Restless nights [Åben]

I lange stunder havde den spraglede hingst holdt sig fra kontakt med andre. Isoleret sig selv og holdt tankerne på afstand. Hvileløst havde han vandret i Zenobias ørken og han vidste nu godt at der var ting han burde tage kontakt til. Alt havde føltes distanceret for ham i disse tider. Ava, hans afkom som han end endnu ikke havde mødt. Var han en god fader? Næppe. Han havde ikke været der for Ava og føllet. Det nagede ham mere end han ville være ved, men så alligevel ikke mere end at han ikke havde ledt mere intensivt efter den sorte hoppe og hans afkom. Hun havde ikke været at finde, men gået bort det var hun ikke. Det valgte han ihvertfald at tro.
Den spraglede gryntede utilfreds og lod hovedet svinge en omgang før han atter fandt ro. Den golde ørken var et godt sted at opholde sig og varmen synes at have en beroligende virkning på hingsten hvis vinterpels endnu ikke var begyndt at vokse. Det gisnede om hvor meget han havde opholdt sig herovre. Ligeledes holdt han den slankere linje. Han burde se andre, men han gad ikke. Han brød sig rent faktisk ikke om andres selskab og det ville nok ende ud i at han olmt ville stå og iagttage en fremmed. Det krævede sit at komme ind på livet af ham, og kun to havde lykkedes indtil videre. Den gyldne og den sorte. To vidt forskellige individer.
Han slog et smæld med halen og stampede kort i jorden med det ene forben som en olm hoppe. Han var blevet blød. En skændsel. Han var den der måtte holde blot det sidste af familiens stolthed indtakt. Hans mor var blevet gak, hans lillebror et pjok, lillesøsteren en ynkelig beretning om hans moders sindsyge. Han sukkede tungt og mærkede for første gang i længe hjemveen.
Han så mod lyset og missede med de gule øjne. Det var ikke det samme skarpe som havde bragt ham hertil, nej, men det mindede ham om hans ord. Du vil falde. Han kunne forsøge at opsøge de typer der ønskede at gøre alvor af det, men at tjene nogen virkede så fjernt for ham og ville det give ham hvad han ønskede? Hvad var det egentlig han ønskede? Han følte sig for første gang splittet og han rynkede på mulen. Det føltes ubehageligt. Blot det at føle sig skrøbelig og sårbar.
Hingsten fnyste og snappede ud i luften, arrig over sin egen svaghed. Han kunne vel ikke bare efterlade Ava og hans døtre, men at tage dem med, ja overhovedet selv at finde hjem var vel nok ikke en mulighed.
Han undslap et suk og dampen fra hans ånde kunne ses som en hvid sky der steg mod nattehimlen, som var så lys denne frostklare aften i Zenobias ørken.

Restless nights

Zenobia. Øen fyldt med sand. Øen den sorte hoppe tit havde krydset, både for træningens skyld, men også for at komme fra Leventra til Foehn. Endnu en gang fandt hun sig selv vandrende hen over sandsletten - op og ned af små og store bakker. Hun havde ikke valgt turen langs vandet. Ikke denne gang. Denne gang var hverken for at komme fra Leventra til Foehn, eller for at komme fra Foehn til Leventra. Det var heller ikke for træningens skyld. Det var for stilheden. Den stilhed hun havde søgt i noget tid, men aldrig rigtig fundet. Hvad der foregik i hendes hoved var ikke til at gætte sig til.

Skridt for skridt forsvandt mere sand bag hende, mens afstanden til vandet foran hende blev kortere og kortere. Dog regnede hun ikke med hun ville tage turen hen over vandet med det samme. Nymfen var stor nok til ikke at være afhængig af hende, og hun ville derfor ikke behøve at være tilbage lige med det samme. Egentlig havde hun ikke været meget i flokkens område på det sidste. Hun havde ikke følt sig ordentligt tilpas der. Hun havde ikke rigtig følt sig hjemme, selvom en stor del af hendes familie var der. Der var ikke længere kun en vogter. Der var to. Og det var ikke de eneste to der havde betrådt området. Urgh! Hun kunne ikke rigtig fordrage dem. Om det var jalousi eller bare fordi de mindede hende om de andre tåbelige sjæle, der ikke havde tilbragt meget tid i landet, og som endnu så landet som et sted fuld af håb, var hun ikke helt sikker på selv. Hun havde været bestemt til så meget mere end hun var blevet til - og intet var blevet bare nogenlunde hvad hun selv havde sigtet efter. Kun en ting. Hun havde fået en datter, der ligesom hende havde arvet de blå øjne. Men hendes egen træning havde hun aldrig fået færdiggjort. Hun kunne ikke blive sendt til en af de andre flokke som hendes moder var blevet, og hun ville ikke kunne opdrage Nymfen på samme måde som hun selv skulle være opdraget. Til gengæld ville nogen måske mene at hun havde givet nymfen en bedre barndom. Ikke lige så meget disciplin. Mere leg. Mere frihed.

