Beneath the Savage Sun

[1]

Hvis Drezar's liv hos hans ejer, på de trygge folde og med dansen foran hundrede af mennesker havde varet længere, var det ikke til at sige, om den spraglede hingst med de indadvente ører havde tillagt sig andre vaner, når det gjaldt hopper. Hans erfaring med dem havde været begrænset, for det var kun få hopper han i sit liv havde bedækket, og derfor havde han anset hver og en som noget helt specielt. Han vidste, at ældre avlshingste, var ligeglade med den magi der nærmest opstod, når to sjæle havde danset en dans sammen, der havde ført til netop det, som nu var sket imellem den roanrøde hoppe og ham selv. Hvis blot hans liv havde fortsat, som det gjorde, inden piraterne var kommet efter ham, havde han måske ikke været interesseret i det, som nu fulgte; eller måske havde han? Hans sind havde altid været hans eget, mildt, ærligt, hingstet. Drezar kunne ærligt ikke selv forestille sig, livet som føl-producent uden at have hjertet med.
Netop hans hjerte, som bankede ædelt i hans bryst, havde han altid med sig. Uanset hvad han gjorde, og uanset hvor spontan hans handlinger end måtte være, så handlede han aldrig uden hans hjertes accept. Og derfor kunne han ikke forlade hoppen efter bedækningen var ovre - for sådan var han ikke. Og derfor, da han var gledet af hende og tilbød hende opmærksomheden fortsat, bankede hans hjerte tilfredst i hans bug.

Hoppen foran ham, som han over timer nu havde kommunikeret tavst med, rakte mulen frem. Han lod hende, ja, faktisk stivnede han nærmest i sin bevægelse, for at holde hovedet mussestille, imens hoppen rørte ham. Fra mulen, op langs kæben, op til panden. Hver en lille bevægelse hun gjorde sig opfangede han, og hver en berøring hendes mule gav ham, sendte nærmest bølger af sitren igennem hans krop. Han var endnu helt oppe på mærkerne; for hoppen her, trods der ingen følelser var imellem dem, ud over de rene instinkter, havde vundet hans opmærksomhed, og uanset hvad der skete, ville han altid tilbyde hende sin opmærksomhed og beskyttelse, hvis det skulle blive nødvendigt.
Da hoppens sirlige berøringer flyttede sig ned langs hans hals, udstødte han en dybt og hingstet brummen, som bar præg af tilfredsstillelse og udmattelse. Selvom hans sanser, hans krop, endnu var vågen og klar på kamp, da var han udmattet. Det at gøre kur til en hoppe og bære det til ende, en krævende dans, som han havde udført med glæde, var en anstrengelse som var nødvendig og rar; men bagefter måtte han tillade sin krop at samle kræfterne igen. Han kunne på intet tidspunkt tillade sig at overbruge sin egen energi, for da at komme i underskud - og derfor, da hoppens gnubben langsomt begyndte omkring hans hals, lod han sin imponerende holdning afslappes let og hans egen mule søgte omgående frem imod hendes roanrøde skind, for at gengælde den gnubben, hun gav ham.

Imens han gnubbede hende og omvendt, vippede han sine krøllede ører rundt. Hele tiden lyttende, hele tiden opmærksom på hende. Han hørte endnu hver en lyd, som den roanrøde hoppe undslap, men ligeså hørte han hver en lyd, som omgivelserne afgav. Hvordan viden susede diskret forbi dem. Hvordan en fugl i ny og næ gav et pip fra sig. Hvordan sandet om deres hove nærmest rislede, når det blev flyttet hen over deres ben. Alt opfangede han, imens hans bevægelser med mulen langsomt blev sat ned i tempo, og blev mere grundige. Han mærkede hende, som hun mærkede ham, og alt imens faldt hans voldsomme hjerteslag, til en rytmisk dunken i hans bryst. Endnu slog det kraftigt, men langt mere roligt end før. Og så længe hoppen ville have ham i sin nærhed, ville han blive der - for selvom han ikke kunne gøre krav på hende, i det hun var en fri sjæl, ville han stadig søge at 'opholde' hende, indtil hendes brunst gik på held, så han kunne være sikker på afkommet var hans. Endnu en ærlig handling som han ikke lagde skjul på - men ligeså stod det klart, at han aldrig ville gå fra hende, for blot at forsvinde. Altid ville hun kunne komme til ham, og altid ville han opsøge hende i ny og næ; for speciel det var hun, og det var i sandhed noget som faldt i hans smag.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

- Dagen Efter -

Natten var forløbet i ro og mag. Havet var gået til ro, så snart solens stråler havde lagt sig i vandkanten og det samme havde de to udmattede sjæle, som havde afgivet deres kræfter til den krævende, men yderst værdifulde dans. Det havde krævet utrolig meget energi og koncentration fra begge parter, at blive kørt op til sådan en forestilling, og den ydelse de kunne give ved at lade kroppen modtage de delikate impulser, fra noget så enkelt som et åndedrag imod partnerens skind. Hvert et signal var blevet aflæst med stor præcision og reaktionerne havde blot været milisekunder efter, og enhver var blevet udført med elegance og tegn på styrke. Resten af dagen var blevet brugt på pleje og værdsættelse, indtil de af natur var gået hver til sit, og til ro, men hvor hoppen der besad det ildrøde skind ikke blev ladt ude af syne, af den spraglede optræder.

