New life[titan]

                                                                             New life..                                                                                   
Tagg: MS &Titan  

En let vind hylede gennem en sprække i klipperne. Alt var stille udover vindens sang, dog alt syntes så larmende.. Alt var rodet sammen. Intet var hvor det hørte til og det irriterede den hvide hoppe, hun ville hellere end gerne kunne rykke rundt på de tunge, tunge sten, så det passede hendes syn. Morgra befandt sig på en lille platform, hvor der var en grotte længere henne, men hun ville ikke kunne komme igennem. Sprække var for small, men den var det perfekte instrument for vinden, der hult spillede for alle de der ville lytte. Hun lyttede, det bragte dog ingen ro til hendes sind, som det ville til nogle andre individer. Lyden tirrede hende. Men hvad prikkede ikke til den hvide hoppe i aften? Stemmerne i hendes hoved sang ikke med, de knævrede løs som bare fanden.. Ingen ro nogen steder.. Ikke i mørket, ikke endnu.. 
Hun slog kort med den lange, let cremet hale. I den mørke boks hun havde været lukket inde i før i tiden havde ikke været speciel rar, den havde været alt for lille og hun svor at hun aldrig ville tilbage til sådan et sted.. Dog kunne hun ikke flygte fra mørket.. Og med mørket kom den knugende følelse af angst, som når døren var ved at blive lukket... 
De blege, blå øjne bar et let skær af panik, men den blev druknet af den konstante udfordrende, arrige ild, der ulmede i dem. Hun sænkede hovedet og fnyste let, da hun kunne mærke klippegrunden lidt under sin mule. Hendes øjne var ikke de bedste på grund af de lange perioder med mørke, men det havde gjort hende en anelse bedre til at se i de altædende mørke, dog var hendes dagsyn ikke godt, lyset generede hende og hun fortrak natten. Vinden blæste en anelse mere kraftigt og hun trak hovedet op med et ryk i samme øjeblik, inden hun trippede let frem af og lyttede til sine egne hove mod klippegrunden. Hun havde endnu ikke mødt en sjæl, hun manglede lidt at se andre. Se hvad hun kunne forvente af lander her.. Hun manglede følelsen af blodet og kødet mod sine tænder, manglede følelsen af adrenalinen, der pumpede rundt i kroppen..

New Life

words: 574 | tag: Morgra

♣

I de mørke nattetimer kunne Titan sagtens gemme sig - om de så var meningen eller ej. Han var sort som kul. Han havde mødt andre af samme slags - sorte hingste - og alle sammen havde haft temperament. Dog havde han ikke set nogen af dem siden han havde været et lille føl. Hopper derimod - sorte hopper, med eller uden aftegn, var han nærmest omgivet af. Det var godt nok også hans familie. Hans mors søster, hans egen søster, hans søsters døtre - selvom den ene så mere askegrå ud fra tid til anden. Og så var der Lilith. Djævlen fra helvedet der var kommet hertil for at få stillet sin sult. Andre hopper han ikke havde været i familie med, som havde haft samme sorte farve som ham havde haft noget af et temperament også. Det var sjældent han ikke havde haft skrammer som lille. Nu var han blevet en rigtigt hingst, men han gik stadig rundt med skrammer engang imellem, for han havde ikke lært at rode sig ud af problemerne. Der var tvært imod kommet flere af dem. Med tiden var den lille hingst blevet voksen og mere dominerende - dog ikke på det niveau, hvor han krævede alle andre skulle respektere ham. Men der var ikke nogen der skulle tro de kunne gøre ham eller hans hopper noget. Han passede på familien - om de så vidste det eller ej.

I det land han var født, var flokken omringet af bjerge, og hans bygning burde have været derefter - men på grund af hans meget tidlige ankomst til Andromeda, havde hans krop tilpasset sig landet. Han var bygget til fart, men på grund af sin søsters ture op i bjergene på Enophis da han var lille, var han ikke helt idiot til at træde de rigtige steder. Han var derfor ikke bange for at bevæge sig rundt i det mere klippeagtige landskab på Leventra selvom mørket havde lagt sig over øen.

