Bedtime stories | Chrome

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Da hun talte på ny var hendes stemme mere rolig, men Chrome ville forsat ikke se på hende og flyttede derfor blot sit blik rundt i mørket, søgende efter en potentiel fare... og måske noget der kunne bryde denne idiotiske diskussion, som han ærligt talt var godt træt af på det her tidspunkt. Hans ører var dog lyttende vendt mod hende og han reagerede på det hun sagde, men forstod ej helt hvad hun mente. Hendes ide med, hvad det ville sige at være faderlig måtte være meget langt væk fra hans definition af det. Og hvorfor forventede hun, at han ville falde pladask på sine knæ for sit eget føl blot ved at have set det en enkelt gang? Det var jo ikke just fordi han havde spenderet sin tid med at bekymre sig om føllet inden det kom til verden, så var det svært at forstå, at føllet var nød til at gro på ham, som Mitis havde gjort det? Han formede ikke bånd til andre på sekunder, sådan fungerede det bare ikke!
Let fnøs han, inden hans stemme lød i et spørgsmål; "Og hvad mener du så, at det skulle indebære? At jeg er 'faderlig' overfor hende?" Mens han talte faldt blikket på det sortplettede føl, inden han rystede sig. Ja, deres datter var sød nok, men der var ingen rigtig grund til at han burde knytte sig til hende. Hans far havde jo ikke just gjort det og ingen andre hingste han kendte gjorde det, så hvorfor burde han? En eller anden dag skulle han jo jage hende bort alligevel, så der var ingen grund til at gøre det sværere end nødvendigt.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[6]

[14]

Hun kunne mærke irritationen igen. Hvorfor ville han ikke se på hende? Hvorfor havde han så meget imod hende og Ivory. Hun kunne ikke lade være med at føle at han kiggede væk fordi hun var under hans værdighed. Det var tydeligt at den plettede hingst var træt af situationen, og det var hun også selv. Dog ville hun ikke lade ham vinde endnu engang. Hvis han ønskede at hun skulle være sød overfor ham, så skulle han også gøre sig fortjent til det, hvilket åbenbart var svært for ham.
"At du tager hende med ud og ser verden. Ja, der kunne godt ske noget med mig, men der kunne ske noget med både Ivory og jeg hvis det var mig der tog hende med ud på tur. At du gjorde bare en lille smule for at knytte et bånd til hende. Hun er trods alt også dit afkom, og jeg ser ikke hvordan det kunne skade dig på nogen måde."
Svarede hun ham, med en hård glød i den ellers bløde stemme. Hvad var det han havde imod at skulle tilbringe tid med Ivory? Hun var jo ikke ond, og han måtte da også gøre sit for at holde fast på hende. Hun skulle jo blive med ham ligeså længe som Mitis skulle, for hun var vel også en del af hans lille flok, og ville blive ved at være det for altid. Eller havde han også mærkelige regler for den slags?

Wordcount: 243 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

"Med ud og se verden? Hmpf! Du har lige født hende, hvad chancen har jeg haft for at gøre det, selv hvis jeg ville?" Hans tone var blevet irritabel og han så endeligt tilbage på hende, hans gyldne øjne knebet let sammen. Var det derfor hun var irriteret? Fordi han ikke var løbet afsted med Ivory ud på et kæmpe eventyr endnu? Selv han, en hingst, der aldrig havde haft noget med nyfødte føl at gøre, vidste at det var en dum og umulig ide. Hvor pokker skulle han tage hende hen, hvis det endeligt var? Hun var stadig for lille og dum til at fatte noget af det, han kunne vise hende, det følte han sig aldeles sikker på.
Med det gik han et par skridt væk fra hende igen, denne gang i en anden retning. Hvordan kunne hun være vred på ham over noget han endnu ikke havde haft den mindste chance for at gøre?!

