New moon (Angreb på Rumpel)

Tags: Askari, Deadly Myth, Ayin Reziku, Midnight Myth & Rumpelstiltskin.
OBS: Der kræves et svar inden for to døgn, rækkefølgen er ligegyldig. Gives svaret ikke, vil der gås ud fra at hesten blot følger trop, ellers styrer jeg, via. observationer fra Fuyu, hestens handlinger.

SVAR DEADLINE D. 27/1 - kl. 20:00(Eller indtil rumpen svarer)
Hold gerne svarene korte og præcise - så der ikke er for meget at svare på, og så vi hurtigt kan komme videre!

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Mørket havde for længst sænket sig over den frodige ø, og synes at have sendt alt i et hvilende hi. Natten var stille, og dog ikke døds stille, men fulgt med de små lyde en kold vinternat nu engang bød på. Månen var gået i ly bag jorden, og kun stjerne oplyste vejen foran de forsamlede heste. Forrest lod en hvid hingst et nik falde, og gruppen satte i bevægelse, spredte sig som lydløse skygger blandt skovens mange træer. Derpå satte han selv i bevægelse, snart omgivet af det natsorte mørke der sværmede omkring ham. Som for at skjule det snehvide skind strøg de hen over hans pels, svøbte ham i en mørk kappe. Han vidste hvor denne hule lå, havde spejdet den flere dage forinden, således at de ej skulle fare vild i skoven. På trods af mørket, strejfede han ej en eneste gren, eller knækkede kviste under sine lyse hove. Han var bevidst om hvor de blev sat, og yderst opmærksom på sine omgivelser. Snart dukkede hulen frem, badet i det spæde lyd, fra de tusinder af sole, der hvilede deroppe i nattens kappe. Enkelte skyggefulde væsner gled hen over den græsklædte skråning, undersøgte og observerede, før ræven fulgte i deres spor. Snart ville hans søskende, hans brødre, dukke frem fra de omgivende træer, slutte sig til ham. Men først når der var et behov. Indtil videre var alt stille, tyst, uden at være ildevarslende. Noget som unghingsten tog som et midlertidigt godt tegn. Ganskevist havde han aldrig mødt denne skabning de nu skulle op imod, og derfor lå der en klar mistanke i hans baghoved, men for tiden lod han den blot falme. De var ikke opdaget. Hans skridt stoppede foran indgangen, imens han ventede på, at følget skulle slutte op om ham. På at de kunne påbegynde nattens mål. Først måtte hjertet sikres. Hvis alt gik galt, måtte den tordenfarvede hoppe bringe det bort, imens de øvrige holdt skabningen tilbage, men gik alt vel.. Så ville det ikke være en nødvendighed. At opspore det først, var dog et krav.
Stilfærdigt, med en stilhed og ynde, der knapt kunne slås af en røgsky, forlod en af de mørke skygger hingsten, begav sig ind i mørket, søgte broderens mistede organ, det hjerte de behøvede for at gøre ham en del af dem. Endnu et nik skabte bevægelse i den lange snehvide man, og den første hov blev sat ind i mørket. Hjertet var lokaliseret. Nu gjaldt det den røde skabning.

Skoven omkring Chibale var mørklagt af det manglende lys ovenfra. Kun få stjerner tittede frem blandt de få skyer som nu var på nattehimlen. Det var ingen almindelig aften, noget lå i luften, og den sorthvide hoppe kunne mærke det tydeligt. Hun stod ved skovbrynet og afventede de andre som hun skulle følge mod den skumle sjæls hule. En skræmmende ro lå over hende og hun var underlig tavs. Ikke engang gnisterne ulmede i dag. Snart dukkede den hvide skyggehingst op ved hendes side og hun nikkede stilfærdigt og så ud over engen. Hulen lå derude et sted. Hun vidste præcist hvor, og hvordan den så ud indvendigt. Hun vidste også at han nok allerede var klar over at de var her. De mælkehvide øjne søgte skyggehingsten og hun vippede kort med ørerne og forsøgte ligesom at gøre det klart via sin mimik. Her var for stille.

