The sky is falling ♣ Mitis

The sky is falling

words: 305 | tag: Mitis

♣

Hoppens forvirrede blik smittede for en kort stund af på den sorte hingst. Titan var nok mindst lige så forvirret som hende, hvis ikke mere, men måske på en anden måde - eller i hvert fald hvad angik noget andet. Han vidste jo ikke hvorfor hans søster ikke måtte være i flokken eller præcis hvad det indebar at være skyggehest.

"Jeg ved ikke om mine forklaringer er korrekte, for jeg kender ikke så meget til dem. Jeg har ikke mødt en, men jeg har hørt om dem. Min søster har fortalt mig om dem. Eller ikke rigtig om dem, men om hele landet. Det gode mod det onde. Vogtere og skyggeheste. Noget med at skyggerne vil overtage og vogterne vogter over noget bestemt for at undgå at mørket tager over. Men jeg ved ikke om jeg har forstået det hele korrekt. Jeg har hørt hende tale i søvne om den rette hærsker - når mørket tager over" Hans sorte ører gled ud til siden. Det stemmede jo overens med søsterens negative holdning til alt. Hun havde ikke altid været sådan, men hun havde lukket sig selv mere og mere inde, søgt væk fra andre og nu var hun ikke længere velkommen i Teylar, hvor begge hendes døtre var. Hvor han var. Hvor Leo var. "Nogen siger de er onde, men jeg kan ikke forestille mig min søster være ond" Det kom ud i en tænkende tone. Han var trods alt ikke færdig med at overveje den slags. Han blev nok aldrig færdig med det - ikke før han var til bunds i sagen, men han var bange for det aldrig kom til at ske. "Hvad har du hørt om dem?" Hun havde jo nok snakket med andre, og derfor kunne det være hun havde hørt noget han ikke havde. Sandsynligheden var i hvert fald stor.

23

Tracker | Tables | Plots | Application

[7]

Hun havde fået langt mere at vide af det Titan havde fortalt hende, end hun havde af alle de hun før havde hørt nævne disse skyggeheste. Let undrende betragtede hun ham, imens han talte. Så hans søster var en af dem, hvis hun havde forstået det nogenlunde korrekt.
"Selv har jeg ikke fået noget at vide, udover at de holder til på Foehn, og visse har sagt at jeg skulle holde mig væk. Andet ved jeg ikke, udover det du lige har fortalt mig. Det er en stor hjælp, og jeg føler selv at jeg ved langt mere nu, end jeg gjorde før!
Svarede hun ham. Egentlig burde hun ikke have den store interesse for disse skygger, men hun ønskede at vide så meget som muligt, fra så mange forskellige som muligt. Hun ville ikke stole på den allerførste der fortalte hende noget, hvis der var andre der sagde noget anderledes. Den anden kunne have ligeså meget ret som den første.

Kulden krøb ned mellem hendes vinterpels, trods hun stod op af Titan, og hun skuttede sig kort. Hun hadede denne årstid, og hun kunne godt mærke at hun ikke havde fået det nødvendige vintersul. Hendes ribben var relativt tydelige, selvom hun ikke var udmagret. Der var endnu lang tid tilbage af vinteren, og det kunne meget vel også blive et koldt forår. Hun blev snart nødt til at finde noget hun kunne spise, eller et sted at holde til.

Wordcount: 240 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 297 | tag: Mitis

♣

Titan kunne godt fornemme at hoppen frøs, og hvis hun var rimelig ny i Andromeda havde hun vel heller ikke vænnet sig til landets klima. Det kunne trods alt blive bagende varmt om sommeren, og biddende koldt om vinteren. Selv var han jo vokset op i landet og havde ikke engang vænnet sig til hans hjemlands klima, og derfor havde han ikke selv de store problemer med at danne en tyk vinterpels og en behagelig sommerpels. Den sorte farve gjorde det dog nogen gange uudholdeligt om sommeren at stå ude på åben eng under en bagende sol. Vægten flyttede han over til den side hoppen stod i, så hans krop blev lænet mere op af hende, så der måske også var en smule mere varme at hente der. Selvom han til tider kunne fremstå ret så egoistisk og stædig - og i nogens øjne direkte ondskabsfuld, så var han faktisk ganske meget nede på jorden. Der var jo ingen der kunne køre i det højeste gear hele tiden. En lille brummen forlod hans hals da han rømmede sig efter en lille tids tænkepause, for den slags havde han brug for når han talte den 'fremmede' tunge. Den fremmede for ham. "Jeg tror ikke du skal regne med mine ord som hjælp. Jeg forstår dem stadig ikke. Jeg ved meget lidt om dem. Jeg ved hvad jeg har set, men det er langt fra hvad alle andre siger. Måske har jeg bare været heldig? Måske har jeg ikke set væsnernes sande 'jeg'. Der er stadig grund til ikke at opsøge dem. Jeg har hørt om væsnerne der besætter ens krop og tager over. Jeg har hørt om ofringer for at de kan blive stærkere. At lokke andre til vulkanens top og ofre dem til mørket eller sådan noget"

