The sky is falling ♣ Mitis

[1]

Mitis besluttede sig for at bevæge sig helt ind i læ af de mørke træer, og ind på den mossede men nogenlunde tørre skovbund, beskyttet for den stadig trommende regn. Nu og da fandt en dråbe vej igennem det tykke løvdække, men ellers var dette sted ikke noget at klage over. Verden udenfor var gråhvid og alt lå i dvale, dækket af sneen. Men herinde var der mørkt, og brunligt, og en kraftig lugt af mos og muld hang i Mitis næsebor.
FOrorundret vendte hun blikket mod den unge hingst, spørgende,. Noget havde han vel sagt, men hvad var hende absolut en gåde. Et andet sprog? Det eneste hun fik ud af hans to sætninger, var Titan, som kunne lyde som et navn, men selvfølgelig også kunne betyde en hel masse andre ting.
Mitis rømmede sig let, og en sky af damp kunne anes få centimeter foran hendes mule, hvor små vandperler havde dannet sig.
"Undskyld, jeg er ikke sikker på hvad du siger. Jeg er Mitis." Sagde hun, let undskyldende, selvom der var intet hun ellers ville kunne havde gjort for at forstå hingstens udtalelser.

Wordcount: 186 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 241 | tag: Mitis

♣

Det var ikke mange der forstod hvad Titan sagde, men han forstod dog hvad de sagde det meste af tiden. Han mestrede dog ikke sproget lige så godt længere som han havde gjort da han var mindre, for så tit brugte han det jo heller ikke. Han kommunikerede oftest via kroppen. Lige så stille strakte han dog mulen frem mod hoppen. Han forstod hende godt, selvom hun ikke havde forstået ham. Det var dog alligevel lykkedes hende at svare rimelig godt. "Titan" gentog han sig selv, for at hun også kunne være sikker på hvad det var han hed - og hvad han havde sagt, uden at skulle gentage det hele. Han trådte ikke ud af grotten. Hvis hun ville blive ude mellem træerne skulle hun være så velkommen, men de ville ikke kunne dække nok hvis vinden begyndte at ruske i toppene. Heller ikke hvis vinden krøb ind under træerne. Selv stod han godt og grundigt i læ mellem stenvæggene. Han studerede hende meget nøje, for at finde ud af hvad hun var for en. Ny garanteret - i hvert fald ikke en der var født i landet. Heller ej en der havde boet der hele sit liv. Det havde han i hvert fald fanget indtil videre. små dråber glitrede stadig i den sorte pels, fra turen til, hvor snefnug havde sat sig i manen og pandelokken - og halen. gemmestedet, men han ville ikke komme til at fryse ihjel.

38

Tracker | Tables | Plots | Application

[17]

Den sorte hingst så ikke umiddelbart ud til at tale ret meget i det hele taget, men trods Mitis var en hoppe af mange ord, havde hun ingen fordomme overfor den sorte. Hun havde endnu stået i sine egne tanker, og havde egentlig ikke rigtig overvejet rent faktisk at rykke helt ind i grotten, men nu ruskede vinden i trætoppene, og vandet begyndte at vælte ned fra oven. Hun skyndte sig i læ under halvtaget af fugtig sten, og betragtede fortsat hingsten. Titan, viste sig at være hans navn, hvilket hun nok ville have gættet hvis hun havde tænkt længe nok over hans tidligere ord.

Smilet bredte sig, imens hun fortsat tænkte over noget at sige, for at dræbe den akavede stilhed der hvilede imellem de to.

"Hvor stammer du fra, Titan?"

Spurgte hun, for det var faktisk et spørgsmå der havde tynget hende allerede siden han sagde noget for første gang. Han kunne da umuligt være helt hundrede procent fra Andromeda, for alle hun havde snakket med, havde talt det samme sprog som hende selv. Måske var han kommet hertil fra et andet sted, men han virkede meget vænnet til Andromeda, og ellers ville han da være utroligt ung da han kom hertil, og hvilket føl havde mulighed for at klare sig uden sin mors mælk og beskyttelse?