I mørket havde den næsten helt hvide hoppe fulgt tavst med. Så lydløst som muligt havde hun bevæget sig imod den grotte, hule de søgte. Der hvor de skulle møde denne skabning og forhåbentlig gøre en ende på ham. På hans liv.
Myth sluttede sig til de andre som hun var kommet frem imellem træerne. De følelses forladte sorte øjne faldt på den hvide skygge, hendes broder. Hun gav et mekanisk nik. Hun behøvede nok ikke bekræfte ham i hun var klar når det skulle være. Kort efter flakkede de tomme øjne over på den sorte hoppe hun havde mødt en gang før. Hun fulgte med dem, og selvom Myth intet vidste om denne fremmede, var hun ganske tilfreds.

Da broderen tog det første skridt ind mod grotten stod den næsten helt hvide hoppe klar til at følge direkte efter.

JULEAFTEN

Det var første gang han så sine skyggebrødre og søstre i en samlet gruppe. Han genkendte kun de to hvide, skyggeræven og hoppen der havde ledt ham til skyggerne. De andre forekom ham fremmede. Ikke desto mindre fulgtes de sammen igennem den dunkle nat, lydløse, med hove der blev placeret med stor præcision. Hans skærende blå blik betragtede de hvislende skygger der omgav dem alle, ydede et beskyttende lag af mørke. Hvis han kunne havde han trukket på smilebåndet, men hans ansigt var allerede fordrejet i et evigt, forskruet grin. Endnu løb en smule blod fra hans iturevne skind, der hang i laser fra hans hals og hoved.

Hans opmærksomhed var rettet imod den hvide hingst der sikkert førte dem igennem området. Selv havde han aldrig været ved denne magiske skabning hule, så han overlod kommandoen fuldstændig til den hvide hingst. Der gik dog heller ikke længe, før de stod ved hulens indgang, rede til at gå i aktion. Han sænkede hovedet en smule, indåndede duften omkring ham og fulgte så de andre ind i grotten.

Askari havde fulgtes efter skyggehestene i noget tid nu. Han havde set dem samle sig og mærket at noget var på vej. Han havde forholdt sig ude af deres øjesyn det bedste han kunne. Faktisk følte han sig lidt spionagtig, sådan rigtig på-en-mission-agtig. Hans spionage af skyggehestene havde fået ham til at opholde sig en del på Foehn i den sidste tid, men nu havde det ført ham væk fra den askefyldte ø. Ført ham til Chibale, den ø han havde været så glad for lige siden han var ankommet til dette land. Han smilte glad over denne iagttagelse.

Snart så han de andre forsvinde ind i en grotte. Er kort øjeblik trippede han. Ørene vippede frem og tilbage. Det var den røde sjæl, som han havde ønsket sig evnen til at læse tanker af's, grotte. Rumpelstiltskins grotte. Hvad var nu det for noget? Hvad skulle de der? Ligepludselig snappede han ud i luften. Det måtte være det skyggerne ville?! Hvad var det egentligt de ville? Han slog en gang med halen. Han så sig tilbage inden han besluttede sig for at lade som om han passede ind. De kunne da vel ikke se at han ikke hørte til, kunne de? Måske de var ligeglade? Uanset hvad følte han sig underligt nok mest sikker ved skyggehestene end alene. Ej heller udenfor grotten. Han fulgte efter de rædselsvækkende skikkelser, som var gået i forvejen for ham.

Nyhahahaha

Han havde vel ventet det. Disse ’Skyggeheste’, som var troppet op foran hans hule, havde i sinde at angribe, det var ganske vidst. Rumpelstiltskin havde set dem komme, i sære usammenhængende glimt af fremtiden, som hans magi viste for hans øjne. Han havde endda set dem komme flere gange, men hver gang så det forskelligt ud; men nu var de her. De var hele 6 der var mødt op foran hans hule for at søge efter hjertet, som han havde gemt i sin grotte, det hjerte som tilhørte Volontaire.

