Bedtime stories | Chrome

[34]

Da den lille familie - hvis man kunne kalde dem det - var nået frem til det sted Chrome mente var sikkert, var Ivory hurtigt faldet i søvn. Hendes åndedrag var nu langtsomt og regelmæssigt, som hun lå med de lange ben foldet op under sig. Hun så så uskyldig og fredfyldt ud, som hun lå der, og Mitis kunne ikke lade være med at smile en smule. Men hun vidste at der var noget hun måtte gøre, noget hun havde sagt at hun ville når Ivory sov - og det var nu. Hun tog en dyb indånding, inden hun med faste skridt bevægede sig hen mod den plettede hingst. Hun tøvede let, inden hun begyndte at lade ordende rulle.
"Chrome.."
Startede hun, med en let bekymret fold mellem de to ravfarvede øjne. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle starte dette, skønt hun egentlig havde overvejet hvert eneste ord hun ville have sagt.
"Jeg vil gerne tale med dig, om os begge to. Og Ivory."
Tilføjede hun. Hun var sikker på at tanken også var faldet hingsten ind. Hvad var deres rolle overfor den lille. Og skønt de nu holdt sammen som en lille flok, så kendte de knap nok hinanden. Der måtte være ting hingsten undrede sig over ved hende, ligeså vel som der var ting den grå undrede sig over ved ham. Hans måde han så på Ivory på, og deres forskellige måder at skulle opfostre hende. De blev nødt til at komme frem til et kompromis, for det var tydeligt at den unge gjorde hvad hun kunne for også at gøre den plettede stolt.

Wordcount: 268 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Stedet han havde ført dem til, var egentligt ikke et, som han kendte før de var nået det. Han havde måske passeret det en enkelt gang, men han var aldrig stoppet for at se nærmere på det. Grunden til at han havde valgt det var blot, at det var det første sted, han bedømte som sikkert uden at skulle bruge for lang tid på at komme frem til den dom. Her var ingen spor fra andre dyr, intet der tydede på, at det var et sted, hvor mange befærdede sig og det var kun godt efter hans mening, men selvom det var sådan, så faldt han dog ikke til ro. I stedet stod han og så ud i natten, søgte efter det, som hans hjerne fortalte han skulle, men som en del af ham helst bare ville ignorerer.

Han hørte hende godt komme gående, men det var ikke før hun sagde hans navn, at han så på hende. Hans ører vippede let fremad, da hun forsatte. Hendes ord var på den ene side forventet, men samtidigt ikke; det var ikke noget, en hoppe før havde sagt til ham. Roligt svang halen bag ham, mens han så på hende et par øjeblikke mere, før han så blot nikkede. Hun havde måske forventet et verbalt svar, men det var for nu alt hun fik. Dog ikke fordi han ikke havde tid eller lyst til hende, bestemt ikke, for hun var det eneste der holdt hans øjne, men hans ører måtte han dog lade vippe opmærksomt rundt, søgende efter det mindste tegn på farer.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[35]

Hun slog kort blikket ned. Hun havde på sin vis troet at han ville have sagt noget, men det var nok for meget at forlange. Hun var ikke sikker på hvordan hun ville starte, men at fortælle sin egen historie var som regel det der kom lettest til hende.
"Grunden til ... Grunden til at jeg altid er bekymret for Ivory, er ikke kun på grund af moderinstinkt, men fordi min egen moder døde min første vinter. Jeg var kun fire måneder, og måtte klare mig selv. Jeg ønskede altid at jeg havde haft en fader til at beskytte mig, men også min moder, så hun måske ikke var død. Men jeg overlevede den vinter, men siden da ... Det har aldrig rigtig været det samme med andre. Jeg troede at jeg var kommet over det, men efter Ivory er blevet født, er jeg begyndt at stille krav til mig selv som jeg ikke kan overholde. Jeg er bare blevet mere og mere forvirret. Dette er måske ikke så vigtigt for dig, men det var mere så du vidste, at når jeg er stille, så tænker jeg. Mit hoved bliver alt for fyldt med tanker, på grund af de krav. Men jeg er ikke skør, og er heller ikke ved at blive det."

