FOLLOW THE TRAIL

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

When ✗ Tidlig eftermiddag
Where ✗ Øens nordlige enge
Who ✗Daphne, Euphoria & Midnight Myth

Det havde været roligt, uden de store tegn på uvejr, men det havde ændret sig hurtigere end nogen kunne have forestillet sig. Inden man kunne se sig om havde vinden varslet om storm, og inden man havde været i stand til rigtigt at lytte, var stormen allerede over landet. Med den fulgte store snefnug, som lagde sig i et lammende tæppe over øen og fjernede alle spor, man ellers kunne have fulgt tilbage til sikkerhed. Før man havde set sig om, var stier og enge forsvundet, for at blive et med et ukendeligt landskab, som strakte sig i uendeligheder, selvom man knap kunne se få meter frem for sig.

Først havde Chrome haft i sinde, blot at ride stormen af, der hvor han stod. Til at starte med havde det også virket som en brillant ide, men som sneen havde begyndt at dynge sig op, var det forsvundet lidt. Han var begyndt at fortryde sit valg og tankerne i hans hoved var begyndt igen. Hvad var sandsynligheden for at gå i den rigtige retning? Kunne han huske noget godt læ i nærheden? Han var allerede begyndt at gå, da han spottede den.

Kronhjorten, hvid som sneen, som blot stod og så på ham med øjne, som hingsten ej kunne møde eller for den sags skyld fange. I næsten et minut stod han blot og stirrede på hjorten, forvirret over hvad den lavede herude, men så vendte den rundt og begyndte at gå bort. Af årsager han ikke kunne forstå, trådte han efter den, før han nåede at standse sig selv. Den så tilbage mod ham, før den hævede sit hoved mod himlen og gav et kald fra sig, som stormen tog med sig, men dog ikke før end Chrome nåede at høre det. En forvirret brummen forlod ham, før han hastede efter hjorten, som den begyndte at gå.

Hvorfor han fulgte den, vidste han ej, men noget sagde blot til ham, at det var det rigtige at gøre.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[6]

Daphne

[1]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

"Leooo...?" Kaldet forsvandt i vinden, så hurtigt som det havde forladt den lyse hoppeplag. Hendes ører lå var vendt usikkert tilbage, mens hun skuttede sig; hun frøs inderligt på trods af, at hun havde vinterpels og havde søgt ly. Lyet hjalp dog ikke just meget, for det var ikke andet end et væltet træ, hvor sneen havde bygget sig op under det, så der var en form for væg, men intet der hjalp særlig meget. Daphne var for ung til at finde rigtigt ly og hjem kunne hun heller ikke finde, for hun var længere væk end hun nogensinde havde været før. Bange var hun dog ikke, trods sin situation; hun var evigt optimist, evigt uskyldig omkring verdenens kulde og hårdhændethed.

Først viste fuglen sig. Hun havde ikke set den længe, men kunne genkende den hvor som helst, for den var prægtig som ingen anden og i blandt sneen stod dens rubinøjne endnu mere frem end sædvanligt. Nysgerrigt vippede hun sine ører fremad, men blev stående, usikker på at bevæge sig ud i den storm, som havde væltet hende af benene en enkelt gang. Halen svingede frem og tilbage bag hende. Den var landet i sneen et stykke fra hende, tilsyneladende fuldstændig urørt af vinden. I stilhed iagttog den hende i et stykke tid, før den så så ud i stormen. Af ren nysgerrighed fulgte hun dens blik og der så hun ham. Et væsen som hun aldrig havde set før, ikke rigtigt; en kronhjort.

Der var gået mange minutter i stilhed, hvor hun blot havde set på ham, undret og nysgerrig, indtil det havde trukket nok til at følge ham. Så snart vinden rigtigt ramte hende, væltede hun ned på sine knæ og før hun nåede op, var han ved hendes side for at hjælpe hende. Hun vidste ikke hvem han var, men efter det fulgte hun ham villigt derefter ud i stormen.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Stormen i den tordenfarvede hoppe havde lagt sig for nu og hun var søgt ned fra bjergene for at opsøge noget der var tæt på hendes arrede hjerte. Stormen var kommet bag på den erfarne hoppe og hun stod for en stund bag en stor kampesten og søgte læ. Snefnuggene blandede sig med de sirlige aftegn som snart blev delvist skjult i det hun forsat stod stille og forsøgte at danne sig et overblik i stormen. Hun skimtede hvad der lignede et andet væsen der majestætisk spankulerede afsted. De mandelformede ører fulgte opmærksomt dette væsen, som for en stund rettede dets store nøddebrune øjne mod hende, inden det fortsatte i sin færd. En majestætisk hvid kronhjort. Den sorte hoppe rynkede kort på mulen og fulgte umiddelbart ikke med. Hun så ingen grund til det, men en kærkommen duft kom fra krondyrets retning og hun satte forsigtigt efter det majestætiske dyr. Hun havde endnu ikke opfattet andre artsfæller omkring hende. Sneen var trods alt også næsten umulig at se og dufte sig igennem, men duften af hendes datter ville aldrig gå hende forbi.

