Beneath the Savage Sun

| 13 |

Constance

location: Zenobia | time: At Sunrise | tag: Drezar

Zenobia, øen beklædt med sand, der i sin enkelthed bar utrolig skønhed. Det var bare om den rigtige sjæl var der til at værdsætte den. En ung hoppe, med muskler beklædt af roanrødt skin, vandrede over Zenobias land, med venstre skulder vendt ud imod kysten. For længere syd, havde hun krydset havets lave vand og havde gjort den besværlige rejse fra Enophis til her. Ikke at den ville være særlig besværlig i nogen af de andre måneder, men nu var landet altså indtaget af vinteren, hvilket bragte den kølige vind med sig, og temperaturen dalede ofte en betydelig del. Vandet havde derfor været koldt, men Zenobia havde vidst sig at skænke en anden oplevelse af vinteren. Der var næsten intet sne af betræde, som ellers så ofte kølede koderne og gjorde det hele en tand koldere. Det var første gang at hun betrådte denne ø. Hun var ankommet og opvågnet på øen, Leventera, hvorved hun havde været omtåget og svagelig. Efter at have brugt flere uger på at komme sig, ikke blot fysisk men også mentalt havde hun lagt sin søgning ud på at finde sit hjemland. Hendes fortid var i et stort virvar, og de sidste dage havde kun nået hende i små bidder i drømme. Der var intet hun følte sig komplet sikker på, og langsomt var det ved at gå op for hende, at den rejse ville blive meget længere end hun havde regnet med. Ja, måske endda umulig.

Efter at have overnattet ved en lille dal, på det første stykke af øen, var hun vågnet tidligt for at begive sig videre i udforskning. Solen ramte øen blidt ude i horisonten og sendte skønne lysskast over havvandets flade. Den slanke hoppe arbejdede sig frem i skridt, i det gyldne sand, og gerne i et friskt tempo. Hun var nemlig påvirket af den særlige cyklus, som enhver hoppe ville blive udsat for. Det betød blot at energiniveauet var hævet, sanserne styrket, og humøret var let påvirkeligt og svingende. Ellers var der ikke så meget andet der gjorde det tydeligt, og Constance lagde ikke meget i det. Hun så det derimod som en fordel, når hun var alene, at kunne udnytte den ekstra energi, som hormonerne begavede hende med. Af ren og skær rastløshed, slog hun med det yndige hoved og afgav et feminint hvin fra sin strube. Skridten blev øget til en trav, idet hun flyttede sig ud til vandkanten, så sandet sjappede efter hende. Vinden var rolig, hvilket fik den til at tage let fat herude ved kysten, og gav de røde lokker et godt og pjusket saltvandspræg. Nakken blev knejset, og de stærke ben blev hævet godt, som hun førte sig frem i et godt tempo. Det var ren nydelse at kunne mærke energien blive sat i drift.

code by ♥

[1]

Foran ham bugtede havvandet sig ind over det bløde sand. Vinden var ganske let denne dag, og solens stråler stod højt, på trods af årstiden. Nok var denne dag en af de korte, men det var en rigtig flot dag - hvis man havde tid til at beundre det. Drezar, en spraglet marwari, havde dog ikke tid til at overveje solens stråler, det dejlige og smukke syn som ørkenmundingen var; for han havde fokus på vandet. Han havde stået og vævet ved strandbredden i flere timer, betragtet vandets gentagende skvulp ind over sandet og op imod hans hove.
Hver gang vandkanten nærmede sig, veg han flere skridt med høje fnys. Han frygtede vandet, efter hvad der var ham hændt, og rigtig længe havde han med vilje undgået at befinde sig på stranden. Han havde dog efterhånden været så længe på denne ø, og i store perioder isoleret; så han havde taget en beslutning om at søge ud på en af de andre øer i håb om at se andre igen. Nok ville der gå en rum tid, før han så hans sirene igen, men han håbede at hun var flytbar, så at sige.

Han havde efterhånden forsøgt sig med at gå ud i vandet 10, 20, 100 gange. Hver gang nåede han kun at få sine hove dækket, inden han kastede sig ind imod landet igen. Han syntes det var direkte pinligt, men så længe han var alene, turde han godt gøre sig sine tøvende forsøg. Så var der ingen til at beskue ham og ingen til at dømme ham. Hvis Thork havde været her, havde han virkelig været på den; men på den anden side, så ville Thork have oplevet det samme, så måske han forstod.
Til sidst blev den spraglede Drezar næsten arrig. Han fór frem mod vandet, som ville han angribe det, for blot at kaste sig nærmest i vildens sky tilbage. Det nyttede ikke - men han nægtede at give op. Han var ikke indrettet til at give op. Men så var det, at noget andet fangede hans opmærksomhed.

| 16 |

Constance

location: x | time: x | tag: x

Sandet der fik hendes skridt til at virke tungere og tungere, gjorde det op for, at hun endelig slog over i en kort galop, som hævede hende op fra det våde sjap. Det var en lettelse at kunne strække de slanke ben, imens hun tillod sig høj haleføring med den røde, fyldige hale. Alt lod sig rive med, men stadig var der en form for kontrol over hendes bevægelser, og selve galoppen som på sin måde i gangen, var holdt godt tilbage. Havets bølger, der skvulpede og lod sig strække et godt stykke ind over sandet, kunne af og til strejfe hendes hove, så små vandperler fløj op og satte sig på den tætte pels. Endelig lod hun farten sænke sig, da hun drejede om et hjørne af en af de mange sandbanker som prydede landet, og noget - en skikkelse - var nu endt inde for hendes synsfelt. Hun bragte da endelig sig selv til et forhastet stop, og sendte begge forben i sandet, for at bremse, så hun gjorde parade med næsten hele sin side til. Solen, der stod højt og klart skærpede for hendes syn, så skikkelsen kun var en sort silhuet i vandkanten, og Constance måtte kortvarigt knibe de krystalblå øjne sammen, inden figuren blev klar. En hingst med et særdeles spraglet skind tonede sig frem i det lille maleri, gjort af sandet, samt det iltre havvand og det unikke ved denne hingst var ikke svært at få øje på.

