Min eneste ene..

Efteråret havde rigtig taget til. Bladende var ikke længere grønne og indbydende, men gule, orange, røde og sågar brune, mens de uvilkårligt dalede hver deres tur imod den kolde jord. Sådan havde det set ud på Enophis, mens på denne næsten golde og askebeklædte ø, var det en lidt anden sag. Bladende var også dalet til jorden her, men mange af dem fik ikke lov at bibeholde farven. Den askegrå farve var overalt, mens det der syntes at have mest liv i sig her - ud over de sjæle der vandrede vidt omkring - var vulkanen der buldrede i det fjerne. Hans krystalblå øjne så søgende frem, fokuseret, mellem de døde og nøgne mørke træer - mens han begav sig igennem skoven. Forud for ham sprang det røde føl, urørt af det ellers skræmmende og ubehagelige landskab.

I sin egen leg hvinede han både op et par gange, mens han sparkede og gjorde ved når han sådan sprintede ind og ud imellem træerne. Kort havde et fornøjet og tilfredsstillet smil været at syne for få splitsekunder over den lyserøde mule, før det slog ham at han ikke selv måtte opdages. Dagen var højlys, men her var overskygget og tusmørkt. Kort fnøs han hårdt, og stampede bestemt det ene forben i jorden da han brat stoppede. Hans ører lå dybt i nakken, mens han stirrende kolde og tomme blik så meget direkte rettet imod Lupë. Det var hurtigt han havde stoppet, og næsten undskyldende havde han sænket hovedet og trippede tilbage imod den let brogede vogter hingst. Næsten bedende om tilgivelse havde han for et stund set sin far an, mens han stod der ret så veludviklet selv ved hans side - nu som et års plag. Roligt dæmpede Djange sine parader, og strøg roligt hingsteføllets manke, som også var vokset fint ud allerede. Den var dog ujævn, fra al den leg han sikkert havde rodet sig ud i, men længden viste tydeligt han ikke mere var et hjælpeløst lille føl.



[ Reserveret til Deadly Myth ]

Det med at være mor havde den næsten helt hvide hoppe ikke helt taget til sig, det havde ikke kommet helt så naturligt for hende, som det nok havde gjort for hvilken som helst anden hoppe. Selvom hun havde ladet det lille føl, som nu ikke længere var helt så lille. Passe sig selv, hun havde ikke haft megen kontakt med hendes søn.
Myth havde holdt sig på Foehn i en længere periode. Hun havde ikke begået sig meget rundt i landet, faktisk havde hun ikke forladt Foehn siden hun, før hun havde folet. Den præcise grund var svær at sige, for hun havde intet at frygte der ude. Alligevel holdt hun sig på hjemmebanen. Hun holdt sig tæt på vulkanen, hun blev hos flokken. Hver dag havde bestået af en enkelt vandring rundt, hun bevægede sig mod kysten, væk fra vulkanen for at spejde efter den let brogede hingst. Hun ventede ham. Ej vidste hun hvornår hun ville se ham igen, alligevel vidste hun, at han ville komme en dag.
Som lyset var kommet havde den næsten helt hvide hoppe atter sat kursen længere ind. Hvorfor Myth forventede at lyset betød at dette endnu blev en dag alene. Faktisk var de lyse timer nok mere de sikre timer på denne ø. Alligevel regnede hun ikke med at se Djange denne dag. Med rolige skridt bevægede Myth sig doven frem. Hun havde ikke travlt, dagen skulle slåes ihjel på den ene eller den anden måde, hun skulle blot finde på noget at give sig til først.

Det var hverken duften, eller lyden af hovslag der afslørede den lille skabning. Skyggerne var vågnet. De hviskede i munden på hinanden, næsten sang de for hende. Den næsten helt hvide hoppe lod et vrinsk slippe fra sig. Hun kaldte sin søn hid. Ikke var det sønnen i sig selv der skabte en boble af glæde, men tanken om at Djange fulgte ham afsted. Det var farligt at kalde efter Djange, eller lade ham blive set på denne ø, hvilket fik den næsten helt hvide hoppe til atter at bevæge sig længere væk. Væk fra vulkanen.