Wordcount: 219 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 226 | tag: Mitis

♣

Der kom flere ord fra hoppen, som han lige måtte overveje før han kunne svare hoppens spørgsmål. "Herfra" lød det dog fra ham efter en rum tid. Godt nok var han ikke født i landet, men han huskede intet fra sit rigtige hjem. Han havde måske kun været timer eller dage gammel da han blev bragt til Andromeda. Andromeda var alt han kendte til. Han betragtede hoppen som hun kom ind i grotten hvor han havde indtaget sin plads i læ. En damp stod ud fra hans næsebor hver gang han trak vejret, og i noget tid forholdt han sig tavs igen. Han var ikke en hingst af mange ord - måske fordi han aldrig rigtig havde snakket med andre. Han havde snakket med sin søster, som hovedsageligt havde stået for hans opdragelse - selvom de fleste nok ville mene han slet ikke var opdraget. "J. . " startede han ud, en smule prøvende, for han var langt fra sikker når det kom til sproget. Oftest prøvede han sig frem og håbede på andre forstod ham. "Jeg ikke født her" forklarede han så. "Men jeg kender kun Andromeda." Han havde selvfølgelig hørt om hans rigtige hjemland. Eller. Man kunne vel ikke kalde det hans rigtige hjemland, når det aldrig rigtig havde været hans hjem. Nok mere bare en location hvor han var født. "Hv-Hvad med dig?"

44

Tracker | Tables | Plots | Application

[19]

En smule undrende betragtede den grå Titan. Hvordan kunne han komme herfra, når han tydeligvis ikke var født med sproget? Dog bebrejdede hun ham ikke det mindste, for han havde været venlig mod hende, og så ikke ud til overhovedet at overveje at skade hende. Hun kunne tydeligt mærke når nogen opførte sig ægte, og falsk. Denne hingst var for genert til at ville hende noget ondt, men endnu for rolig til at lyve. Det var i hvert fald sådan hun havde oplevet det før i tiden.
Hun vippede let det feminine hoved spørgende til siden, inden hun rettede det op igen ved hans næste ord. Det fik det til at give en smule mere mening. At han var kommet hertil blot som et ungt føl, men lige havde nået at lære noget af sit eget sprog. Eller var kommet hertil med et familiemedlem der havde lært ham det. Jo, det gav fin mening.

"Oh, okay. Holder du så blot til for dig selv?"

Spurgte hun. Han var tydeligvis voksen, men kun lige ved. Hans bygning var stadig en smule mere spinkel, og hans lag af muskler var ikke helt så stort som nogen af de andre hingste hun havde set. Men hvis han var kommet hertil som et føl, havde han så klaret sig selv, helt alene? Det var ikke til at bære. Hun kunne tydeligt forestille sig et kulsort hingsteføl stavre rundt på sine lange ben, i en verden han intet kendte til. Selvom det var ham hun tænkte på, vidste hun udemærket godt hvor disse billeder stammede fra. Hun havde selv været det sorte hingsteføl, alene i en fremmed verden.

Wordcount: 273 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 247 | tag: Mitis

♣

Titan brød sig ikke om at stå stille længe - og slet ikke hvis han kom til at fryse af det. Derfor søgte han lidt tættere på den grå hoppe, for at kunne bruge hende for at holde sig varm. Egentlig ville de kunne bruge hinanden til at holde sig varme. Han svarede ikke på hendes spørgsmål med det samme, for han måtte igen lige tænke over ordene og et svar. "Jeg holder mig ikke alene" svarede han så. Han havde måske ikke mange venner, og han snakkede som sådan heller ikke med ret mange mere end en gang. Der var trods alt mange der ikke kunne håndtere ham. Han kunne også sagtens være en stor mundfuld for nogen. "Jeg er i flok" fortsatte han med at forklare. "Teylar. Med min familie" eller i hvert fald det meste af den. Hans mors søster var der jo, med hendes søn. Og hans søsters døtre som han aldrig rigtig havde haft noget med at gøre. Men ikke hans søster længere. "Du holder dig for dig selv?" spurgte han så tilbage, nysgerrigt. Hvorfra hun havde fået idéen om at han gjorde vidste han ikke, men det kunne måske være hvis hun var ny og ingen kendte at det så var hende selv der holdt sig for sig selv. Den sorte hals strakte han helt over mod hoppen, dog forsigtigt, og på en måde undersøgende. Han ville gerne vide hvor tæt han kunne komme på uden at få et hak over mulen.