Vinden rev i den lange man og fik den til ustyrligt at ugle sig rundt. Af og til måtte Titan virre med hovedet i et forsøg på rent faktisk at kunne se noget, og meget kort tid efter igen var det rent faktisk umuligt endnu en gang. Noget havde dog vækket hans interesse. En lys skikkelse der på grund af månen der stod fuld og rund på himlen, lyste det meste op. Dog ville han aldrig være lige så tydelig som de lyse heste. De små lyse ører vrikkede nysgerrigt fremad, og han udstødte et enkelt lille fnys mens han hævede hovedet. Hvad lavede en hest dernede? Han stod dog ikke meget højere oppe end den anden sjæl, men han kendte trods alt øen ud og ind. Og han havde ikke set ret mange af de så lyse sjæle på Leventra.

I stedet for at udstøde et dominerende hvin, trak hingsten sig tilbage for i stedet at finde den sti der førte ned mod de lavere afsatser. Dernede hvor den fremmede befandt sig. Han var meget nysgerrigt anlagt, og når først nysgerrigheden var vakt, så lod han det ikke ligge før hans hungren efter svar var tilfredsstillet. Da han var nået ned på et lavere niveau i klipperne, søgte de grønne øjne endnu en gang efter den lyse skikkelse. Vinden gjorde det umuligt for ham at bestemme en retning hvis han skulle gå efter lugten, så i stedet tog han den vej, der så mest sandsynlig ud.

3

Tracker | Tables | Plots | Application

                 We Rise..                    

Tagg:MS & Titan 

Den hvide hoppe vidste ikke meget om de normer der var hos andre heste. Hun havde praktisk talt glemt de hun havde lært i sin barndom, nu var de erstattet af en lyst til at fare frem mod den først synlige hest og hilse dem med et velplaseret bid. Dog hun var ikke dum. Hun havde da talt med de få andre heste, der havde været i den samme branche som hende. De var ikke rare og man ordnede flere ting med bid og spark end med ord og fornuft.. Hun kendte ikke ret meget andet end det. Hun havde forandret sig for at overleve. Og hvis denne nyfundet frihed krævede det samme, så ville hun forandre sig igen. Hun levede helt klart efter 'den stærkeste overlever' og det var tydeligt i hendes værdier og beslutninger. 

Det havde også været den regel man fulgte i kampene, den der overlevede fik lov til at trække vejret lidt endnu, indtil en stærkere hest kom til eller man blev for ustyrlig og man fik en kugle for panden. Hun havde set det.. Set hvordan livet straks forlod deres krop, så snart kuglen ødelagde deres krop. Hun havde intet følt, for et var hvad livet krævede af hende. Hun kunne ikke føle. Ikke for dem. De var ligeså tabte og ødelagte, som hun selv var, så hun vidste  kun, at deres skæbne nok en dag ville ramme hende.. Hendes frihed skule bruges på det hun ville, ikke noget andre ville.. Dog ville kun altid være plaget af fortiden.. Især nu.. Om natten.. 
 Hun slog let med halen, der dog ikke gjorde meget af en bevægelse, da vinden hæv i hendes man og hale, som den nu ville.  Bjergene var ikke et tærren hun ville gå i igen. Det vidste hun nu. Det var simpelthen for usikkert her til hun gad døje med at sætte sine hove korrekt. 
Lyden af fremmede hove fik hende til at slå irriteret med hovedet. Det var ikke et udtryk for at hun ingen selskab ønskede, for hun ville skam gerne se på de ting landet havde at byde på, det var mere en vane. Skabt af den trykkende rem om halsen og den konstante tilstedeværelse af menneskerne, der ikke var andet end en trussel og en angstefremkaldene faktor. Hun hadede dem.. De havde medvirket til, at hun ikke længere kunne klare mindre, lukkede steder.  Dog da hun vendte sig så hun intet. Intet andet end mørke. De blege øjne kneb sig et sammen, som de søgte iltert efter ejeren af lyden. Hvor? Hun fnøs kort og sendte to røgskyer til himmelen. Hun kunne ikke lide ikke at være den, der var hengemt i mørket. Hendes farve gjorde det umuligt. Dog gav uvisheden om den fremmede lyd hende kun følelsen af at være lille og magtesløs. Lyden af hove var båret af vinden, så den fremmede måtte være længere væk end hun troede, hvis den kom denne vej ville hun gerne vide det.. Hun trippede et par skridt frem ad og lagde hovedet på skrå og lyttede anspændt. 