Stadig med en krop der pumpede af netop løsrevet energi, skulle hoppen lige finde ud af, hvad hun gjorde af sig selv. Det ædle hoved, gjorde et forvildet kast, efter at have betragtet denne hingst i løbet af få sekunder, indtil en åbenbaring var nået hende. Alle fire hove blev løftet skiftevis i takt, for at få god grund under hende, idet et lavtonet - dog feminint vrinsk forlod hendes strube. Hun havde indtil videre ikke regnet med at skulle støde på andre skikkelser end hende selv, ude på denne ørkenø - for nu, var hun blevet skuffet over øens manglende frodighed, hvilket netop ikke tydede på, at hun var tæt på sit hjemland. Det var en streg i hendes planer og et sænk i hendes håb.
Med det ungdommelige sind hun nu ejede, så hun med ophøjet ro imod denne hest, hun netop kun lige havde set, bevæge sig ud - og igen i en fart væk fra det fyrige havvand. Men de krystalblå øjne, som tydeligt stod ud fra den rødlige pels, bar entuisiasme, undren og et håb om, at han ville reagere - for selskab var tiltrængt, og hun ville ikke kunne gå den chance bi, endelig at få nogle oplevelser ud over det, flokken havde kunnet give hende. Godt nok var denne hingst en fremmed - men han var for hende en shaman, frembragt af hendes kreative og ikke mindst livlige sind.

code by ♥

[2]

Den spraglede Drezar, som havde forladt det vand han i timer havde prøvet at overtale sig selv til at krydse, havde allerede glemt hans kvaler herom. Det, som betød noget i hans hoved nu, var at han var på vej imod en hoppe. Helt dyrisk, bund instinktivt, var han opdraget til at behandle hopper på én måde. Han havde i sit liv også kun mødt hopper, når han skulle bedække, indtil han var landet her i Andromeda. Og selvom han havde mødt et par stykker på sin vej, var hans opdragelse stadig så udpræget, at han ved første øjekast altid opførte sig så ærligt omkring hans hensigter. Han kunne endda fornemme at hoppen han søgte imod nu var i brunst, hvilket fik hans instinkter til at sætte gang i fyrværkeriet i hans hoved.

Hans gang blev langt mere springende, jo tættere han kom på hende. Især efter hun havde vrinsket imod ham; det pirrede ham blot mere, at hoppen også viste interesse for ham. Da han var omkring 5 meter fra hoppen, ganske tæt, og for nogle for tæt, bremsede han brat op og hejste sin forpart i et lille stejl. Dybe, hingstede brum forlod hans mule imens de krøllede ører var vendt direkte imod den fremmede, fine hoppe. Da han landede på alle 4 samlede han hele sit korpus, trak bagparten ind under ham og begyndte at udføre den dans som han var trænet til. Han nærmest gik på stedet med imponerende knæløft og bæring, alt imens hans bagben dansede i takt med til hans forben. Han tog op imod 10 skridt i denne dans, inden han slap sin bæring og tog få springende skridt helt hen til hoppen, hvor han med hævet og hvælvet hals strakte sin mule hen imod hendes for at snuse til den. Hans næsebor var helt udspilede og hele hans fokus lå kun på denne hoppe, hvis brunst nu nærmest tirrede hans lugtesans. Det kriblede i hele kroppen for at få lov at udføre den dyd, som hingste nu var skabt til; og med mindre hun afviste hans tilnærmelser, ville han ikke være længe om at stille sig parat.

| 19 |

Constance

location: x | time: x | tag: x | wordcount: 851

Uskyldsren, som hun nu var, havde hun ikke haft meget at se til, når det stod til hingste. Hendes fortid havde begrænset hendes kontakt til det modsatte køn, og kun få unge bejlere havde strejfet selve flokken, for så blot at blive sendt bort uden tøven, af den modne leder. Der havde udspillet sig enkelte kampe imellem flokleder og unge, dumdristige udefrakommende, samt unge plage i flokken, hvis tid var nået til, at de nu skulle forlade flokken. De skulle ud og videre, så der ikke skulle ske nogle 'ulykker'. Det var dog ikke en hemmelighed, at lederen af flokken, en prægtig, kulsort hingst ved navn Iye, havde haft sin forkærlighed for magt. Ydede man ham ikke respekt, ville man få hans retfærdighed at mærke. Ellers var han meget omgængelig og havde altid sat flokkens sikkerhed først. Der havde dog én gang været en smutter, og en længere historie fortæller, hvordan den palomino-farvede hoppe, Adsila blev drægtig med en udefrakommende. Adsila havde dog en fortid med Iye, og efter flere alvorlige skænderier, tillod Iye, Constance - Adsilas førstefødte datter, at blive i flokken. Derfor var Constance aldrig helt vellidt i flokken. Altid havde der været nogen der havde skævet til hende, eller på en eller anden måde undertrykt hende. Dét, at hun ikke var af Iye, var ikke noget man sådan talte om. Det var bare vidst, så selvom den unge hoppe var vokset op i sikkerhed, betød det ikke at hun havde haft det nemt.

Instinkter var en kraft man aldrig skulle undervurdere. Det havde sådan en magt, at det var muligt for de naturlige drifter at slå de mest fornuftige og overvejende tanker fra, for så blot at gøre det, der virkede mest naturligt for sin race. Som et flokdyr, i en farlig situation, ville deres instinkt oftest være at flygte. Flygt, eller kæmp. Det var noget som sad så dybt i alle, at ingen burde bebrejde nogen, for en fejl, skabt af instinkt. Selvfølgelig er det en sag, der kan diskuteres, vil diskuteres og er. Selvom den unge, slanke og roanrøde hoppe var indtaget af hormoner, der nu havde sendt hende til det punkt i sin cyklus, hvor alt var på højtryk, så var hun meget bevidst om sine handlinger. For nok kunne en hingsts instinkt være, at formere sig, men lige så meget var det, for den unge hoppe at holde paraderne oppe og være forsigtig. Farer lurer over alt, og selv i det mest uventede. Nu hvor brunst påvirkede hende, og forsørgede hende med energi, var hendes sanser og reflekser på sit yderste. Som var hun i fuld kontrol over hver en muskel i hendes krop, kunne hun manipulere hver en trækning, hun ønskede at gøre.