Morgenlyset havde lagt sig og en kølig vind blev bragt ind fra havets rolige bølger, der skvulpede barnligt i vandkanten. Hoppen havde nu været vågen i et stykke tid, og havde blot nydt omgivelserne og indtaget det hele i fulde drag, med de krystalblå øjne imod solopgangen. Energien var tilbage, men det var tydeligt at gårsdagens hændelser havde tærret på hende. Hun var sulten og hun var tørstig. Munden føltes tør og maven tom, så hun havde allerede besluttet sig for, at hun snart måtte søge tilbage mod øens ende, for at kunne være sikker på at finde noget føde. Da solen langsomt var krøbet op ad morgenstunden og vandet havde fået lidt varme, havde den slanke hoppe ikke kunnet dy sig for at møde det kølige, omfavnende havvand. Hun havde skudt et flygtigt blik imod den stadigt hvilende hingst, som sikkert havde været en anelse mere anstrengt end hende, og havde da bevæget sig ud i det rolige havvand, med morgensolen tittende i overfladen. Sandbunden føltes blød som den tog imod hendes bevægelser, og vandet steg langsomt og indtog hendes røde krop. Det var en absolut fantastisk følelse, der spredte sig i den sandbetonede krop. Køligt og direkte forfriskende.

Solen var nu næsten ved at være helt oppe, og Constance var langsomt begyndt at bevæge sig ind på land igen. Med solen i ryggen var det nærmest et magisk syn, som den ædle hoppe trådte op fra det friske havvand, med vandperlerne i pelsen, som glimtede i solens lune stråler og trillede langs den velbyggede krop. Den stærke, hvælvede hals var beklædt af de små perler, og de friske, krystalblå øjne stod tydeligt frem fra den ildrøde pels. Der gik ikke længe før hun stabiliserede sig i sandet ved vandkanten, og problemfrit fik rystet den værste mængde vand af sig. Et lettelsens suk af fryd forlod hendes bringe, idet hun endelig lod sit fængslende blik søge opmærksomt imod den spraglede hingst, som stadig virkede som den mystiske bejler, der var som skabt til intrige...

Nattens milde briser havde kærtegnet de to heste, alt imens stilheden var gledet over dem. De havde valgt at gå til ro, i selv samme område som deres dans dagen forinden havde taget plads; det område, hvor deres kroppe var blevet forenet i en ærlig sammenslutning som sjældent var set før. Drezar, den spraglede hingst, havde siden ikke veget fra hoppens side, og forunderligt havde hun ej heller veget langt fa hans. I de stille timer, hvor den spraglede havde samlet sine kræfter i stående sovende stilling, var den roanrøde hoppe vandret til vandets kant og ladet dets brusende kræfter omslutte hendes ben.
Morgensolens varme stråler var det, som i sidste ende fik ham til at rykke hovedet og trække sindet tilbage fra drømmendes slørede verden. Han prustede et par gange, inden en doven brummen steg fra hans rummelige bug. Han vippede en enkelt gang med de krøllede ører, lyttende efter hoppens åndedrag - men ej var det at finde. Med ét hev han hovedet op med en hingstet lyd, en blanding af et hvin og en overrasket brummen; ja, man kan sige han pludseligt blev vækket med et sæt. Han spejdede nærmest febrilsk efter hoppen, som han troede havde forladt ham - men lige så pludseligt som han var vågnet, lige så pludseligt fik han øje på hende.

Solens stråler stod bag hende, kastede de endnu sarte stråler ned i vandets overflade, som sendte dem videre op omkring hendes krop. Hendes slanke ben, som kærligt var omringet af vandets nærmest glødende overflade, og som hun trådte op fra vandets, i Drezar's øjne grusomme domæne, lignede hun i sandhed noget fra en drøm. Han måtte knibe sine øjne let sammen før han kunne stille fokus på hendes roanrøde krop, der yndefuldt trådte skridt for skridt op i sandets bløde mængder. Hans brummen blev tavs, nærmest saglig ved tanken om hun endnu var der, og derpå satte han med fornyet styrke imod hende; fjedrende skridt, prægtig bæring og en dyb sigende brummen satte vibrationer i hans lunger; hun var i øjeblikket hans og dette lagde han ej skjul på - ligesom han ej havde lagt skjul på sin hengivenhed overfor den rustfarvede sirene. Nok var hans kontakt med denne roanrøde ikke på samme niveau; men hun havde alligevel formået at fange hans ærlige interesse, og det at han havde holdt på hendes, var han skam kun stolt over.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

number

Det var lyden af en salig og lystig brummen, der mødte hendes øregange. Lyden af en hest der med fuld tilfredshed havde fået øje på noget, som behagede ham. Det var dog mest af alt synet der behagede hende, som hendes blik blev fanget af hans spraglede ydre. Ikke nok med at hans asymmetriske beklædning var iøjnefaldende, men selv den helt simple akt at bevæge sig, var en fryd for øjet. Bæring, holdning og bevægelser, som uforklarligt tiltalte alt der kunne forekomme hos den roanrøde hoppe. Men selvom alt dette var interessant for hende nu, så var en rød lampe alligevel begyndt at blinke - hun skubbede dog den varslende farve til side for nu. Stadig var hun ung, men af bedste alder - tanken om hvad sådan en passioneret dans må føre med sig havde ikke sat sig hos hende, endnu - skønt hendes uskyld netop var forsvundet ud i den blå luft, men bestemt ikke var blevet spildt.