Noget fik hende til at standse. Lugten af en anden hest blev bragt med vinden der fra tid til anden strøg hen over sandet, både højt og lavt. En hingst. Der var en hingst i nærheden. Det fik den sorte hoppe til at knibe øjnene ganske svagt sammen og presse ørerne ned i nakken. Der skulle ikke meget til at bringe hendes hidsighed frem. Grund eller ej var uvist. Ava selv kendte dog godt grunden, men hun ville ikke give den til nogen. Det var en hemmelighed som ikke var klar til at komme frem. Med et enkelt kast med hovedet satte hun gang i hovene igen. Dog var det ikke længere langsomme halv-slæbende skridt. Hvert skridt var målrettet, hurtigt og med en svag hidsighed over sig.

words: 505 | Tag: Mindraper

Sandet havde for længst givet slip på den varme som solen havde bragt det gennem hele dagen og overgivet sig for den nu frostklare nat. Kun et fjols ville putte sig i det, for man kunne let narres af den lumske ørken og derved lide en grusom skæbne. Hingstens sind tog uventede drejninger og var det ikke for hans udtrykløse ansigt så havde han nok stået og smilt grumt over sine egne tanker. Han var ingen helgen, noget der ikke burde komme bag på nogle. Han var opdraget til at være et grusomt monster. Man glemte vel aldrig helt sine rødder? En kort fnys kom fra ham og han fortsatte yderligere fremad i natten.

Han havde tit gjort sig tanker om at ligge det monstrøse indre bag sig og forsøge at leve en normal tilværelse. Faktisk synes han at have forsøgt på det via Ava og deres to afkom, men han blev ved med at forsvinde for en tid til en anden. Selskab var ikke noget han synes om. Selv Ava’s kunne blive for meget til tider, selvom hun nok var den eneste han ville tilbringe mere end en kort hilsen med. Ellers var der nok ikke kommet føl ud af det. Føl. Han havde som sådan ikke haft noget med sine afkom at gøre. Hans døtre. Mest fordi han ikke vidste hvordan man skulle opdrage på sådanne små skabninger uden at de gik i stykker, og også fordi at selv hvis han forsøgte så ønskede han ikke samme fremtid for hans døtre som ham selv og så var der det der med selskabet. Lige nu kunne han dog godt bruge en af de tre hopper, men det var ikke sådan at han gik og kaldte for så var han nok ikke her. Han vippede nu med ørerne da vinden synes at bære på noget velkendt, som fik ham til at stoppe op for en stund og lade de gule øjne glide over landskabet i denne klare nat. Ørerne blev vippet frem for at han så lod dem vippe bagud. Han blev stående og havde nu lokaliseret duftens bærer komme struttende over en mindre forhøjning. Han fornemmede hidsigheden, som endnu var ganske svag, men det fik ham til at rynke en anelse på mulen, men de gule øjne havde stillet skarpt på den sorte hoppe med de blå øjne. Hvad ville hun her?

Restless nights

Der var intet venligt over den sorte hoppe. Hverken hendes udstråling eller hendes blik. Hun sagtnede farten da hun nåede toppen af den lille forhøjning, og lod blikket hvile på hingsten der nu ikke var så langt væk fra hende. De små sorte og plyssede ører blev presset ned i nakken på hende som genkendte hun ham ikke. Man kunne vel sige at i dette øjeblik gjorde hun heller ikke rigtigt. Der var sket meget for den sorte hoppe, og kun meget lidt af det kunne klassificeres som noget godt. Hun hævede hovedet, gav en form for fnys fra sig, der lod ånden ses i den kolde luft, og trådte fremad med langsomme, rolige og lange skridt. De slange agtige skridt, som snoede hun sig hen over sandet. En kat, En slange. En skygge.

Hun fortsatte hele vejen ned til hingsten uden at fjerne sine blå øjne fra ham. Dog var de langt fra som de plejede at gøre. De var mere fjerne, mere fremmede, og bitterheden var at ane i dem. Hun standsede ikke foran ham, men fortsatte rundt i en cirkel omkring ham, dog med en vis afstand, så han ikke ville kunne ramme hende hvis han ville lange ud - ikke uden hun ville have en chance for at vige væk. Hun slog et smæld med halen da hun næsten havde nået hele vejen rundt. Hun standsede heller ikke foran ham, men hakkede ud efter hans side i en hurtig bevægelse, og trak hovedet til sig igen. Dog flyttede hun stadig ikke blikket fra ham.

"Hvad gør du her, hingst?" Spurgte hun hvislende, med en form for utilfredshed i stemmen. Man kunne vel også sige hun var en smule utilfreds. Hun var ikke længere vant til andres selskab - hun havde mødt nogen nu og da, men ellers kun rendt rundt sammen med Nymfen. De fleste fremmede fik slet ikke lov til at komme tæt på hende. Hverken fysisk eller psykisk.

words: 324 | Tag: Mindraper

Der var noget forandret over den sorte hoppe som trampede hun mod ham og det fik den spraglede hingst til nu at ligge ørerne ned i nakken. Som en slange knejsede han i nakken og tog blot en forsvarende stand. Det sidste han ønskede var at skade hoppen, men hun lignede en der var parat til at æde ham i en mundfuld. De gule øjne fulgte hende stift rundt i det hun cirkulerede omkring ham som et rovdyr. Han slog advarende et smæld med halen og fnyste af hende. Han magtede det ikke. Det var ikke just det han havde forventet ved at se hende igen. Han var tæt på blot at vende sig at gå fra hende, men i det hun hakkede ud efter ham blev det personligt. En tydelig markering kom fra hingsten i det han med et maskulint hvin slog forbenet i jorden og huggede retur. Ava eller ej, men den spraglede hingst ville ikke finde sig i sådan en behandling. Hendes ord fik ham ikke til at ændre statur, men bekræftede ham da i at hun ikke kunne genkende ham. Det forekom ham underligt. Hvad var der sket, men Mindraper var ikke en af de lalleglade heste der straks fik medlidenhed og ih og oh. Næh. På det punkt var han måske lidt af et røvhul.

