Cold Silence

Cold Silence

Tid: Daggry
Sted: Leventeras skove.

Den kraftige hingst bevægede sig udtryksløst og ubesværet gennem Leventeras skovareal. Denne nye verden burde få ham til at føle sig fri, men den fik ham ikke til at føle andet end kedsomhed. Larmen, smerten og løbet fra sit gamle liv var så velkendt for ham, og nu vidste han ikke hvor han hørte til. Hvis han nogensinde hørte til nogen steder.
Han havde endnu ikke stødt på en artsfælle endnu, men det gjorde ham ingenting. Sicarius var ikke en hingst der nød andre hestes selskab, så at gå alene var det der var lettest for ham. Hele verden var klar og iskold, og solens stråler skinnede igennem de nøgne trækroner, ned på den nedtrampede sti foran ham. Kulden sved i næsen og svælget, og skovbunden var dækket af et tyndt lag frost, som dannede de smukkeste krystalliseringer. Ikke at han tænkte over skønheden, tværtimod. Han trampede blot videre, som om han var omgivet af ingenting.

Sicarius løftede stolt hovedet mod himlen, for derefter at sænke det ned mod bringen. Han satte i en kontrolleret trav, hans skridt lange og elegante i forhold til hans kraftfulde bygning. Skønt der ingen heste var omkring ham, nød han at vise sig frem, hvis ikke for andre, så i hvert fald for sig selv. Han var vant til det. Stilheden sved i ørene på ham, og han hadede den. Sørgede ubevidst for at trampe hårdere i jorden, for derefter at slynge et dybt hingstepræget vrinsk ud mellem de mosbegroede træstammer.
Ikke for at kalde på nogen, men for at fylde den tavse skov med lyd. Med sin egen lille kamp.

Han fortsatte sin dans over den hårde skovbund, slyngede det hingsteprægede hoved frem og tilbage, for selv at høre lyden af luften der hvislede forbi hans ødelagte øregange. Han nød friheden, i en vis grad. Det var mange år siden at han sidst havde følt følelsen af ikke at skulle lukke hele verden ude. Hvis dette er hvad de andre plejede at kalde glæde, kunne han se hvorfor de nød det. Men han skulle spare på den. Han vidste hvor let glæde kan blive taget fra en, hvis man ikke bruger den med det fineste omtanke, og efter glæde kommer smerte altid.

Wordcount: 369 | Tagged: Åben

Cold Silence

Ansigtet på den grålige hingst var hårdt, barskt og træt at se på. Hans gyldne øjne var mørke og udtryksløse, og der var ingen tegn på glæde eller livsgnist i hans kropsholdning. Hans spinkle ben slæbte ham dvaske af sted, og den mørkegrå hale hang livløs mod jorden. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at han var en zombie eller noget andet udødeligt, der ikke burde være i live.
Men intet af dette var sandt. Han var en sund og rask hingst i sin bedste alder. Det havde han ikke været for få timer siden... Da havde han ligget i en klippegrotte med brækkede knogler, ar og sår alle steder. Han havde været syg, udhungret og døden nær. Lige da hans liv lakkede mod enden, havde et skarpt og klart lys vist sig for ham. Efter noget, der bedst kunne beskrives som en voldsom rutsjetur, var han vågnet op... her.
Han havde ikke den fjerneste anelse om, hvor han befandt sig henne i verden. Og hvad der blot gjorde situationen endnu mere mystisk var den tilstand, han var i. Ser du, han var sund og rask og fejlede ingenting. Hans krop var pletfri, og alle ar og skrammer på den var borte. Hans fodertilstand var perfekt, og han havde atter muskler og fedtlag som en almindelig hest. Alle tegn på mishandlingen havde forladt hans krop.