28

Tracker | Tables | Plots | Application

[23]

Mitis lyttede fortsatte til den mørkes ord, men tvivlede endnu ikke på at der stadig måtte være noget sandt i hans tidligere ord, trods han hævdede at han nok ikke var den rette at stole på. Måske var det forkert kun at lytte til en sjæl, men man burde nok nærmere lave en blanding af hvad man fik at vide af alle mulige forskellige – det mente den grå var det der bragte en tættest på sandheden. Hun gav ham et kort smil, inden hun svarede hans ord.
”Jeg er sikker på at du ikke er helt gal på den – jeg tvivler stærkt på at nogen udelukkende ejer ondskabsfulde egenskaber i livet, og disse skyggeheste må ikke være nogen undtagelse. Dog har jeg ikke i sinde blot at brase afsted og besøge dem, i den tanke at de intet ville gøre mig, for det mener jeg ikke. Men der må være noget sandt i dine ord, ligeså vel som der er sandt i de andre jeg har hørt snakke om dem. Men endnu engang takker jeg dig for blot at have en smule information.”
Smilede hun kort til den sorte. Hun havde ikke direkte brug for at vide noget om disse heste, men hun holdt alligevel af at kende noget til det land hun nu, efter flere måneder, var begyndt at kalde hendes hjem. Det ville nok aldrig helt blive normalt for hende at leve her, for de fire år hun tilbragte i sit hjemland, var bestemt ikke glemt, og ville ikke blive det. Men hun var sikker på at hun ville sætte afkom i verden, hvor Andromeda ville være det sted de levede til den dag de skulle forlade denne verden, og det var hun umådeligt glad ved. Det var så sandelig et fantastisk sted hun var kommet til, skønt det havde sine fejl. Men hvem eller hvad havde ikke det?

Wordcount: 311 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 256 | tag: Mitis

♣

Titan nikkede til hendes ord. Hun havde vel et eller andet sted ret. "Hvis du bevæger dig hen i nærheden af deres område er det måske også smart ikke at være alene." Det gav i hvert fald mening for Titan at man var mere sikker hvis man var mere end bare en. Hvis man var to. Eller flere. . .  Man kunne jo også være uheldig at rende ind i mere end en af skyggehestene på samme tid. "Selvom min søster er en af dem, er jeg ikke engang sikker på jeg burde tage derhen alene. Hverken nu eller i fremtiden". Selv ville han måske godt kunne finde på at opsøge sin søster, men det var nok ikke så smart at tage derhen alene hvis han nu løb ind i problemer, eller i stedet mødte en af de andre. Han ville jo ikke engang vide hvad han skulle undgå, andet end det højst sandsynligt var noget der kunne vise tegn på magi - men hvad var så det? Hvordan kunne man se om andre bar magi uden at komme for tæt på? Det var jo en umulig opgave. "Jeg ved ikke om man kan kalde det for information. Nok mere tanker. Uddragelser af tanker. konklusioner af det der er hørt og oplevet" Han vidste jo sådan set ikke ret meget om skyggehestene og skyggerne, andet end det han havde hørt fra andre - mest sin egen søster, før hun havde sluttet sig til dem. "det smarteste ville nok være at medbringe en der har mere kendskab til dem"

38

Tracker | Tables | Plots | Application

[1]