Det var ikke nogen svær opgave for ham, at vække ilden i de krystalblå øjne, som de lod sig fængsles af hans blotte tilstedeværelse, som elegant nærmede sig. Allerede dér begyndte hoppen at spænde op og halen blev hævet, halsen hvælvet og de mandelformede ører blev vendt frem. Det yndige hoved var vendt en anelse til hans side, så hun kunne få alt inden for synsvidde, for netop nu var hun yderst opmærksom. Det var langsomt ved at gå op for hende, at der var en del kontrol hun var ved at miste, og den største frygt hun kendte til var at miste sin frihed. Som gav hun sig selv en reminder om at være mere påpasselig, var det dog diskret set i hendes adfærd, idet hun trak hovedet til sig så mulen kort strejfede hendes lune bringe. Det var med en spillende brummen at hun gik ham få skridt i møde og trådte ind på det tørre, lune sand, som blidt kærtegnede hendes hove. Her stoppede hun op, og lod hurtigt de forsigtige øjne løbe over ham, som skulle hun forsikre sig, at han var okay og at intet havde forandret sig. Stadig pulserede hormonerne rundt i hendes indre, og det satte en fjederlignende effekt i gang, som var hun klar til at reagere på hvad end han måtte sende hende af signaler. Utilregnelig og kåd var hun, men der lå en iver bag hendes stillestående facade, som atter ønskede at nå ind til ham, selvom hendes fortågede hoved sagde hende noget andet.

Den roanrøde hoppe, hvis aura havde holdt den spraglede fængslet i et døgn efterhånden, reagerede ifølge Drezar selv, ganske positivt på at han nu nærmede sig på nu. Han bemærkede også straks, at hendes krop atter reagerede, måske som følger af brunsten, på hans tilnærmelser, og med det samme begyndte han at samle sig. Hans skridt blev mere fjedrende, hans korpus blev samlet korrekt, halsen hvælvet og ørerne lagt let af spænding. Hans hingstede lyde blev mere intense og ovre i karakter af hvin, imens han dansede imod hende, med større og større bevægelser.
Sandet omkring hans ben blev hvirvlet op, da hans skridt blev til hans dans, som han havde udført for hende dagen før. Han gjorde i princippet kur på ny - men denne gang vidste han, at han havde vundet på forhånd. Dette holdt ham dog ej fra at vise hans begejstring og vilje omkring at imponere hoppen, og han lagde ikke skjul på hans umage. Han ville gerne imponere hende, gang på gang på gang og blive ved med at forsikre hende om, at han var den rette hingst for hende.

Da han kom hende helt nær, svirpede hans hale omkring hans bagpart med næsten voldsomt kræft, inden han med et sigende hyl trippede imod hendes bagpart. Han vidste, at for at sikre sig et afkom, skulle han være over hende hele brunstperioden; men det stod ham klart i hans næsebor, at han havde fanget hende sent i hendes periode - og derfor havde han en idé om hun måske ville afvise ham nu. Hans instinkter drev ham dog til at fuldende hans kurmageri, om det så måtte ende i en afvisning. Hvis hun tillod det, ville det kun højne hans chancer for at blive fader til et føl, som denne fascinerende, smukke hoppe ville bærer. Hans mule kærtegnede hende omkring lysken med yderste følsomhed og forsigtighed alt imens hans ører, som var krøllet på ganske særlig vis, var rettet lyttende bagud, for at opfange enhver brøkdel af lyde, som hoppen måtte afgive. Han brummede atter dybt, tilmed lokkende med hans sprøde røst, alt imens hans mule fortsatte omkring hendes lår; og han ville gå så langt hun tillod det, inden han ville forsøge en sidste bedækning.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Morgendagen havde bragt en god portion fornuft med sig, og hovedet var nu ved at indhente instinkt, med hjælp fra den opfriskende tur i havet. Ubehageligt kunne hun mærke hvordan nervøsiteten pressede i hendes sind, som hendes intense, krystalblå øjne opmærksomt observerede enhver bevægelse hendes spraglede partner afgav. Det gik nu op for hende hvor hurtigt situationen intensiverede, og hendes hjerte begyndte at hamre, imens hendes bløde, mandelformede ører rettede sig efter hingstens opstemte brum, der faldt over i stærkt-tonede hvin. Som var hendes indre krænget op i to sider, hvor hendes krop blev fyldt med varme, som blodet pulserede rundt af den rene adrenalin af hans nærvær, kæmpede hendes hoved imod, for at kunne håndtere hans hurtige tilnærmelser. Hun flyttede sig ikke fra hendes nuværende position, som følte hun sig opholdt ved synet af hingstens flatterende bevægelser, der vidnede om den utrolige styrke der gav ham den kontrol hans dans krævede. Overvældet holdt hun fortsat hovedet ind til sig, og trippede blot støttende på sandunderlaget, for at opretholde balancen og afgive blot lidt af den energi hendes krop havde givet hende. En spillende brummen optrådte nu forsigtigt i hendes bringe, og blev langsomt tydeligere - men den var dog svær at tyde, for den changerede til de lyse toner, der afslørede at hun følte sig presset. Konstant forsikrede hun sig dog om, at hun følte sig speciel, nu hvor han gjorde sit for at imponere hende og bekræftede at hendes valg af bejler havde været godt og velovervejet. Sandet hvirvlede op omkring dem fra hans bevægelser og den lette havvind var også begyndt at tage en smule til, så hele billedet udefra virkede yderst dramatisk, som deres fyldige man og hale begyndte at danse med.