Det hele lød så ynkeligt i Mitis ører, som et råb om hjælp, trods det var det modsatte. Det var et råb om, at han ikke skulle forlade hende fordi hun nogengange var ked af det, og nogengange tænkte for meget. At hun nok skulle klare sig, og han ikke skulle tage det at redde hende fra sig selv på skuldrene, for det var umuligt selv for en hingst som ham.

Wordcount: 284 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Da Mitis slog blikket ned, blev den plettede hingst blot forvirret; hvad kunne hun dog ønske at sige, som ville bringe sådan en adfærd? Det viste sig hurtigt at være hendes historie, eller måske bare rettere starten på den, og hvorfor det havde en relevans for hende at fortælle den. Der kom intet andet fra ham end stilhed mens hun talte; ingen sørgelig mine eller medfølende smil. Blot stilhed og hans ravgule blik, som uden tøven lå på hende. Hvis man så efter, kunne man dog godt sige, at det blødede lidt op; blev mere end blot et neutralt, iagttagende blik.

"Tak for, at du fortæller mig dette," svarede han roligt, inden han kort skævede mod der, hvor Ivory lå. Så Mitis' var bange for, at deres datter ville blive efterladt alene; sikke en tiltro hun havde til ham. Denne tanke kom ikke til syne hos ham, men spillede blot kort i hans sind. "Men du behøver ikke at bekymre dig, Mitis. Jeg passer på dig; Ivory bliver ikke efterladt." Der var noget i tonen der fastlagde, at Chrome fuldt og fast stolede på sine ord, og det gjorde han skam også. Han havde ingen hensigt om at lade Mitis gå bort, både for hendes skyld og sin egen, men samtidigt ville han ikke tage sig af Ivory, hvis Mitis faktisk gik bort. Nej, han ville beskytte hende, men samtidigt finde en anden hoppe, som kunne tage sig af hende. Hingste beskyttede, de opfostrerede ikke.

For et øjeblik virkede det til, at han var færdig med at tale og ikke på nogen måde ville kommentere på hendes historie, men han gjorde det. Med et par skridt trådte han hen til hende og strøg hende let i panden; "Og det gør mig ondt, at du blev efterladt." Egentligt var det ikke helt rigtigt, men det var da synd for hende, at hun var blevet efterladt sådan. Chrome kunne dog ikke kommentere på hendes tab af sin moder: han havde aldrig været tæt nok knyttet til sin egen, til rigtigt at forstå, at det kunne gøre ondt at miste hende.

✕ ...but I do it in the best way ✕

Hun vidste ikke om hun havde fornærmet Chrome ved hendes ord, men hvis hun havde, så viste han det ikke. Hun havde svært ved at indrømme det selv, men denne hingst havde vist sig at betyde en del mere for hende end hun først troede. Hvordan han betød noget, var hun dog ikke sikker på, men frygten for at miste lå ikke længere kun på Ivory. Alt dette var hun dog alt for stolt overfor ham til nogensinde at fortælle. De var endnu et meget umage par, og kærlighed var langtfra det der var at spore i luften imellem.
"Tak. Og det har intet med dig at gøre - jeg stoler fuldt og fast på at du nok skal beskytte hende hvis der skulle ske mig noget, men frygten sidder bare for dybt til at jeg kan lade være at tænke over det."
Svarede hun hans usagte spørgsmål. Meget kunne hun sige om ham, men at efterlade et endnu meget ungt liv til blot at klare sig selv - nej, det ville hun ikke sige om ham.
Hun stirrede dybt på ham, ved hans næste ord. Alle sagde det samme. Som om hun forventede at de skulle have ondt af hende. Det var selvfølgelig ikke alle der bar ligeså meget empati som den grå selv. Indtil nu havde Chrome ikke vist sig at være det mest medfølende væsen i verden, selvom han havde sine øjeblikke.