Synet af hingsten satte for alvor gang i hendes indre, og fik hende straks til at blive en smule hys. Humøret var nemt påvirkeligt, og efter netop at have trykket for start-knappen på sit energi-niveau, blev der ikke holdt tilbage. Han skulle være forsigtig og yderst delikat, hvis han skulle håndtere hende - men hvis han gjorde det rigtigt, kunne det bestemt ende med at betale sig. Den roanrødes krystalblå øjne blev straks fængslet af den spraglede hingst, som stadig fremstod som noget uvirkeligt for hende. Af gestus og egen fremmelighed, spændte hun selv op i den velbyggede krop, hævede den silkebløde, fyldige hale og hvælvede halsen en anelse. Trippende med de lange ben på stedet lod hun de fløjlsbløde ører vippe frem imod dette prægtige indvid, som han nærmede sig i perfekt samling, og med lette, springende skridt. Hingstens eget energifyldte adfærd smittede af på hoppen, og da han gjorde holdt, intet mindre end fem meter fra hende, og hævede forbenene i et svagt stejl, lød der et svagt, opstemt hvin fra Constance, og endnu engang kastede hun med det ædle hoved, så den røde, fyldige man lagde sig tilfældigt om den stærke hals. Nysgerrig og imponeret var hun over den styrke hingsten bekræftede at han ejede, da han med præcision løftede hvert et ben i takt til det næste. Med en spænding fyldt i den rødlige krop, samlede hun sig, og brummede beroligende da hingstens mule nærmede sig hendes. Hans entré var intet mindre end imponerende, men det holdt hende ikke fra at blive skeptisk og forsigtig. Mulen trak hun en anelse ind imod bringen, og lod sig så stå fuldkommen stille, for at lade hingsten snuse til hende. De små ører var vendt afventende ud til siden, som hun indtog hingstens stærke duft, der nu var blevet gemt hos hende.

Hjertet bankede en anelse hurtigere hos hende, og af ren spændthed slog den hævede hale enkelte gange bag hende. Det var vigtigt for hende at holde hingsten oppe på mærkerne, og ville derfor være meget følsom overfor enhver slags berøring. Som deres muler strejfedes, kom der en svag, beroligende brummen fra hende, som alligevel på sin måde lagde op til spænding. Pludselig, uden varsel skød hun hovedet tilbage i et hvin - simpelthen for at skabe sig en smule, men hurtigt var hun faldet til 'ro' igen, og var atter nede med det kønne hoved. Hingsten var indtil videre accepteret.

code by ♥

[3]

Den spraglede Drezar med de krøllede ører havde nu nærmet sig hoppen, og endnu havde hun ikke sendt ham bort. Hans indledende dans havde vidst virket, som han ønskede det, for han havde fået hoppens opmærksomhed, det var tydeligt.
Hun gjorde flere små tegn til den spraglede hingst, om han opsnappede hver og én. Hendes små fine, nærmest beroligende lyde, som samtidig lagde op til andet end beroligende miner, pirrede hans indre med det samme. Det var som om hun spandt i hans ører, som han havde vendt helt frem. Efter han havde danset hans dans og havde bevæget sig hende nærmere, havde den roanfarvede hoppe selv samlet sin krop og i yndefulde bevægelser flyttet sig og hævet sit hoved. Han betragtede med det samme de fine træk, som han fandt i hendes mere røde hoved, hvor en blis gennemløb helt ned til hendes mule. Han spidsede sin egen mule en anelse, løftede overlæben blot en smule, da han havde strukket den frem for at snuse til hende. Hun havde pakket sig en anelse væk, hvilket var en klar hentydning i hingstens hoved; hun var en af de hopper, som værnede om sig selv. Disse typer var de svære, havde han lært - men også dem, som var de mest spændende. Han brummede dybt og hingsten med en sprød og nærmest lækker stemme, for at modsvare hoppens beroligende lyde der havde en pirrende undertone. Jovist, opmærksomheden var der endnu, og hun havde ikke afvist ham.
I det han skulle til at rykke mulen en anelse mere frem for at røre hende, hørte hans hendes lokkende lyde igen, lige inden hun slog hovedet op med et hvin. Selv trak han hovedet tilbage med helt hvælvet hals og løftede det ene forben samtidig med et højt og hingstet hyl forlod hans strube. Hans toner var endnu nærmest sprøde, men ligeså med en form for dominans. Ikke som så overfor hende, men skulle nogen se med, så ville han fortælle dem at de ikke var velkommende. Det her var deres øjeblik og ingen andres. Derpå satte han sin hov ned igen, for at strække mulen frem. Han lod den dog ikke søge så langt frem, at han kunne røre hende igen - dertil var de ikke endnu. Der skulle mere til. Med et dybt fnys hævede han sig ryg igen, i det han samlede sin krop. Atter begyndte han på hans dans, dog nu så tæt på hoppen, at der ikke var plads til at han kunne hæve sine knæ helt op. Hans hals var hævet og knejset fortsat og atter fik hans bagpart lov at gøre det mest af arbejdet. Han gjorde det langsommere denne gang og 'hang' nærmest i luften hver gang han skiftede bærende ben. Denne langsomme dans var endnu mere krævende af ham, end den han havde udført for hoppen da han hilste hende an; han vidste hende, at han havde både styrken og udholdenheden. Han var en rigtig hingst. Og ligeså var han en ærlig hingst. Derfor lagde han ingen bånd på hans hensigt, hoppen måtte hjertens gerne vide, at han bejlede til hende - for der var ingen skam i hingstens handlinger. Hoppen overfor ham, virkede også til at reagere på hendes instinkter, som den spraglede gjorde det, og med den intense stemning omkring dem, prustede hingsten nu atter dybt og langtrukkent. Men det man nu kunne høre i hingstens stemme, var en sælsom nærmest kælen tone, inden hans dans blev skruet endnu længere ned i tempo. Han stod nu op til et par sekunder på hvert bærende ben, inden han skiftede med stor overvejenhed og hele tiden var hans fokus på hoppens øjne. Han kunne sagtens lade sin krop arbejde og have hovedet et andet sted - igen noget, som få hingste faktisk kunne. I hvert fald få af dem Drezar havde set og kendt i sit liv. Igen spidsede han sin mule en anelse, inden han følende strakte den imod hende igen, fortsat med den hvælvede hals og hans dans igang. Han stoppede sin bevægelse få cm fra hende, hvor han lod sin mule 'hvile' alt imens han ventede hendes respons på hans tilnærmelser.