Selvom alvoren var stor, var han ikke bange. Han fandt det derimod underholdende, at de overhovedet turde udfordre ham; for hans magi var så mægtig, at der skulle meget til, før de kunne stille noget op overfor ham. Han kunne så let kvase dem, en efter en; stå i kamp mod den stærkeste af dem, den hvide Fuyu, og derefter vinde. Han havde styrken og han havde magien, men det han manglede, var viden omkring disse Skygger, som han i bund og grund selv var skabt af. Og denne uvidenhed var hans svaghed, den ene svaghed der kunne være fatal i hans situation. Med et fnys, endnu gemt i mørket og skjult for det blotte øje, rungede hans stemme dog, så snart de alle var trådt ind i hans grotte.

,,I er enten utroligt dumme, eller også har i et utroligt stort ønske om at dø, når i tropper op her, for at udfordre mig. Nyaha!”

Stemmen blev kastet imod hver en kant i grotten, så hans stemme lod til at komme alle vegne fra. Derfor var det ikke til at sige, hvor den rødblakke hingst egentlig befandt sig i grotten; og med et utroligt slesk smil, der prydede hans mule, alt imens hans krop endnu forblev usynlig, flyttede han sig med et nik og sin magi hen til kisten med Volontaires hjerte. Det bankede så ivrigt bag kistens låg. Det savnede nok sin ejermand, som sjovt nok ikke var med. En skam, for han havde ellers nydt synet af den brogede hingst frustrerede ansigt sidst, og ville glædeligt beskue det igen. En kort bevægelse fra hans mule fik kisten til at åbne sig, og snart sad hans tandsæt om hjertet; og derpå gjorde han sig synlig i bunden af grotten. Hans blik stirrede direkte ondskabsfuldt på den flok, der nu var kommet for at hente det, han i dette øjeblik stod med; især to af dem, vagte hans indre vrede. Den ene, en lurvet hingst han havde sendt ud på en opgave havde vendt sig imod ham. Det ville koste ham dyrt.. Men den, der i sandhed vækkede hans vrede, var den elektriske hoppe, som var mor til hans afkom. Hvor kunne hun..

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hvidlingen bragte sig til holdt, nogen skridt inde i hulen, og lod et ildevarslende fnys flænge luften imellem dem. På ingen måde var han skræmt af denne hingsts pludslige tilsynekomst, tværtimod vældede iveren igennem hamn. Efter at plante tænderne dybt i det farvede skind, slå noget ihjel. Den lette sitren der rørte sig i hans psyke, bredte sig til de skyggefulde væsner. Og da gled et sygeligt smil over hans læber, og hovedet faldt let på sned ved den fremmedes ord.
"Måske begge dele, måske ingen af dem. Ingen kan i sandhed vide det, Rumpelstiltskin."

Stemmen rungede hult imellem klippevæggene, bredte sig som en hidsig snerren blandt det mørke de befandt sig i. Han talte for sig selv, på vegne af de skyggefulde skabninger, men overlod samtidig sine søskende til deres egne ord. Han kendte tordenhoppens baggrund, vidste at hun havde fulgt denne hingst gennem ganske meget, næppe kunne han tage hendes ord. Endnu holdt han sig i stilstand, iagttog sin modstander med tomme øjne, analyserede måden denne bar sig på, skridtlængden, alt der var værd at bide mærke i.