Det rødbrogede føl, som efterhånden kunne kaldes plag, forblev nu ved ham efter hans irettesættelse. De færdedes et kort stykke i den ulme skov, som alligevel blev lyst op i de næsten nøgne krontoppe. Det var en så og sige smuk dag. Efteråret var farverigt i sig selv, mens vinden var isnende kold og himmelen blå. Det var tydelit at se på Lupë at selvom følpelsen langsomt dalede fra ham, satte han alligevel pels til den kommende vinter… De krystalblå kolde og tomme øjne så for en stund mere levende ud, gnistrende og nærværende mens han så på sin søn, der prægtigt bar sig afsted. Men pludselig lød en kalden!

Det gav tilmed et sæt i den brogede vogter hingst, mens flere følelser løb igennem ham på rekord tid, alt imens han blot lagde ørerne i nakken og blikket hurtigt vendte til koldt og tomt! Lupës reaktion var straks en anden, for uden varsel farede han frem og væk fra Djange. Reaktionen var i og for sig naturlig nok, for endnu var han så ung så der blev handlet ud fra følelser frem for tanker. Hurtigt lød Djange næsten hvæsende, da han irettesættende fnøs halvt op i et halvkvalt vrinsk. Mest af alt fordi det slog ham i akten at han ikke måtte opdages, ikke på denne Ø skulle han vække opsigt. Fortvivlet trippede Lupë et par gange om sig selv, mens hans livlige øjne glimtede næsten bedende da de så imod Djange der roligt kom ham nærmere i en rolig gang. Kort sukkede den brogede bjerghingst, mens hans øjne så skeptisk frem imellem træerne. Han kunne end ikke engang se Myth… måske var det en fælde? På den anden side boede og hørte Lupë til her. På denne Ø, og Djange skulle i og for sig nok klare sig. Stille puffede han den løserøde mule ud imod Lupë, mens han kort så ham i øjnene, med de kolde og tomme øjne. Før han rankede sig op atter og så skeptisk frem imellem træerne.

Ufortrødent sprang Lupë straks frem, med et svarende og kaldende hvin imod sin moder, mens Djange så ham forsvinde mellem de døde og mørke træer. Lupë kendte stedet, og der gik ikke længe før han så sin mor. Selvom han ikke havde tilbragt megen tid med hende, og end heller ej en kærlig tid, vaktes der noget i den rødbrogede lille hingst, som ufortrødent løb hende i møde for at kramme sit hoved gnidende mod hendes bringe. Noget han ikke som sådan kunne erindre, men alligevel noget han havde set hende gøre overfor hans far, som han efterhånden havde tilbragt megen tid med dette seneste halve år.

Den næsten helt hvide hoppe lyttede, hun lyttede intens efter en hver form for liv. Liv der ikke oprindeligt hørte til på denne ø. Hun vidste hendes søn var her, og trods hun havde ejerfornemmelse over for den lille skabning hun havde bragt liv til, var det ikke ham hun længtes efter. Det var dog alligevel ham der nåede hende først. Han var blevet høj, større selvom han endnu var lille. Det røde spraglede føl kom frem imellem de nøje træer. Der var fart over de lange ben og han stoppede heller ikke før han var noget helt hen til hende, omfavnet hende. En lille boble af hvad der endnu var fremmede følelser bristede i den næsten helt hvide hoppes indre. En glæde over genforeningen med sin søn hun ikke havde set i lang tid. Siden han havde kunne klare sig uden hende, havde Djanges taget sig af ham, hun havde fået fred, i stedet havde hun gjort sine pligter på denne ø, kun en gang havde hun forladt Fohen i håb om at finde den letbrogede hingst i hans bjerge. I stedet havde hun fundet en anden skabning, en skabning hun havde forsøgt at lokke til skyggerne. Mon ikke hun var dukket op på en øen. Myth havde ikke selv set den sorte hoppe hun havde stødt på endnu på Vulkan øen, det var heller ikke et behov for hende. Ikke hvis en af de andre tog sig af hende.