New Life

words: 280 | tag: Morgra

♣

Det var ikke meget fart den sorte Titan kunne have på, men det gjorde ham heller ikke så meget. Han ville hellere bevæge sig sikkert rundt og komme helskindet tilbage til flokken igen hvis han kunne. Ørerne blev vippet fremad da den lyse skikkelse kom frem i mørket ikke ret langt fra ham. Titan hævede hovedet mens han iagttog det der lignede en hingst foran ham. . . med nogle underlige ting på kroppen. Det fik ham til at smække ørerne bagud. Det var ikke en der hørte til i landet - eller også var det. En af dem med magiske tingester og evner. Ligesom den brogede hingst og den gyldne hoppe fra hans egen flok.

De grønne øjne kastede genskær når lyset ramte dem ordentligt og fik dem til at være mere synlige end når han havde lukkede øjne. Det var nu ikke noget der gjorde ham noget, for han var ikke ude på at skræmme livet af den fremmede - ikke på samme måde som da han havde jagtet sin ven, Xenocrates, da de begge var yngre. Han stoppede heller ikke, men fortsatte mod den fremmede. Hovedet holdt han hævet og hans holdning viste i hvert fald at han var en stolt hingst. Han kunne godt være dominierende. . . eller rettere. . . han var dominerende. Der var ikke nogen der skulle tro de var mere end ham i hvert fald. De andre hingste skulle kende deres plads. Den eneste han selv havde underkastet sig var Lilith, for hun ikke skulle æde ham. Hans standsede dog nogle få meter fra den fremmede og sendte en dominerende og hingstet - men alligevel også hilsende brummen mod den fremmede.

7

Tracker | Tables | Plots | Application

                 We Rise..                    

Tagg:MS & Titan 

De remme der sad og trykkede om hendes forben og hendes hals var langtfra magiske.. De var noget af det mest normale og slidte der kunne findes på den hvide. Skulle hun dog stifte bekendtskab med magi, så ville hun nok enden ikke fatte det eller også ville hun se det som en fjende. Hun var så knækket, at hun så alt som en fjende, alt der bevægede sig.. Kun græs var harmløst.. Vand kunne drukne én, men selv ikke dette vidste hun, så det nærede hun heller ej ingen frygt for. Magi var noget hun aldrig havde hørt om før, end ikke en gang i eventyr.. Hun havde ingen anelse om at der var noget større end hende selv, hun kunne opnå alt, så længe hun ikke lod noget stå i vejen for sig.. 
Det var ingen løgn, at hun til tider lignede mere en hingst end en hoppe, da hun var hærdet i en sport der var ment til dem. Hendes aura var ligeså dominerende og kampklar, hendes holdning en anelse fyrig og dog skinnede hendes ønske om dominans igennem. Kraftigt.. De blege, blå øjne søgte irriteret efter den der så end måtte gemme sig i mørket. 
Hun stivnede og rettede hovedet op med et ryk, da hun fangede genskæret af et par øjne. Dog forsvandt de næsten lige så hurtigt igen.. Vedkommende måtte være lige så kulsort som mørket hun var vant til.. Dog var det uretfærdigt og respektløst, at de intet sagde, så hun kunne få at vide hvor de var.. Hun fnøs kort og skulle til at trampe fremad for at finde denne fremmede, da en skikkelse tonede sig frem i månens skær. 
En hingst. Sort som natten og med et par øjne der lignede græs. Tsk.. Han holdt sig næsten lige så dominerende som de hingst hun havde set og nedkæmpet. Og hun ville behandle denne skiderik ligesom hun behandlede alle de andre. Han skulle nok få at vide, hvem der havde magten og hvem han skulle rette sig ind efter! 