[2]

Euphoria havde begivet sig ud før stormens udbrud i søgen på nye eventyr. Hun havde håbet at nymfen havde været i nærheden til at gå med hende, men nu var hun altså gået selv. Da stormen så endelig kom så var det noget der kom bag på hende, men hun var trods alt heller ikke ret garvet. Hun havde stået midt på engen og den grå pels var næsten dækket til af de store snefnug. Hun havde ikke nogen fornemmelse af hvor hun befandt sig i øjeblikket og hun måtte nok indrømme at hun ikke var helt stolt ved situationen. Hun faldte dog ikke, for hun ville ikke kunne se hvem der svarede tilbage. I stedet fandt de ravfarvede øjne noget mere spændende. En hvid kronhjort! Hun havde godt set mange hjorte, også kronhjorte, men bestemt ikke en hvid. Nysgerrigt tog den unge hoppe et par skridt nærmere det store dyr, inden hun nøjsomt stoppede op og smilede forsigtigt. Dyret kommunikerede dog ikke med hende, men så blot direkte på hende, inden den gik videre. Det var her hun valgte at følge efter på afstand

[1]

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome gjorde sit bedste for at følge den hvide kronhjort, men uanset hvor hurtigt han gik, nåede han aldrig op til den. Den holdt sig heletiden foran ham og det øjeblik, hvor han kom tættest, skubbede en vindstød ham nærmest tilbage, som måtte han ej komme for tæt på. Forvirret rystede han sit hoved, men med tanke for, hvor hurtigt vinden ændrede sig, så så han egentligt ikke noget unormalt i det og han fulgte trods alt efter hjorten, uden at have fået lov, så alt taget i betragtning, var der intet underligt i det.

"Vent!" kaldte hingsten. Han havde sjældent haft kontakt til dem, men dem han havde været i nærheden af, havde haft et groft, underligt sprog, men dog forståeligt til en sådan grad, at man kunne få lidt ud af det. Hjorten reagerede ikke på hans kald, men forsatte blot videre ud i sneen. Et fnys forlod ham, inden han vendte sit hoved mod jorden, for at undgå vinden. Forbandede vind og sne. Missende hævede han blikket og fandt, at hjorten næsten var forsvundet. Med et kraftfuldt spring prøvede han at hale ind, men fandt sig i et løb, han kun kunne tabe. Inden han var nået langt, var hjorten intetsteds at finde og de spor, han kunne se i sneen, forsvandt hurtigere end han kunne følge dem.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[13]

Daphne

[2]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Vinden ramte hende ej på samme måde, nu hvor kronhjorten ledte vejen ved hendes side. Han værnede hende mod kulden og guidede hende mod et sted, hun ikke vidste hvor var, men alligevel fulgte hun ham villigt, fordi noget bare sagde hende, at hun skulle. Hendes skridt var lidt forsigtige, men uanset hvor langsomt hun bevægede sig af sted gennem sneen, så forlod han hende aldrig til stormen. Med tiden fandt hun dog styrken og modet til at bevæge sig hurtigere.

Efter noget tid fandt hun også modet til at tale. Ikke fordi hun egentligt havde været ræd for at sige noget, men nok nærmere bare lidt forvirret og lidt usikker på, hvorvidt hun kunne gøre det. Ville han overhovedet forstå hende? Måske, måske ikke. "Hvem er du?" spurgte hun nysgerrigt. Hun fik intet svar, men han så ned på hende, hans hoved let lagt på skrå. "Hvordan kan du gå så hurtigt? Hvor kommer du fra?" Med et lille spring forcerede hun en bunke sne. Inden hun kunne stille flere spørgsmål, bøjede han sit hoved og puffede til hende, før han rystede let på hovedet.