Hun tænkte ikke meget over sine valg af ord. Regnen var efter lang tid nu ved at stilne af, og den grå hoppe mente at det efterhånden var på tide at vende næsen hjemad – hvis hun da havde et sted som hun kunne kalde hjem. Bare væk igen. På farten vel nærmere.
”Du har nok ret. Jeg har dog ikke tænkt mig at nærme mig Foehn overhovedet – jeg hører ikke til der. Det kan jeg allerede sige på forhånd. Skønt jeg nyder at udforske nye steder, så nyder jeg den mere… Ægte natur mere.”
Måske var naturen på de andre øer ikke mere ’ægte’ end på Foehn, men måske mere ren. Ren og frisk og virkelig. For hende der aldrig i sit liv havde set en vulkan udenfor historierne, virkede det ganske urealistisk, at en ø skulle være dækket af aske, og et bjerg kunne spye ild. Ikke at hun direkte havde noget imod det, hun fandt det bare yderst besynderligt, og en hel del skræmmende. Hun havde ikke tænkt sig at nærme sig Foehn i den nærmeste fremtid.
Et kort smil blev sendt mod den sorte hingst, inden hun rettede sig op.
”Deter også på tide for mig at komme videre. Dit selskab har været yderst interessant, men regnen er efterhånden stilnet af også. Jeg håber så sandelig at møde dig igen en dag, Titan.”
Sagde hun oprigtigt til ham, men begyndte ikke at gå endnu. Måske havde han mere at sige.

Wordcount: 243 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 231 | tag: Mitis

♣

"Hvad er forskellen?" spurgte han undrende da hun kaldte vel egentlig hentydede til at Foehn ikke var lige så ægte natur som resten. For ham var det i hvert fald mindst lige så ægte - uden at vide præcis hvad ordet 'ægte' betød i den sammenhæng. Han havde hørt om falskhed blandt sjæle, som når en udgav sig for at være noget en ikke var, eller lod som en ting men rent faktisk mente noget andet. Men naturen kunne vel ikke lade som om den var andet end det den var?

De sorte ører vippede ud til siden da hun snakkede om hun skulle videre. Sneen dalede jo sådan set stadig udenfor, men bare ikke lige så slemt som da de først havde søgt ly. Titan var dog også nysgerrig for at se hvor tykt et lag der havde lagt sig denne gang. "Hvor skal du hen?" spurgte han så, ud af den blå luft. Han var ikke en der brugte ret lang tid på at overveje andres handlinger hvis han kunne få et svar ved noget så simpelt som et spørgsmål. Det var den letteste måde. Han trådte dog nogle skridt fremad, og dermed også væk fra pladsen ved siden af hoppen - og det efterlod en plads til den kolde luft der fik Titan til at gyse. Det var umuligt at holde varmen og stå stille på samme tid.

3

Tracker | Tables | Plots | Application

[5]

Hun tøvede let, da hun egentlig ikke havde regnet med at Titan ville stille spørgsmålstegn til det hun havde fortalt, for det havde været en smule uklart for hende selv, hvad hun havde sagt. Det gav heller ikke rigtig mening for hende, men hun vidste ikke hvordan hun skulle formulere sig på nogen bedre måde end hun havde gjort.
”Måske ikke uægte, men jeg mener… Mere ren. Jeg ved ikke hvad ’ren’ rigtigt vil sige, men for mig er aske, vulkaner og ild ikke en ting jeg har stiftet yderligere bekendtskab med. Det er fremmed for mig, så at sige. Og jeg føler at det er mere urent end en ø som Leventera, hvor regnen regner ganske naturligt ned på ganske normale træer, der strækket deres kroner mod himlen. Men alle kan selvfølgelig have forskellige opfattelser af det.”
Svarede hun ham. Da hun havde rykket sig væk fra ham, kunne hun tydeligt mærke at det var langt mere koldt end hun før havde troet da hun stod op af ham.

Hans spørgsmål som fulgte var en smule svært for hende at svare på, for hvor skulle hun egentlig hen?
”Videre, bare. Ud og møde nye sjæle. Jeg holder ikke til et sted, men jeg håber da på at kunne finde nogen at slå mig ned sammen med, før eller senere.”
Svarede hun smilende mod ham. Hun var sikker på at hun ikke ville komme til at leve alene for evigt. Det ville hun ikke lade ske.

Wordcount: 246 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 278 | tag: Mitis

♣

Titan forsøgte at følge med i hendes ord, og tildels forstod han hvad hun sagde, men han forstod stadig ikke helt hvad hun mente. Og alligevel var der noget af det der gav mening. Han havde det bare på den stik modsatte måde. Han søgte viden. Hans nysgerrighed drev ham fremad og han opsøgte alt hvad han kunne, som han endnu ikke kendte til.