"Tsk, hvem er du så?" 

Hendes stemme var hæs efter de mange hvin fra dagen før, men også fordi den ikke blev brugt så meget, derudover var den ganske neutral og tom -Nok fordi hendes kropsprog sagde det hendes toneløse stemme ikke viste. Hun hævede hovedet og nidstirrede den fremmede for at få ham til at sænke den dominerende holdning til noget mere acceptabelt og underkastende. 

New life

words: 373 | tag: Morgra

♣

Den lyse skikkelse så ud til at være en der kunne skabe sig. Det ville ikke være første gang han var rendt på en af dem. Under normale omstændigheder ville han tilmed have nærmet sig med fart og ikke stoppet op før den anden var tromlet ned. Han var ikke kendt for at overholde andres grænser - så meget var sikkert. Det var først da den fremmede åbnede munden at han opfangede det ikke var en hingst han stod over for, men en hoppe. Hopperne var de værste. Havde han troet de sorte var de værste skulle han vidst til at have sig lidt af en lærestreg. Der var ingen af dem der havde opført sig ligesom den lyse indtil videre. Han brugte selv sit kropssprog en stor del af tiden og åbnede aldrig munden som den første. Han havde altid været lidt bagud, og først sent havde han lært at tale. De fleste samtaler han han havde haft med var nok også hans mors søster og hans egen søster og hans egen søster talte altid fremmed tunge til ham. Det sprog de andre ikke havde forstået - det sprog fra hans rigtige hjem, som han dog intet huskede af, fordi han havde været så lille da han forlod det.

Ørerne blev vippet bagud, men ikke fordi han var sur. Det forvirrede ham at en maskulin skikkelse lød som en hoppe. Han ville helst ikke slå på hopper, for det gjorde man ikke. . . . først når de selv startede. Hingste derimod. Han svarede ikke hoppen, på trods af han rent faktisk havde forstået nogle af ordene. Der var lige den enkelte Tsk lyd der var fremmed for ham. I stedet strakte han halsen for at lade mulen søge mod den fremmede, undersøgende. At han / hun / den havde set ud som en hingst men lydt som en hoppe havde kun vækket hans nysgerrighed endnu mere. Lugten fra den fremmede fik ham dog til at hælde mere mod hoppe end hingst, og ørerne blev rettet fremad igen, idét han sendte et nap ud i hendes retning. Det var vel på en måde hans måde at hilse på. Meget kunne man kalde den sorte Titan, men normal var ikke en af tingene.

10

Tracker | Tables | Plots | Application

                                                                             New life..                                                                                   
Tagg:MS & Titan 