Den tordenfarvede hoppe holdt sig tæt på den hvide skyggehingst som førte an. Hun bed ikke ret meget mørke i de øvrige udover deres udseener. Den ene havde hun kendskab til, de øvrige intet. Da de begav sig ind i hulen, kom den skumle hingst som forudset frem, som havde han ventet dem. Hun foretrak ej nogen mine, mens han stod der med tænderne om det bankende hjerte, men hvem kunne garantere det overhovedet var det hjerte de var efter. Det var ikke hendes kald, ligeledes svarede hun ej på hans bemærkning. Hun forblev blot helt monotom i både holdning og udtryk. De hvide øjne ledte i stedet efter hvad hjertet havde været opbevaret i. En lille kiste, som måtte være inde bag i hulen. Det virkede til at alt det vigtige lå dernede, så det var der de måtte søge ned. Hun så op på Fuyu og forsøgte kort at aflæse noget fra ham, men han virkede blot til at ville flænse den skumle hingst i småstykker. Hun fnyste kort og vendte så blikket tilbage mod Rumpel. Man kom ikke sådan lige forbi ham.

[1]

Den næsten helt hvide hoppe forholdt sig tavst, det var der som så intet nyt i. Hun talte ikke uden grund, ord var for hende overflødige. Hun behøvede ikke tale til denne fremmede de var kommet for at gøre en ende på, hun behøvede ikke svare på den spørgsmål der blev sat så åbent, Fuyu talte og det var nok. Hun var her ikke fordi hun havde et ønske om at dø- hun var her heller ikke af dumskab, men fordi den hvide skygge hingst havde bedt om det. Hun stod ved hans side når han ønskede det. Trods alt- hun så sig selv i evig gæld til denne hingst der havde hørt hende til skyggerne.

Alt imens hans kæber hvilede omkring det bankende hjerte, som tilhørte Volontaire, blev hans olme grin blot endnu mere skummelt og højt; for den hvide hingst med hans lille hær, som havde været så flabede at træde ind i hans hjem, lod ikke ligefrem til at have handlekræften med sig. De stod pænt og 'ventede', sikkert på at den tapre hvide Fuyu tog en beslutning om at gøre ét eller andet. Og den skumle sjæl Rumpelstiltskin var ganske sikker på, at de var kommet for at hente hjertet der tilhørte Volontaire, for ellers så han ingen grund til at de kom. Jo, måske for at prøve at overtage hans hule, men det kunne de godt glemme alt om. Endnu mens han holdt omkring hjertet, der vagt pumpede imellem hans tænder, brød hans hvislende stemme frem, og fra hans grinen kom nu ord, der mødte de dumdristige heste.

,,Jeg kan fornemme at det er dét her i er kommet for, nyahah! Men, i burde vide, at alt har sin pris.. Spørgsmålet er bare, om i er villige til at betale prisen for dette hjerte, som tilhører den brogede Volontaire?"

Han klemte det nu, pludseligt, hvilket ville give hingsten i den anden ende alvorligt åndenød. Han kunne så slet gøre en ende på det nu, knuse hjertet og sørge for at den brogede hingst aldrig ville trække vejret igen - men det var langt sjovere at lege med dem først. Og kunne han få noget langt mere værdifuldt ud af dette møde, end det hjerte han allerede var i besiddelse af, så var han ikke bleg for at lave en aftale.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den hvide hingst kneb øjnene kort sammen, og så tænksomt frem for sig. Derpå faldt hovedet let på sned, imens han betragtede det svagt pulserende hjerte i munden på hingsten. Han virkede til at overveje det - og måske han havde fulgt med i samtalen, hvis ikke det var for han umættelige tørst efter at sætte tænderne i den rødlige skabning. Og det kunne han næppe med ord. Der var taget skridt, og en hilsen var overbragt, alt der var tilbage nu, var ganske simpelt.
"En pris siger du?"

Hans stemme var fortsat overvejende, og han nøkkede ørene bagud, før han tog et skridt baglæns, fortsat med en tænksom mine. Detpå gled det syge smil over hans mule. Omkring den røde hingst rejste de mørke slanger sig, lydløse, som fangearme i marreridt, greb de fat i skabningen, søgte at vride hjertet ud af hans gab, men frem for alt fæstne ham til gulvet.
"Prisen må blive befrielsen af din sjæl."