"Jeg tror du har en eller anden forventning om, at jeg ville elske hende fra starten, men lad mig forklare dig noget, Mitis. Jeg elsker hende ikke, for jeg aner ikke hvem hun er udover at hun er min datter. Det kan godt være, at hopper på magisk vis føler sig tæt på deres føl, men sådan fungere det ikke for hingste." På ny svirpede halen bag ham, mens han for et øjeblik så på føllet igen. Hvorfor skulle det her være så besværligt? "Men nej, det betyder ikke, at jeg ikke godt kan ende med at holde af hende, som jeg holder af dig, men du bliver nød til at give mig tid." Det sidste blev sagt hårdere end det var ment, mens han frustreret puffede til en sten med sin ene hov. På ny så han ud i mørket, hans ører vendt lyttende mod hende, afventende endda.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[7]

[15]

Hvorfor skulle han absolut tale alting bogstaveligt? Hun havde givet ham et eksempel på noget han kunne gøre som ikke direkte var at opdrage hende, og nu troede han at hun var sur på ham over det? Hun havde ikke engang været vred på ham fra starten, men så var han begyndt at være dominerende, nægtede at lytte til hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, for han forstod det ikke alligevel. Hun ville så gerne kunne have en bestemt følelse for ham, så hun ikke skulle være så forvirret hele tiden, for det var som om det svingede hele tiden. For få minutter siden havde hun ønsket at trøste ham fordi hun havde været for hård mod ham, og nu havde hun lyst til blot at gå sin vej, og aldrig tænke på ham igen. På hvilken måde havde han også nogensinde holdt af hende? Hvad mente han med at ende med at holde af Ivory på samme måde som han holdt af hende? Som en ejendel, som noget han blot skulle passe på? Som en køn diamantring som han skulle passe på ikke at tabe? Ligenu var diamantringen ved at glide ud mellem fingrene på ham, og han ville ikke komme til at finde den igen så let mellem bladende på skovbunden. En lav hosten passerede hendes læber, men smerten i halsen forsvandt ikke af den grund.
"Bare glem det så."
Hele hendes krop føltes som om den var i smerter, og hun ønskede bare at flygte fra det hele. Hun satte i bevægelse hen mod Ivory, men da hun ikke rigtig vidste hvad hun egentlig skulle der, vendte hun om, og stirrede blot ind i mørket mellem træerne.
Det var så fristende blot at løbe derind, uden at se sig tilbage...

Wordcount: 297 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Lydløst sukkede den plettede hingst, da den grå hoppe opgav og bevægede sig væk fra ham og overmod deres fælles datter. Han lukkede sine øjne i og lod sine skuldre falde; trods han i teorien havde vundet, så følte han ikke, at dette var en sejr. Hvorfor skulle de også lige have så forskellige syn på tingene? Hm? Var der overhovedet noget, de kunne enes om udover tilsyneladende at få et føl? Umiddelbart ville han sige nej, men han kendte hende ikke godt nok til at kunne sige, at der overhovedet ikke kunne være det. Og dog føltes det sådan, for hvis de end ikke kunne enes på dette, hvad kunne de så?

Da han åbnede sine øjne igen, så han mod den grå hoppe, hans ører vendt bagud på en lidt undskyldende facon på trods af, at hun havde gjort ham vred og frustreret. Han ønskede ikke at være frustreret når det gjaldt hende, ej heller ønskede han at såre hende. Det var bare svært at lade være når de var så forskellige, men når hun stod der og så ud i mørket, næsten som var hun klar på at tage springet, så var det samtidigt skræmmende, at en samtale potentielt kunne være alt der skulle til, før hun løb sin vej... han ønskede jo ikke, at hun løb sin vej...

Så ville han blot have fejlet endnu mere som hingst.

Med et fnys trak han sit hoved til sig og vendte blikket ud i natten igen, hvor det blev en anelse olmt. Hopper. De var nogle forbandede væsner en gang imellem, det var de virkeligt! Frustreret svirpede han med halen; han havde brug for at komme væk, brug for blot at gå sin vej, men han kunne ikke rigtigt skubbe sig selv ud i det. Mitis kunne finde på at løbe bort, hvis han gjorde det, men samtidigt kunne der ske noget med hende... Vredt vrængede han med mulen, mens han forsat havde ryggen til hende. Han var nød til at gøre noget.. et eller andet... hvad som helst...