Det var næsten mekanisk, for idet hun kunne mærke at hans mule rørte hende, stod hun fuldstændig stille med alle fire ben plantet i jorden, og hovedet blev kortvarigt skudt op og ørerne lagt tilbage. Det sitrede under hele hendes skind ved hans berøring, og det var gået op for hende hvor han ville hen. Ørerne var vendt bagud for at opfange enhver lyd og bevægelse hingsten måtte forsøge sig med, og langsomt knejsede hun i nakken, hvælvede halsen og førte hovedet om imod hendes skulder, for at kunne få klart blik over hans fremskridt. Efter få øjeblikke, hvor hun lige kunne nyde hans lune mule imod hende, begyndte en dybere brummen igen, og uden varsel rykkede hun svagt på sig. Uden nogen form for 'heads up' hævede hun det ene bagben pludseligt, for så at sætte det igen, samtidig med at den røde fyldige hale hævede sig i et kraftigt slag bag hende. Hendes ædle hoved blev skudt op med et hvin, for derefter at indfinde sig i den hvælvede plads igen. En fjeder var gået af, og hele situationen hylede hende ud af den, ved den store diskussion der foregik i hendes hoved. Om hun var fuldstændig tilfreds med at lade ham komme til igen, krævede lidt overtalelse...

Alle hans instinkter bød ham holde øje med hoppen konstant. Hans tilnærmelser blev givet på et tidspunkt, han godt kunne sanse var sent, i forhold til den optimale bedækning - og derfor måtte han være klar på hvad end der kunne komme flyvende af ben, hove og hale. Han havde prøvet det før - og sendt i brunsten blev hopperne som regel langt mere sure i deres adfærd, end i starten. Denne cyklus havde han stiftet bekendtskab med før; ikke at han forstod den, men han vidste at sådan hang det sammen.
Hans mule, der så sensitivt som muligt, berørte hoppen opfangede bevægelsen før hans ører fangede hendes lyde. Hendes sener trak sig sammen under hans mule og da hendes ben da blev hævet og hendes hale blev slået i advarende slag, da trak han hovedet til sig med det samme, hævede sin forpart og veg med forventning om et spark; i stedet lød et hvin med feminine toner og selv udstødte han et komplimenterende hvin, hvis toner blandede sig med hendes.
Hans krop blev øjeblikkeligt opstemt og hans bagpart forblev 'sat' bag ham, så den bar hans vægt. Hans forpart, løs og hevet, spillede en anelse med de muskler som han benyttede sig af til at løfte hans ben så graciøst og overlegent som han gjorde under hans dans; alt imens hans øjne beskuede hoppen, som han endnu stod ganske tæt på.

Han gjorde sig ikke yderligere tilnærmelser; i hvert fald ikke med en bedækning for øje - hendes tegn var tydelige, og han mistænkte hende for at afvise ham igen. Så hellere tro på at den sad i første forsøg, og om ikke andet, måtte han opsøge hende ved hendes næste brunst igen. I hvert fald ville han holde hende under sin radar, så at sige, indtil han var sikker på hendes drægtighed.
Han vendte derfor sin ædle krop rundt, så hans hoved var i samme retning som hendes, og med en lettere undskyldende brummen rakte han nu undersøgende mulen frem imod hende. Hans interesse var oprigtig, for både hendes krop og hendes væsen - og han kunne vel kun håbe på, at hun ligeså havde blot en vag interesse for at lære hans person at kende?

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Det var følelsen af ren lettelse, som spredte sig i hele hendes opspændte krop, da den brogede hingst reagerede med det samme, og veg væk fra hendes side. Det gav et mindre sæt i den forsigtige hoppe, da hingstens hvin lød kraftigt med hendes, og hun trippede et enkelt skridt til siden, stadig med tilbagelagte ører og blev hun stum. Først da, lod hun tøvende sine krystalblå øjne falde i hans, og det bragte hende i ro. Det var kun i et glimt at deres blikke mødtes, inden hun lod sit falde til jorden, men det var tydeligt at der havde været noget undskyldende i dem. For det var ikke noget hun brød sig om - at afvise ham - for han havde jo været så god imod hende, så hun ville nødig skulle tage det til det niveau, hvor en mere direkte afvisning skulle til. Dér havde hun én erfaring hvor en ung og kåd hingst ikke ville tage et nej for et nej, så hun havde været nødt til at slå fra sig, for ikke at skulle risikere at bære et af hans afkom - så hun havde nægtet at give op, skønt hendes svage krop næsten havde været ved at lade sig give hen til ham. Heldet havde dog været med hende og hun slap godt fra det. Man kunne næsten sige at gårsdagens dans var et vidunder, overhovedet at have fundet sted. For med den oplevelse havde hun ikke regnet med at ville lade nogen røre sig lige foreløbig, men mødet imellem dem havde været en eufori og overtagelse af naturen, som havde sendt dem begge i momentarisk uvidenhed om alt andet end lige dem, og dét øjeblik.

