You Bastard! | Zeus

* * * (1) * * *

Da hun ankom til landet, havde der endnu været solskin og blå himmel. Det havde været køligt, jovist, men trods alt varme i den klare, rene luft. Hun havde brugt en uge eller to – hun var ikke helt sikker på tiden – på at finde sig til rette og acceptere sit nye liv. Der var meget at skulle sluge, om ikke andet at dette land var så rent. Her var der rent faktisk grønt og mulighed for et ordentligt liv. Men tiden var gået og vinteren var over landet. Det var bitterkoldt igennem natten, men morgnerne var de værste. Himlen var altid grå og lukket, og en kold vind bed hårdt i hendes fine, bløde dunfarvede pels. Hun kom fra et meget varmere, overophedet, land, der aldrig havde sne eller kulde, derfor rystede det hende meget at verden kunne være sådan. Og det gjorde hende vred. Åh jo, hvis hun nogensinde fik fingrene i den hvide hingst, så skulle hun nok kvæle livet ud af ham! Et nyt liv i et nyt land? Pff! Helt sikkert. Hendes nye chance var ikke meget bevendt hvis hun døde af kulde!

Hun bevægede sig hen over en smal eng med vissent græs. Hendes bevægelser var bløde og fine, og de små hove trådte næsten lydløst ned på den kolde, græsklædte jord. Den lyse hale bølgede efter hende, hævet som en stolt fane bag hende. Hun kendte ikke dette sted, men det skulle ikke forhindre hende i at føre sig frem som om hun ejede det.
Hun spilede let næseborene ud og lod alle de fremmede lugte fylde hende. Hun var ganske tynd, men havde brugt de sidste mange dage på at finde alt spiseligt hun kunne, og det priste hun sig nu lykkelig for, da kulden hurtigt havde taget livet af de sidste blade og græs. Selvfølgelig var der stadig spiselige ting, men de var knap så lækre. Hun var naturligvis smal af statur fra naturens hånd, men man kunne godt se at hun ikke havde fået nok at spise igennem længere tid. Men sådan havde det altid været. Hun var ikke vandt til denne overflødighed af mad, som det var for hende – selv i denne kolde tid. Men det vækkede griskheden i hende, og hun havde taget sig selv i at jagte fugle væk der havde sat sig på den plet græs hun havde ædt af. Hun smilede svagt for sig selv. De kunne bare holde sig væk, kunne de.

Det efterhånden kedelige og halvvisne græs nærmest kvastes under hovene på den dunfarvede hingst. Han havde været en del rundt i landet, set en del, men endnu var hans bekendtskab til andre sjæle væsentligt begrænset. Han vidste hvem magihoppen var, og han gøs næsten ved tanken. Ydermere havde han mødt en anden rød hoppe lige efter han var kommet til landet, men dette var efterhånden noget tid siden. Og af en eller anden grund, var han ikke stødt på andre i mellemtiden.
Denne eftermiddag var dog anderledes, for han vandrede nu med en direkte kurs. Han havde spottet en hoppe længere fremme, en buckskinfarvet hoppe, dog en anelse lysere. Fordi han nu engang var, den som han var, havde han blot sat kursen imod hende, alt imens hans hals var hævet og hans ører lagt en smule i nakken. Hun havde ledt efter de gode græstotter, og han mente bestemt at han ville tage dem fra hende – for sådan var han. Kunne han, skubbede han rundt med andre, men han havde den i mente, at han ville finde ud af om hun besad magi først. Han skulle absolut ikke nyde mere af den slags! Han fnøs ganske køligt da han var nær hoppen, for at kræve hendes opmærksomhed. Han sagde intet, men fortsatte bare direkte imod hende, og hvis ikke hun flyttede sig, skulle han nok skubbe hende væk.

* * * (2) * * *

Hun sænkede hovedet og tog endnu en bid af det græs hun havde erklæret for sit. Det var endnu grønt og havde en smule saft i sig, hvilket gjorde det til en mere lækker spise end meget andet heromkring. Den lyse, næsten hvide hale slog et skarpt smæld bag hende som for at markere, at hun ikke havde i sinde at overlade dette til nogen andre. Hun var dog endnu ikke klar over, at en spraglet, dunfarvet hingst var på vej imod hende. Nej, det var blot en refleks, en ting hun var vant til at gøre. Samtidig lå ørerne fladt ned langs nakken og hendes blik gled søgende fra side til side. Hun var opvokset i et land, hvor man måtte slås for det man ville have. Og siden hun var helt ny her i landet, var det ikke en vane hun havde lagt fra sig - Ubetvivleligt en hun aldrig nogensinde ville ligge fra sig.

