New to this | Titan |

New to this

words: 560 | tag: Camille

♣

Titan smilede da hoppen pustede hans pandelok væk fra øjnene. Den kunne sommetider godt være i vejen når det blæste meget. Men den beskyttede også hans øjne godt nok mod og andre insekter om sommeren. Og han kunne nærmest gemme sig bag den hvis han gerne ville sluges helt af mørket. "chomh maith le ceist deacair"chomh maith le ceist deacair" halvt sukkede han, men ikke beklagende. "Du stiller også svære spørgsmål" måtte han lige forklare, for der var ikke mange der forstod hvad han sagde hvis han ikke koncentrerede sig. Dog havde han fået lidt mere gang i snakketøjet, og han blev da ved med at lære nogle nye ord og vendinger hver gang han snakkede med nogen. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal svare på det spørgsmål. Jeg er herfra, men jeg er ikke herfra" forklarede han så med et næsten bedrøvet blik over det svar han måtte give. Han var godt klar over det krævede lidt flere ord end dem han allerede havde sagt, og var også i fuld gang med at tænke over dem. "Jeg er ikke født her, men jeg var ikke mere timer eller dage gammel da jeg kom hertil" Det var en ad de ting der havde gjort den sorte hingst unik. Han kendte ikke til andet end Andromeda. Han kendte ikke til farer. Han kendte ikke til ensomhed, for han havde trods alt været i Teylar siden han var helt lille. Lige så langt tilbage han kunne huske. Og fordi han var kommet til landet uden en moder, havde en hingst sørget for han ikke havde behov for sin mor. Det gjorde også at han derfor ikke havde været afhængig af andre på samme måde som andre føl var afhængig af deres mødre og mælk. Titan var fri, men desværre også en smule bagud i sin udvikling.Det var dog en billig pris for et liv.

Titan havde et forsvar når ting gik hen og blev for alvorlige. Han brød sig ikke særlig meget om alvor, for flere gange havde det enten ført til medlidenhed eller knups - og ingen af delene var han interesseret i. Han kendte jo ikke til andet og kunne derfor heller ikke sætte sig ind i andres meninger, og forstod derfor heller ikke hvorfor det skulle være synd for ham. Siden han var lille og havde indledt leg med de store hingste, havde det også ført til bid og spark i ny og næ, og han havde jo ingen jordisk chance for at forstå at de egentlig ville have ham til at gå sin vej. Derfor forstod han heller ikke altid hvornår andre havde fået nok. Han forstod ikke deres grænser, for hvad der måske var en slåskamp for dem var leg for ham. Leg var en stor del af hans væsen, og derfor gik der heller ikke ret længe, før han drillende nappede ud efter hoppen, med et næsten lokkende og udfordrende glimt i de grønne øjne. "Hvis du savner bjergene, så kan jeg sagtens vise dig et sted der får dig til at ombestemme dig" sagde han så, tydeligt drillende. Han havde selv taget turen op i bjergene på Enophis, og det var en der kunne få det til at gøre ondt i hele kroppen i et par dage efter hvis man pressede sig selv nok - og det havde den sorte hingst tendens til at gøre.

14

Tracker | Tables | Plots | Application

Da han åbnede munden igen, var hans ord fremmede og melodiøse - og appaloosahoppen fattede overhovedet ikke et pluk af hvad han sagde, hvilket gav hende et undrende blik i de gyldenbrune øjne. Hun havde aldrig ført hørt et fremmed sprog og anede ikke om de sære lyde han kom med havde en betydning, eller blot var et underligt forsøg på at drille hende. Heldigvis for hende forklarede han sig, med ord hun forstod - men med en svagt karakteristisk accent bemærkede hun nu. Hans svar var dog ikke mindre komplicerede end hans spørgsmål, måtte hun konstatere, før han uddybede hvordan det kunne være at han kom et sted fra og samtidig ikke.

Hans barndom var som hendes egen præget af tabet af hoppen der havde skænket ham hans liv - hun havde en ret klar fornemmelse af at hun ikke var fulgt med ham til Andromeda - men sørgede ikke, da han - ligesom hun selv - ikke kendte til andet. På den anden side var Camille selv blevet "adopteret" af en af flokkens andre hopper, som selv havde mistet sit føl tidligere, så hun havde aldrig været helt på egen hånd på samme måde som han.