” Tænk sig at du ikke engang kan genkende faderen til dine egne afkom, Ava! ”

Røg det blot mindst ligeså hvislende tilbage. Stemmen bar ikke samme utilfredshed, men nærmere med et anklagende toneleje. Han vidste ikke hvad der lå bag denne opførsel, men det gjorde dog ikke at han begyndte at tænke over sine ord. Han behandlede hende som var hun hvilken som helst anden. Med de ord trak han sig blot bagud for at gøre mine til at forlade hende. De sidste han gad var at mundhugges med en olm hoppe. Kunne hun ikke genkende ham, var der alligevel ikke noget konstruktivt i det. Så var hun blot som en hver anden fremmed. Det var ikke hans opgave at trække nogen ud af dybet. Det havde tværtimod altid været hans opgave at give dem det sidste skub ned i afgrunden.

Restless nights

"Hah!" udbrød hun som en slags latter da han kom med sin kommentar. Hun krængede hovedet langsomt på skrå, underholdt. "Du taler som om jeg har flere. Jeg har et" ganske svagt kneb hun øjnene sammen. Hun veg væk fra ham da han hakkede tilbage efter hende også, og hun trak hovedet op "Hvad ved du om faderen til min datter?" spurgte hun med et mistro skinnende ud af de blå øjne. "Hvor kender du mit navn fra, hingst?" fortsatte hun snerrende.

Hver eneste muskel arbejdede under det sorte hårlag. På trods af hun knap nok rørte sig var hun anspændt i hele kroppen. Den dirrede svagt, men ikke nok til at det var synligt med mindre man så virkelig godt efter. Pelsen var ikke længere lige så blank som den plejede, mere plysset også, men plysset på grund af vejret. Pelsen var ikke lige så ren som den plejede at være - men alt sammen var små iagttagelser som meget få nok ville gøre sig. Ikke så længe hun var lige så utilregnelig som et rovdyr. Den lange sorte hale piskede hun fra side til side omkring bagparten. Der var ikke meget tillid tilbage i den sorte hoppe, hvilket måske var grunden til alle andre var lukket ude. Men der lå mere bag det. Meget mere end de fleste nok nogensinde ville kunne gætte sig frem til.

Den sorte hoppe genkendte ikke den spraglede hingst. Hun ville nok heller ikke have genkendt sin egen broder, eller Leonora. Havde hun set sig selv havde hun nok heller ikke kunne genkende sig selv. "HVAD gør du her, hingst?" spurgte hun igen. Det samme spørgsmål han ikke havde besvaret før.

words: 278 | Tag: Mindraper

Han vidste det var en løgn. Hun havde to, om hun ville anderkende det eller ej. I hendes nuværende stadie tvivlede han. Det var hvertfald tydeligt på den spraglede hingst at han var irriteret over hendes skaberi. Hvad end der lå bag ville det nok ikke behage ham, og det ville ikke tælle for en undskyldning. Stolt var den spraglede sjæl der altid mente at man burde kunne disciplinere sit sind så man ikke endte her. Tanken om hvorvidt det nogensinde ville blive det samme nu, nægtede han at tænke på. Han gik blot i forsvar og lukkede af med alle sine facader. Hun genkendte ham alligevel ikke, så hvorfor give hende den ære at se ham uden. De mandelformede ører lagde sig blot stramt i nakken og han rynkede på mulen, på nippet til at blotte tænderne. De gule øjne stirrede derpå advarende på hende og han gjorde an til at hugge igen hvis hun kom for tæt på. Ud fra hendes ord kunne han konkludere at han var blevet far til endnu en datter, men han kunne ikke glæde sig. Det prallede af.

” Hn, spørgsmålet er: Hvad ved du om faderen til din datter , når du finder svaret så har du svaret på dine andre spørgsmål.”

Lød det så hvislende fra ham. Nej. Han skulle ikke stå model til det her. Han svarede ej på hendes spørgsmål, men vendte i stedet rundt. Det løb var kørt nu. De gule øjne så tilbage på hendes blå øjne en sidste gang, inden han i stedet begyndte at skridte væk fra hende. Der lagde sig en dyster stilhed over den spraglede hingst i det facaderne langsomt byggede sig op omkring ham. Det var ikke hans opgave at minde hende om noget som helst. Han snerrede kort for sig selv. Jo vist havde det ramt ham og det bekræftede ham blot i at det at åbne sig op blot ville skade en selv. Han så mod himlen som ville han se mod lyset som denne nat var ikke eksisterende.

” Du vil fortryde.. ”

Hvislede han så ildevarslende, netop som han i sin tid havde skreget mod himlen for hvad der synes at være i går. Han var nu stoppet op på afstand af den sorte hoppe, hvis navn han end ikke ønskede at høre for hans sind på nuværende tidspunkt. Hun var sikkert i ledtog med lyset. Det hele havde været en del af en plan, ja et forgæves forsøg på at knække ham. Hah, der skulle mere til.

Restless nights

Han irriterede hende. Ikke bare en lille smule, men meget. Hvad bildte han sig ind? At stå og stille hende det spørgsmål. Som om hun ikke vidste . . . vidste hvad? hvem faderen til nymfen var? selvfølgelig vidste hun det. Det var . . . Det var langt væk . . . Det var tåget . . . Hun vidste det godt, men . . .