Hun hævede øjeblikkeligt hovedet da et køligt fnys nåede hendes ører. En fremmed havde bevæget sig ind i hendes private sfære, på hendes territorium, og hun brød sig bestemt ikke om det. Hvad bildte den mokke af en hingst sig ind? Hun blottede arrigt tænder af ham, da han fortsatte med at vade frem, som besad han ingen hjerne. Han skulle nok snart lære, ikke at give sig i kast med Izmira! Derpå plantede hun stædigt og hårdt hovene i jorden og hævede hovedet op til hans højde, selvom hun alligevel var betydeligt mindre.

[15]

Fordi Zeus nu engang var, som han var, lagde han altså ikke hove imellem, når det gjaldt hopper. Han ændrede som sådan ikke adfærd overfor sit selskab, hvis det var af det feminine køn; men ofte slog han mindre på dem, end på hingstene. Dog havde han haft op til flere kampe med hopper før, og så snart den egentlig ret så elegante.. Ja endda smukke hoppe, som havde fundet en rigtig god græstot, løftede sit feminine hoved op og blottede tænder ad ham, vidste han, at han nok endte i kamp med endnu en. Han fnøs atter og stoppede først op da han stod så provokerende tæt på hende, at deres muler næsten rørte hinandens da han rankede sig. Hun havde en lang hals, så mulespidsen var stort set ud foran hans, på trods af hendes overlinje lå væsentligt lavere nede. Hun var en lille, delikat type, det bemærkede hans underbevidsthed med det samme. Og hvis blot hun rykkede sig frivilligt skulle hans sind nok også se det; men ligenu var det ligegyldigt om hun var en smuk svane eller en gammel grim gnu; hun skulle blot flytte sig. Et direkte olmt smil fandt vej til hans mule, inden han med et nedstirrende blik trådte frem og stødte sin bringe ind imod hende. Og derpå begyndte han blot at skubbe frem, for at flytte hende bagud, velvidende om at hendes små finde tænder nok skulle begynde at hakke ud. Men det tog han, som altid, med sig. Slag kunne han tage i massevis.

* * * (3) * * *

Hun fnøs lettere hidsigt, da han begyndte at opføre sig provokerende. Ikke desto mindre fik hun et næsten drillende glimt i øjet, da deres muler var centimeter fra hinanden. Med et lavt hvin nappede hun ud efter hans mule. Det var ganske enkelt umuligt at sige om det var ment som en advarsel eller som en gestus, der hældede imod det drilske legesyge. Hun mødte hans blik uden tøven, også selvom han fortsat jokkede frem af, ind i hende. Hun stod stand, men selv hun måtte se sig slået af den større hingsts fysiske overlegenhed. I hvert fald i dette henseende. Han var ganske enkelt en bedre bulldozer end hende, hvorimod hun med nogenlunde sikkerhed ville være en bedre sprinter eller smidig ræv, der let kunne forsvinde blandt skovens stammer.

Hendes beghove begyndte at pløje jorden op, men hun stod endnu fast. Hendes hoved blev  bøjet længere og længere bagover, ligesom hun selv var ved at sætte sig på rumpen - en taktik der måske ikke var så ringe, hvis man nu virkelig ville være sikker på ikke at rokke sig ud af stedet. Men ak nej, hendes silkehale skulle ikke møjes til at skidt og jord, så hun valgt et gunstigt øjeblik, og trådte ganske simpelt til siden. Hvis han var hurtig, ville han genfinde balancen, ellers ville han tumle forud nu hans støtte manglede. Hun lod blikket glide ned langs hele hans krop, tog ham i øjesyn. Han havde vundet denne omgang, men det var langt fra slut. Han stod på hendes græs, grissede det til med sine store hove. Fy-føj!

Hun trippede let til den ene side med nakken let knejsende. Halen var ophidset hævet bag hende som en hvid fane, sådan som heste af hendes type havde det for vane. Hun lagde ikke selv mærke til det, for hendes hoved var fyldt op med grimme tanker om hingsten, men duften af brunst var stærk omkring hende. Alligevel vidste hendes underbevidsthed at hun skulle være forsigtig med hingsten. Et uopmærksomt øjeblik kunne føre alskens ulovligheder med sig!