Hvad den sorte så end havde tænkt sig, så var det, at svare ikke en af tingene.. Hun forventede et svar, men det kom ikke som en overraskelse, at han ikke svarede. Hun havde aldrig været i selskab med en hingst der ville andet end vise hende, hvem der var top-dog. Og gang på gang havde hun vist sig at kunne være en smule hurtigere, en smule smartere og en smule mere brutal end dem. Ingen skulle tvære hende ud. Hun strakte let, med opspændt nakke, mulen ud mod den anden.Mørket fra boksen havde fordrejet hende, der fandtes intet andet end vold, blod og kynisk ondskab. Intet andet. Det var så let en verden. Hun ville forblive så ødelagt, medmindre der var en der fandt en måde, at ''civilisere'' hende på. Lære hende hvordan man ikke reagerede på venlige, hilsenede nap med voldomme angreb. Dog hun var stort set lige ankommet og her stod en hest, der nægtede at give hende hvad hun ville have. og hun hadede at vente.. 
Det venlige nap mod hende fra den sorte nåde aldrig i en radius af 5 cm nær hendes mule, da hendes hoved straks blev rykket op. De lyserøde næsebord udspilede sig og hun fnyste fornærmet af den fremmede, inden hun i løbet af et øjeblik sprang frem mod ham, ingen tegn på at ville angribe, men overlæben var krænget tilbage, som hun trak hovedet indtil sig. Hvis ikke den sorte flyttede sig, så ville hun nu stå, mere eller mindre, op og ned af ham, bringe mod bringe. De blege blå øjne stirrede arrigt på ham, som en halvkvalt hvinene, halv hvæsene, lyd forlod hendes næsebor. Bag hendes piskede den hvidlige hale et par gange, inden den blev taget af den lette vind, der stadig hylede hult i klippe sprækken ved grotten. Han måtte hellere se at indfinde sig, hvis han ikke ville have et tandsæt i ansigtet!
Hun brummede, en anelse lyst, men det hindrede ikke dominans og udfordring at komme til syne i det, inden hun bakkede lidt væk, stadig med hovedet løftet, en anelse på skrå, og et sæt blege øjne, der betragtede ham med en afventene mine.
"Hvad hedder du så..!" 

Det kom mere som en kommando end et spørgsmål, da hun igen lod den hæse stemme lyde i vinden. Denne gang måtte han hellere svare, han kunne vel forstå noget så simpelt..  

New life

words: 330 | tag: Morgra

♣

Den lyse hoppe opførte sig mindst lige så underligt som den sorte Titan, men på en anden måde. Han var dog ikke bange for noget, og da hun kom brusende frem mod ham flyttede han sig heller ikke. Han var vant til kropskontakt fra alle de gange han havde kastet sig selv ind i andre - og ville hun bide skulle han nok bide tilbage. Han kendte stedet her ud og ind - og han tvivlede på hun gjorde. Han var trods alt opvokset i Andromeda - Opvokset på Leventra. Hendes ord lød igen og hun spurgte endnu en gang om hans navn. "Beidh mé ag insint duit mo ainm nuair a insint duit dom mise" svarede han hoppen tilbage i en helt rolig tone. Ikke tale om han ville fortælle hans navn uden at kende til hendes. Ikke som hun havde faret frem. Han stolede i hvert fald ikke på hun ville give ham hendes navn. "Hvad er dit navn?" Spurgte han så i stedet, på et sprog hun måtte kunne forstå. Det var tydeligt at høre på ham at ordene lød fremmede i hans mund. Hans tunge var ikke vant til at sno sig på den måde. "Fortæl mig dit navn, og jeg fortæller dig mit" Han var jo nok nødt til at gentage de fremmede ord på en måde så hun også forstod dem, hvis han rent faktisk skulle have noget ud af hende.

Hun bed ham ikke, men hun så heller ikke ud til at være tilfreds med hans tilstedeværelse. Det måtte hun dog bare finde sig i, for han havde ikke planer om at gå. Da hun trådte tilbage fulgte han bare med ved at træde frem. Han var stadig meget ung, men på trods af sin unge alder, meget muskuløs. Han var bygget til fart, og han havde tit presset sig selv fremad på de åbne vidder, men det var også tydeligt at han ikke behøvede at se hvor han trådte på disse klipper.

13

Tracker | Tables | Plots | Application

                 New life..                    