Hoppen øjne lyste af forståelse, men ikke medfølelse. Hun havde altid været bedst til at være objektiv og selvom hun generelt var et forstående væsen lå "medfølelse" hende fjernt. Hun mødte hans udfordrende blik uden tøven, med et par øjne der gnistrede af mod og nysgerrighed. Hun var overbevist om at hun sagtens kunne følge denne sorte hingst - men også helt og aldeles klar over at det muligvis ville være det hårdeste hun nogensinde havde udsat sin krop for, for hun var ikke indbildsk eller dumdristig. Egentlig var hun konsekvensberegnende - hun var altid klar over at hendes handlinger kunne have konsekvenser, hvilket gjorde hende fornuftig, men udslettede ikke hende nysgerrighed.
"Og det er...?" spurgte hun ham med spidsede ører 
Da den nattesorte hingst endnu engang strakte mulen frem og legende snappede efter hendes spættede hals sænkede hun hovedet og nappede ligeledes efter hans forknæ - en legende, men også tillidsfuld handling, idet hun blottede hele sin overlinje for ham og derved gjorde sig selv mere sårbar. Han kunne sikkert relativt nemt vælte hende omkuld hvis han ville, men der var noget tillidsvækkende over ham...

New to this

words: 279 | tag: Camille

♣

At hoppen nappede ud efter hans forben fik ham til at træde et enkelt skridt til siden for at undvige det, dog ikke som en afvisning - mere som en slags 1 - 0 til ham. Et lille nap blev efterfølgende sendt i retningen af hendes ører før han gav sig til at danse rundt på en cirkel omkring hende. "Det er et sted som ikke alle søger hen. Det er ikke nemt at komme derhen, men det kan også være turen værd" Der var stadig noget lokkende over hans stemme. Det var sikkert ikke mange han kunne overtale til at tage med på en af hans vandreture, især fordi han var vant til at presse sig selv til det yderste, og ikke alle ville kunne klare helt det samme som ham. Men det var også derfor han måske havde set mere end de fleste andre.

Mens han dansede rundt om hoppen sendte han små nap ud i retningen af hende, mod hendes flanker, hendes hals, hendes hale og hendes ben. "Jeg vil næsten gå så langt og sige at du kommer ikke til at savne de lave bjerge, men du kommer nok heller ikke til at savne bjerge generelt i det næste stykke tid." Der var også næsten noget hemmelighedsfuldt over hans smil, der dog på ingen måde virkede ondskabsfuldt. Det var dog tydeligt at han ikke havde tænkt sig at fortælle præcis hvad han snakkede om. Det ville jo også spoile det lille eventyr. "Fristet?" spurgte han så, da han havnede foran hoppen, og fik slynget bagparten rundt så han endte med at stå med fronten vendt mod hende, og de intense grønne øjne hvilede mod hendes.

37

Tracker | Tables | Plots | Application

Vist var hun fristet og det udfordrende, lokkende blik i hingstens syregrønne øjne var svært at ignorere. Dog slog hun ikke til lige med det samme.



Med et skælmsk blik i øjnene overvejede hun kort hans ord og smilede så: ”Fristet – ja,” - meget faktisk - men det var tydeligvis ikke ensbetydende med at hun var fuldstændig med på idéen.



Hun lyttede opmærksomt til hans beskrivelse, men tvivlede stærkt på at han ville få ret i sine ord. Ligegyldig hvad han viste hende ville hun stadig savne sit gamle hjem, – det stod ikke til at ændre, det var hun overbevist om – men han kunne muligvis ændre hendes syn på dette sære land.



Da han begyndte at cirkle rundt om hende, slog hun kraftigt med sin hale, hvis flødefarvede og nougatbrune nuancer stod i stærk kontrast til hingstens sorte hårlag, mens hun fulgte hans bevægelser med både øjne og ører.

Hendes flanker sitrede en anelse, da han nappede efter hendes sider - hun stadig havde hans kildende mule mod hendes lyske i frisk erindring – men han strejfede hende ikke hvor hun var kilden og hun slappede af igen.



Hun havde blot dagen forinden taget svømmeturen til denne ø, hvilket var en medvirkende grund til hendes tøven. Hun var ikke nogen voldsomt dygtig svømmer og tanken om turen tilbage, eller til en af de øvrige øer var ikke videre ophidsende.