"Tak. Men du ved godt, du behøver ikke at lade som om du har ondt af mig hvis du ikke har det, ikke?"
Sagde hun med blikket fæstnet i hans. Hun havde ikke taget kontakt til ham denne kolde aften, for at han skulle lade hende græde ved hans skulder. Hun sagde det ikke for at fornærme ham hvis han ret faktisk gjorde, men hun ville være en smule overrasket hvis det virkelig gjorde ham ondt - inderst inde. De kendte knap nok hinanden.

Hun stod let afventende, ventede på at han måske ville fortælle hvis han selv havde noget at sige, ligesom hun havde fortalt om hendes fortid. Dog var hun ikke sikker på at han ville dele det med hende, hvis han virkelig havde noget der endnu nagede ham. Hvis han ikke sagde noget nu, ville hun gå videre til næste emne. Hun havde et skema at følge.

Wordcount: 385 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Ved hendes ord om, at det ikke havde noget med ham at gøre, men blot noget med hende, nikkede han let. Et par tanker, et par kommentarer, kørte gennem hans hoved, men han ytrerede ikke en eneste af dem, men forsatte blot med sine egne ord. Ord som hun tydeligvis ikke følte sig overbevist af, men det havde heller aldrig været den direkte hensigt; hans ord havde været en formalitet mere end noget dybtfølt. Derfor holdt han da også roligt hendes næsten stirrende blik uden noget tegn på anger eller andre følelser omkring de falske ord, han havde ytret.

"Det vidste jeg faktisk ikke; vil du hellere have, at jeg blot ignorere det, hvis jeg ærligt talt er ligeglad?" spurgte han. Det kunne være blevet sagt med et smil, men der var intet smil at finde, for han lavede ikke spøg. Han var seriøs: hvis det var sådan hun ville have det, så kunne han sagtens gøre det sådan. Han havde dog på fornemmelsen, at det ikke nødvendigvis var sådan hun ville have, at han agerede; hun var nok nærmere ude i noget midt i mellem. En opførsel hvor han forstod hvad hun sagde og viste medfølelse, selv hvis han var ligeglad, når hun virkelig var nede, men samtidigt ikke gav falske ord, når det ikke betød for meget for hende.

Enhver udefrakommende ville kunne se, at de ikke var et par dannet af kærlighed så meget som en ejerskabsfornemmelse blandet med en trang til at beskytte og en trang til at blive beskyttet. De var ens poler som blev trykket sammen af verden omkring dem; en dag ville de måske være modsat af hinanden, men indtil da var det ikke dem, der holdt hinanden, så meget som verden der trykkede dem.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[1]

Et let suk passerede den brogede hoppes læber, og dannede en hvid dampsky der let kunne anes foran hendes mule. Hun ville give hvad somhelst lige nu for at vide hvad den plettede hingst tænkte. Han var så tavs, men var han også sådan indeni? Som den grå opførte sig, følte hun at Chrome måtte vide alt hvad hun tænkte. Fra hvad hun tænkte om ham, og hvordan hun tænkte om Ivory. Hun var ikke ret god til at skjule hvad hun tænkte og følte.
Selv følte hun at alt hvad hun sagde til ham, blot prellede af som var han lavet af den is der hang fra træerne. Med den forskel at isen på træerne smeltede i takt med at varmen kom.

Hun fnøs kort, men holdt sig lav for ikke at vække den unge sovende. Det var en anden ting med Chrome - hun vidste aldrig om det han sagde var en joke eller ej. Og hvis hun så tog det som en spøg, så var det det sikkert ikke en gang. Han smilede sjældent, og det gjorde det endnu sværere for den grå at gennemskue ham.
"Nej. Alle siger det, men det er kun fordi de tror at jeg får det bedre af den grund. Men det gør jeg ikke. Bare lad være med at sige noget så. Jeg vil gerne have at du er ærlig over for mig i alle sammenhæng, også denne, okay?"
Hendes stemme var en smule udtryksløs, men det var fordi hun ikke vidste hvad hun egentlig følte om det. Hun var ikke ked af det, men ej heller vred, og langt fra glad.