"Mitis... jeg... vi kan ikke bare glemme det." Hans stemme var dæmpet, træt og udkørt, men han talte ikke desto mindre højt nok til at hun sagtens ville kunne høre ham. Han så på hende mens han talte. "Undskyld... men jeg forstår altså ikke den måde, du gerne vil leve på og du kan ikke forvente, at jeg gør det... Jeg har stadig knapt nok en ide om hvor jeg er endt siden jeg vågnede og så dig..." Det var en uskyldning, men på samme tid ikke. Egentligt var det vel bare et forsøg på at bedre tingene en smule, så de ikke krakelerede fuldstændigt.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[8]

[16]

Langsomt vendte hun hovedet tilbage mod ham, da han talte. Hun var ej sikker på om dette var fordi han rent faktisk mente det, eller om det var fordi han bare ikke havde lyst til at hun skulle løbe. Hun havde virkelig overvejet det, men hvis hun havde gjort det, ville hun i det mindste være kommet tilbage efter sneungen. Hun ville ikke blot lade hende i stikken. Hendes blik var tomt da hun betragtede ham, men hendes stemme var mere undskyldende. Det var jo som sådan ikke hans skyld det hele.
"Det er okay, jeg... Du behøver ikke tænke mere over det, jeg skal nok tage mig af hende. Jeg forstår godt hvis du er forvirret over... Det her."
Der var langt mere hun ønskede at sige, at hun også var bange for at miste ham, og det var derfor hun ikke ville fortsætte diskussionen. Hun kunne jo godt se på ham at han også var frustreret, så hun måtte blot lade ham vinde. Også for hans skyld, og hun vidste at hvis de havde fortsat meget længere, så ville hun virkelig blot være sprunget ind mellem træerne. Være kommet tilbage efter Ivory lidt senere. Nu stirrede hun bare dødt i hans retning, men uden rigtig at kigge på ham, men bare for ikke at lukke øjnene. Hun vendte blikket tilbage på Ivory, inden hun traskede hen i hendes retning. Her stod hun stille, ved siden af det sovende føl, ikke rigtig fordi hun forsøgte at beskytte hende, men bare fordi hun var hendes største støtte som tingene stod lige nu.

Wordcount: 262 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chromes ører vippede tilbage ved synet af den grå hoppes tomme blik. Hvorfor skulle det gå hende så meget på? Hvorfor blev hun påvirket af noget så simpelt til sådan en grad, at livet nærmest syntes at have forladt hende? Let rokkede han sit vægt bagud, lod den hvile mere på hans bagben end hans forben, før han svirpede med halen og mentalt rystede på hovedet af sig selv. Tag dig sammen.

"Det er ikke okay; du sagde jeg skulle være ærlig, så det skal du også være," svarede han, mens hun gik tilbage mod Ivory, hans stemme mildere end før og med en snert af bekymring, for han ønskede jo ikke, at hun skulle have det dårligt med det. Ærligt talt så ønskede han kun, at hun havde det så godt som muligt, selvom han måske ikke just var den bedste til at vise det. Han var faktisk ret dårlig til at vise det og han vidste det til dels godt. Han tog hende forgivet, ingen tvivl der, men kun fordi de var i den verden, de var; havde de været, hvor han kom fra, så havde hans opførsel været præcis som den skulle. Faktisk burde han have irettesat hende for at sætte sig op mod ham.

I stilhed betragtede han hende for en stund, inden han rystede sit hoved. Han havde løftet hende før og selvom det måske ikke var det bedste, han kunne gøre, så var det vel det eneste han rigtigt kunne komme på. Forsigtigt mimrede han med mulen, inden han begyndte at skridt mod hende, hans ører vippet let tilbage og hovedet sunket en smule, men stadig hævet til sådan en grad, at han bestemt ikke underkastede sig. Hans skridt blev mere forsigtige, jo tættere han kom på hende, indtil han til sidst stoppede op. Med et øjebliks tøven strakte han hals og puffede forsigtigt til hendes lår, klar til at træde bort hvis hun nægtede hans selskab; det ville ikke overraske ham, hvis hun gjorde, men han måtte jo prøve at gøre et eller andet, for hun var hans og han ønskede ikke at nogen, som tilhørte ham, opførte sig som hun gjorde.