Han blev ved med at træde fremad, skubbede hende langsomt, trin for trin. Hun gav rigtig god modstand, det måtte han give hende; og ligesom hun egentlig skulle til at sætte sig, valgte hun at springe til siden. Med et fnys måtte han sætte et forben hurtigt frem og gribe sin vægt, der ellers truede med at fortsætte frem, som han havde presset den; men han vidste, at han havde vundet. Et tilfredst glimt gled over hans maskuline ansigt, inden han rettede sig op og skævede imod den spinkle hoppe, der let som en fjer dansede nogle skridt væk. Duften af brunst havde han fanget, og hans krop var allerede ved at indstille sig på at reagere på den; men ikke helt endnu. Han fnøs nu, dybt og hingstet, inden han lagde sine ører. Uden nogen varsel til hoppen, sprang han nu frem imod hende. Ikke mod hendes bagpart, men forpart – han var nemlig ikke helt færdig med at skubbe rundt med hende endnu. Han søgte denne gang ikke at få hende til at bakke, men i stedet ville han ændre hendes retning, således at han bestemte, hvor hun skulle stå. Også selvom det måtte koste ham bid hist og her: han vidste, at han kunne skubbe hende, og ikke omvendt. Og således skulle det foregå, indtil han havde hende, hvor han ville have hende.

Hendes trin var fortsat lette, hendes smil skævt. I hendes øjne fandt man et svagt glimt af noget ulmende. Det var ikke til at sige om det var godt eller skidt, men det gav hende en mystisk glød. Mystisk og fremmed. Hun var ikke en hoppe af dette land, og hun var ikke af den helt almindelige slags. Hun stod ikke tilbage for at lyve, stjæle og gøre ondt. Men hun var samtidig blid og kærlig. Men altid med det lokkende glimt i øjet der førte uforsigtige hingste ud i farligt farvand.
Hendes smil falmede en smule ved hans selvtilfredse sejrs-mine. Nå, så han troede han havde vundet? Det trak svagt i hendes ene mundvig, inden hendes ansigt brat blev ganske stift; hingsten gjorde et pludseligt udfald imod hende og hun sprang fremefter for at undgå hand store korpus. Men han sprang imod hendes forpart, hvilket hun ikke havde forudset. Og derfor tørnede de ganske simpelt sammen med et brag. Hendes spinkle krop var nok den der tog det værste slag, men hun var ikke uden styrke. Og det havde han helt sikkert mærket, for hendes skulder havde hamret lige så hårdt imod ham, som hans bringe havde banket imod hende. Hun trådte lidt bagud, denne gang i et roligere tempo - men altid let på hovene. Han var ikke længe om igen at begynde at mase. Hvad var det dog den stupide hingst ville?

[35]

Hoppen havde virkelig et modigt sind, det slog den dunfarvede Zeus fast med det samme. I det at han var sprunget frem imod hende, gjorde hun faktisk det samme, hvilket et øjeblik faktisk så ud til at hun ikke var forberedt på, og de tørnede sammen. Hans bringe imod hendes skulder; og det slag han modtog med hans brede brystparti slog kortvarigt luften ud af hans lunger. Han trak sig dog ikke for at komme sig, for han havde prøvet meget værre - men fortsatte frem imod hende, for at skubbe hende. Han mente helt bestemt, at han havde retten til at sætte sig øverst; men samtidig var der noget, som han havde opfanget hos hoppen, som gav ham lyst til andet end blot at sætte hende på plads. Hun var ikke legende, selvom hun virkede sådan. Hun var pirrende. Der lå noget i hendes blik og adfærd, som han ikke kunne sætte finger på, og han havde faktisk ladet sin nysgerrighed komme frem på lige fod med hans ønske om dominans; for hvis han skubbede til hendes grænser, kunne han måske se hvad denne ganske smukke hoppe gemte på. I hvert fald havde hendes mod og lyst til at forsvare sine egne 'gemakker' været interessant, for det havde han aldrig nogensinde set i en hoppe før - så måske var hun anderledes end alle de andre intetsigende hopper?
Han fortsatte med at skubbe nu, for han ville gerne have at hun flyttede sig for ham på et niveau, hvor hun stoppede med at skubbe imod. Hvis hun gjorde det, havde han sat sig øverst, hvilket var hans mål. Derefter skulle han nok behandle hende ganske pænt.