Ordene var ikke til at tage fejl af, de blev sagt i bevægelse, imens den hvide skyggehingst havde sat af, fra sin ellers passive holdning, med blottede tænder, og kurs efter den fremmedes strube. Aldrig ville han lade sig underkue af nogen, der ej var det fortjent.

Ayin: Ved siden af den hvide skygge, fulgte en mørkere, hvis hovedskind var ætset bort af det evige mørke. Han bevægede sig som en spejling af den lysere, med de evigt blottede tænder, og kursen imod den røde skabning. Han fulgte sin leders anvisninger, og tegnet havde været tydeligt. Han søgte angrebet, på samme vis som Fuyu, søgte at synke tænderne i den røde skind, omen hans drabslyst var mindre, og hans forsigtighed dermed større.

Askari: Den brogede skabning holdt sig i baggrunden, betragtede skyggehestene gå ind i kampen med tilbageholdt åndedræt. Han huskede denne dæmoniske skabning, og så hvorledes et ondt blik blev ladt i hans retning. Såfremt de begge overlevede dette angreb, ville han behøve beskyttelse. For den røde hingst lod næppe denne hændelse gå i glemmebogen. Han kunne undskylde den endnu, falde de mørke skikkelser i ryggen. Et sidste bllik blev kastet over skulderen, for at tjekke efter en mulig udvej. Han var allerde inde, der var ingen vej tilbage. Et beslutsomt skridt blev taget længere ind i mørket, og han sluttede sig til de rædselsskabende hestes geleder. Det var hans bedste chance for overlevelse. Såfremt rødlingen ikke gik uskadt fra dette møde, ville han næppe se mildt på den brogede hingst.

Myth så til mens den hvide hingst nu formåede at sende sine skygger efter den skumle sjæl og gik i flæsket på ham, efter ham fulgte den sorte hingst. De øvrige havde indtil nu holdt sig i baggrunden, og selv stod hun og overvejede sit træk. Selv ville hendes magi prælle af på ham, så hun så ingen grund til at gå på ham med den. I stedet for stod hun nøje og forsøgte at finde ud af hvor vidt hun kunne komme forbi i alt virvaret. Hun så på den brogede hingst, og nappede til hans bagparti for at få ham til at deltage i angrebet på den skumle sjæl, så han kunne fungere som yderligere distraktion, mens hun nu selv så sit snit til at passere dem og søge ind bagerst i hulen for at finde den kiste som hjertet havde lagt opbevaret i. Det gav ingen mening at slæbe det igennem vind og vejr så snart de fik fat i det. Desuden havde den tordenfarvede hoppe betrådt grotten tilpas mange gange til at vide lidt mere om den end de øvrige heste der var med. Hun skulede kort tilbage for at se hvor godt den skumle hingst nu formåede at holde stand.