Hun sænkede svagt hovedet fra sin opholdt position, til et mere neutralt leje og lod den fyldige hale sveje uroligt bag sig, men i et langsomt tempo fra side til side. De mandelformede, tilbagelagte ører begyndte svagt at vippe for sig selv, som kunne de ikke bestemme sig for hvad de ville, men blev efterhånden tippet frem i mere tøvende maner - for hun følte sig lille - gjorde sig lille, for hun næsten hadede at skulle sætte sin usikkerhed frem for ham. Stillestående betragtede hun ham ud af øjenkrogen og et sus i hendes indre fløj igennem hende, da hans mule nu søgte hendes. Det var en bekræftelse, og hun havde håbet at han ville søge den - for hun ønskede at være ved ham lidt endnu, og at han ville beære hende med sit selskab, som han havde bevist værdig var jo en fryd. Han havde været galant og imponerende, og det var idéen om at Constance næppe ville støde på en hingst som var bedre end han, i nærmeste fremtid, at hun så inderligt ejede interesse for ham. For selvom tanken var skræmmende - muligvis at blive drægtig og skulle indtage moderrollen - så var hun i fuld ro over at det var denne kandidat som skulle skænke hende sin førstefødte.

Hans brummen berolige hende, og bragte endda et forsigtigt smil om hendes mule, inden hun lod sin lune mule møde hans. Nu begyndte selv en spæd brummen fra hende idet hun kontrolleret og smidigt lod sin mule stryge over hans, op langs hans stærke næseryg, hvor hun sirligt kunne nappe til hans pandelok i enkelte nap, inden hun atter trak hovedet til sig og lod sin mule føre sig hen til hans igen. Hendes brummen var spillende og det var nu tydeligt at humøret var på plads igen. Hans blotte nærvær og varme han ydede ved at stå ved hendes side var en sjældenhed for hende, som hun ønskede at udnytte - for hvem ved, hvornår hun kunne få lov at se ham igen?

Hvis man læste og forstod de tavse ord, som deres kroppe udtalte, så var samtalen allerede skudt i gang på gårsdagens møde; trods der endnu ikke var sagt ét ord imellem de to sjæle. Og dog, på trods af den tavse mine, så havde de to udvekslet langt mere end blot informationer om hinanden - de havde udvekslet deres kroppe med hinanden - så at sige.
Drezar, den spraglede, som nu havde tilbudt den roanrøde hoppe sin mule, efter at have ageret på den afvisning, som hoppen havde givet ham, vrikkede næsten dirrende med sine ører, imens hoppen tog sin beslutning omkring hans selskab. Hun kunne i princippet nægte ham kontakt og gå sin vej; at han så ville rende hende i hælene til hun skar det ud i pap, at hun ej længere ønskede ham, var så et bump på vejen de måtte tage, såfremt dette var gældende. Heldet synede dog at tilsmile ham, i det hoppen efter et par nærmest tøvende vrik med sine mørkerøde ører, lod sin mule røre hans. Hans brummen blev med det samme ærligt tilfreds; for det at hun endnu ønskede ham i sit selskab tydede på at han havde vundet mere end blot retten til at bedække hende den forgangne dag, men også retten til at opholde hende. Hendes sensitive berøring tillod han til fulde drag og drog et nærmest sagligt suk, da hun flyttede den op langs hans næseryg og helt op til hans pandelok. Han gav et lille ryk med hovedet, da hun nappede i den og udsendte en nærmest tavs og hingstet brummen, inden han delikat nappede ud efter mulespidsen hun besad. Hans blik, ærligt og kækt, sagde det hele, inden han stemmede sin krop op ved hendes side og hvælvede sin hals. Hans mule søgte kortvarigt en smule imod bringen inden han puffede imod hendes skulder; deres bekendtskab, som havde udviklet sig over det sidste døgn, stod nu overfor den næste fase - en fase, som var langt mere verbal, end den de havde gennemgået.
Med en sprød og lækker røst, der rungede helt fra hans dybe bug, brød de første ord nu frem fra hingstens strube.

,,Roanrøde hoppe, hvad må jeg kalde dig?"

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Det var rart endelig at gøre noget rigtigt, og at blive accepteret for det syndige væsen man nu var. Hendes fortids flokleder havde bestemt ikke accepteret hende, og grunden var hendes blotte eksistens. Det havde såmænd ikke så meget med hende at gøre, men mere om det uforklarlige emne, der kaldes kærlighed. En skønne dag ville hun nok forstå det, men lige nu bar hun nag, fordi hendes ungdom tillod det. Det var var meget mere fyldestgørende end at agere ordre fra en man var født ind under i rang, og som ikke kunne andet end at se nedladende og forhadt på en. Constance følte at hun gjorde noget hun egentlig ikke burde, men som nu var helt og aldeles okay - men hun havde tanken i baghovedet at hvis Iye havde fundet hende sådan her, ville det ikke blive et rart scenarie, og det fik hende blot til at smile.

Det var et befriende spil, de havde så nemt ved at udføre og som havde en befriende effekt på stemningen imellem dem. Constance brummede hoppet som reaktion på hans kærlige nappen, og det var rart at kunne give ham lidt igen. Hun mærkede hvordan han stemmede op ved hendes side, og hun gjorde fortsat et drillende forsøg ved at nappe ud efter hans pandelok, men trak hurtigt hovedet til sig, da hans ædle hals blev hvælvet og hans maskuline hoved blev ført hen til hende. Han puffede blidt til hendes skulder, og hun eftergjorde hans kunst, ved at knejse i nakken og forsigtigt puffe sin mule imod hans. Det var da, at hun blev helt forundret, da han producerede en lyd, som hun bestemt ikke havde set komme, og i et øjeblik så hun blot en smule forbavset på ham, som havde han pludselig skiftet farve. Men det havde været en dyb, hingstet stemme der havde brudt den nonverbale kommunikation imellem dem, og Constance betragtede ham nu med begge ører fuldt fremme og med de dybblå øjne flakkende søgende over hans ansigt, som hun lige indtog hans ord. Endeligt og langsomt vippede hun hovedet en anelse til siden og betragtede ham med et skævt smil i mundvigen, hvorefter hun lod sin egen, bløde, hoppede dog let ru stemme blande sig med den friske havluft, hvorved hun præsenterede sit navn.