De blå øjne flakkede fra side til side, frustreret, forvirret. Dog blev de rettet mod hingsten igen da han endnu en gang talte. Han mente hun ville fortryde? Fortryde hvad? hvad snakkede han om? Var det en trussel? Ikke tale om han skulle tro han kunne slippe afsted med at true hende.

Allerede da han var på vej væk fra den sorte hoppe, sprang hun frem mod ham igen, og bed ud efter ham igen, denne gang i et forsøg på at sætte tænderne i ballen på den spraglede hingst. "Hvad bilder du dig ind?!" spurgte hun hidsigt. Hvad regnede han lige med? "Hvis nogen kommer til at fortryde er det dig! Du skal ikke tro du slipper godt fra den trussel. Som om jeg ikke kender . . . ikke . . . som om jeg ikke . . ." For fanden da også hvor det irriterede hende hun ikke kunne få ordene frem. Hun vidste jo godt hvad hun ville sige? gjorde hun ikke? Hun vidste da godt hvem der var faren til hendes nymfe. Nymfen . . . Hvordan var det nu lige? Nymfen havde blå øjne. Så meget vidste hun i hvert fald, men resten var lige så tåget som alt andet.

Hoppen dirrede endnu mere nu. Arrig, hidsig, irriteret, frustreret, men også udmattet og anspændt. Ud af den blå luft afgav den sorte hoppe en form for skrig og kneb øjnene sammen mens hun lod hovedet sænkes mod jorden som hvis hun forsøgte at undgå noget. Det gjorde hun også. Det samme hun længe havde forsøgt at undgå. Det der ikke havde ville give hende ro, og som ingen kunne jage væk. Stemmerne i hendes hoved. Hviskende, grinende, nogle af dem var højst sandsynligt et produkt af mødet med skyggerne for lang tid siden. Fra da hun mere eller mindre stoppede med at sove. Andre var barnlige stemmer, hendes broders - de andre hun havde leget med da hun var yngre. Hun hørte til tider sin mors også. Hun hørte sin mors sang, sin mors kalden. Det var dog længe siden hun havde opgivet at nå tilbage dertil. Hun havde ikke særligt store håb for nogen sinde at se Aria igen.

"Få dem til at holde op!" vrissede hun nu af hingsten som om han kunne gøre det helt store. Højst sandsynligt ikke. Frustreret, arrig, vred på sig selv over hun ikke kunne fremkalde billedet af nymfen fordi stemmerne forstyrrede, hakkede hun endnu en gang ud efter hingsten. Hun kunne jo ikke så godt stå og bide sig selv.

words: 492 | Tag: Mindraper

Kom hun nu rendende igen. Hun var jo fuldstændig bims oven i sit lille hoved. Det nagede ham dybt at han måtte ty til sådanne yderligheder, men han kom med et afvisende hvæs og lossede derpå bagud med bagbenene i det den humørsyge hoppe nu satte sig i ballen på ham. Dog blev han stående og lyttede til hendes raseriudbrud. Inden han fnyste irritabelt. Han skulle virkelig til at tage sig af det her problem. De gule øjne stirrede skarpt på hende og mulen var olmt rynket. Han magtede det virkelig ikke. At stå her og tage imod alt den fyrighed. Han svarede hende ej, for hun lyttede alligevel ikke. Han kunne sagtens sige at han var den hun ikke kunne huske, men til hvilket formål.
De mandelformede ører blev da spidset da den sorte hoppe nu skreg. Han trådte et skridt bagud og fnyste en anelse og betragtede hende en anelse skeptisk. Måske det var nu han skulle luske væk, mens hun tydeligvis var besat af andre ting. Hvad var der lige sket? Han trak endnu bagud da hun nu vrissede og hakkede ud efter ham. Hvad fanden skulle han lige gøre? Og hvem var dem? Han havde godt hørt om skyggerne, men aldrig lagt mere tid i at finde ud af hvad de egentlig var.
Få dem til at holde op. Mindraper så nu mod Ava, inden han med et tilløb sigtede efter at nikke hende en kraftfuld skalle. Ramte han ville de begge nok gå ud som et lys, men så var det bare at håbe på at være den der vågnede først.

Restless nights

Så for søren! Nu kom hingsten farende mod hende, og det så bestemt ikke ud til at han havde tænkt sig at stoppe på afstand. Det var kun med til at bringe hoppens pis endnu mere i kog. Hun kunne ikke tænke. Det hjalp hende ikke så meget at tænke hurtigt, og derfor rejste hun sig på benene for at i hvert fald holde hovedet uden for rækkevidde. Begge forhove slog hun ud i retningen af hingsten for at få ham til at lade være. Indtil videre havde de fleste faktisk forsøgt at undgå en konflikt. Det var dog ikke mange der havde turde vende røven til hende for at gå - eller som overhovedet ville vende røven til hende og gå. Hun var overbevist om at nogen her i landet kun var ude på at drive hende til vanvid. Hun vidste bare ikke selv hun allerede var på grænsen og lige ved at krydse den. Tænderne var blottede og ørerne klistrede ned i nakken. Den matte pels var begyndt at blive en smule fugtig af hidsigheden og den anspændthed der hev i hoppe, holdt på hoppen og som drev hende fremad og længere ud.

På trods af sit forsøg på at holde ham væk, ramte hingsten alligevel hende med en kraft der var stærk nok til at vælte hende. Hovedet ramte jorden efter skulderen og blev sendt op igen før det blev på jorden. Dog ikke længe, for hoppen var ved at prøve på at komme på benene igen. Det var dog som om noget holdt hende ned. Som om nogen holdt hende nede, men der var intet at se, og efter kun få sekunders kamp for at komme op gav hun op og lod igen hovedet falde til jorden. Denne gang forblev det der.