Nu skete det; den hvide hingst foran Rumpelstiltskin begyndte at vise sine kræfter. Og for første gang i den blakke hingsts liv kom noget bag på ham. Den hvide hingst havde kontrol over disse Skygger, som ingen vidste var årsagen til at Rumpelstiltskin stod i netop denne hule - og nu sendte den hvide disse skygger efter ham. De satte sig hurtigt på hans krop, holdt ham imod gulvet og søgte at vride i hans skind for at komme ind til hans hjerte - nøjagtigt samme trick han selv brugte, blot mere effektivt. Og der slog en bestemt følelse igennem den usle skabning, som han ikke havde følt længe.
I hans falske minder, dem der skulle sikre sig at han blev ved med at eksistere, havde han engang været noget helt andet. Ikke noget der fandtes i dette land - og hans sind havde været frygtsomt. Han var blevet underkuet af højere magter, og havde søgt at finde en vej til at overtage magten fra disse. I starten havde hans sind ikke været ondt, men det var blevet det, som følger af magtens rus. Alt dette havde skabt ham, troede han, og med ét da frygten vældede op i ham, skabt af gamle minder, smed han hjertet som tilhørte Volontaire. Han tænkte ikke, men reagerede åbenlyst i forsvar og med et vredesudbrud sendte han nærmest en mur af magi ud fra alle sider af sig selv, der rev Skyggerne ubarmhjertigt fra hans krop. I détte øjeblik var han ligeglad med hjertet, som han havde taget som betaling. Han ville ikke lave aftaler - han ville se blod. Hans blik blev nu fæstnet imod den hvide hingst der havde gjort dette og ved et trylleslag stod han ved siden af ham og med en ondskabsfuld latter fremkaldte han et stenskred, lige over hovedet på den hvide. De andre rørte han endnu ikke - men ingen ville komme ud af denne grotte, med mindre han tillod det. Og alt imens dette skete, rendte tordenhoppen rundt i det bagerste af hans grotte - hvilket hun for nu fik lov til. Men hun skulle ikke tro, at han var færdig med hende endnu.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(1)

Et sygt smil forvred det indætsede skyggespil, da hingsten i kort tid virkede chokeret, og et væld af frygt mødte den hvide skikkelse. Derpå synes alt at eksplodere omkring ham. Luften svirrede, ladet med noget der ikke var elektricitet, og den hvide hingst veg voldsomt tilbage, rejste sig på bagbenene for at undgå det mentale sammenstød. Men det var allerede sket. Sten skred over ham, og med endnu en vloldsom bevægelse, kastede den hvide hingst sig til siden, ramlede imod den røde skikkelse, der ej længere var hvor den før var. En arrig ild bredte sig i skyggehingstens sind, og han lod et krigshyl forlade den lyse mule. Han var forvirret, død forvirret, og blodtørsten var så småt begyndt at bakke af. Denne her hingst var langt stærkere end han havde regnet med, hvis han ikke trådte varsomt, ville dette møde koste ham livet. Hvis ikke mere end blot det. Bevidstheden var vendt tilbage i de mælkehvide øjne, og på trods af de mange hastige bevægelser, hvilede blikket nu skarpt på den dæmoniske hingst. Hans balance blev hurtigt genvundet, før han igen satte imod ham, vagtsomt, men ligeledes med en snært af sindssyge. Ganskevist havde det lykkedes den røde at genskabe små gnister af frygt i det ødelagte indre, men frygten bar blot nærring til skyggernes hvislende hvisken. Ganske snart hvislede de igen sammen om den hvide skabning, rejste sig som en mur af slanger sammen med angrebet. Alt dette, alle disse tanker og indtryk. Alt skete i brøkdelen af et øjeblik. Fra en udefra stående, ville det blot ligne at hvidlingen rejste sig, kastede sig til siden, for igen at styre imod den røde. Sandheden var dog langt derfra, og sandseindtrykkene blev behandlet og bearbejdet af tusinder af sind, spredt i den hvides indre. De var i alarmberedskab, og adrenalinen havde fundet vej til den hvides blod. I hans indre herskede en bizar latter, en blanding af alt, så forvirrende som det nu engang kunne være. Faktisk vidste skyggehingsten ikke helt hvad han egentligt synes - men det var ligemeget i denne stund. Han bed sig fast i blot én tanke, sægte af skade dæmonen. Således måtte det være. For nu.