Tagg:MS & Titan 

Han virkede ikke til at være synderlig påvirket af hendes opførsel, men det generede hende skam ikke. Dog skulle han ikke forvente noget fra hende, ikke før han gav hende noget. Hun gav ikke bare for at give, hun tog. Så kunne de rende og hoppe alle sammen. Hun tog med arme og ben og gav intet tilbage. Ligepræcis på grund af dette egnede hun sig ikke specielt meget til at føre en samtale. Hun gad ikke gøre noget ud af det. Når hun ikke fik noget ud af det, hvorfor skulle hun så anerkender andre som hendes ligeværdige, når de langt fra var det? 
Den sorte begyndte at tale i et sprog, der lød som volapyk for hendes øre, det gav absolut ingen mening.. *Beidh me isnust te ja ja.. Mide.. Her smag lidt på en god gammel dags hov, din freak... *  Tankerne galopperede gennem hendes hoved, knævrede på live løs om hvordan den fremmede var unormal og ikke burde trække vejret. Hun følte hendes sind slå  sig i små knuder, som hun lagde de hvide øre.  Hun tog sig ikke af, at han trådte frem mod hende, hun fulgte blot trop og trådte tættere på, inden hun fnyste kraftigt i hans ansigt, skønt han var højere end hende. Det stoppede hende ikke. 

"Man svare ikke et spørgsmål med et spørgsmål, Freak" 

Hvæsede hun let af ham, som hun blottede tænder. Ordet 'freak' havde hun hørt hos de mennesker, der havde taget sig af de heste, de brugte til deres 'show' eller udfordringer, hvad de så end havde kaldt dem. Hun vidste det var negativt og ikke spor pænt, selv den måde det kunne blive sagt på var ulækker. Hun havde ikke lagt noget bestemt tryk på ordet, men hendes stemme forblev toneløs og tom. Hun skar let tænder af ham, inden hun langede ud efter ham med et forben. Dog stod de så tæt på hinanden, at hun ikke ville kunne ramme optimalt, alt hun ville slå med ville være et knæ. Den sorte var desuden langt mere muskuløs end hun og hun havde opfanget, at han også stod sikkert på terrænet, så det var hende, der ville være den umiddelbare taber, hvis det kom til slagsmål. Benet, der blev langet efter ham var ikke en invitation til at starte et slagsmål, blot en måde at få ham til at svare på. 

New life

words: 300 | tag: Morgra

♣

Hoppens ord rørte ham sådan set ikke. Han vidste ikke hvad ordet 'freak' betød, så for ham var det lige så åndsvagt som at stå og sige Hyptifyd. Det var bare lyde og varm luft der kom fra hoppens mule. Han havde allerede fundet frem til at hun var en spydig satan, men det skræmte ham dog ikke væk. Det mindede ham om en - En han var i familie med. Men kom det til en kamp mod hoppen og hans søster, var han ikke i tvivl om hvem der ville vinde den. Han var ikke et sekund i tvivl om at de nok begge to var i stand til at dræbe, men hvis hoppen var ny i landet havde hun ikke andet at kæmpe for end sig selv og sin egen overlevelse. Hans søster havde trods alt sin datter og den spraglede hingst.

Hoppens forsøg på at ramme ham var ikke helt vellykket på grund af de var så tæt på hinanden. Titan var dog ikke mester i at læse andres kropssprog, og forstod derfor heller ikke hoppens mening med det. Han trådte heller ikke tilbage som andre ville have gjort det. I stedet trådte han frem mod hoppen som for at 'skubbe' hende længere bagud. Samtidig snappede han advarende ud efter hendes hals, dog kun lige præcis uden at ramme. Han ville trods alt ikke være den der startede, men hvis nogen pårførte ham smerte ville han ikke tøve med at give tilbage af samme skuffe. Smerte var dog ikke noget der skræmte ham for han var vokset op med det, og han forventede det altid. Det var der vidst også grund til i den hidsige hoppes selskab. "Du er den med størst ulempe her. Fortæl mig dit navn, og jeg vil fortælle dig mit" prøvede han igen.

16

Tracker | Tables | Plots | Application

                 New life..                    

