at åbne. Forventningerne udgjorde at han stille rankede sig lidt og ørerne atter gled tilbage på plads, før hun rykkede på sig. En bevægelse der fik det til at eksploderer i ham, af lettelse – inden det pludselig gik op for ham at hun flyttede sig væk fra ham.

Intet sagde hun, end ikke kom ham hid, men trådte bort. Uforstående rynkede han meget kort den lyserøde mule, før hendes kropssprog sagde alt og han forstod. Hun ønskede at følge ham… Uden som sådan at tænkte yderligere trådte han selv frem, rankt, men lidt hurtigt, for at indhente hende. Han nåede hendes flanke med sin forpart, så han sådan fik forskudt af hende, mens han roligt tillod sig bare at følge trop. Det var, om ikke andet uhyggeligt nok, første gang at han bekymrede sig om hvordan hun mon havde det? I stedet for bare at gå ud fra at de havde det godt… Jovist var hun en hoppe af få ord, det elskede han hende for, blandt mange andre ting. Men… mon noget var galt?