Hun bestemte sig for blot at rykke videre til næste emne. Han havde ikke sagt noget som hun skulle have at vide, skønt hun havde givet ham tid nok mente hun. Normalt ville hun måske have ventet, men man ventede ikke på Chrome. Når han ikke sagde noget i starten, tjah så ville han nok heller ikke gøre det nu. Hun havde sine øjeblikke hvor hun kom i tvivl om hvad hun følte om ham, men i disse minutter var hun blot irriteret på den plettede. Han var tavs, og hun forstod ham ikke, og han var kølig og arrogant i hendes øjne.

"Og Ivory. Som du nok har lagt mærke til behandler vi hende på lidt forskellige måder. Jeg ved godt at det er mig der skal opfostre hende, og opdrage hende, men du er også en del af det."

Sagde hun en smule sagte, for at føllet ikke skulle høre hende. Mitis stemme var en smule hurtig, hurtig og underligt flad. For hun kunne ikke være formanende, i hvert fald ikke overfor Chrome. Så da hun ingen følelse havde at putte på hendes stemme, var den blot ensformig, og en smule kølig.

Wordcount: 465 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Han så blot forsat på hende da hun fnøs, tydeligt ikke helt tilfreds med hans svar, men det var noget, han vel var blevet van til. Hun forventede sandheden, men ikke den hudløse version; forståeligt nok i teorien, men lidt frustrerende for Chrome. Dog var det noget, han kunne arbejde med, hvis det betød, at hun blev hos ham; han ønskede trods alt ikke at miste hende.

Og selvom følelser ikke var et punkt han mestrerede lige så meget som de fleste hopper, så vidste han godt, at han kun kunne presse på Mitis' til et punkt, som han bevægede sig faretruende tæt på til tider.

Hendes næste ord fik ham næsten til at le, men ingen latter kom og gav et let fnys fra sig. Det var dog ikke fordi, at han fandt dem morsomme på den gode måde; nok nærmere på den dårlige. "Nej, det er jeg ikke," svarede han med samme ro som før, men der var noget mere insisterende over tonen såvel som det blik han sendte hende. Der var dog ingen trussel i det, blot en blank afvisning når det gjaldt en potentiel diskussion af emnet. Han var født og vokset op på den måde, som han mente det skulle foregå mellem dem og nok tænkte han mere end dem i den verden, han var kommet fra, men det betød ikke at han ville ændre på noget. Ivory var hendes arbejde, men hans ansvar.
Tanker, startet af hendes ord, løb gennem hans hoved; han kunne sagtens lege med hende, ingen tvivl der, for han var af natur et legebarn og mødet med den lille Daphne havde vist dette . Men at opdrage og opfostre? Nej, det gjorde han ikke. Han havde intet mod hopper og følte sig ikke direkte overlegen, men at gå ned til deres niveau af adfærd? Hm, som om...!

Bag ham blev halen svirpet, inden han trådte et skridt væk fra hende. Han gad ærligt talt ikke til at diskutere med hende og følte sig rimelig sikker på, at hvis han gjorde som han gjorde, så ville hun opgive, men han var ej sikker; måske ville hun vise mere selvtillid denne gang? Vise lidt mere mod og styrke?

✕ ...but I do it in the best way ✕

[2]

[10]

Ved hans ord strammede Mitis læberne en smule, og hævede hovedet. Hvordan kunne han sige det? Han havde selv bedt hende om at følge hende, og han måtte da kunne se at den måde han opførte sig på overfor ungen også havde en hvis indflydelse på hende. Hendes ord var hurtige, og raseriet der ulmede kunne tydeligt høre i hendes hurtige stemme. Han opførte sig så barnligt, som et forvokset spædbarn, med den undtagelse at denne ikke kunne lære.
"Nå, men det bliver du nødt til. Kan du ikke også se at den måde du opfører dig overfor hende også gør noget mod hende? For du opfører sig som en nar overfor hende. Og hun ser op til dig, kan du ikke se at hun gerne vil gøre dig glad? Hun prøver så godt hun kan at gøre dig stolt, men du er ligeglad. Du er iskold overfor hende."
Hun rystede let på hovedet, mest af sig selv. Hun var rasende på ham. Hun overvejede blot at vække Ivory og gå. Hun orkede ham ikke mere, han var intet af det hun troede han kunne blive. Hun havde troet, om end kun et kort øjeblik, at han ville tø en smule op, men nu havde hun mildt sagt opbrugt al tålmodighed hun troede hun havde overfor den plettede. Hun kunne mærke tårende presse sig på, tårer over at hun ikke følte at hun nogensinde kunne få nogen indflydelse på hende, og fordi hun var vred, og hun var så træt, og alting flød over. Hun nægtede dog at vise nogen svaghed overfor ham. Nej, det fortjente han ikke. Han fortjente intet af hvad hun ønskede at lade ham få før.