Det var ulig den sorte Ava at opgive, men hun var heller ikke sig selv. Hun fremstod ikke som den sorte fattede hoppe hun ellers normalt var. Hvor længe det stod på vidste hun ikke. Hvor lang tid siden det var hun havde været i Teylar sidst vidste hun heller ikke. Gjorde det hende til en dårlig mor? måske lidt? At hun bare havde efterladt sit føl der i andres hove og ansvar. Og dog. Måske ikke helt. Der var familie der, var der ikke?

De blå øjne lå og stirrede dødt hen over det korte og halvdøde græs - stirrende ud i ingenting. Hun var stadig i live, men der var ikke meget at komme efter - det var vel til at se for en hver. Et nemt bytte - hvilket hun aldrig havde været. Hvorfor nu? Hvorfor lige nu?

words: 437 | Tag: Mindraper

En skarp smerte skød gennem ham i hans fremspring mod Ava, men det synes for en stund at være totalt ligegyldigt, for nu bragede han hvertfald ind i hende og fik hende ned at ligge. Godt nok havde han ikke slået hende ud som planlagt, men hun så ud til ikke at springe på benene lige med det samme. Hans åndedræt var hurtigt og næsten hvæsende, mens han intensivt stirrede på hende, mens hun så ud til at rode rundt på jorden. Han ville ikke give hende lov at rejse sig, hvis et af hendes forsøg skulle blive helhjertede, men hun blev liggende. Han drog et lettet suk, for at skulle forsøge at holde hende nede ville blive noget af et roderi. Først nu mærkede han en varme som piplede ned over øjet på ham og han vidste nu hvor den skarpe smerte kom fra. Han var ramt. En flænge placeret lige over øjet, kun få centimeter fra at kunne have givet nogle alvorlige men. Ava havde været bund seriøs i at holde ham væk, men heldigvis ikke haft sucess med det. Han lod hende ligge for en stund for at sikre sig at hun ikke blot lå på lur. Det flimrede kort for hans øjne og han blinkede hårdt et par gange, inden han var på nippet til at vende rundt og forlade hende. Faktisk var han nået så langt til at han var vendt rundt, men han var stoppet op og så nu tilbage på den sorte hoppe, som lå blottet på jorden. Han vrissede kort af sig selv og tog nu den beslutning at det nok var bedst at blive og holde øje med hun ikke gjorde skade på sig selv.
Han tog de sidste skridt hen til den sorte hoppe og så for en stund blot tavst ned på hende, stadig med blodet dryppende fra hans hoved. Mange tanker strømmede igennem hans lille hingstehoved og hvor længe han blot stod og stirrede på hende var ikke noget han holdte styr på, men det føltes som en evighed. Et tungt suk kom fra hingsten, som blev afsløret via ånden der brusede ud i ørkenen for så at fade ud i ingenting. Det flimrede kortvarigt for hans øjne endnu engang inden han tog det sidste skridt helt hen til den faldne hoppe.
Han sank i knæ for så at ligge sig ved hendes side. Han havde stadig ikke ytret et ord til hende, mens hun havde lagt på jorden og her lå han så blot trofast ved hendes side. Han havde ikke kunnet forlade hende i den tilstand og tænk hvis det ikke havde været ham der havde stødt på hende denne aften. Hvordan kunne det så være end for moderen til hans to afkom. Nok magtede han ikke bøvlet med olme hopper, men hvad skulle han sige til hans døtre, at han havde efterladt deres moder til en grusom skæbne? Det ville ikke ligefrem være noget at prale af. Han lagde halsen over hende og hvilede blot hovedet på hende, men også som en sikkerhed om at hvis hun skulle begynde på noget, så ville han have fordelen.

” Prøv nu bare at forholde dig i ro for en stund. ”

Lød det nærmest opgivende fra ham. Det sidste han ønskede var at hun pludselig begyndte at skabe sig tosset igen.

Restless nights

Latteren generede hende. Hvem lo? Der var jo ikke andre til stede, men hun kunne høre dem. Ørerne vippede hun bagud igen, og da hingsten kom nærmere sendte hun ham et advarende blik og blottede tænderne for at vise at hun sagtens stadig kunne bide ud efter ham. Hun trak stadig vejret hidsigt på trods af hun lå ned. det var ikke ensbetydende med hun slappede af - tvært imod. Det stressede hende næsten mere. Det ene forben trak hun op til sig som for at vise at hun også sagtens ville kunne lange ud efter ham også. Helt hjælpeløs var hun ikke, selvom hun næppe havde kræfterne til at gøre ret meget. Det behøvede andre jo ikke at vide, og hun gjorde også et rimelig ihærdigt forsøg på at vise at hun godt kunne.

Da hingsten lagde sig ned ved siden af hende lignede det næsten hun vendte det hvide ud af øjnene mens hun forsøgte at se over mod ham. Utilfreds med hans tilstedeværelse stadig. Hvorfor gjorde han nu det? Da han lagde hovedet på hende, var det nok. Hun forsøgte at snappe efter ham, men kunne ikke nå ordentligt, og opgav alligevel for at lade hovedet hvile på jorden endnu en gang. Hun stolede ikke nok på hingsten til ikke at holde bare lidt øje med ham. Lidt efter lidt faldt hun dog mere og mere til ro. Hvor længe hun lå der var hun ikke klar over, men jorden føltes sært behagelig at ligge på. Kold men alligevel ikke rigtig kold - ikke lige der hvor hendes krop havde varmet den op. Og hingsten føltes varm også. Det blev svære og svære for hoppen at holde øjnene åbne, jo længere tid der gik, og til sidst måtte hun også give efter.