Men trods dette følte han sig ikke just levende. Hans krop var ikke længere døden nær, men det var hans sind i den grad. Hovedpinen skar i ham og fik ham til at skære grimasser og bide tænderne sammen i smerte hvert andet øjeblik. Hans hoved var tåget, tungt og sløret, og han kunne slet ikke finde hoved og hale i noget som helst. Han var forvirret og kunne ikke huske noget, udover den ynkelige tilstand han havde været i, før han kom hertil.
Hans hovskridt knasede let under ham, da han trådte over den frostbeklædte skovbund. Som i en anden drøm var han vågnet op i denne skov. Han havde aldrig været her før, og ej heller havde han nogen anelse om, hvordan han kom hertil. Han vidste, hvem han var - men han kunne ikke huske, hvad der havde hændt ham før i tiden. Hans eneste minde var fornemmelsen af at falde og falde, inden et lys kom til syne foran ham. Han vidste også, at hans krop havde været i en sølle forfatning, der skyldtes en mishandling af en art - for han huskede tydeligt fornemmelsen af smerte, der ikke var skyggen af i hans krop nu.

Rimfrosten fik lette dampskyer til at stå ud fra hans mule, hver gang han trak vejret. Hans vejrtrækning var hurtig, overfladisk og besværet grundet stress og nervøsitet. Han forstod intet af alt dette, og han følte sig ikke tryg overhovedet. Han vidste ikke, hvor han var, eller hvor han hørte til. Han kunne ikke huske, hvem han var. Han kunne dog huske hans navn, som var Apeiron - men det var også det eneste. Han stoppede op og sænkede hovedet mod jorden med en smertefuld grimasse, da hovedpinen atter skar i ham. Dette syntes at ske, hver gang han forsøgte at tænke tilbage på sin fortid. Hans øjne gled sørgmodigt udover landskabet omkring ham. Hvad skete der dog?
Hans kridhvide ører røg opmærksomme i vejret, da et hingstet vrinsk rungede mellem skovens træer. Skønt... Han havde allerede selskab, og det lød ikke ligefrem til at være et venligt et af slagsen. Han lukkede øjnene i og prøvede at koncentrere sig om sin personlighed. Var han en venlig hest, eller var han også en rigtig slagsbror? Han kunne simpelthen ikke huske det...

Hovedpinen skar atter i hans hoved, og han tvang sig selv til at gå fremad. Med vaklende skridt bevægede han sig videre gennem skoven. Han besluttede sig for at finde frem til denne fremmede hingst... Måske kunne denne fortælle ham lidt om, hvor han var. Han rejste hovedet i vejret og lod et opsøgende vrinsk lyde som svar.
Han satte farten op til en trav og bevægede sig med lette skridt gennem de mange snoede skovstier. Det var en helt ny følelse... følelsen af frihed. Hans gamle krop havde været så dårlig, at den end ikke havde været i stand til at trave. Men hans nye krop var i perfekt form. Hans fjedrende ben bar ham med lethed gennem tærrenet, og han blev ikke slået helt ud af udmattelse eller smerter, som han havde gjort det før i tiden. Et jag af smerte skar gennem siden af hans hoved, da han atter havde tænkt på noget fra sin fortid. Han blottede arrigt tænder og smækkede ørerne i nakken. Hvorfor skete det her for ham, hver gang han forsøgte at koncentrere sig om sit tidligere liv? Det var da uudholdeligt... Lyden af hans taktfaste hovslag gav genlyd gennem skoven, da han forsøgte at finde frem til hingsten, der havde vrinsket.

Ord: 814

Cold Silence

[3]

Arrigt fnøs den kraftige hingst, ved lyden af et andet vrinsk, tydeligvis som svar på hans. En hingst. Jo, efter glæde kommer smerte altid. Og dette viste sig vel at blive ingen undtagelse. Han hadede hingste. Ikke en eneste havde han mødt, som han ikke hadede og foragtede. Der var altid nogen individer der troede de var stærkere end andre, så stærke at de sagtens ville kunne overleve et angreb. Og om de ikke også skulle bevise det, ved at skrige op, og afsløre hele hærens skjulested. Han huskede det tydeligt, og det var sket adskillige gange. Idioter.
Sicarius stoppede brat op, og lod ikke en lyd komme fra sig, i håb om at den fremmede hingst ikke ville finde ham. Men det var allerede alt for sent, for han kunne nu tydeligt se en grålig hingst komme travende i hans retning. Hingsten gik og hang med hans hoved, hans øjne kolde. Sicarius kunne mærke vreden stige i sit blod. En svækling ... Ikke nok med at det var en hingst, så var han også en svækling, det svageste væsen der kan krybe eller gå på denne jord. Svæklinge havde ikke en speciel definition, men i Sicarius hoved var det dem der havde givet op, og som viste det. Sicarius' øjne var nok kolde, men hans kropsholdning var stadig stærk, hans hals knejset. Han var håbløs, men han havde ikke givet op i livet, han viste det i hvert fald ikke.