Hun trippede let på stedet, men ventede med at gå. Hun var klar til at vække Ivory, hun var klar til at løbe hvis hun var gået over stregen. Hun vidste ikke hvor kort hans lunte var, og hun ville ikke lade ham skade hverken hende selv eller Ivory.

Wordcount: 329 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den grå hoppes tone og holdning ændrede sig brat ved hans ord og han vidste dermed, at han var nået til grænsen for, hvad han kunne sige til hende. Det skulle dog ikke holde ham fra at svare, for han var bestemt ikke enig i det hun sagde; langt fra faktisk. Han blev dog ikke vred på hende, for hendes ord rørte mere hans stolthed som hingst end hans følelser. Hun havde mistet sin mor, det havde hun jo fortalt ham, men der havde ikke været nogen tale om en far, så præcis hvorfor hun forventede, at han gjorde noget, som var aldeles absurd for en hingst, kunne han virkelig ikke forstå. I hvilken underlig, fremmede verden tog hingste sig af føl?

"Hun prøver at gøre mig stolt?" Han vendte sine gyldne øjne overmod det hvidplettede føl. Et fnys forlod ham, inden han tog et skridt tilbage mod den grå hoppe, hvor han stillede sig med fronten mod hende. Trods hans passive opførsel før, så gik han offensivt nu, for hun skulle ikke tro, at hun kunne bestemme hvad han skulle og ikke skulle gøre. "Hun er nyfødt; hun har ikke den ringeste anelse om hvad det at være stolt betyder. Og det er jo ikke ligefrem fordi jeg genner hende omkring og snapper til hende." På trods af hans tilsyneladende manglende interesse for sit eget føl i den gode forstand, så holdt han sin stemme dæmpet.

Med de ord trak Chrome sit hoved op, før han så ned på hende. "Jeg beskytter jer, men du opfostre og opdrager hende; sådan har det altid været." Om hun fangede, at hans opførsel var fordi han ikke kendte til den måde, hun ønskede det skulle foregå, eller om hun forsat troede den kom udelukkende fordi han var en nar, var et godt spørgsmål.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[3]

[11]

De grå var vred, hun var løbet tør for idéer. Hun ønskede at skade ham, blot fordi han pirrede hende så frygteligt. Dog vidste hun at han var hende fysisk overlegen, så hun forholdt sig rolig. Han var hende et fremmed væsen, og nu fremstod han direkte dum for hende. Om det var en stolthed der fik ham til at nægte, fik ham blot til at se svag ud. Hendes tålmodighed var løbet op, men hun ville ikke vække sneungen ved at blive højrøstet.
"Jeg ved ikke i hvilken syg verden du blot kan ligge det ansvar du selv har taget på dine skuldre fra dig, men det er slut nu. Det bliver ikke her, og det bliver ikke sammen med mig."
Hviskede hun køligt. Hun vidste udemærket godt at hun netop havde givet ham al ret til at skride fra dem, men hun spillede på at det ikke virkede som om han ville skille sig af med dem. Og hvis det skulle være sådan, så var hans beskyttelse ikke det værd. Som tingene stod nu, kunne hun ikke forstå hvorfor hun nogensinde havde fundet ham interessant. Hvorfor hun nogensinde rent faktisk havde kunne lide ham, og havde sagt ja til at gå med ham. Hun fortrød det nu. Han var ikke andet end en arrogant tåbe i hendes øjne.
Den eneste grund til hun ikke var gået endnu, var at hun vidste at hans beskyttelse kunne være vigtig for Ivory, men hun havde troet at han ville have været en faderfigur og ikke blot havde dem som en ejendel. For hvis han kunne lide hende på nogen somhelst måder, så var han forfærdelig til at vise det, og hun havde ikke i sinde overhovedet at lade ham kunne lide hende. Som hun før havde tænkt, så fortjente han ingen af hendes gode sider. Hun vidste at hun kunne være venlig, kærlig overfor hende, og hvis han blot udviste en smule mere venlighed overfor hende, så ville hun også gøre sit for at være loyal og beskyttende overfor ham. Men nu - nej nu skulle han træde varsomt for blot at få hende til at blive ved hans side.