New to this

words: 266 | tag: Camille

♣

Det glædede da Titan at høre hun var fristet, men ikke nok, for hun var åbenbart ikke en af de spontane. Ikke en af dem der kunne finde på at kaste sig ud i et eventyr ligesom ham selv. Der skulle meget lidt til før han selv blev overtalt til den slags. Han havde vandret landet tyndt for at finde alle de steder andre ikke kom, og det var også lykkedes ham at finde mere end bare et par stykker. Han ville dog aldrig drømme om at tage nogen med dertil og spolere det landskab han havde for sig selv. "Glem hvor du kommer fra..... indtag Andromeda i stedet... Sandsynligheden for at komme væk herfra er lille, så hvorfor hænge sig i fortiden?" Det var måske nemt nok for ham selv at sige fordi alt han kendte til var Andromeda. Men der var jo også noget fornuftigt i det han sagde. Han havde set hvad savn kunne gøre ved et sind. "Du befinder dig i et land fyldt med magi......... og du er kun fristet til at undersøge det?" han rystede på hovedet med en opgivende mine, men der tittede dog et smil frem bagefter, der angav at det kun var for at drille hende.

Titan trådte et par skridt til siden for at vende sig rundt og dermed begynde at vandre. Hoppen kunne følge med hvis hun kom til 'fornuft' eller blive stående kedelig tilbage. Titan var ikke en der blev stående stille meget lang tid af gangen, og slet ikke for bare at stå og snakke - ikke når landet bød på så meget andet.

39

Tracker | Tables | Plots | Application

Camille satte frem i rask trav med et delvist forurettet fnys og indhentede ham med lange skridt. Hun nappede ham drillende i bagparten, før hun endelig sagtnede farten ved hans højre side.
"Jeg sagde ikke at jeg ikke ville med," indledte hun, mens hun opmærksomt drejede ørene i alle retninger og til sidst lod det ene pege mod ham.
"Men jeg kan ikke garantere at jeg kan følge med..." tilføjede hun efterfølgende. Hun anede trods alt ikke hvor han var på vej hen og hvilke anstrengelser det indebar, så hun mente det var bedst at være ærlig - hun var ikke af den overbevisning at hun var uovervindelig, selvom hendes selvtillid ikke fejlede noget.

Hun kunne godt se fornuften i hans ord, selvom hun studsede lidt over begrebet magi, der var nyt for hende. "Jeg er ved at undersøge det. Det er bare et meget omfattende projekt," svarede hun ham, da han spurgte om hun ikke var fristet til at undersøge landet. Hun var faktisk mere end fristet: Hun havde allerede besøgt 3 øer - Enophis, som Djange havde forklaret hende i bjergpasset, øen dækket af en underlig gråsort substans og den ø hun befandt sig på nu.
Hun nød at bevæge sig og hendes bevægelser over den let mudrede jord var flydende og energiske. Græsset så efterhånden mere og mere sundt ud og nogle steder tittede små vintergækker frem og raslede lydløst med deres klokker i vinden. Solens stråler var dog ikke trængt helt igennem det tynde skydække og vinden lagde en dæmpet på den værste forårskådhed.

New to this

words: 314 | tag: Camille

♣

Titan kunne godt høre skridt bag ham der kom tættere og tættere på. Han vidste også godt at det var hoppen der havde fulgt efter, men nappet havde han ikke regnet med, og slog derfor et svirp med halen, så den hvislede gennem luften. Hans skridt var ikke langsomme, men en mere dansende trav, for han var ikke fan af langsomhed. Endnu en gang måtte han ryste på det sorte hoved, men stadig med et lille smil om mulen. "Det er en forkert indstilling lille frøken..." svarede han hende og sendte et drillende nap ud i hendes retning som gengæld for hendes nap mod hans bagpart. "Hvis du allerede nu siger du ikke er sikker på du kan følge med, er det det samme som at give op på forhånd. Den slags kommer du ikke langt med" fortsatte han sin forklaring, og holdt en lille talepause for at lade hende tænke over hans ord. "Vil du virkelig lade det stoppe dig at du ikke ved om du kan klare en rejse?" spurgte han så.

Han havde da taget højde for hendes ikke helt så muskuløse bygning som hans egen, men hvis de nu bare tog det med de antal pauser hun havde brug for og måske et lidt langsommere tempo end han var vant til, så var han også sikker på hun nok skulle kunne klare det. "Omfattende, ja, for kunne man se det hele på en dag ville der ikke være noget til resten af livet" svarede han eftertænksomt. Og alligevel ville denne tur nok hjælpe hende en lille smule på vej i sit projekt. "Hvis vi rammer kysten ved lavvande slipper vi for en lang svømmetur" så meget vidste han. Det gjaldt om at finde de rigtige tidspunkter, og derfor havde han kunne krydse havet så mange gange i løbet af vinteren, hvor de fleste havde holdt sig på en enkelt ø.