Den næsten helt hvide hoppe vidste det var forkert, forkert at hun længtes efter den letbrogede hingst. Efter hans kærtegn hans nærvær.
Den spraglede mule nippede lidt i den lille pandelok på den unge plag, på hendes søn, før hun hidsigt snappede ud og stampede i jorden for at fortælle ham at han skulle huske på afstanden. Den lille havde allerede haft en hård opdragelse, flere gange havde hun frosset hans hjerte for at lærer ham om grænser, nogle gange havde det også været uheld, fordi hun var blevet forskrækket, men den næsten helt hvide hoppe havde efterhånden fået kræfterne under kontrol. Alt i alt havde han nok haft det mindre hårdt med Djange end med hende og skyggerne.

De tomme kulsorte og pupiløse øjne spejdede i den retning Lupë var kommet fra. Hun ventede at Djange ville dukke op når som helst. Det gjorde han også, hans skikkelse kunne ses fremme i mørket, og uden tøven forlod den blege hoppe sin søn og bevægede sig direkte imod den brogede Djange. Egentlig så hun fjendtlig ud. Den muskelmasse hun havde fået bygget var spændt let op og arbejdede under hendes blege skind i det hun bevægede sig frem med faste skridt. Den lyse hale slog et par hidsigeslag bag hende, og blikket var stift rettet frem. Myth lignede en der kunne gå til angreb når det skulle være- hvilket en del af hende havde lyst til. Den del der blev styret af skyggerne, draget af dem og deres had til vogterne- til lyset. Den anden del af hende var noget helt andet når Djange var nær, og nok det eneste tidspunkt den mere kærlige del af hende fandtes.
De mandelformede øre lå tilbagevendt, som de altid gjorde, alligevel rykkede det ene sig en anelse, lækkede sig en anelse fra nakken og frem imod Djange. Lavmeldt brummede hun tilfreds. Han var endelig kommet tilbage, og savnet synes kunne at vokse- selvom afstanden imellem dem blev kortere synes den så lang.

Normalt havde Myth stoppet foran ham, og langsomt nærmede sig ham der fra. Ikke denne gang, denne gang gik hun helt tæt på fra start, hun begyndte at kredse om ham som et rovdyr ville kredse om sit bytte. En mere feminin brummen slap fra hende. Han ville ikke få lov at slippe så let lige nu. Han var hendes!

Lupë forsvandt som dug fra solen, så snart han havde fået Djanges accept. Dog lod det ikke til at han nåede langt før hans galoperende skridt blev tavse imellem de næsten golde træer. Atter fortsatte Djange standhaftigt frem, med den forhåbning om at han snart atter ville gense sin elskede næsten hvide skygge hoppe. Når det så var sagt, drog han sine skridt med yderst præcision og vagtsomhed. Endnu sagde noget ham at dette kunne være en fælde… Han kendte ikke meget til skyggerne, men magi var her nok af i denne verden, så urealistisk var der måske ikke at nogle kunne kopierer andres kendetegn, som stemme eller måske endda udseender. Han svang stille halen en anelse vagtsomt om sin bagpart, stille, så den elelrs svirpende lyd ikke ville afslører ham. Hans kolde og tomme øjne var hele tiden på forkant, mens de spejdede imellem træerne der alle hver især nærmede sig med samme hast, i takt med hans skridt. Skeptisk, så han nærmest omkring hvert et hjørne på hvert et træ.

Det var i samme øjeblik at hun pludselig viste sig, hans smukke skyggehoppe. Det glibbede kort i ham, mens han kort havde været stoppet op, men lige så hurtigt igen var trådt frem igen. Han stolede på hende, stolede på der ingen farer var, ud over hende og hendes skygger nu. Roligt begav han sig imod hende, mens det rødbrogede føl Lupë trippende og næsten morsygt stavrede afsted elegant lige i røven af hende. Hun så fjendtlig ud, farlig; som noget man skulle holde sig langt fra, mens dette alligevel ikke skræmte ham. Dog slog det ham kort, om hun måske var vred? Han havde trods af al haft Lupë for sig selv i et helt halvt år nu… og når han huskede tilbage, bare på den dag Lupë kom til verdenen, erindrede han tydeligt hvordan hun havde reageret da han blot havde nævnt at de skulle dele ham… Stille trykkede den letbrogede bjerg hingst ørerne en anelse, mens han så hende let an med e krystalblå øjne, som hun nærmede sig. Hendes aura var ilter, vild og næsten truende; mens han nu stoppede op og hun tilmed nærmede sig direkte.