* * * (1) * * *

Hun svirpede let med den silkebløde hale og sendte den spættede hingst et blik der kun kunne beskrives som lokkende. Hun smilede svagt ved hans masen på trods af at hendes ører lå i nakken. Hun både hadede og elskede en udfordring - og det var hvad denne hingst var. En udfordring der blev vendt og drejet i hendes fintskårne hoved. Hvad kunne gavne hende mest? Overgivelse? At kæmpe imod til han fattede at hun ikke ville bøje sig? Det var fristende... og dog. Han var stærk, det havde hun mærket på egen krop. Hun havde ikke noget imod en rigtig slåskamp - noget det meget let kunne udvikle sig til med hendes sindelag - men hun var ganske enkelt i tvivl om hvorvidt udbyttet ville være det værd. Hun fik jo ikke noget ud af at ligge død i sneen. Nej, hun måtte være klog her, snu.
Et drillende glimt spillede i hendes øjne da hun satte hovene i jorden og begyndte at mase imod ham igen. Hun var meget mindre og spinkel i forhold til ham, men gav ham alligevel rigelig med modstand. Hun knækkede ikke så let, og selv da kun når hun selv sagde til. Som de stod der, bringe mod bringe, næsten mule mod mule rettede hun de gyldne øjne imod hans blå.

"Og hvad er det en hingst som du ønsker at opnå med en lille, stakkels hoppe som mig?"

Hendes modstand og det legende smil tydede på alt andet end at hun var lille og stakkels. Hun legede med ham, ligeså meget som han prøvede at dominere hende.

[8]

Dét der gjorde forskellen mellem denne hoppe og de andre, var at hun åbenlyst var mere udspekuleret end som så. Hun havde med andre ord en hjerne, og et formål med at have den. Hendes drillende aura var let at spotte, hvilket ikke generede Zeus. De ærlige var altid dem han så end søgte, hvis han skulle have selskab, i stedet for dem der gemte sig bag alverdens facader.
Den måde som hoppen skubbede igen på, fik blot Zeus til at lægge flere kræfter i. Hun var spinkel og let, men alligevel formåede hun at skubbe rigtig godt igen; og en lille tanke brød frem i hans indre. Dem i det her land var irriterende stærke og kamplystne. Endnu havde han ikke blot kunnet sætte sig over en anden uden modstand. Han fnøs dybt, inden han med 3 kraftige skridt trådte frem og nu tvang den spinkle let tilbage. Hans vægt gav ham alene muligheden for det, for han var lidt større end så mange andre.

Derpå fjernede han sig fra hende og vendte ret så provokerende røven til, for at skærme vejen for hende - han havde udset sig totten af græs nu, og med en næsten utiltalende attiude smækkede han hovedet ned og hev de lange strå op. Han gumlede dem hurtigt i sig, inden han drejede hovedet om for at se på hende; med en blanding af et ondt og drilsk blik. Åh ja, når det lige var, kunne Zeus være nok så ucharmerende - og dette var en af de dage.

,,Såmænd blot have det græs du stod på. Men dig? Pfff, dig behøver jeg ikke, du kan godt gå nu"

Derpå vendte han hovedet fremefter igen, så han ikke så på hende. Og så begyndte han ellers at tælle i sit hoved - for hvis han gættede rigtigt, fik han en sur hoppe i rumpen lige om lidt.

* * * (2) * * *

Hun stod stand et øjeblik men måtte igen se sig slået af hingstens fysiske overlegenhed. Pokkers også at hun var født med små ben og en spinkel, feminin krop. Ofte havde hun været bedre stillet med en firkantet grov krop der kunne give nogle tæsk. Og så igen. Hun ville ikke være hvor hun var, hvis ikke hun netop var så feminin og forførerisk som hun var.

Hun fnøs i en blanding af latter og forargelse over hingstens næste træk. Han vendte ganske simpelt røven til og kom med den mest flabede kommentar hun endnu havde lagt øre til i dette land. Åhh, hvor ville hun gerne bore tænderne ned i hans flæskede bagdel, åh, hvor ville hun gerne sparke ham af pommern til. Hun kunne næsten se hvordan han talte ned til hendes angreb, som han stod der og gumlede på hendes græs.
Han kunne ikke se det, men bag ham smilede hun lusket. Et mørkt glimt viste sig et øjeblik i hendes øjne, inspireret af hans ejet blik. Derpå rettede hun sig en smule op, knejsede let i den fine nakke og satte et sødt, forførende smil på. Hun trådte hen til ham, men uden at angribe. Nej, i stedet smøg hun sig tæt op af ham, pels mod pels, og svang velvilligt med halen for at aflede hans opmærksomhed. I hendes verden var langt de fleste hingste ens. Mon ikke ham her var lige sådan? Hun strøg mulen blidt han langs hans muskuløse skulder og nappede let i en tot af hans man. Hendes blik fortalte ham alt han behøvede at vide. Hvad venter du på?