43

Tracker | Tables | Plots | Application

"Hey, hey, hey... Jeg sagde bare at jeg ikke kunne garantere at jeg kunne følge med. Ikke andet," pointerede hun og nappede drillende efter hans skulder. Hans energiske bevægelser var smittende og inden længe smågalloperede hun legende ved hans side, cirklede rundt om sig selv når han gav sig til at kredse om hende og puffede til ham. "Jeg har skam tænkt mig at gøre hvad jeg kan." Der kom et glimt at stenhård vilje til syne i hoppens gyldenbrune øjne, men blot et glimt, der snart blev erstattet af hendes sædvanelige skælmske, varme blik.
Og det havde hun uden tvivl - tænkt sig at give alt hvad hun havde -, men hun kunne heller ikke se bort fra det faktum at han var både stærkere og havde længere ben end hun. Hun var heller ikke helt sikker på hvor meget hensyn han ville tage. Det lod til at være noget han godt kunne... glemme. Ikke i ondskabsfuld mening, men hvis han blev lidt for grebet af situationen og hun havde virkelig ikke lyst til at blive efterladt et eller andet gudsforladt sted, men han fræsede afsted langt foran hende. - Desuden var hun altså ikke begejstret ved tanken om en svømmetur, og sidste gang havde hun faktisk foretaget turen ved lavvande.

New to this

words: 236 | tag: Camille

♣

"Hvor meget har du indtil videre set af hele Andromeda?" spurgte Titan den tofarvede hoppe. Han regnede ikke med hun ville sige det hele, for det var der jo nok ingen der kunne - selvom han anså sig selv for at være rimelig tæt på. Han opholdt sig sjældent det samme sted i længere tid, selvom han tilhørte flokken Teylar. Det var mere et smut ud på eventyr og så tilbage til flokken for et lille hvil og så tilbage ud på eventyr igen et andet sted. Der var dog et sted han ikke rigtig havde opholdt sig i al sin tid i landet - og det var Chibale. Der var noget ved det sted han ikke helt brød sig om. Selv Foehn rejste ikke samme advarsels alarmer inden i ham.

Han forventede heller ikke hun kunne fortælle ham hvor mange procent af landet hun selv havde set, men mere kunne forklare hvilke steder hun havde været. "Viljestyrke kommer man langt med. Der er nogen her i landet der mangler det." Titan sørgede for at lade hende bestemme farten i den retning de skulle indtil videre. På et eller andet tidspunkt kunne det jo godt være han måtte presse lidt på hvis det begyndte at gå alt for langsomt. Eller også måtte de tage den helt langsomme tur, der også ville tage meget længere tid. Men en ting var sikkert - Det ville være det værd.

59

Tracker | Tables | Plots | Application

Jorden var endnu blød af senvinterens våde vejr og føjede stænk i mudderbrune nuancer til appaloosahoppens i fovejen brune ben, når de to heste kredsede legende om hinanden. Camille var ligeglad. Hun havde aldrig været forfængelig af sind og lidt mudder havde aldrig gjort nogen noget ondt. Da han spurgte hvor meget af landet hun havde set, måtte hun dog tænke sig om. Hun holdt op med at danse rundt om ham og vippede eftertænksomt med sine små ører, mens hun bevægede sig jævnt afsted ved hans side. Hun huskede Bjergenes Vogter, Djanges beskrivelse af øerne. Der var askeøen, så var der Enophis, den største ø og sidst den ø hun befandt sig på nu. "Jeg går ud fra at den her ø er Leventera," hun kastede et spørgende blik på den nattesorte hingst før hun fortsatte; "...desuden har jeg været på Foehn et kort visit og ellers på Enophis hvor jeg har været mest i bjergene," fortalte hun så.
"Jeg er nok bare stædig..." konstaterede hun, da han bifaldt hendes viljestyrke. Hun var ikke sikker på at viljestyrke var det rette ord til at beskrive hendes idé om at følge hingsten, på trods af hans imponerende fysik - det var muligvis også en anelse indbildsk at tro hun kunne følge med, pointerede hendes fornuft, men nu havde hun altså tænkt sig at forsøge.
Egentlig havde hun aldrig tidligere set sig selv som værende eventyrlysten. Men på det seneste - sandsynligvis fordi hun var blevet ældre - var hun gået mere på opdagelse i sine omgivelser, med spirrende nysgerrighed.