Ikke fordi det var forkert af dem, men fordi det bekymrede ham.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[9]

[17]

Hun hadede sig selv over hun ikke stadig var sur på ham, for det var hun et eller andet sted stadig. Men hun havde før sagt sig selv at hvis han blot opførte sig en smule mere venligt, så skulle hun også være sød ved ham, og det var han nu. Hun gav ham et kort smil, og trådte så et skridt tættere på ham. Hun håbede at han vidste at hun stadig ikke havde tilgivet ham fuldstændig, men at hun heller ikke var rasende på ham længere.
"Men så skulle vi jo begynde forfra på alt det her igen.. Så hellere tage den snak lidt senere."
Svarede hun ham. Hun ville gerne være ærlig overfor ham, men hun var ikke helt sikker på hvad hun ville som tingene stod ligenu. Nu var han så venlig overfor hende, og det havde hun ikke den mindste lyst til at ødelægge ved at begynde at diskutere igen. Hun puffede kort tilbage mod hans skulder, og hævede hovedet en smule. Hvis han gerne ville lege lidt, så skulle han få lov til det. Hun havde i hvert fald selv brug for at komme i lidt bedre humør, og hun syntes at denne lille dans var ret så morsom.

Wordcount: 205 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Det var faktisk noget af en overraskelse da Mitis godtog hans selskab, eller egentligt var det faktummet, at hun mere end godtog det. Hun smilede ligefrem til ham, vendte rundt og trådte tættere på ham. Lidt forvirret over det hele vippede hans ører ud til siderne og han trak sit hoved lidt til sig; hvor kom den pludseligt ændring fra? Forvirring forblev der dog kun et øjeblik før han faldt tilbage i de samme folder som før, om end lidt mere selvsikkert.
Det forvirrede ham kun yderligere, at hun puffede let til hans skulder, men han forholdt sig i ro frem for at vise det; hopper var underlige væsner, så hvis hun kunne vende rundt, som hun gjorde, så var det bare sådan. Han ønskede ikke at kommentere på det og derved potentielt bringe hende tilbage til sin tidligere sindstilstand.
"Ikke nødvendigvis, men lad os det," svarede han dæmpet, før han trak på smilebåndet. Det var intet stort smil, men det var ikke desto mindre et sandt smil. For et øjeblik mimrede han med mulen, inden han så let nappede legende ud efter hendes man med en hvis forsigtighed bag bevægelsen. Ikke fordi han var bange for at gøre hende noget, men fordi han var i tvivl om hvordan hun ville reagere. Hun var trods alt vendt rundt på et øjeblik rent humørmæssigt så ingen kunne sige, at hun ikke kunne gøre det igen den anden vej.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[10]

[18]

Hun nappede kort tilbage, og fik fat i en kort tot af hans mørke krøllede lokker. Hvor hun elskede det år. Hun var glad for at Ivory havde arvet det samme hår, og hun var vis på at Ivory ville blive en ganske smuk hoppe når hun voksede sig større. Det gik op for hende, at hun undede ham en undskyldning. Han kunne jo ikke rigtigt gøre for at han var et fremmed sted, var forvirret og havde langt andre traditioner end hvad Mitis havde forventet af hende. Hun kunne ikke være bekendt at blive vred på ham fordi han ikke levede op til det faderbillede hun havde haft i hovedet da hun var alene. Det ville komme med tiden, hvis det kom en dag. Og så ville hun nødigt miste ham.
"Hør, jeg kunne ikke være bekendt at blive så vred på dig. Jeg havde bare et andet billede i hovedet, end hvad virkeligheden egentlig er, og det undskylder jeg for. Jeg er sikker på at jeg kunne have endt op med langt værre end dig."
Og jeg ville så nødigt miste dig...
Hun kunne høre sin egen stemme, sige hvad hun kunne have sagt, men de sidste ord passerede aldrig hendes læber. Ikke fordi hun ikke mente det, for det gjorde hun, men hun mente det jo ikke på samme måde som Chrome ikke ville miste hende. Og måske var alt dette blot overfladisk, for hun så ikke selv hvordan hun kunne tilgive ham så hurtigt. Hun var bare uendeligt glad for at han var glad, og udviste venlighed overfor hende. Så fortjente han også at hun gjorde det samme.