Som en stenstøtte stod han på den nedtrampede sti, og spærrede vejen for svæklingen. Skønt Sicarius ikke var nogen snaksalig hingst, gad han godt finde ud af noget om dette væsen. Pine ham i så lang tid som muligt, både fysisk og psykisk. Nej, Sicarius var ingen hingst man ønskede at møde i skoven en stille morgen. Faktisk var han ikke en man nogensinde ville møde, ligemeget hvor eller hvornår. Ondskabsfuld var vel et ord der beskrev den brogede hingst fint, men ikke ondskabsfuld som så mange andre. Han var ondskabsfuld på en smuk måde, hvis han skulle sige det selv.

Wordcount: 342 | Tagged: Apeiron

Title: Cold Silence                                                                                                       Words: 341

Hans krop førte ham med fjedrende skridt ubesværet gennem skovbunden. Det var en helt ny følelse, der gav ham en god fornemmelse i kroppen. Han var ganske vist ikke klar over, præcist hvad der var hændt ham i hans tidligere liv - men han vidste, at hans krop havde været i lidelse, som den nu var blevet frataget. Man ville nok mene, at en hingst som Apeiron burde være lykkelig og evigt taknemmelig over at blive skænket denne nye chance i livet, men alligevel var han stadig mere død end levende at se på. Der var ikke plads i hans sind til glæde i øjeblikket... Han var snotforvirret og fattede ikke en brik af, hvad der foregik - så hvordan skulle han være i stand til at kunne fejre det?

Han bevægede sig fortsat i retning mod den fremmede hingst, og snart kunne han skimte ham mellem de tætte træer. Den fremmede var enorm. Hans krop var stærk og kraftig, og hans blik var koldt. Hele hans holdning udstrålede hårdhed, og Apeiron blev med det samme klar over, at dette ikke var en hingst, man skulle lægge sig ud med. Han mærkede med det samme, hvordan underdanigheden væltede ind over ham. Der var engang, hvor Apeiron havde været en stolt og stærk hingst, der var den fødte leder. Men det var meget lang tid siden... Nu var han ikke andet end en knækket sjæl, der ikke længere vidste, hvem han var.

Han stoppede op på høflig afstand af den fremmede og sænkede hovedet. Han smaskede dæmpet og viste med tydelige tegn, at han underkastede sig. Et sted i hans underbevidsthed følte han skam og ydmygelse over at gøre sådan for en komplet fremmed - men følelsen lå alt for dybt til, at han kunne reagere på den. Han bøjede hovedet i en hilsen, inden han med et respektfuldt blik så op på den fremmede. „Godmorgen. Tillad mig at præsentere mig selv; mit navn er Apeiron. Du må undskylde, at jeg forstyrrer - men jeg ville høre, om du kan fortælle mig, hvorhenne jeg befinder mig?"

Cold Silence

Sicarius betragtede nedladende den grå hingst, som han nærmede sig. Hvordan han bøjede sig, som en hund der knæler for sin herre. Svækling. Dog var han da glad for at den fremmede svækling underkastede sig ham, når han nu så tydeligt var under hans værdighed. Musklerne lå tydeligt under huden på ham, og det eneste der vidnede om skader fra tideligere kampe, var arret der skar sig ned gennem hans ene øje. Hvordan det var gået til at han ej mistede det, og kun kunne se på det ene, var ham endnu et mysterium, men et han ikke tænkte yderligere over. Han var blot glad for endnu at være i live. Sicarius lyttede med en hård mine til den svages ord. Normalt svarede han ikke på spørgsmål fra svæklinge, men denne måtte være en undtagelse.
"Sicarius. Jeg ved det ligeså lidt som dig."
Sagde han kort, som var den fremmede under hans værdighed. Dog gik han ikke - nej, den fremmede skulle nok være ganske underholdende. Det var de jo som regel. Andre heste. Hvis han havde været i dårligt humør, ville han under ingen omstændigheder tale med en hingst, da slet ikke en svækling. En hoppe kunne gå an, men også på et hængende hår, og hvis hoppen var interessant.