46

Tracker | Tables | Plots | Application

[20]

Stille lyttede hun til den sorte hingst uden at afbryde ham. Teylar. Hvor havde hun hørt det før? Hun var sikker på at denne Titan ikke var den eneste hun havde mødt i Andromeda der havde nævnt det samme navn. Hun kneb let de gyldne øjne sammen, da hun forsøgte at huske hvem det var. Til sidst slog det hende - det var Brêgo som hun havde mødt, han var lederen af flokken. Den gode flok, med de venlige heste. Det var i hvert fald hvad hun havde fået at vide af den vise hingst hun havde mødt på den selv sammen ø - Leventera.
"Nåh, okay. Ja, jeg holder mig for mig selv. Det fungerer bedst for mig, jeg har svært ved at knytte mig til andre. Men jeg har før talt med Brêgo. Jeg mener at det er ham der er lederen af Teylar, eller husker jeg helt forkert?"
Spurgte hun. Hendes hjerte havde fundet en smule mere ro da hun havde fået at vide at hingsten havde nogen han holdt til sammen med, så han ikke måtte strejfe omkring helt alene. Af hvad hun havde hørt, var Leventera dog en forholdsvis ufarlig ø, men hvis han ved et tilfælde var mødt op på Foehn var det godt at have nogen bag sig hvis der nu engang skulle ske noget. Selv havde hun aldrig besøgt den askedækkede ø, men hun havde hørt historier, historier om heste, mørke i sindet og skygger der lurede omkring hver en askebeklædt sten.
Overrasket trak hun hovedet et par centimeter tilbage da hingsten strakte sin sorte hals fremad mod hendes tynde hoved. Dog spredte smilet sig yderligere, og hun rykkede roligt hovedet tilbage på sin tidligere plads. Hun havde intet imod at han nærmede sig en smule. Det kunne vel være, at han blot gjorde det for varmens skyld.

Wordcount: 306 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 217 | tag: Mitis

♣

Han nikkede en enkelt gang. "Jo, Brêgo er lederen i Teylar." endnu i hvert fald. Hvis det stod til Titan ville han ikke blive ved med at være det til evig tid. Hans søster var trods alt smidt ud af flokken på trods af hun var en af dem der havde været der i længst tid. Det ene øre vrikkede han en smule bagud af hoppens ord. "Hvorfor?" var det eneste ord der kom ud af hans mund, men han var jo nysgerrig. Han ville da gerne vide hvorfor hun holdt sig for sig selv. For ham virkede det nærmest underligt. Han var trods alt vant til konstant at være i nærheden af andre.

Da hoppen ikke lod til at ville hakke ud efter ham, trådte han over mod hende til hans side ramte hendes - ikke bare så de stod ud for hinanden, men så han stod helt tæt op af hende. Han havde ikke selv et problem med grænser der kunne overskrides, og han var heller ikke den bedste til at finde ud af hvornår han havde overskredet andres. Han gjorde som sådan bare som det passede ham. En anarkist til tider. "Hvorfor svært ved at knytte dig til andre?" fik han så udviddet spørgsmålet, fordi han havde fået tid til at tænke over ordene.

53

Tracker | Tables | Plots | Application

[24]

Mitis nikkede bekræftende til hans ord. Jo, så var hun ikke helt gal på den. Alle hendes møder og oplevelser i Andromeda i den første tid, var gået en smule indover hinanden, og nu havde hun svært ved at skille dem fra hinanden. Dog var der nogen hun huskede bedre end andre, og mødet med Brêgo huskede hun mere end andre. Jo, han havde hjulpet hende videre, og det var hun ham taknemmelig for. Hun måtte tænke længere tid over hingstens følgende spørgsmål. Hvorfor holdt hun sig for sig selv? Det var jo en lang historie, for at sige det mildt.
Hun slog blikket ned, samtidig med at smilet fordampede på hendes læber.
"Det er ... Svært at forklare. Min mor gik bort da jeg var i en ung alder. Jeg er kommet nogenlunde over det, det er mere ... Det fungerer bare bedst sådan."
Svarede hun. Hun ville gerne svare på hans spørgsmål, men hun var ikke helt sikker på hvorfor i virkeligheden. Det var vel frygten der holdt hende fra det.
Frygten for at miste en, for hendes moders død havde mærket hende for livet, selvom hun ikke kunne huske meget fra den korte tid de havde sammen. Hvis hun knyttede sig til en på ny, og der skete noget. Tanken var ikke til at bære, og Mitis vidste selv at hun ville bryde mentalt sammen hvis det skete.