Søvnen tog over som den så oftest gjorde når hun var for træt til at holde sig vågen. Når der ikke var nogen der forstyrrede hendes ensomhed, når stemmerne og tankerne forblev tavse - men det var sjældent. Alt for sjældent.

...Det var ikke længere vinter. Græsset var grønt, små blade fra hvide blomster fløj rundt i luften, men der var som sådan ingen vind. Ingen kraftig vind og slet ingen kold vind. Et stykke fra hoppen stod hendes moder - og Arc. Arc! det var så længe siden hun havde set ham! Hun begav sig over mod de to familiemedlemmer. Hun hørte en stemme kalde. En lille feminin stemme, fra et lille hoppeføl. Hun kunne ikke se hende, men hun kunne genkende stemmen.. Nymfen! Nymfen var der. Hun så sig tilbage for at få øje på et par blå øjne, og hun nappede kærligt ud efter den lille man. Da hun ville begive sig videre mod familien, og stolt vise dem sin datter, var de væk. I stedet var en stor grotte foran hoppen og det lille føl. Den så endeløs ud, og nymfens latter gav ekko, som hun hoppede leende ind af åbningen. Ava selv blev stående udenfor til hun ikke længere kunne se den lille hoppe, men det trak i hele kroppen af hende. Hun måtte følge efter - følge efter ind i mørket. Det var ikke mørket hun var bange for - men hvad der fandtes på den anden side. Sidst hun havde set sådan et syn var hun kommet til Andromeda. Åh nej! tænk hvis hun kom tilbage til sit gamle hjem? Tænk hvis hun skulle stå ret over for sin fader og forklare hendes forsvinden. Broderens forsvinden - nej brødrenes forsvinden. Hvad hvis hun mistede Nymfen ved ikke at følge med og nymfen ville komme ud på den anden side - moderløs i en helt anderledes verden? Nej! det måtte ikke ske. Det kunne ikke ske. Hurtigt fulgte hun efter hoppeføllet gennem mørket. Hendes angst havde vist sig at være helt unødvendig. På den anden side var der ikke lys. Ikke det skarpe lys. Noget varmt lys. Tunnellen drejede, men lyset kunne anes i den ene side, hvor det ramte væggen. Et flakkende varmt lys. Ild. Hun ville kalde på nymfen men hun kunne ikke! hun råbte så højt hun kunne men der kom ingen lyd! hun løb så hurtigt hun kunne, men hun flyttede sig kun ganske langsomt - hendes ben lystrede ikke hendes hoved. Da hun langt om længe nåede ud på den anden side, stod hun på toppen af ildbjerget, med nymfen stående med mulen ude over kanten for at kigge ned. 'se moar, lys' kunne hun høre hende sige, og da den sorte hoppe ville hen og have væk fra kanten begyndte jorden at smuldre under hovene på hoppeføllet. Nej! Det måtte ikke ske! For alt i verden måtte det ikke ske! Hun ville råbe, men lyden virkede fjern. Hun ville kalde på nymfen men hun kunne ikke råbe højt nok...

"NEJ! NYMFE! NEJ!" Hun råbte så højt hun kunne, og denne gang kunne hun høre det. De blå øjne var spærret op i ren og skær rædsel. Lyset var væk igen. Vulkanen var væk igen - varmen var væk - erstattet med kold luft der fik hoppens krop til at ryste. Den føltes tung, og det var derfor hun indtil videre kun havde fået hovedet op. Resten ville ikke rigtig lystre. Hun kunne ikke få sine ben til at gøre som hun ville have. De føltes gummiagtige, og et øjeblik syntes hun at se dobbelt, så hun kneb øjnene sammen for at lade hovedet falde til jorden. Hun gav op. Denne gang gav hun op. Hun var træt men hun turde ikke lukke øjnene. Hun følte sig svag. Ikke bare lidt svag, men meget. Hun havde det for varmt, men også for koldt. Hendes hjerte hamrede af sted, og fik hendes åndedræt til at lyde som om hun lige havde været ude og løbe for livet i fuld fart hen over en åben eng.