New to this

words: 314 | tag: Camille

♣

Han nikkede en enkelt gang for at fortælle at det selvfølgelig var rigtig nok at øen her var Leventra. Et navn fik ham dog til at stoppe, og et rimelig brat stop endda. "Foehn? Du har været på Foehn?" de sorte ører vendte sig et kort øjeblik før de grønne øjne vandrede rundt og igen landede på hoppen. Han begav sig dog frem igen for ikke at stå stille og spilde tid. "Har du mødt skyggerne?" spurgte han så nysgerrigt, men med en form for alvor over stemmen også. Skyggerne kunne Titan stadig ikke helt finde ud af. Han hørte forskellige ting fra dem han mødte, og var altid åben for andres meninger om dem. Hans egen søster var en af dem, og derfor var hans egen vurdering måske ikke den mest pålidelige. Han ville jo ikke tro på de var 'onde' selvom andre fik dem til at lyde som om deres agenda var skidt. Noget med at overtage Andromeda, men nogen skulle vel være den der tog sig af landet? hvis ikke skyggerne gjorde, hvem gjorde så? Den Vise? Var han så ikke lige så skidt som skyggerne?

De grønne øjne holdt lidt mere øje med den stadig fremmede hoppe, for stod hun i ledtog med skyggerne kunne det godt være han ikke skulle sige for meget eller vise hende alt for meget. Lidt forsigtig skete der jo ikke noget ved at være - for bange var han ikke. Han sendte dog et lille nap i retningen af hendes skulder før han selv fortsatte videre ud i havet. De kunne sagtens nå over på den anden side uden at skulle svømme alt for langt. Når først de var på den anden side, ville de kunne tage det stille og roligt. Det var nok også et spørgsmål om, jo langsommere de kunne gå - jo mere sikre ville de være på resten af rejsen.

60

Tracker | Tables | Plots | Application

Hun smilede skævt, da han bekræftede at de befandt sig på Leventera, men standsede med et forvirret blik i sine gyldne øjne, da han pludselig slog bremserne i og spurgte om hun havde være på Foehn. Hun nikkede undrende og hendes blik blev ikke mindre forvirret, da han spurgte om hun havde mødt "skyggerne".
Hun betragtede ham et øjeblik og overvejede om hingsten havde opholdt sig for længe i bjerge hvor luften måske var meget tynd, før hun svarede ham: ”Altså, min egen skygge har tendens til at følge mig hvorend jeg går...?” spøgte hun halvhjertet og vippede spørgende med ørerne. Der var da skygger overalt. Han havde selv en. Hvordan i alverden kunne man undgå at møde dem? En begyndende mistanke om at der var noget hun ikke vidste tog langsomt form i hendes sind.

Hun fulgte efter hingsten da han begav sig fremad igen, mens hun tavst overvejede hvad ved den askeklædte ø, der kunne have fremkaldt hans reaktion.

Vist havde øen virket noget ubebeoet og der hvilede en besynderlig stilhed over den, men jorden havde været varmere og græsset under laget af aske havde været friskt og vækstmæssigt lidt længere fremme end på de øvrige øer, netop grundet det beskyttende askelag og jordens varme.

Hun kunne ikke se hvorfor Foehn skulle frembringe det foruroligede blik hun havde set et glimt af i hingstens øjne før det blev erstattet af nysgerrighed. Han var ikke bange, kunne hun se, men noget ved øen havde fået ham til at reagere...


Hoppen standsede ved vandkanten og sænkede hovedet, hvor hun skeptisk lod mulen glide hen over vandet der slikkede mod sandstranden. Den salte havlugt skar hende i næsen og fik hende til at rynke på mulen. Med et dybt suk hævede hun hovedet igen og vadede gennem vandet efter den ravnsorte hingst. Våd. Igen.
Hun håbede virkelig at han havde ret med hensyn til tidevandet, men kunne godt se at vandstanden var betydeligt lavere end da hun kom til øen, hvilket tydede på at han havde styr på det. Hun satte frem i trav og puffede fornøjet til den sorte da hun indhentede ham. 