Wordcount: 231 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 228 | tag: Mitis

♣

Han lyttede til hendes ord. Selvom der var mange, så forstod han godt meningen med dem. Han kunne gætte sig til de få ting han ikke forstod. I lidt tid efter forholdt han sig tavs. Tavs og tænkende. "Jeg har aldrig kendt min mor" sagde han så. Han havde været for ung til at huske hende. "Men jeg ved hun var sort. ligesom min far.... ligesom mig.... ligesom min søster... ligesom min mors søster" Næsten alle var der hvor han var født. Nogle havde dog hvide aftegn - som hans søster der havde haft den brede hvide blis. Andre der havde haft sokker, stjerner eller snip på mulen. Men ingen fra hans flok der havde haft ret mange aftegn.

Endnu et spørgsmål lå på Titans tunge, klar til at komme ud, men på det sprog som andre alligevel ikke forstod, så han måtte lige bruge lidt ekstra tid på at prøve på at oversætte det. Hmmmm.. "Hvord. . Hvordan er Andromeda i forhold til der hvor du kom fra?" Var det bedre? Det samme? værre? Han ville gerne vide hvordan det var i forhold til det land han selv var gået så meget glip af, men han ville kun kunne få forskellige meninger om det. Han kendte to fra det sted og den ene vidste han kun kunne sige negativt om landet - om Andromeda og landets beboere.

54

Tracker | Tables | Plots | Application

[26]

Mitis hævede hovedet, og betragtede den sorte, imens han talte. Han havde aldrig kendt sin mor. Mitis havde heller ikke som sådan kendt hende - hun var blot omkring de seks måneder gammel da hendes mor måtte afsted. Hun kunne huske hendes øjne - gyldne som Mitis egne. Og hun kunne huske at moderen havde været sort som Titan, dog med aftegn der mindede om det Mitis havde på halsen. Mere kunne hun som sådan ikke huske om den hoppe der havde været hendes støtte de første måneder af hendes liv.
"Kom du så tidligt til Andromeda?"
Spurgte hun let undrende, skønt hun burde have regnet det ud noget før. Selvfølgelig var hingsten kommet umådeligt tidligt til Andromeda hvis han ikke kunne huske andet, men hun havde da regnet med at han ville have været nogen måneder. Det så dog ud til at hun have taget fejl, og han havde været yngre.
"Mit hjemland ... Hmm. Som det står til nu, er det ikke meget anderledes. Vintrene var dog langt hårdere end dette, og det var det der fik min mor til at gå bort. Der var ikke sne hele året, men selv i sommermånederne var der regn det meste af tiden, og temperaturen kom sjældent over femten grader. Jeg oplevede en god og frodig sommer, i mit andet år, men ellers var der mest blot regn."
Sluttede Mitis af. Hun havde ikke så meget i mod sit hjemland, men hun var bestemt ikke bygget til den kulde der var der, på samme måde som sin moder var. Hun kunne tydeligt huske at de havde måttet gemme sig i en grotte i flere dage, for at stå i ly for væltende træer, lyn og torden og gigantiske vandmasser.

Wordcount: 288 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 263 | tag: Mitis

♣

Han nikkede en enkelt gang som svar på hoppens spørgsmål, men følte der måtte lidt mere forklaring til, for han havde været ung, og nok endnu yngre end hun overhovedet ville kunne forestille sig. "Jeg.." startede han ud, men gik i stå fordi han ikke helt vidste hvordan han skulle starte sin forklaring. "Min søster er her. Og jeg havde. . . skulle have haft en anden bror, men han døde før jeg var født. Min søster bad en anden om hjælp. Bad om at få sin bror bragt hertil. . . Hun kendte ikke til mig...... i stedet for den anden bror havnede jeg her..." fortsatte han så, dog stadig en smule usikker i sine ord, men han var sikker på at det var forståeligt nok. "Han sagde at hverken jeg eller min mor ville have overlevet hvis ikke jeg kom hertil... Jeg var kun timer gammel... Jeg er. . . anderledes end andre" han vidste ikke helt hvordan han skulle forklare det. Han var anderledes end andre. Han havde ikke brug for andre på samme måde som de havde brug for nogen eller havde haft brug for nogen. Han havde ikke haft brug for sin mors mælk, for hingsten havde givet ham evnen til at overleve uden en mor.

Ved hoppens fortælling om hendes hjem kunne han konkludere en ting. Han var heldig. Han han havde i det mindste oplevet noget der måtte være varmere - og ikke kun regn og sne. "Her er somrene varme" Det var i det mindste varmt i den første del af hans liv i Andromeda. 