"Constance." - og det var med den lette udtalte franske accent, som hendes navn bar præg af, at hun nu havde ytret sit første ord i hingstens selskab - "Og hvad må jeg kalde dig, hingst?"

[4]

Det var en stor gestus for den spraglede Drezar med de indadvendte ører, at hoppen efterlignede hans skulderpuf; at hun gjorde sig den bevægelse som han havde tilegnet hende. Den kontakt, som var imellem de to, var på dette tidspunkt ganske unik, og endnu en barriere var nedbrudt.
Bedst som hans sprøde stemme var blevet tilkendegjort, gled et næsten forbavset blik over den roanrøde hoppe. Han tillod sig selv, med hudløs ærlighed, at beskue hende med et passende smil over mulen; det morede ham på sin vis, at have overrasket på ny. Han brummede som på en måde sejrende, inden hans krøllede ører nærmest blev magnetiseret og trykket så langt frem de kunne; for nu talte hoppen. Hendes stemme var så langt fra hans sirenes, men var fængslende. Hendes blide toner, blandet med en rå undertone udgjorde hendes stemme, der både lød smuk og på sin vis prægtig - han kunne snildt forestille sig hendes toner skærer sig igennem et hvælv af lyde og stå klart og tydeligt i vindens hersen.

Hun præsenterede sit navn; med en accent der ej passede til de stemmer, han have overhørt i sin tid i hans gamle land. Den lød delikat, fremmed, men nærmest syngende. Hans brummen blev tavs imens han slugte hendes navn til sig, gentog det tavst for sig selv. Constance.
Hendes næste toner blev sunget i et spørgsmål rettet imod hingsten selv - hun bød ham at fortælle det navn han selv bar rundt på, hvilket et øjeblik fik en tænksom mine til at glide over hans mørke hoved. Han bar jo to navne; et givet af hans moder og et givet af hans ejer. Begge bar han med stolthed; men han var i tvivl om, hvilket navn han skulle præsenterer for den roanrøde hoppe. Han slog endeligt vagt med hovedet, inden hans sprøde og lækre røst endnu engang satte svingninger i luften.

,,Aye.. Constance. Du kan kalde mig et, eller begge, af to navne, for jeg er nemlig blevet kaldt begge dele. Jeg bærer navnet Drezar, et navn min moder gav mig, og navnet Jagdis, som min ejer gav mig. Du kan frit kalde mig hvad du vil."

Derpå tav han, imens han opmærksomt betragtede hendes udtryk. Han ledte efter reaktioner, tanker som hun med tydelighed ville vise ham; ville hun undre sig over, hvorfor han bar to navne? Eller ville det blot blive accepteret som et faktum, som den roanrøde hoppe ville tage til sig? Han berørte hende nu igen, sagligt og søgende efter hendes nærværd alt imens hans krøllede ører lyttede efter enhver antydning af nye ord, der skulle synges fra den roanrøde hoppes bryst.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

number

Det var med ophøjet ro, at hun betragtede ham med et glimt i de krystalblå øjne, som havde hun netop set sne for første gang. At han talte, og hans dybe stemme der var så unik for sig var noget hendes ører ikke ville misse. Hver en tone, som blev bøjet til ord blev hørt og indtaget med den fineste og fulde opmærksomhed, hun overhovedet kunne præstere at vise. Hans 'Aye' fik hende næsten til at skævle i fascination og undren, men mest af alt ved hans dybe røst. Begge ører var vendt helt frem, men på et punkt i hans sætning, ændrede hendes udtryk sig, og blev mere en undren end den positivt opmærksomme. I øjeblikket af stilhed, imens tonerne fra den afsluttede sætning hang i den friske, salte luft og han atter lod sig røre hende, tænkte hun. Selv lod hun halvgjort sin mule blidt puffe til hans stærke hals, og lod forsigtigt sig selv nippe til hans mankam, inden hun med bekymret og utilfreds mine, trak hovedet til sig og lod ørerne vende ud til siden. "Drezar..." - startede hun tøvende. "Hvem har nogensinde kunnet lægge så stærke bånd på dig, at de har kunnet kalde sig selv, for din ejer?" Spurgte hun uforstående og lod sit bekymrede blik møde hans. Havde han nogensinde skulle underkaste sig nogen på sådan en måde, at han ligefrem var blevet ejet? Aldrig havde hun dog hørt om sjæle der kunne være så kontrollerende. Ikke engang Iye havde været så grotesk. For hende var det at eje noget, rettigheder og privilegier. Hun kendte også til det, at hingste kunne 'eje' deres hopper, men aldrig havde hun hørt en hingst blive ejet af en anden. Hun forstod det simpelthen ikke.

Det havde været med det samme at hun havde følt et stik i brystet, da ordet havde fremkommet. Det stred imod alt hun kendte til, men hendes undren lå lige så meget i, hvor roligt han havde ytret det. Hun ventede blot på en forklaring, der kunne bringe svar og ro i hendes frihedsprægede sind.