Den brogede hævede yderligere hovedet, og betragtede den fremmede fra hoved til hale. Han kunne sikkert have været stærkere, hvis ikke han havde valgt at være lille og forkrøblet. Han vidste at det var et valg, for han havde selv stået overfor det. Han havde valgt den rigtige vej, mod det forkerte. Men han var vel blevet tvunget til det, men for at overleve. Hvis han kunne gå tilbage nu, til lige det sted, ville han heller ikke have valgt anderledes på nogen måde.

Wordcount: 295 | Tagged: Apeiron

Title: Cold Silence                                                                                                       Words: 359

Udtrykket i den fremmedes blik var nedladende, og der herskede ingen tvivl om, at han fandt Apeiron langt under sin værdighed. Apeiron sank en klump i halsen og trykkede sig yderligere sammen. Han var slet ikke ude på ballade, og han havde ej lyst til at komme i karambolage med denne fremmede - han prøvede blot at finde ud af, hvor i verden han befandt sig. Til hans held gjorde den fremmede ham ikke noget. Den fremmedes mine var hård, men han lyttede til Apeiron - det måtte være et godt tegn.
Den fremmede lagde ud med ordet Sicarius; det måtte være hans navn. Apeiron noterede sig det bag øret. Han havde nok at gøre med at finde hoved og hale på sit eget liv, så han skulle koncentrere sig ekstra meget om at huske sådanne ting.
Et overrasket udtryk tegnede sig i hans blik, da Sicarius sagde resten af sine ord. Han var altså heller ikke klar over, hvor han var henne? Apeiron lagde usikkert det ene øre bagud. Hvad skulle det betyde?

Han lukkede kort øjnene i og prøvede at huske, hvordan han var kommet hertil. Men som sædvanlig var mindet slørret og gav ham en kraftig hovedpine, der tvang ham til at holde op med at tænke på det. En tanke slog pludselig ned i ham; hvis Sicarius ikke var klar over, hvor han var, hvordan var han mon så kommet hertil? Var han blot vandret tilfældigt ind i dette land, eller kunne det tænkes, at han havde oplevet noget lignende dét, Apeiron havde oplevet? Apeiron kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage længere og så bedende på Sicarius, som spurgte han ham om lov til at tale. „Jeg beklager, hvis jeg trænger mig på, men... Hvordan kom du hertil?"
Han bemærkede, hvordan den store Sicarius stirrede på ham med dømmende øjne. Selvom han egentlig var højere end ham, følte han sig alligevel meget lille i Sicarius' selskab. Han sank endnu en klump i halsen og fortsatte bare med at se på ham med et respektfuldt, underdanigt blik. Han frygtede, at den kraftige hingst ville fare i flæsket på ham, hvis han trådte så meget som ét skridt forkert.

Cold Silence

[2]

Ved hans ord, blev Sicarius blik hårdere, men ikke mere nedladende. Bare mere tomt. For hvad skete der egentlig? Hvordan kom han egentlig hertil? Den brogede var ej en hingst som tænkte meget på fortiden, og hvad der var sket engang, medmindre hans krop selv tvang ham til det. Han vidste ikke om han var vadet gennem en portal af en art, eller om han var blevet ramt, om han var død. Dog havde han ingen smerte følt, og på den anden side troede han ej på nogen af delene. Overtro var ikke ham. Han troede ikke på et liv efter døden. Efter hans opfattelse var det intet sandt, det som andre sagde om det.
Når nogen døde, så følte de smerte, og så følte de ingenting. Ingen kulde, ingen varme, ingenting. De var gået fra en person, til et objekt, blot en stinkende ting som vi må lade ligge og rådne op. Hvis man så endelig har en sjæl, er den en del af en som kød og blod, ikke mere. Når det er væk, så er man ingenting. Når ens organer er stoppet, når hjernen ikke virker mere, hvad er man så? Væk. Ingenting.