Let hejste han hovedet en anelse anspændt, mens han kort missede øjnene. Men i samme øjeblik lød en feminin brummen, da hun påbegyndte en kredsen om ham; og med ét gik det skeptiske af ham. Straks sænkede han hovedet en anelse, mens hans øjne fulgte hende, vagtsomt, men alligevel medspillende. Kort lød hans egen hæse og hingstede brummen, før han knejste indbydende i nakken. Derpå stoppede Lupë op, mens han kort betragtede de to, før han i et kækt drenget og ungt smil, udgjorde et let kådt hvin, hvorpå han vendte omkring og fór afsted. Mellem træerne, med kurs mod flokkens område.

Det havde været længe siden, alt for længe siden, den næsten helt hvide hoppe havde set Djange eller Lupë. Myth havde selv ventet, i sin ventetid havde hun arbejdet for skyggerne- et job der aldrig ville høre op. Et job som den blege hoppe nød. Skyggerne var hendes, hun var deres. Myth havde knyttet et bånd til dem, et bånd der ikke ville kunne brydes. Skete det ville der ikke være spor af hvad eller hvem hun var. Hun ville knække uden dem. Trods den store kærlighed til disse skygger, til sandheden, til herren- var den næsten helt hvide skygge hoppe ikke helt som hun burde. Hun havde gjort noget forkert, forbudt. Men hvordan kunne det være så forkert, når det føltes så rigtigt?
Myth havde valgt en vogter, hun havde valgt at være sammen med Djange, selvom de aldrig rigtig ville kunne få lov at være sammen. De kæmpede om to forskellige ting, men med et fælles formål- modparternen skulle væk.

Den næsten helt hvide hoppe sendte et blik efter det røde spraglede føl, der forsvandt i fuldfart. Han var på vej imod flokkens område, imod hendes brødre og søster- Ak Myth, de havde fået en søster. De voksede, og forhåbentlig ville de snart være stærke nok.
Den næsten helt hvide hoppe havde stoppet sin færden omkring den brogede hingst. De kulsorte pupiløse øjne endte igen på Djange, men denne gang søgte de hans blik, de søgte i de tomme blå øjne- dybet. Et smæld blev slået med den hvide hale, før hun strakte den spraglede mule frem imod Djanges.

Hans elskede hvide skygge hoppe stoppet sin kreds omkring ham, før de pupilløse øjne havde søgt hans. Uden tilbagehold tillod han hendes søgen, og tog imod. De krystalblå øjne var kolde og tomme, mens de så i hendes. Alligevel følte han e lettere virvar af følelser drøne rundt i ham. Han tillod sig at træde et enkelt skridt nærmere hvor hun stod, mens han rakte mulen en anelse søgende frem og knejste let i hals og nakke. Let hejste hans hale sig en anelse, mens han selv tillod sig en hingstet brummen. Langsomt gnistrede hans øjne en anelse mere nærværende; det ville komme lige så stille og roligt.

Måske endda hurtigere i dag… det var ikke til at tage fejl af – hun måtte være i brunst. Han kunne heller ikke forklare hvorfor, men det var som om hun var mere attraktiv nu. Mere end hun plejede – til trods for hun altid på sin egen måde havde været attraktiv for ham. Stille svingede hans hale diskret fra sige til side bag ham, noget der mere eller mindre afslørede hans iver og længsel efter hende, hans hoppe. At røre hende, føle hende.