Hun måtte ikke spørge.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det gik op for Myth at hendes datter ikke umiddelbart var i nærheden af det majestætiske dyr. Det undrede hende i den grad at hendes sanser havde svigtet, men duften hang stadig i nærheden og de hvide øjne forsøgte at danne sig et overblik her i snestormen. Det var noget nært umuligt. Det eneste hun kunne se var træerne, hjortet, alt andet var et stort sløret billede. Utilfredst fnyste hun og små gnister hoppede kort op fra hendes ryg, men de var ikke at se i dette vejr. Hun måtte finde læ, men i stedet valgte hun at følge hjorten, så kunne hun om end ikke andet undgå at vade ind i et træ eller lignende. Hovedet var sænket i det sneen piskede ind på hendes krop. Vinden gjorde kulden langt mere isende end det ellers ville have været, og den tordenfarvede hoppe håbede inderligt på at et ordenligt sted at søge ly snart ville tårne sig op foran hende på magisk hvis. Hun mimrede let med mulen og missede en anelse med de mælkehvide øjne. Inde i skoven dukkede der imidlertid endelig noget op. Mon det var her hjorten havde villet gå hen, men i det hun trådte nærmere forsvandt den hvide kronhjort nu næsten ud i ingenting. Dog havde den tordenfarvede hoppe ikke i sinde om at følge den yderligere. Hun havde fundet sit læ sted. En mindre grotte, som var en sjælden juvel på denne ø. Varsomt trådte hun ind, dog kun lige ind af indgangen, snart anede hun en mørkere skikkelse i det fjerne.

[3]

[2]

Euphoria fulgte ivrigt det hvide dyr, mens hun kæmpede sig igennem snedyngerne med hendes korte små ben. Hun var ikke den største hest på øen, nej. Hun ville ikke blive ret stor, men alligevel større end hendes storebror når det kom til stykket. Det generede hende ikke ret meget, for så var der ikke så meget at holde styr på. Snart forsvandt kronhjortet ud af syne og hun stod for en stund fortvivlet og så rundt efter den. Hun havde ellers gjort sig så umage med at holde fokus på den, men en duft ramte hendes næsebor, og snart anede hun hendes mors skikkelse ved indgangen til en sjælden grotte. Hun kæmpede sig igennem snedyngerne og hun kastede sig nærmest ind til hendes mor. Årh hvor havde hun altså savnet hende. Hun trykkede sin lille pjuskede krop ind mod hende. Endelig i sikkerhed.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome prøvede, uden held, at følge sporerne på trods af, at de forsvandt og selvom han kom et godt stykke, måtte han tilsidst se sig selv som været faret vild. Ikke at han på noget tidspunkt ikke havde været det, men før havde han da haft en fornemmelse af, hvilken vej han skulle gå, men nu stod han blot i den hvide intethed og så sig omkring, mens han missede med øjnene i et forsøg på at skåne dem mod vinden og sneen. Frustreret sparkede han ud efter det hvide dække og sendte en kaskade i vejret, som dog forsvandt så hurtigt som den var kommet.
Let fnøs den plettede hingst og rystede den værste sne af sig, velvidende om, at det ikke hjalp noget. Midt i bevægelsen stoppede han dog; var det en skikkelse han så derude? Der var i hvert fald noget sløret, som bevægede sig og det var mere end han havde haft før, så med et kraftfuldt spring satte han af, for at følge skikkelsen. Vinden fjernede et hvert håb der kunne være, for at tage kontakt verbalt.
Inden han nåede at hale ind på skikkelsen, fandt han sig selv stående ved en grotte, stoppet af synet af en hoppe, samt den skikkelse han havde fulgt. En skikkelse som han i første omgang ikke genkendte.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[14]

Daphne

[4]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

I stilhed fulgte hun kronhjorten, mens hun i ny og næ skævede op til ham. Hvorfor hun ikke måtte spørge undrede hende, men hun spurgte ikke omkring det; trods hun var nysgerrig og rimeligt ligefrem, så forstod hun, når nogen sagde fra. Hun forstod forskellen på ja og nej; på tilladelse og nægtelse.

De gik langt efter den lille hoppes mening, inden kronhjorten stoppede. Automatisk stoppede hun ved siden af ham, afventede på, at han gik videre, men han gjorde det ej. Undret så hun op på ham og mimrede let med mulen; hvorfor gik han ikke videre. Vinden hylede om dem og hvirvlede sneen afsted, så man ej kunne se langt, men et øjeblik slog vinden om og tillod hende at spotte det, som potentielt havde fået kronhjorten til at stoppe. Nysgerrigt spidsede hun ører. Snespor! Ikke som i spor i sneen, men som i den plettede hingst, hun havde mødt for ikke alt for længe siden. Et stort smil viste sig om hendes mule, mens hun så op på den hvide hjort, men det smeltede bort, da hun så ham vende sig bort og begynde at gå. Hvorfor gik han? Hendes ører vippede let tilbage og hun gjorde anslag til at følge ham, men han rystede blot let på hovedet af hende, inden han forsvandt ud i stormen. Efterlod hende til at vælge selv.