| 20 |

Constance

location: x | time: x | tag: x

Der kunne ikke lægges skjul på, at hun følte sig smigret. Han kæmpede for føden, så at sige, og lod bestemt ikke til at bære sig frem, som var det hele serveret på et sølvfad. Det viste at han ejede respekt, og en form for situationsfornemmelse, der var en vigtig kvalitet i en hingst - en mulig partner. Det var nu, at han skulle vise hvad han duede til, hvis han på nogen måde skulle gøre et indtryk. Hingste havde dog deres egne, forskellige måder at gøre tingene på, hvor nogen følte at de havde retten til at tage hvad som helst med magt, og forlange direkte underkastelse, hvor andre måske ejede en smule mere tålmodighed og finesse omkring deres fremgangsmetoder. Det hele ville i sidste ende komme an på hoppen - om hun af frygt med det samme ville antage den pågældende hingst som den overlegne uden tøven, eller om hun ville lægge sig i selen og skarve sig ud fra den normale måde at kommunikere på - at give modspil og finde den værdighed frem, enhver hoppe burde bære. Men når man befandt sig som hoppe i en flok, der hvor Constance kom fra, var det selvfølgelig naturligt lederhingsten, som havde retten til alt. For man ville selv have valget om at blive under den individuelles leders magt - og hvis man var utilfreds, var man velkommen til at gå. Så længe at man ikke føjdede rundt, da det ville ende med afkommets død, direkte efter fødsel. Der havde været få tilfælde i Constances levetid, og hun kunne have været endt som én af dem.

Alt hvad hingsten foretog sig, selvom det var uden det mindste ord, så sagde det ufattelig meget om hans karakter. Det var bitte små ting, som ville blive aflæst af hans adfærd, som den roanrøde hoppe observerede nøje. Ingen tvivl om, at han med det spraglede skin og velsatte muskler, også havde fokus på hver en detalje. Det var næsten et lille spil, der handlede om at reagere korrekt, og indtil videre havde hingsten ikke trådt forkert. Den unge hoppe følte sig mere og mere overtaget af nuet, og nød den opmærksomhed der blev lagt over hende, og den måde hans hyl på blid og indirekte vis, gjorde krav på hende. Hele den rødlige krop var spændt op, så de stærke hove skiftevis flyttede sig rastløs rundt i sandet, også næsten i en piaffe-agtig gang, blot meget mere nedtonet. Den røde, fyldige hale slog iltert bag hende, og aldrig lod hun de krystalblå øjne slippe hingsten, som endnu en gang bar sig med styrke og elegance - som var det det letteste overhovedet, men det var virkelig noget, som krævede styrke og balance ud over det sædvanlige. Han gjorde bestemt indtryk på hende, men hun var meget passiv med at vise det. Hans konstante, dybe, hingstede brummen gjorde hende dog helt salig, og endelig da han forsøgte sig igen ved at strække mulen frem, holdt han afstand og ventede tålmodigt på hendes træk.

Nu faldt også Constance til "ro", og stod igen stille og stabilt på alle fire ben, og lod dog kun halen sveje - det var næsten umuligt for hende at holde sig fuldkommen i ro. Mulen trak hun let ind imod bringen, som hun betragtede hingstens mule, der afventende blev holdt i hvile. Hendes krystalblå øjne fangede da endeligt hans, og forsigtigt, i en virkelig rolig bevægelse, lod hun sig mule føre frem og lod sig strejfe hans, inden hun med forsigtighed søgte op langs hans kæbe, og atter ned til siden af hans mule igen. Hun var forsigtigt trådt et skridt nærmere, og nu lod hun sig forsigtigt opsluge af hingstens bare nærvær, og deres rolige brummen kunne næsten mærkes, samt et par hjerter der bankede i hver deres bringe. Ørerne var blevet vippet ømt ud til siden, og Constance havde nu ladet den første del af sit forsvar falde.

code by ♥

[4]

Han ventede nu. Hans dans ophørte nu helt og hans krop blev stillet op i en perfekt parade, imens hans mule endnu hang. Alt var op til hoppen nu, for hvis ikke hun accepterede hans tilnærmelser, kunne han intet gøre. Aldrig havde han taget en hoppe med magt, så at sige, det var langt fra hans stil. Og selvom hendes hale blev ved med at hæve sig, selvom duften nærmest lagde en klap ned for hans fornuft, bukkede han ikke under og begyndte at tvinge hende rundt. Han var ikke som de andre; for han var Drezar. Og selvom han reagerede på hans instinkter, så respekterede han hopperne - på mange måder var han egentlig blot til for 'dem', skabt til at danse for dem, gøre kur til dem og bedække dem.

Drezar havde dog allerede lært en masse i dette land. For i dette land, havde han mødt hopper som han ikke blot havde skullet servicere, men faktisk også havde talt med. Lavet andre ting med. Det havde været lidt af et chok for ham at skulle begå sig på denne måde, men han havde langsomt tilpasset sig livet, som 'social' hingst, og ikke blot en hingst der så hopper, når de skulle bedækkes. Og selvom det var vanebrydende for ham, var han glad for denne nye tilværelse - men dermed ikke sagt, at han havde lagt sine holdninger og instinkter på hylden. Nej. Hans instinkter var det, som definerede den spraglede hingst. De drev ham frem i hans imponerende dans, fordi de fortalte ham, at han skulle vise hoppen at han var dem værdig. At han skulle vise, at hans gener var værd at give videre.

Spændingen var næsten ubærlig for den brogede hingst. Hoppen foran ham, med det sirlige røde skind, lod dog til at finde roen nu, og efter hun havde gjort det, set på ham og vurderet ham, da rakte hun mulen frem. Det sitrede helt i skindet på ham, men han stod stille, så længe deres kontakt varede. Hun rørte ham på mulen, op langs kæben og tilbage igen. Alt imens var hans blik direkte rettet imod hendes blå øjne, hvor de diskret søgte efter hoppens ærlige mening. Han så ingen afsky og ingen falsk mur, der skulle gemme hende for ham. Nej, han så hende. Og indtil hun trak sig rørte han sig ikke. Han kunne fornemme, at hun ville flytte sig, hvis han gik for hurtigt frem; og det var det sidste han ville have. Hans dybe brum holdt ligeså pause indtil hun havde sluppet ham, og derpå udstødte han et højlydt, sprødt fnys. Nu trådte han hende tættere, så tæt at hans bringe næsten rørte hendes. Derpå lod han sin mule glide forsigtigt, ja helt følende, ned langs hendes hals og ind under hendes lange røde man. Han rørte hende så forsigtigt, at det mest af alt var spændingen imellem dem, som kunne mærkes, alt imens han pustede sig op igen. Langsomt, men sikkert, begyndte han at kæle hoppens hals med sin mule, imens hans ene krøllede ører blev vippet ud til siden og lyttede efter de lyde, der nu end måtte komme fra den ildrøde hoppe.