Over den tid den næsten helt hvide hoppe havde været i Andromeda var der sket meget. Mange forandringer havde kommet til den blege hoppe, forandringer hun selv var endt ud med at være tilfreds med. Ikke længere blev hun drevet af mareridt, mareridt hun ikke længere huskede hvorfor. Mareridtende havde været det der havde bragt hende igennem mangt og meget, helt til nu. Til nu hvor hun var en del af skyggerne og skyggerne var en del af hende.
Mange ville mene hun måske havde kunne finde en anden løsning på de lidelser hun var i den gang. At hun skulle have valgt en anden sti. Myth mente ikke dette. Hun så ikke på landet som de fleste gjorde- hvordan kunne hun når landet var bygget op på en løgn- når nogle ville kæmpe imod sandheden: Djange var nogen- der var flere af dem.
De mandelformede øre blev trykt en smule mere ned i nakken, hun hadede at han havde valgt den vej han havde valgt. Hun hadede det faktum at selv han var blind for sandheden. Hun hadede det faktum at hun ikke kunne være sammen med ham, ikke rigtigt. Det var forkert, han var en fjende. Alligevel kunne hun ikke lukke følelserne helt ude. De mange følelser hun havde brugt år på at kæmpe imod, holde spærret hinde. Følelser dukkede op hver gang han var nær. Behag. hun kunne ikke hade ham, det var umuligt. Hun kunne heller ikke ignorer den boble der gang på gang bristede når hun så ham, når han kom hende nær.
Fanget.

Den spraglede mule blev lagt imod hans lyse. Hun kunne mærke hans varme ånde. Varmt føltes det. Myth føltes kold i forhold til ham. Fysisk kold. Skyggerne var ikke varme, de var ikke lyse, det var ikke fordi den næsten helt hvide hoppe var kold, iskold men hun var altid mere kølig. Kølig var hendes blege skind, trods blod blev pumpet rundt i hendes åre af det hjerte hun besad. Et hjerte der ikke i sandhed var hendes, et hjerte lavet af skygger. Det hjerte der gjorde hende mere eller mindre udødelig.
En feminin og saglig brummen lod der lydes fra den næsten helt hvide hoppe, hun nød hans nærvær og ønskede det ikke at holde. Hvis blot tiden kunne fryses. For nogle øjeblikke. Det lå uden for Myths række vide. Hun kunne fryse et hjerte på et andet levende individ, ikke for lang tid af gangen, men nok til det ville vække en stor ubehag på den hun gjorde det på. At fryse tiden var umuligt, i hvert fald for den blege hoppe.

Et smæld med den lyse hale blev atter slået. Myth havde aldrig været en af de hopper der havde ladet brunsten fraholde hende, den havde ikke fået hende til at undgå selskab yderligere, og heller ej havde den fået hende til at gå med halen klistret ned af bagparten. Jovist blev hun påvirket af brunsten, det kunne slå klik for hende. Hormoner.
Det havde slået en anelse klik for hende en gang imellem da hun havde ventet Lupë. Hun havde været et følesesvrag og det havde pint hende. Hun havde følt sig sårbar.

Det næsten gav et sæt i ham da hun først rørte hans mule. Sådan som hun kom ham i møde og han hende. Det var underligt, han trak sig kort en få centimeter fra hendes mule da hun først rørte ham, for da at søge hendes igen. Atter kunne han mærke hendes mule imod hans; og som sådan hvad der var sket - var ikke at forklare. Måske han tilmed havde fortrængt hvilken kulde hun bar på... Den kulde som var en stik modsætning til ham, såvel som Lupë. Han havde mere eller mindre lykkeligt glemt dette, og selvom han ikke ønskede at bide sig mærke i det, så gjorde han nu. For første gang i sit liv, gjorde han. Måske var det vinteren og den kolde luft omkring dem, der gjorde ham opmærksom på dette. Han kunne ej søge varme hos hende, det ville han aldrig kunne.