[5]

Den roanrøde Constance, hvis blå øjne hvilede på ham, nærmest pirrede ham med deres tilstedeværelse, havde i første omgang haft et opmærksomt og nysgerrigt udtryk gemt bag den klare hinde, der kastede omverdenen tilbage fra hendes blå øjne; men efter hans toner, der havde talt om hans navne og deres oprindelse, ændrede hendes udtryk sig til bekymret. Han brummede med en studsende undren, inden han hævede sit hoved let. Hendes ord, der kom herefter, fik ham til at smile på sin egen ærlige, kække måde. Og han smilte nok mest af sig selv - for tydeligt havde han ikke formuleret sig korrekt. Han svirpede et par gange med halen, inden han slog med hovedet; en gestus, der skulle fortælle hoppen, at hans historie rummede langt mere, end hans første udtale. Hans sprøde røst brød da her frem igen, med den forklaring hoppen manglede.

,,Mit liv har været.. anderledes, end det jeg lever nu. Jeg er ikke vant til at leve frit, men i stedet hos mennesker. Hos.. to-benede væsner, som gav mig mad, rengjorde min pels, trænede mig. Ham, som min moder og jeg boede hos, det er ham, som var min 'ejer'. Men i min forstand var han altid en ven."

Hans kække udtryk, som nok mest havde været selvironi, blev nu mere vagt; det virkede faktisk til at det havde gået den roanrøde hoppe en anelse på, at hans liv havde været begrænset af en ejer; om end han ej forstod hvorfor. Han rakte nu spørgende sin mule frem imod hende med en tydelig dæmper på hans ærlige sind, hvorefter hans brune øjne søgte hendes blå. Hvad gemte der sig bag hendes bekymring? Hvorfor bar hun den? I landet her, lod der ikke til at være bånd på nogen, så det måtte stamme fra hendes tid før landet her - Ja, Drezar var af den overbevisning at alle kom 'udefra' som ham selv. Endda at alle måtte være døde, og dette var et slags efterliv, grundet hans egen vej hertil - men dette snakkede han aldrig højt om til nogen.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Hans smil der straks brøld frem på hans mule efter forklaring af hendes egen undren, virkede så ærlig, men fik hende blot til at blive endnu mere forvirret - for hun forstod vitterlig intet af situationen, som han fortalte hende om, og hun var ivrig efter t få en forklaring, der ville kunne fjerne tågen fra hendes spørgsmål. Hendes ører vippede opmærksomt bagud da hans svagt begyndt at svirpe med halen, og atter fremad igen da han kastede med sit ædle hoved - hun så fortsat til med intense og opslugte øjne, som var fængslet på ham i sådan uskyldighed. Da hans hingstede røst atter fyldte luften imellem dem, lyttede hun aktivt imens hun stadig bar et blik af bekymring - men selvom han forklarede hende det, så jo mere han fortalte jo mere lød det forkert i hendes ører. Hun forstod hvad han sagde - men langtfra ønskede hun at forstå, at han havde levet sådan. Det ord, som stod stærkest frem hos hende, fra hans sætning var de to-benede væsner. Mennesker, havde han kaldt dem, og det havde uden varsel givet hende glimt, der uvelkomment skar sig frem i hendes sind.

Hun var sikker på, at hun havde hørt om dem før. Som ung havde hun hørt skrøner og historier om dem, og jo ældre hun var blevet jo flere tilfælde havde der været. Det havde været advarsler og skrækhistorier om heste, der pludseligt var forsvundet ud i den blå luft over natten, eller som var vendt ud for at søge noget, men som så aldrig var vendt hjem igen. Stærke billeder begyndte at arbejde sig frem, og hun blev i et øjeblik fuldstændig fraværende, for det gik nu op for hende. Det havde været dem, den dag hun mistede sin familie. Hvin og råb fyldte hendes ører, men alt var stadig utydeligt, og med ét fik hun rystet på sit hoved - og 'vendte tilbage' til nuet. Constance fik genopvundet øjenkontakt med Drezar, som betragtede hende spørgende, og hans mule var blevet strukket ømt frem imod hende. De krystalblå øjne hun besad flakkede i et øjeblik hvileløst i mellem hans mule og hans mørke øjne, og det gik op for hende at hun trak været hurtigere end normalt - så hun holdt vejret, blev rolig i blikket, og nikkede dertil sagte, i et forsøg på at sætte status, at hun accepterede det han fortalte hende for nu. Der var stadig meget hun ikke forstod, men de få ting han havde fortalt hende gav hende så mange svar, som hun havde søgt lige siden hendes ankomst. Nu dukkede der så blot endnu flere ubesvarede spørgsmål op, men som hun ville give sig selv tid til at tænke over. Det var et puslespil der skulle samles for at gå op, og brikkerne var ikke alle i hendes varetægt. Hendes egne intense, krystalblå øjne der nu havde genvundet ro, blev lagt i hans æstetiske brune øjne, der næsten fik det til at sætte en svag pirren i gang under hendes skind. Langsomt satte hun, efter et øjebliks tøven, sin mule hen til hans.