| 21 |

Constance

location: x | time: x | tag: x

Hans fnys, der endnu engang understregede hans køn, fik Constance til at gøre et lille ophøjet nik, inden hun modtog hans nærvær. Hver en muskel spillede opstemt under det røde skind, og følelsen af den lune mule der med blide strøg kærtegnede hendes stærke hals, var nærmest ekstatisk. Selv lod hun forsigtigt sin egen lune mule søge langs hingstens stærke, hvælvede hals, der frembragte hver en muskel der repræsenterede den styrke han indtil videre havde fået sat. Hendes strøg var forsigtige og blide, men hun tillod sig at prikke lidt til hingstens reflekser ved at nappe blidt nær hans skulder, i små, forsigtige instrukser, der skulle guide ham - hvis han gjorde noget hun ikke brød sig om, skulle han skam nok få det af vide. De fløjlsbløde ører vippede opmærksomt og med små, hurtigere bevægelser hver gang hun opfangede den mindste smule lyd, der nu måtte komme fra ham. Deres vejrtrækning var rolige, men tunge og bevidnede om den rus de begge måtte føle.

Det var næsten fuldkommen fremmed for hende, og i øjeblikket tænkte hun ikke så meget over konsekvenserne - de langtrukne konsekvenser. Hun var blot opmærksom på, at skulle passe på sig selv, men indtil videre, efter nærmere vurdering kunne hun se en mulighed i den dansende hingst, med det særdeles særprægede skind, og de indadvendte ører, som gav ham et unikt udseende, hun aldrig ville glemme. I en lille hurtig bevægelse sænkede hun det ædle hovede, og nappede opvækkende til hans forknæ - ganske forsigtigt, og hurtigt havde hun hovedet oppe igen - ét, for at undgå mulige udfald, og med det samme lod hun sin mule stryge sig nær hans skulder, og op ved manken, hvor hun med dæmpet lyd afgav et svagt hvin fra sig, der var ganske undertrykt, men som viste hendes entuisiasme. Det var vigtigt for hende, at vise, at hun stadig gjorde alt for at holde ham ved 'bevidsthed', og at han ikke pludselig skulle vige fra hendes signaler.

code by ♥

[5]

Der gik, overraskende nok, ikke længe før hoppen foran ham ligeså rakte sin mule frem og rørte ved hans muskler. Hendes berøring fik ham næsten til at hyle igen, men han lagde bånd på sig selv, for ikke at jagte hende fra sig, nu hvor han havde fået lov at komme tæt på. Men åh hvor var det dog svært ikke at trippe bag hende nu. Det var endnu for tidligt, og derfor måtte han tænke, selvom det var svært nu; hovedet var slået fra. Det var også tydeligt for hoppen at se, at han virkelig brændte for det her, og så håbede han bare at hun ikke tolkede det negativt.
Lidt efter hun havde kørt sin mule ned langs hans hals og til hans skulder, nappede hun ham en smule pirrende, men også markerende. Han skulle ikke løbe om hjørner med hende, for da ville hun slå fra sig. Og det respekterede han til fulde. Hopper skulle ikke behandles som skidt, langt fra, så det var kun et fair krav fra hendes side af, at han ikke skulle være dum i hovedet. Med endnu mere ophidsede brum rakte han sin mule ned ved hendes skulder nu, hvor han langsomt kørte den op mod hendes manke. Nu var duften så fremtræden i hans næsebor, at han ikke kunne holde en flehmen tilbage. Han løftede sit hoved og krængede overløben op, for at holde på den dejlige duft så længe som muligt. Da først hans overlæbe faldt ned igen, gumlede han eftertænksomt, imens hans ører og øjne forblev rettet imod hoppen.

Hun nappede ham nu, lige over knæet; og nu hørtes hans røst igen. Et hingstet hyl forlod hans strube - for han havde faktisk aldrig oplevet, at en hoppe gjorde sit ligeså, for at holde ham oppe på dupperne. Det pirrede ham om end endnu mere og fik ham øjeblikkeligt til at ranke sig så højt han kunne. Ja, han satte faktisk vægten på sine bagben et øjeblik og løftede sin forpart blot en cm - for mere plads var der ikke til, når han stod så tæt på hoppen, hvis hjerte han nærmest kunne mærke imod hans egen bug.
Han tog hendes lille nap som et tegn på, at han godt måtte gå videre til næste trin. Hun havde mere eller mindre accepteret ham, det var tydeligt - nu skulle han så gøre det helt klart for hende, hvad der var i vente. Han tog derfor to skridt frem og placerede sig nu på hendes side, skulder mod skulder. Her lod han følende sin mule stryge hende over ryggen og ned mod krydset, hvor han med små forsigtig nulrende bevægelser med overlæben berørte hende forskellige steder. Til sidst tog han meget meget blidt fat med tænderne omkring hendes overlår, for at sende hende lidt den samme gestus, som hun havde sendt ham. Han fortalte hende nu, at han ønskede at bedække hende, men atter gav han hende tid til at fornemme situationen og evt. afvise ham. Ikke at han håbede på det nej - han håbede på at hun gav hans ærlige sind lov. Hans dybe, lokkende lyde fortsatte i rolig rytme alt imens hans flanker hævede og sænkede sig nærmest med voldsom kraft, for at han kunne indånde mest muligt at den brunstfyldte duft.

| 22 |

Constance

location: x | time: x | tag: x

Hingstens reaktioner var yderst tilfredsstillende for hende. Han reagerede med det samme og ved hver en berøring hun udførte. Det passede også hendes behov for at føle sig blot en smule i besiddelse af den magt, de nu delte. Hun nød det. Nød de små, gængse berøringer og nap der fik hende til at føle sig i live. Det fik hendes hjerte til at hamre, og pulsen til at stige, så flankerne og bringen hævede sig i takt dermed. At eje sådant et ædelt selskab, der helt skrabet ned til det mest dyriske og basale form for kommunikation satte drifter og instinkter i gang. Noget, enhver hest havde brug for, og ikke altid kun hænge sig i overfladiske samtaler, med et kedeligt blik og en stillestående parade igennem hele forløbet. De tilfredsstillede hinandes behov, som naturen nu havde sat dem for. Der var ingen skyld, heller ingen skam for deres lyst, der for hingsten måtte være konstant under påvirkning af den søde duft, og hoppen i perioder. Det var et valg der kunne tages, men han, med de mest ædle manerer lod hende vælge til det sidste. Om hun i det sidste, blotte øjeblik ville dreje fra, kunne ingen vide, selv ikke hun. For hendes humør og sanser var letpåvirkelige i deres euforiske øjeblik, som lagde op til en livsbestemmelse. Følelser var med vilje ikke indblandet - ihvertfald fra hoppens side. Det var hendes fortid der havde sat en frygt i hende, der nægtede hende adgang til forpligtelse og ansvar. Frygt for at miste den frihed der bar, at hun ejede sin frie vilje og selv kunne betvinge sine handlinger, og hvorhen hun ønskede at gå. Hellere ville hun alt andet, end at miste sin frihed, en enkelt tanke der kunne få hende til at skælve.