Wordcount: 359 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Uanset hvad den skimle hoppe gjorde, så var der intet der ville få ham til at skade hende. Han kunne være verbalt hård mod hende og ingen skulle betvivle, at han var villig til at råbe af hende eller true hende til noget hvis det var en nødsituation, men han var bedre end at skade hende. Han var ikke så svag, at han nogensinde ville såre hende fysisk, blot fordi hun satte sig op mod ham. Det gjaldt som sådan også alle andre hopper, men lige præcis dem han så som hans kunne han bestemt ikke røre i dårlig forstand; de var trods alt hans ansvar og en skade på dem, uanset om han lavede den eller ej, ville betyde at han havde fejlet.

"Lægge mit ansvar fra mig? Jeg tager mit ansvar; det er dig som prøver at lægge en del af dit over på mig," svarede han, hans stemme hårdere end før, men stadig rolig og uden tydelig frustration, trods det var det, som blev bygget op. Med det hævede han sit hoved og så ned på hende, hans nakke knejset i som et svagt tegn på den dominans han havde over hende, for det var bestemt ham, der ledede det her foretagende, uanset hvor småt det måtte være. "Og tro ikke at dine små... 'trusler'... betyder noget; hvis jeg ønsker at blive her og tage mit ansvar overfor Ivory, så bliver jeg, om du vil have det eller ej."

Trods hans stemme ikke viste noget af hans frustration, så begyndte hans kropsprog at vise det. Halen svirpede bag ham og ører vippede kort tilbage, før de vendte tilbage til at lytte til deres omgivelser. "Jeg fatter ikke hvorfor du overhovedet forventer, at jeg tager del i dit ansvar; hvor er det normalt, at en hingst gør det?" Med det rystede han let sit hoved og vendte det bort fra hende, så han kunne se ud i mørket i stedet for.

Skøre hoppe...

✕ ...but I do it in the best way ✕

[4]

[12]

Hun hadede ham. I de øjeblikke var det eneste hun kunne føle overfor den plettede, had. Stod han, og sagde til hende at selvom hun gik, måtte hun ikke tage Ivory med? Alt hvad hun havde opbygget? Den byrde hun havde båret på i måneder, psykisk og fysisk? Hun stirrede en smule vantro på ham, hver en muskel i hendes krop spændt til bristepunktet. Hvor kunne han ...

Hun havde ingen ord. Hun var løbet fuldstændig tør for ord, for alt hvad hun kunne sige var frustrerede råb mod ham, om hvilket monster han var. Hun huskede kort tilbage på hvordan han havde sat sin næseryg mod hendes, og sagt at hun ikke var ligemeget. Og hun havde faktisk troet på det lige da. Troet på at alting skulle blive okay igen, og at dette var det rigtige at gøre. Hvor kunne man dog tage fejl.
"Har du nogensinde hørt om kærlighed til et andet væsen? Eller er det fuldkommen fremmed for dig? Medfølelse? Nej? Jeg ville skyde på at en lus kunne føle mere kærlighed end dig."
Hendes ord var som sådan ikke et svar på hans tomme trusler. Hun ønskede bare at sige det, for han var tydeligvis for dum til selv at forstå det.
"Jeg ved ikke i hvilken verden, men du kunne i det mindste prøve så at ændre på det. Eller er det skræmmende at gøre noget udover det sædvanlige?"
Hun var træt af at blive holdt som svar de kvæg som han kunne avle på, og så ellers blot have. Der var sikkert masser af andre hingste som ikke var som ham.