"Jeg kom her blot. Jeg har taget det som det kommer. Det er ikke værd at tænke på, for jeg har ej brug for at vende tilbage til det hærgede land jeg stammer fra."
Som sådan var den brogedes ord ikke et direkte svar til svæklingens spørgsmål, men det var hvad han kunne. Han ønskede ikke at vise sig svar, eller at vise at han som sådan ikke kunne svare ordentligt på svæklingens spørgsmål. Og hvorfor ønskede han overhovedet at vide hvordan Sicarius var kommet hertil? Hvis denne Apeiron ønskede at komme hjem, så var det hans eget problem, udelukkende, og Sicarius var højst sandsynligt den sidste han nogensinde skulle spørge. Han kunne ikke drømme om at hjælpe ham det mindste. Empati og medfølelse var følelser han ej havde i sit hjerte. Han havde måske haft det engang, men det var svitset væk af menneskenes ildspyende våben, og kanonild. Hvis nogen stillede ham et spørgsmål, så han det ikke fra deres side, men fra sin egen, og Apeiron var ingen undtagelse.

Wordcount: 367 | Tagged: Apeiron

Thread: Cold Silence                                                                   Words: 178

Han krympede sig let sammen under den kraftige hingsts blik, der syntes at være blevet endnu hårdere at se på. Han havde ikke troet, at det var muligt for denne hingst at se mere hård ud, men denne hingst havde tilsyneladende ingen grænser på det område.
Apeiron lyttede til hans ord og vippede svagt ørerne ud til siden. Sicarius var blot kommet til landet og havde ikke tænkt yderligere over, hvordan det var gået til. Det lød jo meget normalt; som en strejfer, der blot var vandret tilfældigt ind i et ukendt land.
Blikket i Apeirons øjne var stadig undskyldende, da han endnu en gang måtte stille hingsten et spørgsmål. Han var klar over, at han trængte sig frygteligt på lige nu, og det var ikke noget, han var glad for... Men hans hoved var så fyldt af forvirring, og han måtte snart til at få sig nogle svar. Den brogede hingst virkede ikke til at være til meget hjælp, men et eller andet måtte han da vide?

„Så du oplevede ikke noget... usædvanligt, da du kom hertil?"

Cold Silence

10

Han prøvede at huske tilbage, han huskede larmen, råbene og skrigene fra faldne mænd og heste. Følelsen af at være alene, skønt varmen fra tusind kroppe var omkring ham. Kulde, kulde og panik. Ikke panik fra sig selv, men panik fra dem omkring sig. Følelsen af at noget blev lettet fra hans ryg, og den dumpe lyd af en menneskekrop mod hård stampet jord. Blod om benene. Og så - det usædvanlige. Lys, og så... Ingenting. Han var der bare.
Han orkede ikke at fortælle det hele i detaljer, så igen fortalte han det blot kort.
"Nej."
Svæklingen havde helt sikkert forventet et mere langt og detaljeret svar, men det gad han ærlig talt ikke. Dette var så meget svar han havde tænkt sig at give ham, og det måtte han være tilfreds med, trods det ej var meget.
Som tiden var gået så Apeiron blot ud til at blive endnu svagere og mere bange, og Sicarius kunne mildt talt ikke forstå det. Hvis han mandede sig en smule op, så ville Sicarius måske se en bitte smule mere lige på ham, men nu - hvem kunne ikke se ned på sådan en svag og krybende skabning?

Wordcount: 197 | Tagged: Apeiron

THREAD: Cold Silence                                                                                          WORDS: 186

Den store hingst foran ham virkede til at tænke over et eller andet, men alligevel var det ikke meget, der forlod hans læber. Et kort og kontant "nej" var alt, han havde at sige. Apeiron sukkede en anelse opgivende. Det var åbenbart kun ham, der var ankommet til landet på denne underlige måde - ja, måske var det endda bare ham, der var blevet sindssyg? Han kunne jo trods alt ikke huske noget som helst fra sin fortid, så det gav vel meget god mening... Han besluttede sig for, at dette var absolut første og sidste gang, han nogensinde ville spørge en fremmed om dette igen. Han så fortsat undskyldende på den fremmede og smaskede underkastende. Hans blik var fyldt med skam og ydmyghed, og han viste tydeligt, at han var flov over at have trængt sig sådan på. Han bed sig en anelse fortvivlet i underlæben, mens han sendte hingsten et undskyldende blik.