[9]

8 ... 9 ... 10.
Intet skete. Næsten undrende skævede han om imod den buckskin farvede hoppe, som han havde ventet skulle sætte tænderne i ham, som 'straf' for at han tog hendes græs. Men nej? I stedet kom hun snart op på hans side og smøg sig op af ham. Et træk, som i næsten alle tilfælde ville tænde hans indre lyst til at bedække; men noget holdt ham fra det denne dag. Og med mindre Zeus ville forføres, så kunne man ikke forføre ham - troede han da i hvert fald. Da hoppen nappede til hans man og sendte ham dét blik der, var han dog et øjeblik på glatis. Skulle han? Skulle han bare lige få det overstået? Han overvejede det, og det kom måske lidt for tydeligt til udtryk i hans kropssprog, men så trak han i land. Hans smil blev igen overlegent, hvorefter han sænkede hovedet for at græsse videre. Han kunne opfører sig gevaldigt vallakket, og mange ville nok tolke dette som ligegyldighed. Hans taktik var dog noget anderledes - han havde lige brug for en tænkepause til at finde ud af, hvad han skulle stille op med sådan en hoppe her; for som regel var det ham der forførte og ikke omvendt.

* * * (3) * * *

Så han legede hard-to-get? Hun smilede lokkende til ham en sidste gang, inden han igen sænkede hovedet for at græsse. Hun kunne ikke helt tolke om det var usikkerhed, en taktik eller bare slet og ret at han ikke var interesseret. Hun tvivlede dog på det sidste, da han et øjeblik lod sin lyst stå meget tydeligt i hans blå øjne. Åh jo, en hingst var han skam. Og det fik hende til bare at spille endnu mere på sin charme og den forførende glød i hendes brune øjne. Snart smøg hun sig længere op langs hans side, lod mulen glide langs hans kæbe for så at stille sig under hans hals, som hun tvang op ved at gå ind under ham. Hendes øjne var hele tiden fikseret på hans, altid med det lokkende, uskyldige smil og den let løftede hale der nu var kommet bekvemt nærmere hans hoved. Intet ved hende sagde andet end "kom nu", og hun tillod sig endda at tilte hovedet lokkende på skrå for ham.

[13]

Hoppen var godt nok frembrusende. Så frembrusende, at Zeus slet ikke vidste hvordan han skulle tackle det. Og ham, der ellers altid var sikker i sin sag, ham, der altid vidste hvad han skulle gøre. Sådan en hoppe havde han simpelthen aldrig mødt! Nok havde han mødt villige hopper, men ikke lokkende, som denne buckskinfarvede. Hun krøb nærmest ind under hans hals, for at løfte hans hoved - og selvom hendes blik, hendes krop, bød ham til at gøre det, gik han i baglås. Han trak sig øjeblikkeligt flere skridt; ham, der før havde været så overlegen og bedt hoppen om at gå. Slåskamp kunne han dog forholde sig til, hvor dette her var ham fremmed. Hvorfor var hun sådan? Hvordan kunne det dog ske, at en hoppe reagerede som.. Som en flirtende hingst? Han fnøs kort af sine tanker, og besluttede sig indirekte for, at denne hoppe var farlig. Med mindre han fik en logisk forklaring på hendes opførsel, var hendes mystisk og flirtende adfærd ham alt for slående og unaturlig, til at han kunne forholde sig til det. Derfor slog han iltert og markerende med hovedet, nu hvor han havde fået afstand til hende og snappede ud i luften foran sig. Hun var.. hun var en sirene.

* * * (6) * * *

Hendes blik fulgte ham, som han pludselig bakkede væk fra hende med hastige skridt. Han lignede en der havde stukket fingrene for langt ind i ilden, og nu fik smerten at føle. Men et let bedrøvet smil vendte hun blikket imod hans øjne. Hun blev stående hvor hun var, men lod vægten hvile på tre ben, imens det ene bagben hvilede på spidsen af hoven. Hun spændte lidt op i nakken og sænkede hovedet en anelse. Hovedet blev tippet på skrå en endnu en lokkende gestus, som syntes hun at sige til ham, at hun jo bare stod her og ventede. Han bestemte.

I sit indre lo hun. Aldrig havde hun set en hingst så perpleks. Nok havde hun forført hingste før, gjort hvad end der passede dem - hun havde endda født deres føl. Men aldrig havde hun set en hingst der bakkede væk fra hendes tilnærmelser. Normalt var hingstene over hende i samme sekund hun så på dem med de store lokkende øjne. Hvilken skam. Og hun som lige havde troet at denne hingst kunne være anderledes. Tjah. Det var han vel også, bare ikke på den måde hun håbede. Han havde cirka ti sekunder til at ombestemme sig, ellers ville hun ikke længere tilbyde ham at bære hans føl. Måske.. det kom an på så meget. I mellem tiden sænkede hun hovedet og begyndte at spise af selvsamme græs som de havde kæmpet om.