Tagg:MS & Titan 

Han forsøgte at skubbe hende længere bagud ved at gå længere frem. Han fik presset hende tilbage på bagbenene, hvor hun stod imod og de små muskler trådte tydeligt frem under den hvide pels, men hun blev hvor hun var. Han måtte skubbe hende alt det han ønskede, han fik ikke noget ud af det.
Hun fnøs igen. Ikke noget nyt.. Han ville ikke give hende hans navn, så nu stod de her, begge nægtede at give den anden noget, så denne stille magtkamp ville nok blive ved indtil en af dem vendte røven til og gik. Hendes respons på hans snappen efter hunde burde være blevet retuneret med et tandsæti hans skulder, men hans ord fik hende til at vippe de hvide øre ud til siden og skære tænder. Troede han virkeligt, at hun ikke kunne se det? Pfft, så naiv. 
"Godt så. Hej Freak, hyggeligt at møde dig." 

Hun havde et triumferende smil tværet ud over mulen, som hun navgav ham Freak, pågrund af hans stædighed og den måde han talte på. Han kunne jo knap nok forme ordene ordentligt! Navnet passede ham glimrende.. Hun krængede hovedet tilbage og lagde den en anelse på skrå.

New life

words: 275 | tag: Morgra

♣

Hoppen var nok mindst lige så stædig som han var, men kom det til en kamp var der vidst ingen tvivl om hvem af dem der ville vinde. Nok så hoppen ud til at være øvet i kunsten at slås, men Titan havde landet på sin side. Det kunne give ham en fordel at han kendte terrænet - og ikke mindst var der hans styrke. Hans muskler. Han var trods alt en stærk ung hingst, og hvis hun troede hun kunne stille noget op mod ham, så ville hun vidst få sig noget af en øjenåbner. Han havde trods alt også været vant til at slås mod de store hingste siden han var helt lille - dog uden ret meget oplæring. Det gjorde ham kun mere forudsigelig, for når hans leg blev lidt for voldelig, så var der ingen regler.

Han svarede ikke på hoppens ord, og det der freak kunne lige så godt være noget hun bare sagde for at forvirre ham. Han snappede dog ikke efter hende igen, men snuste undersøgende til hoppen. Den mimdrende mule søgte også remmen omkring hendes hals, som han aldrig havde set noget ligende før. Det var da en underlig ting, og behagelig kunne han ikke ligefrem forestille sig at være. Det måtte da sidde og gnave hvis det blev for varmt, eller hvis der kom sand i.... og den måtte da være ubehagelig hvis man i forvejen havde svært ved at få luft på grund af lange løbeture eller andet der ville kræve anstrengelse. Det ene af de små sorte ører tippede en smule bagud, før det gled frem igen, men ellers ignorerede han bare hendes opførsel.

18

Tracker | Tables | Plots | Application

[11]

                 New life..                    

Tagg: MS & Titan

Han syntes et øjeblik at få interesse i helt andre ting.. Dog var hun ikke helt så fornærmet, som hun kunne være blevet, da hans interesse stadig var på hende. Så længe hun var midt punkt var alt nogenlunde sikkert. Hun slog irriteret med halen, da han snuste til hendes halsrem. Hun var ikke tilfreds med hans tavshed og hans interesse i hendes halsrem, så hun slog med hovedet og lod hovedet suse frem mod ham for at ramme ham i skulderen med næseryggen. 
 Freak ville være hans nye navn, om han så kunne lide det eller ej. Det var for sent for ham, at lave det om. Han skulle dog ikke så meget som tænke, på at give hende et navn, hun havde haft nok øgenavne i sit liv, hun manglede ikke et til. Tsk, hun kunne acceptere Ghost, men så længe man ikke gik videre og kaldte hende noget andet end et spøgelse, så kunne hun acceptere det. Hun ville helst ikke ud i noget kamp med den sorte, men hun kunne ikke forvente at han holdt sig på måtten og lod hende få et gratis slag ind.. Mon ikke dette friheds land med bjergene her havde et navn? Hmm.. Måske Freak kunne fortælle hende det.. Nej, rettere sagt, Freak skulle fortælle hende det. 

"Freak! Hvad hedder landet" 

Igen var tonen tom og hendes overlegene, dominante kropsprog fortalte, at det ikke var et spørgsmål. Hvis han ikke kunne fortælle hende navnet på landet i det mindste, så kunne hun lige så godt give ham et slag i hovedet med sin tyndhåret, hvide hale og gå sin vej. 