57

Tracker | Tables | Plots | Application

[28]

Oh - så hingsten var ikke alene. Det fik Mitis humør til at løfte sig en smule, skønt det sank igen ved hans følgende ord. Hans bror var død, og hans mor var højst sandsynligt også død nu. Det skar hende i hjertet, skønt hingsten nok aldrig havde kendt nogen af dem.
"Det gør mig ondt, skønt du ikke nåede at kende nogen af dem."
Svarede hun ham, og fangede kort hans blik, med hendes ravfarvede øjne. Hun fortsatte.
"Holder du dig så sammen med din søster? Er hun også en del af Teylar?"
Spurgte hun, selvom hun næsten var sikker på at hun måtte være det. Hvis en søster ønsker sin bror til det samme land som hende selv, jo så måtte de da også kende hinanden godt, og være sammen hver dag. Ikke?
Hun smilede let, som svar på næste ord. Der var endnu mange måneder til sommerens varme, men hun glædede sig allerede. Om en måned ville det officielt være forårets første måned, trods det nok stadig ville være koldt.
"Jeg glæder mig allerede."
Mumlede hun, både som svar på Titans ord, men nok mere til sig selv end til andre. Jo, hendes ord var sande. Hun glædede sig umådeligt meget til igen at føle varmen kærtegne hendes grå skind, at løbe over enge som ej var hvide og dækket af sne, men istedet dækket af grønt græs. Hun ville ikke længere skulle være sulten.

Wordcount: 238 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 229 | tag: Mitis

♣

I noget tid stod Titan bare og gloede ud i sneen der stadig faldt udenfor. Træerne kunne ikke stoppe alt sammen. Dog var der læ og der skulle også nok blive varmere når de begge to stod og afgav varme. Vægten skiftede han over på den ene side så han stod og slappede af. "Min søster er ikke i Teylar" svarede han så. "Hun var blandt de første i flokken, men ikke mere" Hun var ikke længere velkommen i flokken. Ene og alene på grund af hendes valg. Nu havde hun også nye brødre og søstre, som Titan ikke var en del af. Det fik ham til at lægge ørene bare ved tanken, for han følte sig da på en måde skiftet ud, selvom han godt vidste det ikke var sådan det hang sammen. "Nogen siger skyggeheste er onde" sagde han så efter lidt tid i tavshed. Lavere end før, og med en form for tristhed i stemmen. "Det tror jeg ikke de er" Og det mente han ærligt. Hans søster havde ændret sig allerede før hun var blevet en af dem. Og hun havde ikke gjort noget. Han stolede stadig på at hun ville dække hans ryg hvis han havde brug for hjælp.

3

Tracker | Tables | Plots | Application

[5]

Mitis vendte med et al opmærksomhed mod hingsten, da han begyndte at tale igen. Hvor var hun så? Skyggesheste. Hun havde hørt dem nævnt før, men aldrig omtalt som sådan. Hun havde ikke fået de svar hun søgte efter, trods hun havde fået at vide at man skulle holde sig fra dem. Hvorfor mente Titan så det modsatte? Hun sendte ham et lettere forvirret blik, inden hun svarede.
"Selv har jeg aldrig mødt disse skyggeheste, og efter hvad du siger, så har jeg fået meget blandede forklaringer om dem, men ingen har faktisk fortalt mig hvem de egentlig er."
Svarede hun ham. Hun vidste ej hvad hun skulle sige, nu hvor hun intet vidste. Nej, nu hun tænkte over det, havde hun kun fået at vide at hun skulle holde sig væk. Ikke hvorfor hun skulle holde sig væk. Dog havde hun ikke tænkt sig blot at løbe afsted for at finde ud af om disse mystiske heste virkelig var onde som nogen sagde. Nej, så dum var hun alligevel ikke. Hun ville se om Titan havde noget at sige, men selv hvis han havde ville hun ikke bevidst opsøge dem. Mitis var langtfra en dumdristig hoppe, og dette var ingen undtagelse.

Dog kunne hun ikke se hvordan det skulle hænge sammen med hvad han før havde sagt - at hendes søster ikke længere var en del af Teylar. Medmindre hun selvfølgelig havde sluttet sig til skyggehestene, men det tvivlede hun stærkt på. Det var et ret stort spring, mente hun. Selvfølgelig kunne hun aldrig vide det, og hun håbede bare at den sorte hingst ville fortælle hende en smule mere.

Wordcount: 271 | tag: Titan

code by ♥