„Okay. Jeg er frygtelig ked af at have trængt mig sådan på. Jeg skal nok gå nu. Dette vil blive det sidste, du nogensinde kommer til at høre fra mig, det lover jeg."

Cold Silence

19

Et dybt suk forlod den brogedes mule. Denne hingst var da helt og aldeles umulig! Hvorfor undskyldte han dog sådan? Måske havde Sicarius virket afvisende på ham, men han havde da i det mindste regnet med en lille smule modspil. Hvad var dette dog for noget ubrugeligt blæver hingsten talte? Så, ud af ingenting begyndte han at tale igen.
”Hvorfor opfører du dig dog på denne måde? Du ville sikkert give mig mindre lyst til at kvæle dig hvis du ikke opførte dig som om du er det svageste og mest forkrøblede væsen der kan kravle og gå. Du er hvad du gør dig til, ved du ikke det?”
Sagde han irriteret. Han ville ikke bare lade ham gå på den måde, så han kunne blive ved med at være en ubrugelig svækling i al evighed. Måske var det forsent allerede, men han kunne i det mindste prøve at redde den sølle hingst ud af den pine han havde sat sig selv i. Det var jo nærmest synd for ham at han var så svag. Han lignede en der engang havde været stærk, men nu ikke længere var det. Det ragede ikke grålingen hvad der var sket med ham, og han var også fuldkommen ligeglad, for det var ikke fortiden, men derimod fremtiden der betød noget, også for den grå hingst. Han ville ikke være hans personlige guide gennem hans triste liv, men han ville da i det mindste prøve at hjælpe ham om end kun en lille bitte smule.

Wordcount: 250 | Tagged: Apeiron

THREAD: Cold Silence                                                                                          WORDS: 291

Han krympede sig let sammen ved hingstens dybe suk og kneb lidende øjnene sammen, som var han lige blevet slået. Selvom det ikke var andet end en lyd, føltes det som det rene pinsel i hans sind; som om hingsten snart skulle til at råbe af ham og tæve løs på hans svagelige krop. Hans grå skind dirrede let af frygt, da hingsten åbnede munden og irriteret lod sin stemme lyde. Hans gyldne øjne søgte mod jorden og fastholdt hans blik dér. Han ønskede ikke længere at se på denne hingst, der var så meget mere værd end ham. Han rystede over hele kroppen, og det var tydeligt, at han ikke brød sig om situationen. Han mente, at han allerede havde generet denne fremmede nok med alle sine dumme spørgsmål, og derfor havde han ikke lyst til at blive stående og forstyrre hingsten yderligere med sin tilstedeværelse. Men hingsten havde tilsyneladende ikke tænkt sig at lade ham slippe væk så let...

Hans stemme var svag og rystet, da han tøvende besvarede hingstens ord. „Jeg... jeg ved det ikke. Sådan er jeg bare, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre det. Man er, hvad man gør sig til, men dette er præcis, hvad jeg er; Apeiron, det svageste og mest forkrøblede væsen, der kan kravle og gå. Tror jeg nok..."
Hans ord gav ikke meget mening og måtte være mindt lige så forvirrende for andre, som de var for ham. Men han kunne ikke give et bedre svar end dette, for sandheden var, at han slet ikke var klar over, hvem han var, og hvordan han normaltvis ville reagere på verdenen omkring sig - derfor virkede det mest betryggende og sikkert at være i denne skræmte og bange rolle.

Cold Silence

24

Undrende stirrede han ned på hingsten, det latterlige væsen. Var han dum eller andet? Havde han lige selv kaldt sig selv det laveste og mest forkrøblede væsen der kan kravle og gå?
”Så du siger mig at du intet kan gøre for at ændre det? Der er ingen der født som de er nu, hingst. Tror du jeg er født sådan her? Jeg er blevet som jeg er, gennem valg og prøvelser. Ens sjæl bliver fordrejet gennem livet Apeiron, og du har tydeligvis truffet de forkerte valg og gået de forkerte veje!”
Fnøs han irriteret af den grå hingst. Hvad var det dog han gjorde sig selv til? Hvis han ikke havde været en svækling i forvejen havde han nærmest lige kaldt sig selv en. I hvert fald en meget tæt beskrivelse af de væsener, som Sicarius hadede og foragtede mest af alle, udover de nøgne kryb, menneskene. Han hævede det kraftige hoved, og stirrede koldt ud mod horistonten. Han så den røde himmel for sig, skuddede der blev sendt mod den blødende himmel i kaskader af brag og ild. Varmen fra tusind kroppe, og kulden fra paniske sind. Hvor kunne de gøre det imod en anden sjæl. Forvride dem indtil de så sandheden. Ingen ønskede at se den vaskeægte og upolerede sandhed, ikke engang Sicarius selv. Men han var blevet presset til det.