Det var tydeligt at hun forsøgte at samle ord, og hans blotte tilstedeværelse lagde en dæmper på hende - for havde en anden fortalt hende dette, var det ikke sikkert at hun ville reagere som hun gjorde. At det var ham, gav hende grund til at give det en chance for forståelse. Men det stred absolut imod alt, hvad hendes liv havde lært hende. Mennesker skulle frygtes, og de havde været det frygtede - det ukendte, og faldt man først i deres varetægt var det slut. Constances fortid sluttede med et brag, inden hun vågnede op på Leventera. Der var meget hun ikke kunne huske, men nu var strømmen sat i gang og efter hvad Drezar nu havde fortalt hende, kunne minderne begynde at vende tilbage. Og det ville de - én efter én, når hun mindst ville vente det. Mennesket afsluttede hendes tid i den anden verden, men en tanke hun aldrig ville kunne sætte sig til rette med, var at hendes liv blev endt. Hun mistede ikke livet.

Hun hev dæmpet efter vejret; "Vi har levet to vidt forskellige liv, du og jeg." sagde hun næsten med smerte i sin stemme, "Og jeg forstår ikke dit forhold til disse, to-benede væsner..." Hendes blik blev sendt i jorden, for helt ærligt var hun på en måde bange - frygten for det sad så dybt i hende, og at vide at han havde været i kontakt med disse, var utroligt. Det ville kræve tid for hende at finde sig til rette med det, men intet tydede på at han var anderledes. Et svagt smil dukkede dog op på hendes mule, og begge ører genvandt sin plads ved at vippe fuldt frem og hendes blik blev atter fyldt med varme imod denne vidunderlige hingst. "Men det er vel alt sammen fortid nu."

[6]

Foran hans øjne forsvandt den roanrøde nærmest; ikke fysisk, men psykisk. Hun svandt ind i hendes ejet sind, lukkede de glinsende hinder der beskyttede hendes øjne. Fraværende var hun, som hun stod der og tyggede på de ord som han havde fremsagt. Hans egne mørke øjne, som bar toner af forskellige brune nuancer, der kunne falde i et med jorden, flakkede diskret og mere intenst over hendes smukke hoved, imens hendes sind havde bevæget sig bort fra nuet. Han betragtede hver en detalje i hendes hoved, fra ørerspids til næsebor. Hun var gennemgående smuk; men lige nu beskuede han ikke så meget hendes skønhed, men nærmere hendes tænksomhed, som var gledet over hende som en skygge.
Hvad der foregik i hendes hoved, ville han mægtig gerne have indsigt i; men kun magi kunne skænke ham adgang, og hverken troede han på det, eller havde nogen hensigt om at søge viden herom. Han brummede blot sagte og slog sig til tåls med at vente - men ej skulle han vente længe.

Hun var snart 'tilstede' igen, og hendes blå øjne blev atter nærværende, og den mule som han havde ladet søge frem imod hende, tog hun nu imod. Han brummede muntert og med det samme iltert på ny, da hun rørte ham; men ej så opstemt som han tidligere havde været. Skyggen var gledet over dem, den seriøse stemning havde slået rod; der var ting, de to skulle drøfte, før de på ny blot kunne føje instinkterne og lade tiltrækningen imellem deres kroppe og sind drive deres handlinger.
Den roanrøde hoppe, som under sit øjebliks fraværd havde holdt sine lunger fra at fyldes med luft, måtte nu hive et kort sekund efter vejret, da hendes stemme endnu blev spundet til toner, som formede ord. Han lyttede igen, nærmest magnetiseret, inden han med en dyb og nærmest accepterende brummen lagde sine øjne direkte i hendes. Hun havde tydeligt oplevelser der stred imod den kontakt han havde haft med mennesker - og spørgsmål efter spørgsmål dukkede frem i hans åbne sind. Hun forstod ikke hans forhold til menneskerne - men nu var det, han havde fortalt hende, heller ikke hele sandheden.

Han stod et øjeblik nærmest og bed sig i underlæben; han tænkte, han overvejede, for hoppens ord bød ham på ny at uddybe hans fortid. Dog var dette et emne, som var noget svært at åbne op for, mest af alt fordi han havde fortrængt det. Fortiden var årsagen til så meget ondt, som havde overskygget de glæder han havde haft. Med tiden håbede han, at han kun ville huske glæden - men i og med hans frygt for havet og årsagen hertil endnu stod nærmest brændt i hans indre, som havde glubske flammer efterladt kun dét tilbage og brændt resten af hans minder af, da var hans fortid ej et emne han havde omtalt overfor nogen endnu. Men alligevel følte han, selvom alt skreg imod det, at han burde fortælle hende blot nok til at hun kunne forstå? Hans tænkende brummen blev nu intensiveret, inden hans toner blev formet til ord.

,,Mit forhold til mennesker er mere nuanceret end som så. Mit forhold til den mand, som gav mig mad og kærlighed er én ting, men jeg har selv oplevet bagsiden af medaljonen. Endda mistet enormt meget i menneskernes hænder."

Han ville utroligt gerne fortælle videre, men det var som om halsen snørede sig sammen. Han hævede derfor den lange, velansatte hals og skævede et kort øjeblik ud til siden; han gemte sin handling lidt bag et ønske om at inspicere omgivelserne efter farer, selvom hans hensigt blot var at undgå hun skulle se den pinsel der et øjeblik gled over hans blik. Tankerne om alt efter piraterne kom, var for hårde til han på nuværende tidspunkt kunne åbne op for den del af hans minder, og derfor forseglede han det blot. Herefter vendte han blikket tilbage til den roanrøde Constance, der nu havde fået tid til at tænke over hans ord på ny.