Wordcount: 268 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome rystede sit hoved, men så forsat ud i natten, mens hun snakkede; hvad pokker havde kærlighed med det her at gøre? "Selvfølgeligt har jeg hørt om kærlighed, Mitis; jeg er mere civiliseret end de fleste, så vov ikke overhovedet at tænke, at jeg ikke ved hvad det er eller kan føle medfølelse." Med det vendte han blikket tilbage på hende, før han svirpede med halen og bevægede sig et par skridt væk fra hende. Hans skridt var mere kraftige end nødvendigt og han puffede lettere frustreret til en knækket gren. Hvorfor skulle hun absolut have så sære syn på verden? Han var jo bedre ved hende end så mange andre var ved deres hopper! Han gennede hende jo ikke omkring, snappede ikke til hende hver gang hun trådte en smule ved siden af og han hastede hende heller ikke bare ind blandt et par andre hopper for så at glemme hende! "Hvis du tror jeg har valgt at beskytte dig og Ivory for sjovs skyld, så tager du fejl," svarede han så, en smule overgivelse i hans stemme. Hvorfor var det her så svært, når det havde virket så simpelt en gang? Nok fordi han ikke havde haft nogen anelse om tingene dengang...

"Og nej, jeg finder det ikke skræmmende at skulle ændre på noget, men hvad hvis noget gik galt mens jeg gjorde det? Hm?" Et fnys forlod ham, inden han gik et par skridt mere og så så ud i natten igen, hans ører spidset ved lyden af noget langt borte. "Hvad hvis jeg brugte tid på at opdrage Ivory og du kom til skade imens? Hvor stod jeg så?" Man skulle ikke tro, at han udelukkende nægtede at tage del i opdragelsen og opfostringen, blot fordi han frygtede at noget kunne skade Mitis i mellemtiden, men det var skam en stor del af det, meget større end hun nok kunne forestille sig.

Chromes skuldre sank en smule, mens han stålfast så ud i mørket. Han kunne som sådan godt se på hende nu, men han gad ærligt talt ikke rigtigt gøre det. Fandt hun ham virkelig så hjerteløs? Som et dumt dyr, der samlede sine hunner og så gennede dem omkring mens han forøgede sit antal af efterkommere. Hvilken tak for, at han havde viet sit liv til at sikre hende og Ivory's sikkerhed!

✕ ...but I do it in the best way ✕

[5]

[13]

Hun var næsten ved at sige at han alligevel var ligeglad med hvad der skete med Mitis, men hun tog sig i det. Det fortjente han dog ikke, og det var som om hans styrke var falmet en smule. Han var sikkert ikke direkte ked af det, men den dominerende attitude var visket en smule bort, mente hun. Måske var hun alligevel gået for langt, men han havde ved gud også presset hende til det alleryderste. Undskyld ville hun ikke sige til ham, for det mente hun ikke at han fortjente efter hvordan han havde opført sig overfor hende, men hun undlod at tale yderligere nedladende til ham. Måske havde han blot misforstået hvad hun havde prøvet at sige hele tiden.
"Jeg... Jeg prøvede heller ikke at sige at du skulle opdrage hende, men bare måske være lidt mere faderlig overfor hende."
Hendes stemme var mere rolig, men det var tydeligt at under vreden havde der ligget noget ganske svagt og rystende, for hun var bange for at skulle gå fra ham også.
Hun havde ingen anelse om om han rent faktisk forstod hvad hun mente med faderligt, for de havde tydeligvis vidt forskellige forståelser for hvad det indebar. Men at han også ville tage hende med ud og vise hende verden, at vise at han også kunne være stolt af hende.

Wordcount: 222 | tag: Chrome

code by ♥