Wordcount: 224 | Tagged: Apeiron

THREAD: Cold Silence                                                                                          WORDS: 296

Hingstens skarpe blik borede sig ned på ham og fik ham atter til at krympe sig sammen. Det var tydeligt at se det nedladende i hingstens blik; han vidste, at Apeiron var en lige så stor svækling, som han gav sig ud for at være. Han sank forsigtigt en klump i halsen, da hingsten irriteret fnøs sine ord i hovedet på ham. Han kneb utilpas øjnene sammen og pressede den mørkegrå hale sammen bag sig. Han ville bare have det til at stoppe nu... Han ønskede ikke at være her og høre på denne hingsts ord længere. Efter lidt tid åbnede han atter øjnene og mødte hingstens blik med et par ynkelige, tårevædede øjne.

„Jeg ville gerne tro på dine ord, men jeg... det kan jeg ikke." Hans stemme var rystende og nervøs. Han var bange for at få klø af denne hingst, hvis han sagde ham imod, men alligevel kunne han ikke få sig selv til bare at nikke bekræftende og lade som om, at alt var i den skønneste orden. Han var det mest svage og forkrøblede væsen, der kunne kravle og gå, og det måtte da være tydeligt for enhver at se - også for den store, gråbrogede hingst.

Blikket i den fremmede hingsts øjne blev pludselig meget fjernt. Han hævede hovedet og så ud mod horisonten. Han var tydeligvis et helt andet sted end ved de to hingste i sine tanker. Apeirons ører blev utilpasse lagt ud til siden, og hans hoved blev tippet en anelse på skrå, mens et spørgende udtryk tegnede sig i de gyldne øjne. Hvad tænkte den store hingst mon på? Han ville gerne spørge ham, men dét turde han i hvert fald ikke! Så han blev blot stående og ventede på, at hingstens tilstedeværelse ville komme tilbage igen.

Cold Silence

27

Vredt fnøs den kraftige hingst over den andens dumhed. Han så absolut ingen grund til at han ikke skulle tro ham, men hans tålmodighed var løbet op. Han ville føle sig svag hvis han skulle begynde at skade denne hingst der så tydeligt var svagere end godt var. Det virkede som om den skimle hingst ikke engang ønskede at blive stærkere end han var nu. Eller også vidste han allerede at opgaven var svær, og så var han for doven til overhovedet at lytte til Sicarius ord. Med et let suk begyndte han at tale igen, hans stemme fuldkommen kold og tonløs.
”Som du vil, Svækling. Hvis vi nogensinde skulle ses igen, vil jeg bestemt håbe at du er i bedere stand end du er nu, skønt du ser ud til at hade tanken om nogensinde at blive til mere end du allerede er.”
Hans ord var ikke hånende, men der var måske en form for skuffelse at spore i hingstens dybe og tonløse stemme. Han var ikke som sådan skuffet over ham, som en hingst ville være over sin søn, men han var skuffet over ham fordi han først havde truffet så forkerte valg i livet, at han var endt på denne måde, men så, bagefter, nægte at tage imod hans hjælp. Det virkede fuldkommen latterligt på ham, som om den anden hingst simpelthen slet ikke havde tænkt sig om. Eller måske tænkte han bare for meget. Det var ikke til at sige.
Grålingen vendte om, og kastede et kort blik tilbage mod Svæklingen. Nej, han ønskede ikke at se mere til denne svage skabning, medmindre han havde i sinde at tage imod hans hjælp.

//Syntes ikke helt de kom videre, men du kan stadig nå like.. at spille videre på at Sic gerne vil hjælpe (lidt xD) medmindre det er for meget mod Apeirons natur c: Ellers tænker jeg at vi bare på slutte den af nu ._.

Wordcount: 276 | Tagged: Apeiron