Hendes saglige brummen fik ham dog på andre tanker, fik ham atter gjort blind. Blind af kærlighed, som man siger. For det var han... Udemærket vidste han jo godt at dette både var forbudt, såvel som farligt. De er ikke, og kommer aldrig til at være bestemt til at være sammen. De er fra hver deres side, noget der gør at mange ting vil få begrænsninger, hvis da så bare det var det. Som sådan kendte Djange endnu ikke til landets historie, såvel som skæbne. Men noget lå dybt i ham, når det galt fremtiden. Han vidste godt, at en dag måtte han vælge... Stille lukkede han øjnene i, mens han udadtil virkede urørt af sine tanker der pludselig var slået op. Der var lukket for de krystalblå kolde og tomme øjne, og i blinde så at sige, trådte han yderligere frem imod hende. Han kunne mærke sit eget hjerte pumpe, alt imens han fortsatte de få skridt frem imod hende, ind til hans bringe mødte hendes skind. Han stoppede, slog øjnene op på ny, før han roligt gned sit fine hoved op af hendes hals, kærtegnende, næsten tryghedssøgende. Ord var ikke værdige nu, dette var mere end ord. Brunsten tændte ham stadig, men tankerne gjorde ham alligevel trykket nok til blot at ville søge hendes nærvær, hende. Stille brummede han hæst, små intens lød det, alt imens han atter gned sit hoved bekvemt over hendes hals, og lod sin lyserøde mule fine vej til hendes skulder som han blidt nussede påbegyndende.

Ord havde længe været overvurderet, den næsten helt hvide hoppe brugte dem ikke ret tit- hun burde for ofte var hendes kropssprog ikke særlig tydeligt. De tilbage vendte øre der næsten altid lå i nakken og de tomme følelses forladte kolde blik, fik hende til at virke som en tom skal, som en fjende. Det var svært at fortælle ud fra et øjekast hvilket humør den blege hoppe ville være i.
Et sted var hun andres fjende, hun var en fjende af Djange, af de andre vogtere; af lyset, hun var en fjende for dem der ville have lyset til at herske. Myth så dem lige ledes som fjender. Hun fulgte sandheden- den sandhed hun inderligt troede på. Det var hendes sti.

Djanges varme ånde ramte mod hendes mule. Det var en ukendt og dog alligevel efterhånden velkendt følelse, i hvert fald i Djanges nærvær, hun mærkede stikke i hendes mave. Det gjorde ondt, men det var behageligt på en og samme tid.
Hun mærkede hans store hoved gnide sig kælent op af hendes hals, en forsat saglig brummen slap fra Myth. Hun nød den nærhed de havde, trods den kun kunne vare kortvarrig- men når den var der, tog hun det hele til sig. Små trippende stod hun på stedet. Utålmodig, som kunne hun ikke få nok. Hun ville mere, hun ville have mere. Stille nappede hun til hans man, for der efter at lade den spraglede mule mimre mod hans hals.

Det var sært at netop disse to havde fundet deres vej til hinanden. Næppe havde den næsten helt hvide hoppe forestillet sig dette, og slet ikke ved deres første møde. Det var længe siden nu, men allerede den dag havde Myth fået en fornemmelse af, at han ville være en af dem hun ren faktisk kunne holde ud at være sammen med, men at det ville nå så langt. Han havde åbnet op til en masse hun havde kæmpet for at holde inde, gemt.
Trods det store svigt Myth havde givet Djange, stod han endnu tæt på hende. De burde vende hinanden ryggen, hade hinanden- dette virkede blot umuligt. Hvordan skulle hun kunne hade en, en som hun holdt så meget af? En hun elskede- trods hun ikke turde indrømme det, eller sige det højt.

Hendes brummen lød helt saglig I Djanges ører, alt imens hun næsten ivrigt trippede på stedet ved ham. Selv klyngede han blot sine kærtegn mere tryggende ind til hende, næsten som om hans hensigt var at holde hende fast. Dog var de langt fra dette, aldrig ville han presse denne hoppe ud i noget hun ikke selv ønskede. Hvilket kun ville gøres deres forhold sværere, for han vidste jo godt at deres nærhed ikke ville vare evigt. Måske deres kærlighed, måske den ville leve videre hos dem begge til trods for de en dag ville blive adskilt. Enten af lyset og mørket, men ellers… døden.