words: 970 | Tag: Mindraper

Et hvin, som mindede mere om et skrig, havde fanget den unge Nymphadoras opmærksomhed. Hun kendte udmærket godt den tone, som lyden var blevet leveret i – det var nemlig hendes moder, som hun havde ledt efter de sidste par dage. Hvorfor hendes mor, som ellers altid var der, havde valgt at søge fra sin datter, på trods af hun nærmede sig de to år, vidste hun ikke; og egentlig havde hun været ganske muggen over hendes mors pludselige forsvinden. Jovist var hun tryk i flokken, det var der ingen tvivl om. Måske var hun blot forkælet, i bund og grund, fordi hun havde været vant til at hendes moder altid var der. Men uanset tryghed, niveau af forkælelse, ja, så havde hun været sur over hendes mor havde ladt hende alene – lige indtil nu. Den lyd, som hendes sensitive ører havde opfanget, havde nemlig været både panisk og opgivende. Enhver sr mine var som blæst væk fra hendes sind og erstattet af bekymring. Hvor var hun?
Med et højt skrig kaldte den endnu unge Nymfe på sin mor, inden hendes lange ben begyndte at bærer hende uvilkårligt i den retning, som hun syntes den forfærdelige lyd kom fra. Hvad var der dog sket?
Det var vidst et held, at den unge Nymfe havde bevæget sig væk fra flokken for at lede. Hun havde også søgt mange steder – og hvordan det skulle lykkedes hende at være tilstede på ørkenøen netop nu, var hende en gåde; en gåde, hun ikke gad spekulere på nu, når virkeligheden krævede hendes opmærksomhed.
Hun nærmede sig, det var hun sikker på. Hun kunne ikke høre sin mor længere, men hun kunne på en måde fornemme hende. Det bånd der var imellem de to sjæle var utroligt stærkt, bygget op på næsten to års kærlig omsorg, og dette bånd var nok årsagen til, at Nymfen efter en søgen på blot et kvarters tid, så sin moder ligge på jorden. Hun hastede hurtigt derhen, så hurtigt at hun næsten ikke nåede at stoppe, før hun væltede over sin mor, i et lidt klodset hop, som bragte hende om på den anden side af Ava, den sorte hoppe som havde født hende. Og dog – så var der noget helt og aldeles forandret over den sorte hoppe, som ikke længere havde den blis, som Nymfen altid havde set på, når hun havde set på sin mor. Den var væk. Erstattet af uvirkelige blå cirkler i hovedet på hende. Nymfen udstødte et fnys af forskrækkelse, inden hun sænkede mulen for at undersøge om hun overhovedet var i live. Hun bad til det; for hun ville absolut ikke miste sin mor. Aldrig.

De gule øjne stirrede ned på den sorte hoppe, som hun for en stund lå fredeligt og virkede til endelig at være faldet til ro. Der gik desværre ikke længe før hendes vejrtrækning blev anstrengt og sveden så småt begyndte at fugte hendes sorte pels. Hun lå uroligt, nærmest spjættende. De var klart der foregik noget i hendes hoved og han kunne ikke sætte en hov på hvad der var sket med hende. Han lagde forsigtigt mulen på hendes hals og nulrede den blidt, men lige lidt hjalp det. I stedet hvilede han blot hovedet mod hendes hals og måtte vel bare være der fysisk for hende, selvom hun ikke kunne huske ham. Det gjorde ham rasende, men pinte ham et eller andet sted også ekstremt. Det var vel en følelse af afmagt og svigt som han forsøgte at fortrænge under hans mange facader. Han så til mens blodet fra hans flænge dryppede ned på hendes sorte pels og han blev kort døsig indtil et hjerteskærende skrig lød, og han blev vækket med et gip. Han så ned på Ava med store øjne. Rædslen stå malet i hendes ansigt og han lod en dyb beroligende brummen lyde fra hans strube, indtil han nu kunne genkende en anden sort skikkelse der stod ved sin moder. Det var Nymfen, ingen tvivl. Hans store prinsesse. De mandelformede ører blev vippet frem, men han kunne ikke glæde sig over gensynet med sin datter. Han puffede til Avas hoved.

” Nymfen er her, Ava. ”

Hviskede han stille med hans ru stemme, som dog var utrolig varm. Han forsøgte ihærdigt at holde sig selv fra ikke bare at vade væk fra hende, det var svært for ham at blive, men noget holdt ham her. Noget kraftfuldt som han ikke helt kunne forklare. Først nu opdagede han blissen. Den var væk? Erstattet af hvad? Blåt. Hvad var dette nu for en galskab?

Restless nights

Det hvide ar på Avas hals var ikke forsvundet. Det var et evigt minde af hendes møde med skyggerne. Dengang de havde sat deres mærke - dengang det hele var startet. De søvnløse nætter, bitterheden, at hun konstant havde søgt væk fra Teylar. Hendes had til vogterne, på trods af hun som sådan ikke rigtig kendte nogen af dem. Der var trods alt forskel på at kende nogen og bare have mødt nogen. Hun havde kun følt den brogede var påtrængende. den anden vogter - den anden brogede vogter havde hun heller ikke været så heldig med. De havde vel aldrig rigtig kunne enes. De var gået skævt af hinanden da han endnu var almindelig hest ligesom hun selv havde været.

Stemmen fortalte hende at nymfen var til stede. Ava selv kunne godt fornemme det og hendes blik fandt også frem til nymfen, men det var ikke den rigtige nymfe. Det var ikke længere det lille føl. Forvirringen i hendes øjne var tydelig. Hvorfor var hun nu blevet så stor? Hvorfor var det gået så hurtigt? - Hun havde slet ikke tænkt tanken at det var fordi hun ikke selv havde været særlig meget til stede det sidste stykke tid. At hun havde rendt hvileløst rundt, stresset af sin situation og brunsten der havde stået på. At hun havde lagt sig ud med en hingst som hun havde formået at jage væk, og hoppen. Den kraftigt byggede hoppe som hun ikke burde have haft en levende chance mod, men fordi hun var stærkere end hun så ud til at være og formåede at bruge sin smidighed, alligevel havde klaret sig godt imod.

Det var forkert! Alt var forkert. Det var først nu det gik op for hende. Hvordan skulle hun kunne tage sig af nymfen, når hun ikke længere var velkommen i Teylar-flokken? Hun måtte have fat i Leonora. Hun ville selv kunne være i nærheden af flokken, men hun havde ikke tilladelse til at træde ind på området. Men hvem kunne forhindre hende i at opsøge sin datter? Hvilken af de fine vogtere ville turde stille sig i vejen? Mulen strakte hun frem mod plagen, for blidt at nippe til hendes pandelok - kærligt som kun en moder ville kunne gøre det. Det VAR hendes nymfe. Uanset hvor stor hun blev, ville hun stadig være hendes lille nymfe.