Den spraglede Marwaris flehmen fik hende til at sænke det ædle hoved en anelse, og endnu et slag blev udført med den utroligt, fyldige og velholdte hale, der med sin røde farve var med til at fastholde den lækre, røde kontrast, som prydede den slanke krop. Hingsten trådte nærmere, og hovedet blev hævet - en svag skælven gik igennem hende, og hun løftede svagt i ryggen da hingstens mule strøg ned langs hendes ryg, og nærmede sig krydset. Hans dybe, lokkende lyde og masserende bevægelser fik hende nærmest i en svag trance - men da hingstens bid forsigtigt satte sig om hendes lår, lød der et hvin fra den ildrøde hoppe, ørerne faldt tilbage, og med det samme hævede hun det ene bagben - dog i så hurtig en bevægelse at det blev sat ned igen inden for de to sekunder, og hun lod sin bagpart vende to skridt væk fra hingsten - Dette var ikke en afvisning, men en reaktion på den besked som han nu havde sendt til hende, og skønt at den ikke kom som en overraskelse, så fik hun alligevel brug for at skeje ud. Hurtigt var ørerne fremme igen, og hendes mule søgte nu hen imod hingstens bagpart, hvor hun nærmede sig med forsigtige skridt i det bløde sand, indtil hendes skulder var ud fra hans kryds. Mulen søgte hans halerod, hvor hun med finesse og videreledende adfærd nappede til halens grænse. Constance lod nu den røde hale løfte sig, og fik med rolige bevægelser stabiliseret sig i det bløde sand, med den lune sol over sig - nedkølet med den friske havvind. Han havde overvundet hende.

code by ♥

[6]

Sekunderne gik så langsomt, nu hvor han var hende så nær. Han havde indledt denne seance med vilje, og det lod efterhånden til at han var ved at afgøre udfaldet af dette møde. Da hans tænder forsigtigt havde taget fat i hoppens lår, reagerede hun ved at hyle op alt imens hun flyttede bagbenet i en hurtig bevægelse. Han brummede dybt, imens hans ører blev vendt en smule bagud - men han flyttede ikke sit hoved. Han havde lært, at i denne fase var det vigtigt at han beholdt roen i hovedet; for så længe hoppen ikke havde stillet sig parat endnu, skulle hun have vejen vist for sig, og begyndte han at te sig tosset, ville han nok tabe i sidste ende. Nej, han måtte være udholdende og målrettet nu. Hans dybe brum fortsatte med højere intensitet, da hoppen nu, efter at have flyttet sig yderligere, vendte sine ører frem og lod hendes mule søge frem efter hans ryg, kryds og til sidst haleroden. Hun var forsigtig, men sigende i sine tilnærmelser, og atter måtte den spraglede Drezar slå mulen i vejret i en flehmen. Her stod han faktisk et langt stykke tid, imens han vejede duften der hang i luften. Hun var klar, bestemt, og det var et godt tidspunkt at bedække hende på - alt dette kunne han fortælle ud fra hendes duft. Og da endelig hans overlæbe faldt ned igen, stemmede han sig op.

Med meget mere iltre brum, trippede han om bag hende. Hun havde stillet sig ganske solidt, og hendes hævede hale gjorde det let for ham at komme til - men endnu var det ikke helt perfekt. Først skulle han lige tjekke af en sidste gang inden han sprang på hendes ryg, om han havde tilladelsen. I stedet for at hæve sin forpart og lade sine forben falde ned på hendes skuldre, skridtede han så tæt på hende han kunne bagfra. Her lod han sin mule søge ned på højre side af hendes bagpart. Han skubbede nu til hende, med en bestemt men endnu høflig mine, for at få hende til at forskyde sit tyngdepunkt en smule, så hun stod helt perfekt. Og samtidig vidste han, at hvis ikke hun sparkede ham nu, var hun klar til at modtage ham for alvor.

Hans dybe og lokkende toner blev endnu engang intensiveret, ligesom hans kropssprog. Han var spændt til bristepunktet og hele hans korpus var kørt i stilling til at foretage bedækningen. Det eneste han ventede på var den éne lille afslutning fra hoppens side af, så sprang han op. Han ventede i spænding, imens tiden omkring de to sjæle nærmest gik i stå; kun deres fælles hjerteslag kunne fornemmes i den sitrende atmosfære omkring dem.

Constance

location: x | time: x | tag: x

Timing var et altafgørende element, når det gjaldt en hoppe, og havde modparten ikke styr på den mindste detalje af sin timing, ville det ganske enkelt ende ud i en afvisning. For det var ikke første gang, at Constance var blevet bejlet til i dette land. Ganske vidst var hun i brunst, som var noget der tog en stor del af skylden, men den sorte hingst, som havde vækket hende ved strandbredden havde absolut ikke taget et nej for et nej. Hun havde måttet kæmpe med en hest over sig, der med sine ekstra kilo i muskler var hende overlegen - havde det dog ikke også været for hendes sidste, stædige forsøg, kunne hun have været drægtig med hans afkom nu. Om hun var klar til at skulle forsørge et muligt afkom, var ikke et spørgsmål hun havde nået at stille sig selv, eller som overhovedet var kommet på bane. Ikke nu, hvor hun befandt sig i en trance, styret af de naturlige instinkter der fandt det mest naturlige i, at føre arven videre. Det var hesten skrabet ned til det basale og dyriske - Andromeda havde åbnet op for mere end det, men intet kunne knække den stærke grobund, for hendes intuitioner.

Hun følte sig from, dydig og i sit es, som de begge reagerede på hinandens signaler, og fulgte hver en bevægelse, duft og lyd med årvågenhed og finesse. Der var faldet en ro over hende, som et tyndt tæppe, der holdt på de sitrende energier der spillede i den slanke krop. For hun følte sig sikker og overbevist i sin overgivelse til denne hingst. Han havde været det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvilket nu, ville ære ham en belønning. Constance mente bestemt at hun havde udset sig et fint eksemplar, med gode gener at give videre og bygge på - for hvis et afkom skulle opstå, ville hun selvfølgelig ønske det styrke, intelligens og skønhed.