Bagparten flyttede han og vippede begge de sorte ører frem mod den grå hoppe. Det var tydeligt at se at han havde et eller andet i tankerne, men det var umuligt at vide præcis hvad, for andre end ham selv i hvert fald. Han var trods alt utilregnelig - det havde andre kaldt ham mere end en gang. Og sådan som han havde forstået det var det fordi han havde tendens til at gøre noget uventet.

Den sorte mule søgte fremad mod hoppen og en varm luft blev sendt mod hende fra hans næsebor. Den var kun lige tydelig i luften på grund af den kolde luft, der dog ikke var lige så kold som udenfor grotten de befandt sig i. "Hvis du ikke længere ønsker mit selskab, vil jeg sige farvel. Men hvis du derimod er frisk på en lille vandretur kan jeg med garanti vise dig ting du ikke før har set, som hverken involverer ild, aske eller Foehn" Titan havde trods alt vandret rundt på alle øerne, og var måske en af dem der havde været næsten over det hele. I hvert fald steder andre ikke havde sat sine hove, på grund af hans åbne og nysgerrige sind. Der var nærmest noget lokkende over hans smil, hans øjne og hans stemme.

12

Tracker | Tables | Plots | Application

Stille btragtede hoppen den sorte, som han talte. Hun skulle jo ingen steder – og hun kunne egentlig ganske godt lide hingstens selskab. Så hvorfor ikke? Et let smil blev sendt mod ham, inden hun let nikkede.
”Gerne. Bare her på øen?”
Spurgte hun, selvom hun egentlig ikke havde noget imod de andre øer. Der var bare endnu nogen hun ikke havde set endnu, så på den måde kendte hun meget lidt til dem. Leventera var vel nærmest blevet hendes hjem, og det sted hun tilbragte det meste af sin tid. Hun havde ikke så meget at lave, så at hun kunne bruge meget tid på det samme selskab, gjorde hende ikke det mindste, og hun fandt den sorte Titan ganske venlig og imødekommende – dog ikke på samme måde som hende. Hun havde svært ved lige at sætte en finger på hvor præcist det var at hun var meget forskellig fra den sorte, men det var tydeligt for enhver at de ikke havde ret meget tilfælles, selvom hun nu selv syntes at de kom fint ud af det med hinanden. Hun trådte let hen mod ham igen, da hun nu ikke skulle tage afsked alligevel.

Wordcount: 194 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 278 | tag: Mitis

♣

At hun ikke lod til at have travlt med at komme væk, og at hun oven i købet var åben for en lille vandretur, fik Titan til at smile. Det var ikke mange han syntes at støde på der var åbne over for det. Det var ikke mange der var lige så eventyrlystne som ham selv. Det var endda et hemmelighedsfuldt smil han sendte hoppen da han rystede på hovedet. "Jeg sagde kun ild, aske eller Foehn. Vi skal krydse vandet, hvis vi timer det rigtigt kan vi nøjes med at gå frem for at svømme" Det var også noget han havde fundet ud af på grund af alle de gange han havde krydset havene igennem sit liv i Andromeda. Han var næsten sikker på at han var blandt dem der havde krydset havet flest gange i løbet af et år - især fordi de fleste holdt sig til en enkelt ø i løbet af vinteren fordi det var en kold fornøjelse at svømme. Det var dog ikke noget der havde generet den sorte hingst.

Da hun kom nærmere ham igen, trådte han fremad mod hende og strakte den mørke mule frem mod hende for at stryge den hen langs hendes hals og til sidst plante et lille nap mod hendes skulder. "Vores lille tur går til Enophis. Og jeg lover jeg nok skal holde et tempo der ikke er for hurtigt" tilføjede han med et smil, for han kendte godt til sine egne grænser, men ikke andres - han vidste dog udmærket godt at han nok havde større udholdenhed end de fleste andre han mødte, grundet alle hans lange ture. "Hvor ofte har du vandret i bjergene?"