New life

words: 312 | tag: Morgra

♣

Hoppens hidsighed prallede fuldkommen af på den sorte hingst. Hun måtte da gerne tro hun kunne opføre sig som det passede hende, men på et tidspunkt ville hans grænser dog også være nået, og så ville hun ende med at skulle underkaste sig. Han hørte hende godt tale, men han svarede hende ikke - ikke lige med det samme i hvert fald. "Fortæl mig dit navn først" svarede han så. Han ville da ikke bare gøre som hun sagde og fortælle hende hans eget navn eller landet hvis hun ikke selv ville give noget til gengæld. Det var hende der ville have noget at vide - altså måtte hun give først. Som sådan havde han ikke behov for at kende hendes navn. Han havde ikke behov for nogens navne, for så længe han kunne genkende dem han kendte, og finde frem til dem, så behøvede han ikke at skulle gå og råbe efter nogen. Sjælene omkring ham skulle skam også nok finde ud af hvis det var dem han talte til - og det var sjældent han havde en hel masse at sige, hvis han ikke var indblandet i en form for diskussion - ophidset eller ej.

Hoppens hoved mod hans skulder slap hun ikke helt fra uden gengæld. Dog var det en lidt anden måde denne gang. Titan bed ud efter hendes man, og gav et kast med hovedet for at hive i den tot han havde fået fat i. Så måtte hun jo ligesom lade være med at provokere ham. Han holdt stadig fast ved at det var hende der var trængt ind på hans område, hende der måtte underkaste sig - og hende der måtte give efter hvis hun ville have noget som helst ud af ham. En lille stædigheds-magtkamp kunne man måske godt sige de havde gang i, og Titan var for stædig til at lade hende vinde.

19

Tracker | Tables | Plots | Application

                 New life..                    

Tagg:Signe & Titan 

Det her var direkte åndssvagt.. De var begge alt for stædige til at lade den anden vinde og Morgra var sikker i sin sag, om at han vadede ind på hendes område som en eller anden spyflue.. Hun slog kort med hale, inden hun 
udstødte en irriteret, hæs lyd fra sin næse, da han rev hende i manen. Han blev da bare mere og mere irriterende, hvis hun havde haft lidt flere muskler på den hvide krop, så havde hun nok langet ham sådan en på sinkadusen, men den tid skulle nok komme. Han skulle nok få, at se hvad den hvide hoppe var gjort af.. Han skulle være den første i den kø, der ville være til den tid. Hendes lille Freak, skulle nok få at se hvad hun var gjort af, men han kunne jo ikke sprede nyheden om hendes ankomst, hvis han hellere ikke havde et navn at give dem. Hmm.. Hun gad ikke give ham hendes rigtige navn.. Det ville være en alt for stor pris at betale for hende. Især når hun ikke var stærker og langt fra ville kunne klare sig optimalt i disse omgivelser. Hun var vant til en blødere bund og en smule mere plads.. 
Et lettere slesk smil der varslede om fremtidige planer om hendes hævn mod den sorte Freak. 
"Ghost. Sig mig så landets navn, Freak" 

Denne gang havde hun en mere nedladende tone med særligt tryk på hans nye navn. Nu havde han fået hvad han ville, så skulle han også give hende hvad hun ville have fra ham. Det var en simpel bytte-handel. En de to stædige bæster bare måtte finde sig i. 
Hun lænede sig frem imod ham for at skubbe han tilbage, i hvert fald gøre et forsøg, inden hun brød kontakten og vendte siden til hvorefter hun begyndte at gå ned omkring siden af ham, i forbi farten slog hun arrigt med halen - sigtede efter ansigtet, hvis det var muligt i denne vind. Derefter fortsatte hun blot videre ned af han flanke og en heste-længde op af stien, før hun valgte at vende rundt og vandrede op af den anden flanke..