Stille nappede han i hendes skind før han fortsatte sin nussende cirkulerende drift med den lyserøde mule. Stille tillod han sig at udgyde en hingstet hæs brummen, i ren behag, før han selv knejste en smule hingstet i nakken og trippede få trin på stedet. Han ønskede hende nærmere, mere… De krystalblå øjne var kolde og tomme, men stille søgte de nu hendes sorte pupilløse øjne. Stille gnisterede hans øjne let op da først han fangede hendes blik. Atter afbrød han forbindelsen igen, lukkede øjnene i, før han efterhånden lettere opstemt gned sin hals kærtegnende op af hendes skulder. Nærgående direkte, mens han nød at have hende her hos ham, endnu engang. På trods af de lange perioder der fandt sted derimellem.

De tomme, følelses forladte pupiløse øjne mødte Djanges blå. Som regel var blikket hun mødte tomt og mindst lige så dødt som hendes, og dog en knist, svag, men omend så var den der at skimte. Et stik jog igennem hende, ikke af ubehag men tværtimod. Det var ikke ofte hun så den gnist i de krystal blå øjne, hvis dyb hun altid havde ladet sit blik glide længere og længere ind i- dog havde hun set denne gnist en del gange efterhånden- hver gang gav det hende dette jag. Hvordan den blege hoppe skulle forholde sig til dette præcis vidste hun ikke, og som altid var hun ganske passivt, ingen gnist blev gengældt. Det forekom så unaturligt at lade livet komme tilbage til blikket, omend næsten umuligt efter hun blev en del af skyggerne og skyggerne en del af hende. De lå over hendes øjne, havde farvet de før mørkebrune øjne sorte. Kul sorte. Der var intet spor af hvad de en gang havde været. Det eneste spor der fandtes af hendes tideligere brune øjne, var de som hendes- deres søn havde arvet. I hvert fald et af.

Hun mærkede hans kærtegn og gengældte dem nussende med mulen, placeret ved halsen. Hun stod ganske stille nu. Kun opmærksom på Djange. Eller sådan virkede det, for ikke kun var hun i sit sind men også utallige skygger. De var på vagt, de holdt øje. Skyggerne vidste alt, og dog uden at dele alt med Myth, selvom Myth delte alt med dem.
De levede i hende, med hende og hun med dem. De var en del af hende som hun var en del af dem. Splittet var de dog. Altid, og dog aldrig mere end når hun fandt sig med Djange. De hadede ham, de ønskede Myth skulle sætte tænderne i hans strube, lade blodet flyde for hendes hove. Nogen havde andre mindre voldlige planer. Det var en evig kamp for den blege hoppe ikke at lade de grufulde skygger tage over hendes i selskab med Djange. Hun ønskede ikke han skulle lade livet, hun ønskede ikke skyggerne skulle blive hans endeligt- selvom sansynligheden for det var der.
Myth ville ikke ændre den let brogede hingst, men hun ønskede han kunne forlade sin plads som vogter, blot gå tilbage og være den hingst hun havde mødt, disse komplikationer der var, ville ikke være der hvis så. Nok havde han sikkert tænkt samme tanker, eller ønsket noget lignende for hende- alt sammen blot for de kunne være sammen uden de grænser de havde nu.

Hun stod ganske stille nu, til trods for hendes spraglede mule gengældende nussede hans skind. Han mærkede hvordan det næste i lange linjer kildrede ham fra skindet hvor hun berørte ham, til dybt inden i ham. Stille svang hans hale et par gange til hver side, næsten dovent, mens han mest af altid endnu var opstemt og lysten inderst inde.

Stolt stod han ved hendes side, mens hans ranke holdning stille tog af. Den mere afslappede elegante holdning, der bar præg af hvilken hingst han egentlig var bag den mere ranke og evigt standhaftige holdning, var nu på tale. Kærtegnende tillod han stille at nusse hendes ryg fra lancemærket, ned langs rygsøjlen. Med henblik på at nå længere nede imod hendes bagpart. Stille trippede han kort hingstet og knejste let i den muskuløse nakke, før han næsten vækkende indgød et næsten umærket bid omkring hendes læn. Stille havde han samtidig let presset sin bringe nærmere ind til hendes side… Han kunne bare ikke komme tæt nok på hende nu. Den skabning der for ham var så smuk, og så alligevel ikke.