Hendes egne små usikkerheder og udskejelser blev perfekt håndteret af den spraglede hingst, som beholdt roen og kontrollen. Efter hendes lille udbrud, fik hun et øjeblik til at falde en anelse til ro, ved at nappe sirligt til hans halerod, imens han løftede hovedet og flehmede. Han indtog alle de dufte, som kunne give uendeligt mange informationer. Efter få øjeblikke skete der noget, og Constance slog ganske kort med det ædle hoved, da hingsten rørte på sig og førte sig om bag hende med lette og spændte skridt. Hun førte sit eget hoved frem og på plads, for så at lade begge ører falde tilbage, for at opfange hvert et signal han måtte sende hende. Hans iltre brummen satte tydelige spor i hendes indtryk af ham, og var med til at male det billede, der for altid ville være hos hende. Et spændt prust forlod hendes mule, idet hun sænkede sit hoved en anelse. Mawari hingstens hoved kunne nu mærkes langs hendes ene side af bagparten, og et svagt tryk blev lagt imod hende. Hurtigt hævede hun hovedet, og rettede hurtigt på sin placering af de fire, lange ben - blot en anelse, men selv det lille tryk han havde givet hende, fik hende hurtigt til at mærke den lille smule stabilitet, som hun manglede. Sandet under hende var blødt, stumt og lunt, imens den kølige brise slog ind fra havets kyst og bragte den friske duft af saltvand med sig. Deres man og hale rørte svagt på sig i vinden, men nu, var det som om, at deres omgivelser var forsvundet - de var ligegyldige i deres nu, lille nyopfundne atmosfære. Constance lod et svagt slag føre fra sin hale, inden hun trippede i de samme hovspor hun stod i, og lod til sidst den store, fyldige hale hæve sig - det skulle nødigt blive mere besværligt end det kunne blive i forvejen, men nu var det endelige signal afgivet, der bevidnede om tilladelse. Alt i den lille roanrøde hoppes krop var spændt, og der lød nu blot et lille, feminint brum, inden hun blev stille, og lod havets lyde og hingstens dybe brum overtage hendes verden.

code by ♥

[1]

Imens den spraglede Drezar med lette, men endnu noble og mægtige skridt første sit korpus om bag den røde roanfarvede hoppe, rettede hun sin krop op; hun gjorde sig klar. Det kriblede helt i den brogede hingst, på en måde af stolthed, fordi hoppen nu inviterede ham til at udføre denne nærmest hellige handling, som han om et øjeblik indledte, men også af ivrighed. Hvis hans lyster overtog styring nu, ville hans galante natur blive slynget til siden, og groft sagt ville han bare uhæmmet spring på. Heldigvis for den spraglede Drezar, kunne han styre disse lyster, som drev enhver hingst. Derfor, da han var kommet bag hende, og havde rykket hende en smule så hun stod perfekt, gav han sig tid til at kæle en smule omkring hendes baglår. Han stod der ikke længe, men lod mulen glide ned over hendes velformede muskelbug, som han fandt på hendes baglår; kørte mulen let i cirkler med sirlige bevægelser, alt imens hans dybe brummende lyde blev holdt i ave af hoppens tilladelse. Han snakkede konstant til hende, for at fortælle hende, at hun var det eneste der fandtes i hans verden lige nu.

Der gik maks et minut, imens den spraglede hingst kærtegnede hoppen. Herefter lod han sin mule hæves og et lille, hingstet hvin undslippe hans mule, i det han trådte helt ind til hoppen. Hans skridt blev stemmet op og alt hans vægt blev lagt på bagparten i det han hævede sig over den roanfarvede hoppes krop. Han lod, så forsigtigt han kunne, sin egen mave ramme ned over hoppen ryg og hans forben placeret lige bag hendes skuldre. Han brummede nu rigtig iltert, inden han kærligt nappede imod hendes mankekam. Derefter gik han helt til hende og begyndte at bedække hende.
Det hele forløb uden problemer, for han havde fået guidet hende i den helt rigtige stilling; og da Drezar var en rimelig let hingst i forhold til mange andre, burde han ikke være for svær for hende at holde. Og efter selve bedækningen, var han hurtigt nede igen, for at undgå at hænge og belaste hendes ryg; det havde han lært, at man skulle. Hopper kunne også blive ret hysteriske hvis man blev hængende - og han kunne heller ikke se det rare i at stå med en anden over ryggen på sig selv, som man lige var tvunget til at holde. Så, let og elegant stod han nu ved hendes side, hvorefter han sirligt kørte mulen op langs hendes hals. Så længe hun ville tillade at han var omkring hende, ville han blive; for han var ikke en der bare skred. Hans brummende lyde var nu stilnet af, men de kom stadig med rimelige intervaller, for at blive ved med at forsikre hoppen om, at han ikke bare smuttede sin vej.

Der gik lidt efter selve bedækningen, før stilheden sænkede sig i hovedet på den spralgede hingst og omgivelserne igen blev tydelige for ham. Han havde under seancen lukket ned for alt andet end hoppen, og i hans hoved havde det larmet med forskellige indtryk som han skulle reagere på, ting der holdt på ham på beatet og hver af hoppens reaktioner havde nærmest sat eksplosioner igang i hans indre. Nu, derimod, var der ro på, og den spraglede hingst valgte nu at træde let til siden for at ryste sin krop over, hvorefter han strakte mulen imod vejret i et afslappet gab. Man kunne nok bedst beskrive ham som tilfreds nu, den spraglede Drezar; for det hele var i hans lille verden ganske perfekt nu. Efter hans gab vendte han dog mulen tilbage imod hoppen, der endnu havde hans fulde interesse.