Ayin: Den brogede var på vej imod den dæmoniske hingst, fuldt opsat på at plante tænderne i dens skind. Derpå synes alt at udvikle sig, sten faldt ovenfra, og han sprang til side, overrasket over den pludselige hængelse. Derpå gik det op for ham, at hingsten ej længere var, hvor han burde være. I stedet lå et svagt pulserende hjerte hvor han havde stået, og... Den hvide lederhingst synes at gå i den modsatte retning. Først da fik den brogede øje på Rumpel igen, igennem støvtågen fra nedfaldet. Alting havde udviklet sig lidt for pludseligt, og der gled ganske mange overvejelser igennem det blottede kranie. Derpå samlede han vægten bagover, og sprang med få skridt i de to ræves retning. Igen gik han efter den røde, og søgte samtidig at undgå de vilde udbrud fra hans lyse broder. Han var på dybt vand her, der var mere magi i luften end han kunne mønstre, i stedet bevarede han overblikket, og nærmede sig fra siden, for ligeledes at angribe.

Deadly Myth: Skyggehoppen søgte baglæns, da loftet styrtede sammen, undvigede med en smidig lethed de aldende stenstykker, og fik da øje på den tomme plads hingsten havde efterladt. Fra hendes ene side sprang den brogede snart Fuyu til undsætning, og hun lod kortvarrigt tanken om at slutte sig til dvæle i luften. De svirrende skygger besad en arrig aggresivitet, der var ganske bydende, ikke at lade sig rive med var noget af en udfordring. Dog stod hun imod fristelsen, og kastede sig istedet over det tabte hjerte, og samlede det varsomt op imellem tænderne. den mørke tordensky var forsvundet dybere ind i grotten, på jagt efter noget. Hende satte hun efter, let tvivlende, men med det følsomme organ imellem sine kæber, ønskede hun ikke at blive draget længere ind i det mærkværdige skyggespil der foregik midt i alting. Et hjerte gik for let i stykker, alt for let.

Askari: Et nap bagfra fik hingsten til at vippe bænket, trække bagparten til sig, hvorefter han med et lettere undrende blik, fulgte en tofarvet hoppe, da hun forsvandt længere ind i hulen. Han så efter hende en stund, før han trådte frem, for at slutte sig til frontrækken af skyggeheste. Og derpå skete det. Hurtigere end han selv kunne nå at registrere, loftet styrtede ned, lyden af heste hove synes at eksplodere omkring ham. Hvidlingen der mistede balancen, og igen kastede sig imod den snedige skikkelse, synet af den brogede der snart sluttede trop, og ikke mindst den hvide hoppe, der ganske hastigt samlede noget op, fra stedet hvor dæmonen havde stået. Han vidste ej hvad der var sket, og panikken bredte sig som en skovbrand i hans indre. Dog kaldte noget, nogen, og før han vidste af det, var hans retning ændret, og en arrig hvislen forlod de blottede tænder. Overlæben let krænget bagud, og et hastigt spring bragte ham nærmere kaosets midte, hvor tre sjæle var kollideret. Hvorfor, vidste han ej, men han ønskede noget så inderligt at sætte tænderne i det kobberfarvede skind, søgte at gøre en ende på... Noget. Han vidste ikke hvad, men han fulgte de indre stemmer, eller måske de var ydre, det var hans eneste pejlemærke i denne forvirring.

Den tordenfarvede hoppe var i fuldt gang med a lokalisere en form for opbevaring til det hjerte de andre så heftigt kæmpede om. Dog blev hun nu for en stund distraheret. Et vredesudbrud, efterfulgt af et stød af magi, hvis bølger ramte helt ned i hendes ende af grotten fik hårene til at rejse sig på den tofarvede hoppe, hvis blik nu var rettet mod kaosset ved hulens indgang. Den buldren fra stenene der nu faldt, fik hende til at bakke et par skridt, inden støvet lagde sig og hun kunne se 3 sjæle i heftig kamp med en enkelt. Det sitrede i hende, men før hun nåede at gøre nogen process så hun nu den hvide hoppe foran sig, som kom ilende med hjertet. Hun nikkede svagt til hende, inden hun vendte ryggen til slagmarken. På en eller anden måde lykkedes det hende at finde det som hjertet enten havde været opbevaret i eller kunne i det mindste. Det lille skrin stod åbent og hun puffede let til det med mulen, som tegn til den hvide hoppe.