Selvom mange nok så det kantede lille hoved, den ret så gennemsnitsagtige krop og de meget plane ben; så Djange noget helt andet. Til trods for hun langt fra var en hoppe der gjorde sig til, og sjældent også fra sin feminine side, fandt han først og fremmest hendes lille kantede hoved noget så smukt. Forførende, farligt. Næsten som et farligt hovdyr fandt han hendes udseende, især efter hendes øjne var blevet dækket ulmt af mørke. Den farer, den uvished… tændte bare noget i den let brogede hingst. Alt imens han ofte så hende for sig som et rovdyr, især når hun kredsede om ham ved deres møder. Det uopnåelige, det dominerende som han endnu ikke kunne finde ud af, fandt han yderst forførende. Hvorfor lige, kunne han ikke sætte ord på. Måske han var blændet af kærlighed?

Feminin kunne man næppe sige den næsten helt hvide hoppe var. Hendes bygning passede meget bedre til en hingst, og hendes mangel på bare at samle sig selv lidt op, spænde en anelse op når hun bevægede sig, det kunne gøre underværker hvis hun gjorde, men skete yderste sjældent. Næsten ligmed aldrig. Der var ikke mange spor af at den næsten helt hvide hoppe, ren faktisk var en hoppe- ikke sådan lige ved første øjekast. Hendes stemme var ikke lys og feminin men lå i en tør lidt dybere toneleje. Brunsten var lige nu det altafgørende, hvor man slet ikke ville kunne tage fejl- hun var altså en hoppe!

Det sitrede i det blege skind da Djanges mule rørte hende ned af ryggen. Hun nød hver berøring, trods hun normalt ikke brød sig om det. Nærhed var ikke noget der forekom hende, men lige nu og lige med Djange var det ganske velanset.
Det var en mere saglig brummen der slap fra den næsten helt hvide hoppe denne gang, og de mandelformede øre lækkede en anelse på sig holdning bagud. Det virkede næsten anstrengende at se på, og der gik heller ikke lang tid før ørene igen vendte tilbage imod nakken.
Den lyse hale slog et par smæld før hun trippede lidt fremad og vendte sig rundt. Med små trippende bevægelser nærmede hun sig igen Djange, men ikke for at stoppe op. Hun kredsede lidt rundt om ham, men slap aldrig helt. Hun strøg sig rundt om Djange, så tæt at det lige akurart rørte. Hun lod den spraglede mule berøre Djange af og til.

(6)

De lød tilmed overfladisk og grimt når det blev tilkendegjort at Djange direkte fandt den næsten hvide hoppe langt mere attraktiv når hun var i brunst. Som om alt ved hendes blev smukkere; alt det han alligevel i forvejen fandt så uimodståeligt – til trods for hvad det nok ville være for så mange andre…

Uventet, men tilbedende følte han for hendes næste træk. Det måtte dog indrømmes at han først og fremmest fandt dette som en afvisning, før hun vendte det rundt i en tydelig leg, et spil. Let havde han trykket på ørerne i nakken, mens han havde misset øjnene anseende efter hende som hun havde bakket og vendt sig fra ham. Men hendes næste træk gjorde underværker hos den allerede opstemte hingst. Hendes kredsen virkede så kort, som var den ikke nok, mens hun var lokkende for ham. Jovist smøg hun sig op af ham, mens hendes skridt var lig dem hun plejede. Alligevel så han hendes bagpart danse for hans sind, mens han syntes hendes helhed i kroppen fik en smuk og uimodståelig forførende buet linje over hendes hals og ryg. Kort brummede han hingstet, mens han kort trippede en anelse opstemt på stedet, før han hingstet knejste i nakken, da først hun passerede hans front. Næsten som strakte han mulen, og lod den følge hendes rygsøjle ned langs hendes lænd og bagpart, og til slut halen. Dog helt uden at røre, nok en sølle centimeter havde han forholdt mulen over hende, mens hun nok selv kun havde kunnet mærke hans langsomme og fængede åndedrag. Stille havde han af ren og skær opstemmelse, nappet ud efter hendes halerod, men han havde ladet være. Nappet havde, som hans ’berøring’, ej rørt; men været lige akkurat ved.