Wordcount: 272 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome blev bestemt ikke mindre forvirret, da den grå hoppe pludseligt gav ham en undskyldning. Hvor kom nu det fra?! Han havde ikke forventet en undskyldning, for de var jo begge lige gode om at være forskellige, så det kom virkeligt bag på ham, at hun villigt gav en. Han kommenterede dog ikke på det, velvidende om, at det blot ville give bagslag. Hendes ord om, at hun kunne være endt med bedre var bittersøde i hans hoved. Hun mente dem sandsynligvis på den bedste måde, men for ham lød det en smule, som om han egentligt ikke var god efter hendes mening, blot ikke så dårlig som han kunne være. Igen valgte han ikke at kommentere på det, men prøvede i stedet at ryste det af sig; det nagede dog videre i hans baghoved.

Han svarede hende ej, men prøvede i stedet på at fjerne fokus fra det hun havde sagt og sætte den på noget helt andet; det andet blev fysisk kontakt, da han ærligt talt ikke lige havde nogen anden ide og det at løbe nogen steder hen virkede ikke som det smarteste med tanke for, at Ivory lå og sov ikke langt væk derfra. Det var trods alt også ham, der frygtede for, at noget skulle ske med dem. Resolut trådte han derfor frem mod hende, et svagt smil om hans mule mens han nappede til hendes pandelok og så lod sin mule hvile mod hendes pande. Hans ører vippede stadig lyttende rundt, men han tillod sig selv ikke at være fortabt i verden omkring dem.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[11]

[19]

Hun flyttde sig ikke det mindste da han placerede sin mule mod hendes pande. Hun nød følelsen af varme mod sin ellers kolde hud, for hun var begyndt at få svært ved at holde varmen. Hendes vinterpels var ikke ret tyk, og i det var længe siden hun havde fået noget ordentligt at spise, så hendes ribben sprang tydeligt ud mod hendes grå pels. Hun frøs, og hendes hals smertede endnu, men hun havde ikke sagt noget til nogen. Det var Ivory der var hendes førsteprioritet, og hun ville ikke have at nogen skulle bekymre sig om hendes ve og vel, ikke som tingene stod nu. Dog var hun endnu bange for at ende som Philema, hendes moder, men foråret var på vej, og hun måtte klare sig indtil da. Derefter ville alting blive bedre, havde hun forsikret sig selv. Hun kunne svagt mærke hans varme ånde mod hendes hud, og et let smil spredte sig yderligere om hendes læber. Hun trådte en smule nærmere, så hendes mule rørte hans muskuløse hals, og hun kunne mærke hans varme mod hende.

Wordcount: 180 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den grå hoppe flyttede sig ikke da han rørte hende og han antog derfor, at hans berøring var godtaget. Accepteret om man ville. En dæmpet brummen lød fra ham, da hun trådte nærmere og placerede sin mule mod hans hals. Forsigtigt nippede han til hendes man, inden han let strøg hende ned langs halsen. Så grov som han kunne være i tale og ageren, mindst lige så forsigtig og blød kunne han være i sine kærtegn; kærtegn der, med tanke på hvordan de havde diskutere, nok virkede underlige, men det var det han kendte til og derfor faldt tilbage på, når han ikke rigtigt vidste hvad ellers han kunne gøre. Han havde en forunderlig succesrate med dem faktisk når det gjaldt om at dæmpe situationer.