Med hastige skridt bevægede hun sig afsted mod der, hvor hun havde set et glimt af sin ven.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[4]

Det var et kærkomment syn der mødte Myth da hendes datter kæmpede sig igennem vind og vejr for at nærmest kaste sig ind til hende. Den tordenfarvede hoppe var ikke sen til at kærtegne sin elskede datter og næsten knuge hende ind til sig. Hun virkede heldigvis til at være kommet ovenpå efter mødet med sin fader, som havde været nok så grusom mod hende. Den hvide mule kørte over hendes sirlige sorte aftegn. Hendes ældre halvbror ejede ligeledes disse. Hvor han var i verden anede den tordenfarvede hoppe ikke. Hun var dog efterhånden afklaret med det. Kunne hun andet. Hun nåede dog ikke at stå og nyde øjeblikket længe før hun spottede en plettet skikkelse ud af øjenkrogen, og tøvede ikke med at genne hendes datter om på modsatte side, mens de skarpe øjne nu var rettet mod vedkommende. Mulen var skeptisk rynket og et advarende fnys kom fra den iltre tordensky. Dog var det en næsten usynlig lille skikkelse der kom nærmere fra en anden vinkel der for en stund fik hende til at sænke paraderne blot en anelse. Hun kunne dog endnu ikke se dem begge godt nok til at vide hvem de var.

[3]

Euphoria havde længtes efter dette øjeblik i så lang tid nu. Hendes mor havde forladt hende for længe siden, og først nu var de genforenet, om end ikke på lånt tid. For hun vidste godt at hendes moder havde sagt hun skulle stå på egne ben nu, men hun havde ikke lyst. Stod det til hende ville hun aldrig forlade hendes moders side igen. Her var tryghed og beskyttelse fra de onde ting der befandt sig ude i den store verden. Hun løftede kort hovedet fra hendes mor begyndte at røre på sig. Hun havde først ænset den næsten usynlige lille skikkelse længere ude, men da hendes mor gennede hende om på den anden side af hende, fik hun øje på pletterne til den anden side. Da vedkommende kom nærmere kunne Euphoria genkende ham som hingsten der havde skræmt hende ude på engen for nogle dage siden, dog kunne hun med nysgerrighed i blikket nu iagttage ham over ryggen på hendes mor, som den forvoksede plag hun nu var.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hoppen skubbede skikkelsen om på den anden side af sig, før Chrome overhovedet kunne nå at se hvem det var. Det fik ham til at vende sine ører bagud, for efter hans mening havde han da bestemt ikke fremstået truende eller lignende, så hvorfor pokker genne nogen om bag sig? Han vippede dem dog fremad kort efter, da en lille, lys skikkelse sneg sig ind i hans synsfelt. Let vendte han sit hoved mod den lille skikkelse, før han vendte blikket tilbage mod den sorte og så promte trådte til siden. Bag den sorte hoppe havde skikkelset hævet sit hoved og så over hendes ryg, så den kunne se på ham. Der var noget bekendt over den, men han kunne bare ikke helt placere den.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[23]

((OOC: Meget godt besked, men jeg sværger på, at den er over 100 ord! d:))

Daphne

[5]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lille, lyse skikkelse bevægede sig afsted mod forsamlingen med en smule besvær, men efter tilstrækkeligt tid formåede hun det alligevel. Sneen hang i klynger i hendes pels, da hun så op på dem; først på den plettede hingst og så på de to ukendte skikkelser. Hendes ører vippede fremad på blot et øjeblik, mens en smil lystigt lyste om hendes mule. Nysgerrigt vandrede hendes blik fra den ene til den anden et stykke tid, før hun så udbrød med en hilsen: "Hej!" Den plettede hingst så ned på hende et øjeblik, men hilste ikke tilbage; det rørte tilsyneladende ikke Daphne, som blot lystigt nappede ud efter hans hale.

Trods det var tydeligt, at de kendte hinanden, så var det mindst lige så tydeligt, at det ikke var gennem blod. Nok havde Daphne nu højden til at kunne være et føl efter nogen i landet, men det passede ikke med hendes kringlede plagbygning, som vidnede om, at hun var mere end et føl, trods den ringe størrelse.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Myth stod for en stund blot og så på den prikkede skikkelse. Hun kendte ham ikke og derfor var han ikke umiddelbart velkommen indenfor. Dog trådte hun et skridt til siden og gjorde plads, dog med en meget prompte mine og stadig med Euphoria på modsatte side af sig. Hun havde set den lille plag ud af øjenkrogen. Hun kunne jo ikke stå ude i kulden for evigt. Hun rettede fokus mod denne og strakte mulen frem med en mild brummen. De små havde hun et blødt punkt overfor mens hun dog overvejende skulede til den prikkede hingst. Hun kunne vel bare give ham et rap hvis han ikke var ordentlig. Hun så på ham og fnyste kort en anelse hoppet, mens gjorde ikke yderligere væsen overfor ham, mens hun i stedet fik travlt med at nusse på sin datter, dog stadig med et øre vippet i hingstens retning.

[5]