Ava flyttede lidt på sig, for at gøre plads til sin datter også, og søgte lidt nærmere hingsten. Hovedet lod hun hvile mod hingsten også. Varmen fra ham var velkommen, for hendes egen krop var kold. Hun frøs ikke, men hun havde ikke længere varmt blod i årerne til at holde hende varm. Det var stadig noget hun skulle vænne sig til.
Lugten fra hingsten fremkaldte nogle minder hos den sorte hoppe. Hun kendte ham godt. Kendte ham ikke bare en lille smule, men rigtig godt. Det var hendes hingst. Hendes spraglede Mindraper. "Hvor har du været?" mumlede hun næsten utydeligt på grund af trætheden i stemmen. Hvor lang tid siden hun sidst havde haft en god nats søvn huskede hun ikke. Det måtte være flere dage siden. Flere uger siden hvis ikke man talte de dage og nætter med et par timer hist og pist. Hun var stresset. Hun havde været stresset i noget tid. Hun burde være i stand til at lægge det bag sig nu, men det gnavede stadig indvendigt i kroppen på hende. Hun havde skubbet et føl i afgrunden. Givet en andens liv til skyggerne. Ikke bare en hvilken som helst sjæl, men en lille hingsts sjæl - den lille hingst hun havde taget til sig. Den lille hingst hun havde passet på da han havde ligget forslået i græsset.

Hun turde ikke lukke øjnene igen på trods af trætheden og udmattelsen. Hun var bange for føllet ville hjemsøge hende - bange for oplevelsen ville hjemsøge hende. Skyggernes hvisken var ikke længere et af hendes problemer. Før hvor hun havde hørt dem var det mere hendes egen indbildning. De havde talt til hende, men ikke på den gode måde. Engang imellem havde stemmerne tilmed haft hendes moders og faders stemme. De havde haft Arcs stemme. De hviskende stemmer havde talt om Arc, givet hende skylden for hvad der var sket med ham, og hun var vel også begyndt at tro på det rent faktisk var hendes skyld.
Når hun hørte skyggerne nu, vidste hun de var der. Han var der, de var der. Hun var ikke alene selvom hun stod alene. Det var på en måde betryggende. han talte til hende, de talte til hende - ikke truende, men som en bror eller en søster. De var hendes familie nu. En del af hendes familie i hvert fald, for hun kunne ikke give slip på nymfen. Hverken nymfen eller den spraglede hingst.

"Lov mig du aldrig forsvinder" henvendte hun sig så til den spraglede hingst. "Jeg kan ikke længere være der for nymfen i samme omfang som jeg har været mens hun var lille. Jeg kan ikke længere sætte mine hove i Teylar-flokkens område." Alt føltes nyt for hende, og hun havde brug for noget af det velkendte, for ikke at miste forstanden fuldstændigt. Nogen ville måske påstå det allerede var for sent. Et eller andet sted var det nok også, for hun ville aldrig blive den muntre hoppe hun engang havde været. Hun var ikke længere lige så håbefuld som alle de nye, og hun væmmedes næsten ved deres kommentarer om dette fortryllende land. Hah! de vidste ikke bedre. De vidste ikke hvem den sande hersker var. De vidste ikke hvordan landet ville se ud, hvis han fik lov til at tage over. Det ville blive bedre. Det ville kun kunne blive bedre.

Ava lukkede ikke øjnene. Hun turde ikke lukke øjnene - bange for at se sin datter styrte i døden, som hun havde set hingsteføllet forsvinde. Og ikke nok med hun havde set ham forsvinde - hun havde været skyld i det. Det var dog mørkt, og det var sent, og de fleste ville sove på dette tidspunkt. Nymfen burde sove på dette tidspunkt. Hvad hun lavede på den sandfyldte ø og ikke i Teylar hvor hun burde være, var Ava for træt til at tænke over. Lige nu nød hun bare at have sin familie i nærheden.

Der forblev dog ikke stille, for hun gav sig til at nynne. Ikke en tilfældig melodi, men den lullaby hendes moder havde nynnet for hende når hun skulle sove, eller sunget for hende. Ikke kun når hun skulle sove, men også hvis hun havde været bange. Oftest da hun var et lille føl og plag, men selv som voksen kunne hun have brug for sin moders trøst - og så havde Aria sunget den lullaby der havde bragt hende komfort som lille. Sangen var også den hun nynnede for sig selv, når hjemveen havde været for stor. Hun nåede fik nynnet sig gennem sangen, men stoppede ikke der, og begyndte med den fremmede tunge at tilføje ordene. "A naoidhean bhig, cluinn mo ghuth, Mise ri d' thaobh, O mhaighdean bhàn, Ar rìbhinn òg, fàs a's faic, Do thìr, dìleas féin, A ghrian a's a ghealach, stiùir sinn, Gu uair ar cliù 's ar glòir, Naoidhean bhig, ar rìbhinn òg, Maighdean uasal bhàn"

(Little baby, hear my voice, I'm beside you, O maiden fair, Our young Lady, grow and see, Your land, your own faithful land, Sun and moon, guide us, To the hour of our glory and honour, Little baby, our young Lady, Noble maiden fair)

words: 1.214 | Tag: Mindraper, Midnight's Nymphadora