Feb-Post #6

Constance

location: x | time: x | tag: x

Som var en tynd og spinkel tråd blevet spændt op og fastgjort, blev hver en bevægelse, ja selv en delikat vibration udefra modtaget med ypperste finesse og en modreaktion blev udført med det samme. For den spraglede hingst, som havde formået at give så godt et indtryk på hende, vedligeholdt spændingen ved hjælp af en konstant kommunikation, som sendte han data og informationer, som blev modtaget og bearbejdet i hendes natur og adfærd. Man kunne intet mindre sige, at hun følte sig fuldt priviligeret, og center of attention - noget hun aldrig havde været ude for før, og det var nærmest overvældende for hendes sanser, at føle sig så skrøbelig på ét punkt, men alligevel så stærk og stabil at hun kunne modstå ethvert tryk hun end måtte modtage. Det var en euforisk og pirrende sensation der gled igennem hendes krop, hvis blod pulserede rundt i kroppen med øget fart. Også hun, var omtåget i sindet, for også al hendes opmærksomhed blev givet til hendes hingst, der stadig formåede at holde sig i sit es i forhold til fremførelse, som han arbejdede sig om bag hende. Selv, havde hun fastlåst sig selv i den perfekte stilling, som både gavnede hendes balance, og den vægt hun snart skulle modtage. Selvom hun var 'fastlåst', betød det ikke at hun stod stille - hver en muskel blev spændt ved hvert et strejf der mærkes fra hingstens bløde skind, der bevidnede om en hest, der var godt i huld, og som ikke havde manglet noget. Endnu en faktor der gav et godt indtryk, som bestemt ikke skuffede. En uforventet handling fra hans side fik den roanrøde hoppe til at lukke de krystalblå øjne i, i ren nydelse som hun mærkede hingstens mule kærtegne hendes muskelbug. Med de mandelformede ører vendt tilbage og øjnene lukket i, blev hun ført helt ind i denne spektakulære trance, der fik en prikkende sensation til at opstå under hendes skind.

Det var først da hingstens hvin lød, at hun åbnede sine øjne på ny og følelsen af, at det dynamiske nu skulle fremstå, fik hende til at hæve sit hoved en anelse og hovene løftede sig individuelt en halv centimeter fra sandet, for at stabilisere sig selv fuldkommen. Hun kunne nu mærke hingstens varme skind imod hende, og hun var nu forberedt til at modtage hans vægt. Opstigningen forløb uden problemer, og Constance havde ikke megen brug for at rykke sig under hans vægt, som var overraskende let, end hvad hun havde regnet med. Hun var selv en anelse mere stille, men med jævne mellemrum, lod hun sig undslippe små, feminine lyde, som forsikrede ham, at hun var tilfreds med situationen, og at hun konstant var 'tilstede'. Det kærlige nap imod hendes mankekam, fik hende til at sænke hovedet en anelse, der tillod hende at slappe en anelse af, så hun ikke skulle spænde alt for meget op i hverken nakke eller skuldre. Et lille brum undslap hende, som hun kunne mærke hans forben, der trykkede ind imod hendes sider - nu stod hun fuldstændig stille, og lod ham træde helt ind til hende, så bedækningen kunne begynde.

Et lettet prust forlod hende, da han med lethed gled ned fra hendes ryg, og placerede sig ved hendes side. Halen gav enkelte slag bag sig, og den euforiske og pirrende prikken sad stadig under hendes skind, som den lille smule adrenalin forsigtigt fadede ud, og hovedet blev helt klart. Der gik ikke mere end få sekunder, inden hun blev mødt af hingsten ved hendes højre side, idet han lod sin lune mule føre sig over hendes let svungne hals. Der sad en mærkelig følelse i Constance, som ejede rod, af noget nyt - det var noget fremmed, men tilfredsstillesen var ubenægtelig. Atter lød der en stillestemt brummen vibrere fra hendes bringe, som forsikrede ham om at hun nød hver en berøring han nænnede hende. Selv, og med forsigtighed som var hingsten lavet af porcelæn lod hun sin egen mule række frem imod hans ædle hoved, hvorved hun forsigtigt strejfede hans velformede kæbe. Der lå styrke i hingstens bygning, der ellers var formet til let og smidigt at kunne bæres igennem ethvert terræn. Hurtigt trak hun sin egen mule til sig igen, og lod hingsten få lidt plads, som trådte en anelse ud til siden - et smil formede sig svagt om Constances mule, som hun betragtede ham imens han gabte - et gab der viste fuld tilfredshed, og at vide at hun kunne være med til at opfylde det, var et pivilegie.
Hun ønskede selvfølgelig at han ville blive hos hende for blot et stykke tid, men ville ikke lægge lænker på ham. Det var vel et valg han selv måtte overveje og tage - hun ville stadig være i brunst i nogle dage, og om hendes veje skulle krydse andre hingstes ville ikke være til at vide. Om det var en risiko, som var værd at løbe kunne diskuteres. Så længe, at han blot blev hos hende lidt endnu, ville han blive tilladt at forlade hende ved solnedgang. Det var en milepæl i hendes liv, som hun ønskede at nyde, i tilfælde af, at hun aldrig skulle få ham at se igen. Tanken var fjern, men realistisk. Hun turde ikke vide sig sikker på noget, men hun ville selvfølgelig ønske at se ham igen, selvom det ikke var en absolut nødvendighed. For dette møde var indtil videre blevet ført af naturlige drifter, og egentlige følelser havde ikke været en spillende faktor. Det ville være en kæmpe komplikation, og en total unødvendighed til et møde som dette. Constance endte med det samme med en følelse af fuld forståelse, og havde ingen forventninger. For var der noget hun frygtede, så var det, at blive skuffet.

Igen følte hun hingstens opmærksomhed lægge sig om hende, som et lunt tæppe, da hans blik mødte hendes og hans mule blev strukket frem som en indbydelse, hun med glæde tog imod. Det var ikke kun hende, der fortjente forkælelse. Hun lod nu diskret sine egne krystalblå øjne beskue hans, og observere de enkelte detaljer der nu var tilgængelige så tæt på. Hendes mule lod sig føre hen til hans, idet hun tog føringen og førte den fra siden af hans mule, langsomt og forsigtigt langs hans kæbe, helt op til panden og ned langs hans blis. Hans duft var sød, men trængte stærkt igennem som enhver hingsts burde, og det skabte øget interesse hos Constance, som aldrig havde været så 'tæt' hos en hingst før, og det gav hende da lyst til at prøve sig en smule frem. Hun lod sit blik slippe hans, inden hun trådte en anelse nærmere og lod nu mulen stryge sig langs hans stærke, brogede hals og kørte den rundt i masserende og cirkulære bevægelser, hvor hun af og til tillod sig at holde pause øverst ved hans man, hvor hun blot lod sin mule hvile, inden hun strøg sig over ham endnu engang. Den roanrøde hoppe fandt lige så megen nydelse i at forkæle ham, som han havde forkælet hende, også selvom hun følte at hun havde givet en større del af sig selv væk, og det var bestemt noget, der var en bedrift.

code by ♥