61

Tracker | Tables | Plots | Application

Bjerge. Enophis. Det hele lød spændende i hendes ører. Jo, hun havde skam været på enophis før – det var sågar der hvor hun var endt da hun først var kommet til Andromeda. Hun havde dog hurtigt forelsket sig i Leventera, og det var nu nærmest det eneste sted man kunne finde den grå hoppe. Dog var hun frisk på en gå eller svømmetur hen til en ø der endnu ikke var ret velkendt for hende. Hun havde godt set bjergene da hun lige var ankommet, men havde aldrig selv været der, hverken i hendes gamle verden eller her. Hun rystede let på hovedet.
”Enophis kender jeg. Bjerge kender jeg endnu intet til.”
Svarede hun, og vendte kort blikket mod havet der koldt og blågråt strakte sig så langt øjet rakte. Det var ikke meget hun kunne se af vandet, men en tynd stribe der ikke så ud til at ende var til at skimte gennem træerne. Hurtigt vendte hun blikket tilbage på den sorte da han let nappede hende ved skulderen. Et let smil spillede om hendes læber, men hun sagde intet.
Det gik med et op for hende, at hun ikke engang vidste hvilken retning Enophis lå i. Det måtte hun så lade Titian om.

Wordcount: 206 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling

words: 365 | tag: Mitis

♣

Titan var efterhånden nok en hingst som mange kendte til. Måske ikke kendte personligt, men nok havde hørt om eller set - eller måske endda haft en lille strid med. Ikke alles syn på ham var lige positivt, men denne hoppe lod ikke til at være bange for ham eller hvad han kunne finde på. "Af alle de ting jeg har set på Enophis vil bjergene være mine favoritter. Når vi når dertil er jeg sikker på du vil forstå hvorfor" svarede han med et stadig næsten lokkende tonefald og begav sig fremad og forbi hoppen. Hun ville vel følge efter ham hvis hun ville se hvad han havde at vise - og ellers var det nok heller ikke så stort et tab, for han var helt sikker på at han nok skulle kunne finde andre som manglede selskab. Hvor de fleste nok bekymrede sig en smule om andres følelser var Titan mere eller mindre neutral. Han tog det ikke så tung hvis andre gik fra ham. Han tog det ikke så tungt hvis andre ikke kunne lide ham - for det var deres problemer, og han var selvstændig nok til ikke at behøve andre i sit liv. Det var dog rart med nogen at snakke med fra tid til anden, men det var for ham ikke noget han behøvede på samme måde som andre.

Han kastede et blik tilbage mod den grå hoppe og sendte hende et smil. "Hvis vi rammer havet på det rigtige tidspunkt så vil turen til Enophis være meget nemmere" Det var en ting han havde fundet ud af. Højvande og lavvande. Han havde set mange heste svømme fra ø til ø, men på grund af sine mange ture selv, havde han også set hvordan havet kunne trække sig tilbage, og så var der langt mere strand, og knap så dybt - og næsten ikke nødvendigt at svømme hvis afstanden mellem øerne var korte. Det var i hvert fald meget lidt, og derfor krævede det heller ikke helt så meget energi. "Du er ikke bange for højder, vel?" det skulle han jo trods alt lige være sikker på, før han planlagde den helt store tur til toppen af Enophis bjerge.

3

Tracker | Tables | Plots | Application

Mitis smilede af den sorte. Det virkede som om han glædede sig til at vise hende disse bjerge, men hun kunne heller ikke sige at hun ikke selv gjorde. Det ville være dejligt at få noget mere at fylde dagene i Andromeda ud med – det var jo ikke fordi hun gik rundt og lavede det store. Hun var jo også trods alt lige ankommet, med stadigvæk. Dette var allerede hendes hjem, og hun havde egentlig accepteret sin skæbne. Hun havde ikke i sinde at bruge sit liv på at finde ud af hvorfor og hvordan hun var kommet hertil, og hvad hun skulle her. Hun var blevet givet en chance for at starte et nyt liv her, og hun greb den med åbne arme.
”Jeg glæder mig sandelig til at se dem! Jeg har næsten aldrig været i bjerge før, tror jeg.”
Indrømmede hun. Nej, der var vel ikke rigtig nogen bjerge. I hvert fald ikke så vidt hun kunne huske. Der havde været ret fladt, der hvor hun kom fra, og det højeste der var at se var som regel en bakke. Hun smilede let ved tanken. Det ville nok blive en smule overvældende at komme op i de slags højder.
”Det ville være skønt. Og jeg tror ikke at jeg er bange for højder – jeg har ikke haft så mange oplevelser med det, men det regner jeg da ikke med.”
Lo hun kort.

Wordcount: 235 | tag: Titan

code by ♥