Med overraskende lette skridt bevægede han sig ned langs hendes side, efter at have stået med hende for en kort stund. Da deres skuldrer var lidt forskudt af hinanden stoppede han og løftede sit hoved op. Et øjeblik så han ud i mørket; ingenting. Dernæst vendte han opmærksomheden tilbage til hende og nippede forsigtigt til hendes ryg, før han lod sin mule hvile mod den; hun føltes kold, hvilket undrede ham en smule. Hvornår var hun blevet så kold og hvorfor havde han ikke lagt mærke til det før. Under hans mule føltes hun også tyndere end da han først havde mødt hende; hvornår var det sket? Han kunne ikke ændre på hendes vægt, men han kunne prøve at få lidt varme i hende og forhåbentligt bedre tingene, trods hun tilsyneladende havde vendt rundt.
Først langsomt og forsigtigt, men så roligt med tiltagende styrke gnubbede han hendes ryg med sin mule. Resten af ham stod stille som en støtte, klar til at tage imod hende hvis hun ønskede hvile.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[12]

[20]

Varmen fra den plettedes kærtegn mod hendes ryg, fik hendes vrede til endnu engang at falme yderligere. Hvordan kunne hun hade ham nu, når han gjorde hvad han kunne for at tage sig af samt passe på hende? Så ville hun være en forfærdelig sjæl hvis hun ikke satte pris på det.
Skønt hun ikke var en hoppe der før havde kendt til jalousi, kunne hun allerede nu mærke den bittersøde fornemmelse af at se Chrome og en anden hoppe, på denne måde. Hun vidste udemærket godt, at dette blot var midlertidigt, og hun ikke ville være den eneste i det lange løb. Hun havde før tænkt tanken, men havde skubbet den fra sig, men Chrome var måske bare en hingst der havde brug for mange hopper. Hvorfor kunne hun ikke forstå, men hun blev vel bare nødt til at acceptere det. Hun tvivlede på at det var en ting han var villig til at ændre på. Men noget i hende fortalte hende at hun ikke ville lade dem komme over hende. Nye hopper skulle ikke få lov til at have Chrome for sig selv hvis hun ikke selv måtte, og hun ville ikke lade dem blive stærkere end hende, eller hundse rundt med hende. Det nægtede hun til finde sig i.
Hun hvilede let hovedet over hans ryg, hvor hun let bevægede overlæben mod hans plettede pels. Ikke fordi hun forsøgte at holde ham varm på samme måde som han gjorde, blot så han vidste at hun også var der. At han gjorde alting helt rigtigt.

Wordcount: 257 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Uanset hvor meget den grå hoppe gav af sig, uanset hvor meget hun tillod Chrome at gøre, så ville hun næppe nogensinde være nok for ham. Modsat de hingste han var vokset op sammen med, så hungrede han ikke efter et evigt stigende antal hopper, men en enkelt var ikke nok for ham. Mitis var ikke nok for ham. Han holdt af hende, ingen tvivl der for han stod jo her nu, men tanken om en hoppe mere var ikke en, der lå ham alt for fjernt. Måske endda to, men ej mere end det; han samlede trods alt ikke på dem. Så meget som hans hopper tilhørte ham, tilhørte de hinanden; ideen var ej, at han skulle gå mellem dem og de førte hver sit liv med ham. Nej, hans mål, hvis der var et, var at skabe en enhed; en familie I nogens øjne måske. Dette ville dog først ske, når han en dag fandt den eller de rette, for han ville ej have hvem som helst.
Han kunne mærke hendes hoved hvile mod sin ryg, mens hun let bevægede sin mule. Som svar forlod en dæmpet brummen ham, inden han tillod sig at lukke sine øjne et øjeblik og holde inde med sit foretagende. Dog kun for det ene øjeblik, for han havde trods alt en verden omkring dem at holde øje med og derfor hævede han sin mule for en kort stund. Den blev hævet mod himlen, inden han vejrede vinden. Da han intet opfangede, som på nogen måde satte alarmne igang hos ham, sænkede han sit hoved igen, men vendte dog ej tilbage til at gnubbe hende endnu. Han sblik faldt på det plettede føl; hun sov stadig.
Blidt puffede han til hendes ryg, før han faldt tilbage i de samme bevægelser som før; i form af gnubbende cirkler bevægede han sig langsomt ned langs hendes ryg og lår, inden han strøg sin mule tilbage og begyndte på ny.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[14]