New to this

tag:@camille

♣

Titan så undrende på hoppen da hun snakkede om sin skygge der fulgte hende hvorend hun gik. Selvfølgelig gjorde den da det. Tog hun fis på ham? Han rystede dog på hovedet, for hun kunne vel ikke gøre for det hvis hun ikke vidste bedre. "Ikke den slags skygger som kan ses når solen skinner.... skygger der kan overtage ens krop. Svage sjæle der bliver lokket af mørket." Hans søster var en af dem, men han havde aldrig anset hende som værende en svag sjæl. Heller ikke som sådan tilhænger af mørket. Faktisk havde hun været hunderæd for det i en stund. Måske det havde noget at gøre med det? Frygt? "Skyggerne hører til på Foehn. Nogen påstår det er ondskab." Selv vidste han trods alt ikke helt hvad han skulle mene om det. Det var ikke rigtig fordi han som sådan havde stået ansigt til ansigt med dem - ikke rigtigt, slet ikke hvis man ikke talte hans søster med. Men en ting var sikker; Hun var ikke længere en man bare lige kunne snakke til. Om Titan som sådan frygtede Foehn var ikke til at svare på. Det der nok bekymrede ham mest, var tanken om at han kunne være en af dem der ville ende som en marionetdukke for ondskaben. At hans sind og krop ville blive overtaget af skygger. Han foretrak trods alt at være i kontrol over sig selv.

Da hoppen puffede til ham, sendte han hende et lille varmt smil, for han havde trods alt ikke været ude på at starte en gyserhistorie eller skabe frygt, men bare forklare hvorfor han ikke bare sådan lige ville tage en vandretur til vulkan øen. Blikket rettede han dog fremad igen, og der gik ikke ret lang tid før de var halvvejs - og vandet gik stadig kun titan til knæene. Det var lige til at overkomme. Det var selvfølgelig ikke over alt det var muligt at vandre, men der var en form for passage mellem øerne - en lille smal forhøjning hvor man lige kunne vandre når vandet ikke var for højt.

1

Tracker | Tables | Plots | Application

Camille så fortsat småforvirret på hingsten, der gik en halv meters penge foran hende og fortalte. Da hun kun kunne skimte hans venstre, syregrønne øje og ikke hele hans ansigtsudtryk, var hun ikke sikker på hvorvidt han drillede hende eller rent faktisk var alvorlig. Umiddelbart hældte hun mest til det første. Hun havde aldrig før hørt om skygger af den slags han beskrev og han havde allerede bevist mere end én gang at han ikke var bange for at drille hende. Der hvilede dog en ganske svag aura moden seriøsitet over den sorte hingst, der gjorde at hun alligevel var i tvivl. Hun kneb øjnene en anelse sammen og tog to plaskende travskridt for at nå helt op på siden af hingsten. "Tager du pis på mig?" spurgte hun så og skævede til ham. Hendes blik var stadig varmt og afslørede at hun ikke ville blive sur på ham, men snarere sig selv for at være hoppet på den, hvis han sagde ja. Det var også tydeligt at hun endnu ikke var overbevist. 

Det var efterhånden muligt at skelne sandstranden der bredte sig som et hvidt bælte mellem Enophis' sydlige del og havet, hvilket fik appaloosahoppen til at hæve hovedet og spidse sine små ører. Hendes skridt blev længere og mere målrettede end de havde været på den første halvdel af turen. Det var relativt tydeligt at hoppen så frem til gensynet med den tørre landjord, selvom der endnu var et stykke lavvande at forcere.    

New to this

words: 251 | tag: Camille

♣

Titan rystede på hovedet af hendes spørgsmål. "Nej, men gid jeg gjorde" tilføjede han til sit rystende hoved. Han ville da næsten ønske han bare havde taget pis på hende, at den slags skygger ikke fandtes - ikke at skyggehestene ikke skulle eksistere, men at de ikke var blevet krævet af de lumske og lokkende skygger. "Min søster er en af dem. Jeg er ikke helt sikker på hvad det er de vil, men det jeg har forstået indtil videre, er ikke at det er noget godt. Hvis de fortærer andres sind og overtager deres kroppe, er det ikke nogen jeg ønsker at komme i kontakt med" Skyggehestene måske - men ikke de skygger der overtog. Ikke fordi han ikke ville kunne finde på at slå sig til dem, men fordi at han ikke ville miste kontrollen over sig selv og sin frihed. Han ville da ikke frivilligt lade noget så sært som skygger overtage hans krop.
Da stranden på Enophis blev tydeligere og tydeligere rev det næsten i den sorte krop for at springe fremad i fuld fart og komme op af vandet så hurtigt som muligt, men han skulle jo også have den 'lille' hoppe med. Han var jo altid nødt til at tage hensyn til sit selskab hvis ikke han skulle miste det. Han ville sagtens kunne tage turen selv, men så havde han jo ikke haft en grund til at tage derhen sådan rigtigt. Han havde jo selv set stedet en gang - eller mere end en gang.

4

Tracker | Tables | Plots | Application